Jeg skriver Dig disse Linier i al Hast, da Mor skal have dem med ud til Moster Hanna, der rejser i Aften. Jeg er meget glad min Dreng over, at du har det saa godt deroppe og at Du rigtig kommer ud i den fri Natur; det var en god Ide med at følge Kadetterne; de løber vel gennemgaaende godt. – De hjerteligste Ønsker til Julen og det ny Aar sendes dig først og fremmest; det vil blive godt, naar du kommer herned igen, at du ikke skal have fat paa Examensplageriet. Vær lidt forsigtig deroppe, som Du ved, jeg altid maa sige –.
Angaaende Forsøgene gaar de saa godt. Det første Forsøg lykkedes kun for én dobbelt [...] (Arterie og Veneblod, Arterieblodet var endda ikke fuldt tilstrækkeligt nøjagtigt). De gav omtrent det samme.
Det andet Forsøg gik udmærket helt igennem med 3 forskjellige Iltspændinger af Arterie og Veneblod. Det viste sig at Methoden er udmærket; der var ingen videre Forskjel paa Arterie og Veneblod; kun maaske en ringe Tendens for Veneblodet til ved lave Tryk at indeholde lidt mindre Ilt end Arterieblodet. Men Hovedsagen er at den hele Forsøgsmethode 1v |gik glat og er meget nøjagtig, i hvert Fald i Forhold til, hvad vi hidtil har haft. Efter Nytaar fortsætter jeg og gør foreløbigt dette Spørgsmaal: Arterie og Veneblod hos Ged færdigt (undt. Arbejde Anæmi og saa videre). Et Forsøg tager med Forberedelse og Analyser 3 Dage.
Jeg glæder mig til at se Dig igen og ønsker Dig, min kære Dreng, Alt godt
Tusind Gange til Lykke, eller maaske snarere glædelig Jul! For i Dag maa Du nøjes med denne Bagside; jeg skriver snart rigtig til Dig; men har i Dag haft det travlt med Korrektur. Tak for Dit rare lange Brev; det var forfærdelig morsomt at høre, at Du tror det kan gaa med at komme igennem Dine Regninger; det forbydes Dig bestemt at Du tænker derpaa oppe i Sneen; men naar Du kommer hjem, glæder jeg mig meget til at høre nærmere; thi jeg maa bekende min Uvidenhed: “hvori det bestaar, jeg just begriber ikke”. – Naa, i Stedet for at skrive et rart Julebrev er det bleven en lille Hoben Sludder. – Endnu engang: Glædelig Jul til Dig og Moster Hanne og hils Kadetterne fra