Trods højtideligt Løfte, skriver jeg endnu engang til Dig med en af Mors væmmelige spidse Penne. Sagen er nemlig den, at jeg er saa taabelig allerede at begynde at længes lidt efter Dig, og da jeg endnu ikke har faaet Ribs rigtige Menneske Penne, maa jeg bruge hvad jeg har for Haanden. – Jeg tænker saa ofte paa, hvor rart vi kan faa det engang om nogle Aar, naar vi begge har set om os i Verden og saa er vendt hjem til Arnekrogen igen; hvis det nu kan falde sig saaledes skal vi rigtig se at faa noget at gøre med hinanden; Du ved slet ikke, hvormeget jeg i disse Aar har lært af Dig, baade i den ene og den anden Retning, baade paa Fagets Omraade af den skarpsindige og centrumstræffende Fysiker og paa de mere filosofisk humane Omraader af den kloge og fine Personlighed. – Ja lille Niels, det var kun det den ganske lille bitte Harald fik saadan Lyst til at sige Dig og saa desuden et bestemt Forbud mod et Svar under Trussel af min højeste Unaade.
