af Niels Bohr (2021)   Redaktion: Niels Bohr Arkivet (2022)  
forrige næste

1912. 13. marts.

Brev? fra Harald Bohr til Niels Bohr

A København, Niels Bohr Arkivet, Harald Bohr Correspondence, HBC-BOHR-120313f. Brev skrevet egenhændigt af Harald Bohr. På konvolutten: Hr. Dr. phil. N. Bohr, 10 Eltisley Avenue, Newnham, Cambridge

Kære Niels!

1000 Tak for Brev + ½ Kort. –

Til Sagen: Hvorvidt Du vil komme hjem til Paasken eller ej, synes jeg at Du skulde gøre helt som Du selv synes. Hvad jeg af ydre Forhold synes taler pro et contra vil (forhaabentligvis) fremgaa af det efterfølgende.

1) Salomonsen ringede op forleden (i Forgaars) for at sige at Christiansens Professorat vilde blive opslaaet ledigt og for at høre om Du tænkte Dig at søge dette eller ikke. Jeg sagde at jeg vidste ikke helt bestemt noget derom og lovede at vilde skrive det til Dig. Jeg selv syntes først, at Du skulde søge, for det første fordi Du 1v |var saa kvalificeret dertil og for det andet ogsaa fordi nu Niels Erik var indstillet i Lund og jeg derfor var lidt bange for at Beskedenheden ikke at søge kunde misforstaas, naar nu saa mange andre jævnaldrende søgte Professorater.

– Jeg gik i Gaar til Henriques for at høre hans Mening derom. Efter at han havde tænkt lidt over det mente han at det maaske dog var klogest ikke at søge Embedet: det var jo i og for sig et formelt Spørgsmaal, da Knudsen jo sikkert fik det og han var lidt ængstelig for at Knudsen og andre skulde blive krænkede derover; han mente ogsaa at det for Knudsen vilde være forbunden med langt daarligere Samvittighed ikke at indstille Dig uden Konkurrence til Docenturet, hvis du ikke søgte Professoratet; da Knudsen maaske vilde synes at det var krænkende for ham at Du søgte Professoratet. Efter at have talt med Henriques (Salomonsen er af samme Mening) er jeg selv ogsaa nærmest gaaet over dertil. Jeg synes imidlertid, at Du skal 2r |gøre helt hvad Du finder rigtigt, naar Du har overvejet Sagen.

2) Saa er der Spørgsmaalet om at tale med Knudsen om Docenturet. Da er jeg ganske klar over at hvis der skal tales mere med Knudsen derom, kan det kun være Dig selv, der gør det, da andet nemt vil blive misforstaaet og gøre mere Skade end Gavn. Men, nu kommer “contra”, jeg personlig er egentlig mest tilbøjelig til at tro, at det er fuldt saa fornuftigt slet ikke at tale med Knudsen før Sagen kommer for i Efteraaret; jeg tror nemlig (og det tror Henriques ogsaa) at Knudsen ikke vil sige nogetsomhelst klart og aabent men vil sige, at der vist kommer Konkurrence; hertil er det lidt svært for Dig at sige noget, og – det at Knudsen har faaet sagt til Dig at der vil komme Konkurrence, vil gøre det, tror jeg, lettere for 2v |ham at lave Konkurrencen, medens han, naar han ikke har sagt noget til Dig, sikkert vil have en meget slet Samvittighed hvis han ikke udenvidere indstiller Dig. –

Naturligvis kan jeg tage fejl (jeg tror det dog ikke) og som jeg sagde før synes jeg Du helt skal gøre som Du selv finder bedst klogest og rigtigst med Hensyn til at komme hjem eller ej. – Hvor er det dog morsomt med Niels Erik. Han sendte mig Mittag-Lefflers Indstilling; det er noget af det mest straalende jeg nogensinde har set; men hvorvidt han faar Stillingen eller ej, er det vanskeligt at vide i Øjeblikket. – Jeg glæder mig til April at blive færdig med Forelæsningerne; jeg trænger til lidt Hvile, men har det ellers storartet.

1000 kærlige Hilsner
fra
Harald.

P.S. Naar Brevet vist er blevet saa kedeligt og vanskeligt at blive klog af, er det fordi jeg saa nødigt ville lægge nogetsomhelst Pres paa Dig i nogen Retning.