Jeg sender Dig blot disse Linier (inden vi i Aften skal ud til Páls) for at sige, at jeg var oppe hos Hjelmslev i Dag og paany følte, baade hvilken vidunderlig Ven vi har i ham, og hvor betydelig og sikker en Personlighed han er. Hvert Ord Ulla og jeg – maaske mere end I selv, netop fordi vi staar mere udenfor – syntes i saa skrækkelig og utilbørlig Grad manglede, sagde Hjelmslev og langt smukkere end jeg kunde have formet det. Jeg faar desværre i dette Hastværk ikke Tid til rigtig at gengive, hvad han sagde, og kan jo heller ikke huske det ordret, men Meningen var den, at Fondet kun kunde se saadan paa Sagen (og at dets Medlemmer i Virkeligheden ogsaa alle mente det, selvom de ikke havde gjort sig det selv rigtig klart og faaet det udtrykt), at hvis Niels kunde tænke sig at flytte væk fra Institutet – hvad Hj. personlig ogsaa, efter hvad jeg tidligere havde talt med ham om, synes var rigtigt og klogt af ham – at Fondet for sin egen og Landets Skyld maatte være saa interesseret i, at han modtog Tilbudet, at det vilde gøre alt hvad der stod i dets Magt for at skabe ham bedre Tilstande og et bedre Liv derude, end han paa nogen anden Maade overhovedet kunde faa. I øvrigt sagde han, at selv om der ikke var et Tilfælde som Niels’s, maatte Fondet efter hans Mening i alle Tilfælde stille sig saadan, ellers syntes han hele Æresboligbegrebet var meningsløst. Han sagde for Spøg: ligesom vi jo gerne vil holde vort Bryggeri højt, vil vi ogsaa gerne holde vor 1v |Æresbolig højt. Hvad angaar Modernisering og Indretning af Æresboligen (samt eventuelt at skaffe flere Værelser udenfor den egentlige Bolig) sagde han, at det skulde Niels ingen Bekymring have for; selvfølgelig maatte Boligen til enhver Tid indrettes saa godt som nogen Bolig kunde være (han tilføjede at han var klar over, at det egentlig var ganske forkert, at det ikke var sket i Høffdings Tid). Ogsaa hvad Spørgsmaalet om Penge angik sagde han, at der kun kunde være Spørgsmaal om at indrette det saa tilfredsstillende som muligt for den der boede paa Æresboligen. Da jeg stærkt fremhævede hvor ”upraktisk” jeg synes det var nu Niels skulde gøre Rede for sine Indtægter, og at jeg f. Eks. aldrig kunde tænke mig selv at gaa ind paa noget saadant, ogsaa fordi jeg syntes det vilde tage noget af Følelsen af at være et helt frit Menneske fra en, forstod han det fuldt og helt og sagde efter at have tænkt sig et Øjeblik om, at han var absolut enig deri, og at det nok skulde ordnes paa fuldt tilfredsstillende Maade. Overhovedet, sagde han, maa Fondet selvfølgelig passe paa, at Beboeren føler sig snarere mere som et frit Menneske end andre Folk, og han var meget glad over at være bleven opmærksom paa denne Side af Sagen. Han sagde endvidere, at han ofte havde tænkt paa at tale med Niels om Sagen, og at han kun havde ladet være dermed, fordi han syntes, at det baade var korrektere og pænere overfor Niels, at Fondets Formand først henvendte sig til ham. Jeg sagde, at jeg jo kom fuldkommen paa egen Haand, og fordi jeg havde forstaaet at Niels sikkert vilde være kommet til ham for at tale med ham som hans nære Ven, hvis han ikke skulde rejse nu i Morges. Hj. sagde, at 2r |han var forfærdelig ked af, at han ikke fik talt med Niels for at faa Lejlighed til at sige ham, hvad han jo nu kun kunde sige til mig, og at han syntes det var skrækkeligt hvis Niels skulde have noget andet end Glæde ud af Sagen. Og han gentog hvor lykkelig han paa Fondets Vegne var over at tænke paa, at de turde haabe paa at faa Niels derud.
Naa nu maa jeg slutte. Jeg har kun faaet dette jappet ned (og haaber, at Du kan læse mine Kragetæer), men jeg synes dog jeg gerne vilde skrive til jer allerede i Aften.
P.S. Hj. vidste endnu ikke, om hans Kone rejste til Italien. Han havde skrevet til Jonna .
