Bibelen, Første Mosebog (Thott 8,2°)

Litteraturhistorisk indledning

En af de mærkeligste tekster fra dansk middelalder er den der går under navnet Den gammeldanske Bibeloversættelse, men som omfatter de 12 første af Det gamle Testamentes bøger: 1. Mosebog til 2. Kongebog. Det vil sige at oversættelsen omfatter mosebøgernes historie- og lovskrifter samt en række af de historiske tekster. Mens fx hverken Jobs bog, Salmernes bog, Højsangen, profeterne eller Det nye Testamentes dele er overleveret. Det kan ikke vides om der har eksisteret en samlet gammeldansk oversættelse af disse dele.

Når Den gammeldanske Bibeloversættelse kan omtales som mærkelig, er det fordi den er klædt i en påfaldende sprogdragt. Den danske oversætter har lagt sig tæt op ad sit latinske forlæg, Vulgata, med konstruktioner der har skullet afspejle latinens regler. Resultatet er at teksten ofte er uforståelig. Fokus har været på bogens bogstav mere end dens ånd (kan man analogisk sige). Ekstremt er det at oversætteren har søgt at gengive latinske adjektiver med danske, også hvor ingen danske forelå. Når der fx 1Mos.9.6 står mænnæskelighe blod -- altså 'menneskeligt blod' -- og ikke menneskets blod som i den moderne oversættelse eller menneskeblod, er det fordi oversætteren har forsøgt at gengive Vulgatas adjektiv humanus 'menneskelig'. Helt tilsvarende har den danske oversætter valgt at gengive det afsluttende adjektiv i omnes cibos qui fiunt arte pistoria (1Mos.40.17) med en nydannelse: allæ madhe, hwilkæ som wordhe aff bagærlighæ konst.

Stilen er også præget af en hyppig brug af glosserende synonymik, det vil sige at et latinsk ord gengives med to eller flere danske forbundet af et "eller". Det er en almindelig teknik i oversættelse og kan bruges når et begreb i kildesproget ikke dækkes fuldt ud af ét i målsproget, men teknikken har den uheldige effekt at den henleder opmærksomheden på dette misforhold, og derved fjerner fokus fra tekstens indhold. Tilbage står indtrykket af en usikker sprogbrug, navnlig når det bruges for ofte. I 1Mos.12.1-3 siger Gud til Abram, til dels meget kunstfuldt:

I Den gammeldanske Bibeloversættelse lyder stykket:

Dette korte stykke har altså ikke mindre end fem synonymfordoblinger (en enkelt endda næsten gentaget). De bryder teksten op, og fjerner illusionen af her at have Guds rene ord på skrift. Denne kritik af Den gammeldanske Bibeloversættelse er til dels en anakronisme. Oversættelser af biblen har altid skullet tage hensyn til grundsproget, men navnlig efter Luthers insisteren på forståelighed, har der været tale om en afvejning mellem troskab over for kilderne og troskab over for traditionen; to hensyn der til tider har udelukket hinanden (jf. Bodil Ejrnæs: Skriftsynet igennem den danske bibels historie, Kbh. 1995, s. 237 ff.). Det er helt tydeligt at oversætteren af Den gammeldanske Bibeloversættelse har haft den opfattelse at teksten ordret skulle afspejle originalen. At oversætteren har betragtet den latinske Vulgata som original, er ikke underligt. Sandsynligvis har der i 1400-tallets Danmark ikke været nogen der har haft kendskab til hebraisk, og latinen har været opfattet som et helligt sprog. Først med renæssancen og den kritiske humanisme begyndte interessen for Biblens grundsprog (hebraisk og græsk) at sprede sig.

Det er ikke kun i kraft af sin sproglige svagheder Den gammeldanske Bibeloversættelse peger på sit forlæg. Det sker også direkte, når den træder ud af beretningen og kommer med sproglige kommentarer. Allerede i 1Mos.2.23 hvor Adam navngiver kvinden står der således: "Hon skal kallæs virago pa latinæ ; forthy hon ær taghæn aff man fforthy vir theth ær man ok ago jæk gør". Og i redegørelsen for hvilke dyr Noa tager med i arken hedder det: "allæ fuglæ som flywe kunnæ æfftær sin slækt, Ok allæ fuglæ som hedher aues pa latine, ok allæ fuglæ som hedher volucres pa latine" (1Mos.7.14). Et tredje sted henvises til den latinske ordbog Catholikon, oversætteren har haft for hånden. Og flere steder har oversætteren medtaget et latinsk fremmedord og knytter oplysningen "pa latine" til (fx 1Mos.35.4).

Biblen på folkesproget har spillet en helt anden og mere underordnet rolle i middelalderens religiøse liv end tilfældet er efter reformationen. Indholdet er blevet formidlet på en række andre måder end gennem netop bibeloversættelse: i prædikener og kalkmalerier og hele den religiøse litteratur er naturligvis skrevet oven på dette fundament. Biblen har været identisk med den latinske bibel, Vulgata. Og den har været tilgængelig for gejstlige og lærde der kunne latin. Den gammeldanske Bibeloversættelse skal derfor ikke sammenlignes med reformationstidens oversættelsesarbejder der har folkeoplysende karakter, men med den slags ord-for-ord-oversættelser man den dag i dag møder i lingvistiske afhandlinger og som forklarer de enkelte ord og former i et fremmedsprog tættere end den danske oversættelse.

Det kan være interessant at sammenligne Den gammeldanske Bibeloversættelse med andre religiøse teksters bibelcitater. Det er en illustrativ sammenstilling der peger på de forskellige tekstgruppers brug af bibelteksten, groft sagt efter dens form hhv. indhold. I denne sammenhæng er der oplagt at udnytte at sommerparten af Christiern Pedersens Jærtegnspostil også er udgivet på denne hjemmeside. Sammenligningen må foretages med forsigtighed, for det første er de to tekster væsensforskellige (Pedersens er en prædikensamling, ikke en oversættelse) og for det andet er Pedersen kendt som en sproglig sikker og bevidst stilist.

Det første eksempel, fra 1Mos.2.24, siger ikke noget afgørede, begge oversættelser er forholdsvis mundrette:

Man bemærker hvordan Christiern Pedersen her dels anvender den latinske tekst og en henvisning som indgang, dels udelader versets afslutning. I det næste eksempel -- 1Mos.21.8 -- har Christiern Pedersens citat næsten karakter af genfortælling:

Endnu et eksempel, denne gang fra 1Mos.9,6:

Eksemplerne kan forhåbentlig vise at Den gammeldanske Bibeloversættelse trods sit ry ikke er ulæselig; i visse passager er teksten tilmed god, og flere af de gribende historier lader sig med lidt øvelse læse den dag i dag. Det gælder fx Josefs historie.