© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Naar Du faar dette Brev, er der jo gaaet lang Tid, siden Du fik mit Telegram om Jennys Død. Jeg er saa ked af, at jeg ikke har skrevet før til Dig, men der har været saa meget at ordne, ikke blot med Begravelsen og andet, men ogsaa i Sammenhæng med de sørgelige Forhold for tyske Venner. – Jenny døde om Aftenen Fredag d. 5 Maj, og jeg fik Telegram derom i Cambridge Lørdag Formiddag og rejste straks hjem, saa jeg kunde være her Mandag Morgen. Samme Dag tog Ulla og jeg saa ned til Oringe, hvor jeg talte med Helweg og ogsaa fik takket ham fra os alle for alt, hvad han havde gjort for Jenny. Han sagde saa aabent, hvad han jo allerede tidligere havde antydet overfor os begge, at Jennys Sygdom havde været saa haabløs, at 1v|hun aldrig kunde være blevet blot saa rask, at hun kunde have forladt Oringe, og at hendes Død var saa tidlig, saaledes som hendes Sygdom var og vilde udvikle sig, maatte betragtes som en lykkelig Befrielse for hende. Om selve hendes Død fortalte han, at hun i de sidste Maaneder var blevet meget afkræftet, ogsaa fordi hun næsten helt havde tabt sin Appetit og næsten intet spiste, og at hun derfor, da hun fik en tilsyneladende lettere Forkølelse var saa lidt modstandsdygtig, at den i Løbet af faa Timer gik over til en dødelig Lungebetændelse. Om Morgenen den Dag hun døde, havde han syntes, hun saa saa daarlig ud, at han havde frygtet, hun var alvorlig syg, men da der ellers ikke dengang var noget Symptom paa overhængende Fare, havde han ikke sat sig i Forbindelse med nogen af os, men vilde vente lidt endnu; og det hele var saa kommet saa hurtigt, at der ikke havde været Tid til, at nogen kunde komme derned, før hun døde. – Vi synes jo alle, 2r|efter at det første stærke Indtryk, som Meddelelsen om hendes Død maatte gøre paa os, at det dog var en Lykke, at det kom saaledes, at hun blev skaanet for al den Fortvivlelse, som Resten af hendes Liv uvægerligt vilde have rummet. – Efter at vi havde tænkt lidt frem og tilbage, syntes vi, at Ligbrændingen nok skulde ske i Stilhed, men dog saaledes, at ikke blot den allernærmeste Familie, men ogsaa hendes nærmeste Venner kunde komme til Stede (Poul, Nanna og Agnethe var der ogsaa, og Niels Erik, som skulde rejse bort, skrev saa venligt), og vi underrettede dem derfor om hendes Død, inden vi efter Bisættelsen indrykkede Meddelelse derom i Aviserne.
Helga Lund, som jo var den af alle Jennys Veninder, der i de sidste Aar stod hende nærmest og forstod hende bedst, bad vi tale ved Begravelsen, og hun gjorde det baade saa kærligt, klogt og forstaaende. Jeg selv sagde ogsaa nogle Ord, som jeg sender Dig en Afskrift af. Jeg er ked af, at jeg, ogsaa fordi der var saa lidt Ro og Tid, ikke 2v|rigtig fik udtrykt, alt hvad jeg saa gerne vilde, og navnlig ikke rigtig, hvor meget vi holdt af Jenny og hun af os.
Jeg haaber, Jeres Rejse er gaaet i alle Henseender godt; jeg skriver snart nærmere til Dig om saa mange Ting.
1|Hvis Niels havde været hjemme, vilde det af mange Grunde have været ham, der paa Familiens Vegne havde talt ved Jennys Baare, og ikke blot fordi han saa meget bedre vilde have kunnet give Udtryk for de Følelser, vi alle nærede for hende, men ogsaa fordi han i de senere Aar, og ikke mindst efter Mors Død, var den indenfor Familien, som Jenny i særlig Grad søgte Støtte hos i de vanskelige Tider, og som derfor var kommet til at staa hende særlig nær. Men nu, hvor Niels er borte, er det tilfaldet mig at være den, der bringer Jenny Familiens sidste Farvel.
Jenny var fra Naturens Side rigt udrustet som faa, baade ved sin Begavelse og ved sin stærke og i mange Henseender storstilede Karakter. Nu ved hendes Død har vi som saa ofte før med dyb Vemod maattet tænke paa, hvor meget hun kunde have betydet og udrettet, og maaske ikke blot indenfor en snævrere Kreds, hvis hendes Helbred havde slaaet til. Næsten gennem hele sit Liv lige fra sin tidligste Ungdom var hun jo hæmmet, ja ofte afmægtiggjort af Sygdom, og den stadige Kamp mod Sygdommen tog næsten alle hendes Kræfter. Atter og atter maatte hun paa væsentlige og afgørende Punkter resignere og opgive blot at prøve paa at gennemføre de Maal, hun havde sat sig.
Hendes lykkeligste Tid var maaske de Aar, da hun efter Studentereksamen sammen med en Kreds af andre begejstrede og betydelige Unge kastede sig over Studiet af Historien, som hun altid havde haft en dyb Interesse for, og vi forstod ogsaa, at hendes Universitetslærere med ikke ringe Forventning saa hen til hendes Fremtid. Men Kræfterne svigtede hende snart, og efter et meget langvarigt Sygeleje og en Periode af fuldstændig Udmattelse og Træthed blev det hende klart, at hun maatte opgive det Studium, hun nærede saa megen Kærlighed til. Hun fandt dog efter nogle Aars Forløb et Virkefelt, 2|hvor hun følte, at hendes særlige Evner og Begavelse maaske lige saa vel kunde komme til sin Ret, nemlig det pædagogiske, og der fulgte nu en række Aar, hvor hun viede Børneundervisning og -Opdragelse alle de Kræfter, hun kunde raade over; men disse var jo kun faa, og stadig paa ny maatte hun bryde af for kortere eller længere Tid. Til Trods herfor tabte Jenny aldrig Interessen for Arbejdet, og hun udviklede Undervisningsmetoder, som hun syntes særlig passede for hende, og tilrettelagde og gennemtænkte, hvad hun vilde tage igennem i hver enkelt Time, indtil de mindste Enkeltheder. Overhovedet havde Jenny utvivlsomt sjældne Evner som Lærerinde, og talrige Vidnesbyrd har vi om, hvor meget hendes Arbejde, trods det kun kunde blive saa stykkevist, blev værdsat.
Men ogsaa sit Undervisningsarbejde maatte Jenny til sidst fuldstændig opgive, og den Resignation dette krævede, var saa meget dybere, som hun ikke øjnede nogen Mulighed for at finde et Arbejde, som hun kunde magte og anvende sine Evner paa, samtidig med at hun med sin i Bunden saa aktive Natur ikke kunde tænke sig for Resten af Livet at falde til Ro i en passiv arbejdsløs Tilværelse. Den stadige Kredsen om Tanken om, hvorledes hun skulde finde et nyt Stade i Livet, virkede oprivende og tærende paa hende, og samtidig begyndte, som vi først senere forstod, den Sindets Sygdom at bryde frem, som til sidst skulde knække hende, og for hvilken Døden kom kom som en Befrielse. Naar Jenny i de usigelig vanskelige Aar, hvor hun maatte opgive alt, dog ikke følte sig mere ulykkelig end hun gjorde, skyldtes dette vel især den altopofrende Kærlighed og Støtte, hun fandt hos Mor med hendes i al sin Mildhed saa stærke Personlighed og hendes enestaaende Forstaaelse af alt menneskeligt. Derfor maatte ogsaa Mors Død ramme hende mere end nogen anden, og kun faa 3|var de Stunder, hvor hun siden den Tid syntes, hun kunde se Fremtiden i Møde med blot nogen Art af Fortrøstning.
Naar vi saaledes tænker paa Jenny med al hendes Sygdom og haabløse Kæmpen derimod, kunde vi vel synes, at det var det tragiske, som helt overvejede, og dette er jo for saa vidt ogsaa Tilfældet, som det altid er sørgeligt at se saa rige Evner ikke komme til deres Ret. Men alligevel tror jeg, det gaar alle dem, der stod Jenny nær, saaledes at vi føler, at hendes Liv, som hendes kære Veninde Helga Lund saa smukt og sandt har givet Udtryk for, dog i mange Henseender var rigt, og at hun hos alle, der lærte hendes egentlige Natur at kende, vil efterlade Billedet af et stort og værdifuldt Menneske. Thi det var jo saadan, at Jennys Sygdom, naar vi lige ser bort fra de sidste sørgelige Aar, selv om den maatte nedbryde saa meget hos hende, ikke formaaede at knække eller ændre hendes Personlighed. Vi Brødre har følt og ofte talt om, at Jennys Personlighed i saa meget mindede om Fars. Hun havde den samme usvigelige Redelighed og Sanddruhed og den stærke Selvstændighed og Uafhængighed, som altid lod hende fælde sine egne Domme, hentet fra et næsten instinktivt Syn paa Mennesker og Forhold. Og denne Personlighed støttedes af hendes Kærlighed til og Forstaaelse af alt stort og ægte, hvad enten hun mødte det i Livet eller i Digtekunsten. Hendes faa Kræfter og tilbagetrukne Liv maatte medføre, at hvad hun gennem Læsning eller Forbindelse med andre kunde optage, maatte være af ringe Omfang, men hun forstod ud af lidt at skabe meget og formaaede at uddybe det altsammen paa sjælden selvstændig og intensiv Maade, ligesom hun havde en sjælden Evne til at give sine Synspunkter og Tanker et samtidig alment og personligt præget Udtryk.
I sin Natur var Jenny dybt trofast; hendes Sygdom 4|bevirkede, ikke blot at hun kunde have Vanskeligheder i den daglige Omgang selv med sine Venner, men ogsaa at der kunde komme Misstemninger op i hendes Sind, men vi følte alle, at det her kun drejede sig om noget mere uvæsentligt, og at intet kunde være sikrere at bygge paa end Jennys trofaste Sindelag overfor dem, hun i Livet havde fattet Kærlighed og Venskab for.
Et særligt Baand knyttede Jenny til Niels' og Margrethes og vore Børn. Ogsaa her galdt det jo, at hendes Kræfter ikke tillod hende at se dem saa ofte eller beskæftige sig saa meget med dem, som hun gerne vilde, men man mærkede ofte i Samtaler med hende, hvor stor en Rolle de spillede i hendes Liv, og hvor meget hun tænkte paa dem og i sin Kærlighed til dem søgte at gøre sig deres individuelle Karakter og Anlæg klart og tænke over, hvorledes deres Fremtid mon vilde forme sig.
Til Slut siger jeg saa Jenny Familiens sidste Farvel. Altid vil vi bevare Mindet om hendes betydelige, redelige og ofte storstilede Personlighed. Jeg tror, det vil gaa os alle saadan, og paa en Maade desto stærkere jo mere vi faar hendes Liv paa Afstand, at vi med dyb Sandhed vil kunne sige: Hun var dog stærk trods sin Svaghed og sund trods sin Sygdom.