© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
DEnne er den Tale / som Baruch Nerie søn / Mahasie søns / Sedechie søns / Sedei søns / Helchie søns / screff i en Bog / vdi Babylon / J det femte aar / paa den siuende dag i maaneden / paa den tid / der de Chaldeer haffde vundet oc opbrent Jerusalem met Jld.
Oc Baruch læsde denne Bog faar Jechan Ja Joiakims søn / Juda Konge / oc faar Folckens øern / som der kom til / oc faar Førsternis øern / oc Kongernis sønner / oc de eldste / oc faar alt Folcket / baade smaa oc store / som bode i Babylon hoss det vand Sud.
Oc de græde / fastede oc bade met aluore faar HERREN / Oc de lagde til hobe huad som huer formotte / oc sende bort til Jerusalem til Joiakim / Helchie søn / Salom søns / Presten / oc til (de andre) Prester / oc til alt Folcket / som vaar met hannem i Jerusalem / At hand skulde føre HERRENS Husis kar til dem i Juda land / som i fordom tid vaare bort tagne aff Templen / paa den tiende dag i den maanet Siban / som vaare / de Sølff kar / huilcke Zedechia Josia søn / Juda Konge / haffde ladet gøre / Der Nabogodonosor Kongen aff Babylon haffde bort ført Jechan Ja / oc Førsterne / oc Fangerne / oc de Veldige / oc Landzfolcket fra Jerusalem / oc haffde ført dem til Babel / Oc de screffue dem saa til.
See / Wi sende eder Pendinge / køber der faare Brendoffer / Syndoffer / Røgelse oc Madoffer / oc offrer det paa HERRENS vor Gudz Altere. Oc beder faar Nabogodonosors liff Kongens aff Babylon / oc for hans søns Balthazars liff / At deris dage kunde vere paa Jorden / saa lenge som Himmelens dage vare. Saa skal HERREN skicke oss nock oc gode dage / oc wi skulle leffue vnder Nabogodonosors skugge Kongens aff Babylon / oc vnder Balthazars hans søns skugge / oc tiene dem long tid / oc finde naade faar dem. Beder ocsaa for oss til HERREN vor Gud / Thi at wi haffue syndet mod HERREN vor Gud / oc hans grumhed oc vrede er icke vent fra oss end nu paa denne dag.
Oc læser denne Bog / Thi at wi haffue der faare sent hende til eder / at i skulde læse hende / i HERRENS Huss / paa Helligdage oc Aarsstider. Oc siger / HERREN vor Gud er retferdig / men wi bære tilbørlige vor Skendzel / Som det da nu gaar / dem aff Juda / oc dem aff Jerusalem / oc vore Konger / oc vore Førster / oc vore Prester / oc vore Propheter / For den skyld / at wi syndede faar HERREN / oc trode hannem icke / oc lydde icke HERRENS vor Gudz røst / At wi skulde vandret effter hans Bud / som hand haffde giffuit oss. Ja fra den tid / at HERREN førde vore Fedre aff Egypti land / indtil denne dag / da haffue wi veret HERREN vor Gud wlydige / oc wi foractede at lyde hans røst.
Der faare er nu den Straff oc Forbandelse kommen offuer oss / som HERREN kundgiorde / ved Mose sin Tienere. Der HERREN førde vore Fedre aff Egypti land / at hand vilde giffue oss it Land / som Melck oc Hunnig flød vdi. Oc wi lydde icke HERRENS vor Gudz røst / som Propheterne sagde oss / huilcke hand sende til oss. Men huer gick effter sit onde hiertis tancker / oc de tiente fremmede Guder / oc giorde ilde faar HERREN vor Gud.
OC HERREN haffuer huldet sit ord / som hand talede til oss / oc vore Dommere / Konger oc Førster / som skulde regere Jsrael / oc til dem aff Jsrael oc Juda. Oc hand haffuer ladet saadan stor straff gaa offuer oss / Hues lige icke er skeet vnder den gantske Himmel / som er gonget offuer Jerusalem. Lige som screffuit staar i Mose Low / at it Menniske skulde æde sin Søns oc sin Daatters kød. Oc hand gaff dem der hen til Træle / i alle Kongerige som ligge trint om kring / til Forsmedelse / oc til Forbandelse iblant alle Folck / som ere omkring oss / iblant huilcke HERREN haffuer atsprid dem / Oc de bliffue stedze vndertryckte / oc kunde icke komme op igen. Thi wi haffue syndet mod HERREN vor Gud / i det / at wi lydde icke hans røst.
HERREN vor Gud er retferdig / Men wi oc vore Fedre / bære tilbørlige vor Skendzel / som det gaar da nu til / Al den Wlycke / som HERREN talede mod oss / er kommen off 812 |uer oss. Oc wi formanede icke HERREN / at huer haffde vent sig fra sit onde hiertis tancker. Oc HERREN vaagede offuer oss til den wlycke / som hand loed gaa offuer oss. Thi at HERREN er retferdig i alle sine Gerninger / som hand bød oss / Men wi lydde icke hans røst / at wi kunde vandret effter HERRENS Bud / som hand gaff oss.
Oc nu HERRE Jsraels Gud / du som førde dit Folck aff Egypti land / met en sterck Haand / met stor Mact / oc høy Vold / ved Tegen oc vnderlige Gerninger / oc du giorde dig it Naffn / som det nu er / Wi haffue io syndet / oc haffue / diss ver / veret Wgudelige / oc wi haffue giort mod alle dine Bud. Ah HERRE vor Gud / lad aff met din grumhed offuer oss / Thi at wi ere bleffne meget ringere iblant Hedningene / der som du haffuer bortsprid oss.
Hør HERRE / vor Bøn oc vor formanelse / oc hielp oss for din skyld / Oc lad oss finde naade hoss dem / som haffue bortført oss. Paa det at al Verden kand kende / at du HERRE est vor Gud / Thi at Jsrael oc hans Sæd / er io kaldet effter dig. See / HERRE aff dit hellige Huss / oc tenck dog paa oss. Bøye HERRE dit øre / oc hør dog. Oplad HERRE dine Øyen / oc see dog. Thi at de Døde i Helffuede / huilckis Aand er vdfaren aff deris Legeme / prise icke HERRENS Herlighed oc Retferdighed / Men en Siel som er meget bedrøffuit / oc gaar nedbøyd oc iammerlig / oc haffuer paa det neste vdgredet sine øyen / oc er hungrig / den priser HERRE din Herlighed oc Retferdighed.
Oc nu HERRE vor Gud / Wi ligge faar dig met vor bøn / Jcke for vore Fedris oc vore Kongers retferdighed skyld / Men for din Barmhertighed skyld. Effterdi du haffuer ladet din grumhed oc vrede gaa offuer oss / som du talede / ved Propheterne dine Tienere / oc sagde / Saa siger HERREN / Bøyer eders skuldrer / oc giffuer eder vnder Kongen aff Babel / saa skulle i bliffue i Landet / Huilcket ieg gaff eders Fedre. Men der som i lyde icke HERRENS røst / til at giffue eder vnder Kongen aff Babel / Da vil ieg bort tage i Juda Stæder / oc aff Jerusalem / glædens oc frydens skrig / oc Brudgommens oc Brudens røst / oc det gantske Land skal staa øde / oc der skal ingen bo vdi.
Men wi lydde icke din røst / at wi maatte giffuit oss vnder Kongen aff Babel. Der faare haffuer du huldet dine ord / som du talede ved Propheterne dine Tienere / At mand haffuer bortkast vore Kongers Been / oc vore Fedris Been / aff deris Graffuer / oc arsprid dem / At de laae om dagen i Solen / oc om natten i Duggen / Oc de ere meget iammerlige omkomne ved Hunger / Suerd oc Fengsel. Oc for Jsraels Husis oc Juda Husis misgerning skyld / haffuer du ladet forstyre dit Huss / i huilcket mand paakallede dit Naffn / som det staar end nu.
Oc du HERRE vor Gud / haffuer handlet gantske naadelige / oc effter al din store barmhertighed / met oss / Lige som du talede ved Mose din Tienere / paa den dag / der du bødst hannem at scriffue din Low for Jsraels børn / oc sagde / Der som i lyde icke min røst / Da skal visselige denne hob / som er en stor mangfoldighed / bliffue meget ringe iblant Hedningene / der som ieg vil bortspre dem. Thi ieg veed dog vel / at de lyde mig icke / Thi det er it haardnacket Folck.
Men de skulle omuende dem / i det Land som de ere fangne vdi / oc de skulle kende / at ieg er HERREN deris Gud / Oc ieg vil giffue dem it forstandigt Hierte / oc øern / som skulle høre. Da skulle de prise mig / i det Land som de ere fangne vdi / oc de skulle tencke paa mit naffn / oc de skulle vende dem fra deris haarde Nacke / oc fra deris synder / Thi de skulle tencke der paa / huorledis det gick deris Fedre / som syndede faar HERREN.
Oc ieg vil føre dem igen i det Land / som ieg soer deris Fedre Abraham / Jsaac oc Jacob / oc de skulle regere der vdi / Oc ieg vil formere oc icke forminske dem. Oc ieg vil oprette en euig Pact met dem / At ieg vil vere deris Gud / oc de mit Folck. Oc ieg vil icke mere fordriffue mit Folck Jsrael aff det Land / som ieg haffner giffuit dem.
ALmectige HERRE / du Jsraels Gud / Jeg rober til dig i denne store angest oc nød / Hør oc ver naadig HERRE / Thi wi haffue syndet mod dig / Du regerer stedze oc altid. Men wi forgaa stedze. Almectige HERRE / du Jsraels Gud / hør nu Jsraels bøn / som side i Dødzens strube / oc de Børns bøn / som haffue syndet mod dig / oc icke lyd HERRENS deris Gudz røst / Der faare haffuer oc Straffen stedze veret bag effter oss.
Tenck icke paa vore Fedris misgerning / Men tenck nu paa din Haand oc paa dit Naffn / Thi du HERRE est io vor Gud / Saa ville wi loffue dig HERRE / Thi at der faare haffuer du giffuit din fryct i vore hierter / at wi skulde paakalde dit Naffn / oc loffue dig i vort fengsel. Thi at alle vore Fedris misgerninger / som haffue syndet faar dig / gaa oss til hierte / 813 | wi som nu ere i vort Fengsel / der som du haffuer bortstøt oss / til forsmedelse / til forbandelse oc verstyggelse / for alle vore Fedris misgernnger / som vigede fra HERREN deris Gud.
Hør Jsrael liffsens Bud / giff flitelige act der paa / oc beholt dem vel. Huorledis kommer det Jsrael / At du forsmecter i Hedningenis Land? At du est vdi it Fremmet Land? At du besmitter dig iblant de Døde? At du est regnet iblant dem / som fare til Helffuede? Det er Sagen / At du haffuer forladet Vishedens Kilde. Haffde du bleffuit paa Gudz vey / da haffde du vel stedze boet der vdi Fred.
Saa lær nu ret Visdom / paa det du kant forfare / hu den er som giffuer it longt Liff / godz / glæde oc fred. Huo veed / huor hun boer? Huo er kommen i hendis Herbere? Huor ere Hedningernis Førster / som regere offuer de vilde Diur paa Jorden? De som lege met Himmelens Fule? De som forsamle sølff oc Guld / Paa huilcke Mennisken sette deris tillid / oc kunde aldri bliffue mætte der aff (Thi de forhuerffue Pendinge / oc ere flitelige der til / oc det er dog altsammen forgeffuis) De ere vdslette oc fore ned til Helffuede / oc der ere andre komne i deris sted. Deris Effterkommere see io vel Liuset / oc bo i Jorderige / oc de ramme dog icke den vey / som mand finder Visdom / Thi de foracte hende / Der til haffue deris Børn oc faret vild.
J Canaan hører mand inted aff hende. Vdi Theman seer mand hende icke. Hagars børn randsage io vel effter den iorderiske Visdom. Disligest de Købmend aff Meran / oc de vdi Theman / som holde sig kloge / Men de ramme dog icke den vey / som mand finder Visdom.
O Jsrael huor herligt er HERRENS Huss / huor viid oc stor er hans Boligs Sted? Hand haffuer ingen ende / oc er offuermaade høy. Der vaare i fordom tid Kemper / store naffnkundige Folck / oc gode Stridzmend / De samme haffuer HERREN icke vdualt / oc ey heller obenbaret dem Beken delsens vey / Oc effterdi at de haffde icke visdom / da ere de ødelagde i deris Daarlighed.
Huo er faren til Himmelen / oc haffuer hent hende / oc ført hende hid ned aff Skyerne? Huo haffuer seylet offuer Haffuet / oc fundet hende / oc ført hende hid for kaasteligt Guld? Summa / Der er ingen som veed veyen / der som mand finder Visdom.
Men den som veed alle ting / kender hende / oc hand haffuer fundet hende ved sit forstand. Den som beredde Jorderige aff euig tid / oc opfylder det met allehonde Diur. Den som lader Liuset opgaa / oc naar hand kalder det igen / da skal det vere lydigt. Stiernerne liuse i deris Skick met glede / oc naar hand kalder dem frem / da suare de / Her ere wi / oc liuse met glede / for hans skyld som dem haffuer skabt. Det er vor Gud / oc der kand ingen lignis ved hannem / Hand haffuer fundet Visdom / oc hand haffuer giffuit Jacob sin Tienere hende / oc Jsrael sin Elskelige. Der effter er hun obenbaret paa Jorden / oc bode hoss Folcket.
Denne Visdom er bogen om Gudz bud / oc om den Low som er euig. Alle de hende holde / skulle leffue / Men de hende offuertrede / skulle dø. Vent dig der til igen Jsrael / oc anamme hende / vandre effter saadant it Liuss / som liuser faar dig. Offuergiff icke en anden din ære / oc it fremmet Folck dit Liggendefæ. O salige ere wi Jsrael / Thi Gud haffuer obenbaret oss sin vilie.
VEr trøstig mit Folck / du Jsraels priss / J ere Hedningene solde icke til forderffuelse / Men der faare / at i fortørnede Gud / ere i giffne vnder eders Fiender. Thi at den som eder skabte / gremde i / vdi det / at i icke offrede til Gud / men til Dieffle.
J forglemde den euige Gud / som eder skabte / oc i bedrøffuede Jerusalem / som opfødde eder. Thi hun haffuer seet Gudz vrede / som skulde komme offuer eder / oc sagde / Hører til i Sions indbyggere / Gud haffuer tilskicket mig stor sorg / Thi ieg haffuer seet mine Sønners oc Døtters Fengsel / huilcket den Euige førde offuer dem. Jeg opfødde dem met glæde / Men met graad oc hierte sorg / haffuer ieg seet dem føris bort.
Jngen glæde sig offuer mig / at ieg er en Encke / oc forladen aff mange / Jeg er giort øde / for mine Børns synder skyld. Thi de vigede fra Gudz Low / oc kende icke hans Ræt / De leffde icke effter Gudz befalning / oc hulde icke hans Bud.
Kommer hid i Sions indbydgere / oc forkynder mine Sønner oc Døtter Fengselet / som den Euige haffuer ført offuer dem. Thi hand haffuer ført offuer dem it Folck longt fra / it gruseligt Folck / oc it wbekent Tungemaal / De som icke bluis for de Gamle / oc ey heller forbarme sig offuer Børn.
De samme haffue ført bort Enckernis kære (Sønner) oc røffuit de Enlige deris Døtter fra. Men huorledis kand ieg hielpe eder? Thi at den som haffuer ført denne wlycke offuer eder / hand skal frelse eder aff eders Fienders Haand. Drager bort i kære Børn / drager bort / Men 814 | ieg er forladen Enlig. Jeg haffuer ført mig aff mine glædskaffs kleder / oc taget sørge kleder paa / Jeg vil robe til den Euige stedze oc altid.
Verer trøstige børn / rober til Gud / saa skal hand frelse eder fra eders Fienders vold oc haand / Thi ieg haabis alle rede / at den Euige skal hielpe eder. Oc ieg skal haffue glæde aff den Hellige / for den Barmhertighed skyld / som eder skal snarlige vederfaris aff vor euige Frelsere. Jeg loed eder drage bort met sorg oc graad / Men Gud skal giffue mig eder igen met glæde oc fryd euindelige / Oc lige som Sions indbyggere haffue nu seet eders Fengzel / Saa skulle de oc snarlige see / den Hielp aff eders Gud / som skal komme offuer eder met stor Herlighed oc euig Trøst.
J børn / lider taalmodelige / den vrede som kommer offuer eder aff Gud. Thi at din Fiende forfulde dig / Oc du skalt snarlige see hans forderffuelse / oc du skalt traade paa deris halse. Mine sperlemmede (Børn) maatte gaa paa skarpe veye / De ere bortførde / lige som en Hiord / der er røffuit aff Fiender.
Verer trøstige i Børn / oc rober til Gud / Thi at den som loed føre eder bort / hand skal icke forglemme eder. Thi at lige som i vaare redebone / at vige fra Gud / Saa omuender eder nu / oc befliter eder thi gonge mere / at søge HERREN. Thi at den som loed denne straff gaa offuer eder / hand skal hielpe eder / oc glæde eder euindelige.
Jerusalem ver trøstig / Thi at den skal trøste dig / som du est kaldet effter. De skulle vere Wsalige som haffue giort dig ont / oc vaare glade offuer dit Falt. De Stæder skulle vere wsalige / som dine Børn haffue tient / Oc wsalig skal den vere / som holder dine Børn fangne. Thi at lige som hun frydede sig offuer dit Fald / oc vaar glad aff din forderffuelse / lige saa skal hun vere bedrøffuet / naar hun bliffuer ødelagd. Oc ieg vil bortage hendis mact / paa huilcken hun tradzer / oc omuende hendis Priss til Klagemaal. Thi at der skal komme en Jld offuer hende / aff den Euige i mange dage / oc Dieffle skulle haffue deris Bolig i hende long tid.
SEe omkring Jerusalem mod Østen / oc skue den trøst som kommer til dig aff Gud. See dine Børn som ere førde bort / komme / Ja de komme / forsamlede baade aff Østen oc aff Vesten / formedelst den Helligis ord / oc prise Gudz ære. Jerusalem før dig aff dine Sørge kleder / oc før dig i den herlige Prydelse aff Gud euindelige. Før dig i Gudz retferdigheds Kiortel / oc sæt den Euigis herligheds Krune paa dit Hoffuit / Gud skal obenbare din herlighed vnder den gantske Himmel / Thi dit Naffn skal kaldis aff Gud euindelige / Fred / Retferdighed / priss oc Gudelighed.
Gør dig rede Jerusalem / oc traad op paa det Høye / oc see omkring mod Østen / oc skue dine Børn / som ere forsamlede / baade aff Vesten oc aff Østen / formedelst den Helligis Ord / oc glæde sig / at Gud haffuer tenckt paa dem igen. De ere bortførde fra dig til fodz / formedelst Fiendene / Men Gud skal føre dem til dig / ophøyede met ære / lige som Rigens Børn.
Thi Gud vil fornedre alle høye Bierge / oc opfylde de lange Bredde oc Dale lige met Landet / Paa det at Jsrael skal vandre tryggelige oc prise Gud. Men Skowene oc alle velluctende Træ / skulle giffue Jsrael skugge / aff Gudz befalning. Thi Gud skal føre Jsrael hid igen met glæde / ved sin herlige Trøst / met barmhertighed oc sin Retferdighed.
DEtte er en vdscrifft aff den Epistel / som Jeremias sende til dem der skulde føris fangne bort til Babylon / aff Kongen i Babylon / J huilcket hand kundgiorde / det som Gud haffde befalet hannem.
For eders Synder skyld / som i haffue giort mod Gud / skulle i bliffue førde fangne bort til Babylon / aff Nabugodonosor Kongen aff Babylon. Oc i skulle bliffue i Babylon long tid / som er / halffierdesinds tiue aar / Der effter vil ieg føre eder der fra hid vd igen met fred
Men dissimellem skulle i see vdi Babylon / at mand skal bære paa skuldre Affguder / aff Sølff / Guld / oc træ / For huilcke Hedningene frycte. Der faare da seer eder faare / at i gøre icke saadant effter dem / oc at i icke bliffue lige som Hedningene. Oc naar i see det Folck / som gaar faare oc bag / bede til Affguder / Da siger i eders hierte / HERRE / Dig skal mand tilbede / Thi min Engel skal vere hoss eder / oc ieg vil heffne eders Siele.
815 | Deris Tunge er deylige giort aff Mesteren / oc de ere prydede met Guld oc Sølff / oc haffue smucke beskaarne Tunger / Men det ere icke rette Tunger / oc de kunde icke tale. De pryde dem met Guld / lige som en Pige til Dantz / oc sette Kruner paa dem. Oc Presterne stiele guld oc sølff fra Affguderne / oc forkomme det met Skøger i Skøgehuss. Oc de pryde Affguderne / som ere aff Sølff / Guld oc træ met klæder / lige som de vaare Menniske. Men de kunde icke foruare sig selff for Rust oc Møl / Oc naar mand faar dem it Purpur klæde paa / da maa mand stryge støffuen aff dem / som ligger paa dem.
Oc hand holder en Spier i haanden / lige som en Konge / oc kand dog ingen straffe / som gør hannem ont. Hand haffuer oc it Suerd oc en Øxe i haanden / Men hand kand icke fri sig for Tyffue oc Røffuere. Der paa seer mand vel / at de ere icke Guder. Der faare frycter dem icke.
Lige som it Kar / der it Menniske bruger / er wnytteligt naar det er sønder brudet / Lige saa ere deris Affguder. Naar mand setter dem i deris Huss / da bliffue de fulde aff støff / aff deris føder / som gaa der ind / Presterne foruare Affgudernis Tempel met Dørre / laase oc stenger / at de skulle icke stielis bort aff Røffuere. Lige som naar mand legger en fange oc foruarer hannem / der haffuer forbrudet sig mod Kongen / oc er dømt til Døde.
De tende meget flere Lamper op faar dem / end de tende op faar dem selff / Oc de see dog inted.
De ere lige som Bielcke i Huset / Oc de Orme som krybe paa Jorden / æde deris Hierte oc deris Klæder / oc de føle det dog icke.
De ere sorte vnder deris ansict aff røgen i Huset / Oc Natugler / Sualer oc andre Fule / sette sig paa deris hoffuit / lige saa gøre oc Katte. Der paa kunde i io mercke / at de ere icke Guder / Der faare frycter dem icke.
Det Guld som mand henger omkring dem / at pryde dem met / skin icke / naar mand feyer icke rusten aff. Der mand støbte dem / da følde de det icke / Mand haffuer giort dem aff allehonde kaastelige materie / Oc der er dog icke Liff vdi. Effterdi at de kunde icke gaa / da skal mand bære dem paa axlerne / Der paa kunde Folckene see / at de ere skendelige Guder.
De mue oc skamme sig for deris skyld / som dem ære / Fordi / at de kunde huercken staa selff op / der som de falde til iorden / Ey heller røre sig / der som mand opreyss dem oc setter dem bort / Ey heller reyse sig op / der som mand helder dem ned. Oc lige som mand setter Offer faar de Døde / Saa setter mand det oc faar dem. Men deris Prester fortære det / som dem giffuis / Disligest ocsaa deris Hustruer braske der aff / oc giffue huercken den Fattige oc ey den Siuge noget der aff. Wrene Quinder / oc de som ere hiemme effter børnefødzel røre ved deris Offer. Paa huilcket i kunde io mercke / at de ere icke Guder / Der faare frycter dem icke.
Oc huor aff skulle de kaldis Guder? Thi at Quinderne rycte de Affguder aff Sølff / guld oc træ. Oc Presterne side i deris Tempel / met viede Korkaaber / affrage Skegget / oc haffue Plette / side der Barhoffuede / hyle oc skrige faar deris Affguder / som mand pleyer i de Dødis Begengelse / Presterne stiele deris klæder fra dem / oc klæde deris Hustruer oc børn der met.
Mand gøre dem ont oc gaat / saa kunde de dog icke betale det. De kunde huercken indsette en Konge / oc ey heller sette hannem aff. De kunde huercken giffue Pendinge oc ey godz. Loffuer nogen dem noget / oc holder det icke / Da kreffue de det icke. De kunde icke frelse it Menniske fra Døden / oc ey heller hielpe den Skrøbelige mod den Stercke.
De kunde icke gøre nogen Blind seendis. De kunde icke hielpe noget Menniske i nød. De forbarme sig icke offuer Encken / oc hielpe icke de Faderløse. Thi de ere aff træ / prydede met Guld oc sølff / lige som Stene / der mand hugger aff Bierg / Der faare skulle de bliffue beskemmede / som dem ære.
Huorledis skal mand da holde dem for Guder / eller kalde dem saa? effterdi at de Chaldeer oc icke holde stort aff dem. Thi at naar de see en Dumme / som icke kand tale / da lede de hannem til Bel / oc sige / at den Dumme skal paakalde hannem / lige som hand forstode det / Oc alligeuel at de vide / at der er inted Liff i dem / saa løbe de dog effter dem. Men Quinderne side faar Kircken omgiordede met liner / oc bære det Offuergemde til Offer. Oc naar som nogen gaar der frem / oc tager en bort aff dem / oc soffuer hoss hende / Da roser hun sig mod de andre / at den anden vaar icke verdig der til / som hun / at hendis Belte skulde opløsis. alt det som skeer aff dem / er idel bedrageri / Huorledis skal mand da holde dem for Guder / eller kalde dem saa?
De ere giorde aff Konstermend oc Guldsmeder / oc huad som Konstermendene ville / det skal bliffue der aff / oc inted andet. Oc de som haffue giort dem / kunde icke lenge leffue / Huorledis skulde da det vere Guder / som ere giorde aff dem? Der faare giffue de ekon Effterkommerne forargelse oc aarsage til skendeligt Affguderi. Thi at naar som der kommer Krig eller anden Wlycke offuer dem / da raadsla Presterne iblant huer andre / huor de ville skiule sig til sam 816 |men met Affguderne. Der faare kand mand vel mercke / at de ere icke Guder / effterdi at de kunde icke beskerme sig selff huercken for Krig eller anden wlycke / Thi at de ere dog ekon Affguder aff træ / som ere forgylte oc beslagne met Sølff.
Der faare kand mand vel nu fremdelis kende / at det er bedrageri / som er obenbare faar alle Hedninger oc Konger / oc icke Guder / Men at de ere giorde aff Menniskens hender / oc der er ingen Guddom i dem. Der faare kand vel huer mand mercke / at de ere icke Guder. Thi at de opuecke ingen Konge i Landet / De giffue Mennisken icke regn / oc de tage sig inted Regemente oc ey heller straff til / Saa lidet som Fulene / der flue hid oc did i Lucten.
Naar Affgudernis Huss / som ere aff træ forgylte oc beslagne met Sølff / optendis aff ild / Da løbe Presterne der fra / oc foruare dem for skade / Men de brende op som andre Bielcker. De kunde huercken emod staa Konger eller noget Stridzfolck / Huorledis skal mand da holde dem for Guder / eller kalde dem saa?
De Affguder aff træ / sølffslagne oc forgylte kunde icke beskerme sig for Tyffue oc Røffuere / Thi at de ere dem for stercke / at de røffue och afføre dem / tage deris Guld / Sølff / oc klæder bort / oc komme der fra / Saa kunde de icke hielpe sig selff. Der faare er det meget bedre at vere en Konge / som kand beuise sin Mact / Eller at vere it nytteligt Hussraad / som er nytteligt i Huset / Eller en Dør / som foruarer Huset / eller en Støtte aff Træ vdi en Kongelig Sal / end saadan en amectig Affgud.
Solen / Maanen oc Stierner skinne / oc ere lydige / lige som Gud befaler dem / Disligest liuser Liunet / at mand seer det / Været blæss i alle Land / Oc Skyerne ferdis gennem den gantske Verden / oc gøre det som Gud befaler dem. Lige saa den Jld her offuen ned / slar Bierge oc Skowe / oc gør det som hannem er budet. Men Affguder kunde huercken røre sig eller gøre noget. Der faare skal mand icke holde dem for Guder / eller kalde dem saa / Thi at de kunde huercken straffe eller hielpe.
Effterdi at i da vide / at de ere icke Guder / Da frycter eder icke for dem / Thi at de kunde huercken forbande oc ey velsigne Konger. De kunde oc icke giffue Hedningene noget Tegen paa Himmelen. De kunde icke gøre det liust / som Solen / ey heller giffue noget skin / som Maanen. De wfornumstige Diur ere bedre end de / de kunde dog fly i en Hule / oc foruare sig.
Der faare er det obenbare i alle maade / at de ere icke Guder. Thi at lige som en Fule redzel vdi en Haffue kand inted foruare / Saa ere oc deris Affguder aff træ / forgylte oc sølffslagne / wnyttelige. Oc lige som en Busk er vdi en Haffue / paa huilcken allehonde Fule gøre deris rede / eller lige som den Døde ligger i Graffuen / Saa ere deris Affguder / som ere aff træ / forgylte oc Sølffslagne. ¶ Mand kand oc der paa mercke / at de ere icke Guder / Thi at det Skarlagen / som de haffue paa / ædis op aff Møl / oc de selff der til met paa det siste / saa at huer mand bespaatter dem. Vel det Menniske som er Retferdig / oc haffuer ingen Affguder / Den skal icke bliffue beskemmet.
Ende paa Baruchs Bog.