af Niels Bohr (2021)   Redaktion: Niels Bohr Arkivet (2022)  
forrige næste

[1909. 20. december].

Brev? fra Niels Bohr til Harald Bohr

A København, Niels Bohr Arkivet, Harald Bohr Correspondence, HBC-BOHR-091220t. Brev skrevet egenhændigt af Niels Bohr

1r |Kære Harald!

Jeg har det ganske storartet, jeg er næsten ude hele Dagen, spiser vældigt, sover udmærket o.s.v. Indtil i Dag har jeg kun været temmelig smaa Ture paa Ski, Sneen har nemlig været meget haard, og jeg har heller ikke haft nogen til at løbe sammen med. I Nat var der imidlertid falden ny Sne, og det var bleven storartet Skiføre, da jeg var alene, havde jeg dog besluttet at kælke. Jeg var imidlertid kun kommen et lille Stykke ned ad Vejen og sad nærmest fast i den løse Sne, da jeg mødte en hel Afdeling Kadetter (c. 50) med deres Officerer, der gik op ad Voksenkolvejen paa Ski. Jeg fik nu den Ide at følge efter dem, jeg skyndte mig hjem med Kælken fik Skierne paa og løb ud i Skoven i Kadetternes Spor. Jeg indhentede dem ved Lillevandsbækken, hvor de var stoppet for at passere Bækken enkeltvis. Jeg fulgte nu 1v |i Hælene paa Kadetterne i c. 1½ Time, ned ad Bakke og op ad Bakke i en Køre; jeg kom ikke en eneste Gang tilbage, thi de Gange, jeg faldt, var der ogsaa altid nogle af Kadetterne, der var falden. Det eneste Uheld paa hele Turen var, at en af Kadetterne ved Lillevandsbækken brækkede sin ene Ski og derfor maatte traske tilbage. Det var en forfærdelig morsom Tur; jeg tænkte hele Tiden, at de nok vilde ende i Frognersæteren, jeg kunde efterhaanden nok mærke, at jeg ikke kendte Stederne igen; men jeg tænkte at de løb omkring og opsøgte de bedste Bakker. Da Kl. var 11½ gjorde de imidlertid holdt paa et Højplato med en Sæter, og stillede sig paa Geled, hvorefter en af Officererne holdt en Tale, hvori han forklarede, at de var paa Sæteren “Slagteren” i Nordmarken, og endte med at sige, at nu kunde Kadetterne træde af, idet der vilde være 2r |en ½ Times Hvil. Du kan tænke Dig min Overraskelse; Nu var der ikke andet for mig at gøre end alene at følge Kadetternes Spor tilbage. Da jeg havde løbet et godt Stykke Vej, mødte jeg imidlertid en Skiløber, der sagde at han var kommen fra Frognersæteren, og at jeg skulde følge hans Spor, hvor det skilte sig fra Kadetternes, for at komme den nærmeste Vej hjem. Det var ogsaa et udmærket Raad, der sparede mig for et langt Stykke Vej, men det blev en ordentlig Kravletur; det viste sig nemlig, at han var kommen fra Fyrvandstaarnet ned til Tryvandene ad den samme halsbrækkende Vej, som Du var saa heldig at finde i Forfjor. Jeg skulde opad, men jeg maa sige, at det var først nu, at det rigtigt gik op for mig, hvor lang og stejl Vejen var. Da jeg til Slut kom hjem, var jeg saa fuld af Sne, at jeg maatte skifte helt om og, derfor kom ¾ Time for sent til Frokost Kl 1. Det havde været 2v |en storartet Tur, men jeg var bleven saa træt, at jeg slet ikke har været ude i Eftermiddag. Efter denne lange Sludder om mig selv kommer jeg til en Sag, der ogsaa har en vis Berøring med jer andre; jeg vilde nemlig gerne bede Dig bede Mor om at besørge Julegaver til alle hjemme, det er skrækkeligt flovt at skulde bede om saadant, (og særligt at lade det gaa igennem en af dem, der skal betænkes), men jeg er desværre bange for at saavel Moffen som den ene, ikke er helt uvant med den Slags. Jeg faar nok lidt at vide om, hvordan det gaar med alle de forskellige Ting hjemme, ogsaa med Faders Forsøg. Jeg haaber, at det gaar godt fremad med Din Korrektur, saa at Du ikke faar altfor travlt til Slut. Jeg kan lige sige Dig, at jeg er bleven klar over at den Undersøgelse med mine Elektroner, som jeg har talt om, let kan føres igennem, hvormeget, der kommer ud deraf er imidlertid en ganske anden Sag. Fordi jeg siger dette, maa Du ikke straaks blive 3r |bange for, at jeg gaar med saadanne Ting i Hovedet, jeg driver som sagt hele Dagen, og det var kun noget, som pludseligt faldt mig ind, og som jeg fuldstændig lader ligge.

Nu Farvel for denne Gang med mange Hilsner til alle
fra
Niels.

P.S. Vil Du takke Mor mange Gange for hendes rare Brev, og sige at jeg nok skal være forsigtig. Sig ogsaa til hende at jeg er saa glad for alt, hvad jeg har med, ogsaa for Jennys Vanter, der bliver benyttet meget.

P.S.2. Jeg vilde gerne have sendt Tante Elise’s Adresse, og ogsaa Rigmors.