Tusind kærlige Lykønskninger sendes Dig til Fødselsdagen. Hvor vilde jeg gerne være hjemme den Dag. Jeg er saa flov over slet ikke at have skrevet til Dig herovrefra – og tilmed at have skrevet til forskellige Venner hjemme – men netop, naar man staar hinanden saa nær og er vant til “rigtig” at snakke sammen om alt, synes jeg det at skrive, idet det mindste, naar man ikke kan gøre det bedre end jeg kan, føles som saadan et fattigt Surrogat for det at være sammen, og jeg tror næsten det har været lidt medvirkende til min “Tavshed”.
Vi har en dejlig Tid herovre og ser og oplever saa meget. I de sidste 3 Uger har vi boet ved et Badested ved Stillehavet “Carmel”, som er bekendt for sin Skønhed og sine mangeartede Omgivelser, dejlige brede, hvide Strandbredde, afbrudt af Klippepartier og rigtige Bjerge i Baggrunden. Og saa de dejlige Solnedgange ud over Havet. Jeg har taget mig nogle dejlige lange Rideture herovre, hver paa en 3 Timer. Omgivelserne egner sig særlig hertil, man rider enten langs Stranden eller, hvad jeg synes er endnu smukkere, op gennem ret smalle Kløfter op paa Bjerghøjderne, hvorfra man har en pragtfuld Udsigt. Ogsaa vor Bil har vi benyttet meget; saaledes var vi forleden 2r |en Tur til et Klippeparti, der hedder “Point Lobos”, og ud for hvilket der ligger en Klippeø i Havet, vel en 50 Meter ude, helt oversaaet med Søløver; paa lang Afstand hører man deres Gøen. – Ved Siden af os bor en russisk Professor i Filosofi, ogsaa fra Stanford, Lanz, som jeg har haft mange rare Samtaler med og forsøgt at forklare, saa godt jeg kunde, om Dine Synspunkter, men jeg – som det altid er gaaet mig, med alt hvad jeg har lært af Dig – efterhaanden som Tiden gaar, synes jeg forstaar bedre og bedre. Forleden Dag, da jeg laa paa Strandbredden og saa Børnene lege ved Vandet, følte jeg særlig stærkt, hvor meget Menneskene “hører med” til Naturen, og hvor grov en Approximation det er, naar man vil “tage sig selv ud” og tro, man kan forklare alt det andet som bestaaende for sig alene. (Det er vist meget dumt sagt, men jeg vilde blot sige, hvor dybt et Indtryk, Din Filosofi har gjort paa mig, og hvor meget den, ofte mig selv uafvidende, løber rundt i Hovedet paa mig).
Forleden Dag dukkede Ehrenfest pludselig op herude. Det var en stor Glæde for os. Vi tænkte (og talte) meget paa Dig. Til Aften bad vi ogsaa Prof. Lanz og hans Kone og havde en af 2v |de hyggelige og interessante Aftener, som Ehrenfest altid bringer med sig.
En Aften var vi hos en hollandsk Biolog Becking, Leder af en videnskabelig Marinestation her i Nærheden. Han sagde, at han havde truffet Dig i Utrecht og bad mig hilse Dig, selvom han sagde, han troede Du havde glemt ham. Hvis Du og Margrethe skulde komme over til denne Del af Verden, tror jeg nok at kunne sige, at det vil vække Henrykkelse langs hele Kysten (ganske bortset fra den lille Familie fra Danmark). Jeg har næsten ikke truffet et Menneske, uden han har spurgt til og efter Dig, og jeg tror der er en Mængde Mennesker herovre, som Foredrag af Dig og Samvær med Dig vil præge for hele deres Liv. Men jeg vil ikke plage. Jeg synes, I skal gøre helt og udelukkende, hvad I har mest Lyst til og mener er bedst for Dit Helbred.
Kortet, jeg skriver paa, er en daarlig Gengivelse af et særlig smukt Sted paa “Seventeen miles drive”, en Vej langs Kysten, som jeg forstaar, at Amerikanerne (og jeg tror med rette) regner for noget af det smukkeste, de har herovre. Billedet forestiller en enlig Cypres, der staar ude paa en Klippe, men Farverne er i Virkeligheden ganske andre, og ganske anderledes pragtfulde, end Billedet giver Indtryk af. – Og den lille indlagte Papirskniv er lavet af en af de store mærkelige Muslinger, Abelones, der lever paa Klipperne ude i Vandet herovre; de kan have de dejligste Farver.
Ogsaa de kærligste Lykønskninger fra Ulla og Børnene.
