777 | Jhesu Syrachs Fortale paa hans Bog.

DEr haffue mange oc merckelige Folck / antuordet oss Visdom / aff Lowen / Propheter oc andre / som haffue effterfult dem / Der faare skal mand tilbørlige loffue Jsrael / for sin Visdom oc Lærdom. Der faare skulle oc icke alene de / som det haffue oc læse / bliffue vise der aff / Men de skulle ocsaa tiene andre / met Lærdom oc scriffuelse.

Min Oldefader Jhesus / effter at hand haffde besynderlige giort sin store flid / til at læse Lowen / Propheter / oc andre flere Bøger / som ere oss effterladne aff vore Fedre oc hand haffde vel øffuit sig der vdi / Da tog hand sig oc faare / at scriffue noget / om Visdom oc gode Seder. Paa det at de / som gerne vilde lere oc bliffue kloge / skulle bliffue diss mere forstandige oc skickelige / til at føre it gaat Leffnet.

Der faare beder ieg / at i ville anamme det venlige / oc læse det flitelige / oc tage det til tacke met oss / om wi icke kunde tale saa vel / som de der ere naffnkundige for deris skickelige tale. Thi huad som er screffuit i det Ebraiske Maal / det lyder icke saa vel / naar mand det vdsetter paa it andet Maal / Jcke aleniste denne min Bog / men ocsaa Lowen / Propheterne oc andre Bøger / lyde meget anderledis / naar de talis paa deris eget Maal.

Der ieg kom nu i Egypten vdi det attende oc tiuende aar / i Kong Ptolomei Euergetis tid / oc bleff der al hans liffs tid / da fick ieg stunder at læse oc at scriffue meget gaat. Der faare syntis mig det at vere gaat oc nytteligt / at ieg lagde flid oc wmage der paa / oc vdlagde denne Bog. Oc effterdi at ieg haffde tid der til / da arbeydede ieg / oc giorde min flid / at fuldkomme denne Bog / oc lade hende vdgaa / Paa det / at oc de Fremmede / som ville lære / kunde venne sig til gode Seder / Paa det / at de kunde leffue effter HERRENS Low. ❧ ❦

II.

MJt barn / vilt du vere Guds tienere / da skicke dig til fristelse. Bliff fast / oc slid din tid / oc tuil icke / naar mand locker dig der fra. Holt dig til Gud / oc vige icke / paa det du skalt altid bliffue sterckere. alt det som dig vederfaris / skalt du lide / oc ver taalmodig i allehonde drøffuelse / Thi at lige som Guld prøffuis i Jld / Saa bliffue oc de / som behage Gud / prøffuede / ved drøffuelsens ild. Forlad dig paa Gud / saa skal hand hielpe dig vd / Rette dine veye / oc haabe paa hannem.

J som frycte HERREN / forlader eder paa hannem / thi det skal icke feyle eder. 779 | J som frycte HERREN / haabis det beste aff hannem / saa skal eder altid vederfaris naade oc trøst. J som frycte HERREN venter hans naade / oc viger icke / At i skulle icke bliffue til inted.

Seer til de gamlis Exempel / oc mercker dem / Huo er nogen tid bleffuen beskemmet / som sette haab til hannem? Huo er nogen tid forladen / som bleff i Guds fryct. Eller huo er nogen tid forsmaat aff hannem / som paakallede Hannem? Thi HERREN er naadig oc barmhertig / oc forlader synderne / oc hielper i nød.

Ve dem / som mistrøste paa Gud / och icke bliffue fast / Oc de Vgudelige / som raffue bort oc igen. Ve de mistrøstige / thi de tro icke / der faare skulle de och icke beskermis / ve dem som icke bie / huor vil det gaa dem / naar HERREN skal hiemsøge dem?

De som frycte HERREN / tro hans Ord / Oc de som hannem elske / holde hans Bud? De som frycte HERREN / gøre det som hannem behager / Och de hannem elske / holde lowen ret. De som frycte HERREN / beskicke deris hierte / oc ydmyge sig faar hannem / oc sige / Wi ville heller falde i HERRENS hender / end i menniskens hender / thi hans barmhertighed er io saa stor / som hand er selff.

III.

KJere Børn / lyder mig eders Fader / oc leffuer saa / at det skal gaa eder vel.

Thi HERREN vil at Faderen skal æris aff Børnene / Oc hand vil at det skal holdis / som en Moder befaler børnene.

Huo som ærer sin Fader / hans Synd skal Gud icke straffe / Och huo som ærer sin moder / hand samler it gaat ligendefæ. Huo som ærer sin Fader / hand skal oc haffue glede aff sine Børn / Oc naar hand beder / da skal hand bønhøris. Huo som ærer sin Fader / hand skal leffue diss lenger / oc huo som er lydig for HERRENS skyld / aff den haffuer Moderen trøst. Huo som frycter HERREN / hand ærer oc sin Fader / oc tien sine Foreldre / oc holder dem for sine Herrer.

Hedre Fader oc Moder / met gerningen / met ord oc taalmodighed / paa det at deris Velsignelse skal komme offuer dig. Thi Faderens velsignelse bygger Børnene huss / men Moderens forbandelse riffuer dem ned Bespaatte icke din Faders brøst / Thi det er ingen ære. Thi det er din egen ære / at du ærer din Fader / och det er din egen skam / at du foracter din Moder.

Kære Barn / gør din Fader til gode i hans allerdom oc bedrøffue hannem io icke / saa lenge som hand leffuer / oc holt hannem til gode / om hand bliffuer barnactig / oc foracte hannem io icke / der faare at du est skickeligere / Thi den velgerning som du beuiss din Fader / skal aldri forglemmis. Oc dig skal ske gaat / alligeuel at du end est en Syndere / Oc du skalt betenckis i nød / Oc dine Synder skulle forgaa / lige som iss aff Solen. Huo som forlader sin Fader / hand bliffuer beskemmet / Oc huo som bedrøffuer sin Moder hand er forbandet aff HERREN .

Kære Barn / Bliff gerne i en nederlig Stat / det er bedre / end alt det som Verden staar effter. Jo høyre du est / io mere skalt du ydmyge dig / saa skal HERREN vere dig huld / thi HERREN er den allerhøyste / oc gør dog store ting formedelst de ydmyge.

Stunde icke effter nogen høy Stat / oc tenck icke offuer din formue / men huad som Gud haffuer befalet dig / der tag stedze vare paa. Thi det gaffner dig inted / at du gaber effter det / som dig er icke befalet. Och huad som icke hører til dit Embede / det sæt icke til rette / Thi dig er alle rede mere befalet / end du kant vdrette. Saadan dynckelgodhed haffuer bedraget mange oc deris fordristelse haffuer omstyrt dem. Thi at huo som sig giffuer gerne i Fare / hand forderffuis der vdi / Oc it Menniske som er for meget dristig gaar det paa det siste ilde. Jt fordristigt men niske gør sig selff megen vlycke / oc kommer it iammer aff sted effter det andet. Thi Hoffmodighed gør aldri gaat / oc der kand inted voxe andet aff end ont.

IIII.

JT forstandigt Menniske lerer gerne Guds ord / oc huo som elsker visdom / hand hører gerne til.

Som Vand vdslycker en brendende ild / Saa vdsletter Almisse Synden / Oc den øffuerste Betalere / skal betencke det her effter / oc hand skal opholde hannem i modgong.

Kære Barn / Lad den Fattige icke lide nød / oc ver icke haard mod den Nødtørfftige Foracte den Hungrige icke / oc bedrøffue den Nødtørfftige icke i sin armod. Gør icke it bedrøffuit Hierte mere sorg / oc vnddrag icke din gaffue fra den Nødtørfftige. Foracte icke den Elendigis bøn / oc vent dit ansict icke fra den Fattige. Vent dine øyen icke fra den Nødtørfftige / paa det at hand skal icke klage offuer dig / Thi den som hannem haffuer giort hører hans Bøn / naar hand klager offuer dig met it bedrøffuit hierte.

780 | Ver icke tretactig faar Dom / oc holt Dommeren i ære. Hør gerne den Fattige / oc suare hannem venlige oc sactmodelige. Redde den / som skeer vold / fra den / som gør hannem wret / Oc ver wforferdet / naar du skalt dømme. Holt dig mod de Faderløse som en Fader / oc mod deris Moder som en Hosbonde / Saa skalt du vere / som den Allerhøystis Søn / oc hand skal haffue dig kærere / end din Moder haffuer dig.

Vished ophøyer sine Børn / oc anammer dem / som hende søge. Huo som hende elsker / hand elsker Liffuit / Oc huo som hende søger flitelige / hand skal haffue stor Glæde. Huo som holder sig fast til hende / hand skal faa stor ære / Oc huad som hand tager sig faare / der skal HERREN giffue lycke til. Huo som ærer Gudz ord / hand gør den rette Gudz tieniste / Oc huo som det elsker / hannem elsker oc HERREN . Huo som lyder Visdom / hand kand lære andre Folck / Oc huo som holder sig til hende / hand skal bo tryggelige. Huo som er vden falskhed / hand skal faa hende / Oc hans Effterkommere skulle triffuis. Oc om hun end skicker sig i det første anderledis mod hannem / oc gør hannem angest oc bange / oc prøffuer hannem met sit Riss / oc frister hannem met sin straff / indtil hun befinder / at hand er vden falskhed / saa skal hun da komme til hannem paa den rette vey / oc glæde hannem oc skal obenbare hannem sin hemmelighed. Men der som hun befinder hannem falsk / da skal hun forlade hannem at hand skal forderffuis.

Kære Barn / Bruge tiden / oc vocte dig for wretferdige Sager / Oc skamme dig icke for din siel at bekende det som Ræt er. Thi mand kand saa skamme sig / at mand synder der met / oc mand kand oc skamme sig saa / at mand haffuer naade oc ære der aff. Lad ingen Persone foruende dig / til din skade / oc ey forferde dig til din forderffuelse / Men bekent frilige det som Ræt er / naar mand skal hielpe Folck / Thi at ved bekendelse / bliffuer Sandhed oc Rætten obenbare.

Tale inted mod Sandhed / Men lad den forhaanelse gaa dig offuer / om du haffuer faret vild i Sagen. Skamme dig icke at bekende huor som du haffuer faret vild / oc stride icke mod strømen.

Tien icke en Daare i sin Sag / oc see icke til hans mact / Men forsuare Sandhed indtil døden / Saa skal Gud HERREN stride for dig.

Ver icke som de der loffue meget met store ord / oc gøre der dog aldelis inted til.

Ver icke en Løwe i dit Huss / Oc icke balstyrig mod dit Tiuende.

Din haand skal icke vere opladen / altid til at tage / oc tilluct at giffue aldri.

V.

FOrlad dig icke paa din Rigdom / oc tenck icke / Jeg haffuer nock for mig. Følge icke din egen fortredelighed / allige uel at du det end formaat / oc gør icke huad som dig lyster / oc tenck icke / Huo vil formene mig det? Thi HERREN den øffuerste Heffnere skal heffne det.

Tenck icke / Jeg haffuer vel før syndet / oc mig er inted ont vederfaret. Thi HERREN er vel taalmodig / Men hand lader dig icke bliffue wstraffet. Oc ver icke saa tryg om din synd er icke end nu straffet / at du skulde der faare ville synde stedze oc altid. Tenck oc icke / Gud er meget barmhiertig / Hand straffer mig icke / ehuor meget ieg oc synder. Hand kand saa snart optendis til vrede / som hand er naadig / Oc hans vrede offuer de Wgudelige / haffuer ingen affladelse.

Der faare tøffue icke / at omuende dig til HERREN / oc forhale det icke den ene dag fra den anden. Thi hans vrede kommer hastelige / oc skal heffne det / oc forderffue dig.

Forlad dig icke paa wretferdigt Godz / Thi det hielper dig icke naar som fristelsen kommer. Lad icke huert Vær føre dig / oc følge icke huer vey / som de wstadige Hierter gøre / Men ver stadig i dine ord / oc bliff ved it mundhow. Ver bered til at høre / oc suare det som ret er / oc forhaste dig icke. Forstaar du Sagen / da vnderuiss din Neste / Forstaar du hende icke / da holt din mund stille. Thi mand kand tale sig til ære / oc mand kand ocsaa tale sig til skamme / Oc Menniskens egen Tunge fører hannem i fald.

Ver icke en Øretudere / oc baguaske icke met din Tunge. En Tyff er en skendelig ting / Men en Baguaskere / er meget skendeligere / Acte det icke ringe / heller det er lidet eller stort / Lad dig icke røris til / at bliffue vred paa din Ven / Thi at saadanne Baguaskere bliffue paa det siste beskemmede.

VI.

MOlt dig icke for klog / til at straffe huer mand / At dine Blad skulle icke visne / oc din Fruct skal forderffuis / oc at du skalt icke en gong bliffue / som it tiurt træ. Thi at saadant it forgifftigt Menniske / gør sig selff skade / oc hand skal bliffue sine Fiender til spaat. Tuert emod / Huo som vdlegger alting til det beste / hand gør sig mange Venner / Oc huo som taler det beste i nogen Sag / om hannem taler mand det beste igen.

Holt dig venlig met huer mand / men tro 781 | neppelige en iblant tusinde. Forlad dig icke paa nogen Ven / vden du haffuer forsøct hannem i Nød. Thi der ere mange Venner / den stund de kunde nyde det at / Men i nød ere de icke faste. Oc der er mangen Ven / som lader sig snart fortørne / oc viste handit mord met dig / da sagde hand det. Der ere oc nogle borduenner / som ere icke faste i nød. Den stund det gaar dig vel / da er hand din Stalbroder / oc leffuer i dit Huss / lige som hand vaare ocsaa Husbonde / Men gaar det dig ilde / da staar hand dig emod / oc lader sig ingen sted finde.

Holt dig fra dine Wuenner / oc tag dig alligeuel ocsaa vare for Venner. En trofast Ven er en sterck Beskermelse / Huo den haffuer / hand haffuer it stort Liggendefæ / En trofast Ven / staar icke til at betale met Pendinge eller noget godz. En trofast Ven / er en trøst alt den stund mand leffuer / Huo som frycter Gud / hand faar saadan en Ven. Thi huo som frycter Gud / hannem skal det lyckis met Venner / Oc lige som hand er / saa skal ocsaa hans Ven vere.

Kære Barn / Lad Visdom fostre dig op aff din Vngdom / Saa bliffuer der en viss Mand aff dig. Holt dig til hende / som den der pløyer oc saaer / oc vente hendis gode Fruct. Du skalt en liden stund haffue wmage oc arbeyde for hendis skyld / Men du skalt meget snart nyde hendis Fruct. Hun er de wforsøcte Menniske bitter / oc en Skødesløss bliffuer icke hoss hende. Thi hun er hannem en haarder prøffuesten / oc hand kaster hende snart fra sig. De rose vel meget aff Visdom / Men de vide der lidet aff.

Kære Barn / Lyd min Lerdom / oc foracte icke mit Raad. Sæt dine Føder i hendis stock / oc din Halss i hendis Halssiern. Bucke dine Skuldrer oc bær hende / oc gør dig icke stiff mod hendis baand. Holt dig til hende aff gantske hierte / oc bliff met al mact paa hendis veye. Spør effter hende / oc søg hende / Saa skalt du finde hende. Oc naar du faar hende / da lad hende icke fra dig / Thi du skalt paa det siste haffue trøst aff hende / oc din sorg skal omuendis dig til glæde. Oc hendis Stock skal bliffue dig en sterck Beskermelse / oc hendis Halssiern it herligt Kledebon. Hun haffuer en gyldene Krune / met en Purpur Hue / den samme Kledebon skalt du føre dig i / oc den samme deylige Krune skalt du sette paa.

Kære Barn / vilt du følge / da bliffuer du viss / oc tager du det til hierte / da bliffuer du klog. Vilt du gerne lyde / da faar du hende / Oc vilt du bøye dine øern / da bliffuer du viss. Ver gerne hoss de Gamle / oc huor der er en viss Mand / da holt dig til hannem.

Hør gerne Guds ord / oc merck Vishedens gode Ordsprock. Huor som du seer en forstandig Mand / da holt dig flitelige til hannem / oc gack stedze vd oc ind hoss hannem. Betracte altid Gudz Bud / oc tenck stedze paa hans Ord / Hand skal gøre dit hierte fuldkommet / oc giffue dig Visdom / lige som du begerer.

VII.

GØr inted ont / Saa skal dig inted ont vederfaris / Holt dig fra wretferdighed / Saa skal ingen Wlycke komme paa dig. Saa icke paa wretferdighedz Ager / Saa skalt du icke høste hannem siufolt.

Treng dig icke i Embeder faar Gud / oc stunde icke effter mact hoss Kongen. Lad dig tycke faar Gud / at du est duelig nock der til / oc lad dig icke tycke hoss Kongen / at du est viss nock der til. Lad dig icke forlengis effter at vere Dommere / Thi aff din formue / skalt du icke kunde sette al wret til rette / Du kunde oc befrycte dig for en Veldig / oc lade Retten falde met skamme.

Begynde icke Oprør i Staden / oc heng dig icke til Almuen / Paa det du skalt icke bære dubbelt skyld / Thi der skal inted saadant bliffue wstraffet. Tenck oc icke / Gud skal see mine store Offer der faare / oc naar som ieg offrer der faare til den allerhøyste Gud / da skal hand anamme det.

Naar du beder / da tuile icke / Oc ver icke lad / til at giffue Almisse.

Spaatte icke den Bedrøffuede / thi der er en / som kand baade nedtrycke oc ophøye.

Dicte icke Løgen mod din Broder / oc ey heller mod din Ven / Du skalt icke venne dig til løgen / thi det er en skadelig seduane.

Ver icke Kaadmundet hoss de Gamle / Oc naar som du beder / da bruge icke mange ord.

Der som det bliffuer dig suartmet din Biering oc Pløyning / da lad det icke fortryde dig / thi Gud haffuer det saa skabt.

Driste der icke paa / at Hoben er stor / der du gør ilde met / Men betenck / at straffen er icke longt fra dig.

Der faare ydmyge dig aff hiertet / Thi at Jld oc Orme er straff offuer de Wgudelige.

Forlad din Ven icke for noget Godz skyld / oc ey din trofaste Broder for det beste Guld skyld.

Skil dig icke fra en fornumstig oc from Hustru / Thi hun er mere dyrebar end noget Guld.

782 | Far icke ilde met en trofast Suend oc flitig Arbeydere / Elsk en from Suend / oc hindre hannem icke / om hand kand bliffue fri.

Haffuer du Queg / da tag vare der paa / oc gør det dig gaffn / da beholt det.

Haffuer du Børn / da opfød dem / Oc bøy deris Halss op aff vngdommen.

Haffuer du Døtter / da beuare deris Legeme / oc lad dem icke bliffue løssacktige.

Gifft din daatter / saa haffuer du giort en kaastelig gerning / Oc giff hende en fornumstig Mand.

Haffuer du en Hustru / som dig elsker / Da lad dig icke vende fra hende / til at forskiude hende / oc tro icke den Hadske.

Hedre din Fader aff gantske hierte / oc forglem icke huad du kostede din Moder / Oc betenck / at du est fød aff dem / Oc huad kant du gøre dem for det / som de haffue giort mod dig?

Frycte HERREN aff gantske hierte / oc holt hans Prester i al ære.

Elsk den aff al din krafft / som dig haffuer giort / oc forlad icke hans Tienere.

VIII.

TRette icke met den Veldige / at du skalt icke falde i hans hender. trette icke met den Rige / at hand skal icke offuerueye dig / Thi at mange lade dem bestinge met pendinge / oc de omuende ocsaa vel Kongers hierter. trette icke met en Ordgydere / at du skalt icke bære ved til hans ild. Skemte icke met it wforstandigt Menniske / at hand skal icke beskemme din Slect.

Breyde den icke sine Synder / som sig bedrer / oc betenck at wi haffue end alle skyld paa oss.

Foracte icke Allerdommen / Thi at wi tencke ocsaa at bliffue Gamle.

Glede dig icke der aff / at din Fiende døer / Betenck at wi skulle alle dø.

Foracte icke det / som de Vise tale / men skicke dig effter deris Ordsprock. Thi du kant lere noget aff dem / oc huorledis du skalt skicke dig hoss ypperlige Folck.

Acte dig icke at vere klogere end de Gamle / Thi at de haffue ocsaa lert aff deris Fedre / Thi du kant lere aff dem / huorledis du skalt suare / naar det gøris behoff.

Bless icke den Wgudelige sin Jld op / at du skalt icke ocsaa opbrendis. Erre icke en Skendegest / at hand skal icke foruende dig dine ord.

Læn icke den / som er Veldigere end du est / Men læn du hannem noget / Da acte det at vere borte.

Ver icke Borgen offuer din formue / Men gør du det / Da tenck til oc betale.

Gack icke i rette met Dommeren / Thi mand siger Dommen aff som hand vil.

Vandre icke met en Woffuehalss / at hand skal icke føre dig i Wlycke / Thi hand gør huad hand vil / saa skalt du lide skade for hans daarlighed skyld.

Trette icke met den som vred er / oc gack icke alene met hannem paa marcken / Thi hand acter blodstyrtning / lige som inted / Der som du haffuer da ingen hielp / saa myrder hand dig.

Raadsla icke met Daarer / thi det gaar dem icke til Hierte.

Gør inted faar en Fremmet / som du vilt haffue hemmeligt / Thi du vedst icke / huad der kand komme aff.

Obenbare icke dit Hierte faar huer Mand / At du skalt icke faa ond betalning.

IX.

VEr icke Nidkær offuer din fromme Hustru / Thi der kommer inted gaat / aff saadan haard tilsyn. Lad din Hustru icke haffue mact offuer dig / at hun skal icke bliffue din Herre.

Fly Bolskaff / at du skalt icke falde i deris snarer.

Ven dig icke til Sangersker / at de skulle icke fange dig met deris laacken. See icke effter Piger / at du skalt icke optendis til dem. Holt dig icke til Skøger / at du skalt icke miste huad som du haffuer.

Gabe icke hid oc did i Staden / oc løb icke i alle vraar. Vent dit ansict fra deylige 783 | Quinder / oc see icke effter andre Quinders skickelighed. Thi deylige Quinder haffue skuffet mange / oc der optendis ond lyst aff / som en Jld. Sid icke hoss en andens Hustru / oc tag hende icke i faffn / oc rute icke met hende / at dit hierte skal icke dragis til hende / oc at dit sind skal icke fangis.

Forlad icke en gammel Ven / thi du vedst icke / om den ny skal bliffue dig saa god. En ny Ven / er lige som ny Vin / Lad hannem bliffue gammel / saa skal hand smage dig vel.

Lad oc den Wgudelige icke bekumre dig i sin store ære / Thi du vedst icke huad ende det skal faa. Lad den Wgudeligis opsæt icke behage dig / thi de bliffue aldri fromme / før end de fare ned i Helffuede.

Holt dig fra dem / som haffue mact til at sla hiel / saa taart du icke sørge / at hand skal dræbe dig. Men skalt du io omgaass met hannem / da forbryd dig icke / at hand skal icke tage Liffuit aff dig / naar som du tencker der minst paa / Oc du skalt vide / at du vandrer iblant snarer / oc gaar paa idel høye Spitze.

Lær flitelige at kende din Neste / oc huor som du haffuer Raad behoff / da søg dem hoss Vise Folck / oc haff din tale met de Forstandige / Oc rette alle dine Sager effter Gudz ord.

Holt dig til gaat Folck / Oc ver glad / Dog met Gudz fryct.

X.

GErn ingen priser Mesteren / oc en viss Første hans handel. Det er en farlig t ing vdi it Regemente / met en Ordgydere / Oc en dristig Ordgydere skal bliffue beskemmet.

En viss Regentere er streng / oc huor som Øffrigheden er forstandig / der gaar det skickelige til. Lige som Regenteren er / saa ere ocsaa hans Embetzmend. Lige som Raadet er / saa ere oc Borgerne. En balstyrig Konge / forderffuer Land oc Folck / Men naar som de Veldige ere forstandige / da triffuis Staden.

Det Regemente paa Jorden / staar i Gudz haand / hand giffuer stundem en duelig Regentere. Det staar i Gudz haand / at det lyckis met en Regentere / hand giffuer en hederlig Canceler.

Straffe icke for strengelige alle misgerninger / oc forhaste dig icke / naar du skalt straffe. Baade Gud oc verden hade de Hoffmodige / Thi de handle wrettelige faar dem baade sammen.

For vold / wret oc gerighedz skyld / kommer it Kongerige fra it Folck til it andet.

Huor faare hoffmoder den arme Jord oc Aske sig? Hand er dog idel slemt Skarn / den stund hand end leffuer. Oc der som Lægen end lapper der lenge paa / saa gaar det alligeuel saa til paa det siste / J dag en Konge / i morgen død. Oc naar som it Menniske er døt / da æde Hugorme oc andre orme hannem.

Der aff kommer al Hofferdighed / at it Menniske falder fra Gud / oc hans Hierte viger fra sin Skabere. Oc Hofferdighed driffuer til alle Synder / Oc huo som falder der vdi / hand begynder megen verstyggelighed.

Der faare haffuer HERREN altid beskemmet hoffmodighed / oc endelige nedkast hende. Gud haffuer kast de hofferdige Førster ned aff Stolen / oc sæt Ydmyge der paa. Gud haffuer opruct de Hoffmodige Hedningers roed / oc plantet Ydmyge i deris sted. Gud haffuer foruent Hedningernis land / oc forderffuit det i grund / Hand loed dem visne / oc ødeleggis / oc deris naffn vdslettis aff Jorden.

Det er icke skabt aff Gud / at Folck ere hofferdige oc grumme. Mennisket skabtis icke ont / Men huo som frycter Gud / hand skal haffue ære. Men huo som offuertræder Guds Bud / hand skal beskemmis.

Oc de som frycte Gud / holde deris Regentere i ære / Der faare beuarer hand dem.

Der skal huercken Rig eller Fattig / stor eller Liden rose sig aff andet / end at de frycte Gud.

Det duer aldelis inted / at mand forsmaar en Fattig som er forstandig / oc ærer en Wgudelig som er rig.

Førster / Herrer oc Regentere ere i stor ære. Men saa store ere de icke / som den / der frycter Gud.

Herren maa tiene en viss Suend / oc en fornumstig Herre knurrer der icke faare.

Følge icke dit eget Hoffuit i dit Embede / oc gør dig icke Hoffmodig / naar mand haffuer dig behoff.

Det er bedre / at en tager vare paa sit Embede / som hand kand triffuis aff / end at hand tager sig meget faare / oc bliffuer en Tryglere.

Mit Barn / Ver trøstig i modgang / oc tradze paa dit Embede / Thi at huo vil hielpe den / som haffuer feyl paa sit Embede? Oc huo vil hielpe den til ære / som selff vanærer sit Embede?

Den Fattige æris for hans Forstand skyld / oc den Rige for sit Godz skyld? Men er Forstand verd at rose hoss den Fattige / huor meget mere skal det da hoss den Rige? Oc huad som staar den Rige ilde / det staar meget mere den Fattige ilde.

784 | Den Ringis Visdom fører hannem til ære / oc setter hannem hoss Førster.

Du skalt ingen rose for hans store anseelse skyld / icke heller foracte nogen / for hans ringe anseelse skyld. Thi Bien er en liden Fuel / oc giffuer dog alsom sødest fruct.

Hoffmode dig icke aff dine Kleder / oc ver icke stolt i din ære / Thi at HERREN er vnderlig i sine gerninger / oc ingen veed / huad hand vil gøre.

Mange Tyranner ere nødde til at side nedre paa iorden / Oc Krunen er sæt paa den / som mand icke tenckte paa. Mange store Herrer ere bleffne til inted / oc veldige Konger ere komne andre i hender.

Fordømme ingen før end du vedst tilforn Sagen / Forstaa det først / oc straffe der effter.

Du skalt ingen dømme / før end du hører Sagen / oc lad Folck først tale vd.

Beblande dig icke i Fremmede Sager / oc sid icke hoss wretferdig Dom.

XI.

MJt Barn / Sla dig icke i mange honde handel / thi at der som du tager dig allehonde faare / da skalt du icke meget vinde der paa. Der som du end staar der fast effter / Saa faar du det dog icke / Oc der som du end lapper baade her oc der / Saa kommer du dog icke vd.

Mangen riffuer oc slider / oc legger sig effter Rigdom / oc hand forhindrer sig ekon selff der met.

Der emod far mangen sactelige / som vel haffde Hielp behoff / oc er der til met skrøbelig oc fattig / Den seer Gud til met naade / oc hielper hannem aff den Elendighed / oc kommer hannem til ære / saa at mange forundre sig paa hannem.

Alting kommer aff Gud / Lycke oc Wlycke / Liff oc Død / Armod oc Rigdom.

Gud giffuer de Fromme Godz som er varafftigt / Oc huad som hand giffuer / det triffuis altid.

Mangen er nidsk oc sparer / oc bliffuer Rig der met / oc tencker / At hand haffuer vel draget sammen. Oc hand siger / Nu vil ieg haffue gode dage / æde oc dricke aff mit godz / Oc hand veed icke / at hans Tid er saa nær / oc hand skal lade andre det effter sig oc dø.

Bliff hoss Gudz ord / oc øffue dig der vdi / oc bliff i dit Kald / Oc acte det inted / at de Wgudelige tracte effter godz. Forlad du dig paa Gud / oc bliff i dit Kald / Thi det er HERREN meget læt / at gøre den Fattige Rig.

Gud velsigner de Frommis godz / oc naar tiden kommer / da triffuis de snart. Sig icke / Huad hielper det mig / oc huad haffuer ieg den stund? Sig icke / Jeg haffuer nock / huorledis kand det feyle mig?

Naar som det gaar dig vel / da betenck / At det kand gaa dig ilde igen / Oc naar som det gaar dig ilde / da betenck / At det kand gaa dig vel igen / Thi HERREN kand lettelige betale huer i Døden / som hand det haffuer fortient. En ond time gør / at mand forglemmer al Glæde / Oc naar it Menniske døer / da skal hand fornemme / huorledis hand haffuer leffuit. Der faare skalt du ingen rose før hans endeligt kommer / Thi huad som nogen haffuer verit for en Mand det finder sig paa hans Effterkommere.

XII.

Læn icke huer mand herbere i dit Huss / thi Verden er fuld aff wtroskaff oc suig. Jt falskt Hierte / er lige som en laacke Fuel paa en Kloffue / oc lurer effter at gribe dig. Thi huad got som hand seer / det legger hand vd til det verste / oc det allerbeste laster hand paa det høyste. aff en liden gnist bliffuer en stor Jld / Oc den Wgudelige lader icke aff / før end hand vdstyrter Blod. Tag dig vare for saadanne Skalcke / de haffue inted gaat i sinde / at de henge dig icke en euig skam paa. Tager du en Fremmet ind til dig / da gør hand dig wmage / oc driffuer dig fra din Eyedom.

Vilt du gøre noget gaat / Da see til / huem du gør det / saa fortien du tack der met. Gør den Fromme gaat / Saa bliffuer dig det rigelige betalet / Skeer det icke aff hannem / da skeer det visselige aff HERREN. Men de arge Skalcke / som icke tacke for velgerninger / skal det icke gaa vel.

Giff den Gudfryctige / oc forbarme dig icke offuer den Wgudelige / Gør de Elendige til gode / oc giff den Wgudelige inted. Beuare dit Brød for hannem / oc giff hannem inted / at hand skal icke bestyrckis der aff oc vndertrede dig / Du skalt faa end en gong saa meget Ont aff hannem / som du haffuer giort hannem Gaat. Thi den Allerhøyste hader de Wgudelige / oc hand skal straffe de Wgudelige.

Naar som det gaar nogen vel / da kand mand icke rettelige kende en Ven. Men naar som det gaar ilde til / da kand oc icke din Fiende dølie sig / Thi at naar som det gaar nogen vel / da fortryder hans Fiende det. Men naar som det gaar ilde / Da vige oc hans Venner fra hannem.

785 | Tro aldri din Fiende / Thi at lige som iern stedze rustis igen / Saa forlader hand oc icke sin vanartighed. Oc om hand end neyer oc bucker sig / Saa holt dig dog stille / oc vocte dig for hannem / Oc der som du end skurer paa hannem / lige som paa en Spegel / saa bliffuer hand dog rustig. Drag hannem icke til dig / at hand skal icke bort støde dig / oc træde i din sted. Sæt hannem icke hoss dig / at hand skal icke tracte effter din Stoel / Oc du skalt paa det siste tencke paa mine ord / oc det skal da angre dig.

Lige som ingen yncker den / der besuer Hugorme / om hand bliffuer biden / aff dem saa lidet som det / at en omgaass met vilde Diur / oc bliffuer sønder reffuen aff dem. Saa gaar det oc den / som henger sig til de Wgudelige / oc beblander sig i deris Synder. Hand bliffuer vel hoss dig til en tid / Men naar som du snubler / da forlader hand dig.

Din Fiende giffuer vel gode ord / oc yncker dig saare / oc skicker sig venlige / hand kand oc græde der til. Men hand tencker i hiertet / huorledis hand kand skiude dig i Graffuen / oc faar hand rum / da kand hand icke mættis aff dit Blod. Vil nogen gøre dig skade / Da er hand den første / oc skicker sig som hand vilde hielpe dig / oc omstøder dig lumskelige. Hand skal ryste met sit hoffuit / oc glæde sig hemmelige / bespaatte dig / oc vrenge Mund.

XIII.

HVo som tager Big / hand besmitter sig der met / Oc huo som holder sig til de Hofferdige / hand lerer Hofferdighed.

Holt dig icke til de Veldige oc Rige / Du legger ellers en suar Byrde paa dig. Huad skal en Leerpaatte hoss en Kaaber Gryde? Thi der som de stødis tilsammen / Da sønderbrydis hun.

Den Rige gør wret / Oc tradzer end der til / Men den Fattige maa lide / oc tacke der til. Hand bruger dig / saa lenge som du hannem est nyttelig / Men naar som du kant icke mere / da lader hand dig fare. Den stund du haffuer noget / da tærer hand met dig / oc hand acter det inted at du forderffuis. Naar hand haffuer dig behoff / da kand hand smuckt abe dig / oc hand leer at dig / ietter dig meget / oc giffuer dig de beste ord / oc siger / Haffuer du noget behoff? Oc hand biuder dig tho eller tre gonge bedragelige til gest / Jndtil hand skil dig ved dit / oc spaatter dig paa det siste. Oc naar som hand end seer din Nød / saa lader hand dig dog fare / oc ryster Hoffuedit effter dig. Der faare see til / at din enfoldighed bedrager dig icke / oc fører dig i wlycke.

Naar som nogen Veldig vil drage dig til sig / da stat emod / saa skal hand diss mere drage dig til sig. Treng dig icke selff til hannem / At du skalt icke vdskiudis / Fly det oc icke formeget / at mand kand bruge dig i nød. Sig icke ney / der som hand befaler dig noget / Men forlad dig der icke paa / at hand haffuer meget omgengelse met dig. Thi hand forsøger dig der met / Oc i det hand skicker sig saa venlige / vdfritter hand dig rettelige. Naar som hand bliffuer vred / da bliffuer det icke hoss saadanne venlige ord / oc hand skemter icke met straff oc Fengzel. Der faare vocte dig / oc see dig vel faare / du leffuer i stor fare.

Huert Diur holder sig til sin lige / Saa skal oc huert Menniske holde sig til sin lige. Naar den Wgudelige holder sig til den Fromme / det er lige som naar Vlffuen holder sig til Faaret. Den Rigis omgengelse met den Fattige / er lige som Hyena gør selskaff met Hunden. Lige som Løwen æder vilde Diur paa Heyden / Saa æde de Rige de Fattige. Lige som den Hofferdige foracter det / som er ringe / Saa foractis oc den Fattige aff den Rige. Naar som den Rige kommer i fald / da hielpe hans Venner hannem op / Naar den fattige falder / da støde oc hans Venner hannem ned. Naar den Rige haffuer giort wret / da ere der mange som hielpe hannem op / Naar hand haffuer fortalet sig met ord / da maa mand lade det vere ret. Men naar den Fattige haffuer icke giort ret / da kand mand gøre der meget aff / Oc naar som hand end taler vislige / Saa actis det dog icke. Naar som den Rige taler / da tier huer mand / oc mand løffter hans ord op til Himmelen / Men naar som den Fattige taler / da siger mand / Huo er den? Oc der som hand bryder noget / da maa hand staa til rette.

Rigdom er vel god / naar hand brugis vden synd / Men den Wgudeligis armod lærer hannem at tale meget ont.

Huad som en haffuer i sinde / det seer mand paa hans øyen / huad heller det er gaat eller ont / Haffuer hand gaat i sinde / da seer hand gladelige vd. Men huo som betracter hemmelig suig / hand kand ingen rolighed haffue der faare.

Vel den / som icke giffuer onde Raad / oc icke haffuer en ond Samuittighed der aff.

Vel den / som icke haffuer en ond Samuittighed / oc som icke haffuer mist sin tillid.

786 | XIIII.

DEt staar icke en Niding vel / at hand er Rig / Oc huad skal en nidsk Hund met pendinge oc godz?

Huo som meget samler / oc gør sig selff icke til gode / hand sancker til andre / oc andre skulle fordaaye det.

Huorledis skulde den gøre andre gaat / som gør sig icke selff til gode? Hand bliffuer aldri glad aff sit godz.

Der er ingen slemmere ting til / End at en vnder sig selff inted gaat / oc det er den ret te plage for hans ondskaff. Gør hand noget gaat / da veed hand det icke / oc paa det siste bliffuer hand wtaalmodig der offuer.

Det er it ont Menniske / som icke gider seet / at mand gør Folck til gode / Men hand vender sit ansict bort / oc forbarmer sig offuer ingen.

Jt Menniske som søger sin egen fordel / lader sig aldri nøye met sin part / oc det kand icke triffuis for Gerighed.

Den som er Affuendzfuld seer icke gerne at mand æder / Och det gør hannem ont / naar hand skal giffue mad.

Mit Barn / Gør dig selff til gode aff dit eget / Oc giff HERREN offer / som hannem bør.

Betenck / at Døden forsømmer sig icke / oc du vedst io vel / huad Pact du haffuer met Døden.

Gør din Ven til gode før end du døer / oc giff den Fattige effter din formue.

Forglem icke den fattige / paa din gledskaffs dag / Saa skal oc den glede vederfaris dig / som du begærer. Du skalt dog lade andre din Sued effter dig / och offuergiffue Arffuingene dit arbeyde.

Giff gerne / Saa skal dig giffuis igen oc hellige din Siel / Thi at naar som du est død / da haffuer du vdtæret.

Alt Kød bortstidis som it Klede / Thi det er den gamle Pact / Du skalt dø.

Lige som grøne Blad / paa it deyligt Træ / nogle falde aff / nogle voxe igen / Saa gaar det oc til met Folckene / nogle dø / nogle fødis.

Alle forgengelige ting skulle faa ende / oc de som omgaass der met / fare ocsaa bort der met.

XV.

VEl den / som stedze omgaass met Guds ord / oc vdlegger det oc lerer / Den som betracter det aff hiertet oc lerer at forstaa det til grunde / oc randsager stedze ydermere effter Visdom / oc søger effter hende / ehuort hun gaar / och koger ind at hendis Vindue / och lyder til hoss Dørren / søger herbere / hart hoss hendis Huss / oc opretter sin Bolig hoss hendis væg / oc det er hannem it gaat herbere. Hand fører sine børn oc vnder hendis tag / oc bliffuer vnder hendis Løb / Der vnder skal hand beskermis for Hede / oc det er hannem en herlig Bolig.

Saadant gør ingen / vden den som frycter HERREN / Oc huo som holder sig til Guds ord / hand finder hende. Och hun skal møde hannem / som en Moder / oc hun skal anamme hannem / som en vng Brud. Hun skal spise hannem met Forstandheds Brød / oc hun skal skencke hannem met Vissheds vand.

Der aff skal hand bliffue sterck / at hand skal kunde staa fast / oc hand skal holde sig til hende / at hand skal icke bliffue beskemmet. Hun skal ophøye hannem offuer hans Neste oc hun skal oplade hans mund / i Forsamlingen. Hun skal krune hannem met fryd oc gle de / oc begaffue hannem met it euigt naffn.

Men Daarer finde hende icke / och de Wgudelige kunde icke see hende / Thi hun er longt fra de Hofferdige / och Øyenskalcke vide inted aff hende. Den Wgudelige kand inted lere ret / Thi det kommer icke aff Gud. Thi at der hører Visdom til ret Lerdom saa giffuer Gud naade der til.

Du taart icke sige / haffuer ieg lert wrettelige / da haffuer Gud det giort / Thi huad hand hader / det skalt du icke gøre. Du taart icke sige / haffuer ieg lert wrettelige da haffuer hand bedraget mig / Thi hand haffuer ingen Wgudelig behoff / thi HERREN hader alt Affguderi / oc huo hannem frycter / hand gruer der faare.

Hand skabte Mennisken aff begyndelsen / och gaff hannem kaar / Vilt du / da holt Budene / oc gør det hannem behager / i en ret tro. Hand haffuer sæt ild oc vand faar dig / tag til huilcket du vilt. Mennisken haffuer Liffuit oc Døden faar sig / huilcket hand vil det skal hannem giffuis. Thi Guds visdom er stor / oc hand er mectig / oc seer alle ting / oc hans øyen see paa dem / som hannem frycte / Och hand veed vel / huad ret er giort / eller huad som er øyenskalckeri. Hand biuder ingen at vere Wgudelig / och hand giffuer ingen loff til at synde.

XVI.

GLæd dig icke / at du haffuer mange wduelige Børn / och tradze der icke paa / at du haffuer mange Børn / der som de frycte icke Gud / Forlad dig icke paa dem / oc fortrøste dig icke paa deris for= 787 | mue. Thi at it fromt Barn er bedre / end tusinde wgudelige / Oc det er bedre at dø vden Børn / end at haffue wgudelige Børn.

En from Mand kand hielpe en Stad op / Men der som de Wgudelige ere end mange / saa bliffuer hand dog øde formedelst dem / Det haffuer ieg meget seet i mine dage / oc end meget mere hørt.

Jlden opbrende den gantske Wgudelige hob / oc vreden begyntis offuer de vantro. Hand sparde icke de gamle Kemper / som bleffue nedlagde met deris styrcke.

Hand sparde oc icke dem / som Loth vaar fremmet hoss / Men hand fordømde dem for deris Hoffmod skyld / oc forderffuede det gantske Land vden al barmhertighed / for de haffde syndet offuermaade meget. Saa haffuer hand vel oc bortryct sex hundrede tusin de / fordi at de vaare wlydige. Huorledis skulde da en eniste wlydig bliffue wstraffet? Thi hand er vel barmhertig / Men hand er ocsaa vred. Hand lader stille sig til freds / oc hand straffer ocsaa grummelige. Saa stor som hans barmhertighed er / Saa stor er oc hans Straff / Oc hand dømmer huer / som hand det fortien.

Den Wgudelige skal icke vndgaa met sin wretferdighed / Oc den Frommis forhaabelse skal icke bliffue til inted.

Alle Velgerninger skulle finde deris sted / Oc huer skal vederfaris som hand haffuer fortient.

Sig icke / HERREN seer icke til mig / Huo acter mig i Himmelen? Blant saa stor en hob / tencker hand icke paa mig / Huad er ieg mod saa stor en Verden?

Thi see / den gantske Himmel alleuegne / Haffuit oc iorden beffue / Bierge oc Dale skelffue / naar som hand hiemsøger / Skulde hand icke da see i dit hierte? Men huad som hand vil gøre / det seer ingen / oc den storm / som skal komme / mercker inted Menniske / Oc hand kand meget gøre / som ingen tencker paa / Och huo kand det vdsige / oc fordrage / naar hand dømmer? Men saadan trusel er for longt borte fra øyene / oc naar som it skødeløst Mennniske det hører / saa bliffuer hand dog i sin daarlighed / oc vdi sin vildfarelse.

XVII.

MJt Barn lyd mig / oc lær visdom / oc giff aluorlige act paa mine ord / Jeg vil giffue dig en fast Lærdom / oc vnderuise dig klarlige.

Gud haffuer skicket sine Gerninger vel aff begyndelsen / oc giffuit huer sin egen gerning. Oc hand holder dem stedze oc altid i saadan Skick / at de vden affladelse vdrette deris Embede / oc det ene forhindrer icke det andet / men de ere altid hans befalning lydige. Fremdelis haffuer hand oc seet til iorden / oc opfyldet hende met sit Gode / Oc hand opfylder Jorderige met diur / som komme vnder Jorden igen.

Gud skabte Mennisken aff Jord / oc giorde hannem til Jord igen / oc hand beskickede dem deris Liffs tid / oc skabte dem baade / huer til sin Art / oc hand giorde dem effter sit Billede. Hand gaff dem / at alt Kød skulde frycte dem / oc at de skulde regere offuer Diur oc Fule. Hand gaff dem fornufft / tale / øyen / øern oc forstand / oc vidskab / oc visde dem baade gaat oc ont. Oc hand haffuer besynderlige seet til dem faar andre Diur / til at vise dem sin store Maiestat. Hand lærde dem / oc gaff dem liffzens Low. Hand giorde en euig Pact met dem / oc obenbarede sin Ræt. De haffue seet hans Maiestat met deris øyen / oc hørt hans herlige Røst met deris øern. Oc hand sagde til dem / Vocter eder for al wret. Oc hand befalede huer sin Neste. Deris væsen er stedze faar hannem / oc icke skiult.

Hand haffuer skicket Herskaff i alle Land / Men offuer Jsrael er hand selff bleffuen HERRE. Alle deris gerninger ere saa obenbare faar hannem / som Solen / oc hans øyen see vden affladelse / alt deris væsen. Ocsaa er al deris ondskaff wskiult faar hannem / oc alle deris synder ere obenbare faar hannem. Hand beuarer Menniskens velgerninger / lige som en Signete ring / oc de gode gerninger som en Øyesten. Oc paa det siste / skal hand vogne op / oc betale huer paa sit Hoffuit / lige som hand det haffuer fortient. Men dem som sig bedrer / lader hand komme til naade / oc dem som ere trette / trøster hand at de icke fortuile.

Saa omuent dig nu til HERREN / oc forlad dit syndelige Leffnet / Bed HERREN / oc offuergiff det onde. Holt dig til den Høyste / oc vent dig fra wret / oc hade aluorlige Affguderi. Huo vil loffue den Høyste i Helffuede? Thi at de leffuendis kunde aleniste loffue / De Døde / som icke mere ere til / kunde icke loffue / Derfaare loffue HERREN den stund du leffuer oc est helbrede.

XVIII.

OHuor stor er HERRENS barmhertighed / oc hand lader sig finde naadelig aff dem / som vende sig til hannem. Thi huad kand dog it Menniske vere / Effterdi at det er icke wdødeligt? Huad er klarere end Solen? Oc hun skal alligeuel forgaa / 788 | Oc huad som Kød oc Blod optencker / det er io ont. Hand seer Himmelens høyhed som icke staar til at maale / Men alle Menniske ere Jord oc støff.

Men alt det hand gør / som leffuer euindelige / det er fuldkommet. HERREN er alene Retferdig / ingen kand vdsige hans Gerninger / Huo kand begribe hans store vnderlige Gerninger? huo kand maale hans store mact? Huo kand opregne hans store barmhertighed? Mand kand huercken formene oc ey formere hende / oc ingen kand begribe hans store vnderlige Gerninger.

Men naar it Menniske haffuer end giort sit beste / saa er det end da neppelige begynt / Och naar hand acter / at hand haffuer fuldkommet det / saa fattis der end da fast vdi. Thi at huad er it menniske? Huor til er hand duelig? Huad kand hand gaffne eller skade? Naar som hand leffuer lenge / da leffuer hand hundrede aar. Lige som en Vandtaar er mod Haffuit / och som it lidet korn / mod det sand i Haffuit / Saa ringe ere hans aar mod Euigheden.

Der faare haffuer Gud taalmodighed met dem / och vdgyder sin Barmhertighed offuer dem. Hand seer oc veed vel / huorledis de ere alle Døden vnderlagde / der faare forbarmer hand sig diss rigeligere offuer dem. Jt Menniskis barmhertighed gaar aleniste offuer hans Neste / men Guds barmhertighed / gaar offuer al Verden. Hand straffer oc tucter / Hand lærer och røcter / lige som en Hyrde sin hiord. Hand forbarmer sig offuer alle dem / som lade sig vnderuise / oc høre flitelige Guds ord.

Mit Barn / naar som du gør nogen til gode / Da gør dig icke wnyttelig / och naar som du giffuer nogen noget / Da bedrøffue hannem icke met haarde ord. Duggen køler Heden / saa er it gaat ord bedre end Gaffuen Ja it ord er offte mere tacknemmeligt / end en stor gaffue / Oc it godheldigt Menniske giffuer dem baade sammen. Men en Daare breyder en anden det whøffueskelige / och en wuenlig Gaffue er fortredelig.

Lær først selff / før end du lærer andre. Hielp dig først selff før end du læger andre. Straffe dig først selff / før end du dømmer andre / Saa skalt du finde naade / naar andre bliffue straffede.

Tøffue icke met din Poenitentz / indtil du bliffuer siug / Men bedre dig / den stund du end kant synde. Forhale icke at bliffue from / oc fordrag icke at bedre dit leffnit / indtil i døden.

Oc vilt du tiene Gud / da lad det vere dit aluore / paa det du skalt icke friste Gud / Tenck paa vreden / som skal komme paa det siste / och paa den heffn / naar du skalt bort. Thi at naar mand er mæt / Saa skal mand alligeuel tencke / at mand kand hungre igen / Oc naar mand er rig / da skal mand tencke / at mand kand bliffue fattig igen. Thi det kand vel bliffue anderledis før afftenen kommer / end det vaar om morgenen / Och saadant altsammen skeer snarlige faar Gud.

Jt viist Menniske er omhyggeligt i alt dette / oc vocter sig for synd / den stund hand end kand synde. Huo som er forstandig / hand anammer saadan visdom / oc huo hende faar / hand loffuer hende. Huo som rettelige haffuer lært saadan lærdom / hand kand holde sig vislige / och tale vel der om til forbedring.

XIX.

FØlge icke din onde lyst / men sønderbryd din vilie / thi at der som du følger din onde lyst / da gør du dig selff dine Fiender til en spaat.

Ver icke en Dranckere / oc ven dig icke til slemmeri / Paa det du skalt icke bliffue en Tryglere / oc at du skalt icke tage paa aager / naar som du haffuer icke flere Pendinge i Pungen.

En Arbeydere / som dricker sig gerne fuld / hand bliffuer icke rig / Oc huo som icke holder en ringe ting til raade / hand forarmis dag fra dag.

Vin oc Quinder forbistre de Vise / Oc de som holde sig til Skøger bliffue galne / oc faa Møl oc Orme til løn / oc vissne bort andre til it merckeligt Exempel.

Huo som snart tror / han er Wstadig / Oc hand gør sig selff skade / naar hand lader saa besuige sig.

Huo som sig gleder / at hand kand bedriffue skalckhed hand bliffuer foractet / men huo som hader saadanne wnyttelige ordgydere / hand vocter sig fra skade.

Hører du noget ont / da sig det icke fremdelis / Thi det skader dig icke at tie / Du skalt huercken sige det faar Ven eller Wuen / Och obenbare det icke / der som du det kant gøre vden en ond samuittighed / thi at mand hører dig vel / oc giffuer act der paa / men mand hader dig alligeuel.

Haffuer du hørt noget / da lad det dø met dig / saa haffuer du en rolig Samuittighed / Thi du bryster der io icke aff. Men en Daare vdbryder lige som it tidigt Barn vil vd / Naar der er it ord vdi en Daare / da er det lige som en Pil sade i hans skuldre.

Tale din Neste til der om / maa vel ske at hand haffuer det icke giort / eller haffuer hand det giort / at hand gør det icke mere.

789 | Tale din Neste til der om / maa vel ske at hand haffuer det icke talet / men haffuer hand det talet / at hand gør det icke mere.

Tale din Ven til der om / Thi mand liuger gerne paa Folck / der faare tro icke alt det som du hører. Der vndfalder offte en it ord / oc hand meen det dog icke saa / Thi huo er den / som it ord vndfalder icke stundem?

Tale din Neste til der om / før end du pucker met hannem / oc tenck paa Gudz Bud. Thi Gudz fryct gør det / at mand handler vislige i alle Sager / Oc Gudz Bud lærer / at skicke sig forstandelige i al handel.

Falsk oc Suig er icke Visdom / oc de Wgudeligis surfittighed er ingen Klogskaff / Men saadant er ondskaff oc Affguderi / oc idel daarlighed oc vanuittighed.

Ringe Klogskaff met Gudz fryct / er bedre / End stor klogskaff / met Gudz foractelse.

Der er mangen Skarpsindig / oc dog en Skalck / oc hand kand vrie Sagen / huort hand vil haffue hende. Den samme Skalck kand henge met Hoffuedet / oc see aluorlige / oc det er dog idel besuigelse. Hand slar sine øyen ned / oc lurer til met Skalcke Øern / Oc der som du giffuer icke act paa hannem / Da forrasker hand dig. Oc om hand er end skrøbelig / til at gøre dig skade / Saa skal hand dog betræde dig / naar som hand seer sin tid. Mand seer det vel paa hannem / oc den som fornumstig er / mercker den Mand paa sin skickelse / thi at hans Kleder / lader oc gang / giffue hannem til kende.

XX.

DEr straffer offte en sin Neste i wtid / oc giorde visligere / der som hand tagde.

Det er bedre at straffe frilige / end at bære hemmelige had / Oc huo som det tager til tacke / hannem er det gaffnligt.

Huo som bruger vold i Dom / hand er lige som en Hoffmestere / som skender en Jomfru / der hand skulde beuare.

Mangen tier / der faare / at hand kand icke forsuare sig. Men en anden tier / oc tøffuer effter sin tid. En viss Mand tier / indtil hand seer sin tid / Men en dristig Geck / kand icke tøffue til tiden kommer.

Huo som meget blabrer / hand gør sig wheldig / Oc huo som tager sig megen vold til / den hader mand.

Det lyckis mangen i onde Sager / Men det triffuis hannem til forderffuelse.

Der giffuer offte en noget / at hand steder det ilde / Der emod giffuer en anden der / som hand steder det fuld vel.

Huo som meget brammer / hand forderffuis der offuer / Men huo som far sactelige / hand kommer op.

Mangen køber læt met det første / Men der effter / maa hand betale det dyre nock.

En viss Mand pryder sin Gaffue / met venlige ord / Men huad som Daarer giffue / det gøre de selff foracteligt.

En Daaris gaffue skal icke meget gaffnis dig / Thi at hand giffuer met it øye / oc met siu øyen seer hand til / huad hand skal haffue igen. Hand giffuer lidet / oc breyder meget / oc rober det vd / lige som den der rober vin vd / Hand lener bort i dag / vdi morgen vil hand haffue det igen / Det ere wheldige Folck.

En Daare klager / Jngen er mig tro / Der tacker ingen mig for mine Velgerninger / De tale icke heller gaat om mig / som æde mit Brød. Oc huor offte oc aff huor mange bliffuer hand bespaattet / Hand falder farligere / formedelst saadan tale / end hand fulde aff it Lofft. Saa gaar det de Onde / at de skulle paa det siste hastelige falde.

Jt grofft wbeslaget Menniske / blabrer wbesindelige / oc vasker stedze hen / som det kommer hannem i sindet.

Naar som en Daare end taler noget gaat / saa duer det dog icke / Thi hand taler det icke i ret tid.

Mangen forhindris aff sin armod / at hand gør inted ont / Der aff haffuer hand den fordel / at hand haffuer ingen ond Samuittighed.

Mangen gør heller det aller verste / end hand vil miste sin ære / Oc det gør hand for wgudelige Folck skyld.

Mangen tien den anden i wretferdige Sager / oc lige met det samme bliffuer hand hans Fiende.

Løgn er it skammeligt lyde / paa it Menniske / oc hun er almindelige hoss groffue Folck. En Tyff er icke saa ond / som it Menniske der ven sig til løgn / Men paa det siste komme de baade i Galien.

Løgn er Mennisken en skendelig ting / Oc hand kand aldri komme til ære.

En viss Mand kommer sig selff til ære / formedelst sin vise Tale / Oc en forstandig Mand / er kær kommen oc affholden hoss Førster.

Huo som flitelige røcter sin Ager / hand gør sin Hob stor / Oc huo som skicker sig hoss Førster / oc haffuer yndest oc er affholden / hand kand forhindre meget ont.

Skenck oc Gaffuer forblinde de Vise / oc legge dem it Bidzel i munden / at de kunde icke straffe.

790 | En viss Mand / som icke lader sig bruge / oc it begraffuit Liggendefæ / huor til ere de baade nyttelige? Det er bedre / at den vanuittige skiul sig / end den Vise.

XXI.

MJt Barn / haffuer du syndet / da lad aff / oc bed / at de fremfarne och kunde forladis dig. Fly for synden / som for en Hugorm / thi at kommer du hende for nær / da stinger hun dig / Hendis tender ere som Løwe tender / oc ihiel sla Mennisken.

Huer synd er lige som it skarpt Suerd / oc saar gør / at ingen kand det læge.

Huo som gør vold oc wret / hand bliffuer paa det siste en Tryglere / Oc huo som Hofferdig er / hand kommer paa det siste fra Huss oc Gaard. Thi at saa snart som den Elendige rober / da hører Gud det / oc heffnen skal hastelige komme. Huo som icke vil lade sig sige / hand er allerede paa den Wgudeligis vey.

Oc huo som frycter Gud / hand tager det til hierte / Men huo som end tradzer der til / hannem seer Gud longt borte / Oc den forstandig er / mercker vel / at hand vil forderffuis.

Huo som bygger sit Huss met andre Folckis godz / hand sancker stene til sin graff.

De Wgudeligis Parthi er / lige som en hob blaar / som fortæris aff ild.

De Wgudelige gaa vel paa deylig Astrag / oc enden der paa er Helffuedis affgrund.

Huo som holder Gudz Bud / hand følger icke sit eget Hoffuit / Oc det er Visdom / at frycte Gud aluorlige.

Huor som icke er forstand / Der hielper ingen vnderuisning / Nogle ere forstandige nock / men de begynde megen wlycke der met.

En viss Mands Lærdom flyder frem lige som en Flod / oc som en leffuendis kilde.

En Daaris hierte er lige som en Paatte der rinder / Oc kand ingen Lærdom beholde.

Naar som den Fornumstige hører en god Lærdom / da loffuer hand den / oc vdbreder hannem / Men hører en fortredelig hannem / Da mishager hand hannem / oc hand kaster hannem bort bag sig.

En Daaris tale knuger lige som en byrde paa veyen / Men naar den Vise taler / det er lysteligt at høre.

J Raadet giffuer mand act paa / huad den Vise taler / oc huad hand raader / det gelder.

En Daaris tale seer vd lige som it for= faldet Huss / oc den Wforstandigis raad / kand mand icke vide / huad det er.

Naar mand vil vnderuise en Daare / da skicker hand sig / lige som mand vilde stocke hannem met hender oc føder. Men den Vise acter det for en gyldene prydelse / oc for en Smide paa den høyre arm.

En Daare løber flux til en ind i Husit / Men den som fornumstig er / blues der ved. En Daare koger flux til en ind at vinduit / Men den som fornumstig er / bliffuer staaendis vden faare.

Det er it wfornumstigt stycke / at lure hoss Dørren / Den Fornumstige holder det for en forsmedelse.

Wnyttige Ordgydere snacke / Det som inted tien til Sagen / Men de Vise veye deris ord met en Gulduect.

Daarer haffue deris hierte i munden / Men de Vise haffue deris Mund i hiertet.

En Daare leer at det skelder høyt / Men den Vise leer sactelige.

Naar den Wgudelige bander en Skalck / da bander hand sig selff.

Øretudere gøre sig selff skade / oc der haffuer ingen gerne omgengelse met dem.

XXII.

DEt lade Menniske / er lige som en Sten der ligger i skarn / Huo som tager hannem op / hand skal stryge Henderne igen.

En wtuctig Søn / er sin Fader en vanære. En fornumstig Daatter / faar vel en Mand / Men en vanartig Daatter lader mand side / oc hun bedrøffuer sin Fader. Oc den som vildsindet er / hun er baade Fader oc Moder en vanære / oc hun hadis aff dem baade sammen.

En tale som skeer i wtid / skicker sig lige som en Strengeleg / naar en er bedrøffuit / Straff oc Lærdom / skal mand bruge i ret tid.

Huo som lærer en Daare / hand bøder Paatte skaar til sammen / oc hand gør lige / som naar mand vecker en op / aff en dyb søffn. Huo som taler met en Daare / hand taler met en soffuendis / Naar det er vde / da siger hand / Huad er det?

Offuer den Døde pleyer mand at sørge / thi hand haffuer icke Liuset lenger / Men offuer en Daare skulde mand sørge / at hand haffuer ingen forstand. Mand skal icke sørge for meget offuer den Døde / Thi hand er kommen til Rolighed / Men en Daaris leffnet er verre end Døden. Mand sørger siu dage offuer den Døde / Men offuer en Daare oc Wgudelig / al deris liffs tid.

791 | Tale icke meget met en Daare / oc omgaass icke meget met en Wforstandig. Holt dig frahannem / at du skalt icke føris i wlycke / oc beklickis aff hans wrenlighed / Vige ekon fra hannem / saa bliffuer du met fred / oc kommer icke i angest oc nød for hans Daarlighed. Huad er suarere end bly? Och huad vil mand kalde en Daare andet end Bly? det er lettere / at bære sand / salt och iern / end it wforstandigt Menniske.

Lige som it Huss / der er fast bebundet tilsammen / icke kand falde / aff Storm / saa frycter oc it hierte for ingen forferdelse / som er visse paa sin Sag.

Lige som en deylig Kalckning / icke kand bliffue paa en slet Væg / mod Regen / och it Gerde paa it høyt Bierg / mod Vær. Saa kand icke en Daaris bløde hierte bestaa i sit opsæt / mod nogen forferdelse.

Naar mand trøcker Øyet / da gaa der taare vd / Oc naar mand rammer nogen paa Hiertet / da lader hand sig mercke.

Huo som kaster iblant Fule / hand iager dem bort / Oc huo som forhaaner sin Ven / hand atskil Venskab.

Der som du end drager it Suerd / mod din Ven / da gør du det icke saa ont (som met forsmedelse) Thi at i kunde vel bliffue Venner igen / der som du icke skyer hannem / och taler met hannem / Thi at mand kand forlige alting / Foruden forhaanelse / foractelse / hemmeligheds obenbarelse och falsk besuigelse / Disse stycke iage Venner bort.

Bliff din Ven trofast / i hans Armod / at du kant glæde dig met hannem / naar det gaar hannem vel.

Holt fast met hannem / naar det gaar hannem ilde / Paa det at du skalt och nyde hans gode lycke.

Naar som Jlden vil brende / da gaar der først røg oc damp aff / Lige saa kommer det fra forhaanelse / til Blodstyrtning.

Skamme dig icke at beskerme din Ven / oc sky hannem icke / vederfaris dig noget ont aff hannem / Da skal den foruare sig for hannem som det hører.

XXIII.

OAt ieg kunde henge en laass for min Mund / oc trycke it fast indsegle paa mine Læbe / at ieg skulde icke komme i fald der met / oc min Tunge icke skulde forderffue mig.

HERRE Gud Fader / oc mit Liffs HER R E / Lad mig icke komme iblant bespaattere / oc lad mig icke forderffuis blant dem. O at ieg kunde holde mine tancker i it bidzel / oc tucte mit hierte met Guds ord / oc icke spare mig selff / der som ieg fore vild / paa det at ieg skulde icke komme synd aff sted / oc sticte stor vildfarelse / oc bedriffue meget ont / at ieg der met icke skulde forderffuis faar mine Fiender / oc bliffue dem til en Spaat.

HERRE Gud Fader / oc mit Liffs HERRE / beuare mig fra wbluelig Syn / oc vent fra mig al ond Begering. Lad mig icke falde i Fraadzeri oc Wkyskhed / oc beuare mig fra it wblut Hierte.

Kære Børn / lærer at holde Munden / Thi at huo hannem holder / hand skal icke forgribe sig met ord / som de Wgudelige och Bespaattere oc Hofferdige falde der offuer.

Ven din Mund icke til at suerie oc at misbruge Guds naffn. Thi at lige som den Suend / der bliffuer offte hudstrugen / icke er vden ribler. Saa kand den och icke vere reen for synd / som offte suer / och misbruger Guds naffn.

Huo som offte suer / hand synder offte / Oc Plagen skal icke bliffue fra hans Huss. Suer hand / och forstaar det icke / da synder hand alligeuel / forstaar hand det oc foracter det / da synder hand dubbelt / men suer hand forgeffuis / saa er hand alligeuel icke vden synd / Hans huss skal haardelige straffis.

Der er oc en dødelig Forbandelse / for huilcken Gud beuare Jacobs huss / och de Gudfryctige fly saadant / oc besmitte sig icke met denne Synd.

Ven din Mund icke til at suerie letferdelige / Thi det kommer aff it ont opsæt.

Forglem icke din Faders oc din Moders lærdom / saa skalt du side iblant Herrene / oc du skalt icke forglemmis. At du skalt icke venne dig til daarlighed / och skulde paa det siste ville / at du vaare icke fød / oc da forbande din fødzels dag.

Huo som ven sig til forhaanelse / hand bedrer sig icke saa lenge hand leffuer.

At synde anden gong / det er for meget / Den tredie gong fører straffen met sig.

Huo optendis met brynde / hand er lige som en brendendis Jld / oc lader icke aff / før hand opbrender sig selff.

Jt wkyskt Menniske / haffuer icke rolighed met sit Legeme / Før hand optender en ild.

Jt wkyskt Menniske / er al Mad sød / oc hand lader icke aff / før hand det fuldkommer.

En Mand som bedriffuer hoer / oc tencker ved sig selff / huo seer mig? Det er mørckt omkring mig oc veggene skiule mig / saa at ingen seer mig / huem skulde ieg sky? Den allerhøyste acter mine synder icke. Denne skyr aleniste Menniskens Øyen / Oc tencker icke / at HERRENS Øyen ere meget klarere / end Solen / oc see alt det som mennisken gøre 792 | oc skue ocsaa i de lønlige vraar. Hand kend er alle ting / før end de bliffue skabte / saa vel / som naar de ere skabte. Den samme Mand / skal straffis obenbarlige i Staden / oc hand skal forraskis / naar som hand tagersig minst vare.

Saa skal det oc gaa den Quinde / som forlader sin Hosbonde / oc faar en Arffuing aff en anden. Først / er hun Guds bud wlydig. Det andet er / At hun synder mod sin Hosbonde. Det tredie / at hun føder Børn formedelst sit Horeri / aff en anden. Denne skal mand forskiude aff Menigheden / och hendis Børn skulle vndgelde det. Hendis Børn stulle icke rodfestis / oc hendis Grene skulle icke bære Fruct. Hun lader en forbandet Amindelse effter sig / och hendis skam bliffuer aldri vdslet. Der aff lære Effterkommerne / at der er inted bedre / end frycte Gud / oc inted sødere / end giffue act paa Guds bud.

XXIIII.

VJsdom / priser sig / oc hun roser sig iblant Folcket. Hun predicker i Guds menighed / oc loffuer sig i hans Rige / och siger saa / Jeg er Guds ord / och sueuer offuer al Jorden / lige som skyerne. Mit Paulun er i det høye / oc min Stol i skyerne. Jeg er alene alleuegne / saa viit som Himmelen er / oc saa dybt som Affgrunden er. Alleuegne i Haffuit / alleuegne paa Jorden / iblant alle Folck / iblant alle Hedninge / hoss alle disse / haffuer ieg søgt min Bolig / at ieg skulde finde nogen sted. Da bød den mig som skabte alle ting / oc den som mig skabte / bestillede mig en Bolig / oc sagde / Du skalt bo i Jacob / oc Jsrael skal vere din Arff.

Jeg er skabt aff begyndelsen før Verden och ieg skal bliffue euindelige / Och ieg tiente faar hannem i Tabernakelet / och der effter fick ieg en viss sted i Zion / oc hand sette mig i den hellige Stad / at ieg skulde regere i Jerusalem. Jeg haffuer rodfest mig / hoss it erligt Folck / som er Guds arffuedel / ieg er voxen høyt op / som it Ceder paa Libano / oc som it Cypress paa Hermons bierg. Jeg er opuoxen / som it Palme træ hoss vand / och som Rosen træ / der mand tager op i Jericho som it deyligt Olie træ paa den obne marck. Jeg er opuoxen / som en Lind / Jeg gaff en lystelig Luct aff mig / lige som Kommen oc kaastelige Vrter / oc som den beste Myrrhe / lige som Galban och Onych oc Myrrhe / oc som Røgelse i Tempelen.

Jeg vdbridde mine grene / som en Eeg / oc mine Grene vaare deylige och lystelige. Jeg gaff en herlig Luct aff mig / som it Vin= træ / oc mine Blomster bare erlig oc offuerflø dig Fruct. Kommer hid til mig / alle i som begere mig / och mætter eder aff min Fruct. Min predicken er sødere end Hunnig / och mine gaffuer sødere end skert Hunnig. Huo som æder aff mig / hannem hungrer stedze effter mig / oc huo som dricker aff mig / hannem tørster altid effter mig. Huo som mig lyder / hand bliffuer icke beskemmet / oc huo som følger mig / hand skal bliffue wskyldig

Alt dette er den rette Pactis bog / giort met den høyste Gud / som er Lowen / huilcken Mose befalede Jacobs huss til it Ligendefæ. aff huilcken Visdom vdflød / lige som det vand Phison / naar det er stort / och som det vand Tygris / naar det løber offuer om Vaaren. Der aff vdflød forstand / lige som Euphrates / naar hun er stor / oc som Jordan om Høsten. aff denne er Tuctighed vdbrøden / som it Liuss / oc som det vand Nilus om Høsten. Der vaar aldri nogen / som hende kunde vdlere / oc hand bliffuer aldri til / som skal kunde vdgrunde hende / Thi at hendis forstand er rigere end noget Haff / oc hendis ord dybere end nogen Affgrund.

Der flyde mange Becke aff mig i Vrtegaardene / som mand ledsager vand ind / der vander ieg mine Vrtegaarde / oc skencker mi ne enge / der bliffue mine Smaabecke til store strøme / oc mine strøme bliffue store Sø. Thi min Lærdom liuser saa viit / som den klare Morgen / oc skin longt bort / Min lærdom vdgyder ocsaa spaadom / som skal bliffue euindelige. Der see i / at ieg haffuer icke aleniste arbeydet for mig / men for alle dem / som begære Visdom.

XXV.

DEr ere try deylige ting / som behage baade Gud och Mennisken vel. Naar Brødre ere endrectige / oc Nabo haffue kær lighed tilsammen / oc Hosbonden oc Hustruen forligis vel met huer andre.

Der ere try stycke som ieg hader aff mit hierte / oc deris væsen gør mig ont. Naar en Fattig er hofferdig / oc den Rige liuger gerne / oc en gammel Daare er en Horkarl.

Der som du samler inted i din vngdom huad vilt du da finde i din Allerdom?

O huor deylige lader det / naar de graa Hoffuit / ere vise / oc de Gamle / ere kloge / oc Herrene ere fornumstige oc forsynlige.

Det er de gamlis Krune / naar de haffue forsøgt meget / och det er deris ære / at de frycte Gud.

Der ere ni stycker / som ieg holder i mit 793 | hierte / at vere meget lofflige / oc ieg vil prise det Tiende met min mund. En Mand som haffuer glæde aff sine Børn. Huo saa lenge leffuer / at hand seer sine Fiende ødeleggis. Vel den / som haffuer en fornumstig Hu stru. Den som gør icke skade met sin tale. Den der skal icke tiene dem / som ere det icke verde. Vel den / som haffuer en trofast Ven. Vel den som er forstandig. Oc den der lærer / der som mand det gerne vil høre. Oc huor stor er den / som er viss. Men der er ingen offuer den / som frycter Gud / Thi at Gudz fryct gaar offuer alting / huo som holder den fast / huem kand mand ligne hannem ved?

Der er ingen sorg saa stor / som hierte sorg. Oc der er ingen listighed offuer Quinde list. Der er ingen besuigelse / offuer den Affuendz fuldis besuigelse. Der er ingen Heffnsomhed / offuer Fiendernis heffn. Der er inted Hoffuit saa listigt / som Hugormens Hoffuit. Oc der er ingen vrede saa bitter / som Quinde vrede. Jeg vilde heller bo hoss Løwer oc Drager / end hoss en ond Quinde. Naar hun bliffuer ond / da foruender hun sine facter / oc bliffuer saa felsom / som en sæck. Hendis Hosbonde maa bluiss ved hende / Oc naar mand breyder hannem det / da gør det hannem hierte sorg. Al ondskaff er ringe / mod Quinders ondskaff / Det skal skee dem / som vederfaris de wgudelige. En mundkaad Quinde er en stille Mand / lige som en sandfuld vey op at / er en gammel Mand / Lad dig icke bedrage / for hun er deylig / oc begære hende icke der faare.

Naar som Quinden gør Manden rig / Da er der idel trette / foractelse oc stor forsmedelse. En ond quinde / gør it bedrøffuit hierte / it bedrøffuit ansict / oc hierte sorge.

En quinde som Hosbonden haffuer icke glæde aff / Hun gør hannem fortrøden til alle ting.

Synden kom aff en quinde / oc for hendis skyld skulle wi alle dø.

Lige som mand skal demme for Vand / skal mand icke lade en Quinde haffue sin vilie / Vil hun icke vere dig lydig / da skil dig fra hende.

XXVI.

VEl den / som haffuer en dydelig Quinde / thi hand leffuet der aff end en gong saa lenge.

En Hussraadig quinde / er hendis Hosbonde en glæde / oc hun gør hannem it deyligt roligt Leffnet.

En dydelig Quinde / er en ædel gaffue / oc hun bliffuer hannem giffuen som frycter Gud / Huad heller hand er rig eller fattig / da er det hannem en trøst / oc glæder hannem altid.

Try ting ere forferdelige / oc det fierde er grueligt / Forrederi / Oprør / at vdstyrte wskyldigt Blod / huilcke der alle ere verre / end Døden. Men det er hierte sorg / Naar en quinde er nidkær mod den anden / oc beskemmer hende hoss huer mand.

Naar som nogen haffuer en ond quinde / da er det lige / som it wligt par Øxen / som skulde drage tilsammen. Huo hende faar / hand faar en Scorpion.

En drucken quinde er en stor plage / Thi hun kand icke skiule sin egen skam.

En horactig quinde / kender mand paa hendis wbluelige syn / oc paa hendis øyen.

Er din Daatter icke bluactig / da holt hende hart / Paa det at hun skal icke bruge sin onde vilie / den stund hun er saa fri.

Naar som du mercker / at hun seer dristelige omkring sig / Da see vel til met hende / Gør du det icke / oc hun gør dig der offuer emod / Da lad dig det oc icke forundre. Lige som en Fodgongere / der tørstig er / saa higer hun / oc dricker det neste vand / som hun kand faa / oc setter sig / huor hun finder en Knub / oc anammer huad hun kand faa.

En venlig Quinde glæder sin Hosbonde / Oc naar hun omgaass fornumstelige met hannem / da forlyster hun hans hierte.

En quinde som kand tie / det er en Gudz gaffue / En quinde som er vel optuctet / staar icke til at betale.

Der er inted lysteligere til paa Jorden / end en tuctig Quinde / oc der er inted kaasteligere / end en kysk quinde.

Lige som Solen / naar hun er opgangen / er en Prydelse paa HERRENS høye Himmel / Saa er en dydelig Quinde en prydelse i sit Huss.

En deylig quinde / som bliffuer from / er som den klare Lampe paa den hellige Liusestage.

En quinde som haffuer it stadigt sind / er som de gyldene Støtter paa Sølff føder.

XXVII.

DEr ere tuende stycke / som mig fortryde / oc det tredie gremmer mig / Naar som mand lader en Stridzmand / paa det siste lide armod. Oc at de vise Raadgiffuere paa det siste foractis. Oc den som falder fra den rette Tro til Vantro / Denne haffuer Gud fordømt til Suerdet.

En Købmand kand neppelige vocte sig faar wret / oc en Kremmere faar synd. Thi at mange gøre wret for Godz skyld / Oc de 794 | som ville bliffue rige / vende øyene fra. Lige som it Søm sider i muren mellem tho stene / Saa henger oc Synd mellem den som køber oc seler. Holder hand sig icke flitelige i HERRENS fryct / Da bliffuer hans Huss snarlige øde.

Naar mand selder / da bliffuer det wrene der vdi / lige saa henger der altid noget wrent ved det / som Mennisken tager sig faare. Lige som Onen prøffuer ny Paatter / saa prøffuer drøffuelse Menniskens sind.

Paa Fructen mercker mand / huorledis Træet er røctet / Saa mercker mand oc paa Talen / huorledis hiertet er skicket.

Du skalt ingen loffue / før end du haffuer hørt hannem / Thi at mand kender en Mand paa Talen.

Følger du effter Retferdighed / Da skalt du faa hende / oc føre dig i hende som vdi en deylig Kiortel.

Fule holde dem til deris lige / Saa holder sandhed sig til dem / som hende lyde.

Lige som Løwen lurer effter Roff / saa griber Synden paa det siste en Misdedere.

Den Gudfryctige taler altid det som saligt er / Men en Daare er wstadig / lige som Maanen.

Naar som du est iblant de Wforstandige / da merck huad tiden vil lide / Men iblant de Vise maat du vere dristig.

De Daarligis tale / er offuermaade fortredelig / oc deris lader er idel synd / oc de kilde dem dog der met.

Huor som mand hører meget sueries / der kryber Haaret om hoffuedit / oc deris trette gør / at mand maa holde faar øerne.

Naar som de Hofferdige trette met huer andre / da følger Blodstyrtning der effter / oc det er fortredeligt at høre / naar som de saa offuerskende huer andre.

Huo som obenbarer det / som lønligt er / Hand mister tro oc loffue / oc hand faar aldri en trofast Ven.

Holt din Ven i act / oc holt hannem loffue / Men der som du obenbarer hans hemmelighed / da faar du hannem icke igen.

Huo som mister sin Ven / hand far vel saa ilde / som den der hans Fiende vndkommer faare. Lige som naar du slipper en Ful aff din haand / Saa er det / naar du mister din Ven. Du faar hannem icke igen / du taart icke løbe effter hannem / Hand er for longt borte / Hand er vndsprungen / lige som en Raa aff Garnet.

Mand kand forbinde Saar / Mand kand forlige Skendz ord / Men huo som obenbarer hemmelighed / hannem er det vde met.

Huo som bluncker met øyene / hand haffuer ont i sinde / oc lader sig icke vende der fra. Hand kand tale sødelige faar dig / oc hand loffuer meget det som du taler / Men paa din bag taler hand anderledis / oc foruender dig dine ord. Jeg hader ingen ting saa meget / som hannem / Oc HERREN hader hannem ocsaa.

XXVIII.

HVo som kaster Stenen høyt op / hannem falder hand paa hoffuedit / Huo som stinger hemmelige / hand saar gør sig selff. Huo som graffuer en Graff / hand falder der selff vdi. Huo som setter snare faar en anden / hand fanger sig selff. Huo som vil gøre en anden skade / hannem kommer det paa hans egen halss / at hand icke veed hueden det kommer.

De Hofferdige forhaane oc bespaatte andre / Men Heffnen lurer paa dem / lige som en Løwe.

De som sig glede / naar det gaar de fromme ilde / skulle fangis vdi en snare / Hierte sorg skal fortere dem / før de dø.

Vrede oc grumhed ere verstyggelighed / Oc den Wgudelige bruger dem.

Huo sig heffner / paa den skal HERREN heffne sig igen / Oc hand skal ocsaa beholde hannem hans Synder.

Forlad din Neste / huad hand haffuer giort dig emod / Oc bed der effter / saa skulle oc dine synder forladis dig.

Jt Menniske bær Vrede / mod det andet / oc vil søge naade hoss HERREN . Hand er wbarmhertig mod sin lige / oc vil bede for sine Synder. Hand er ekon kød oc blod / oc bær vrede / Huo vil da forlade hannem hans Synder?

Tenck paa enden / oc lad Findskaff fare / som søger Døden oc forderffuelse / oc bliff i Budene. Tenck paa Budet / oc forlad din trusel mod din Neste. Tenck paa den Høystis Pact / oc tilgiff vanuittighed. Lad aff at trette / saa bliffue mange synder til bage. Thi at it vredt Menniske optender trette / Oc den Wgudelige gør vilderede iblant gode Venner / oc hand hidzer dem mod huer andre / som haffue god fred.

Naar der er meget aff Veden / da bliffuer Jlden dis mere / Oc naar Folck ere veldige / da bliffuer vreden diss større / Oc naar Folck ere rige / da bliffuer vreden diss strengere / Oc naar Tretten varer lenge / da brender det diss mere.

At vere snar til trette / optender ild / Oc at vere redebon til kiff / vdstyrter Blod.

Blæss du paa en gnist / Da bliffuer en stor ild der aff. Men spøtter du paa gnisten /

795 | da vdslyckis hun / Oc begge dele kunde komme aff din mund.

Øretudere oc falske onde Munde / ere forbandede / Thi at de knytte mange tilsammen / som haffue god Fred.

En ond mund / gør mange Folck wsamdrectige / oc driffuer dem aff it Land til it andet / Hand nedbryder faste Stæder / oc forstyrer Førstedømme. En ond mund / forskiuder redelige Quinder / oc røffuer fra dem / alt det som de haffue samlet met stor wmage / huo som hannem lyder / hand haffuer aldri rolighed / oc hand kand ingen sted bliffue met fred.

En Suøbe gør Ribler / Men en ond mund / sønderknuser benene oc alt sammen.

Der ere mange faldne ved skarpe suerd / Men ingen sted saa mange / som ved onde Munde.

Vel den / som er beuaret fra en ond Mund / oc icke bliffuer plaget aff hannem / oc icke skal bære hans aag / oc icke er bunden i hans snarer / Thi at hans aag er aff iern / oc hans snarer aff Kaaber / hans Plage er bittere end Døden / oc verre end Helffuede.

Men hand skal icke vndertrycke den Gudfryctige / Oc hand skal icke brendis i hans Jld. Huo som forlader HERREN / hand skal falde der vdi / oc brende der vdi / oc det skal icke vdslyckis / Hand skal offuerfalde hannem / lige som en Løwe / oc oprycke hannem som en Parder.

Du omgerder dit Godz met torne / Hui gør du icke meget mere dør oc stenger faar din Mund? Du veyer dit Guld oc sølff ind / Hui veyer du oc icke dine ord paa en Gulduect? Vocte dig / at du glider icke der offuer / oc falder faar dine Fiender / som lure paa dig.

XXIX.

HVo som lener sin Neste / Hand gør en Miskundelig gerning / Oc huo som haffuer godz / hand skaldet gøre.

Laan din Neste naar hand haffuer det behoff / Oc giff du ocsaa andre det igen paa den forsagde tid. Holt dine ord / oc handle icke bedragelige met hannem / Saa finder du altid din nødtørfft.

Mangen tencker / at det er fundet som hand borger / oc hand gør den wuillig / som hannem haffuer hulpet. Hand kysser Haanden paa en / den stund mand lener hannem / oc taler saa ydmygelige for sin Nestis pendinge / Men naar hand skal betale det igen / da fordrager hand det / oc klager saare / Det er en dyr tid. Oc der som hand formaa det end vel / saa giffuer hand dog neppelige halffdelen igen / oc hand regner den anden det til for en vinding. Men formaar hand det icke / da skil hand den anden ved sine Pendinge / Den samme haffuer købt sig en Fiende met sine egne Pendinge. Oc den anden betaler hannem met bander oc skendzel / oc giffuer hannem forsmedelige ord til tack.

Der er mangen / som icke gerne lener noget bort / dog icke aff nogen ond vilie / Men hand befrycter sig / at hand skal miste sit.

Haff dog taalmodighed met din Neste i hans nød / Oc gør den Almisse der til met / at du giffuer hannem tid.

Hielp den Fattige / for Budens skyld / Oc lad hannem icke gaa tomhendet fra dig i sin nød.

Mist gerne dine Pendinge / for din Broders oc Nestis skyld / Oc nedgraff det icke vnder en Sten / der som det bliffuer dog borte.

Samle dig it Liggendefæ effter den Allerhøystis Bud / Det skal bliffue dig bedre end noget Guld.

Leg din Almisse paa en besynderlig sted / Det samme skal frelse dig / aff al wlycke / Det skal stride for dig mod din Fiende / bedre end nogen Skiold eller Spiud.

En from Mand borger for sin Neste / Men den som skammer sig icke / hand lader sin Borgen til bage.

Forglem icke hans Velgerning som borger for dig / Thi at hand haffuer vdset sig selff for dig.

Den Wgudelige fører sin Borgen i skade / Oc en Wtacknemmelig / lader sin Forløsere bliffue.

At borge for andre / haffuer forderffuit mange rige Folck / Oc kast dem hid oc did / lige som bølger i Haffuit. Det haffuer fordreffuit store Folck / at de nøddis til at gaa oc fare vild i fremmede Land.

Naar den Wgudelige haffuer borget for nogen / oc bruger finantzer / at hand skal sla sig løss / hand skal icke vndgaa straff.

Hielp din Neste vd / saa meget som du kant / Oc see dig faare / at du kommer icke selff i skade der offuer.

Det er nock til dette Liff / at mand haffuer vand oc Brød / klæder oc huss / som hand kand skiule sin Nødtørfft met.

Det er bedre at haffue ringe Biering vnder sit eget fiele Tag / end it kaasteligt Bord iblant Fremmede.

Lad det behage dig / huad heller du haffuer lidet eller meget / Thi det er it skendeligt Leffnit / at drage huss fra huss. Oc huor som er en Fremmet / der taar hand icke lade sin Mund op / Hand maa lade (huer mand) komme til sig / oc lade dem dricke 796 | met sig / oc haffue ingen tack. Hand maa der til høre haarde ord / som er / Gest / gack bort / oc bered Bordet / Lad mig æde met dig / huad som du haffuer. Fremdelis / drag vd / ieg haffuer faaet en erligere Gest / Jeg maa haffue det Huss / Min Broder drager ind til mig. Saadant er en fornumstig Mand suart / at hand skal dricke saadanne ord ind for Herbere skyld / oc at mand breyder hannem / naar mand haffuer laant hannem noget.

XXX.

HVo som elsker sit Barn / hand holder det stedze vnder Riset / At hand skal der effter haffue glede der aff.

Huo som holder sit Barn i Tuct / hand skal glede sig der aff / Oc hand taar icke bluiss der ved hoss sine kendinge.

Naar som nogen tucter sit Barn / det fortryder hans Fiender / oc hand gleder sine Venner / Thi at naar som hans Fader døer / da er det / lige som hand vaare icke død / fordi at hand loed sin lige effter sig. Der hand leffde / saa hand sin lyst / oc haffde glede aff hannem. Der hand døde / torde hand icke sørge / Thi hand loed en beskermelse effter sig mod sine Fiender / oc den som kand tiene Venner igen.

Men huo som er forblød mod sit barn / hand klager at det haffuer ribler / oc forferdis saa offte som det græder.

Jt kelit Barn / bliffuer genstridigt / som en vild Hest.

Keler du met dit Barn / da skalt du frycte dig for det i fremtiden / Leger du der met / Da skal det bedrøffue dig der effter.

Skemte icke met det / Paa det at du der effter icke skalt sørge der met / oc at du skalt icke paa det siste skere Tender.

Lad det icke haffue sin egen vilie i vngdommen / Oc aarsage icke hans daarlighed. Bøye hans halss / den stund hand er end vng / oc bancke hans Ryg / den stund hand er end liden / paa det hand skal icke bliffue haarnacket oc wlydig faar dig.

Tucte dit barn / oc lad det icke gaa aarckeløst / At du skalt icke bliffue beskemmet der offuer.

Det er bedre / at vere fattig / oc karsk oc sund der hoss / end Rig oc siug. At vere karsk oc sund / er bedre end Guld / oc it sunt Liff er bedre end stort godz. Der kand ingen Rigdom lignis ved it sunt Liff / Oc ingen glede kand lignis ved hiertens glede.

Døden er bedre / end it siugt Liff / eller varactig Siugdom. Det er lige som nydelig Mad faar den mund / som icke kand æde / Oc lige som den Mad / der mand setter hoss den Dødis graff. Thi huad er Offer Affguden nytteligt? kand hand dog huercken æde eller lucte? Saa er det ocsaa met den Rige / der Gud gør siug / Hand seer det vel met øyene / oc sucker der effter. Oc hand er som en Gilding / der ligger hoss en Jomfru / oc sucker.

Bedrøffue dig icke selff / oc plage dig icke selff / met dine egne tancker / Thi at it frydefult hierte / er Menniskens Liff / Oc hans glede er hans lange liff. Gør dig til gode / oc trøste dit hierte / oc driff sorge longt fra dig / Thi at sorg dræber mange Folck / oc hielper dog aldelis inted.

Nidkærhed oc vrede forstecke Liffuit / Oc sorg gør gammel før end tiden kommer. Jt frydefult hierte smager alting vel / ehuad hand æder.

XXXI.

AT vaage effter Rigdom forterer Liffuit / Oc de som sørge der faare / kunde icke soffue. Naar som en ligger oc sørger / da vogner hand stedze op / lige som stor siugdom opuecker stedze.

Den er Rig / som arbeyder oc samler Pendinge / Oc lad aff / oc haffuer gaffn aff dem. Men den er Fattig som arbeyder / oc triffuis inted / Oc naar som hand end lader aff / saa er hand dog en Tryglere.

Huo som elsker Pendinge / hand bliffuer icke vden synd / Oc huo som søger forgengelig ting / hand skal oc forgaa der met.

Mange komme i fald for Pendinge skyld / oc forderffuis der offuer / faar deris øyen.

De som offre til hannem / dem nedkaster hand / Oc hand fanger de wforsynlige.

Vel den Rige / som bliffuer funden wstraffelig / oc icke søger effter Pendinge / Huor er den? da ville wi prise hannem / Thi at hand gør stor ting iblant sit Folck. Den som er forsøgt her vdi oc findis retsindig / hand skal met rette loffuis. Hand kunde vel gøre ont / oc giorde det dog icke / gøre skade / oc giorde det oc icke / Der faare bliffuer hans Godz / oc de Hellige prise hans Almisse.

Naar du sider hoss en rig Mands bord / da viid icke din Strube vd / oc tenck icke / Her er meget at æde. Men betenck / at det wtro øye / er affuindzfult (Thi at huad er mere affuindzfult end saadant it øye) oc det græder / naar det seer nogen tage til.

Tag icke effter alt det / som du seer / oc tag icke det / som ligger faar hannem i Fadet. Tenck ved dig selff / huad din Neste vil gerne haffue eller ey / Oc holt dig høffuisk i alle stycke.

797 | Ed som it Menniske / aff det som er sæt faar dig / oc æd icke for meget / Paa det at mand skal icke hade dig.

For Tuctighed skyld da lad du først aff / oc ver icke en wmettelig Fradzere / at du skalt icke faa wgunst. Naar som du sider hoss mange / Da tag icke først til.

Jt Høffuiskt Menniske lader sig nøye met en ringe ting / der faare taar hand icke saa hige i sin Seng. Oc naar Magen holdis maadelige / da soffuer mand sødelige / Saa kand en staa aarle op om morgenen / oc er vel til pass. Men en wmettelig Fraadzere / soffuer wrolige / oc haffuer tarme we oc bugvred.

Naar du haffuer ædet for meget / da stat op / oc gack bort / oc leg dig til rolighed.

XXXII.

MJt Barn / lyd mig / oc foracte mig icke / At mine ord skulle icke paa det siste ramme dig. Tag dig noget arbeyde til / Saa slass dig icke Siugdom til.

Folckene rose en rund Brødgiffuere / oc sige / at hand er en erlig Mand / Oc det er en god ross. Men om en karg Niding / taler den gantske Stad ilde / oc mand siger ret der met.

Ver icke en Vindranckere / Thi at Vin forderffuer mange Folck.

Essien prøffuer allehonde Jernfong / Lige saa prøffuer Vin / fortredelige hierter / naar de ere druckne.

Vin verqueger Menniskens Liff / der som mand dricker hannem maadelige / Oc huad er dette Liff / om der er icke Vin? Thi at Vin er skabt / at hand skal glede Mennisken. Naar som Vin drickis til nødtørfftighed / da gleder hand baade Legeme oc Siel / Men der som mand dricker hannem for meget / da gør hand hierte sorg.

Druckenskaff gør en galen Geck end galnere / At hand tradzer oc pucker / Jndtil hand bliffuer vel bancket / knusslagen oc saar giort.

Skende icke paa din Neste i Ølssmaal / oc forhaane hannem icke i sin Gledskaff / Giff hannem icke onde ord / oc mød hannem icke met haard tale. Men holt dig lige som de / oc skicke dig effter dem / saa sider du ret / Oc leg der til met vd huad som dig bør / om du vilt side hoss dem. Paa det de kunde vere glade met dig / Der aff faar du den ære / at mand kalder dig en skickelig / godheldig Mand.

Den Eldste skal tale / Thi det bør hannem / som forfaren er. Oc forhindre icke Spillemend / Oc naar mand queder Viser / da snacke icke der iblant / oc spar din Visdom ind til en anden tid. Lige som en Rubin skin i purt Guld / Saa pryder Sangen Gestebud. Lige som en Smaragd staar i deyligt guld / Saa ere Viser en prydelse hoss den gode vin.

Den som Vng er maa oc vel tale en gong eller tho / naar det gørs behoff. Oc naar som mand spør hannem at noget / da skal hand gøre det stacket / Oc holde sig som den der icke veed meget / oc tagde heller. Oc hand skal icke acte sig lige met Herrene / Oc naar som en Gammel taler / da skal hand icke snacke der iblant. Torden giffuer stort liunet / Blysel gør stort yndest.

Stat oc betiden op / oc ver icke den siste / Men gack strax hiem oc leeg / oc gør huad du vilt. Dog saa at du gør inted ont / oc offuerpucker ingen / men tacke hannem for alting som dig skabte / oc mættede dig met sit gode.

XXXIII.

HVo som frycter HERREN hand lader sig gerne vnderuise / oc huo som skicker sig aarle der til / hand skal finde naade.

Huo som atspør Gudz Ord / hand skal faa det rigelige / Men huo som det icke meen met aluore / hand bliffuer ekon verre der aff.

Huo som frycter HERREN / hand finder paa den rette Lærdom / Oc hand gør Retferdighed skinnende lige som it Liuss.

Den wgudelige lader sig icke straffe / oc hand veed at behielpe sig / met andre Folckis Exempel i sit opset.

En fornumstig Mand foracter icke gode Raad / Men den som vild oc hofferdig er / hand frycter sig inted / alligeuel at hand haffuer giort huad hand vilde.

Gør inted vden beraad / Saa angrer dig det icke naar det er giort.

Gack icke paa den vey / som du kant falde / Oc ey heller der som du kant støde dig paa Stene. Fordriste dig icke der paa / at veyen er slet / Ja vocte dig ocsaa for dine egne børn.

Ehuad du tager dig faare / da forlad dig paa Gud aff gantske hierte / Thi det er at holde Gudz Bud. Huo som tror Gudz ord / hand acter Budene. Oc huo som forlader sig paa HERREN / hannem skal inted fattis.

Huo som frycter HERREN / hannem skal inted ont vederfaris / Men naar hand er fristet / da skal hand frelsis igen.

Den Vise lader Gudz ord icke bliffue sig kedsommeligt / Men en Øyenskalck sueuer som it Skib i det brusinde Haff. Jt forstandigt Menniske holder fast ved Gudz ord / oc Gudz ord er hannem vist / som en klar tale.

Bliff viss paa Sagen / der effter tale der om / Lad dig først vel lære / saa kant du suare.

798 | En Daaris hierte / er lige som it Hiul paa vognen / oc hans tancker løbe omkring / lige som it hiulnaff.

Lige som en Stodhest gnegger / mod alle Øg / Saa henger en Øyenskalck sig til alle Bespaattere / oc siger / hui skal en dag vere helligere end den anden? Effterdi at Solen gør dog alle dage lige om aaret?

HERRENS Vished haffuer saa giort forskel paa dem / och hand haffuer saa skicket Aarsstid oc Hellige dage / Hand haffuer vdualt nogle / och giort dem hellige for andre dage. Lige som alle menniske ere skabte aff Jorden / oc Adam aff Støff / oc HERREN haffuer dog giort forskel paa dem / effter sin mangfoldige Visshed / Och hand haffuer skicket mange haande skickelser blant dem. Nogle haffuer hand velsignet ophøyet oc giort hellige / oc kaldet dem til sin Tieniste. Men nogle haffuer hand forbandet / oc fornedret / och nedkast dem aff deris Stat. Thi at de ere i hans Haand / lige som leer i Paattemagerens haand. Hand gør alle sine gerninger / som det er hannem behageligt. Saa ere oc Mennisken i hans Haand / som dem haffuer giort / oc hand giffuer huer som hannem tyckis got at vere.

Saa er det Gode skicket mod det Onde / oc Liffuit mod Døden / oc den Gudfryctige mod den Wgudelige. See til alle den Høystis gerninger / Saa ere der stedze tho / mod tho / oc it mod det andet.

Jeg er sist opuognet / som den der sancker op effter de andre om Høsten / oc Gud haffuer giffuit mig Velsignelse der til / at ieg haffuer och opfyllet min Perse / lige som i en fuld Høst. Seer / huorledis ieg haffuer icke arbeydet for mig / men for alle dem / som gerne vilde lære.

Lyder mig i store Herrer / oc i Regentere iblant Folcket / tager det til hierte. Lad icke Sønnen / Hustruen / Broderen / Frenden faa mact offuer dig / den stund du leffuer oc giff ingen dit Godz offuer / At det skal icke angre dig / oc du skalt bede dem der om. Den stund du leffuer oc haffuer aande / da giff dig icke vnder andre Menniske / Det er bedre / at dine Børn haffue dig behoff / end at du skalt see dem i henderne. Bliff du den øuerste offuer dit Godz / oc lad icke tage din ære fra dig. Naar dit endeligt kommer / at du skalt bort / da vddele din Arff.

Asenet bør sit foder / suøbe oc byrde / lige saa Suenden sid brød / straff oc arbeyde. Holt din Suend til arbeyde / saa haffuer du rolighed for hannem / Lader du hannem gaa aarkeløss / da vil hand vere en Juncker.

Aaget och selene bøye halsen / En ond Suend / træ oc knippel. Driff hannem til ar= beyde / at hand gaar icke aarkeløss / Aarckeløsshed lærermeget ont. Leg hannem arbeyde paa / som en Suend bør / Vil hand da icke lyde / da set hannem i Stocken. Læg dog ingen for meget paa / oc holt maade i alle ting.

Haffuer du en Suend / da beskerme hannem / som dig selff / Thi at huo som hannem gør ont / hand staar effter dit Liff oc Leffnet. Haffuer du en Suend / da lad hannem holdis / som du vaare der selff / Thi du behøffuer hannem / som dit eget Liff.

Men holder du hannem ilde / at hand staar op / oc løber fra dig / Huor vilt du søge hannem igen?

XXXIIII.

VForstandige Folck bedrage sig selff / met daarlig forhaabelse / oc Daarer forlade sig paa Drøme.

Huo som acter paa Drøme / Hand griber effter Skuggen / oc vil tage fat paa Været. Drøme ere icke andet / end billede foruden verelse

Det som er wrent / huorledis kand det vere rent? Och det som falskt er / huorledis kand det vere sant?

Egen Spaadom oc vdtydning oc drøme ere inted / oc gøre dog suare tancker. Och der som det kommer icke aff den Høystis indskiudelse / da holt inted der aff / Thi at drøme bedrage mange Folck / och de feyle dem / som bygge der paa.

Mand behøffuer icke Løgn der til / at mand holder Budene oc mand haffuer nock i Guds ord / naar mand vil ret lere.

En vel forsøgt Mand forstaar meget / oc den som er vel forfaren kand tale om Vissdom. Men huo som icke er forsøgt / hand forstaar lidet / Och de vildfarendis Aander sticte meget ont.

Der ieg vaar end nu i vildfarelse / da kunde ieg oc lære meget / oc ieg vaar saa lærd at ieg kunde icke sige det altsammen / oc ieg er offte kommen der offuer i Dødzens fare / Jndtil ieg bleff frelst der fra. Nu seer ieg / at de Gudfryctige haffue den rette Aand / Thi deris Haab staar til den / Som dem kand hielpe.

Huo som frycter HERREN / hand taar icke rædis oc ey forferdis / Thi at hand er hans Tillid.

Vel den / som frycter HERREN / Huor paa forlader hand sig? Huo er hans tradz? HERRENS Øyen see paa dem / som hannem elske. Hand er en veldig Beskyttelse / en stor Styrcke / en Beskermelse mod Hede / it Paulun mod den hede Mid= 799 | dag / en Beuarelse mod snublen / en Hielp mod fald. Som fryder hiertet / oc glæder ansictet / oc giffuer karskhed liffuit oc vesignelse.

XXXV.

HVo som offrer aff wretferdigt godz / hans Offer er en bespaattelse / Men denne de wgudeligis bespaattelse behager Gud aldelis inted.

De wgudeligis gaffuer behage den Høyste aldelis inted / oc synderne lade sig icke forlige met mange Offer.

Huo som offrer aff den Fattigis Godz / Hand gør lige som den / der slacter Sønnen faar Faderens øyen.

Den Fattige haffuer inted / vden lidet Brød / Huo som tager det fra hannem / hand er en Mandrabere.

Huo som betager nogen sin Næring / hand dræber sin Neste. Huo som icke giffuer en Arbeydere sin løn / hand er en Blodhund.

Naar som nogen bygger / oc bryder ned igen / Huad haffuer hand andet end arbeyde der aff?

Naar nogen beder / oc bander ret tuert emod / huorledis skal da HERren bønhøre?

Den som toer sig / naar hand haffuer rørt ved it liig / oc rører der ved igen / Huad hielper det da at hand toer sig? Lige saa er det Menniske / som faster for sine Synder / oc synder stedze igen / Huo skal høre hans Bøn / oc huad hielper hannem hans faste?

At holde Gudz bud / det er it rigt Offer / at acte Gudz bud storlige / det offer hielper vel.

Huo som tacker Gud / Det er det rette Simle offer. Huo som gør barmhertighed / Det er det rette Tackoffer.

At offuergiffue synden / det er en Gudztieniste / som HERREN behager / oc afflade at gøre wret / det er it ret Forligelse offer.

Men du skalt icke der faare obenbaris tomhendet faar HERREN / Thi mand skal oc saadant gøre / for Gudz bud skyld.

Den Retferdigis Offer gør Alteret rigt / oc den luct er sød faar den Høyste. Den Retferdigis Offer er tacknemmeligt / oc det skal aldri forglemmis.

Giff Gud sin ære met glade øyen / Oc din første grøde vden al Brøst.

Huad som du giffuer / det giff gerne / Oc hellige din Tiende gladelige.

Giff den Høyste / effter som hand haffuer giffuit dig / oc huad som din haand formaa / det giff met glade øyen / Thi at HERren som er en Betalere / skal betale dig det siu folt.

Forminske din Gaffue icke / Thi at det er icke tacknemmeligt. Søg icke din fordel / naar du skalt offre / Thi at HERREN er en Heffnere / oc der gelder ingen personis anseelse faar hannem. Hand hielper den Fattige / oc anseer ingens persone / oc hand hører den Plagedis bøn. Hand foracter icke de Faderløsis bøn / oc en Encke / naar hun klager.

Enckernis taare rinde vel ned at Kinderne / Men de skrige op at / mod den / som dem vdtrenger.

Huo som tien Gud met lyst / hand er tacknemmelig / Oc hans Bøn recker indtil skyerne.

De Elendigis Bøn / trenger gennem skyerne / oc hun lader icke aff / før hun kommer frem / oc hun stillis icke / før den Høyste seer der til. Oc HERREN skal dømme ret oc straffe / oc icke forsømme det / ey heller lide det lenge / Før end hand skal sønderknuse den wmildis Lender / oc heffne sig paa saadant Folck / oc ødelegge dem alle / som plage de andre / oc hand skal nedkaste de Wretferdigis velde / oc giffue huer effter sine gerninger / oc betale dem / som de det haffue fortient / Oc hand skal heffne sit Folck / oc glede dem met sin barmhertighed.

Lige som Regn kommer vel / naar tyrcke er / Saa kommer oc barmhertighed i nød vdi den rette tid.

XXXVI.

HERR E almectige Gud / forbarme dig offuer oss / oc see der til / oc forferde alle Folck. Opløfft din Haand / offuer de Fremmede / at de kunde see din mact. Huorledis du bliffuer hellig giort faar deris øyen hoss oss / Obenbare dig saa herlige mod dem faar vore øyen / At de kunde kende / lige som wi kende / at der er ingen anden Gud / end du HERRE. Gør ny Tegen oc ny vnderlige Gerninger. Beuiss din Haand oc din herlige Arm. Oprør din grumhed / oc vdstyrt vrede / Ryck Modstanderen bort / oc sønderknuse Fienden / Oc skynde dig der met / oc tenck paa din Eed / At mand kand prise dine vnderlige Gerninger. Jldens vrede / skal fortere dem / som leffue saa tryggelige / oc de som gøre dit Folck bedrøffuelse / skulle ødeleggis. Sønderknuse Førsternis Hoffuit som ere vore Fiender / oc sige / Det ere aleniste wi.

Forsamle alle Jacobs slecter / oc lad dem vere din Arff / lige som aff begyndelsen. Forbarme dig offuer dit Folck / som haffuer naffn aff dig / oc offuer Jsrael / som du kalder din første Søn. Forbarme dig offuer Jerusalem stad / der som din Helligdom er / oc der som du boer. Opret Zion igen / at dit ord kant opgaa der igen / at din ære kand bliffue stor iblant Folcket. Beuiss dig mod dem / som 800 | haffue aff begyndelsen veret din Eyedom / Oc opfylde de Spaadomme / som ere kundgiorde i dit Naffn. Betale dem / som tøffue effter dig / at dine Propheter kunde findis Sandrue. HERRE / hør deris Bøn som paakalde dig / effter Aarons velsignelse / offuer dit Folck / Paa det at alle / som bo paa Jorden / kunde kende / at du HERRE est den euige Gud.

XXXVII.

BVgen tager allehonde Mad til sig / Dog er en Mad bedre end den anden.

Lige som Tungen smager vildbrad / Saa mercker it forstandigt Hierte falske ord.

Jt suigefult Menniske / kand føre en i Wlycke / Men den som forfaren er / veed at vocte sig der faare.

Huer Moder elsker alle Sønner / Oc det lyckis dog styndem bedre met en Daatter end met Sønnen.

En deylig Quinde gleder sin Hosbonde / oc en mand haffuer inted kærere. Er hun der til met venlig oc from / Da finder mand icke den Mands lige.

Huo som haffuer en duelig Boquinde / hand holder sit Godz til raade / Oc hand haffuer en trofast Medhielpere / oc en Støtte som hand kand trøste sig paa.

Huor som inted Gerde er / der ødeleggis godzet / Oc huor som ingen Hustru er / der gaar det Hosbonden / som hand ginge i vildfarelse.

Lige som mand icke tror en Veyrøffuere / som sniger sig fra en Stad til en anden / Saa tror mand oc icke den Mand / som haffuer ingen Rede / oc maa drage ind / huor som hand kommer silde.

Huer Ven siger vel / Jeg er oc Ven / Men nogle ere aleniste Venner til naffnet.

Naar som Venner bliffue vrede paa huer andre / Da varer den vrede / indtil døden.

Ah hueden kommer dog den onde ting / At al Verden er saa fuld aff falskhed.

Naar det gaar Vennen vel / da glæde de sig met hannem / Men naar det gaar hannem ilde / da bliffue de hans Fiende. De sørge met hannem for Bugens skyld / Men naar det trenger / da holde de sig til Skiolden.

Forglem icke din Ven / naar du est glad / oc tenck paa hannem / naar du bliffuer rig.

Huer Raadgiffuere / vil raade / Men nogle raade paa deris eget gaffn. Der faare vocte dig for Raadguiffuere / Betenck først om det er nytteligt. Thi at hand tencker / maa vel ske at raade for sig selff / oc vil lade dig staa i fare / oc siger / Du est paa den rette vey / Oc hand staar alligeuel mod dig / oc giffuer act paa / huorledis det vil lyckis.

Raadsla icke met den / som haffuer anckeri til dig / Oc tag dem icke i Raad / som dig hade.

Lige som naar du spør en Quinde om Raad / huorledis mand skal vere hendis Modstanderske venlig? Eller en mistrøstig / huorledis mand skal stride? Eller en Købmand / huor dyre hand vil acte dine vare mod sine? Eller den som køber / huor dyre du skalt selie? Eller en Affuindzfuld / huorledis mand skal gøre velgerninger / Eller en Wbarmhertig / huorledis mand skal beuise naade? Eller den Lade / om stort arbeyde? Eller en Daglønere som ingen sted er boset / huorledis mand skal icke gaa aff arbeyde? Eller en Lad Hussuend / om mange sysler?

Tag icke saadant Folck i Raad / Men holt dig stedze til Gudfryctige Folck / der som du vedst / at de holde Gudz Bud. De som haffue lige sind / som du haffuer / de som haffue medlidelse met dig / om du snubler / Oc bliff hoss deris Raad / Thi du finder ingen trofastere Raad. Oc saadan en kand offte bedre see noget / end siu Vectere / som side offuen paa Varetecten. Dog kalde oc paa den Høyste i alt dette / at hand skal forfremme din gerning / oc icke lade dig fare vild.

Før end du noget begynder / da spør tilforn / Oc før end du gør noget / da tag Raad der til. Thi at huor som mand begynder noget nyt / der maa komme it aff disse fire / at det bliffuer gaat eller ont / at Liff eller Død følger der aff / Oc alt dette regerer altid Tungen.

Mangen er vel skickelig til / at giffue andre Raad / Oc hand er sig selff inted nyttelig.

Mangen vil giffue kloge Raad / oc mand hører hannem dog icke gerne / oc hand bliffuer en Tryglere / Thi hand haffuer icke naade aff HERREN der til / oc der er ingen Visdom i hannem.

Mangen er viss aff sin egen forfarenhed / hand gør gaffn met sine Raad / oc finder ret paa.

En viss Mand kand lære sit Folck / oc hand gør gaffn met sit Raad / oc finder ret paa.

En viss Mand bliffuer høylige loffuit / Oc alle de hannem see / prise hannem.

Huer haffuer en beskicket tid at leffue 801 | vdi / Men Jsraels tid haffuer icke tal.

Den Vise haffuer en stor anseelse / hoss sit Folck / Oc hans naffn bliffuer euindelige.

XXXVIII.

MJt Barn / prøffue huad dit Liff er sunt / oc see / huad som dig er wsunt / det bruge icke. Thi at allehonde tien icke huer mand / Saa haffuer oc icke huer mand lyst til allehonde.

Fyld dig icke met allehonde nydelig Mad / oc ver icke for gerig til at æde. Thi at meget fraadzeri gør siugdom / oc en wmettelig ædere faar bugured.

Mange haffue ædet sig ihiel / Men huo som æder maadelige / hand leffuer diss lenger.

Hedre Lægen met tilbørlig ære / at du kant bruge hannem i din nød. Thi HERREN haffuer skabt hannem / oc Lægedom kommer aff den Høyste / oc Konger ære hannem. Lægens konst ophøyer hannem / oc gør hannem stor hoss Førster oc Herrer.

HERREN lader Lægedom voxe aff Jorden / oc en fornumstig foracter hannem icke. Bleff dog det beske Vand søt / formedelst it Træ / Paa det mand skulde kende huad krafft det haffde. Oc hand haffuer giffuit Mennisken den konst / at hand skulde prisis i sine vnderlige Gerninger. Der met helbreder hand oc fordriffuer sprecke / oc Apotekeren gør Lægedom der aff. Summa / Mand kand icke fortelle alle Gudz gerninger / Oc hand giffuer alt det som gaat er paa Jorden.

Mit Barn / naar du est siug / da foracte det icke / men bed HERREN / saa skal hand gøre dig helbrede. Lad aff at synde / oc gør dine hender wstraffelige / oc rense dit Hierte aff alle misgerninger / Offre sød luct / oc Simle til Amindelse Offer / oc giff it fet offer / lige som du skulde bort. Der effter lad Lægen komme til dig / Thi at HERREN haffuer skabt hannem / oc lad hannem icke fra dig / den stund du haffuer hannem behoff

Den tid kand komme / at den Siuge bliffuer aleniste hulpen formedelst hine / naar de bede HERREN / at det maa bliffue bedre met hannem / oc hand kand bliffue helbrede / at leffue lenger.

Huo som synder faar sin Skabere / Hand skal komme i Lægens hender.

Mit Barn / naar som nogen døer / Da begred hannem / oc beklage hannem / lige som dig vaare skeet stor sorg / Oc klæd hans Legeme / met tilbørlig skick/ oc bestyre hannem en hederlig Jordeferd. Du skalt græde bitterlige / oc vere hiertelige bedrøffuit / oc sørge / effter som hand haffuer veret til / i det minste en dag eller tho / Paa det mand skal icke kunde tale ilde om dig. Oc trøste dig ocsaa igen / at du skalt icke vere sorgfuld / Thi at Døden kommer aff sorg / oc hiertens be drøffuelse gør styrcken skrøbelig.

Sorg oc Fattigdom gør hiertet ve i fristelse / oc offuertræder.

Lad bedrøffuelse icke komme i dit hierte / men sla hende fra dig / oc tenck paa enden / oc forglem det icke / Thi der er ingen igenkommelse / Det hielper hannem icke / oc du gør dig skade. Tenck paa hannem / lige som hand er død / saa skalt du oc dø / J gaar vaar det hoss mig / J dag er det hoss dig.

Effterdi den Døde nu ligger i rolighed / Saa lad oc aff at tencke paa hannem / Oc trøste dig offuer hannem igen / effterdi hans Aand er skild her fra.

XXXIX.

HVo som skal lære Scrifften / hand kand inted andet arbeyde tage vare / Oc den som skal lære / hand skal inted andet haffue at gøre.

Huorledis kand den tage vare paa Lærdom / som skal pløye / oc den som gerne driffuer Øxen met suøben / oc omgaar met saadanne gerninger / oc veed inted andet / end at tale om Øxen? Hand maa tencke / huorledis hand skal pløye / oc hand skal giffue Køerne foder aarle oc silde.

Desligest Snedkere oc Tømmermend / som arbeyde dag oc nat / oc vdskere Billede / oc legge flid paa / at gøre allehonde arbeyde / De skulle tencke til / at det bliffuer ret / oc vere aarle oc silde der paa / at de det kunde fuldkomme.

Desligest en Smid / hand maa vere hoss sin Stæd / oc tage vare paa sin Smedie / oc hand bliffuer vansmectig aff ilden / oc arbeyder sig træt faar Essien / Hammer slagene fylde hans Øern / oc hand seer vel til / huorledis han kand gøre sin gerning ret / Oc hand maa tencke / huorledis hand kand gøre det rede / oc vere der paa aarle oc silde / at hand kand arbeyde det deylige.

Desligest en Paattemagere / hand skal vere hoss sit arbeyde / oc omdriffue Skiffuen met sine føder / oc hand maa stedze gøre sin Gerning met sorg. Oc hand haffuer sin visse dags gerning. Hand skal skicke sine Kar aff leer met sine arme / oc hand bucker sig træt til sine føder / Hand skal tencke / huorledis hand kand smuckt glassere dem / oc feye Onen aarle oc silde.

Alle disse fortrøste dem paa deris Embede / Oc huer gør sin flit der til / at hand 802 | kand gøre sit arbeyde / Mand kand icke miste dem i Staden. Men mand kand ingen sted skicke dem bort / de kunde och icke tage vare paa nogen almindelig Befalning / oc ey regere i Menigheden. De kunde icke haffue Forstand til / at lære Scrifften / ey heller at predicke retten och Retferdighed. De kunde icke læse Ordsprock / Men de skulle tage vare paa timelig Næring / och de tencke icke lenger / End paa det / som de kunde vinde / met deris arbeyde.

Men huo som vil giffue sig til / at lære den Høystis low / Hand maa randsage alle de Gamlis visdom / och studere i Propheterne. Hand skal mercke de naffnkundige Folckis Gerninger / oc tencke der paa / huad de betyde oc lære. Hand skal lære de aandelige Ordsprock / oc Øffue sig i den dybe Tale. Hand kand tiene Førster / oc vere hoss Herrer. Hand kand lade forsende sig i fremmede Land / Thi hand haffuer forsøgt / huad som kand vere gaffnligt hoss Folcket eller icke gaffnligt. Oc hand tencker huorledis hand skal staa aarle op / at søge HERREN / som hannem haffuer skabt / oc bede faar den Høyste. Hand lader sin mund trøstelige op / oc beder for det gantske Folckis synder.

Oc naar HERREN er da saa forligt / Da giffuer hand hannem Vishedens Aand rigelige / at hand kand veldelige giffue vise Raad oc Lærdom / For huilcket hand tacker HERREN i sin Bøn. Oc HERREN giffuer naade der til / at hans Raad oc Lærdom faa fremgong. Oc hand betencker det før hoss sig selff / der effter siger hand sit Raad oc Lærdom frem / Och beuiser det met den hellige Scrifft. Oc mange forundre dem paa hans Visdom / oc hun skal aldri forgaa. Hand skal aldri forglemmis / och hans naffn skal bliffue stedze och altid. Huad som hand haffuer lært / Det skal mand predicke fremdelis / oc menigheden skal rose hannem. Den stund hand leffuer / haffuer hand it stør re naffn / end andre tusinde / oc effter sin død / bliffuer hand i det samme naffn.

XL.

JEg haffuer end nu noget mere at sige / Thi at ieg er / lige som en fuld Maane. Lyder mig i hellige Børn / oc voxer som de Rosen / Der plantede ere hoss Becke / oc giffuer sød Luct aff eder / som Røgelse / blomstris som Lilier / oc lucter vel. Siunger herlige / oc loffuer HERREN i alle hans Gerninger / priser hans Naffn herlige / Tacker hannem och loffuer hannem met sang oc klingende gledskaff / oc siger saa i tacksigelsen.

Alle HERRENS Gerninger ere meget gode / oc huad som hand biuder / det skeer i ret tid. Oc mand taar icke sige / Huad skal det? Thi at de komme i deris tid som de vaare ynskede. Lige som der vandet stod effter hans Bud / som mure / och vandene stode formedelst hans ord / som de haffde veret befattede. Thi at huad som hand gør formedelst sit Bud / det er lysteligt / och mand taar icke klage at der fattis noget naar handhielper

Alle Menniskens Gerninger ere faar hannem / Och der er inted skiult faar hans Øyen / Hand seer alting fra Verdens begyndelse / indtil verdens ende / och der er ingen ting ny faar hannem. Mand taar icke sige / Huad skal det? Thi at hand haffuer skabt huert serdelis / at det skal tiene til noget.

Thi at hans Velsignelse flyder som en Strøm / och hand vander Jorden / som en / Syndflod. Tuert emod / hans Vrede rammer paa Hedningene / Lige som naar hand lader it vandrigt Land tørris.

Hans Gerning er ret hoss de Hellige / men de Wgudelige støde sig der paa. alt det som er skabt aff begyndelsen / det er de Fromme gaat / Men de Wgudelige skadeligt.

Mennisken haffuer behoff til sit liff / vand ild / iern / salt / mel / hunnig / melck / vin / olie / och klæder / alt dette kommer de Fromme til gode / oc de Wgudelige til skade.

Der ere och nogle aff Værene skabte til Straff / oc de gøre skade met deris storm / oc naar straffen skal komme / da storme de / oc vdrette hans Vrede / som dem haffuer skabt.

Jld / Hagel / Hunger / Døden / alt dette er skabt til Heffn / de vilde Diur / Scorpioner / Hugorme / och Suerd ere och skabte til Heffn / til at forderffue de Wgudelige / De gøre hans befalning met glede / oc ere rede / huor som hand haffuer dem behoff paa Jorden / oc naar timen kommer / da lade de icke aff.

Dette er det / som ieg begynte oc tenckte at scriffue / som er / At alle HERRENS Gerninger ere gode / oc huer er nyttelig i sin tid at mand taar icke sige / det er icke alt gaat / Thi at huer er kostelig i sin tid / derfaare skal mand loffue oc tacke HERRENS naffn met hierte oc mund.

Det er en elendig iammerlig ting / met alle Menniskis leffnet aff Moders liff / indtil de bliffue begraffne i Jorden / som er allis vor Moder. Der er altid sorge / fryct / forhaabelse / och paa det siste Døden / Saa vel hoss den / som sider i stor ære / som hoss den ringeste paa Jorden. Saa vel hoss den / som bær Silcke oc Krune / som hoss den / der haffuer en graa Vennicke paa. Der er stedze vrede / nidkerhed / genuordighed / wfred oc Død zens fare / had oc trette.

803 |Oc naar som nogen skal huile sig om natten paa sin Seng oc soffue / da faar hand atskillige Tancker. Naar som hand end huiler sig lidet / saa er det dog inted / Thi at hand forferdis i drøme / lige som hand saae Fienderne komme. Och naar som hand vogner op / oc seer at hand er tryg / Da er det hannem / som den der vndkommen er aff it Slag / och hand er vnderlige glad / at den redzel vaar inted. Saadant vederfaris alt Kød / baade Menniske oc Fæ / Men de Wgudelige siu gonge mere.

Mord / blod / trette / suerd / wlycke / hunger / forderffuelse oc plage / alt dette er skicket mod de Wgudelige / Thi at Syndfloden maatte ocsaa komme for deris skyld.

XLI.

ALt det som kommer aff Jorden / det skal bliffue til iord igen / lige som alle vand flyde til Haffuit igen.

Alle Gaffuer oc wretferdigt Godz skulle forsuinde / Men Sandhed bliffuer euindelige.

De Wgudeligis godz skal bortsigis / som en Beck / lige som it Torden forsuinder i Regn.

De ere glade / saa lenge som de tage Gaffuer / men paa det siste bliffue de dog til inted.

De Wgudeligis Effterkommere / skulle icke faa Grene / och de Wretferdigis roed staar paa en bar Klippe. Oc der som de end stode i stor vedske oc hoss Vand / saa skulle de dog opryckis / før de bliffue mode.

Men at gøre vel / er lige som en velsignet Vrtegaard / oc barmhiertighed bliffuer euindelige.

Huo som bierger sig met sit Arbeyde / oc lader sig nøye / hand haffuer it deyligt roligt Leffnit / det kaldis at finde it Ligendefæ offuer alle ligendefæ.

At affle Børn oc forbedre en Stad / gør en euig Amindelse / Men en erlig Quinde / mere end de baade.

Vin oc strenge Leeg glede hiertet / men Visdom er lysteligere / end de baade.

Piber oc Harper lyde vel / Men en venlig Tale bedre / end de baade.

Dit Øye seer gerne / det som lysteligt oc deyligt er / Men den grøne Sæd heller end de baade.

En Ven kommer til den anden i nød / Men Hosbonden oc Hustruen meget mere.

Den ene Broder hielper den anden i nød Men Barmhiertighed hielper meget mere.

Guld och Sølff opholde en Mand / Men meget mere it gaat Raad.

Pendinge oc Godz gøre frimodighed / Men meget mere HERRENS Fryct.

HERRENS fryct fattis inted / och hun behøffuer ingen Hielp.

HERRENS fryct / er en velsignet vrtegaard / oc inted er saa deyligt / som hun er

Mit Barn giff dig icke til trygleri / det er bedre at dø / end trygle.

Den som forlader sig paa en anden mands Bord / hand tencker icke at bierge sig met ære / Thi hand nødis til at synde / for fremmet mad skyld. Men en fornumstig viss Mand / tager sig vare der faare. Trygleri smager den wblue Mund vel / men paa det siste skal hand faa en ond kaaldesiuge der aff.

O Død huor bitter est du / naar it menniske tencker paa dig / som haffuer gode dage oc nock / oc leffuer vden sorg / oc den som det gaar vel i alle ting / oc gider end nu vel ædet.

O Død / huor vel gør du mod den Nødtørfftige / som er skrøbelig oc gammel / Som ligger i megen sorg / oc haffuer inted bedre at haabis til / oc ey at vente sig.

Frycte Døden icke / Betenck / at det er saa skicket aff HERREN / offuer alt Kød baade offuer deris / som haffue verit faar dig oc som skulle komme effter dig. Oc huad vilt du staa emod Guds vilie / Huad heller du leffuer thi / eller hundrede eller tusinde aar? Thi at i Døden spør mand icke / huor lenge en haffuer leffuit.

XLII.

DE Wgudeligis Børn / och de som holde sig til de Wgudelige / bliffue idel Verstygelse. De Wgudelige Børns arffue godz / forkommis / oc deris Effterkommere skulle bliffue foractede.

Børnene skulle klage paa den wgudelilige Fader / Thi at de ere foractede for hans skyld.

Ve eder i Wgudelige / i som forlade den Høystis Lou / heller i leffue eller dø / da ere i forbandede.

Lige som alt det / der kommer aff Jorden / bliffuer til iord igen / Saa komme de Wgudelige aff Forbandelse til fordømmelse

Jt Menniskis pine maa her vare / saa lenge som hand leffuer / Men de Wgudeligis naffn skal vdslettis / Thi det duer inted.

See til / at du beholder it gaat Naffn / Det bliffuer vissere / end tusinde store ligendefæ aff Guld.

Huor gaat it leffnet er / da varer det en liden tid / Men it gaat Naffn bliffuer euindelige.

804 | Mine Børn / Naar som det gaar eder vel / da seer til oc bliffuer i Guds fryct. Huor faare bluis eder ved mine ord? Mand skammer sig offte / der som mand icke skulde skamme sig / oc samtycker offte / det som mand icke skulle samtycke.

Fader oc Moder skulle skamme sig for Horeri. En Første och Herre for løgn. En Dommere oc Raad for wret. Menigheden oc Folcket for wlydelse. At gøre sin Neste och Ven ont. En Nabo at stiele. Skamme dig / at du ligger met din arm paa Brødet offuer borde. Skamme dig at du staar ilde met dit Regenskaff / oc icke tacker / naar mand helser dig. Skamme dig / at see effter Skøger / och at vende dit ansict fra dine slectinge. Skamme dig / at foruende Arffdel oc Morgengaffue / oc at begære en andens Hustru. Skamme dig / at begære en andens Pige / oc at staa hoss hendis seng. Skamme dig / at breyde din Ven noget / oc naar som du giffuer hannem / da foruid hannem det icke. Skamme dig at sige / alt det som du haffuer hørt / oc at obenbare hemmelig betrod tale. Saa skammer du dig rettelige / och du skalt bliffue alle Folck kær oc affholden.

Men skamme dig icke for noget aff disse stycker / oc gør icke wret for nogen mands skyld som er / ved den Høystis low oc pact. At holde den Gudfryctige ved Retten. At handle trolige met din Neste och Stalbroder. At vende Arffdelen til dine Venner. At flitelige holde ret Maade oc Vect. At vere til fredz / huad heller du vinder meget eller lidet. At handle rettelige met timeligt Godz / i køb oc sal. At flitelige opføde Børn. At hudstryge vel den onde Suend. At beuare din ting vel for en ond Quinde. At indelycke alting vel / huor som huer snapper at sig. At telie oc affueye / alt det mand skal giffue dem i henderne / at opscriffue al vdgifft oc indtect. At vnderuise de Wforstandige oc Daarer. Och de aldelis gamle Folck / at de icke kiffuis met de Vnge. Saa bliffuer du it ret velskicket Menniske / oc du skalt prisis hoss alle Folck.

En Daatter som er wgifft / gør sin Fader megen vect / oc den sorg for hende / betager hannem megen søffn. Den stund hun er vng / at hun maatte bliffue gammel. Eller naar hun finge en Mand / at hand kunde bliffue hende vred. Eller at hun kunde skendis / den stund hun er end nu Jomfru / och bliffue siuglig i sin Faders huss. Eller naar hun er hoss Manden / At hun skulde icke skicke sig rettelige / eller at hand skulde icke faa barn met hende.

Naar din Daatter er icke blu / da holthende vnder tuang / at hun skal icke gøre dig til en spaat faar dine fiender / oc den gantske Stad skal tale om dig / oc du skalt høre forsmedelse aff huer mand / oc skamme dig faar alle folck.

See dig icke omkring effter deylige menniske / och ver icke saa gerne hoss Quinder. Thi at lige som Møl komme aff kleder / saa kommer meget ont aff Quinder. Det er tryg gere at vere hoss en ond Mand / end hoss en venlig Quinde / som gør hannem til forhaanelse oc bespaattelse.

XLIII.

JEg vil nu prise H E RRENS gerninger / aff den hellige Scrifft / Forkynde hans Gerninger / som ieg haffuer læst dem.

Solen giffuer al Verden liuss / oc hendis Liuss er det aller klariste liuss.

Det er oc icke end giffuit Helligen aff HERREN / at de kunde vdsige alle hans vnderlige Gerninger / Thi den almectige HER R E haffuer giort dem for store / oc alle ting ere for store / at loffue effter deris verdighed. Hand alene randsager affgrunden / oc Menniskens hierte / och veed huad / de tencke. Thi at HERREN veed alle ting / och seer / paa huad tid huer skal ske. Hand forkynder / det som fremfaret er oc det som tilstunder / oc obenbarer det som skiult er / Hand forstaar al Lønlighed / och ingen Dag er skiult faar hannem. Hand beuiss sin store Visdom herlige / oc hand er fra euighed indtil euighed / mand kand huercken gøre hannem støre eller ringere / oc hand behøffuer ingen mands Raad.

Huor lystelige ere alle hans Gerninger alligeuel at mand neppelige kender en gnist der aff. Det leffuer altsammen / och bliffuer stedze oc altid / och huor til hand behøffuer dem / da ere de alle lydige. Der ere stedze thu mod thu / oc it mod it / oc huad som hand gør der er ingen brøst paa / oc hand haffuer skicket huert / huer til som det skal besynderlige vere nytteligt.

Oc huo kand see sig mæt paa hans herlighed? Mand seer hans Herlighed / paa den mectige store Høylighed / paa det klare Firmamente / paa den deylige Himmel.

Naar Solen gaar op / da kundgør hun dagen / hun er den Høystis vnderlige Gerning. Om middagen tørrer hun Jorden / oc huo kand bliffue for hendis Hede? Hun gør hedere end mange One / oc brender Bierge / oc bless idel hede fra sig / och hun giffuer saa klart Skin fra sig / at hun forblinder øyene. Det maa vere en stor HERRE / som hende giorde / oc befalede hende at løbe saa snart.

Oc Maanen / skal i sin tid skinne i den gantske verden / oc gøre skilssmaal paa Maanedene / oc vddele aaret / effter maanen regner 805 | mand Høytider / Det er it Liuss som formindskis oc voxer til igen / Hand gør Maanede / Hand voxer oc foruandler sig vnderlige.

Hand liuser oc den gantske Himmelske Hær i det høye / paa Firmamentet / oc de klare Stierner pryde Himmelen. Saa haffuer HERREN i det Høye budet dem at opliuse Verden / Formedelst Gudz ord holde de deris Skick / oc vaage sig icke trette.

See til Regnbuen / oc loffue den som hannem giorde / Thi hand haffuer meget deylig Farffue.

Hand giorde Himmelen deylige trind / oc den Høystis Haand vdbridde hannem.

Formedelst hans ord falder stor Sne / Oc hand lader liunet vnderlige sla tilsammen / at Himmelen lader sig op / oc Skyerne sueue / lige som Fulene flue. Hand gør formedelst sin Krafft Skyerne tycke / at der falder Hagel aff / Hans Torden forferder Jorden / oc Bierge beffue faar hannem.

Formedelst hans vilie bless Synden Vær oc Norden vær / oc lige som Fulene flue / saa vende Værene dem / oc blese Sne iblant huer anden / at hand kaster sig tilsammen / lige som Gresshopper legge sig ned. Hand er saa huid / at hand blinder øyene / oc Hiertet maa forundre sig / paa saadan vnderlig regn.

Hand strør Rimfrost paa Jorden lige som salt / oc naar det fryss / da bliffue hussegle lige som spiud paa stage. Oc naar det kolde Norden vær bless / da bliffuer vandet til Jss / huor som vand er / der bless det offuer / oc ifør vandet lige som vdi it Harnisk. Det forderfuer Biergene / oc forbrender Ørcken / oc borttørrer alt det som grønt er / lige som en Jld. Der emod hielper it tyckt Taag / oc Dug effter heden / de verquege alting igen.

Ved sit ord / formen hand Haffuit / at det icke vdbryder / oc hand haffuer saaet Øer der vdi. De som ferdis paa Haffuit / de sige aff den farlighed / oc wi som det høre / forundre oss. Der vdi ere syeldsyne vnderlige ting / atskillige Diur oc Hualfiske / iblant dem seyler mand hen.

Summa / ved hans ord bestaa alle ting / der som wi end sige meget / saa kunde wi dog icke komme der til / Snart at sige / Det er aldelis Hand. Naar som wi end rose alting høylige / huad er det? Hand er end dog meget høyre end alle hans Gerninger. HERREN er wsigelige stor / oc hans mact er vnderlig. Loffuer oc priser HERREN / saa høyt som i kunde / Hand er dog alligeuel høyre. Priser hannem aff al Krafft / oc lader icke aff / J skulle alligeuel icke komme det aff sted / Huo haffuer seet hannem / at hand kunde tale om hannem?

Huo kand prise hannem saa høylige / som hand er? Wi see det minste aff hans gerninger / thi at mange større ere end nu skiulte faar oss. Thi at alt det som er til / det haffuer HERREN giort / oc hand giffuer de Gudfryctige det til kende.

XLIIII.

LAder oss loffue de naffnkundige Folck / oc vore Fedre / effter huer andre.

HERREN haffuer giort mange herlige ting mod dem / aff begyndelsen / ved sin store mact. De haffue vel regeret deris Kongerige / oc giort lofflige Gerninger. De haffue veret vise i Raad oc spaadom. De haffue regeret Land oc Folck / met raad oc Scrifftens forstand. De haffue lert Musicam / oc dictet aandelige Viser. De haffue oc veret Rige / oc de haffue hafft stort Godz / oc regeret i Fred / den stund de vaare her. Saa haffue de alle verit lofflige i deris tid / oc rosede i deris Liff / Oc de lode it erligt Naffn effter sig. Men de andre haffue ingen priss / oc de ere omkomne / lige som de haffde aldri verit. Oc der de end leffde / da vaare de / lige som de haffde icke leffuit / Oc deris Børn ocsaa effter dem.

Men disse hellige Folck / hues retferdighed icke bliffuer forglemt / haffue behuldet en god Arffue / met deris Børn. Deris Effterkommere ere bleffne i Pacten / oc for deris skyld ere deris Børne børn stedze oc altid bleffne ved mact / oc deris Loff skal icke forgaa. De ere begraffne i Fred / Men deris naffn leffuer euindelige. Folckene tale om deris Visdom / oc Menigheden kundgør deris Loff.

Enoch behagede HERREN vel / oc hand er borttagen / at hand skulde vere Verden en paamindelse til Penitentze.

Noe bleff funden wstraffelig / Oc i vredens tid fant hand naade / oc hand er beuaret offuer paa Jorden / der Syndfloden kom. Hand anammede Pacten for Verden / At alt Kød skulde icke mere vdslettis aff Syndfloden.

Abraham en offuermaade naffnkundig Fader for mange Folck / hand haffuer icke sin lige i ære. Hand holt den Høystis Low / Oc Gud giorde en Pact met hannem / oc stictede den samme Pact i hans Kød / Oc hand bleff funden trofast / der hand fristedis. Der faare loffuede Gud hannem met en Eed / At ved hans Sæd / skulde Hedningene velsignis / Oc at hand skulde formeris / lige som Jordens støff / Oc at hans Sæd skulde ophøyis lige som Stiernerne / oc bliffue 806 | Arffuinge / fra det ene Haff indtil det andet / oc fra Vandet indtil Verdens ende.

Oc hand stadfeste den samme velsignelse offuer alle Menniske / oc den Pact oc lige saa met Jsaac / for hans Faders Abrahams skyld. Oc hand loed den komme oc bliffue paa Jacob / Hand haffuer naadelige velsignet hannem / oc giffuit hannem Arffue / oc affskild hans Del / oc skifft iblant de tolff Slecter.

XLV.

MAnd loed komme aff hannem / den hellige Mand Mose / som vaar elskelig oc verdig faar den gantske verden / oc hand haffde yndest baade hoss Gud oc Mennisken / Hues naffn der høylige prisis. Hand ærede hannem ocsaa / lige som de hellige Fedre / oc ophøyde hannem høyt / saa at Fienderne motte frycte hannem / oc hand loed hannem gøre mange Tegen met ord. Hand giorde hannem her lig faar Konger / oc gaff hannem befalning / til sit Folck / oc betede hannem sin Herlighed. Hand vdualde hannem til en hellig Stat / for sin troskaff oc sactmodighed skyld / oc hand skilde hannem fra alle Menniske. Hand loed hannem høre sin røst / oc førde hannem i den mørcke Sky. Hand gaff hannem Budene næruerendis / som er / Liffzens oc visdoms Low / At hand skulde lære Jacob Pacten / oc Jsrael sine Rette.

Hand ophøyde Aaron hans broder aff den samme Leui Slect / oc vdualde hannem lige saa. Hand giorde en euig Pact met hannem / oc gaff hannem Prestedømet iblant Folcket. Hand kledde hannem erlige oc deylige / oc fick hannem en herlig Kiortel paa / oc førde hannem i allehonde prydelse. Hand vebnede hannem met kostelige Smider / oc hand førde hannem i Vnderkledet / vdi den Lange kiortel oc Liff kiortel. Oc hand hengde mange Guldbielder oc knappe trint om kring hannem / At det skulde klinge / naar hand gick vd oc ind / oc at den kling skulde høris i Helligdommen / met huilcket hans Folck skulde ihukommis faar Gud.

Ja den hellige kiortel / som vaar besticket met Guld / gult silcke oc skarlagen. Mactskiolden paa brystet / met Liuset oc Retten / konstelige arbeydet / met ædele Stene / i huilcke de tolff Jsraels Slecters naffn vaare vdgraffne / oc befatttede i Guld / aff Stensnidere / at de skulde ihukommis faar Gud. Det gyldene Span paa Hatten / som Hellighed vaar graffuen vdi / huilcket som vaar altsammen herligt / kosteligt / lysteligt oc deyligt Mand haffde aldri seet saadant faar hannem. Der maatte oc ingen anden føre sig i dem / Vden hans Børn alene / oc Børne børn stedze oc altid. Hans Offer fuldkommedis daglige tho gonge. Mose fyllede hans hender / oc saluede hannem met den hellige Olie.

Pacten bleff giort met hannem / at hand oc hans Sønner skulde tiene hannem euindelige / saa lenge som Himmelens dage varede / vere Prester / oc velsigne hans Folck i hans naffn. Hand vdualde hannem aff alle Leffuende / at hand skulde offre HERREN / Madoffer oc Røgoffer / til en sød luct oc amindelse / at forlige Folcket. Hand befalede hannem sit ordis Embede / at hand skulde lære Jacob hans Vidnisbyrd / oc opliuse Jsrael met hans Low.

Der opsette vel andre sig mod hannem / oc bare affuind ved hannem i Ørcken / som vaar / de der vaare met Dathan oc Abiram / oc Korahs rasende parti. Men HERREN saa det / oc det behagede hannem icke. Oc de bleffue opslugede vdi en grum vrede / Hand betede en forferdelig vnderlig Gerning mod dem / oc opsløg dem met sin Jld.

Hand ærede Aaron end ydermere / oc gaff hannem en Arffdel / som er / at hand delde al den første Grøde til hannem. Hand skickede dem først Brød nock faar alle andre / Thi at de skulde æde HERRENS Offer / som hand gaff hannem oc hans Sæd. Men de maatte icke haffue del i Landet / oc ey arffue met Folcket / Men HERREN vaar deris Del oc Arffue.

Phinees Eleasars søn vaar den tredie i saadan ære / Hand vaar nidkær i Gudz fryct / Oc der Folcket affalt / da stod hand trolige / fast oc dristig / oc forligte Jsrael. Der faare bleff Fredens Pact hannem giffuen / at hand skulde vere forstandere offuer Helligdommen oc Folcket / oc at hand oc hans Sæd skulde euindelige haffue den Prestelige verdighed. Lige som Pacten er giort met Dauid / aff Juda Slect / at der skulde alene vere en Konge aff hans sønner. Saa skulde oc Aaron oc hans Sæd vere Arffuinge / At mand skulde lære oss Visdom / oc regere hans Folck rettelige / Paa det at deris stat oc herlighed icke skulde forgaa / men bliffue stedze oc altid hoss dem.

XLVI.

JEsus Naue / vaar en Kempe i Strid / oc en Prophete effter Mose / som beholt stor Seyer / for Gudz vdualde (som hans naffn giffuer til kende) oc heffnde dem paa Fienderne / aff huilcke de plage= 807 | dis / Paa det at Jsrael skulde faa sin Arffue. Hand lagde ære ind / der hand racte sin Haand vd / oc drog Suerdet mod Stæderne. Huo haffuer nogen tid staaet saa dristelige? Hand fangede HERRENS Fiender. For hans skyld stod Solen / oc en dag bleff saa lang som tho.

Hand kallede paa den Høyste oc mectige / der hand trengde sine Fiender alleuegne / Oc den store HERRE bønhørde hannem / oc hand lod saare store Hagelstene falde paa Fienderne / oc ihielslo modstandere / der de droge ned. Oc Hedningene fornumme / huad Skud disse haffde / oc at HERREN vaar selff næruerendis i striden / Oc hand iagede effter de Veldige.

Oc i Mose tid / giorde hand oc Caleb Jephunne søn en god gerning / Da stode de emod Menigheden / oc formente Folcket at synde / oc stillede det skadelige Oprør. Der faare bleffue de tho alene beuarede / iblant sex hundrede tusinde Mend / oc de indførde Folcket til Arffue i det Land / som melck oc hunnig flød vdi. Oc HERREN beuarede Caleb ved Liffs krafft / indtil hans Allerdom / at hand drog op paa Biergene i Landet / oc hans Sæd besad den Arffue / Paa det at alle Jsraels børn skulde see / huor gaat det er / at lyde HERREN.

Oc de Dommere / huer ved sit naffn / som icke bedreffue affguderi / oc ey fulde fra HERREN / bliffue oc prisede. Deris been grønis end nu stedze / der som de ligge / Oc deris naffn prisis i deris Børn / paa huilcke det er arffuit.

Oc Samuel HERRENS Prophete / som elskis aff sin Gud / begynte it Kongerige / oc saluede Førster offuer sit Folck. Hand dømde Menigheden effter HERRENS Low / oc HERREN saa til Jacob igen. Oc samme Prophete bleff funden retsindig oc trofast / oc mand kende / at hans Spaa domme bleffue visselige sande. Hand kallede paa den Mectige HERRE / der hand trengde sine Fiender alleuegne / oc offrede vnge Lam. Oc HERREN tordnede ned aff Himmelen / oc loed sig høre vdi it stort Vær / oc nedslo de Førster i Tyro / oc alle Philisternis Herrer. Oc faar hans endeligt / før hand døde / vidnede hand faar HERREN / oc faar hans Saluede / At hand haffde icke taget pendinge aff noget Menniske / ia icke end heller en sko / Oc inted Menniske kunde beuise hannem noget offuer. Oc der hand vaar nu soffnet / spaade hand / oc kundgiorde Kongen sit endeligt / Oc hand loed høre sig vdaff Jorden / oc spaade / At de wgudelige Folck skulde omkomme.

XLVII.

DEr effter i Dauidz tid / spaade Nathan.

Oc Dauid vaar vdualt iblant Jsraels børn / lige som det fede aff offer vaar Gud tilmyndet. Hand omgicks met Løwer / lige som hand haffde legt met Bucke kid / oc met Biørne / lige som met Lam / J sin Vngdom slo hand Kempen ihiel / oc tog forsmedelsen bort fra sit Folck. Hand opløffte sin haand / oc kaste met Slyngen / oc nedslo den hoffmodige Goliath. Thi at hand kallede paa den høyste HERRE / Hand bestyrckede hans Haand / at hand ihielslo den stercke Stridzmand / oc ophøyede sit Folckis Horn. Hand loed rose hannem / lige som thi tusinde Mends verd / oc ærede hannem met gudommelig Velsignelse / at hand fick den Kongelige Krune. Hand slo Fienderne alleuegne / oc vdslette Philisterne / sine Modstandere / oc sønderbrød deris Horn / lige som det er end nu sønderbrudet paa denne dag.

For huer gerning tackede hand den Helligste oc den Høyste / met en deylig Sang. Hand sang aff gantske hierte / oc elskte den som hannem haffde giort. Hand skickede Sangere hoss Alteret / oc loed dem siunge sine søde Sange. Oc hand skickede at holde herlige Hellige dage / oc at mand skulde holde aarss Høytider herlige / det gantske aar igennem / til at loffue HERRENS Naffn / oc at siunge om morgenen i Helligdommen. HERREN forlod hannem hans synder / oc ophøyde hans Horn euindelige / Oc hand giorde en Pact met hannem / At Kongeriget oc den Kongelige Stoel i Jsrael skulde bliffue hoss hannem.

Effter hannem bleff Salomon hans kloge søn konge / huilcken Faderen haffde skicket god Rolighed / at hand regerede i Fred. Thi at Gud haffde giort alting stille trint om kring / At hand skulde bygge hans Naffn it Huss / oc opreyse en Helligdom / som skulde bliffue stedze oc altid. O huor vel lærde du i din Vngdom / oc du vaast fuld aff forstand / lige som vand skiul Jorden. Oc du haffuer opfyldet alting met Ordsprock oc lærdom / oc dit Naffn bleff røctet longt borte paa Øerne / oc for din fred skyld holt huer mand aff dig / oc haffde dig kær. Alle Land forundre sig paa dine Viser / Ordsprock / Lignelser oc Vdleggelser / oc loffuede HERren / som kaldis Jsraels Gud. Du lagde saa meget Guld sammen / som thin / oc saa meget Sølff som Bly.

Dit hierte hengde sig til quinder / oc du lodst besuige dig / oc hengde en Beskemmelse paa din ære / Oc du giorde det saa / at dine 808 | Børn maatte vere forskudne / oc at vreden gick offuer dine Effterkommere / At straffe din daarlighed met / At Kongeriget bleff atskilt / oc at der opkom it affgudisk Kongerige i Ephraim.

Men HERREN vende sig icke fra sin Barmhertighed / oc foruende icke sin til sagde Gerning / oc hand vdslette icke aldelis sin vdualdis Effterkommere / oc hand tog icke sin Elskeligis Sæd bort / Men hand beuarede end noget til Jacobs Folck / oc en roed aff Dauid.

Oc Salomon soff hen met sine Fedre / oc loed Roboam effter sig aff sin Sæd / en wforstandig Mand / til at regere Folcket / som haffde ingen forstand / huilcken der met sit eget sind kom Folcket til at affalde. Der til Jeroboam Nebats søn / som kom Jsrael til affguderi / oc førde Ephraim i synd / oc deris Synder bleffue gantske mange / At de bleffue paa det siste fordreffne aff deris land / Thi at de optenckte allehonde Affguderi / indtil der kom Heffn offuer dem.

XLVIII.

OC den Prophete Elias vdbrød lige som en ild / oc hans ord brende som it Bluss. Oc hand førde Dyr tid offuer dem / oc hand giorde dem ringere ved sin Nidkærhed / Thi at hand tillucte Himmelen formedelst HERRENS Ord. Tre gonge kom hand ild ned. O huor herlig haffuer du verit Elias met dine vnderlige Tegen? Huo er saa herlig som du?

Du opuacte en Død / formedelst HERRENS ord / oc førde hannem aff Helffuede igen. Du nedkaste hoffmodige Konger aff deris Seng oc ødelagde dem. Du hørde paa Sina bierg / den tilkommende straff / oc heffnen i Horeb. Du spaade de Konger / som skulde straffe / oc du skickede Propheter effter dig. Du est borttagen i en Storm / met en gloende Vogn oc Heste. Du est skicket til at straffe / i sin tid / at stille vreden / før end grumhed kommer. At vende Fe drenis hierte til børnene / oc igen føre Jacobs slecter. Vel dem / som dig skulle see / oc æris for dit Venskaff skyld / Der skulle wi haffue det rette Liff.

Der Elias vaar borte i Været / da kom hans aand rigelige paa Eliseum. J hans tid fryctede hand icke nogen Første / oc der kunde ingen offueruinde hannem. Hand lod sig icke tuinge / Oc der hand vaar død / spaade end da hans Legeme. Der hand leffde / giorde hand Tegen / oc der hand vaar død / giorde hand vnderlige Ting. Dog halp det alt= sammen icke / at Folcket vilde bedre sig / oc offuergiffue deris synder / indtil de bleffue fordreffne aff deris Land / oc bortspridde i alle Land / oc der bleff en liden Hob igen / oc en Første i Dauids huss. Blant huilcke nogle giorde det / som Gud behagede / Men nogle syndede suarlige.

Ezechias befeste sin Stad / oc ledsagede der vand ind / Hand loed graffue i Klippen / oc gøre Brynde. J hans tid drog Sennacherib op / oc sende Rabsacen / Hand opløffte sin haand mod Zion / oc tradzede met stort hoffmod. Da beffuede deris hierte oc hender / oc dem bleff bange / som en Quinde i Barns nød. Oc de paakallede den barmhertige HERRE / oc opløffte deris hender til hannem / oc den Hellige i Himmelen bønhørde dem snart / oc frelste dem / ved Esaiam. Hand slo de Assyriers Hær / oc hans Engel ødelagde dem. Thi at Ezechias giorde / det som HERREN behagede vel / oc hand bleff stadig paa Dauids sin Faders vey / som Esaias lerde hannem / Huilcken som vaar en stor oc sandru Prophete / i sin spaadom.

Vdi hans tid / gick Solen til bage igen / oc hand forlengde Kongens Liff / Hand spaade met en rig Aand / huad som skulde ske paa det siste / oc hand trøstede de Bedrøffuede i Zion / Met huilcket de kunde trøste sig stedze oc altid. Hand forkyndede det tilkommende oc skiulte / før end det kom.

XLIX.

DEt naffn Josias / er som en ædel Luct aff Apoteken / Hand er sød lige som hunnig i munden / oc som en Strengelæg hoss vin. Hand haffde stor naade / at omuende Folcket / oc at borttage Affguders verstyggelighed. Hand forlod sig aff gantske hierte paa HERREN / Hand oprette den rette Gudztieniste igen / der Landet vaar fult met Affguderi.

Alle Konger / vndertagne Dauid / Ezechias oc Josias / syndede / Thi de forlode den Høystis Low. Der effter haffde det ende / met Juda Konger / Thi at de nøddis til at offuergiffue deris Kongerige for andre / oc it fremmet Folck deris Herlighed / De opbrende Helligdommens vdualde Stad / oc giorde hans Gader øde / Lige som Jeremias spaade / huilcken de plagede ilde / Hand vaar vdualt til en Prophete i Moders Liff / at hand skulde oprycke / sønderbryde oc forstyre / oc atter bygge oc plante igen.

Ezechiel saa HERRENS herlighed i en Syn / som hand visde hannem aff den Vogn Cherubim. Hand spaade mod 809 | Fienderne / Oc kundgiorde dem trøst / som gøre ret.

Oc de tolff Propheters been grønis end nu / der som de ligge. Thi de trøstede Jacob oc tilsagde Forløsning / som de skulde visselige haabis til.

Huorledis ville wi prise Sorobabel? der vaar som en Ring paa den høyre haand Oc Jhesus Josedechs søn / huilcke der i deris tid bygde Templen / och oprette HERREN det hellige Huss igen / som skulde bliffue til en euig Herlighed.

Oc Nehemias er altid verd at loffue / som oprette oss de nedkaste Mure igen / och sette Portene met laase / och opbygde vore Huss igen.

Der er ingen skabt paa Jorden som lignis ved Enoch / thi at hand er borttagen aff Jorden. Joseph oc icke / som vaar en Herre offuer sine brødre / oc sit Folckis Opholdere. Hans Been bleffue førde hiem igen.

Seth oc Sem / vaare i stor ære iblant Folcket.

Men Adam er æret offuer alt det som leffuer / Thi hand er først skabt aff Gud.

L.

SJmon Onie søn / Den ypperste Prest / som i sin tid bygde omgonge omkring Huset / oc sette Pillere der til / och førde Grunduollen end en gong saa høyt op / oc beridde omgongen igen offuen paa Tempelen. Vdi hans tid vaar brønden forfalden / den ferdede hand met Kaaber. Hand sørgede for sit Folckis skade / och giorde Staden fast mod Fiender.

Hand giorde en kaastelig Gerning / at hand kom Folcket til ret Skick igen.

Naar hand gick frem aff Forhenget / da skinde hand / lige som Morgenstiernen / gen nem Skyerne / som den fulde Maane / lige som Solen skin paa den Høystis Tempel / som Regnbuen met sin deylige farffue / som it deyligt Rosen om vaaren / som Lilier hoss vand / som Røgelse træ om vaaren / som optent røgelse vdi it røgelse Kar / som en Guld stob prydet met atskillige edele Stene / som it fructsommeligt Olie træ / och lige som it høyt Cipress træ.

Naar hand tog den deylige lange Kiortel paa / oc førde sig i den gantske Prydelse / oc gick til det hellige Altere / da prydede han den gantske Helligdom trint omkring. Men naar hand tog Offerstyckene aff Presternis hender / oc stod hoss Jlden / som brende paa Alteret / da stode hans Brødre trint omkring hannem / lige som Cedern plantede paa liba= no / oc stode omkring hannem som Palme grene / Oc alle Aarons børn i deris Prydelse oc haffde HERRENS offer i deris hender / for al Jsraels menighed. Oc hand vdrette sit Embede paa Alteret / och giorde saa den Høyste / den almectigste it deyligt offer. Hand vdracte sin haand / met Drick offer oc offrede den røde Vin oc vdstyrte den paa Alterens fod / den Høyste til en sød luct / som er Konge offuer alting.

Da robte Aarons børn høyt / oc blesde i Trometer / och buldrede høyt / at de skulde ihukommis faar den høyste. Da falt strax alt Folcket tilsammen ned til iorden / paa deris Ansict / oc bade til HERREN deris almectigste høyste Gud / och Sangerne loffuede hennem met Psalmer / oc det gantske Huss klingede / aff det søde bulder. Och Folcket bad til den høyste HERRE / at hand vilde vere naadig / indtil Guds tieniste vaar vde / och de haffde fuldkommet deris Embede.

Naar som hand gick nu ned igen / Da vdracte hand sin Haand offuer al Jsraels børns menighed / Och gaff dem HERRENS Velsignelse met sin mund / oc ynskede dem Salighed i hans Naffn. Da bade de atter igen / oc anammede Velsignelse aff den Høyste / oc sagde / Tacker nu alle Gud / som gør store ting i alle ende / Den som beuarer oss leffuendis aff Moders liff / oc gør oss alt gaat. Hand giffue oss it glat hierte / oc vnde oss stedze Fred / i vor tid vdi Jsrael / oc at hans Naade maa altid bliffue hoss oss / oc frelse oss / saa lenge som wi leffue.

Tuende haande Folck hader ieg aff hiertet / men det tredie hader ieg mere / end noget andet. Samariter / Philister / och det galne Folck i Sichem.

Denne lærdom oc Visdom / haffuer Jesus Syrachs Søn aff Jerusalem / screffuit i denne Bog / oc fremført denne Lærdom aff sit hierte / Vel den som øffuer sig her vdi / Oc huo som det legger paa hierte hand bliffuer viss / oc gør hand der effter / da bliffuer hand skickelig til alting Thi at HERRENS liuss leder hannem.

Jhesus Syrachs Søns Bøn.

JEg tacker dig HERRE Konge oc loffuer dig Gud min Frelsere. Jeg tacker dit Naffn / at du est min Beskermelse och Hielp / oc du haffuer frelst mit Legeme aff forderffuelse / fra de falske Tungers snare / och fra løgnactige mund. Oc du haffuer hulpet mig mod fienderne / Och du haffuer reddet mig effter din 810 | store oc naffn kundige Barmhertighed / fra deris skraal som vilde opsluget mig / aff deris haand / som stode effter mit Liff / aff mange bedrøffuelser / som ieg laa vdi. aff den Brynde som haffde omspent mig mit aff ilden / at ieg icke opbrendis der vdi / aff Helffuedis dybe strube. Fra falske Baguaskere oc Løgnere faar Konger / oc fra wretferdig Dom.

Jeg vaar hart hoss Døden / oc mit Liff / vaar paa det neste suncket ned til Helffuede / Jeg vaar omspent / oc der halp ingen mig / Jeg søgte hielp hoss Mennisken / oc fant ingen. Da tenckte ieg HERRE paa din Barmhertighed / oc huorledis du haffuer altid hulpet / Thi at du redder dem alle som tøffue effter Dig / oc du frelser dem aff Hedningers hender. Jeg bad til Gud mod deris grumhed / oc formanede om forløsning aff Døden / Oc ieg paakallede HERREN min Fader oc Regentere / at hand skulde icke forlade mig i nød / oc naar de Hoffmodige tradzede / oc ieg haffde ingen hielp. Jeg loffuer dit Naffn vden affladelse / oc ieg priser oc tacker dig / Thi min bøn er hørd / Oc du frelste mig aff Forderffuelse / oc fra alt ont / Der faare vil ieg tacke oc loffue dig HERR E / oc prise dit Naffn.

Der ieg vaar end Vng / før ieg bleff for førd / da søgte ieg visdom dristelige / met min bøn / Jeg bad der om i Templen / oc ieg vil søge hende indtil min ende. Mit hierte gleder sig aff hende / som naar vindruer bliffue mode / Jeg gick strax paa veyen til hende / oc randsagede effter hende aff min Vngdom / Jeg lydde til / oc anammede hende. Da lærde ieg vel / oc forfremmedis meget ved hende / Der faare tacker ieg den / som gaff mig Visdom.

Jeg sette mig faare at gøre der effter / oc at vere vindskibelig til det gode / Oc ieg bleff icke beskemmet der offuer. Jeg stridde der effter aff hiertet / oc vaar flitig at gøre der effter / Jeg løffte mine hender op til Himmelen / Da bleff min Siel opliust / formedelst Visdom / at ieg kende min Daarlighed. Jeg stundede aluorlige effter hende / Hun oc ieg bleffue it hierte aff begyndelse / oc ieg fant hende reen / Der faare skal ieg icke bortkastis. Mit hiette forlengdis effter hende / oc ieg fick it gaat Liggendefæ / HERREN haffuer giffuit mig en ny Tunge formedelst hende / der met vil ieg loffue hannem.

Holder eder hid til mig i Wforstandige / oc kommer til mig i Scholen / och huad som eder fattis det kunde i her lære / Thi at i ere visselige meget tørste. Jeg oplod min Mund oc lærde / tencker nu til / oc køber eder Visdom / den stund i kunde faa hende vden Pendinge / oc giffuer eders halss vnder hendis Aag / och lader eder vnderuise / Mand finder hende hart hoss.

Seer til mig / ieg haffuer en liden tid / hafft møye oc arbeyde / oc ieg haffuer fundet stor Trøst. anammer Lærdom / som it stort Ligendefæ sølff / och beholder den / som en stor Hob guld.

Gleder eder aff Guds barmhertighed / oc bluis icke ved hans loff. Gører det som eder er budet / den stund i haffue tid / Saa skal hand vel betale eder det i sin tid. ❦

Ende paa Jhesu Syrachs Søns Bog.