© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
PAulus Jhesu Christi Apostel / Formedelst Guds vilie / oc Timotheus den Broder.
Guds Menighed i Corinthen / met alle Helligen i gantske Achaia.
Naade vere met eder / oc Fred / aff Gud vor Fader / oc den HERR E Jhesu Christo.
Loffuit vere Gud oc vor HERRJS Jhesu Christi Fader / barmhertighedz Fader / oc al Trøstis Gud / som oss trøster i al vor bedrøffuelse / At wi oc kunde trøste dem / som ere i allehonde bedrøffuelse / met den trøst / der wi bliffue trøstede met aff Gud. Thi at lige som wi haffue meget aff Christi pine / Saa bliffue wi oc rigelige trøstede formedelst Christum. Oc huad heller wi haffue bedrøffuelse eller trøst / da skeer det eder til gode. Er det bedrøffuelse / da skeer det eder til trøst oc Salighed (Huilcken Salighed sig beuiser / der som i lide met taalmodighed / i saa maade som wi lide) Er det trøst / da skeer det eder oc til trøst oc salighed. Oc vort haab staar fast for eder / effterdi wi vide / at / lige som i eredelactige i Pinen / saa skulle i oc vere delactige i Trøsten.
Thi wi wille icke dølie for eder / kære Brødre / vor Bedrøffuelse / som oss er vederfaren i Asia / thi wi vaare der offuer maade besuarede offuer vor mact / saa / at wi oc vaare mistrøstige om Liffuit / oc haffde besluttet hoss oss / at wi skulde dø. Men det skede der faare / At wi skulde icke forlade oss paa oss selff / men paa Gud / som opuecker de Døde / Huilcken der frelste oss aff den Død / oc end nu daglige frelser / Oc wi haabis til hannem / at hand skal oc fremdelis frelse oss formedelst eders forbedelsis hielp for oss / Paa det der skal ske megen Tack / aff mange personer / offuer oss / for den Gaffue / som oss er giffuen.
Thi denne er vor Ross / som er / vor Samuittigheds vidnisbyrd / At wi haffue vandret i Verden i enfoldighed oc i Guds klarhed / icke i kødelig visdom / men i Guds naade / dog allermest hoss eder. Thi wi scriffue eder inted andet til / end det i læse / oc befinde ocsaa. Oc ieg haabis / at i skulle oc befinde oss saa indtil enden / lige som i haffue i nogen maade befundet oss. Thi wi ere eders Ross / lige som i oc ere vor Ross / paa vor HERRJS Jhesu dag. Oc paa denne fortrøstning / tenckte ieg at komme en gong til eder / at i skulde atter anamme en velgerning / oc at ieg kunde formedelst eder reyse til Macedoniam / oc komme igen aff Macedonia til eder / oc bliffue ledsaget aff eder til Judeam.
Men haffuer ieg bruget nogen wstadighed / der ieg saadant tenckte? Eller ere mine anslag kødelige? Jcke saa / men hoss mig er Ja / ia / oc Ney er ney. Men O huilcken trofast Gud / at vort ord til eder haffuer icke veret Ja oc Ney. Thi Guds Søn Christus Jhesus / som er predicket iblant eder formedelst oss / ved mig oc Siluanum oc Timotheum / hand vaar icke Ja oc Ney / men det vaar Ja i hannem. Thi alle Guds løffte ere ia i hannem / oc de ere Amen i hannem / Gud til loff / formedelst oss. Oc Gud er den / som stadfester oss met eder i Christo / oc saluede oc beseglede oss / oc gaff Aanden til pant i vore hierter.
OC ieg kalder Gud til Vidne / paa min Siel / at ieg haffuer sparet eder / i det / at ieg kom icke til Corinthen igen. Jcke at wi ere Herrer offuer eders Tro / men wi ere Tilhielpere i eders glæde / thi at i staa i Troen. Men ieg tenckte saadant hoss mig / At ieg skulde icke atter komme til eder i sorg. Thi at bedrøffuer ieg eder / Huo er da den / som skal gøre mig glad / Vden den som bliffuer bedrøffuit aff mig? oc ieg screff eder det samme til / At ieg skulde icke vere bedrøffuit / naar ieg komme / aff det som mig burde met rette / at haffue glæde / Effterdi ieg forseer mig det til eder alle / At min glæde / er allis eders glæde. Thi ieg scriffuer eder til i stor bedrøffuelse / oc i mit hiertis angest / met megen graad / Jcke at i skulle bliffue bedrøffuede / Men paa det i skulde kende den Kærlighed / som ieg haffuer / besynderlige til eder.
Men der som nogen haffuer kommet nogen Bedrøffuelse aff sted / Da haffuer hand icke bedrøffuit mig / vden i nogen maade / at ieg skal icke besuare eder alle. Oc det er nock / at den samme er saa straffet aff mange / At i nu fremdelis dissmere skulle tilgiffue oc husuale hannem / 1023 | Paa det hand skal icke nedsiuncke i alt for stor sorg. Der faare formaner ieg eder / at i ville beuise hannem kærlighed. Fordi at ieg screff eder oc der faare til / at ieg vilde vide / om i ere retsindige / til at vere lydige i alle stycker. Oc huilcken i forlade noget / den forlader ieg det ocsaa. Thi at ieg der som ieg forlader nogen mand noget / da forlader ieg det for eders skyld / i Christi sted / Paa det wi skulle icke forraskis aff Satan / Thi oss er icke wuiderligt / huad hand haffuer i sinde.
Oc der ieg kom til Troada / at predicke Christi Euangelium / oc mig vaar opladen en Dør / i HERREN / da haffde ieg ingen rolighed i min Aand / der ieg fant icke Titum min Broder / Men ieg skilde mig fra dem / oc foer vd til Macedoniam. Men Gud vere tacket / som altid giffuer oss Seyer i Christo / oc obenbarer sit Vidskaffs luct / formedelst oss / i alle Stæder. Thi wi ere Christi gode luct faar Gud / baade iblant dem som bliffue salige / oc iblant dem som bliffue fortabte / Disse Dødens luct til døden / oc de andre liffzens luct til Liffuit. Oc huo er her til bequem? Thi wi ere icke / som mange andre / der forfalske Guds ord / Men wi tale klarlige i Christo / oc lige som aff Gud faar Gud.
BEgynde wi da atter / at prise oss selff? Eller behøffue wi / som nogle / Loffuebreff til eder / eller Loffuebreff aff eder? J ere vort Breff / som er screffuit i vore Hierter / som kendis oc læsis aff alle Menniske / i som ere bleffne obenbare / at i ere Christi Breff / tilberedde formedelst Predicke embedet / oc screffne aff oss / Jcke met Bleck / men met den leffuende Guds Aand / Jcke i Stentaffler / men i Hiertens Kødtaffler. Saadan fortrøstning haffue wi oc til Gud formedelst Christum / Jcke at wi ere duelige aff oss selff / at tencke noget / som aff oss selff / Men at wi ere duelige / det er aff Gud / huilcken som oc giorde oss duelige / at føre det ny Testamentis Embede / Jcke Bogstauens / men Aandens. Thi at Bogstauen ihielslar / men Aanden gør leffuende.
Men haffde det Embede / som ihielslar formedelst Bogstauene / oc er vdgraffuet i Stene / saadan klarhed / at Jsraels Børn kunde icke see paa Mose ansict / for hans ansictis klarhed skyld / som dog forgaar / Hui skulde icke meget mere det Embede / som giffuer Aanden / haffue klarhed? Thi at haffuer det Embede klarhed / som predicker Fordømmelsen / da haffuer meget mere det Embede som predicker Retferdighed / offueruettis klarhed. Thi at oc den anden deel / som forklaret vaar / er icke at acte for klarhed / Mod denne offueruettis klarhed. Thi at haffde det klarhed / som forgaar / Da skal det haffue meget mere klarhed / som bliffuer.
Effterdi wi haffue nu saadant Haab / da bruge wi stor dristighed / oc gøre icke som Mose / der hengde it Skiul faar sit Ansict / at Jsraels Børn kunde icke see enden paa det / som forgick / men deris sind ere forherdede. Thi det samme Skiul bliffuer icke fortaget / indtil denne dag / offuer det gamle Testamente / naar de det læse / huilcket der forgaar i Christo. Men det skiul henger faar deris Hierter / indtil denne dag / naar Mose læsis. Men der som det omuende sig til HERREN / da bleffue Skiulet borttaget / Thi HERREN er Aanden / Oc huor som HERRENS Aand er / der er frihed. Men nu speyler HERRENS klarhed sig i oss alle / met it bart Ansict / oc wi bliffue forklarede i det samme Billede / fra den ene klarhed til den anden / som aff HERRENS Aand.
DEr faare / effterdi wi haffue saadant it Embede / effter som oss skede barmhertighed / Da bliffue wi icke trette / men fly lønlig skendzel / oc omgaass icke met skalckhed / forfalske oc icke Guds ord / Men met sandheds obenbarelse / oc beuise oss vel mod alle Menniskis samuittighed faar Gud.
Er nu vort Euangelium skiult / da er det skiult faar dem / som bliffue fortabte / hoss huilcke denne Verdens Gud / haffuer forblindet de Vantrois sind / saa at de icke see det klare Euangelij Liuss om Christi klarhed / huilcken som er Guds rette Billede. Thi wi predicke oss icke selff / Men Jhesum Christum / At hand er HERREN / Oc wi eders Tienere for Jhesus skyld. Thi Gud som bød Liuset skinne frem aff mørcket / Hand gaff it klart skin i vore hierter / at den opliusning om Guds klarheds vidskaff er fremkommen formedelst oss / i Jhesu Christi Ansict.
Wi haffue oc dette Liggendefæ i Jordkar / paa det at den offueruettis krafft / skal vere Guds / oc icke aff oss. Wi haffue alleuegne bedrøffuelse / Men wi gremme oss icke. Wi haffue angist / Men wi ere icke mistrøstige. Wi lide forfølgelse / men wi bliffue icke forladne. Wi vn 1024 |dertryckis / Men wi ødeleggis icke. Oc wi bære altid vor HERRJS Jhesu Død omkring / i vort Legeme / Paa det at oc vor HERRJS Jhesu Liff skal obenbaris i vort Legeme.
Fordi at wi / wi som leffue / bliffue stedze giffne i Døden / for Jhesu skyld / Paa det / at Jhesu Liff oc skal obenbaris i vort dødelige kød. Der faare saa er nu Døden mectig i oss / Men Liffuet i eder. Oc effterdi wi haffue den samme Troens Aand / effter som screffuit staar / Jeg tror / der faare taler ieg. Saa tro wi oc / der faare saa tale wi oc / oc vide / at den / som opuecte den HERRE Jhesum / hand skal oc opuecke oss / formedelst Jhesum / oc skal skicke oss der met eder. Thi det skeer altsammen for eders skyld / Paa det den offueruettis naade / skal met megen tacksigelse / rigelige prise Gud.
Der faare bliffue wi icke trette / men der som vor vduortis Menniske raadner / Saa skal dog det induortis fornyes dag fra dag. Thi vor Bedrøffuelse / som er timelig oc læt / gør oss en euig oc offuer al maade suar Herlighed / wi som icke see til det synlige / men til det wsynlige. Thi huad som synligt er / det er timeligt / Oc huad som wsynligt er / det er euigt.
WJ vide oc / der som dette vort Tabernackels iordiske Huss bliffuer sønderbrudet / at wi haffue en Bygning opbygd aff Gud / it Huss / som icke er giort met hender / huilcket der er euigt i Himmelen. Oc offuer den samme sucke wi ocsaa / effter vor Bolig / som er aff Himmelen / Oc oss forlengis / at wi kunde der met bliffue offuerklædde / Dog saa om wi findis klædde / oc icke nøgne. Thi den stund wi ere i Tabernackelen / sucke wi oc ere besuarede / Effterdi wi vilde helder icke affklædis / men offuerklædis / Paa det at det dødelige kunde opslugis aff Liffuit. Men den som beredde oss til det samme / hand er Gud / som gaff oss Aanden til pant.
Wi ere oc altid frimodige / oc vide / at / effterdi wi bo i legemet / da ere wi frenmede fra HERREN / Thi wi vandre i Troen / oc icke i beskuelsen. Wi ere dog ved god trøst / oc haffue me get mere lyst / at vere fremmede vden legemet / oc at vere hiemme hoss HERREN. Der faare ere wi oc flitige / huad helder wi ere hiemme eller fremmede / at wi kunde vere hannem behagelige. Thi wi skulle alle obenbaris faar Christi Domstol / Paa det at huer skal faa effter som hand haffuer handlet / i Legemens leffnet / huad helder det er gaat eller ont.
Effterdi wi da vide / at HERREN bør at fryctis / da fare wi sactelige met Folcket / men wi ere obenbare faar Gud. Oc ieg haabis / at wi ocsaa ere obenbare i eder Samuittighed. At wi icke atter loffue oss / men wi giffue eder aarsaage at rose aff oss / Paa det i kunde haffue at rose aff mod dem / som rose sig effter anseelsen / oc icke effter hiertet. Thi at gøre wi for meget / da gøre wi Gud det / Ere wi sactmodige / da ere wi eder sactmodige. Thi Christi kærlighed tuinger oss saa / Effterdi wi acte / at der som en døde for alle / da ere de alle døde / Oc hand døde fordi for dem alle / Paa det at de / som leffue / icke skulle fremdelis leffue dem selff / men den / som døde oc opstod for dem.
Der faare kende wi nu lenger / ingen effter kødet. Oc der som wi end kende Christum effter kødet / saa kende wi hannem dog nu icke mere. Er fordi nogen i Christo / da er hand it nyt Creature / Det gamle forgick / see / alle ting ere bleffne ny. Men det altsammen aff Gud / som forligte oss met sig selff / formedelst Jhesum Christum / oc gaff oss dette Embede / som predicker forligelse. Thi Gud vaar i Christo / oc forligte Verden met sig selff / oc tilregnede dem icke deris synder / oc hand oprette Ordet iblant oss om forligelsen.
Saa ere wi nu Sendebud i Christi sted / Thi Gud formaner formedelst oss. Saa bede wi nu i Christi sted / Lader eder forlige met Gud / Thi hand giorde den til Synd for Oss / som icke viste aff nogen Synd / Paa det wi skulde bliffue den Retferdighed i Hannem / som gelder faar Gud.
JEg formaner eder som Methielpere / at i icke tage Guds naade forgeffuis. Thi hand siger / Jeg bønhørde dig i den behagelige tid / oc halp dig paa Salighedens dag / Seer / Nu er den behagelige tid / Nu er Salighedens dag. Lader oss oc icke nogen sted giffue nogen forargelse / Paa det vort Embede skal icke straffis / Men lader oss beuise oss i alle ting / som Guds Tienere.
J stor Taalmodighed / i Bedrøffuelse / i Nød / i angist / i slag / i Fengsel / i oprør / i arbeyde / 1025 | i faste / i kyskhed / i vidskaff / i langmodighed / i venlighed / i den hellig Aand / i wbedragelig kærlighed / i sandheds ord / i Guds Krafft / formedelst Retferdigheds vaaben / baade paa den høyre oc paa den venstre side / ved ære oc skendzel / formedelst ont røcte / oc gaat røcte. Som bedragere / oc dog sandrue. Som de wbekende / oc dog bekende. Som de der dø / oc see / wi leffue. Som de der ere straffede / oc dog icke ihielslagne. Som de bedrøffuede / men altid glade. Som de Fattige / men de som dog gøre mange rige. Som de der haffue inted inde / oc haffue dog alting.
O J Corinther / vor Mund oplod sig til eder / vort Hierte er trøstigt. For vor skyld tøre i icke haffue angist / Men at i tage eder angist til / det gøre i aff en hiertelig mening. Jeg taler met eder / som met mine Børn / at i skulle oc skicke eder lige saa mod mig / oc verer ocsaa trøste.
Drager icke i det fremmede Aag met de vantro. Thi huad omgengelse haffuer Retferdighed met Wretferdighed? Huad samfund haffuer Liuset met Mørcket? Huorledis kand Christus komme offuer ens met Belial? Eller huad del haffuer den / som tror / met den vantro? Huad lignelse haffuer Guds Tempel met affguder? Oc i ere den leffuende Guds Tempel / som Gud oc siger / Jeg vil bo i dem / oc vandre i dem / oc ieg vil vere deris Gud / oc de skulle vere mit Folck. Der faare gaar vd fra dem / oc fraskilier eder / siger HERREN / oc rører icke noget wrent / Da vil ieg anamme eder / oc vere eders Fader / oc i skulle vere mine Sønner oc Døtter / siger den almectige HERRE.
EFterdi wi haffue nu saadane Løffte / mine Elskelige / Da lader oss rense oss aff al Kødsens oc aandens besmittelse / oc fremfare met Hellighed / i Guds fryct. anammer oss / wi haffue ingen giort wret / wi haffue ingen giort skade / wi haffue ingen bedraget. Jcke siger ieg dette / til at fordømme eder / Thi ieg sagde tilforn / at i ere i vort hierte / til at dø oc at leffue. Jeg taler met stor dristighed til eder / Jeg roser meget aff eder / Jeg er opfylt met trøst / Jeg er offueruettis i glæde / vdi al vor bedrøffuelse.
Fordi at der wikomme til Macedoniam / da haffde vort Kød ingen rolighed / men wi vaare alleuegne i Bedrøffuelse / Vduortis strid / induortis fryct. Men Gud som trøster de foractelige / hand trøstede oss formedelst Titi tilkommelse. Men icke aleniste formedelst hans tilkommelse / men ocsaa met den trøst / som hand vaar trøstet met aff eder / oc forkyndede oss eders forlengelse / eders graad / eders nidkærhed for oss / saa at ieg glædde mig end mere.
Thi at ieg giorde eder bedrøffuede met Breffuet / det fortryder mig icke. Oc der som ieg end angrede det / men effterdi ieg seer / at Breffuet maa vel ske nogen stund bedrøffuede eder / saa glæder ieg mig dog nu / Jcke der aff / at i bleffue bedrøffuede / men at i bleffue bedrøffuede til anger. Thi at i bleffue gudelige bedrøffuede / saa at i io icke nogen sted finge nogen skade aff oss. Thi den gudelige bedrøffuelse gør Anger til salighed / som ingen fortryder / men Verdens bedrøffuelse gør døden.
See / Det samme at i bleffue gudelige bedrøffuede / huilcken flid giorde det i eder / der til met forsuarelse / vrede / fryct / forlengelse / nidkærhed / heffn. J beuisde eder i alle stycke / at i ere rene i gerningen. Der faare om ieg end screff eder til / saa er det dog icke screffuit for hans skyld / som giorde wret / oc icke helder for hans skyld / som lidde wret / Men for den skyld / at eders flid mod oss skulde bliffue obenbare hoss eder / faar Gud.
Der faare ere wi trøstede / fordi at i ere trøstede. Men wi glædde oss end offueruettis mere / aff Titi glæde / Thi hans Aand er verqueget aff eder alle. Fordi ieg er icke beskemmet aff det som ieg rosede faar hannem om eder / Men lige som det er altsammen Sandhed / der ieg talede met eder / Saa er oc vor Ross bleffuen sanden hoss Titum. Oc hand haffuer offuermaade hiertelig vilie til eder / naar hand tencker paa allis eders lydighed / huorledis i anammede hannem met fryct oc beffuelse. Jeg glæder mig / at ieg tør forsee mig alting til eder.
JEg kundgør eder / Kære Brødre / Guds Naade / som er giffuen i den Menighed vdi Macedonia / Thi deris glæde / vaar da offuerflødig / der de bleffue prøffuede met megen bedrøffuelse / Oc alligeuel at de vaare meget Fattige / saa gaffue de dog rigelige i al enfoldighed. Thi de vaare villige aff al deris formue (det vidner ieg) oc offuer deris formue / oc bade oss bønlige met 1026 | megen formanelse / at wi skulde anamme den Velgernig oc den Hielpis samfund / som der skeer til Helligen / Oc icke som wi haabede / men de gaffue dem først selff HERREN / oc der effter oss / formedelst Guds vilie / At wi maatte formane Titum / at lige som hand tilforn begynte / saa skulde hand oc vdrette denne Velgerning iblant eder.
Men lige som i ere rige i alle ting / i Troen oc i Ordet / oc i forstand / oc i allehonde flitighed / oc i eders kærlighed til oss / Saa skicker det / at i oc ere rige i denne Velgerning. Jeg siger icke at ieg biuder noget / Men effterdi at andre ere saa flitige / da forsøger ieg oc eders Kærlighed / om hand er aff den rette art. Thi at i vide vor HERRJS Jhesu Christi Naade / at / alligeuel hand er rig / saa bleff hand dog Fattig for eders skyld / Paa det i skulle bliffue Rige formedelst hans Fattigdom.
Oc ieg giffuer min gode mening her vdi / Thi det er eder nytteligt / i som begynte it aar siden / icke aleniste at gøre / men oc at ville. Saa fuldkommer oc nu Gerningen / At lige som sindet er tilbøyligt til at ville / saa skal der oc vere it tilbøyligt sind til at gøre / aff det som i haffue. Thi der som en er villig / da er hand behagelig / effter det hand haffuer / icke effter det som hand icke haffuer. Dette skeer icke i den mening / At de andre skulle haffue rolighed / oc i be drøffuelse / men at det skal vere lige. Saa skal eders Offuerflødighed tiene deris trang / i denne (dyre) tid / Paa det at deris Offuerflødighed oc skal her effter tiene eders trang / Oc det skal ske som lige er / lige som screffuit staar / Den som sanckede meget / hand haffde icke offuerflødigt / Oc den som sanckede lidet / hannem fattedis icke.
Men Gud vere tack / der gaff saadan flid til eder / i Titi hierte / Thi hand anammede den formanelse / Men effterdi hand vaar saa meget flitig / da reysde hand aff sig selff til eder. Wi sende oc en Broder met hannem / hand haffuer loff i Euangelio / aff al Menigheden. Oc icke det aleniste / men hand er ocsaa beskicket aff Menigheden til at vere vor Vandrebroder paa reysen / i denne Velgerning / som skal vdrettis formedelst oss / HERREN til ære / oc eders gode vilie (til priss) Oc vocte paa / at der skal icke nogen kunde tale ilde paa oss / for denne rige Hielp skyld / som skal vdrettis formedelst oss / Oc see til / at det kand gaa redelige til / Jcke aleniste faar HERREN / men ocsaa faar Mennisken.
Wi sende oc vor Broder met hannem / huilcken wi haffue offte befundet i mange stycker / at hand er flitig / men nu meget flitigere. Oc wi haffue stor tillid til eder / vere sig enten paa Titi vegne (huilcken som er min Stalbroder oc en Tilhielpere iblant eder) Eller paa vore Brødris vegne (huilcke der ere Menighedens Apostler / oc Christi ære) Giffuer nu eder Kærligheds oc vort rosis beuisning fra eder / mod disse / ocsaa obenbare faar Menigheden.
THi ieg haffuer icke behoff / at scriffue til eder om denne Hielp / som skeer Helligen. Thi ieg veed eders gode vilie / huilcken ieg roser hoss dem / aff Macedonia (oc siger) Achaia er bered / it aar siden / Oc eders Exempel tilskyndede mange. Oc ieg sende der faare denne Broder / at vor Ross om eder skulde icke bliffue til inted / i det stycke / Oc at i skulle vere rede / lige som ieg sagde om eder. Paa det / at der som de aff Macedonia komme met mig / oc funde eder wberedde / at wi (ieg vil icke sige i) icke da skulle bliffue beskemmede / met saadan Ross.
Men mig syntis det vere nytteligt / at formane Brødrene / at de skulle før drage til eder / oc beskicke denne Velsignelse / som tilforn er tilsagd / at hun kand vere rede / Saa / at det kand vere en Velsignelse / oc icke en Gerighed. Thi det meen ieg / At huo som sparlige saar / hand skal oc sparlige høste / oc huo som saar i Velsignelse / hand skal oc høste i Velsignelse. Huer effter sine vilkaar / icke met wuillighed eller aff tuang / Thi Gud elsker en glad Giffuere.
Oc Gud kand gøre / at allehonde Naade skal vere rigelige iblant eder / at i skulle haffue offuerflødelige nock i alle ting / oc vere rige til allehonde gode Gerninger / Lige som screffuit staar / Hand vdspridde oc gaff de Fattige / Hans Retferdighed bliffuer til euig tid (Men den som giffuer Sæmanden Sæd / Hand skal io oc giffue Brød til at æde / oc hand skal formere eders Sæd / oc lade eders Retferdigheds fruct voxe) at i skulle vere rige i alle ting / met al enfoldighed / huilcken der gør Gud tacksigelse formedelst oss.
1027 | Thi denne Hielpis vdgifft opfylder icke aleniste de Helligis armod / Men hun er ocsaa offuerflødig der vdi / at mange tacke Gud / for denne vor tro Tieniste / oc prise Gud / for eders ydmyge bekendelse i Christi Euangelio / oc for eders enfoldige Hielp til dem oc til alle / oc for deris Bøn for eder / Huilcke som forlengis effter eder / for den offuerflødige Guds naade skyld som er i eder. Men Gud vere tack for sin wsigelige Gaffue.
OC ieg Paulus / formaner eder / formedelst Christi sactmodighed oc taalmodighed / ieg som er ringe actet / naar ieg er næruerendis hoss eder / men i min frauerelse er ieg dristig mod eder. Men ieg beder eder / at det skal icke gøris mig behoff / at handle dierffuelige næruerendis / oc at bruge den dristighed / som mand tillegger mig / mod nogle / som acte oss / lige som wi vandrede i kødelig skick. Thi alligeuel wi vandre i kødet / saa stride wi dog icke i kødelig skick. Thi at vor Stridzuaaben ere icke kødelige / men mectige faar Gud / til at forstyre Befestninger / met huilcket wi forstyre Anslag / oc al Høyhed / som sig ophøyer mod Guds Visdom / oc tage al Forstand til fange / vnder Christi lydelse / Oc wi ere rede til at heffne al wlydighed / naar eders lydighed er fuldkommen. Døme i effter det som i see.
Forlader nogen sig der paa / at hand hører Christum til / Hand tencke der imod oc dette hoss sig selff / at / lige som hand hører Christum til / saa høre oc wi Christum til. Oc der som ieg end rosede mig noget ydermere aff vor Mact / som HERREN gaff oss / eder til forbedring / oc icke til forderffuelse / da vilde ieg icke bliffue beskemmet. (oc det siger ieg) At i skulle icke lade eder tycke / at ieg vilde forferde eder met Breff. Thi Breffuene (sige de) ere suare oc stercke / Men Legemens næruerelse er skrøbelig / oc Talen foractelig. Huo som saadan er / Hand betencke / at lige som wi ere met ord i Breffuene vdi vor frauærelse / Saa tøre wi oc vel vere met gerningen næruerendis.
Saa tøre wi icke regne eller telie oss iblant dem / som loffue sig selff. Men effterdi de maale sig hoss sig selff / oc holde aleniste aff sig selff / da forstaa de inted. Wi rose oss oc icke offuer maalet / men aleniste effter Regelens maal / met huilcken Gud affmaalde oss maalet / at recke ocsaa indtil eder. Thi wi fare icke for longt vd / lige som wi vaare icke komne indtil eder / Thi wi ere io komne indtil eder met Christi Euangelio / oc wi rose oss icke offuer maalet i fremmet arbeyde. Oc wi haabis / at naar eder Tro nu voxer i eder / da ville wi effter vor Regel / komme lenger / oc predicke ocsaa Euangelium faar dem / som bo paa hin side eder / oc icke rose oss aff det / som er bered met en fremmet Regel.
MEn huo sig roser / hand rose sig i HERREN . Thi at der faare er icke nogen duelig / at hand loffuer sig selff / Men at HERREN loffuer hannem. Gud giffue / at i vilde lidet holde min daarlighed til gode / Dog i holde mig hende vel til gode / Thi ieg er nidkær faar eder met gudelig nidkærhed. Fordi at ieg haffuer troloffuit eder en Mand / at ieg kunde føre Christo en reen Jomfru til. Men ieg frycter / at lige som Hugormen bedrog Eua met sit skalckhed / at eders sind skulle oc bortryckis saa fra den enfoldighed som er i Christo.
Thi der som den der kommer til eder / predicker en anden Jhesum / som wi icke predickede / eller i faa en anden Aand / som i icke finge / Eller it andet Euangelium / som i icke anammede / Da omdroge i det tilbørlige. Thi ieg acter / At ieg er icke ringere / end de høye Apostler ere. Oc er ieg end Vanuittig met talen / Saa er ieg dog icke vanuittig i forstand. Dog er ieg vel bekent hoss eder i alle maade.
Eller syndede ieg / at ieg fornedrede mig / paa det i skulde bliffue ophøyde? Thi ieg forkyndede eder Euangelium forgeffuis / oc røffuede andre Menigheder / oc tog Sold aff dem / at ieg kunde predicke faar eder. Oc der ieg vaar næruerendis hoss eder / oc haffde armod / da vaar ieg ingen til besuarelse / Thi at Brødrene / som komme aff Macedonia / opfylte det mig fattedis / Oc ieg haffuer huldet mig i alle maade eder vden besuarelse / oc ieg vil end nu holde mig saa.
Saa vist som Christi Sandhed er i mig / da skal denne ross icke tilstoppis for mig i Achaia Land. Hui saa? At ieg skulde icke elske eder? Det veed Gud. Men huad ieg gør oc vil gøre / det gør ieg fordi / at ieg vil affhugge aarsagen faar dem / som søge aarsage / at de kunde rose dem / at vere som wi ere. Thi saadane falske Apostler oc bedragelige Arbeydere / foruende 1028 | sig til Christi Apostle. Oc det er icke vnder / Thi Satan selff / foruender sig til liusens Engel. Der faare er det icke en stor ting / om ocsaa hans Tienere foruende sig / lige som de vaare Retferdighedz Predickere / huilckis endeligt der skal vere effter deris gerninger.
Jeg siger atter igen / at icke nogen skal mene / at ieg er daarlig / Huor icke saa er / Da anammer mig som en daarlig / at ieg ocsaa maa lidet rose mig. Huad som ieg nu taler / det taler ieg icke som i HERREN / men som i daarlighed / den stund wi ere komne i denne roselse / Effterdi / mange rose sig effter Kødet / da vil ieg oc rose mig. Thi at i fordrage gerne Daarer / effterdi at i ere kloge / J lide / der som nogen gør eder til Tienere / Der som nogen plagger eder / Der som nogen tager eder / Der som nogen tradzer eder / Der som nogen slar eder i ansictet. Dette siger ieg effter vanære / lige som wi vaare bleffne skrøbelige.
Huor aff nu nogen er dristig (Jeg taler i daarlighed) der aff er ocsaa ieg dristig. De ere Ebreer / Jeg ocsaa. De ere Jsraeliter / Jeg ocsaa. De ere Abrahams Sæd / Jeg ocsaa. De ere Christi Tienere / Jeg taler daarlige / ieg er vel mere. Jeg haffuer arbeydet mere / Jeg haffuer ledet flere slag / Jeg haffuer veret flere gonge fangen / Oc offte i døds nød. Jeg fick fem gonge aff Jøderne fyretiue Slag / it minde. Jeg er tre gonge hudstrugen / En gong stenet / Jeg haffuer ledet tre gonge Skibbrud / Jeg haffuer veret dag oc nat i Haffsens dybhed / Jeg reysde offte. Jeg vaar i farlighed til Vand / J farlighed iblant Røffuere / J farlighed iblant Jøderne / J farlighed iblant Hedningene / J farlighed vdi Stæderne / J farlighed vdi Ørcken / J farlighed paa Haffuet / J farlighed iblant falske Brødre. J møye oc arbeyde / J megen vect / J hunger oc tørst / J megen faste / J fraast oc nøgenhed.
Vden det som ellers tilslass / som er / at ieg daglige offuerløbis / oc bær sorg for al Menigheden. Huo er skrøbelig / oc ieg bliffuer icke skrøbelig? Huo bliffuer forarget / oc ieg icke brendis? Der som ieg io skal rose mig / da vil ieg rose mig aff min skrøbelighed. Gud oc vor HER R J S Jhesu Christi Fader / huilcken der vere loffuit til euig tid / veed / at ieg icke liuger. Vdi Damasco foruarede Kong Arethe Landsfoget / de Damascers Stad / oc vilde grebet mig / Oc ieg bleff vunden ned i en Kurffe vd at it vindue igennem muren / oc vndflyde aff hans hender.
DEnne ross er mig io inted nyttelig / dog vil ieg komme til HERRENS Syner oc Obenbarelser. Jeg kender it Menniske i Christo / fiorten aar siden / Vaar hand i Legemet / det veed ieg icke / Eller vaar hand vden Legemet / det veed ieg oc icke / Gud veed det / Den samme bleff vndryckt / ind i den tredie Himmel. Oc ieg kender det samme Menniske / Huad helder hand vaar i Legemet eller vden Legemet / veed ieg icke / Gud veed det / Hand bleff vndryct ind i Paradis / oc hørde wsigelige ord / huilcke inted Menniske kand sige. Der aff vil ieg rose mig / Men aff mig selff vil ieg inted rose mig / vden aff min skrøbelighed. Oc der som ieg vilde rose mig / da giorde ieg fordi icke daarlige / thi ieg vilde sige sandhed. Men ieg holder mig der fra / Paa det at nogen skal icke acte mig høyre / end hand seer paa mig eller hører aff mig.
Oc at ieg skal icke ophøye mig aff de høye Obenbarelser / Da er mig giffuen en Pæl i Kødet / som er / Satans Engel / som mig skal sla met Neffue / paa det ieg icke skal ophøye mig. For huilcket ieg formanede HERREN tre gonge / at hand maatte vige fra mig / Oc hand sagde til mig / Lad dig nøye met min Naade / Thi min Krafft er mectig i de Skrøbelige. Der faare vil ieg heldst rose mig aff min skrøbelighed / at Christi Krafft kand bo hoss mig. Der faare er ieg ved god trøst / i skrøbelighed / i forsmædelse / i nød / i forfølgelse / i angist / for Christi skyld. Thi naar ieg er skrøbelig / da er ieg sterck.
Jeg er bleffuen en Daare offuer denne ross / Der tuingde i mig til. Thi ieg skulde loffuis aff eder / Effterdi ieg er inted ringere / end de høye Apostler ere / alligeuel at ieg er inted / Thi der skede io en Apostels tegen iblant eder / met al taalmodighed / met Tegen oc met vnderlige Ting / oc met vnderlige Gerninger. Huilcket er det / der i ere ringere vdi / end de andre Menighede? Vden at ieg icke selff besuarede eder / Forlader mig denne Synd. See / Jeg er tredie gong rede at komme til eder / oc ieg vil icke besuare eder. Thi ieg søger icke det som eder hører til / men eder. Thi Børnene skulle icke samle Liggendefæ til Foreldrene / men Foreldrene til Børnene.
Oc ieg vil gantske gerne fremlegge / oc vorde fremlagd for eders Siele / alligeuel at ieg elsker eder gantske meget / oc elskis dog lidet. Men lad det saa vere / at ieg icke haffuer besuaret eder / Men effterdi ieg vaar listig / da fange de ieg eder met snildhed. Haffuer ieg oc bedraget nogen / formedelst nogen aff dem / som ieg sende til eder? Jeg formanede Titum / oc sende 1029 | en Broder met hannem / Haffuer oc Titus bedraget eder. Haffue wi icke vandret i en Aand? Ginge wi icke i de samme Fodspor? Lade i eder atter tycke / at wi forsuare oss? Wi tale i Christo / faar Gud.
Men det skeer altsammen eder (mine Elskelige) til forbedring. Thi ieg frycter / at naar ieg kommer / ieg icke da skal finde eder / som ieg vil / Oc at i skulle icke helder finde mig / som i ville / At der skal vere / had / auind / vrede / trette / bagtalelse / øretudelse / opheffuelse / oc oprør. At ieg skal icke atter komme / oc min Gud skal ydmyge mig hoss eder / oc ieg skal sørge offuer mange / som tilforn syndede / oc icke giorde penitentze / for deris wrenlighed oc Horeri / oc wbluhed som de bedreffue.
KOmmer ieg tredie gong til eder / da skulle alle sager stadfestis i tho eller tre deris mund. Jeg haffuer før sagd eder det / oc ieg siger eder det tilforn / som ieg vaare næruerendis / anden gong / oc ieg scriffuer det nu i min frauerelse / til dem som før syndede / oc til alle andre / at naar ieg kommer igen / da vil ieg icke spare. Effterdi i søge / at i kunde en gong faa den at finde / der taler i mig / som er Christus / huilken der icke er skrøbelig iblant eder / men er mectig iblant eder. Oc alligeuel at hand er kaarsfest i skrøbelighed / Saa leffuer hand dog i Guds krafft. Oc alligeuel at wi ere skrøbelige i hannem / saa leffue wi dog met hannem i Guds Krafft / iblant eder.
Forsøger eder selff / om i ere i Troen / Prøffuer eder selff. Eller kende i eder icke selff / at Jhesus Christus er i eder? Vden saa er / at i ere wduelige. Men mig haabis / at i kende / at wi ere icke wduelige / Jeg beder oc Gud / at i skulle inted ont gøre / Jcke at wi skulle synis duelige / Men at i skulle gøre det gode / oc wi kunde vere lige som de wduelige. Thi wi kunde inted mod sandhed / men for sandhed. Oc wi glæde oss / naar wi ere skrøbelige / oc i ere mectige / oc det samme yndske wi oc / som er / eders fuldkommenhed. Der faare scriffuer ieg oc dette i min frauerelse / Paa det ieg skal icke nødis til at bruge strenghed / naar ieg er næruerendis / Effter den mact / som HERREN haffuer giffuit mig til forbedring / oc icke til forderffuelse. ¶ Paa det siste / kære Brødre / Glæder eder / Verer fuldkomne / Trøster eder / Haffuer it sind. Verer fredsommelige / Saa skal Kærligheds oc Fredens Gud vere met eder. Hilser huer andre met en hellig Kyss. Alle Helligen hilse eder. Vor HERRJS Jhesu Christi Naade / oc Guds Kærlighed / oc den hellig Aands samfund / vere met eder alle / A M E N.
Det andet til de Corinther. Vdsent aff Philippen i Macedonia / ved Titum oc Lucam. ❧ ❦