1910. 28. juli.

Jeg har været ked af saa længe ikke at have skrevet til Dig, jeg tror dog ikke jeg behøver at forsikre at det ikke er Mangel paa Interesse for og Stolthed over en vis Personage i Gött.; ydre Paaskud har jeg iøvrigt haft rigeligt af, idet jeg stadig længselsfuldt venter paa et lovet Brev, men den virkeligeA Grund er dog, at der er hændt mig noget meget sørgeligt (ja saa sørgeligt at det næsten er tragikomisk) og da jeg ikke ynder at fylde Folk i “andre” Byer med Klager har jeg foretrukket at tie saa længe til jeg med mere Overlegenhed har kunnet berette om min Sindstilstand. Den tragikomiske 1v |Hændelse lyder da som følger.

Dagen efter at jeg havde afsendt et ikke særligt nedtrykt Brev til Dig styrtede min lille Husflids-Bygning pludselig sammen og det næsten paa en mere ondartet Maade end den “plejer van”. Det viste sig nemlig, at jeg i et Exempel med “Energiomsætning” havde begaaet en Regnefejl. Du ved jo nok, at jeg altid har let ved Undskyldninger, og i dette Tilfælde har jeg derfor ogsaa fundet paa følgende. “Jeg nærede (til min Beskæmmelse) ikke nogen Tvivl om Exemplets Udfald; men indsaa blot Vanskeligheden med at bevise det; jeg blev derfor, som Du maaske husker, saa glad, da der viste sig en Udvej til Regningernes Gennemførelse, og regnede dem meget hurtigt ud”. Da 2r |jeg nu saa dem igennem igen viste det sig imidlertid, at der, hvor jeg havde faaet $\frac{K_1+4K_2}{K_1+5K_2}$, skulde staa $\frac{K_1+5K_3}{K_1+5K_2}=1$; dette Gaadesprog betyder at Exemplet netop gav det Resultat, for hvis Urigtigheds Bevis det hele var arrangeret. Nu sad jeg i Knibe; men da det omhandlede Exempel (5^te Potens) havde særlig simple Egenskaber, begyndte jeg straks paa Udregningen af et andet (elastiske Kugler), dette gik imidlertid ikke saa let, og jeg maatte regne paa det i det meste af fjorten Dage (med den lille Afbrydelse sammen med Edgar, hvorom Du underrettedes paa Kort fra Vordingborg), naar Du engang kommer hjem og ser Regningernes Omfang tænker jeg at Du vil indrømme at jeg idet mindste i den Tid ikke har drevet hele Dagen, Nørlund var iøvrigt saa elskværdig at se nogle af Beregningerne igennem for mig og gjorde mig en stor Tjeneste, 2v |idet han fandt en Regnefejl, hvis Existens jeg kendte, men hvis Plads jeg forgæves havde søgt efter. Forleden Dag blev jeg endelig færdig; men Resultatet blev igen “Ligestorhed af de 2 Konstanter hvis Forskellighed jeg saa gerne vilde paavise”. Jeg har senere regnet et lille snedigt Exempel ud (5^te Potens mellem Molekyler og Elektroner, hvilke sidste indbyrdes støder som elastiske Kugler); men atter med samme Resultat. Stillingen er da nu at alle mekaniskeA Exempler med Energiomsætning giver et Resultat, hvis Rigtighed jeg dog i sin Almindelighed ikke kan bevise. Det er dog ikke Meningen at jeg hermed tilsigter en regelret Anklage mod Skæbnen, jeg tænker nemlig at jeg alligevel nok skal kunne klare det, det vil sige ikke bevise Sagen, derpaa tør jeg næppe tænke, men omgaa den paa passende Maade ved Skrivningen. Som Du nok kan tænke Dig, har disse mange 3r |Genvordigheder ikke just fremmet Skriveriet og Litteraturkendskaben; men nu haaber jeg rigtig at skulle tage fat og faa skrevet førend Du kommer hjem. Iøvrigt har jeg det storartet, ja er f.Eks. i Øjeblikket i et saadant Humør, at jeg, dersom jeg troede at Du dennegang kunne holde mere Sludder ud, oven paa det mere sørgeligeA godt kunne falde paa at give mig til at udmale forskellige Ting i mere lyse Farver. Men da jeg heller ikke selv har Tid længer, vil jeg slutte med at omtale den mere faktiske Begivenhed at Poul Martin i Dag er rejst til New York. Jeg fulgte ham ombord paa Skibet; han var ved godt Humør, som han plejer, og saa helt lyst paa Fremtiden. Nu Farvel for denne Gang, jeg glæder mig usigeligt 3v |til snart at se Dig igen og til at høre rigtigt om de mange Ting, Du har oplevet og lavet i Göttingen; selv har jeg desværre kun saa lidt at fortælle; men derfor glæder jeg mig saa meget desto mere til Din Hjælp.