af Niels Bohr (2021)   Redaktion: Niels Bohr Arkivet (2022)  
forrige næste
Kæreste Harald!

Du kan tro at vi blev glade for at høre om Din Udnævnelse. Mange, mange 10000... Gange til Lykke fra os begge. Nu maa Du endelig rigtig fortælle alt om hvordan Dit Arbejde bliver ordnet, jeg vil saa gerne høre derom. Aa bare jeg kunde komme blot et lille Svip og rigtig ønske Dig til Lykke og sige hvad jeg føler, hvor stolt jeg er af Dig, og rigtig, rigtig høre om alting. Hvis jeg kom saadan et lille Svip, saa vilde jeg vist, som jeg plejer, selv om jeg kom for den modsatte Grund, dog vist ogsaa straks plage Dig med mine egne smaa Ting. Jeg vilde jo rigtignok blive frygtelig glad, om Du rigtig vilde skrive til mig om hvad Du tænker om næste Aar, og hvad Muligheder der er. Jeg maa jo snart bestemme mig, selv om det jo slet ikke haster, og jeg kan ikke saa godt uden at snakke med nogen hjemme overse det hele.

Nu har jeg plaget Dig, og har lettet mit Sind, og vil igen rigtig rigtig ønske Dig til Lykke. Jeg skal en af de første Aftner skrive rigtig til Dig, og skal prøve slet ikke at plage; men jeg tror at Du ved at Plageriet maaske allerbedst siger, hvad jeg føler og dog ikke kan sige.

10000... Gange til Lykke fra os begge
Din Niels