Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal finde Ord for alt hvad der fylder mit Sind, naar jeg tænker paa at Du om nogle Uger fylder 50 Aar, mens vi vil være saa langt borte fra jer alle. Lige saa langt tilbage som jeg kan huske har Du jo ikke alene været den kærligste, trofaste Bror for mig, men en større Del af mit Liv end jeg kan sige. Hvordan skulde jeg ogsaa kunne takke Dig for alt hvad Du har været for Margrethe og mig i Glæde og i Sorg, og for Drengene. Ja hvad Kilde til Styrke og Glæde har Du ikke været for hele Familien, og dog er vi alle tilsammen jo kun saa lille en Del af den store Kreds for hvilken Du med Din varme Begeistring og Dit Mod har betydet saa meget og været til saa stor Opmuntring. Hvor end vi er kommen herovre, mærker vi hvor mange tro 1v |faste Venner Du har, for slet ikke at tale om Courant, Veblen og Blichfelt, der alle har ladet saa meget af det Venskab de nærer for Dig, gaa over paa os. Som i ved af Margrethes og Hans’ Breve har det jo været en dejlig Rejse for os alle 3. Jeg har ogsaa faaet udrettet en Del baade med mit eget Arbejde og med Instituttets Sager; jeg har blot været ked af at jeg har haft saa travlt at jeg slet ikke har kunnet faa skrevet hjem. Nu den sidste Nat før vi rejser til Japan har jeg slet ikke været i Seng; men sidder nu mens Solen staar op i vores hyggelige Dagligstue her i Cloyne Court og skriver til Dig i sidste Øjeblik. Der er saa meget som jeg gerne vilde fortælle om, men det maa vente til vi kommer om Bord og jeg faar lidt Ro. Jeg vil kun sige at jeg har været saa ked af at jeg gennem mine Telegrammer har plaget Dig med de mange forskellige Sager, navnlig da vi hørte at Du ikke havde det saa godt. Vi haaber saa meget at Du nu er bedre, og vi sender alle 3 de allerhjerteligste Lykønskninger til Dig selv og de kærligste Hilsner og Tanker til jer allesammen
