Dit Telegram med Meddelelsen om Jennys Død, var jo en stor Bestyrtelse for os men det var jo samtidig en stor Beroligelse at forstaa at hendes Bortgang kunde være fredelig. Naar Margrethe og jeg tænker paa vore sidste Besøg hos Jenny paa Hospitalet er det os jo ogsaa bagefter klart at hendes legemlige Modstandskraft efterhaanden var meget ringe og samtidig er det en stor Trøst at tænke paa den smukke og rolige Maade, hvor hun tog sin tunge Skæbne og den Tillid hun i stadig højere Grad nærede til Overlæge Helweg. Saa snart jeg har faaet Dit Brev og hørt lidt nærmere om alting vil jeg skrive til ham og prøve at takke ham for al hans Forstaaelse og Omsorg for Jenny i disse sidste svære Aar. Jeg behøver jo ikke at sige hvormeget jeg i disse Dage tænker paa Far og Mor og vores Barndomshjem, og ogsaa paa Jennys gamle Venner for hvem hun med sit varme begejstrede Sind betød saa meget, førend Sygdommen skulde forstyrre hendes Ligevægt. Hvor mange Tanker vi begge sender Moster Hanna og Dig og Ulla behøver jeg jo heller ikke at sige.

Jeg er saa ked af at jeg under al Travlheden i de første Dage desværre ikke har skrevet til Dig før. Vores Rejse har jo ellers været forfærdelig rar som I har hørt af Margrethes Breve. Jeg er jo meget spændt paa at høre lidt om hvad Du oplevede i England. Her er Folk meget optagne af Forholdene i Tyskland; og jeg har talt med en Mængde Mennesker derom, men Tiderne er jo ogsaa her meget vanskelige og jeg er endnu ikke klar over, hvad der lader sig gøre i noget enkelt Tilfælde. Veblen, hvem det var en stor Oplevelse at lære at kende, mente at der for Courant vist var de bedste Muligheder i Stanford, og jeg skal naturligvis gøre alt hvad jeg kan for at opnaa noget der. Jeg har endnu ikke hørt fra Blichfelt, men jeg skriver ellers til ham en af de første Dage. Karman’s er umaadelig rare imod os og naturligvis meget optagne af de tyske Spørgsmaal. Her er overhovedet mange rare og interessante Mennesker og saa snart vi er falden lidt til Ro skal jeg skrive nærmere om alt.