Redaktion: Nielsen, M.A. (2017)  
forrige næste

860 | Jt stycke i Esther.

SAa lydde Breffuit: Den store Konge Artaxerxes fra Jndia indtil Morland / tilbiuder de hundrede oc siu oc tiue Førster / oc deris nderdane / sin Hilsen.

alligeuel at ieg er en mectig Konge / oc den største Herre paa Jorden / saa haffuer ieg dog icke villet ophøye mig aff min mact / Men beflite mig til at regere naadelige oc sactmodelige / oc at holde altid den gode Fred / aff huilcken huer mand glæder sig / At huer mand maatte leffue rolige oc bruge sin handel. Der om holt ieg raad met mine Førster / huorledis det kunde ske. Da gaff Aman / min klogeste / kæreste oc trofasteste Raadgiffuere / som er den høyste nest Kongen / mig til kende / huorledis der er it Folck som er atsprid i alle land / som holder besynderlige Louer / mod alle Landz oc Folckis skick/ oc foracter stedze Kongers Bud / met huilcket de forhindre Fred oc enighed i Riget.

Der wi nu fornumme / at it eniste Folck / sette sig mod al Verden / oc holt sin egen skick / oc foractede vore Bud / Met huilcket de giorde stor skade / oc forstyrede fred oc enighed i vore Riger / Da befalede wi / at / huilcke Aman den øffuerste Første / oc den ypperste nest Kongen / vor Fader / opneffner / skulle dræbis met Hustruer oc Børn / aff deris Fienders suerd / vden al barmhertighed / oc ingen skal sparis / Oc det paa den fiortende dag i den tolffte maanet Adar vdi dette aar / Paa det de Wlydige kunde alle bliffue ihielslagne paa en dag / oc der kand bliffue en stadig Fred i vore Rige.

Oc Mardocheus bad til HER R EN / oc opregnede hans vnderlige Gerninger / oc sagde / HERRE Gud / du est den almectige Konge / Alting staar i din mact / oc ingen kand staa emod din vilie / naar du vilt hielpe Jsrael. Du haffuer giort Himmel oc Jord / oc alt det som der er vdi / Du est en HERRE offuer alting / oc ingen kand staa dig emod. Du vedst alle ting / oc haffuer det seet / at det vaar icke aff tradz eller Hoffmod / at ieg icke vilde tilbede den stolte Aman / Thi ieg haffde veret rede / Jsrael til gode / at ocsaa veluillige kysse hans føder / Men ieg giorde det aff fryct / at ieg skulde icke giffue it Menniske den ære / som min Gud bør at haffue / oc ingen anden tilbede / end min Gud.

Oc nu HERRE / Du Abrahams Konge oc Gud / forbarme dig offuer dit Folck / Thi Fiender ville vdslette oss / oc oprycke din Arff / som du haffuer hafft aff begyndelsen. Foracte icke din lille Hob / som du frelste aff Egypten. Hør min Bøn oc ver dit Folck naadig / oc omuent vor sorg til glæde / At wi maa leffue / oc prise dit naffn / Oc vdslet icke deris munde / som dig loffue. Oc alt Jsrael robte aff al mact til HERREN / Thi at de vaare i dødzens nød.

Oc Dronning Esther vende sig oc til HERREN / i denne Dødz fare / oc lagde sine Kongelige klæder aff oc tog Sørgeklæder paa / Oc hun strødde aske oc støff paa sit hoffuit / for det edele Vand oc Balsam / oc ydmygede sit Legeme met faste / oc paa alle stæder / som hun haffde tilforn veret glad / der drog hun sit Haar aff sig / oc bad til Jsraels Gud / oc sagde.

HERRE / Du som est alene vor Konge / hielp mig elendige / Jeg haffuer ingen anden Hielpere / end dig / oc nøden er faar hender. Jeg haffuer hørt aff min Fader / HERRE / at du vdualde Jsrael aff alle Hedninge / oc anammede vore Fedre aff gammel tid / til en euig Arff / oc du haffuer huldet dem / det som du haffuer talet. Wi haffue syndet faar dig / der faare haffuer du offuergiffuit oss i vore Fienders hender. HERRE / Du est retferdig / Thi wi haffue æret deris Guder.

Men nu lade de sig icke nøye der met / at de holde oss i stor tuang / Men deris Seyer scriffue de deris Affguders mact til / oc ville gøre din Foriettelse til inted / oc oprycke din Arff / oc tilstoppe deris Mund / som dig loffue / oc vdslette din Tempels oc Alteris ære. Oc de ville oplade Hedningernis mund / til at prise Affgudernis mact / oc til at rose en dødelig Konge euindelige. HERRE giff icke dem din Spir / som inted ere / at de skulle icke bespaatte vort iammer / Men vent deris opset offuer dem / oc tegne den / som det begynder mod oss.

Tenck paa oss HERRE / oc beuiss dig i vor nød / oc styrcke mig HERRE / du Konge offuer alle Guder oc Herskaff. Lær mig / huorledis ieg skal tale faar Louen / oc omuent hans hierte / at hand kand bliffue gram paa vore Fiender / Paa det at hand kand selff omkomme met sine Tilhengere. Oc redde oss formedelst din Haand / oc hielp mig din Tienerinde / som haffuer ingen anden hielp / end dig HERRE alene / du som vedst alle ting / oc forstaar / at ieg haffuer ingen glæde aff den ære / som ieg haffuer hoss de Wgudelige / oc at ieg haffuer ingen lyst til det Heydenske oc fremmede Ecteskaff. Du vedst at ieg skal det gøre / oc ieg acter icke den herlige prydelse / som ieg bær paa mit hoffuit / naar ieg skal føre min Stat / Men ieg acter det lige som it 861 | wrent klæde / oc pryder mig icke vden til min herlighed. Jeg haffuer oc aldri ædet met Aman / ey heller hafft glæde hoss det Kongelige bord / oc icke drucket aff Offeruin. Och din Tienerinde haffuer aldri giort sig glad / siden ieg bleff hid ført / indtil denne tid / Vden alene i dig HERRE / du Abrahams Gud. Bønhør de forladnis røst / du stercke Gud offuer alle / Oc redde oss fra de Wgudeligis haand / oc frelss mig aff min nød.

Oc paa den tredie dag / lagde hun sine daglige klæder aff / oc tog sin Kongelig prydelse paa oc vaar meget deylig / oc robte til Gud den Frelsere som seer alting. Oc hun tog tho Piger met sig / oc hellede sig sactelige op til den ene / Men den anden fulde hende / oc bar hendis Kiortelsuantz / oc hendis ansict vaar gantske deyligt / lystigt / oc gledelige skicket / Men hendis hierte vaar fult aff angest oc sorg.

Oc der hun kom ind igennem alle Dørrene / da traadde hun frem mod Kongen som hand sad paa den kongelige Stol / i sine Kongelige klæder / som vaare aff guld oc ædele Stene / oc vaar forferdelig at see til. Der hand nu opløffte sine øyen / oc vredelige saa til hende / da daanede Dronningen / oc sanck ned i besuimelse / oc lagde Hoffuedet paa Pigen.

Da omuende Gud Kongens hierte til gaat / oc hannem bleff bange / for hende / oc hand spranck aff sin Stol / och tog hende i sin faffn / indtil hun kom til sig igen / och sagde venlige til hende / huad fattis dig Esther? Jeg er din broder / Frycte dig icke / du skalt icke dø / Thi dette forbud gelder alle andre til / men icke dig / traad hid frem. Oc hand opløffte den gyldene Spir / oc lagde hende paa hendis Axel / oc kyste hende / oc sagde / Sig frem.

Oc hun suarede / der ieg saa dig / da tycte mig / at ieg saa en Guds engel / der faare forferdedis ieg for din store Maiestat / Thi du est meget forferdelig / oc din skickelse er gantske herlig. Oc der hun saa talede / sanck hun anden gong ned i en besuimelse / oc falt ned. Da bleff Kongen forferdet oc hans Tienere / oc trøstede hende.

J det fierde Ptolemei och Cleopatre aar / førde Dositheus (huilcken der gaff sig vd for en Prest aff Leui slect) och Ptolemeus hans Søn / dette Purims breff / oc sagde / at Lysimachus Ptolemei Søn haffde det vdlagd i Jerusalem.

Artaxerxes den store Konge / fra Jndia indtil Morland / Tilbiuder de hundrede och siu oc tiue Førster / oc deris nderdane / sin Hilsen.

Wi befinde / at der ere mange / som misbruge Førsternis naade / oc bliffue stolte oc onde / aff den naade / som dem vederfaris. Saa at de icke aleniste offuerpucke deris Vnderdane / men tencke oc at traade Herrene selff vnder føder aff huilcke de ere ophøyede. Oc de gøre icke aleniste mod naturligt skel / met deris wtacknemmelighed / men ere saa forblindede aff hofferdighed / at de oc mene / at Gud (som seer til de Fromme) straffer icke saadan wtroskaff. De bedrage oc fromme Førster / paa det de kunde vdstyrte wskyldigt blod / och føre dem i al wlycke / som tiene trolige oc redelige. Huilcke Exempel mand finder / icke aleniste i de Gerninger som ere skede i fordom tid / men mand kand oc end nu daglige forfare / huor megen wlycke saadane wtro raadgiffuere komme aff sted.

Effterdi oss bør da at see der til / at der kand fremdelis bliffue fred i Riget / da nødis wi styndum til / effter sagens leyelighed / at foruandle vore Bud / naar wi det anderledis befinde / end wi vaare vnderuisde / oc icke fare for meget wbesindelige.

Effterdi nu at Aman / Hamadathi søn som er aff Macedonia / oc icke aff de Persers blod / oc icke heller aff vor gode art / men er en Gest hoss oss / Huilcken wi beuisde al naade (som wi pleye at gøre mod alle Landskaff) oc ophøyede hannem saa / at wi kallede hannem vor Fader / oc hand bleff æret aff huer mand / som den Neste effter Kongen / da er hand bleffuen saa hoffmodig / at hand haffuer dristit sig til / at ville skilie oss baade ved vor Kongerige och liff. Thi hand haffuer falskelige oc vanartelige beklaget Mardocheum (som formedelst sin troskaff och velgerning reddede vort liff) oc vor wskyldige Hustru Dronning Esther / oc alt hendis Folck / at de skulde alle bleffuet dræbte. Oc naar som de haffde da veret borte / som oss beuare / da tenckte hand / at ocsaa myrde oss / oc føre de Persers rige / vnder de Macedonier.

Oc wi befinde / at Jøderne / huilcke den fordreffne Skalck / vilde ladet ihielsla / ere wskyldige / haffue gode louer / oc ere den høyste / største oc euige Guds Børn / som haffuer giffuit vore Forfedre oc oss dette Rige / och end nu opholder. Der faare skulle i icke holde eder effter det Breff / som Aman førde vd / Thi at for den Gerning skyld er hand och al hans Slect hengde i Galien faar Porten i Susan / oc Gud haffuer saa snarlige betalet hannem / lige som hand haffuer fortient.

Men dette Bud / som wi nu skicke til eder / skulle i kundgøre i alle Stæder / at Jøderne mue frilige / holde deris Lou. Oc der som mand vil gøre dem vold / paa den trettende dag i den tolffte maanet / som kaldis Adar / Da skulle i beskerme dem / at de kunde heffne sig paa dem / Thi den almectigste Gud / haffuer giort dem den dag til glede / paa huilcken / det vdualde folck skulde omkommet.

862 | Der faare skulle i ocsaa / holde denne dag hellig / met andre hellige dage / i al gledskaff / at det maa gaa oss vel / oc alle dem / som ere de Perser tro / oc det skal vere it Exempel / huorledis wtroskaff bliffuer straffet. Oc huilcket Land eller Stad / som icke holder dette Bud / det skal vdslettis met suerd oc ild / saa at der skal huercken Menniske eller Diur / oc ey Fule lenger kunde bo der vdi.

J det andet den store Kong Artaxerxes aar / den første dag i den maanet Nisan / haffde Mardocheus en Drøm / huilcken der vaar en Jøde / Jairi søn / Semei søns / Kis søns / aff Ben Jamins slect / oc bode i den stad Susan / en erlig Mand / oc velholden i kongens Gaard oc hand vaar en aff de Fanger / som Nabugodonosor Kongen aff Babylon haffde bortført fra Jerusalem met kong Jechania Juda konge / oc denne vaar hans Drøm.

Der begyntis it skrig oc Bulder / Torden oc Jordskel oc en forferdelse paa Jorden. Oc see der vaare tho store Drager / de ginge mod huer andre at stride. Och det skrig vaar saa stort / at alle Land giorde sig rede til / at stride mod it helligt Folck. Oc det vaar en dag / met stor mørckhed / drøffuelse oc angest / oc der vaar stort iammer oc forferdelse paa Jorden. Och det hellige Folck vaar suarlige bedrøffuit / oc de fryctede sig for deris wlycke / oc haffde raadslaget om deris Liff / oc de robte til Gud. Oc effter dette skrig / vdflød en stor Vandstrøm aff en liden Kilde / oc Solen gick op / oc bleff klar / oc de Elendige vunde / oc dræbte de Hoffmodige.

Der nu Mardocheus opuognede / effter den Drøm / tenckte hand / huad Gud monne mene der met / oc hand beholt den Drøm i sit hierte / oc tenckte paa hannem / indtil naten / och haffde gerne vist / huad hand betyde. Oc Mardocheus sagde / Gud haffuer skicket det altsammen / ieg tenckte paa min Drøm / oc det er lige saa ganget som mig drømde.

Den lille Kilde / som bleff til en stor Vandstrøm / der Solen skinde och bleff klar / det er Esther / huilcken Kongen tog til Hustru / oc giorde til Dronning. De tho Drager ere / Jeg oc Aman / den ene betyder Hedningene / som komme tilsammen / oc vilde vdslette Jødernis naffn. Den anden betyder mit folck Jsrael / som robte til HERREN / oc HERREN halp sit Folck / oc frelste oss fra denne wlycke. Hand gør store Tegen och vnderlige Gerninger iblant Hedningene / Thi hand haffuer altid giort forskel / mellem sit Folck oc Hedningene. Oc naar tiden kom / at Hedningene vaare paa det hoffmodigste / oc wi paa det skrøbeligste oc Gud skulde dømme / da tenckte hand paa sit Folck / oc gaff sin Arff Seyer.

Oc denne dag skal mand holde i den maanet Adar / paa den fiortende och femtende dag / i den samme maanet / met al glæde / oc stor flid / naar Folcket kommer til sammen / Oc det skal saa holdis euindelige iblant Jsraels Folck.

Ende paa de Stycker vdi Esther.