af Niels Bohr (2021)   Redaktion: Niels Bohr Arkivet (2022)  
forrige næste
Kære Niels!

Jeg skriver disse Linier i en lidt sen Nattetime, hjemkommen fra Mødet i V.S.

At Hansen (og Oppenheimer og Fischer) blev valgt enstemmigt var jo klart (men meget rart); jeg har lige skrevet en Lykønskning til H.M.H. med Udgangspunkt i, hvor glad jeg ved Du er over hans Indvalg og hvor ked Du sikkert er over ikke allerede i Aften at kunne give Udtryk derfor overfor ham.

Valget til C.F. derimod blev desværre ret rodet og uden at man rigtig kan vide, hvad der kommer ud deraf. Kun Jessen’s Navn blev nævnt, og meget smukke var Taler af Niels Erik og Jacob Nielsen, ligesom jeg selv fremkom med et ret udførligt Indlæg. – Men saa optraadte Lundsgaard med en meget lang og yderst formalistisk Tale (støttet af et af ham medbragt Responsum af Juristen Stig Juul!) om, at det var imod Statutterne at vælge en Matematiker. Udmærket imødegaaet af J.N. og Johannes Pedersen, og ogsaa af mig, men desværre endte det med at Winge (undskyld, at jeg kalder ham et Fæ) som Formand, efter at Debatten var sluttet, ex Catedra udtalte, at efter hans Mening havde Lundsgaard Ret. Sluttende sig til de formalistiske Synspunkter var – naturligvis, dog kun privat efter Mødet – først og fremmest Carsten Høeg, men i nogen Grad ogsaa Hammerich.

Saa om – og hvem – Biologerne næste Gang vil foreslaa, kan man ikke vide; Knud Jessen mente dog, at den ivrige Lundsgaard nok er den eneste virkelige Kandidat, og at det maaske nok vil føles lidt underligt at føre ham frem nu bagefter, men ingen vilde foreslaa ham paa det første Møde (dog hørte jeg, med Undtagelse af Fischer, der var bortrejst – og saa maaske Thorvald Madsen). Men jeg tror nok, at C.F.’s Medlemmer stærkt følte hans Mangler.

Mange Hilsner til Dig og Margrethe
fra Harald

Det blev en lidt længere Snak. Jeg glæder mig meget til at faa Dig hjem – og ikke alene for at faa et fornuftigt Menneske til at lede V.S.’s Møder! (Desværre var det ikke Johs Pedersens Tur).