© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
VJ Jøder eders Brødre / som ere i Jerusalem / oc i alt Jødeland / ynske eder Jøder / vore Brødre / som ere i Egypten / Lycke oc Salighed.
Gud velsigne eder / oc tencke paa sin Pact / som hand tilsagde Abraham / Jsaac och Jacob sine tro Tienere. Oc hand giffue eder it retsindigt hierte / At i kunde bliffue faste oc bestandige i hans Low / oc hand vnde eder / at i kunde vere flitige i hans Bud / oc hand trøste eder / Hand høre eders Bøn / oc vere eder naadig / oc forlade eder icke i nød. Saa bede wi stedze for eder.
Wi screffue eder til i vor største nød / Der Jason oc hans Tilhengere / affalt fra det hellige Land / oc fra Kongeriget / oc opbrende vore Porte / oc vdstyrte det wskyldige blod. Da bade wi / oc HERREN bønhørde oss / oc wi offrede hannem Huede mel / oc optende Lamperne / oc lagde Skue brød op / Oc wi begære / at i nu ville holde Kirckeuielse met oss / i den maanet Casleu. Giffuit i det hundrede oc ni oc trysinds tiuende aar / vdi Kong Demetrij tid.
Wi vdi Jerusalem oc i det gantske Judea / oc de Eldste / oc Johannes / Ynske Aristobulo Kong Ptolomei Skolemestere / som er aff Presterlig slect / oc de andre Jøder som ere i Egypten / Lycke oc Salighed.
Wi tacke Gud tilbørlige / At hand haffuer frelst oss aff saa stor nød / der wiskulde verie oss emod saa mectigen Konge. Thi at Gud haffuer fordreffuit vore Fiender aff den hellige Stad / bort indtil Persien / der bleff kongen myrt met sin woffueruindelige hær i Nane Tempel / aff Nane Presters listighed. Thi at der Antiochus kom der hen / met sine Venner / til den Gudinde Dianam / lige som hand vilde taget hende til Hustru / oc tage alle Pendinge aff Tem plen til Brudskat / Oc der Nane Prester bare dem frem / oc hand vaar gongen met nogle i Capellen / da lucte de Kircken til effter hannem / oc sloge hannem oc alle dem som met hannem vaare / ihiel met sten / Der effter hugge de dem i stycker / oc kaste dem vd. Gud haffue altid loff / at hand haffuer saa dømt de Wgudelige bort.
Effterdi wi da acte / at holde Templens renselse den femte oc tiuende dag i den maanet Casleu / da vilde wi giffue eder det til kende / At i skulle ocsaa holde den samme Høytid met oss. Lige som mand holder den dag / paa huilcken Nehemias fant Jlden / der hand bygde Templen oc Alteret / oc offrede igen.
Thi at der vore Fedre bleffue førde bort til Persien / da skiulte Presterne oc beuarede Jlden aff Alteret vdi en dyb tør hule / saa at igen fick det at vide. Der Nehemias bleff nu nogle aar der effter / sent hiem aff Kongen / effter Gudz vilie / da tilskickede hand de samme Presters Effterkommere / som haffde skiult Jlden / at de skulde opsøge hannem. Men som de haffue vnderuist oss / da funde de icke Jld / mend it tyckt Vand / Det samme bad hand dem øse op oc bære frem. Der det vaar nu altsammen beskicket til Offeret / da befalede Nehemias / At de skulde vdgyde vandet offuer veden oc offeret / som laa paa veden. Der de haffde det giort / oc Solen vaar kom men vel op / och skyerne vaare borte / da tende sig en stor Jld op / Der paa forundrede de sig alle. Da begynte Presterne oc Folcket at bede / indtil Offeretvaar opbrent. Oc Jonathas sang faare / Men de andre sagde det effter hannem met Nehe mia.
Oc denne vaar Nehemie bøn / HERRE vor Gud / du som skabte alle ting / oc est forferdelig / sterck oc retferdig / oc barmhertig / oc alene den rette Konge oc Saluede / Du som giffuer alene alle Gaffuer / du som est alene retferdig / almectig oc euig / Du som frelser Jsrael aff alt ont / Du som vdualde vore Fedre oc helligede dem / anamme dette Offer for alt Jsraels folck / och beuare oc hellige din Arff. Før oss tilsammen igen som ere atspridde / Frelss dem / som nødis til at tiene Hedninge / oc see til oss foractede / til huilcke huer Mand haffuer verstyggelse / At hedningene dog skulle befinde / at du est vor Gud. Straffe dem som oss vndertrycke / oc tillegge oss alle skendzel met stor tradzen / Plante dit Folck igen paa din hellige Sted / lige som Mose haffuer sagt.
Der effter sunge Presterne Loffsange der til / indtil Offeret bleff fortæret. Der effter befalede Nehemias at vdstyrte vandet som igen vaar paa de store stene / Der gick oc en lue op / Men 843 | hand bleff fortæret aff Jldens lue paa Alteret. Dette bleff strax obenbare / oc kom for Kongen aff Persen / Huorledis mand haffde fundet Vand / paa den sted / som mand haffde skiult Jlden / oc det samme haffde optent Offeret. Da forsøcte Kongen det ocsaa / oc hand loed fraskille oc fredtage den Sted / oc gaff mange pendinge der til. Oc Nehemie Staalbroder kallede den sted Nechpar / Paa Danske / Renselse / Nogle kalde hannem oc Nepthar.
MAnd finder oc i Scrifften / at Jeremias Prophete befalede dem / som vaare bortførde / At de skulde tage ilden met dem / som tilforn er til kende giffuit / oc fick dem Louen met / oc befalede / at de skulde io icke forglemme HERRENS Bud / oc icke lade sig forføre / naar de finge de Affguder at see som vaare aff Guld oc sølff / oc deris prydelse. Oc hand befalede dem meget mere saadant / at de skulde icke lade Louen komme aff deris hierte. Saa stod det oc i den samme Scrifft / At Propheten bød dem effter Guddommelig befalning / At de skulde tage Vidnisbyrdens Tabernackel oc Arcken met sig.
Der de nu komme til Bierget / paa huilcket Mose haffde veret / oc seet HERRENS Arffue land / da fant Jeremias en Hule / det vdi skiulte hand Tabernakelet oc Arcken / oc Røgofferens Altere / oc tillucte Hullet. Men nogle aff dem som oc ginge met / vilde mercke oc tegne Hullet / Men de kunde icke finde det. Der Jeremias det fornam / da straffede hand dem / och sagde / Denne sted skal inted Menniske finde eller vide / Før end HERREN fører sit Folck tilsammen igen / oc bliffuer dem naadig / da skal HERREN vel obenbaris dem. Oc mand skal da see HERRENS Herlighed vdi en Sky / lige som hand obenbaredis i Mose tid / oc som Salomon bad / at hand skulde hellige den Sted.
Oc Jeremias fortalde dem ocsaa / huorledis Salomon offrede / der Kircken bleff vied oc Tempelen ferdig. Oc huorledis Mose bad HERREN / oc ilden aff Himmelen fortærede Offeret. Lige saa bad Salomon / oc Jlden forteræde ocsaa Brendofferet. Och lige som Mose sagde / at hans offer bleff fortæret aff ilden / oc icke ædet / lige saa offrede oc Salomon i otte dage
Dette finder mand altsammen i den Scrifft / som vaar screffuen i Nehemie tid. Och lige som hand lete tilsammen igen Kongernis / Propheternis / och Dauids bøger / oc Kongernis breff om Offer / oc skickede it Liberi. Saa giorde oc Judas / oc huilcke Bøger / som vaare bortkomne / den tid der vaar Krig i landet / dem lete hand tilsammen igen. Oc wi haffue dem her / ville i nu lese dem / da lader hente dem hoss oss.
Effterdi wi ville nu holde saadan Høytid / da vilde wi scriffue eder til der om / Thi det er tilbørligt / at i den ocsaa holde. Oc wi haabis til Gud / at HERREN / som hielper sit Folck / oc giffuer oss arffuen igen / som er / Riget oc Prestedommet / som hand haffuer tilsagd i Louen / hand skal snart forbarme sig offuer oss / oc føre oss tilsammen igen / aff den vie Verden / til den Hellige Sted / lige som hand haffuer allerede frelst oss aff stor wlycke / oc renset Steden.
Men de Historier om Juda den Maccabeer oc hans brødre / oc om den ypperste Prestis renselse / oc huorledis mand haffuer vied Alteret / och om den Strid mod Antiochum den Edele / oc hans søn Eupator / oc om de Tegen aff Himmelen / som ere dem obenbarede der mandelige beskermede Jødedommet / at i saa liden en Hob / røffuede det gantske Land / oc sloge en stor hob Hedninge paa fluct / oc skyndede eder effter dem / oc fremdelis om Tempelen / huorledis mand bygde den igen / huorledis mand veed allerede der om alleuegne / och at Staden fick sin frihed igen / at alle andre louer skulle vere afflagde / oc alene HERRENS skal holdis / huilcken som vil oss nu vel oc er naadig / Dette och andet mere / som Jason optegnede i fem Bøger / tencke wi at drage her tilsammen paa det steckiste.
Thi at wi see / huorledis tallet er iblant i huert andet / At det vil bliffue suart/ At befatte Historien rettelige / effterdi hun ligger saa vdi en hob. Der faare ville wi gøre det saa / at mand skal det gerne læse / oc letteligere kunde beholde det / och at det kand bliffue huer mand nytteligt. Oc sandelige / wi mercke / at det vil bliffue oss lige saa suart / at wi haffue taget oss den wmage til / Thi der hører meget arbeyde oc stor flitighed til. Lige som det kand icke ske vden arbeyde / at nogen vil berede it Gestebud oc fare vel met Gesterne. Dog ville wi det icke acte / oc gerne tage oss denne wmage til / at wi kunde tiene andre der met.
Wi ville inted foruende / aff Historien i sig selff / men lade hende bliffue / lige som hun før vaar bescreffuen / vden at wi ville drage hende kortere tilsammen. Och lige som en Tømmermand / naar hand bygger huss / hand tencker icke lenger / end hand kand det saa gøre at det kand haffue bestand / Men huorledis mand skal det male oc pryde / der lader hand en anden sørge faare / Lige saa ville wi och gøre / Och lade den / som først screff Historien / sørge der faare / 844 | huorledis hand haffuer talet alting / oc arbeydet alle stycker til ende met flid / Oc wi ville icke mere gøre end befatte Summen paa det kortiste. Oc wi wille nu begynde Historien / oc haffue saa sagd dette til en indgong / At Fortalen skal icke bliffue større / end den gantske Historia.
DEr mand bode nu i god Fred igen vdi Jerusalem / oc Lowen haffde deylig fremgong / effterdi at den ypperste Prest Onias vaar saa from / oc tog saa fli telige vare der paa / Da bleffue oc Kongerne opuacte / til at ære Staden / oc de skickede herlige Gaffuer til Templen / Saa at Seleucus Kongen aff Asia loed skicke aff sine Fogedi / al Kaasten / som mand behøffuede til Offeret.
Nu vaar paa den tid en foget i Templen / som hed Simon en Beniamiter / hand vaar den ypperste Prestis Fiende / fordi at hand vilde icke stede hannem sin fortredelighed i Staden. Men effterdi at Onias vaar hannem for mectig / da drog hand til Apollonium / Thrasei søn / Høffuitzmand i nedre Syria oc Phenice / oc sagde hannem / Huorledis Gudz kiste i Jerusalem vaar offuermaade rig paa pendinge / oc at der vaar suarlige meget offuer / som mand icke behøffuede til offeret / oc at Kongen maatte vel tage det til sig. Der nu Apollonius kom til Kongen / gaff hand hannem til kende / det som Simon haffde sagt hannem om Pendingene. Da skickede Kongen sin Kammersuend Heliodorum bort / oc gaff hannem befalning / at hand skulde hente samme Pendinge. Hand giorde sig strax rede / oc loed / som hand skulde optage Rente i nedre Syria oc Phenice / Men hans mening vaar / at hand vilde vdrette Kongens befalning.
Der Heliodorus nu kom til Jerusalem / oc den ypperste Prest haffde vndfanget hannem venlige / da sagde hand hannem / huad hans Herre haffde befalet hannem / oc huor faare hand vaar der / oc spurde / om det saa vaar / eller icke? Da suarede den ypperste Prest hannem / En del er indlagd hoss oss / at wi skulle trolige gemme / som hører Encker oc Faderløse børn til / Det andet hører Tobias Hircani til / huilcken der vaar en drabelig Mand. Oc det er ingenlunde saa / som den Forredere Simon sagde / Thi der er icke mere end fire hundrede Centener Sølff / oc thu hnndrede Centener Guld. Saa vaare det en stor fortredelighed / at mand skulde saa tage det bort / oc besuige dem deris fra / som betrode den hellige Tempel til det de haffde / huilcken der haffuer i al verden saa stor ære oc frihed.
Men Heliodorus stod fast paa Kongens befalning / At hand skulde tage det til sig / oc kom paa en forsagd dag i Templen / oc vilde besee det. Da begyntis der it stort iammer gennem den gantske Stad / Presterne laae i deris hellige prydelse faar Alteret / oc robte til Gud i Himmelen / som selff haffuer budet / at mand skal icke vere wtro met det hannem antuordis at gemme / At hand vilde beuare de Folck deris / som de haffde lagd bort paa den Sted trolige at gemme. Men den ypperste Prest holt sig saa iammerlige / at ingen kunde see paa hannem / vden stor medynck / Thi mand saa det paa hannem / at hand vaar i stor angest / effterdi hand vaar saa foruent i sit ansict / Thi hand vaar saa aldelis forferdet / at der beffuede alt det som paa hannem vaar / aff huilcket mand kunde lettelige mercke / huor ilde hand vaar til fredz. Oc Folckene løbe hid oc did tilsammen i husene / oc bade met huer andre / effterdi de saae / at Templen skulde komme i foractelse. Oc Quinderne toge Sæcke paa / løbe omkring paa gaderne / Oc Jomfruer / som ellers icke ginge iblant Folck / løbe vnder Portene oc paa muren / Nogle laae i Vinduene / oc opløffte deris hender til Himmelen / oc bade. Det vaar baade ynckeligt / at Folckene forferdedis saa iblant huer andre / at den ypperste Prest vaar saa bange.
Den stund de saa paakallede den almectigste Gnd / at hand vilde beuare deris Godz / som haffde lagd det der til gemme / Da tenckte Heliodorus at vdrette det som hand haffde i sinde. Oc som hand stod hoss Gudz Kiste / met Stridzmend / da giorde den almectige Gud it stort Tegen / At hand oc de som vaare omkring hannem / forferdede sig for Gudz Mact / oc fulde vdi en stor fryct oc redzel. Thi de saae en Hest / som vaar vel prydet / der paa sad en forferdelig Reysener / hand rende met al mact paa Heliodorum / oc støtte hannem met de tho fremmerste føder / Oc Reyseneren paa Hesten / haffde it helt gyldene Harnsk paa. De saae oc tho vnge Karle / som vaare stercke oc deylige / oc gantske vel klædde / De stode paa baade sider hoss Heliodorum / oc sloge frilige paa hannem / saa at hand aff skrøbelighed sanck ned til iorden / oc miste sin syn. Da toge de den / som vaar nylige ingongen i Skatkammeret / met stor Bram / oc met alle sine Stridzmend / oc bare hannem bort paa en Stoel / Oc hans mact halp hannem aldelis inted (At mand kunde obenbarlige mercke HERRENS Krafft) Oc hand laa saa paa det neste død / oc talede icke it ord. Men Jøderne prisede Gud / at hand haffde sa æret sit Tempel. Oc den Tempel som haffde tilforn veret fuld aff fryct oc redzel / bleff fuld aff glæde oc fryct / effter disse Tegen / som den almectigste Gud giorde.
845 | Men nogle aff Heliodori Venner / komme oc bade Oniam / at hand dog vilde bede HERREN / at hand vilde vnde Heliodoro Liffuit / som nu laa i det yderste aandefong. Men effterdi at den ypperste Prest besørgede / At Kongen skulde haffue Jøderne mistancke / at de skulde haffue giort Heliodoro noget / da offrede hand for hannem / at hand maatte bliffue helbrede. Oc den stund hand bad / da obenbenbaredis de tho vnge Karle igen / vdi deris klæder som de haffde før paa / oc sagde til Heliodorum / Tacke den ypperste Prest Onias flitelige / Thi at for hans skyld / haffuer HERREN giffuit dig Liffuit / Oc kundgør alleuegne HERRENS store Krafft / effterdi at du est hudstrugen ned aff Himmelen. Oc der de haffde det talet / da forsuunde de.
Men Heliodorus offrede til HERREN / oc loffuede hannem meget / at hand haffde giffuit hannem liffuit igen / oc tackede Onias. Oc hand reysde der effter til Kongen igen / oc sagde huer mand / huorledis hand haffde met sine øyen seet den høyste Gudz gerninger. Men der Kongen spurde hannem at / huem hand mente / at hand skulde sende til Jerusalem / som kunde vdrette noget. Da suarede Heliodorus hannem / Der som du haffuer en Fiende / eller nogen / som tencker at ville støde dig aff Riget / den skicke der bort / Naar som den samme bliffuer saa hugstrugen / som ieg / oc kommer der fra met Liffuet / da maat du vel anamme hannem igen / Thi Gud er krafftelige paa den sted / oc den som haffuer sin Bolig i Himmelen / seer der paa / oc frelser hannem / Oc hand straffer dem / som ville gøre hannem skade / oc slar dem ihiel. Dette er nock om Skatkammeret oc Hiliodoro.
MEn Simon som saa haffde forraad Skatkammeret / oc sit Federne Land / talede ilde paa Onia / huorledis hand haffde giort saadan wlycke / som vaar Heliodoro vederfaren / oc gaff hannem skyld / at hand tractede effter at bliffue Herre i Landet / alligeuel at hand giorde Staden alt gaat / oc vilde sit Folck det samme met troskaff / oc holt fast ved Gudz Bud. Der nu den had oc auind vaar saa stor / at Simons Tilhengere dræbte nogle der offuer / oc Onias saa / at der vilde komme meget ont aff saadan wsamdrectighed / effterdi at Apollonius Høffuitzmand i nedre Syria saa rasede / oc styrckede Simon i sin fortredelighed / Da giorde hand sig rede / at drage til Kongen / icke at klage paa sit Folck / men Land oc Folck til gode / Thi hand saa / at der som Kongen vilde inted gøre der til / da vaare det icke mueligt / at beholde lenge fred / eller at styre Simons fortrædelighed.
Men der Seleucus vaar død / oc Regementet kom til Antiochum den Edele / da stod Jason Onias broder effter det ypperste Preste embede / oc tilsagde Kongen / try hundrede oc trysinds tiue Centener sølff / der som hand kunde bestyre det saa / oc aff den anden indkomme / firesinds tiue Centener / Oc der offuer loffuede hand ocsaa at ville ellers forscriffue hannem hundrede oc halfftrediesinds tiue Centener / der som mand vilde tilstede hannem / at hand maatte tage Legehuss op / oc opuenne dem i Jerusalem effter Antiochi Skick.
Der Kongen det samtyckte / oc Jason fick Prestedømmet / da vande hand strax sit Folck til Heydenske Seder / oc de gode erlige Seder / som vaare skickede aff gamle Konger / afflagde hand ved Johannem Eupolemi Fader / som vaar bortskicket til Rom / at gøre it Forbund met de Romere / Oc hand nedlagde de gamle erlige Louer / oc paalagde andre werlige Skickelser. Hand bygde it Legehuss iblant Borgerne / oc skickede / at de sterckiste vnge Karle skulde øffue sig der vdi. Oc det Heydenske væsen fick saa offuerhaand / at Presterne actede icke mere Offeret oc ey heller Templen / Men de løbe til Legehuss / oc saae / huorledis mand slo Bold / oc brugede anden leeg / Oc de forlode saa deris Fedris Skick / oc hulde de Heydenske at vere kaastelige. De maatte det oc vel betale / Thi Gud skickede lige saadanne offuer dem / huilcke de vilde gøre saadan Leeg effter / at de skulde straffe dem / Thi at mand skal icke skemte met Gudz ord / det finder sig dog paa det siste.
Der mand nu holt den store Leeg i Tyro / oc Kongen vaar der selff hoss / da sende den Forredere Jason nogle Antiochener vd / lige som de haffde veret aff Jerusalem / at de skulde ocsaa see paa Legen / Oc hand sende met dem tre hundrede Drachmas / at mand skulde offre Herculi der aff. Men de / som det vaar befalet saae / at det kunde icke skicke sig / der faare vilde de icke bru= ge dem der til / men vende dem til noget andet / Thi bestillede de Skibs rustning der faare / alligeuel at hand haffde vdsent dem til Herculis Offer. Oc effter at Ptolomeus Philometor den vnge Konge i Egypten / haffde vdscreffuit sin første Herre dag / Da skickede Antiochus Apollonium Mneistei søn / til den samme Herre dag i Egypten. Men der hand fornam / at mand vilde icke haffue hannem til en Formyndere / da drog hand til bage igen / oc tenckte / huorledis hand kunde beholde sit Rige met Fred. Oc hand kom til Joppen / oc der 846 | fra til Jerusalem / oc hand bleff herlige vndfangen aff Jason och den gantske Stad / oc indlede met Bluss oc stor Stat / der effter reysde hand til Phenicen igen.
Men try aar der effter skickede Jason Menelaum / forneffnde Simonis broder bort / at hand skulde føre Kongen pendinge / oc paaminde hannem om nogle nyttelige Sager. Oc der hand kom i naade hoss Kongen / da smigrede hand faar hannem / oc vende det ypperste Prestedømme til sig / oc gaff Kongen try hundrede Centener sølff mere end Jason. Oc kom saa til Jerusalem igen met Kongens befalning / oc hand handlede icke som en ypperste Prest / men som en rasende Tyran / oc som it gruseligt vilt Diur.
Saa bleff Jason / som vdstøtte sin Broder fra sit Embede / vdstøt der fra igen ved en an den / oc nøddis til at fly bort i de Amoriters land / oc Menelans beholt Regementet. Men der hand kunde icke komme de Pendinge aff sted / som hand haffde tilsagd Kongen / der Sostratus Høffuitzmand paa Slaattet / kraffde dem aff hannem / som kongen haffde befalet hannem da loed Kongen kalde dem baade faar sig / oc affsette Menelaum / oc skickede hans broder Ly simachum i hans sted / oc hand sette Sostratum til Befalnings mand i Cypern.
Der det vaar nu saa bestillet / da begynte de Tharser och Malloter it Oprør / fordi / at Kongen haffde giffuit dem sine Tectequinder. Da giorde Kongen sig hastelige rede / at hand kunde stille det Oprør / oc loed den Første Andronicum bliffue effter sig til en Statholdere. Der Menelaus det fornam / tenckte hand / at hand haffde leylighed til / at hand kunde komme til sin gamle Stat igen / oc hand stal nogle gyldene Klenodie aff Templen / oc skenckte Andronico dem / oc hand solde nogle i Syro / oc vdi andre omliggende Stæder.
Der Onias det fornam / gaff hand sig til en fri sted i Daphne / som ligger faar Antiochia / oc straffede hannem / Men Menelaus kom alene til Andronicum / och formanede hannem / at hand skulde gribe Oniam. Det giorde hand / oc gick til hannem / oc tog hannem listelige met ord / oc gaff hannem sin haand oc sin Eed / der paa / at hand kom til hannem aff Friheden / Thi hand viste / at Onias forsaa sig gaat til hannem / Och der hand haffde saa taget hannem met ord / stack hand hannem ihiel mod al Ræt. Det giorde icke aleniste Jøderne ont / men det fortrød oc mange aff Hedningene / at hand haffde saa dræbet den fromme Mand.
Der Kongen haffde nu vdret alle sager i Cilicia / oc reysde hiem igen / da løbe Jøderne til hannem i alle Steder / oc mange Hedninge ocsaa / och klagede faar hannem / at Onias vaar myrt vden skyld. Oc Antiochus bekumrede sig hiertelige der faare / och ynckedis der offuer / at den fromme erlige Mand vaar saa iammerlige omkommen. Oc hand bleff suarlige vred paa Andronicum oc loed føre hannem aff det Purpur klæde / oc aff den anden Prydelse / oc føre hannem saa om kring i den gantske Stad / oc paa det siste affliffue paa den Sted / som hand haffde ihielstunget Oniam. Saa straffede Gud hannem igen effter sin fortieniste.
Men der Lysimachus / haffde staalet meget aff Tempelen / effter sin broders Menelai raad / oc det rycte vaar kommet iblant Folcket / da forsamlede Menigheden sig mod Lysimachum / der nu allerede mange aff de gyldene Klenodie vaare borte. Der Menigheden vaar nu forsamlet / oc meget vred / da rustede Lysimachus try tusinde Mend / oc vilde beskerme sig met mact / oc hand sette en gammel listig Høffuitzmand offuer dem. Der Burgerne det saae / da toge nogle stene / nogle stercke stenger / nogle kaste aske vnder øyene paa dem / at der bleffue saa mange aff dem saare / oc nogle aldelis nedslagne til iorden / oc de andre løbe alle bort / Saa grebe de den Kircke røffuere hoss Skatkammeret.
Der effter toge de hannem frem met Retten / oc effterdi at Kongen vaar kommen til Tyro / da førde tre aff dem / som vaare vdsende aff Raadet / den handel faar hannem / at hand skulde sige Dom der paa. Men der Menelaus bleff offueruunden / da loffuede hand Ptolemeo mange pendinge / der som hand kunde bede hannem løss hoss Kongen. Da gick Ptolemeus alene til kongen i hans Sal / som hand kølede sig vdi / oc tog Kongen met ord / At hand loed Menelaum løss / som vaar it ophoff til al wlycke / oc dømde de fattige Folck til døde / huilcke dog haffde oc bleffuet befundne oc kende wskyldige hoss Taterne. Saa bleffue de drebte wskyldelige som haffde paa det troligste handlet folckenis och Tempelens sag. Det giorde nogle aff dem i Tyro ont / och de lode dem erlige begraffue. Men Menelaus bleff ved sit Embede met nogle Veldigis hielp i Gaarden / som haffde nytte aff hannem / och hand bleff io lenger io verre / och lagde Burgerne al wlycke paa.
PAa den samme tid / drog Antiochus anden gong til Egypten. Och mand saa i den gantske Stad / fyretiue dage effter huer andre vdi lucten / Reysener i gyldene Harnsk / met lange spiud vdi it Slag aarden / Oc mand saa / huorledisde drabede met huer andre / oc verede sig met skiold oc spiud / oc huorledis de droge suer 847 |dene / oc skøde paa huer andre / oc huorledis de gyldene Vaaben blinckede / oc huorledis de haffde atskillige Harnsk. Da bad huer mand / at det io icke skulde betyde noget ont.
Men der kom it løgnactig røcte vd / huorledis Antiochus skulde vere død. Da tog Jason ved tusinde Mend til sig / oc offuerfalt Staden wforuarendis. Oc der hand opstigede paa Muren met sine Mend / oc indtog Staden / da flyde Menelaus op paa Slaattet. Men Jason myrde sine Burgere ynckelige / oc tenckte icke / at det vaar hans egen store wlycke / at hand haffde saadan lycke mod sine Venner / Men hand loed sig tycke / at hand vant Seyer aff sine Fiender / oc hand vant Seyer aff sine Burgere. Oc hand kunde alligeuel icke indtage Regementet / men hand fick sin Løn / lige som hand haffde fortient / oc flyde met skamme til Amoriternis Land igen. Da bleff hand paa det siste beklaget faar Areta de Arabers Konge / Saa at hand maatte fly fra en Stad til en anden / oc vaar ingen sted tryg. Oc huer mand vaar vred paa hannem / som paa den / der vaar affalden fra sin Low / Der forbandede oc huer Mand hannem / som en Forredere oc sit Federne land s Fiende / Oc hand bleff saa fordreffuen til Egypten. Oc lige som hand haffde fordreffuit mange Folck aff deris Federne Land / Saa maatte hand oc selff dø i elendighed / vdi Lacedemon / der som hand haabedis at finde sit opholt / effterdi de vaare huer andris slect. Men lige som hand haffde kast mange bort wbegraffne / saa bleff hand oc død / at ingen sørgede for hannem. Oc hand haffde icke aleniste icke den lycke / at hand kunde bliffue begraffuen i sit Federne Land / Men hand maatte oc ingen Graff haffue i det Fremmede.
Der dette kom faar Kongen / tenckte hand at al Judea skulde affaldet fra hannem / Oc hand drog i grumhed aff Egypten / oc indtog Jerusalem met mact / Oc hand bad Stridzmendene ihielsla / vden al barmhertighed / huad de funde / paa Gader oc i Huss. Da myrde mand vnge oc gamle iblant huer andre / Mand oc Quinde / Børn oc Jomfruer / ia ocsaa de Børn i voggen / At der bleffue saa dræbte vdi tre dage firesinds tiue tusinde / fyretiue tusinde fangne / oc ved firesinds tiue tusinde solde.
Men Antiochus loed sig icke der met nøye / Men hand offuerfald oc den helligste Sted paa Jorden / Oc Menelaus den Forredere / ledde hannem der ind. Da røffuede hand met sine forbandede hender / de hellige Kar / Oc alt det som de andre Konger haffde giffuit til Templen / til smycke oc prydelse / Det bortreff hand met sine syndige Hender / oc ophøyede sig meget / oc hand saa icke / At HERREN tilstedde saadant / offuer dem som vaare i Staden / for deris Synder skyld.
Det vaar Sagen / at Gud loed fare saa skendelige / met den hellige Sted / Ellers skulde det gonget Antiocho / lige som det gick Heliodoro / som vaar vdsent aff Kong Seleuco / at besee Skatkammeret / oc bleff haardelige slagen der offuer / saa at hand nøddis til at offuergiffue sit fortredelige opset. Thi Gud haffuer icke vdualt Folcket / for Stæden skyld / Men Stæden for Folckenis skyld. Der faare maatte oc den hellige Tempel lide met / der Folcket bleff straffet / lige som det oc der emod haffde nytte aff Folcket. Thi at lige som Templen bleff indtagen aff Fienderne / der HERREN vaar vred / Lige saa er det kommet til ære oc til ret igen / der HERREN bleff dem naadig igen.
Men Summen paa alt det Antiochus røffuede aff Templen / ere atten hundrede Centener Sølff / dem tog hand met sig / oc drog strax til Antiochiam / met saadant hoffmod oc hofferdighed / at hand tenckte / Hand vilde nu gøre Jorden / saa at mand skulde seyle der paa / lige som paa Haffuit / Oc Haffuit / at mand skulde vandre der paa / lige som paa Jorden / Oc hand loed nogle Befalnings mend bliffue til bage i Jerusalem / onde Skalcke / som vaar Philippus aff Phrygia / som vaar end verre oc argere / end hans Herre. Andronicum i Garizim / oc Menelaum til dem baade / huilcken der vaar offuer alle de andre / at hand saa plagede sit eget Folck.
Oc effterdi at Antiochus vaar Jøderne saa suarlige vred / da skickede hand den skendelige Skalck Apollonium til dem / ind i Landet met thu oc tiue tusinde Mend / oc bød hannem / At hand skulde dræbe alle fulduoxene Mend / Oc at selie Quinderne oc det vnge Folck. Der hand kom nu faar Jerusalem / da skickede hand sig fredsommelige / indtil paa Sabbaths dagen / paa huilcken Jøderne holde helligt / Da bød hand strax sit Folck / at de skulde ruste sig. Der nu huer Mand løb til / oc vilde see / huad der skulde skee / Da loed hand ihiel stinge dem alle / oc kom saa i Staden met al sin Hær / oc ihielslo en stor Hob.
Men Judas Maccabeus drog der fra met ni Brødre bort i Ørcken oc iblant Biergene / Oc holt sig der met Vrter / met alle dem / som haffde giffuit sig til hannem / At hand skulde icke leffue iblant de wrene Hedninge.
JCke lenge der effter / sende Kongen en gammel Mand fra Antiochia / at hand skulde tuinge Jøderne / at de skulde affalde fra deris fedris Lou / och icke mere holde Guds lou / oc at hand skulde besmitte den Tempel i Jerusalem / oc kalde det Jouis Olimpij Kircke / och den Tempel i Garizim / Jouis Xenij Kircke / effterdi at der bode fremmede Folck. Men dette øde væsen giorde huer mand suarlige ve / Thi at Hedningene ode oc drucke dem fulde i Tempelen / Oc bedreffue allehonde wbluhed met Quinder i den hellige Sted / oc bare der meget ind / som sig icke burde.
Mand Offrede paa Alteret Offer som vaare forbudne i Louen / oc mand holt huercken Sabbather oc ey andre seduanlige hellige Dage / oc der torde aldelis ingen lade sig mercke / at hand vaar en Jøde / men mand nødde dem til met mact / at offre alle Maanede / naar Kongens fødzels dag vaar. Oc naar mand holt Bacchi Høytid / da nødde mand Jøderne til / at de skulde gaa frem met Krantze aff Lauerbær træ / Baccho til ære.
Mand haffde oc aff Ptolemei tilskyndelse / ladet vdgaa it Bud / til Hedningernis Stæder / som vaare omkring Jerusalem / at de skulde alleuegne tuinge Jøderne til at offre. Oc der som nogle bleffue stadelige der ved / at de icke vilde det holde met Hedningene / Dem skulde mand strax stinge ihiel / Da saa mand stort iammer.
Der bleffue tho Quinder førde frem / at de haffde omskaaret deris Sønner / paa deris bryst bant mand Børnene / oc førde dem omkring igennem den gantske Stad / och paa det siste kaste de dem ned offuer muren. Nogle haffde skiult sig i Huler der hart hoss / at de kunde holde Sabbathen / der det bleff Philippo til kende giffuit / da bleffue de brende / Thi de vilde icke verie sig / at de skulde icke bryde Sabbathen.
Men ieg maa her formane læseren / at hand skal icke forarge sig offuer denne iammer / men tencke / at denne straff er icke vederfaren dem til forderffuelse / men til en aduarsel. Thi det er en stor naade / at Gud forhindrer Syndere / saa at de faa icke fremgong / oc er strax bag dem met straffen. Thi at vor HERRE Gud seer icke saa lenge til met oss / som met andre Hedninge / huilcke hand lader gaa hen / indtil de haffue opfyldet deris synders maade at hand der effter vil straffe dem / Men hand forhindrer oss / at wi skulle icke gøre det for meget / oc at hand skal icke paa det siste heffne sig paa oss / Der faare haffuer hand end nu aldri taget sin barmhertighed aldelis fra oss. Oc om hand haffuer end tuctet oss met en Wlycke / saa haffuer hand alligeuel icke aldelis forladet sit Folck. Dette vilde ieg sige her til en formaning / Nu ville wi komme til Historien igen.
Der vaar en aff de ypperste Scrifftkloge hed Eleasar / en alderne och dog meget deylig Mand / paa den samme vrestede de munden op met mact / at hand skulde æde suine kød. Men hand vilde heller erlige dø / end leffue saa skendelige / och hand leed det taalmodelige / Och der hand gick til Pinen / Da straffede hand dem / som ode forbudet Kød / for den kerlighed som de haffde til dette timelige Liff. De som nu vaare tilskickede / at de skulde tuinge Folcket til suine Kød mod Louen / Effterdi de haffde kent hannem saa lang tid / da toge de hannem paa en Sted / oc sagde / At de vilde bære hannem Kød / som hand maatte vel æde / men hand skulde skicke sig / lige som det vaare offret suine Kød / oc skulde æde Kongen det til vilie / at hand kunde saa bliffue ved Liffuit / oc nyde det gamle venskaff gaat at.
Men hand betenckte sig saa / som det sig burde effter hans store Allerdom oc isgraa Hoffuit / oc effter hans gode leffnet / som hand haffde ført op aff sin Vngdom / och effter den hellige guddommelige Lou / oc sagde klarlige frem / Skicker mig strax vnder iorden hen i Graffuen. Thi det vil staa min Allerdom ilde / at ieg oc skulde saa hyckle / at de Vnge skulde tencke / Eleasar / som nu er halffemtesinds tiue aar gammel / er oc bleffuen en Hedning. Och de skulde saa bliffue forførde ved mit øyenskalckeri / at ieg skickede mig saa faar Folcket / oc frelste saa mit liff / paa saa liden en tid / som ieg end nu haffuer at leffue / det vaare mig en euig skam. Oc sandelige huad kunde ieg haffue der aff / der som ieg nu allerede kunde saa vndfly Menniskens straff / effterdi ieg kand icke vndfly Guds hender huad heller ieg er leffuendis eller død? Der faare vil ieg nu gladelige dø / som det vel bequemmer mig gamle Mand / och lade de Vnge it gaat Exempel effter mig / at de skulle veluillige oc trøstelige dø / for den herlige oc hellige Lou skyld.
Der hand haffde saa talet disse ord / da ledde mand hannem til Pinen. Men de som hannem ledde oc haffde tilforn veret hans venner / bleffue vrede paa hannem / for saadane ord skyld Thi de mente / at hand haffde det sagd aff tradz. Oc der de haffde slaget hannem / saa at hand skulde nu dø / da suckede hand / och sagde / HERREN / faar huilcken inted er skiult / hand veed at ieg kunde vel vndueret disse slag oc denne store pine / som ieg bær paa mit Legeme / der 849 | som ieg haffde villet / men paa Sielens vegne / lider ieg det gerne for Guds skyld. Och hand gaff saa Aanden op / och loed it trøsteligt Exempel effter sig met sin Død / huilcket der skal icke aleniste formane de Vnge / men huer mand til dygd.
DEr bleffue oc siu Brødre fangne met deris Moder / oc hudstrugne met Suøber oc Remmer / och tuingde aff Kongen / at de skulde æde suine Kød / huilcket dem vaar forbudet i Louen.
Da sagde den Eldste iblant dem saa / huad vilt du meget spørie / oc vide aff oss / wi ville før dø / end handle noget mod vor federne Lou. Da optendis Kongen i sin vrede oc bød / at mand skulde strax sette Pander oc Kelde paa ilden. Der mand det haffde giort / bød hand / at mand skulde skere Tungen aff den Eldste / oc hugge Hender oc Føder aff hannem / at de andre Brødre oc Moderen skulde see der paa. Der hand vaar nu saa lemmelest / da loed hand føre hannem til Jlden / och stege hannem i Panden. Och der luen slo alleuegne i Panden / da formanede de sig iblant huer andre / met Moderen / at de skulde frimodelige dø / oc sagde / Gud HERREN skal see til Retten oc vere oss naadig / som Mose vidner i sin Sang / Oc hand er sine Tienere naadig.
Der den Første haffde saa giffuit Aanden op / da ledde mand den Anden oc frem / at de kunde bedriffue deris fortredelighed mod hannem / Oc de droge hud oc haar aff hannem / och spurde hannem at / om hand vilde æde Suine kød / eller lade pine det gantske Legeme och alle Lemmer? Da suarede hand paa sit maal / oc sagde / ieg vil det icke gøre. Da toge de hannem oc pinte hannem / lige som den første. Som hand laa nu i det yderste Aandefong / sagde hand / du forbandede Menniske / du tager vel det timelige Liff fra mig / Men al Verdens HERRE / skal opuecke oss / som dø for hans Lou skyld / til det euige Liff.
Der effter toge de den Tredie / oc bedreffue ocsaa deris fortredelighed mod hannem. Oc der de begerede det aff hannem / da racte hand Tungen frilige vd / oc streckede Henderne frem / oc sagde frimodelige / Disse Lemmer haffuer Gud aff Himmelen giffuit mig / der faare vil ieg gerne lade dem fare / for hans Lou skyld / thi ieg haabis / at hand skal vel giffue mig dem igen. Da forundrede Kongen oc hans Tienere sig at den vnge Dreng vaar saa frimodig / oc actede Moderen saa aldelis inted.
Der denne vaar oc død / da pinte de ocsaa den Fierde / oc hudstrøge hannem. Men der hand vilde nu dø / sagde hand / Det er en stor Trøst / at wi haabis / at Gud skal opuecke oss igen naar Mennisken dræbe oss / Men du skalt icke opueckis til Liffuit.
Der effter toge de den Femte / oc hudstrøge hannem ocsaa. Hand saa til Antiochum / och sagde til hannem / Du est it Menniske oc skalt dø / men effterdi at du est veldig paa Jorden / da gør du huad du vilt. Men du skalt icke tencke / at Gud haffuer aldelis forladet oss / Tøffue en liden stund / saa skalt du befinde / huor mectig Gud er / som skal plage dig oc din Slect.
Effter denne ledde de den Siette oc frem / hand sagde ocsaa der hand skulde nu dø / Du skalt icke saa bedrage mig / thi at wi haffue vel fortient denne pine / Fordi at wi haffue syndet mod vor Gud / och hand handler forferdelige met oss / men det skal icke gaa saa hen met dig / at du raser saa mod Gud.
Men det vaar it stort Vnder met Moderen / oc er it Exempel / som er vel vert / at scriffue om hende / thi hun saa sine Sønner alle siu pinis effter huer andre paa en dag / och leed det met stor taalmodighed / for det Haab skyld / som hun haffde til Gud. Der aff bleff hun saa frimodig at hun trøstede den ene Søn effter den anden paa sit maal / oc tog sig it mandeligt Hierte til / oc sagde til dem / Jeg er io eders Moder / och fødde eder / men aande oc Liff gaff ieg eder icke / ey heller giorde eders Lemmer saa. Der faare skal den / som skabte Verden oc alle Menniske naadelige giffue eder Aande oc Liff igen / ligesom i nu voffue oc lade det fare for hans Lou skyld.
Der Antiochus det hørde / mente hand / at hun haffde foractet oc bespaattet hannem paa sit maal / oc hand tog den yngste Søn faar sig / som end nu vaar igen / och formanede hannem met gode ord / oc tilsagde hannem met en Eed / at der som hand vilde traade fra sin federne Lou Da skulde hand haffue en naadig Herre i hannem / och hand vilde gøre hannem Rig oc til en Herre.
Men der hand vilde icke lade sig sige / da loed Kongen Moderen komme faar sig / oc formanede hende / At hun skulde dog i saa maade tage sin Søn met ord / at hand kunde beholde Liffuit. Der hand haffde bedet hende met mange ord / da tilsagde hun hannem at hun vilde det gøre / Men hun bespaattede ekon Tirannen / thi hun gick til sønnen / oc talede hemmelige 850 | met hannem paa sit Maal / och sagde. Du mit Kære Barn / som ieg bar ni Maanede vnder mit Hierte / oc gaff ved try aar at dii / oc opfødde met stor wmage / Forbarme dig dog offuer mig. See til Himmel och Jord / och til alt det som der er vdi / det haffuer Gud altsammen giort aff inted / oc wi Menniske ere och giorde saa. Der faare frycte icke for Bødelen / Men dø gerne / lige som dine Brødre / at den naadige Gud / skal gøre dig leffuende igen / met dine Brødie / oc giffue mig eder igen.
Der Moderen end nu saa talede met Sønnen / da sagde den vnge Dreng / Huor effter tøffue i? Tencker io icke / at ieg vil vere den Tyran lydig her vdi / Men ieg vil holde den Lou / som er giffuen vore Fedre formedelst Mose. Men du som legger Jøderne alt ont paa / du skalt icke vndløbe vor HERRE Gud. Wi lide for vore Synder skyld / det er vist / Oc alligeuel at den leffuendis Gud / er vred paa oss til en tid / oc straffer oc tucter oss / Saa skal hand dog bliffue sine Tienere naadig igen. Men du wgudelige forbandede Menniske / ophøye dig icke for meget aff din Mact / oc tradze icke paa dit forfengelige haab / at du forfølger Guds børn / Thi du est icke end nu vndløben den almectigis Guds Dom / som seer alle ting.
Mine Brødre / som lode pine sig en liden tid / de vente nu det euige Liff / effter Guds foriettelse. Men du skalt straffes effter Guds dom / lige som du haffuer fortient met din hoffmodighed. Jeg vil giffue mit Legeme oc Liff hen / for mine fedris Lou skyld / lige som mine Brødre / oc robe til Gud / at hand skal snarlige bliffue sit Folck naadig. Men du skalt end selff nødis til at bekende / aff stor pine oc plage / at hand er alene den rette Gud. Men Guds vrede skal vendis paa mig oc mine Brødre / huilcken der er tilbørlige gongen offuer vort gantske Folck.
Der Kongen det hørde / bleff hand galen oc rasende / oc loed end pine hannem suarligere / end de andre / thi det fortrød hannem / at de bespaattede hannem end der til met. Saa bleff oc denne deylige død / oc sette al sin Trøst til Gud. Paa det siste bleff Moderen oc affliffuit. Dette er nock om de heydenske Offer / oc den gruselige Pine.
MEn Judas Maccabeus oc hans Staldbrødre ginge hemmelige hid och did i Byerne / oc kallede deris Slectinge tilsammen / oc andre som ellers vaare bleffne ved Jødernis tro / at hand fick ved sex tusinde Mend tilsammen. Och de kallede paa Gud / at hand vilde ansee det arme Folck / som vaar plaget aff huer mand / oc forbarme sig offuer Templen / huilcket de wgudelige menniske haffde vanhelliget / oc offuer den forderffuede Stad / som bleff aldelis øde. Och at hand dog vilde høre det wskyldige blod / som robte til hannem / oc tencke paa de wskyldige smaa Børn / som bleffue ihielstungne mod al Ræt / oc heffne sit Naffns bespaattelse.
Oc Judas Maccabeus met sin Hob plagede Hedningene suarlige / thi HERREN loed aff sin vrede / oc bleff dem naadig igen. Hand offuerfalt Stæder oc Byer wforuarendis / oc sette ild paa dem / oc hand indtog de beleyligste Steder / oc giorde Fienderne stor skade. Och hand bedreff det mest om natten / at mand sagde viit och breet om hans mandelige Gernin ger.
Men der Philippus saa / at hand bleff io lenger io sterckere / effterdi det lyckedis hannem saa / da screff hand til Ptolemeum den Høffuitzmand i nedre Syria oc Phenice om hielp / Thi Kongen laa stor mact der paa. Da sende Ptolemeus sin beste Ven Nicanor Patrocli søn / met tiue tusinde Mend / at hand skulde aldelis oprycke Jøderne / Oc fick hannem en Høffuitzmand til sig / som hed Gorgias / en forsøgt Stridzmand. Da tenckte Nicanor / at hand vilde faa de Pendinge aff de fangne Jøder / som Kongen skulde aarlige giffue de Romere / som vaar thu tusinde Centener. Der faare sende hand strax bud til Stæderne hid oc did hoss haffuit / oc loed vdrobe / huorledis hand vilde selle Jøderne / halffemtesindz tiue Jøder for it Centener / Thi hand tenckte icke / at straffen aff Gud vaar hannem saa nær.
Der nu Judas hørde om den Hær / som Nicanor førde / da holt hand sine Jøder det faare som vaare hoss hannem / huorledis der kom en Hær. Huilcke som nu vaare mistrøstige / oc icke sette deris haab til Gud / at hand skulde straffe / de løbe bort oc flyde. Men de andre solde alt det de haffde / oc bade HERREN / at hand io vilde frelse dem / huilcke Nicanor haffde solt / før end hand haffde fanget dem. Oc vilde hand det icke gøre for deris skyld / at hand skulde det dog gøre / for den Pact skyld / som hand haffde giort met deris Fedre / och for sit herlige store Naffn skyld / huilcket de ere neffnde effter.
851 | Der nu Maccabeus haffde ført sit Folck til hobe / ved sex tusinde / da formanede hand dem først / at de skulde icke forferde sig for Fienderne / oc ey frycte for den store Hob Hedninge / som dem plagede mod ræt oc skæl / Men at de skulde mandelige verie sig / oc tencke paa den forsmædelse / som de haffde giort den hellige Sted / oc huorledis de haffde forhaanet oc plaget staden / oc afflagt Lowen. De forlade sig (sagde hand) paa deris Harnsk / oc ere fulde aff tradz / Men wi forlade oss paa den almectigste Gud / huilcken der kand i it øyeblick / icke aleniste sla disse ned til iorden / som nu drage emod oss / men den gantske verden.
Saa fortalde hand dem oc alle Historier / huorledis Gud haffde saa offte naadelige hulpet deris Fedre. Huorledis Senacherib bleff slagen paa en nat met hundrede oc fem oc firesinds tiue tusinde Mend. Huorledis det gick til i det Slag vdi Babylon mod de Galater / huorledis de komme alle i stor nød / otte tusinde Jøder / oc fire tusinde Macedonier. Huorledis samme Macedonier aff fryct hulde stille / oc de otte tusinde Jøder / sloge alene met Gudz hielp / hundrede oc tiue tusinde Mend ihiel / oc finge met det samme stort Godz.
Der hand haffde met saadane ord giort dem hierte / saa / at de vilde gerne dø for Lowen oc deris Federne Land skyld / da giorde hand fire Hobe / oc skickede sine Brødre fremmerst i Spitzen / at de skulde føre dem frem / som vaar / Simon / Joseph / oc Jonathas / oc fick huer femten hundrede Mend til sig. Der effter loed hand Eleazarum læse den hellige Bog / oc gaff dem it Tegen / at Gud vilde hielpe dem / Oc drog saa frem i Spitzen faare de andre / oc drabede met Nicanor. Men den almectigste Gnd giorde dem bistand / At de sloge den gantske Hær paa fluct / oc giorde mange saare / oc sloge ved ni tusinde ihiel. Oc de iagede effter dem / som vaare komne / at de vilde købe Jøderne / oc toge Pendingene fra dem. Dog nøddis de alligeuel til at vende til bage igen / thi det vaar afftenen faare Sabbathen / Det vaar aarsagen / at de lode aff at iage effter dem.
Der effter røffuede de / oc toge Harnsk oc Verie / oc hulde Sabbathen / oc loffuede oc prisede Gud / som haffde beuaret dem den dag / oc haffde begynt igen / at beuise sin naade. Effter Sabbathen skiffte de Roffuit iblant de Fattige / Encker oc Faderløse børn / oc det som bleff offuer behulde de til sig selff oc til deris Børn. Oc de hulde en almindelig Bøn / at den barmhertige Gud vilde aldelis vende sin vrede fra dem.
Der effter hulde de mange Slag met Timotheo oc Bacchide / oc ihielsloge mere end tiue tusinde Mend / oc indtoge Befestninger / oc skiffte Roffuit lige iblant sig / oc iblant fordreffne faderløse Børn / Encker oc gamle Folck. Oc der de haffde røffuit / førde de Vaaben paa Befestninger / oc de førde ocsaa stort Roff til Jerusalem / oc dræbte en Høffuitzmand hoss Timotheum / en wgudelig Mand / som haffde plaget Jøderne suarlige.
PAa den samme tid nøddis Antiochus til at drage aff Persen met skamme / Thi at som hand vaar dragen til Persepolin / oc haffde der i sinde at røffue Kircken / oc indtage Staden / da vaare Burgerne opreysde / oc verede sig / oc dreffue Antiochum til bage / saa at hand maatte drage bort met skamme. Som hand vaar nu i Ecbathana / fick hand at vide / huorledis det vaar ganget Nicanori oc Timotheo. Da optendis hand i grumhed / oc tenckte at heffne den forsmædelse paa Jøderne / Oc hand foer dag oc nat / at hand skulde io komme did snart / Thi at Gudz vrede dreff hannem / for hand haffde talet saa fortredelige / At saa snart som hand komme til Jerusalem / da vilde hand gøre Staden til en Døde kule.
Derfaare straffede den almectigste HERRE / Jsraels Gud hannem / met en lønlig Plage / som ingen kunde læge. Thi at strax som hand haffde sagd det / da fick hand saadan riffuelse i Liffuet / oc saa stort vred i Tarmene / at mand kunde icke hielpe hannem. Oc sandelige hannem skede lige ret / fordi / at hand haffde plaget andre Folck met mangehonde Pine / som før icke vaar hørt. Dog loed hand icke aff at tradze / Men hand rasede end mere / oc brende aff ondskaff mod Jøderne / oc hastede / oc i det samme hand rende / falt hand saa hart aff Vognen / at det stack hannem i alle hans Ledemod. Da maatte den (som før loed sig tycke aff stort hoffmod / At hand vilde biude offuer Haffuit / oc sette Biergene paa huer andre) aff it eniste Fald / lade bære sig i en Raasbaar / At huer mand saa obenbarlige Gudz Mact paa hannem.
Der voxte oc Madke aff det forbandede Legeme / oc hand raadnede met stor Pine / At der fulde hele stycker aff hans Legeme / Oc hand luctede saa ilde / at der kunde ingen bliffue for den stanck. Oc den som loed sig før tycke / at hand rørde paa Himmelen / hannem kunde ingen bære / for den wlidelige stanck skyld. Da nøddis hand til at offuergiffue sit hoffmod / oc bekende sig / effterdi hand vaar saa plaget aff Gud / oc hans pine bleff stedze større.
852 | Oc der hand paa det siste icke kunde selff mere lide den stanck / da sagde hand / Det er io ret / at mand ydmyger sig faar Gud / oc at it dødeligt Menniske hoffmoder sig icke saa / at hand lader sig tycke / at vere lige met Gud. Oc den arge Skalck begynte / oc bad til HERREN / som icke vilde nu mere forbarme sig offuer hannem / Oc loffuede / At hand vilde lade den hellige Stad vere fri / som hand tilforn tenckte at ødelegge / oc at gøre de Dødis Graff der aff. Oc Jøderne som hand tilforn icke actede verdige til / at de maatte begraffuis / men vilde giffue Fule oc Diur dem at æde / dem vilde hand lade vere fri / lige som de Burgere i Athen. Oc den hellige Tempel / som hand haffde tilforn berøffuit / vilde hand pryde igen met allehonde prydelse / oc giffue did meget mere helligt Redskaff / end der haffde før veret. Oc huad der skulde aarlige til Offer / det vilde hand lade til aff sin egen Rente. Der til met vilde hand selff bliffue en Jøde / oc i alle Stæder prise oc kundgøre Gudz mact.
Men der Siugen vilde icke forlade hannem / Thi at Gudz retferdige vrede vaar kommen for hart offuer hannem / da fortuilede hand paa sit Liff / oc screff denne ydmyge Scrifft til Jøderne / som her effter følger.
Antiochus Konge oc Første / Tilbiuder de fromme Jøder sin Hilsen.
Der som i oc eders Børn ere karske oc sunde / oc det gaar eder vel / Der tacker ieg Gud faare / Men ieg er suarlige siug.
Effterdi ieg vilde gerne holde en almindelig Fred / som det vel gøris behoff / effter at ieg er nu bleffuen siug paa Reysen aff Persen / da tencker naadelige paa eders troskaff oc venskaff / alligeuel ieg haabis / at det skal bliffue bedre met mig. Oc som min Fader giorde en Konge effter sig / der hand drog i Offuerlandene / at mand skulde vide (om der komme nogen sted en wlycke paa ferde / eller bleffue ellers wfred) Huo Herre skulde vere / oc at Riget skulde icke forstyris. Saa vil oc ieg / effterdi ieg seer / at de omliggendes Førster tracte effter mit Kongerige / Da haffuer ieg giort min søn Antiochum til Konge / huilcken ieg haffuer offte trolige befalet eder / naar ieg drog til Offuerlandene / Den samme befaler ieg eder oc nu. Der faare formaner ieg oc beder eder / for alle Velgerninger skyld / som ieg haffuer beuist almindelige mod alle / oc mod huer serdelis / At i ville fremdelis vere mig oc min Søn venlige oc trofaste / Thi ieg forseer mig det til hannem / At hand skal holde sig naadelig oc venlig mod eder / oc følge min skick.
Saa døde den Mordere oc Gudz bespaattere Antiochus i stor Pine / lige som hand haffde giort ved andre Folck / i it fremmet Land / oc vdi Ørcken / en iammerlig død. Oc Philippus som vaar opfød met hannem / loed iorde hannem / Oc effterdi hand fryctede Antiochi Søn / da flyde hand hen i Egypten til Kong Ptolomeum Philometor.
SAa gaff Gud Maccabeo oc hans Hob den dristighed / at de indtoge Tem plen oc Staden igen / oc forstyrede de andre Altere oc Kircker / som Hedningene haffde opret her oc der paa Gaderne. Oc der de haffde renset Templen / giorde de it andet Altere / oc toge Flintesten / oc sloge Jld op / oc offrede igen / huilcket som icke vaar skeet i thu aar oc sex maanede / oc offrede røgelse / oc optende Lamperne / oc lagde Skuebrød op. Der nu alt dette vaar skeet / fulde de ned paa deris ansict faar HERREN oc bade / At hand io icke mere vilde lade dem komme i saadant iammer. Men om de syndede mere mod hannem / At hand vilde naadelige straffe dem / oc icke giffue dem i Gudz bespaatteris / de grumme Hedningers hender.
Oc Gud skickede det saa / at Templen bleff renset paa den dag / paa huilcken Hedningene haffde den besmittet / som vaar / paa den femte oc tiuende dag / i den Maanet Casleu. Oc de hulde otte dage Helligt met glæde / lige som Løffsalernis Høytid. Oc de tenckte der paa / at de haffde en liden tid tilforn huldet deris Løffsalers Høytid i Ørcken oc vdi Huler / lige som de vilde Diur. Oc de bare May oc grøne Grene / oc Palmer / oc loffuede Gud / som haffde giffuit dem Seyer / til at rense hans Tempel. De lode oc it Bud vdgaa offuer det gantske Jødedomme / At mand skulde huert aar holde denne dag hellig. Saa haffuer Antiochus den Edele en ende.
Nu følger her effter om Antiocho Eupator / den wgudelige Antiochi søn / huad Krig der haffuer stedze oc altid veret vnder hannem. Der Eupator bleff Konge / da sette hand Lysiam til øffuerste Første / som før vaar Høffuitzmand i Phenice oc Coelosyria. Men Ptolomeus Macron / som haffde gerne beskermet Jøderne ved Retten / fordi at de haffde her til ledet faa megen vold oc wret / arbeydede der paa / at mand skulde lade dem vere met fred. Der faare klagede hans Venner paa hannem hoss Eupator / oc kallede hannem obenbarlige en Forrædere / 853 | fordi / at hand haffde opgiffuit faar Antiocho den Edele / den Øe Cypern / huilcke Philometor haffde befalet hannem / oc hand fick en mindre befalning / Da gremde hand sig saa suarlige / at hand forgaff sig selff met forgifftelse.
Der nu Gorgias bleff Høffuitzmand offuer de samme Stæder / da anammede hand Stridzfolck / oc lagde sig besynderlige mod Jøderne. Disligest giorde ocsaa Edomiterne / huor som de kunde / da fordreffue de Jøderne aff Befestninger oc beleylige Byer / oc toge til sig de affaldne Jøder / som vaare fordreffne aff Jerusalem.
Da drog Maccabeus oc hans Hob tilsammen / oc bade / At Gud vilde gøre dem bistand. Oc de fulde ind i Edomiternis faste Byer / oc indtoge dem met mact / oc ihielsloge alle dem som toge til verie paa Muren / oc andre som de ellers offuerkomme / saa at de vaare tiue tusinde. Men der vndflyde faar dem paa thu stercke Taarn ved ni tusinde / huilcke sig haffde rustet til Storm. Da beskickede Maccabeus Simon / Joseph oc Zacheum / oc loed dem beholde saa meget Folck / at de vaare stercke nock til Storm / Oc hand drog selff frem faar andre Stæder. Men den Hob som vaar hoss Simon / loed sig omuende met Pendinge / aff dem som vaare paa Taarnene / oc toge femten oc tiue tusinde Gyldene aff dem / oc lode dem komme bort. Der nu Maccabeus det spurde / kallede hand Høffuitzmendene tilsammen / oc klagede paa dem / At de haffde solt deris Brødre for Pendinge / oc lode Fienderne komme bort / oc hand loed ihiesla dem som Forredere / oc stormede strax til de thu Taarn. Oc det lyckedis hannem / oc hand dræbte mere end tiue tusinde Mend / paa de tho Befestninger.
Men Timotheus som haffde tilforn slaget Jøderne / rustede sig met meget fremmet Folck / oc forsamlede mange Reysener aff Asien / Oc hand kom i den mening / at hand vilde aldelis ødelegge Jøderne. Oc der hand kom til Landet / da bade Maccabeus oc hans Hob til HERREN / oc strødde aske paa deris Hoffuit / oc toge Secke paa / oc fulde ned faar Alteret / oc bade / at Gud vilde vere dem naadig / oc deris Fiender wnaadig / Oc at hand vilde sette sig mod dem / som giorde dem modstand / Lige som der staar screffuit i Louen.
Der de haffde nu giort deris Bøn / toge de deris verie / oc droge en god vey vd fra Staden / indtil de komme til Fienderne. Oc saa tilige som Soel gick op / drabede de tilsammen / alligeuel at det vaar en wlige Hær / Thi at Jøderne haffde en dristig tillid til HERREN (som er it vist tegen til Seyer) Men de andre haffde begynt aff ydel tradz oc stolthed.
Der Slaget vaar nu paa det suariste / da obenbaredis Fienderne aff Himmelen / fem herlige Mend paa Heste met gyldene Bitzel / som droge frem faar Jøderne / oc tho hulde hoss Maccabeum / oc beskermede hannem met deris Verie / at der kunde ingen gøre hannem saar / Oc de skiøde Pile oc tordens Straaler paa Fienderne / at de bleffue forblindede oc flyde / Oc der bleffue ihielslagne / tiue tusinde oc fem hundrede til fod / oc sex hundrede Reysener.
Da flyde Timotheus til Gazara i en fast By / huilcken den Høffuitzmand Chereas haffde inde. Da leyrede Maccabeus sig oc hans Hob der faare i fire dage. Men de vdi Byen / forlode sig der paa / at hand laa saa høyt / oc bespaattede oc forhaanede offuermaade meget. Men paa den femte dag / bleffue tiue vnge Mend vrede / for den bespaattelse skyld / oc løbe mandelige met en Storm til Muren / oc dræbte i hastighed huad som der kom emod dem. Da fulde de andre effter dem / oc stiede offuer i Byen / oc sette Jld paa Taarnet / oc opbrende de Gudz be spaattere. Nogle hugge Dørrene op / at den gantske Hob kom ind / oc indtoge saa Staden / oc ihielsloge Timotheum / som haffde skiult sig i en Pøel / oc Cheream hans Broder / oc Apollophanem. Der de haffde vdret alt dette / prisede de Gud met Loffsang / som haffde beuist Jsrael saa store Velgerninger / oc giffuit dem Seyer.
DEr nu Lysias Kongens Formyndere oc Faderbroder / oc øffuerste Raad / spurde alt dette / da giorde det hannem meget ont / Oc hand samlede firesindz tiue tusinde Mend tilsammen / oc alle Reysener / oc drog mod Jøderne / met den mening / at hand vilde sette Hedninge i Staden / oc bruge Templen til sin aarlige nytte / som andre Heydenske Kircker / oc forlene aarlige aarss Prestedømmet. Oc hand tenckte icke / at Gud vaar end mectigere / Men hand tradzede paa den store Hob / som hand haffde til Hest oc fod / oc paa de firesindz tiue Elephanter. Der hand kom nu i Judeam / da leyrede hand sig faar en By / kalledis Bethzura / som laa ved halfftredie fierdinge veys fra Jerusalem hoss it Bierg.
Men der Maccabeus oc hans Folck hørde / at hand stormede til Byen / da bade de oc den gantske Hob met suck oc graad til HERREN / At hand vilde sende en god Engel / som kunde hielpe Jsrael. Oc Maccabeus vaar den første som sig rustede / oc formanede de andre / at de 854 | vilde voffue sig met hannem oc hielpe deris Brødre / och de droge saa vd met huer andre / Och strax de komme vden faar Jerusalems stad / Da obenbaredis der en Faar dem til Hest vdi it huit klede / oc gyldene Harnsk / och drog frem faare dem. Da loffuede de alle den barmhertige Gud / oc bleffue dristige / at de vilde sla deris Fiender / der som de vaare end de vildeste Diur / oc haffde iern mure faar sig. Met saadan en frimodighed reysde den gantske Hær frem / met deris Behielpere / som den barmhertige Gud aff Himmelen haffde sent dem / oc de offuerfulde Fienderne / lige som Løuer / oc sloge elleffue tusinde ihiel aff dem til fod / oc sexten hundrede til Hest. Oc iagede alle de andre paa fluct / at største parten / aff dem som vndkomme / bleffue saare. Oc Lysias flyde ocsaa selff skendelige / oc vndkom / men Lysias vaar en fornumstig mand
Der hand betenckte nu det Slag hoss sig selff / som hand haffde tabt / oc saa / at det Jødiske folck vaar woffueruindeligt / effterdi at den almectigste Gud stod saa met dem / Da skickede hand bud til dem / oc bød dem Fred til / och tilsagde dem der hoss / at hand vilde formode det hoss Kongen / at hand skulde bliffue deris gode Ven. Maccabeus behagede det vel / thi hand saa / at det vaar det beste. Oc Kongen samtyckte den forligelse / som Lysias haffde giort met Maccabeo oc Jøderne.
Oc det Breff som Lysias screff Jøderne til / lydde saa. Lysias tilbiuder Jøderne sin Hilsen.
Johannes oc Absalom eders Sendebud / førde hid it Breff / och begerede den Sag / for huilcken de vaare vdsende. Huad som nu vaar at giffue Kongen til kende / det haffuer ieg giort oc hand haffuer samtyckt alt det som er nytteligt. Der som i holde nu tro oc loffue / da vil ieg oc fremdelis gøre min flyd der til / at ieg kand vere paa eders beste. Oc mine oc eders Sendebud / haffue ydermere befalning at vnderuise eder / om huer Artickel besynderlige / her met eder Gud befalendis. Giffuit i det cxlviij aar / paa den xxiiij. dag i Dioscori maanet.
Kongens Breff lydde saa. Kong Antiochus / Tilbiuder sin Broder Lysia sin Hilsen.
Effterdi vor Fader er bortskilt her fra / oc er bleffuen en Gud / da er inted oss kærere / end at der kand vere Fred i vort Rige / at huer mand kand tage sin ting vare. Nu høre wi / at Jøderne ville icke samtycke i deris Guds tienistis foruendelse til Hedningers skick / men de ville bliffue ved deris Tro / oc bede fordi / at mand vil lade dem bliffue der ved. Effterdi oss synis nu gaat at vere / at dette Folck kand oc leffue i Fred / oc vere stille / Da er det vor mening / at mand skal indgiffue dem deris Tempel igen / oc lade dem bliffue ved deris Regemente oc væsen / lige som deris Forfedre haffue det huldet. Vilde du der faare gøre vel oc sende nogle til dem / och gøre Fred met dem / paa det de kunde vere trygge / oc tage deris gerning vare vden al sorg / naar de vide vor mening.
Kongens Breff til Jøderne / Lydde saa.
KOng Antiochus / Tilbiuder Jødernis Raad oc Menighed sin Hilsen. Der som det gaar eder alle vel / det høre wi gerne / Det gaar oss end nu vel. Menelaus haffuer beræt faar oss / huorledis i begære at reyse i vort Land / och bruge eders handel hoss oss. Der faare skulle alle Jøder / som reyse imellem dette oc den trediuende dag i April haffue fri oc fast Leyde / at holde sig met mad oc anden ting effter deris Lou / lige som tilforn. Der skal oc ingen nyde det ont at / som her til dagis er giort mod oss. Til hues vidnisbyrd ieg sender Menelaum til eder / at hand skal ydermere vnderuise eder her om. Her met eder Gud befalendis / J det cxlviij. aar / den xv dag i April.
De Romere screffue oc Jøderne til / som her effter følger.
Q. Mutius / T. Manlius / de Romeris Sendebud / Tilbiude Jøderne deris Hilsen.
Alt det som Lysias Kongens faderbroder haffuer vnt eder / det samtycke wi ocsaa. Oc effterdi hannem synes gaat at vere / at mand lader skicke nogle Artickle til Kongen / Da raadslar met huer andre / oc sender met det alderførste nogen til oss / at wi kunde forene oss met huer an dre / Thi at wi drage nu til Antiochien. Verer fordi snare / oc sender nogle hid / at wi kunde vide huad i haffue i sinde. Her met eder Gud befalendis.
JDet hundrede oc otte och fyretiuende aar / den femtende dag i April / der denne Forligelse vaar saa besluttet / da drog Lysias til Kongen / Oc Jøderne toge vare paa deris Agre och biering. Men Høffuitzmendene i samme steder / Timotheus oc Apollonius den edele Apollonij søn / oc Hieronimus oc Demophon / oc Nicanor Høffuitzmand aff Cypren / lode dem huercken haffue fred eller rolighed.
Oc de aff Joppe brugede en forrædelig gerning / Thi at de toge Jøderne met ord / som bode hoss dem / at de vilde met deris Hustruer oc Børn / traade i Skibene / som vaare bestillede aff dem / lige som de haffde verit deris gode Venner. Der Jøderne giorde nu dette / lige som det vaar besluttet i Staden / oc befryctede sig inted wfredsommeligt / oc de komme paa Haff 855 |uit / da drucknede de dem alle / ved thu hundrede Personer.
Der nu Judas hørde / huor grummelige mand haffde handlet met hans Brødre / da opbød hand sit Folck / oc robte til Gud den retferdige Dommere / och drog mod dem som haffde myrd hans Brødre / oc sette ild paa Porten om natten / oc opbrende alle Skibene / Oc de Folck som vaare i Porten / dræbte hand met suerd. Oc effterdi at Staden vaar tilluct / drog hand aff / i den mening / at hand vilde snart komme igen / oc ødelegge Staden.
Det bleff hannem oc tilkende giffuit / huorledis de vdi Jamnia haffde lige saadant i sinde / mod Jøderne som bode hoss dem. Der faare falt hand oc ind til dem om natten / oc opbrende Porten oc alle Skibene for dem / at mand saa ilden i Jerusalem / huilcket dog laa / thu hundrede oc fyretiue bymarcke longt der fra.
Der effter drog hand ni bymarcke longt frem / mod Timotheum / Der støtte ved fem tusinde Araber / oc fem hundrede Reysener paa hannem / oc slogis met hannem / oc giorde it stort Slag / Oc Judas met sin Hob / beholt Seyer / formedelst guddommelig hielp. Oc effterdi at de Araber vaare nedlagde / bade de hannem om fred / och loffuede hannem / at de vilde giffue hannem queg / och vdi andre maade ocsaa gøre hannem hielp. Judas tenckte / som och sant vaar / at de kunde vel vere hannem nyttelige / oc hand tilsagde dem fred. Oc der de haffde giort contract met huer andre / da droge de hiem igen.
Hand falt oc ind i en Stad / som vaar vel beuaret met Broer / och tilluct met en Mur / i huilcken der bode mangehaande Folck / oc hand hed Caspin. Men de vdi Staden forlode dem paa deris faste Mur / oc store Forraad met fetalie / oc actede Judam oc hans folck icke meget / Ja de spaattede dem end der til / oc lastede oc bandede dem suarlige. Da robte Judas oc hans hob til den mectige HERRE offuer al Verden / huilcken vdi Josua tid nedkaste Jericho i grund / vden al Stridzrustning / som mand bruger til Storm. Oc de løbe til muren met grumhed / oc indtoge saa Staden / oc dræbte wsigelige mange menniske / at Fiske vandet / som laa der hoss / oc vaar vel tho bymarcke bret / syntis aldelis lige som Blod.
Der effter droge de fremdelis / siu hundrede oc halfftrediesinds tiue bymarcke longt / oc komme til de Jøder i Tharah / huilcke mand kalder Tubianer. Men de funde icke Timotheum / Thi hand vaar dragen der fra / oc haffde der inted vdret / Vden at hand haffde fast besæt en By. Da giorde tho Høffuitzmend sig rede aff Maccabei hob / som vaar / Dositheus oc Sosipater / oc dræbte dem alle / som Timotheus loed bliffue oc besette Byen met / mere end thi tusinde stercke.
Da skickedede Maccabeus sit Folck / oc delde dem i nogle Hobe / oc drog mod Timotheum / som haffde hoss sig hundrede oc tiue tusinde fodfolck / oc femten hundrede Reysener. Der nu Timotheus fornam / at Judas drog mod hannem / da sende hand Quinder oc Børn / och huad som icke vaar dueligt i Striden / ind i en by hed Carnion / som laa iblant sneffre Bierge / at mand icke kunde belegge hannem. Men der hand fick den første Maccabei Hob i syne / da kom der en fryct oc forferdelse paa Fienderne / Effterdi at den vaar mod dem / oc loed sig see / som seer alle ting / Oc de begynte at fly / den ene did / den anden der vd / at de giorde sig / selff skade oc saare iblant huer andre. Men Judas trengde effter / oc slo de Wgudelige / oc dræbte ved trediue tusinde aff dem.
Oc Timotheus kom i henderne paa Dositheo oc Sosipatro / oc bad dem saare / at de skulde icke sla hannem ihiel / Thi hand haffde mange aff deris Fedre oc Brødre / som oc skulde døet om hand haffde bleffuet ihielslagen. Der hand haffde nu beplictet sig / at hand vilde antuorde dem wskadde fra sig paa en forsagd dag / da lode de hannem løss / for deris Brødre skyld. Der effter drog Maccabeus til Carnion oc Atargation / oc ihielslo ved fem oc tiue tusinde menniske.
Effter den Reisse oc Slag / drog Judas mod den faste stad Ephron / i huilcken Lysias oc meget andet Folck vaar. Men de vnge Mend / som stode faar Staden / verede sig mandelige / thi de haffde Skud oc verie nock. Da robte de til HERREN / som met mact sønderbryder Fiendernis styrcke / oc de indtoge Staden / oc drebte fem oc tiue tusinde Menniske.
Der effter droge de der fra / mod de Schithers stad / som ligger sex hundrede bymarcke longt fra Jerusalem. Men effterdi at Jøderne / som bode hoss de Schither / gaffue dem Vidnisbyrd / ac de haffde beuist dem alt Venskaff i den suare tid / da skickede de sig och venlige mod dem / oc tackede dem der faare / oc bade dem / at de vilde fremdelis vere saa goduillige mod deris Folck / oc de komme lige paa Pintzdag hiem igen.
Och effter Pintzdag droge de mod Gorgiam de Edomiters Høffuitzmand / hand møte dem met try tusinde Fodfolck / oc fire hundrede Reysener. Oc der Striden begyntis / da bleffue der faa Jøder slagne. Och Dositheus / en sterck Reysener / aff Bacenoris hob / fick fat paa Gorgiam / oc holt hannem ved kaaben / och førde hannem met mact / oc vilde fanget hannem leffuendis. Men en Reysener aff Thracien rende til hannem / oc hug Armen aff hannem / saa at Gorgias rende der fra til Moresa.
856 | Der Gorgias Hob nu verede sig lenger / oc der vaar nød for hender / Da robte Judas til HERREN / at hand vilde hielpe dem / oc stride for dem / oc hand robte til sit Folck paa Ebreiske / oc begynte en Sang / Da vende Gorgias Folck sig wforuarendis paa fluct. Oc Judas drog met sit Folck i den Stad Odollam / Oc effterdi det vaar end nu i Pintze vge / da rensede de sig effter Lowen / oc hulde der samme sted Sabbathen.
Den anden dag der effter / komme de til Judam / at de vilde hente deris Døde / som mand pleyer at gøre / oc begraffue dem hoss deris Fedre. Der de droge nu vd / da funde de hoss huer aff de ihielslagne vnder skiorten Klenodie aff de Affguder aff Jamnea / huilcke der er Jøderne forbudne i Lowen. Da bleff det obenbare faar huer mand / huorfaare disse bleffue ihielslagne. Da tackede de Gud den retferdige Dommere / som haffde obenbaret det lønlige / oc bade hannem / at hand io icke vilde vdslette dem alle / for denne synd skyld. Oc den Kempe Judas formanede Hoben trøstelige / at de vilde fremdelis beuare sig for Synd / Effterdi at de saae faar deris øyen / At disse vaare ihielslagne for deris Synd skyld.
Der effter bad hand dem legge en Hielp tilsammen / thu tusinde Drachmas sølff / Dem sende hand til Jerusalem til it Syndoffer / Oc hand giorde vel oc smuckt der vdi / at hand giorde en paamindelsen om Opstandelsen. Thi at haffde hand icke hafft haab der til / at de / som vaare ihielslagne / skulde opstaa / da haffde det veret forgeffuis oc en daarlighed / at bede for de Døde. Men effterdi hand betenckte / at de / som dø i en ret tro / haffue glæde oc Salighed at haabis til / da vaar det en god oc hellig mening. Der faare bad hand oc for disse Døde / at synden skulde forladis dem.
JDet hundrede oc niende oc fyretiuende aar / kom det faar Judam oc hans Folck / At Antiochus Eupator drog met en stor mact mod Judeam / oc Lysias hans Formyndere oc øffuerste Raad met hannem / oc haffde hundrede oc thi tusinde Grekiske Fodfolck / oc fem tusinde oc try hundrede til Hest / oc thu oc tiue Elephanter / oc try hundrede Vogne met Jerntagge. Der til met gaff Menelaus sig oc til dem / oc formanede Antiochum met stort hyckleri / til sit Federne Lands forderffuelse / at hand kunde i saa maade faa det ypperste Preste embede.
Men Kongen offuer alle Konger / opuacte Antiochi sind / at hand straffede den aff aldne Skalck / Thi Lysias gaff hannem til kende / huorledis hand vaar en aarsage til al denne wrolighed / Der faare loed hand føre hannem til Berea / oc ihielsla hannem paa den samme Sted / effter deris Lands skick. Thi der vaar it Taarn / halff trediesinds tiue alne høyt / fult aff aske / oc paa den aske stod it omløbendis oc Jerntagget Hiul / Der paa steylede mand den Guds bespaattere oc store Misdedere. Saadan en død maatte den affaldne Menelaus oc dø / oc icke bliffue begraffuen / oc hannem skede ret / Fordi at hand haffde saa mange gonge syndet mod HERRENS Altere / paa huilcket den hellige Jld oc aske vaar / der faare skulde hand oc dræbis paa aske.
Men Kongen vaar suarlige vred paa Jøderne / oc tenckte io at plage dem saa grummeli ge / som hans Fader haffde giort. Dette fornam Judas / oc bød alt Folcket / at de skulde kalde paa HERREN dag oc nat / At hand vilde nu hielpe dem / som hand haffde offte giort / mod dem / som vilde røffue Lowen / Federne Landet oc den hellige Tempel fra dem / Oc hand icke vilde giffue det Folck i de forbandede Hedningers hender / som vaar neppelige kommet lidet til sig igen. Der de nu giorde dette samdrectelige met huer andre / oc bade den barmhertige Gud met graad oc faste / oc laae tre gantske dage paa Jorden / Da trøstede Judas dem / oc bad dem komme til sig. Oc der hand oc de Eldste vaare tilsammen / da beraadde hand sig saa met dem / At hand vilde drage mod Kongen / oc met Gudz hielp gøre ende paa Sagen / før end hand skulde komme ind i Judeam met sin Hær / oc indtage Staden. Saa befalede hand sig Gud / oc formanede sit Folck / at de vilde stride trøstelige indtil døden / at de kunde beholde der Lowen / Templen / Staden / Federne Landet / oc Regementet.
Oc hand leyrede sig hoss Modin / oc gaff dem disse ord til Løsen / Gud giffuer Seyer. Der effter giorde hand sig rede om natten met de beste Stridzfolck / oc falt ind i Kongens Leyer / oc slo ved fire tusinde mend ihiel / oc den fremmerste Elephant / oc alle dem som vaare i Taarnet / der met komme de en stor forferdelse oc fryct i den gantske Leyer / Oc droge erlige oc lycksalige fra / om morgenen der det dagedis / Thi Gud vaar deris Hielpere.
Men der Kongen haffde forsøgt / at Jøderne vaare saa dristige / da vende hand sig / oc drog gennem de Stæder som ingen veye vaare / oc førde sit Folck faar Bethzura Jødernis Befestning / som vaar icke besæt. Men hand bleff der ocsaa slagen paa fluct / oc vdrette inted / oc fick skade / Thi at Judas sende til Befestningen alt det de haffde behoff.
857 | Men der vaar en iblant Jøderne hed Rodocus / hand sagde Fienderne met forræderi al hemmelighed / Men mand bespeydede hannem / oc greb hannem / oc fordreff hannem bort.
Der effter bleff Kongen anderledis til sinde / oc giorde fred met dem i Bethzura / oc drog der fra / oc stridde mod Juda / oc tabte Slaget. Oc effterdi hand haffde fornummet / at Philippus vaar affalden / huilcken hand haffde ladet bliffue effter sig i Antiochia til Stadzholdere / da bleff hand saare forfærdet. Oc hand loed handle met Jøderne / oc forligte sig met dem / oc soer / at hand vilde holde den Forligelse / oc vaar saa deris Ven. Oc hand offrede oc ærede Templen / oc holt sig venlig mod Staden / oc anammede Maccabeum til en Ven / oc giorde hannem til Høffuitzmand fra Ptolemaide indtil de Gerrener.
Men der Kongen kom til Ptolemais / da saae de Ptolemaier icke gerne den Forligelse / Thi de befryctede sig / at mand skulde icke holde dem loffue / lige som de icke haffde huldet loffue. Da traadde Lysias obenbarlige op / oc aarsagede Kongen / oc tog dem met ord / saa at de vaare til fredz / oc stillede dem / saa at de skulde forsee sig alt gaat til dem / Der effter drog hand til bage igen til Antiochia. Saa gick det til / met denne Kongis reyse / oc hiemreyse igen.
TRy aar der effter / fornam Judas oc hans Folck / At Demetrius Seleuci søn / vaar kommen til Trypoli met meget Folck oc mange Skib / oc haffde indtaget Landet / oc ihielslaget Antiochum / oc Lysiam hans Formyndere. Men Alcimus / som haffde før veret den ypperste Prest / oc vaar skendelige affalden / i forfølgelsens tid / oc tenckte nu / at hand huercken skulde bliffue ved Liffuit / oc ey heller komme til det ypperste Preste embede igen / Hand drog til Kong Demetrium / i det hundrede oc it oc halfftrediesinds tiuende aar / oc førde hannem en Guldkrune oc Palmer oc Oliegrene / som hørde til Templen / Oc hand fordrog den første dag / indtil hand saa sin tid / som kunde hielpe hannem til sit raseri.
Der nu Demetrius kallede hannem ind faar Raadet / oc loed spørie hannem at / huorledis det stod met Jøderne / oc huad de haffde i sinde? Da suarede hand saa / Jøderne som kalde sig fromme / huilckis Høffuitzmand Judas Maccbabeus er / begynder altid Krig oc Oprør / oc lader dit Rige ingen fred. De haffue oc røffuit mig fra min faderlige herlighed / som er / Prestedømmet / Der faare er ieg kommen hid / Først / Kongen til gode / oc at ieg skulde mene det trolige. Der nest / at ieg oc gerne vilde skicke mit Folck raad faare / Thi at met saadan wskickelighed bliffuer vor gantske slect til inted. Vilde der faare Kongen see til Sagen / oc effter sin naffnkundige godhed / raade oc hielpe Landet oc vor gantske Slect i denne Sag / Thi at saa lenge som Judas leffuer / er det icke mueligt / at der bliffuer fred i Landet.
Der hand haffde det talet / da bleffue de andre oc vrede paa Judam / Oc opuacte Demetrium mod hannem / at hand loed strax kalde Nicanor / som vaar Høffuitzmand offuer Elephanternis Hær / oc skickede hannem til Høffuitzmand mod Jøderne. Oc hand befalede hannem / at hand skulde dræbe Judam / oc atsprede hans Hob / oc sette Alcimum til ypperste Prest. Da gaffue alle de Hedninge sig til Nicanor / som Judas haffde fordreffuit aff Landet / oc haabedis / at Jødernis wlycke skulde bliffue deris lycke.
Der nu Judas oc hans Folck hørde / At Nicanor drog mod dem / oc at Hedningene gaffue sig alleuegne til hannem i Hobe tal / da offuerstrødde de sig met aske / oc kallede paa Gud / som haffde beuaret sit Folck aff Verdens begyndelse / oc obenbare hulpet sin lille Hob. Der nu deris Høffuitzmand bød dem / da giorde de sig rede / oc støtte paa Fienderne hoss den By Dessa. Oc Simon Jude broder gaff sig mod Nicanor / oc Nicanor haffde paa det neste bleffuen slagen den stund Fienderne fulde mod hannem / før hand bleff dem var. Der nu Nicanor hørde / at Judas haffde saadanne dristige Folck hoss sig / som frimodelige voffuede Liff oc Godz for deris Federne Land / da fryctede hand sig / oc vilde inted Slag holde met dem / Men hand sende til hannem Possidonium / Theodotum oc Matathiam / at gøre fred met hannem. Der de nu lenge raadsloge der offuer / oc deris Høffuitzmand holt Folcket alle Sagerne faare / oc de vaare forente om Sagen / da samtyckte de den Forligelse / Oc sette en dag / paa huilcken de skulde baade komme alene tilsammen.
Der nu dagen kom / sette mand en Stoel til huer. Oc Judas skickede nogle i deris Harnsk / icke longt der fra / At Fienderne icke skulde wforuarendis gøre hannem suig / Oc de talede met huer andre deris nødtørfft. Oc Nicanor bleff nogen tid i Jerusalem / oc begynte inted mod dem / Oc loed sit Stridzfolck drage bort / oc holt Judam erlige faar Folcket / oc beuisde sig venlige mod hannem. Oc hand formanede hannem / At hand 858 | skulde tage sig en Hustru oc affle børn / Saa tog Judas en Hustru / oc haffde god fred / oc tog vaare paa sin nering.
Der nu Alcimus saa / at disse Tho vaare forligte met huer andre / oc haffde giort fred / da drog hand til bage igen til Demetrium / oc klagede paa Nicanor / at hand vaar bleffuen wtro / Thi at hand haffde giort Judam / Kongens Fiende / til ypperste Prest i hans sted / Da bleff Kongen fortørnet / oc meget vred / formedelst den vanartige Skalckis løgen / oc screff Nicanor til / At det behagede hannem aldelis inted / at hand haffde giort fred met Jøderne / Oc bød hannem / at hand skulde strax gribe Maccabeum / oc sende hannem til Antiochiam.
Der denne befalning kom nu til Nicanor / bleff hand bedrøffuit / oc vaar ilde til fredz / at hand skulde icke holde loffue / effterdi at Judas haffde inted ont forskyldet. Men dog effterdi hand torde icke gøre Kongen emod / tenckte hand at gribe hannem met liste. Men der Maccabeus merckte / at hand holt sig icke saa venlige mod hannem som tilforn / oc loed sig vel tycke / at det betyde inted gaat / da tog hand nogle til sig / oc skiulte sig for hannem.
Oc der Nicanor saa / at Maccabeus vaar tredskelige vndkommen / da gick hand op til den deylige hellige Tempel / oc bød Presterne / som offrede / at de skulde antuorde hannem den Mand. Men de sore høylige oc dyre / at de viste icke huor hand vaar / Da rackte hand sin høyre Haand mod Templen / oc soer / Er det saa / at i icke antuorde mig Judam bunden / Da vil ieg nedsla dette Gudz Huss / oc nedbryde Alteret / oc sette Baccho en deylig Kircke i den sted / Oc der hand haffde dette talet / gick hand der fra.
Da racte Presterne deris Hender op til Himmelen / oc robte til den / som altid haffuer beskermet vort Folck / oc sagde / HERRE / alligeuel at du haffuer ingen ting behoff / Saa haffuer det dog veret dig behageligt / at dit Tempel / i huilcket du boer / skulde vere iblant oss. Der faare du hellige Gud / huilcken alene tilhører alt det som helligt er / beuare fremdelis dit Huss / huilcket wi haffue nylige renset / At det skal icke besmittis / Oc stoppe de onde Munde.
Da bleff det Nicanori til kende giffuet om en aff de Eldste i Jerusalem / som hed Rhazis / at hand vaar en Mand / som elskte deris Federne Low / oc haffde alleuegne it gaat loff / oc saadant yndest iblant sine Burgere / at huer Mand kallede hannem Jødernis Fader. Hand vaar oc tilforn beklaget oc forfult der faare / oc haffde mandelige voffuit Liff oc Leffnet / for Jødernis tro. Der Nicanor vilde nu beuise sig / huor suarlige hand vaar Jødernis Fiende / da sende hand mere end fem hundrede Stridzmend / som hannem skulde gribe / Thi hand mente / at naar hand haffde fanget hannem / da skulde hand vende dem en stor skade til. Oc der de stormede til Porten paa taarnet / som hand vaar inde / oc bade hente ild / oc sette paa Porten / Oc hand merckte / at hand vaar fangen / da vilde hand stunget sig selff ihiel / Thi hand vilde heller erlige dø / end komme i de Wgudeligis hender / oc bliffue skendelige forhaanet aff dem. Men hand rammede sig icke ret i den angest.
Der de fulde nu ind til hannem i hobe tal / da vndløb hand paa muren / oc kaste sig mandelige ned iblant Folcket. Da vigede de fra hannem / at hand haffde rum / Oc hand falt paa lenderne / oc hand leffde alligeuel end nu. Oc hand gaff sig op i hastighed / alligeuel at hand blødde fast / oc Saarene giorde hannem ont / oc løb gennem Folcket / oc traadde op paa en høy Klippe. Oc der hand haffde aldelis forblød sig / da tog hand end da Tarmene aff Liffuet / oc kaste dem bort iblant Stridzfolcket / oc robte til Gud / som er HERRE offuer Liff oc aand. At hand vilde giffue hannem alt dette igen / Oc døde saa.
MEn der Nicanor hørde / at Judas opholt sig i Samaria met sine / da tenckte hand / at hand vilde offuerfalde dem om Sabbathen vden al fare. Oc der Jøderne / som hand nødde til at drage met / formanede hannem / at hand skulde icke saa iammerlige dræbe dem / men forholde at gøre det paa den hellige dag / huilcken Gud selff haffde æret oc helliget / Da atspurde den Hoffuitskalck dem / Den som haffuer budet Sabbathen / er hand HERRE i Himmelen? Oc der de suarede hannem / Ja / Det er den leffuende HERRE / Hand er HERRE i Himmelen / som bød at holde den siuende dag hellig. Der til sagde hand / Da er ieg Herre paa Jorden / oc biudereder / at i skulle ruste eder / oc vdrette Kongens befalning / Men hand kunde alligeuel icke fuldkomme sit opsæt. Oc Nicanor braskede oc tradzede / oc vaar vis paa / at hand vilde indlegge stor ære mod Judam.
Men Maccabeus haffde en stadlig tillid oc haab / at HERREN skulde hielpe hannem. Oc hand trøstede dem / som vaare hoss hannem / At de skulde icke frycte Hedninge / som droge mod dem / Men tencke paa den Hielp / som dem vaar offte tilforn skeet ned aff Himmelen / Oc nu ocsaa haabis til den tilkommende Seyer oc Hielp / som HERREN skulde tilskicke dem. 859 | Saa trøstede hand dem aff Lowen oc Propheterne / oc minte dem paa de lycksalige Slag / som de haffde før giort / oc giorde dem der met Hierte. Oc der hand haffde saa formanet dem / da fortalde hand dem oc / huorledis Hedningene haffde forbrudet sig / oc giorde mod deris Edis forplictelse / Oc hand rustede dem saa / icke met tradz paa Spiud eller Skiold / men met trøst paa Gudz ord.
Hand sagde dem oc en Syn / som vaar trolig / at hand haffde seet / aff huilcket de finge alle en frimodighed / Oc denne vaar Synen. Onias den ypperste Prest / en drabelig / erlig / from / veltalende Mand / som haffde flitelige lagd sig effter al Dygd aff sin Vngdom / hand vdracte sine Hender / oc bad for alt det Jødiske Folck. Der effter obenbaredis en anden gammil herlig Mand / i kaastelige Klæder / oc vdi en gantske herlig skickelse. Oc Onias sagde til Juda / Denne er Jeremias Gudz Prophete / som elsker dine Brødre meget / oc beder stedze for Folcket / oc for den hellige Stad. Der effter fick Jeremias Juda it gyldene Suerd met sine hender / oc sagde til hannem / Tag dette hellige Suerd / huilcket Gud giffuer dig / Der met skalt du sla Fienderne.
Der Judas haffde nu trøstet dem / met saadane deylige ord / som gøre en / baade it hierte oc frimodighed / Da besluttede de / at de vilde icke gøre Leyer / men drage strax mod Fienderne / oc offuerfalde dem mandelige / oc gøre ende paa Sagen / Thi at Staden / Gudztienisten oc Templen stode i fare. Oc sandelige / De actede icke deris Hustruers oc Børns / Brødris oc Venners fare saa høyt / Men deris høyste sorg vaar for den hellige Tempel / Oc de som bleffue i Staden / vaare i stor sorg for deris Stridzfolck.
Der det skulde nu gelde / at de skulde støde sammen / oc Fienderne haffde forsamlet sig / oc giort deris Aarden / oc skicket Elephanterne paa deris Sted / oc beskicket Reysener hoss baade sider / Oc Maccabeus saa Fienderne / oc deris mangfoldige Rustning / oc de forferdelige Diur / Da racte hand sine hender til Himmelen / oc bad den vnderlige Gud / som seer alting / Thi hand viste vel / at Seyer kommer icke formedelst Harnsk / men Gud giffuer hannem / huilcken hand den vil vnde. Oc hand bad saa.
HERRE / du vdsende din Engel i Ezechie / Jødernis Kongis tid / oc hand ihielslo i Senacheribs Leyer hundrede oc fem oc firesinds tiue tusinde Mend. Saa sent nu oc (Du HERRE i Himmelen) en god Engel frem faare oss / at forferde Fienderne / Lad dem forferdis for din stercke Arm / som drage met Gudz bespaattelse mod dit hellige Folck / Oc der met loed Judas aff.
Saa drog Nicanor oc hans Hob frem met Trommeter oc stort skrig. Men Judas oc hans Folck gaffue sig mod Fienderne met deris Bøn / oc robte til Gud / Oc de sloge met Henderne / men met hiertet robte de til Gud / Oc de sloge ved fem oc trediue tusinde Mend / oc glædde sig meget / at Gud haffde beuist sig saa naadig.
Der Slaget haffde nu ende / oc de droge aff igen / da kende de Nicanor paa hans Harnsk / at hand vaar oc ihielslagen / Da begyntis it stort skrig oc glædeligt rob / oc de loffuede Gud paa deris maal. Oc Judas / som haffde voffuet Liff oc Godz for sit Folck / oc giort sit Folck meget gaat aff sin vngdom / hand bød / At mand skulde hugge Hoffuedet oc Haanden met Skuldren aff Nicanor / oc føre met til Jerusalem. Der hand nu kom did / da kallede hand sit Folck tilsammen / oc skickede Presterne faar Alteret / oc sende Bud til Fienderne paa Slaattet / oc loed dem see Nicanors hoffuit / oc den Bespaatteris haand / huilcken hand haffde vdract mod den Almectigis hellige Huss / oc fordristet sig høylige. Hand skar oc Tungen aff den wgudelige Nicanor / oc befalede at hugge hende i stycke faar Fule. Oc at ophenge den Haand tuert offuer fra Templen / met huilcken hand haffde bruget den galenskaff.
Oc alt Folcket loffuede Gud i Himmelen / oc sagde / Loffuit vere den / som haffuer beuaret sin Stad / at hand er icke bleffuen besmittet. Oc hand sette Nicanors hoffuit / at huer mand kunde see det aff Slaattet til it obenbare Tegen / at HERREN haffde hulpet dem. Det bleff oc endrectelige besluttet aff alle / At mand skulde icke forglemme den dag / men holde hannem hellig / som er / den trettende dag i den tolffte maanet / som kaldis Adar paa Syriske / en dag faar Mardochei høytid.
Saa vil ieg nu her met beslutte denne Bog / effter at Nicanor er ihielslagen / oc Jøderne haffue taget Staden ind igen. Oc haffde ieg giort hende behagelig / det vilde ieg gerne / Men er hun for ringe / saa haffuer ieg dog giort / saa meget som ieg formaatte. Thi det er icke lystigt at dricke altid Vin eller Vand / men det er lystigt / at dricke styndem Vin / oc styndem vand. Saa er det oc lystigt / naar mand læss mangehonde. Det vere enden.
Ende paa de Maccabeers Anden Bog.