Indledning 
– korrespondancen mellem Niels og Harald Bohr

Niels Bohr (1885–1962) blev født den 7. oktober 1885. Hans yngre bror Harald Bohr (1887–1951) kom til verden kun 18 måneder senere den 22. april 1887. Deres storesøster Jenny Bohr (1883–1933) blev født den 9. marts 1883. De to brødre forblev tætte i hele deres levetid og de var hinandens mest respekterede og fortrolige venner frem til Haralds død i 1951.

Brødrene tilhørte en velhavende og intellektuel slægt. Drengenes far Christian Bohr (1855–1911) var professor i fysiologi ved Københavns Universitet og dets rektor mellem 1905–06 samt noget af en polyhistor. Han var søn af en skoleinspektør og havde en meget bred vifte af interesser. Hans arbejde førte bl.a. til opdagelsen af “Bohr-effekten”, som går ud på, at kuldioxid i blodet hæmmer bindingen af ilt til blodets hæmoglobin. I 1907 og 1908 blev han indstillet til Nobelprisen i fysiologi og medicin for sit arbejde inden for åndedrættets fysiologi, dog uden at blive tildelt den. Derudover var han medvirkende til både oprettelsen af Akademisk Boldklub (AB) og Dansk Boldspil-Union (DBU) i 1889. Harald fortsatte senere familiens fodboldtradition med sin deltagelse på det danske landshold i 1908.

Brødrenes mor Ellen Adler (1860–1930) kom fra en rig, sekulær jødisk bankfamilie i København. Hun var en af de første kvinder, som læste til forberedende optagelseseksamen på Københavns Universitet. I denne sammenhæng deltog hun i et kursus for kvindelige studerende, som Christian Bohr underviste i. Lærer og elev blev forelskede, og de blev gift i 1881. Ellens vigtige rolle i brødrenes liv fremgår bl.a. af de breve, hvor hun har tilføjet små beskeder nederst.

Ellens søster Hanna Adler (1859–1947), “moster Hanna” i brevene, blev magister i fysik fra Københavns Universitet i 1892 som en af de to første kvinder i Danmark. Året efter grundlagde hun H. Adlers Fællesskole (i dag Sortedamskolen), der som noget helt banebrydende var den første i København, hvor piger og drenge blev undervist sammen.

Deres storesøster Jenny Bohr blev født i 1883. Hun læste på universitetet og underviste senere privat. Ifølge flere beretninger var hun psykisk sårbar, hvilket især viste sig Senere efter deres mors død, hvilket førte til en dramatisk forringelse af både hendes psykiske og fysiske helbred. Hendes tidlige død i 1933 spiller en vigtig rolle i brødrenes korrespondance.

1906-1911 Studieår

Brevsamlingen dækker årene 1906–1950, men der er kun breve fra de perioder, hvor brødrene var adskilt, hvorfor der er længere udokumenterede perioder. Den første periode i brevsamlingen dækker tiden, hvor Niels og Harald er ved at afslutte deres studier. Det første, man lægger mærke til, er, at Harald faktisk var foran Niels i sit studieforløb. I en mindebog om Niels Bohr skrev David Jens Adler i 1964: “Harald Bohr blev almindeligvis anset som den kvikkeste af de to drenge. Men allerede på et meget tidligt tidspunkt var [faderen] Christian Bohr klar over Niels’ store evner og særlige begavelse og rækkevidden af hans tænksomhed. Hans fornemmelse herfor gik så vidt, at han vistnok på et tidspunkt tænkte sig, at Harald ikke skulle være naturvidenskabsmand. Men det lå ham naturligvis fjernt at træffe bestemmelse på sine børns vegne, og det var ham en ubeskrivelig glæde, at Harald allerede med sin doktordisputats i 1910 på strålende måde havde indledt sit virke inden for matematikken, som i årene, der kom, gjorde ham næsten lige så internationalt estimeret blandt matematikere, som Niels Bohr blev blandt fysikerne. Niels var imidlertid, som Christian Bohr udtrykte det, ‘den egentlige i familien’, og allerede i den tidligste ungdom sluttede Harald sig hertil.”

Mens lillebroderen Harald var lidt længere fremme is sine studier, vandt Niels i 1907 Videnskabernes Selskabs guldmedalje for en prisopgave om svingninger i væskestråler og vandets overfladespænding. Deres far Christian havde vundet sølvmedalje i 1885, og han sagde efter sigende “Jeg er sølv, men Niels er guld”.

Efter de to første breve i samlingen, skrevet i 1906 af Niels på skiferie i Norge i juleferien, møder vi Harald og Niels igen i foråret 1909. Harald boede på det tidspunkt på Fyn hos familien Møllgaard i Vissenbjerg Præstegård. Eske Hansen Møllgaard var sognepræst og far til en af Christian Bohrs assistenter (og hans efterfølger som professor i fysiologi ved Københavns Universitet) Holger Møllgaard (1885–1973). Både Niels og Harald brugte de rolige omgivelser til deres eksamenslæsning. Harald boede i præstegården i februar, mens Niels tog derned i marts og igen i efteråret 1909.

Brødrenes indbyrdes respekt og kærlighed er ikke til at tage fejl af i brevene, men der er også forskelle mellem deres personligheder. Harald udviser i brevene meget mere selvsikkerhed end sin bror, for eksempel når han omtaler den franske matematiker Jordans lærebog. Han udtrykker meget stærke holdninger, blandt andet om “de lærde herrer” fra Indre Mission, som han møder i præstegården. Harald er også den, der interesserer sig for politik og kommenterer lokalpolitik i brevene.

Da Niels flytter til præstegården på Fyn, takker han Harald for hans “gennemgang af Jordan”, som han mente, havde bidraget til hans egen forståelse. Harald, der er tilbage i København, fandt sine afsluttende eksamener “uforskammet let”. Der gik mindre end et år, efter at Harald dimitterede som magister fra Universitetet, før han forsvarede sin doktorafhandling. Derefter rejste han til Göttingen for at studere videre blandt nogle af de betydeligste matematikere i Europa.

Harald deler korte beskrivelser af dem med sin bror, hvilket giver matematikhistorikeren unikke indblik i datidens videnskabelige miljø i et af Europas ledende centre. I disse karikaturer kommer Felix Klein, Edmund Landau, Ernst Zermelo, Henri Poincaré og sågar “Rosinen i Pølseenden, om jeg tør være saa fræk” David Hilbert til live. Haralds breve til Niels er i øvrigt fyldt med beskrivelser af hans arbejde med dirichletske rækker og hans begejstring for sine omgivelser.

Begge brødre tog det som en selvfølge, at den anden interesserede sig for hans arbejde. De delte også andre interesser. Hvis ikke en af brødrene havde hørt om den andens arbejde i et stykke tid, blev der straks bedt om en rapport. Deres korrespondance fra denne periode omhandler også deres fælles interesse for Søren Kierkegaard og Johann Wolfgang von Goethe. De gav de to forfatteres værker til hinanden og spurgte om den andens mening.

Hvis man vil se nærmere på dynamikken de to brødre imellem, så er den bedste kilde nok et brev fra Harald til Niels fra 4. oktober 1911. Harald er kommet tilbage fra Göttingen og arbejder nu på Københavns Universitet og Niels er rejst til Cambridge. I anledning af storebroderens fødselsdag skriver Harald:

“Allerførst 1000 kærlige Lykønskninger til Fødselsdagen. Jeg sender Dig ingen anden Fødselsdagspresent end medfølgende lille Billede, som vist iøvrigt ikke engang tilhører mig, men som Du nu alligevel skal faa foræret af mig. Jeg fandt det ved at se nogle gamle Billeder igennem og jeg blev i helt godt Humør ved at se paa det (skøndt dermed ikke skal være sagt at jeg i Forvejen var i daarligt Humør). Jeg synes det symboliserer en vis Side af vores Forhold til hinanden: Min Frækhed og Din Lidt-Flovhed paa mine Vegne men tillige – da det jo var mig der sagde det og da vi jo altid har holdt lidt af hinanden, – saa synes Du dog i al Din Rarhed, at det dog var ganske morsomt at have saadan en lille fræk Bror.”

Den frække lillebror var til gengæld overvældende lykkelig på Niels’ vegne, da han blev forlovet med apotekerdatteren Margrethe Nørlund fra Slagelse i august 1910. Margrethes bror Niels Erik var en studiekammerat og ven af Harald og derigennem mødte Margrethe og Niels hinanden. Deres ægteskab skulle komme til at vare et halvt århundrede. Natten efter forlovelsesfesten i Slagelse skrev Harald:

“Jeg synes ikke jeg kan gaa til Ro, før jeg endnu i Aften endnu engang har faaet sagt jer, hvor usigelig glad og lykkelig jeg er paa jer begge to’s Vegne og ogsaa fordi det har formet sig saaledes, at jeg kunde faa Lov til at være med til at se jeres saa store og rige Lykke blive grundlagt, den Lykke, som jeg jo saa sikkert ved vil udstrække sig over jeres hele Liv.”

1911-1916 England

I januar 1911 var Niels ved at lægge sidste hånd på sin doktorafhandling og skrev til Harald: “Tusind Tak for Dine Kort. Det gaar mig saa vidunderligt godt, jeg blev nemlig færdig til Nytaar med de 2 Kapitler, og har i den Anledning været i saa straalende Humør”. Niels’ og Haralds lykkelige barndom og ungdom fik imidlertid en brat afslutning den 3. februar 1911. Deres far døde pludseligt, da han lige var kommet hjem fra laboratoriet. Den 12. april 1911 tilføjede Niels følgende dedikation i sin doktorafhandling: “I DEN DYBESTE TAKNEMLIGHED TILEGNET MINDET OM MIN FADER”.

Det står klart, at brødrene har støttet hinanden i sorgen, da Niels skriver et af sine mest kærlige breve til Harald i anledning af dennes fødselsdag i april 1911.

“Tænk hvor ubeskrivelig meget Du har været alene for mig først i Foraaret og i Sommer og saa i Vinter, hvor Du hjalp mig at blive færdig førend Fader døde, og saa nu, hvor Du, til Trods for at Du har haft saa meget meget andet at tænke paa, har hjulpet mig saa utrolig meget. … Hvad der saa end sker, om vi blot kunde holde sammen i det at prøve paa at faae vores Liv til at svare lidt til den Barndom og Ungdom, vi har haft.”

I løbet af sommeren rejste begge brødre fra København. Harald tog tilbage til Göttingen, mens Niels drog afsted til Trinity College i Cambridge for at forske hos J.J. Thomson (1856–1940). Umiddelbart virkede Niels begejstret for Cambridge. Han syntes selv, at hans møde med Thomson gik storartet og Thomson “syntes at der var nogen Mening i hvad jeg sagde”.

Begejstringen blev desværre kortlivet. Blot to måneder efter sin ankomst får Niels’ breve en anden tone. Thomson havde tilsyneladende ikke læst hans afhandling om metallernes elektronteori, som Niels havde gjort sit bedste for at oversætte til engelsk med bl.a. dette formål. Før Niels rejste til Cambridge, havde Harald opfordret ham kraftigt til at publicere sin afhandling “på et Verdenssprog”. Korrespondancen vedrørende den eventuelle offentliggørelse fortsætter ind i 1912.

Heldigvis kom Harald på besøg i januar 1912. På dette tidspunkt var Niels allerede kommet i kontakt med Ernest Rutherford (1871–1937) gennem James Lorrain Smith (1862–1931), en patolog, som havde arbejdet sammen med Christian Bohr i København. Da Niels besøgte Smith i Manchester i oktober 1911, blev han introduceret til Rutherford. I et brev til Smith den 18. januar 1912 (han skrev også til Rutherford den samme dag om sine planer) skrev Niels, at han ville koncentrere sig om den teoretiske fysik i det næste semester, hvorefter han ville rejse til Manchester for at tilbringe sit sidste semester i England dér.