© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
VNIUERSUM hoc et amplissimum totius Machinæ mundanæ Theatrum, Viri inclyti, Cœlos, Terram, Maria, et quæ in his comprehenduntur, Solem, Lunam, Stellas, Animantia, Vegetabilia, et Mineralia, per Diuini numinis sapientiam, non in suimetipsius, sed hominis, quem suæ imagini conformem reddidit, commodum necessitatemque creata et instituta esse, nemo sapiens ire potest inficias. Deus enim, cum sit incorporeus, immensus, æternus, incomprehensibilis, vbique et nullibi, non indiget, corporea, finita, temporanea, comprehensibili, et locali, Mundi forma. Sed hominem, Mundo, quo ad hæc, consimilem, in terra, centro totius Vniuersitatis, propterea statuit, vt inde, quasi ex specula, vniuersi orbis Naturam et constitutionem contemplaretur: eaque ratione Dei inuisibilis et incorporei, per visibilia et creata corpora, Maiestatem, Sapientiamque in hac mortali vita quodammodo agnosceret. Quapropter, post æterni et imperscrutabilis Dei agnitionem, a semetipso, per Prophetas et Filium Redemptorem nobis reuelatam, spiritualisque Dei spiritualem cultum, nihil magis homini E4v|necessarium, et fini, propter quem constitutus est, magis conforme esse iudico, quam perpetuo, in iucunda operum diuinorum, quæ in Mundi fabrica vndique elucent, consideratione versari. Licet autem, vbique, tam in Elementari et inferiori, quam superiori et cœlesti Mundo, illustria extent diuini operis monumenta (nullum enim animal tam vile, nulla herba tam exigua, nullum Metallum vel minerale tam abiectum, quin singulare et euidens, Dei Opificis, in illis singulis, conspiciatur artificium) tamen, nullibi magis diuinæ sapientiæ testimonia, quam in superiori illa cœlestis mundi fabrica conspici existimo. Inferiora enim hæc et sublunaria, exceptis hominum Animabus, omnia, Dissolutioni et Alterationi obnoxia sunt: nec in illis, regularis et constans ordinis reperitur conformitas: Cœlestia vero et supralunaria corpora, non solum magnitudine, lumine, et forma, hæc inferiora longe exierant: sed etiam æterno quodam et diuino quasi tenore, perpetuas exercent suorum orbium reuolutiones, nec a sibi præfinita via, vllam in partem, quicquam declinant, celeriusue aut tardius quam constitutum est, motus sui periodos vnquam absoluunt. Vnde, cœlestium et supraI.36|lunarium rerum cognitionem, longe digniorem, harum inferiorum et terrenarum contemplatione, iudico. Et nihil in hoc totius Mundi admirando opificio reperiri existimo, quod magis hominem, exutum terrenis et brutalibus curis, voluptate animi afficere, et in diuini numinis admirationem ac cultum adducere possit, quam æthereæ illius et cœlestis Machinæ harmoniam, sublimi cogitatione animo versare.
Cum vero ita hominum peruersitate comparatum sit, vt quo excellentior Scientia aliqua existat, eo F1r|pauciores sui habeat cultores, eoque magis ab inscijs et indoctis contemnetur: et quo difficilior ac sublimior, eo plus, ab ipsis cultoribus deprauata in abusum redigetur; hinc factum est, in hac etiam Diuina cœlestis Mundi consideratrice Arte, quam Astronomiam appellarunt, vt non solum a paucis excolatur, et ab imperito vulgo, multisque alias eruditis, derideatur: sed etiam a proprijs Artificibus et sectatoribus, perperam ac indigne tractetur. Quid autem inscij et imperitum vulgus, quos propria excusat ignorantia, de hac diuina Scientia iudicent, floccifaciendum, nec responsione dignum, arbitror. Hi enim, non artis vilitatem, sed propriam ostentant inscitiam: nec iudicium de Artibus, ex eorum opinione, qui eas ignorant, statuendum est. Verum, quod hæc excellens consideratio cœlestium corporum, ab ipsis Artis cultoribus peruerse, nec ea, qua par est diligentia, excolatur, non ferendum censeo. Multi enim, cum vix a limine diuinam Astronomiam salutauerint, se pro summis Artificibus venditare non erubescunt, hancque maxime (si quæ alia) liberalem Scientiam, sui questus causa, deprauare, et negligenter excolere, lucri et laudis loco ducunt. Vt autem de ea Artis parte, quæ motus et reuolutiones orbium cœlestum considerat (quæ etsi a multis excellentibus viris, summo et indefesso studio elaborata est: hactenus tamen exquisite et perfecte a nullo inuenta) nihil hoc loco dicam: altera sane, quæ effectus et influentiam syderum, diuino potius quam humano ingenio scrutatur, Dij boni, quam indigne, quam negligenter, quam questuoso et turpi abusu, hodie, a plerisque tractatur. Genethliaca enim consideratio, quæ ex positu syderum pendet, hominem cum primum vitales imbibit auras, excipiente, tota fere F1v|deprauata est, tota in abusum redacta, tota nulla experientia, vt par erat, sed futili authoritate (quæ, vt in alijs humanis cognitionibus: ita in Mathematicis, omnium minime locum habet) a suis cultoribus exercetur. Metheorologica vero, quæ cœli, in fœcunda aëris regione, varios fœtus considerat, non solum non satis exculta est: sed insuper etiam, ita hodie passim prostituitur, vt imperitum quoque vulgus non lateat, quam sint vani et futiles annuorum Prognosticorum Artifices. De harum vtriusque abusu et deprauatione, latius aliquando disseruimus, in libello quem inscripsimus CONTRA ASTROLOGOS PRO ASTROLOGIA. De posteriori vero, et Metheorologica, etsi I.37|nunc, perfecte omnia fundamenta, omnesque rationes non excutere: tamen exemplar alijs insequendum (amicorum sollicitationibus impulsus) præ oculis ponere constitui. Quali autem ordine, et quibus rationibus, hunc laborem absoluerim, nunc commemorabo, vt melius nostri instituti percipiatur ratio.
Manifestum est, aëris qualitatem, post Luminarium configurationes euidentes, sensibiliter alterari. Quapropter ad singula momenta, Nouiluniorum, Pleniluniorum, et intermediarum Quadraturarum, cœli syderumque positus, ordinaui: et non solum ad hæc: sed etiam ad medias Quadraturas (quæ octaua cœli parte dissident) idem tentare ausus fui: idque non solum, propria et multiplici experientia, edoctus: sed, Veterum authoritate vna id comprobante, feci. Testatur enim Plinius, naturalis Historiæ libro secundo, Veteres, considerasse quartam Lunam a Solis congressu, et iuxta illam iudicium tulisse. Ptolomæus etiam asserit, ante tres fere dies, et nonnunquam post tres exæquati itineF2r|ris Lunaris ad Solem, omnium tempestatum significationes existere solere. Quæ tempora, incidunt in configurationis Octogonicæ loca. Adde, quod veteres Astrologi, Lunæ configurationes et habitus, tunc præsertim considerandas esse statuerunt, quando Luna esset in Athacir, quo nomine, interualla ipsius a Sole octogonica significabant: vt nihil dicam de Crisium Indicatione in morbis animaduertenda, quæ etiam dimidias quadraturas beneficio motus Lunaris obseruat. Et quamuis, quidam Medici, alias rationes Crisium, quam ex Lunæ transitu statuant, ab inferiori videlicet ipsius Microcosmi Astronomia: tamen non dubium est, hanc, cum superiori consensum habere.
Tempora autem harum Solis et Lunæ octogonicarum configurationum, non ex vsitatis cœlestium motuum Tabulis, siue Alphonsinis, siue Copernianis, aut vllis alijs, mutuati sumus: sed per proprias, in vtriusque Luminaris cursu, aliquot præcedentibus annis, factas obseruationes, illa emendauimus: vt non dubitem, tempora Zysigiarum luminarium, a nobis assignata, propius ad veritatem cœlestis normæ, accessura, quam ea, quæ ex Tabulis vel Ephemeridibus quibusue petuntur. Quâm enim sensibiliter, hæc, a scopo aberrent, ostendunt Eclipsium (vt de cœteris taceam) obseruationes, suis calculis non exacte correspondentes. Quemadmodum nos CATALOGO OBSERVATIONVM COELESTIVM, per integrum decennium elapsum, factarum, et inposterum (si Deo ita placuerit) continuendarum, aliquando manifestabimus: et non solum in motu luminarium: sed etiam reliquarum errantium inerrantiumque stellarum, Martis præsertim et Mercurij, multum adhuc latere scrupuli, ostendemus. F2v|
Ad hæc autem tempora Nouiluniorum, Pleniluniorum, et Quadraturarum, integrarum, mediarumque, cœli et stellarum positum desigI.38|nauimus: non per duodenariam cœlestis Machinæ distributionem, vt communiter fieri solet: sed veluti octogenariam luminarium in Zodiaco configurationem perpendendam duximus: ita etiam singulis hisce Zysigijs, octogenariam totius cœli diuisionem attribuere, operepræcium visum fuit: idque ea ratione absoluimus, vt singuli cœli quadrantes, Meridiano et Horizonte intercepti, non trifariam, sed bifariam, secarentur. Rationes autem huius diuisionis octogonicæ, habemus amplissimas: inter quas, præterquam quod loca media inter Horizontem, et Meridianum, post horum circulorum limites, sint maximi roboris (dimidium enim angulum rectum in centro Vniuersi efficiunt) quotidianus insuper Oceani affluxus et refluxus, etiam non obscure testatur, locis, Meridiano Horizontique intermedijs, multum inesse efficaciæ. Cum enim Luna, motu primi mobilis, eo quotidie peruenerit, Oceanus statum suum obseruare solet. Quamuis non ignorem, alios, alias causas huius reciproci maris fluxus, constituere, idque ex inferiori natura et elementari Astronomia: eas tamen, cum superioribus, quibus omnia inferiora parent, consensum habere (vt supra quoque in Crisium mentione testatus sum) mihi dubium non est.
Modum vero huius diuisionis octogonicæ, non per Zodiacum, vt plerique Arabes, a suis polis: nec per Æquatorem a propriis polis, vt Albategnius: nec per eundem Æquatorem ab intersectionibus Horizontis et Meridiani, vt nostra ætate Regiomontanus factitauit, exequuti sumus: sed veluti totum cœlum hac in re F3r|considerandum venit, sic etiam diuisionem toti cœlo æqualiter et conformiter competentem, instituimus, nulla habita ratione Zodiaci vel Æquatoris, tanquam imaginariorum, in cœli rotunditate, circulorum. Absoluimus autem hanc diuisionem, per duos circulos in sphæra maximos, mutuis Horizontis et Meridiani sectionibus, inuicem ad angulos rectos, coincidentes, et spacia cœli, eidem Horizonti Meridianoque intercepta, bifariam, in interualla æqualia diuidentes. Similem quoque in duodenaria cœli distributione obseruamus rationem, nisi quod hic, dicta spacia Horizonti Meridianoque interiecta, non bifariam, sed trifariam, æqualiter, per similes circulos intersectioni mutuæ Horizontis Meridianique coincidentes, diuisionem instituere oporteat. De toto autem hoc negotio firmas et sufficientes Demonstrationes attulimus, in tractatu, quem DE VARIIS ASTROLOGORVM IN COELESTIVM DOMORVM DIVISIONE, OPINIONIBVS, EARVMQVE INSVFFICIENTIA inscripsimus: vbi firmissimis rationibus demonstrauimus, cœli diuisionem, tam per zodiacum modo æquali, quam per Æquatorem, siue Albategnij siue Regiomontani via, quam vocauit Rationalem, Mathematicæ harmoniæ consonam, minime esse: aliamque, sufficientibus rationibus et multa experientia stabilitam, in harum locum restituimus, I.39|supputatis etiam Tabulis, quarum beneficio, executioni numeratoriæ, hoc negotium mandari possit.
Infra has octogonicarum zysigiarum cœli figuras, breuem et succinctam singularum figurarum, Astrologiam considerationem, subiunximus. Et primo, dominantes stellas, quæ videlicet, plurimas prærogatiuas in loco Luminarium, et angulo sequente, tum etiam F3V|Horoscopo, obtinent, annotauimus: has, vno nomine, more Arabum, Almuten appellamus. Adiunximus etiam Dominum horæ inæqualis: eo quod veteres Astrologi, plurimum tribuebant dominis horarum, adeo, vt dierum denominationem ab illis mutuari non dubitarint. Sed dimensiones illarum horarum, non vulgari ratione (quæ diei artificialis duodecimam portionem vni horæ tribuit) exequuti sumus: hic enim modus, friuolis rationibus fundatur, parumque experientiæ consonat: sed subtiliori quadam via et peculiari Methodo, hanc diuisionem aggressi, singulas etiam horas, eiusdem diei, inuicem collatas, reddidimus inæquales. Atque hæc diuisio, et firmioribus rationibus, et maiori experientia fundatur, quam prior, et vulgaris horarum inæqualium distributio: vt in tractatu nostro, De horis zodiaci inæqualibus, quas Planetarias vocant, abunde demonstrauimus: adiunctis insuper Tabulis, ex quibus singularum horarum quantitas, per omnes totius anni dies, facile depromi, et negotium hoc numeris absolui possit. Post Planetas, figuræ ipsius et horæ Almuten existentes, ascripsi etiam, cum quibus fixis, ☾ , tempore eius Zysigiæ commoratur, et quorum Planetarum naturam illæ referant: vnaque adiunxi defluxus et applicationes ☾: a quo videlicet Planeta recedat, et cui proxime accedat, siue corpore, siue quauis configuratione alia. Demum, et mansiones Lunares, etsi a quibusdam repudiatas, tamen non negligendas duxi: eo quod omnes veteres Astrologi, mansiones Lunæ, quas 28, ex diebus suæ reuolutionis statuerunt, magni semper fecerunt. Sed initium harum mansionum, non a ♈︎ deduximus, vt communiter modernis Astrologis mos est: sed ab ipsa prima stella asterismi Arietis, a qua priF4r|ma mansio nomen habet, quæ ab æquinoctio verno hoc anno remouetur 27 P. 5/6, exordium cœterarum Mansionum instituimus. Falluntur enim moderni Astrologi, qui vtuntur ijsdem limitibus Mansionum, quibus Veteres, quorum tempore, prima stella Arietis, fuit in 20 fere gradu Arietis: at nunc, ob Æquinoctij præcessionem, nostra ætate, octo fere gradibus ab initio Arietis nonæ sphæræ remotior. Postremo, ex his, breuem coniecturam, de aëris statu, illi Zysigiæ competentem, subiunxi. Atque hactenus octogonicarum figurarum rationem, eorumque quæ his infra scripta sunt, satis explicatam esse arbitror.
Præmisimus autem his, cœli, ad tempora octogonicarum configurationum Solis et Lunæ octogonarijs et æqualibus constitutionibus, fiI.40|guras octo: in quibus, positus cœli et syderum, ad tempora Solstitiorum et Æquinoctiorum, item Nouiluniorum vel Pleniluniorum, hæc immediate antecedentium, designauimus: vt generalis Quartarum anni, ex his, status cognosci possit: diuisionemque hac in parte retinuimus duodenariam: sed ea ratione institutam, qua fieri oportere prius dixi. Momenta vero temporum, cum Sol cardinalia puncta ingreditur, per nostras, in motu Solis obseruationes, etiam correximus. Adeo quod non dubitauerim, Solstitium Hybernum, Alphonsina supputatione decem ferme horis serius, Prutenica vero, ad quintam vsque horam citius constituere. Æquinoctium autem Vernum, nobis, Alphonsinam rationem ad dimidium ferme diem, excedit: cum Prutenicam, septem horis anteuertat: Solstitium Æstiuum, plus quatuor horis vltra priorem Alphonsi calculum produximus: at Prutenicis Tabulis, duas ferme horas, detraximus. F4v|Æquinoctium demum Autumnale, Alphonsinis Tabulis sesquialtera hora vlterius: Prutenicis vero, dimidia circiter hora prius, constituendum iudicauimus. Horarum minutias, in his differentijs consulto prætermitto. Vtinam enim eo vsque cursus solaris certitudo nobis cognita esset, vt vel in horis, certi esse possemus: de minutijs certe non multum altercaremur. Quamuis vero, admodum fit difficile, imo pene impossibile, Solaris cursus normam adeo exquisite et scrupulose cognitam habere, vt inde minutum temporis, quo aliquod Zodiaci punctum ingreditur, sciri possit (Sol enim, etiam velocissimus, spacio vnius horæ, vix tria minuta absoluit, nullo instrumento, vel maximo, animaduertenda) tamen confido, tempora Solstitiorum et Æquinoctiorum a nobis annotata, propius motui Solis correspondere, quam ea, quæ communiter, ex Tabulis vel Ephemeridibus petuntur. Nec iudicium figurarum illarum, tam ex cardinum cœli et primi mobilis constitutione, quam ex proprijs Planetarum locis et configurationibus, instituimus: admoniti ex dubio illo Æquinoctiorum Solstitiorumque tempore. Interim tamen, non desunt aliqui, summo risu excipiendi, qui audent vsque ad scrupula prima, secunda, et tertia, et plus si velles, hæc momenta iactare: cum sæpe ad dimidium diem (si cœlum introspicere scirent) se aberrare cernerent. Imo vero, nonnulli, congressus superiorum Planetarum, Saturni quidem et Iouis, in horæ scrupulo præfinire, et ex constitutione cœli, quæ tunc est, de multis annis futuris, iudicium ferre non erubescunt: cum calculus Alphonsinus in postrema, Saturni et Iouis, magna coniunctione, per integrum mensem aberrauerit: Prutenicus, qui in horum G1r|motu est exactior, cœloque propior, vix diem, nedum horam vel scrupulum attigit, vt diligenti obseruatione anno 1563. didicimus. O audaces Astronomos. O exquisitos et subtiles calculatores, qui Astronomiam in Tugurijs et popinis, vel post fornacem, in libris et chartis, non in ipso cœlo (quod par erat) I.41|exercent. Plerique enim ipsa sidera (pudet dicere) ignorant. Sic itur ad astra.
Post cœli et siderum positus, temporibus octogonicarum Solis et Lunæ configurationum competentes, subiunximus Ascendentis, Nouilunij, Plenilunij, intermediarumque Quadraturarum, ad sequentia Planetarum loca, Aspectus, et Antiscias, nec non ad præcipua quædam fixa sidera, Directiones: vt diurnæ tempestatum alterationes, hinc præsciri possent. Directiones enim, quantum in Astrologia habeant ponderis, quamque sint totius artis nucleus, neminem in ea Mathematum parte versatum, ignorare arbitror. Quemadmodum vero in Genethliacis prædictionibus, Directionum mensura ita fieri solet, vt quantus sit motus Solis diurnus (qui fere semper Vnum gradum attingit) tantum spacium de Æquatore, vni anno tribuatur: ita nos, hic, non quidem per Solem, sed ex Lunæ motu diurno, arcum Æquatoris vni diei competentem, mutuati sumus: idque non iuxta æqualem et simplicem Lunæ cursum, sed verum, et singulis diebus diuersum ac inæqualem, vt etiam inæqualia, alijs atque alijs diebus oriantur Æquatoris interualla. In Directionibus enim, siue tempora ex motu Solis, siue Lunæ, aut etiam reliquorum Planetarum metiamur, eorum verus motus et inæqualis, non simplex ille, ab Artificibus tantum, vt verus innotesceret, excogitatus, obseruandus est. His præmissis, ad singulos mensium dies, Solis ortum et occasum, coorientesque et cooccidentes G1v| fixas, siue matutino, siue vespertino, ortu et occasu, annotauimus. Nec Planetarum et quarundam præcipuarum fixarum ortus et occasus Heliacos prætermisimus: cum videlicet radios Solares ingressuri, quasi emori, vel ab his liberati, mundo denuo nasci, conspiciuntur. Arcus autem apparitionum et occultationum stellarum, ex Ptolomæo mutuati sumus. Quamuis non ignorem, hos, non satis certos esse, nec in omnibus eiusdem etiam magnitudinis stellis locum habere, propter variam earum ab Ecliptica remotionem, et insiti luminis diuersam capacitatem: noluimus tamen a Veterum sententia hac in parte recedere, cum ipsimet nihil certi per obseruationes hic compertum habeamus. Spero autem ortus et occasus heliacos stellarum, a nobis assignatos, si non in ipsum diem, saltem, non diu ante vel post, incidere.
Lunæ quoque, ad singulos dies, ortus et occasus, præcipuasque fixas cum illa orientes et occidentes, non piguit annotare. Quæ res non caruit molesto laboris tædio. Luna enim, ob triplicem in ortu et occasu instabilitatem, ex motu videlicet proprio inæquali longitudinis, et inæquali quo ad latitudinem, diuersorumque eiusdem etiam quantitatis Zodiaci arcuum, diuersa ascensione et descensione, prognatam, tempora ortuum et occasuum reddit inæqualia, et inquisitione laboriosa. Nolui tamen hac in parte, ob laboris difficultatem, operam denegare. I.42|Consentaneum enim est, quod veluti ortus et occasus stellarum cum Sole et reliquis Planetis, plurimum in varianda aëris temperie, habent potestatis: sic etiam earundem cum Luna ascensus et descensus, non carere euidenti effectu. Luna enim Elementari mundo proxima, plurimum præ cæteris PlaG2r|netis, in hæc inferiora iuris habet, et reliquorum omnium, ad nos, tanquam internuncia, decreta adferre solet. Reliquarum insuper errantium stellarum, cum inerrantibus exortus occasusque, et nonnullibi, cœli etiam mediationes adscripsimus. Nam et hæ, multum habent iuris in alteranda aëris constitutione. Nec (vt in Sole fit) ad certas dies, singulis annis recurrunt, vt neque in Luna, ob eius cursus instabilitatem, fieri necessarium est.
Demum etiam, mutuas Planetarum, tam inter semetipsos, quam ad præcipuas fixas, configurationes, suis diebus correspondentes, assignauimus. Nec eorundem mutuas Antiscias, quas habent duplices, prætermisimus. Nam Antisciarum non minor quam Aspectuum est efficatia. Hæ enim, cum sint loca, æqualiter a punctis Tropicis aut Æquinoctialibus, remota, eandem ab Æquatore obseruant declinationem, similesque arcus diurnos et nocturnos describunt. Eas autem Antiscias quæ respectu Æquinoctiorum distant, Ptolomæus, Imperantes et Obsequentes appellauit, quas nos tali charactere ⦶ insigniuimus: reliquas vero, a punctis Tropicis remotas, Intuentes dixit, easque hoc ⦵ signo notaui.
Hinc, Lunæ quoque, cum singulis quinque Planetis, Aspectus Oppositos, Quadratos, et Coniunctionem, vnaque Antiscias apposui. Et tandem ex prædictis omnibus simul collatis causis, auræ, constitutionem, singulis diebus competentem, probabili coniectura erutam, adscripsimus.
Postremo, post mensium et dierum descriptionem, adiunxi Eclipsis Lunæ calculum, quæ in fine huius anni contingit, ex Tabulis Prutenicis supputatum, G2v|vt studiosos huius Artis, ad diligentiorem, quam ex Ephemeridibus, Eclipsium inquisitionem inuitarem. Adscripsi etiam tempora huius Eclipsis, tam iuxta Alphonsinam quam Purbachianam rationem: et propriam quoque sententiam, de tempore huius deliquij, ex obseruationibus nostris in motu luminarium, subiunxi. Tandem etiam breue iudicium Astrologicum de effectibus ipsius Eclipsis, addidi, ex Ptolomæi doctrina desumptum.
Retuli autem hæc omnia, ad Longitudinem et Latitudinem DANIÆ Patriæ nostræ: quia, etsi omne solum forti patria est, vt piscibus æquor: tamen nos plurimum debemus illi loco, et Reipublicæ, vbi nati et educati sumus, et vnde alimur, nisi ingratitudinis vitium incurrere velimus. Præsupposui autem eleuationem Poli 56 præcise Graduum, eo quod Hafnia, Metropolis Regni, Latitudinem obtineat 55 partium et I.43|40 minutorum, iuxta nostram obseruationem. Longitudinem vero constitui esse, 35 Graduum. Tot enim fere gradibus, noster meridianus (meo iudicio) remouetur ab occasu.
Volo autem candidum Lectorem admonitum, ne nimis exquisite, certis diebus, has Metheorologicas prædictiones intelligat: tum quod multa desiderentur in ipsis motibus et effectibus siderum inquirendis: tum etiam, propter materiei inferioris fluxibilitatem, et incertas Transplantationum vicissitudines: vnde siderum resoluti fructus, nonnunquam tardius, aliquando vero celerius maturescunt. Si vero, nonnunquam (vt facile in tam perplexo negotio fieri potest) hallucinati fuerimus, nolo, vt quis Arti, sed nobis, culpam imputet. Quam enim sit difficilis, quam obscura, quam nondum G3r|penitus inuenta, hæc, de auræ Mutationibus, Astrologiæ pars, experiuntur illi, qui totam ætatem in hoc studio absumserunt, nedum nos, qui hasce laborum similium Primitias, nunc primum edimus. Cum insuper, inferiora et terrestria astra, quæ non minus quam superiora, aëris alterationem inducunt (sunt enim tanquam matres a superioribus impregnatæ) magnam, in alijs atque alijs terreni orbis partibus, diuersitatem, obtineant: cœlum vero vnicum et sibi simile: necessarium erit, vnum et eundem siderum positum, in diuersis terræ partibus, non vnum et idem operari. Cumque tota terra, respectu ipsius cœli, non habeat sensibilem magnitudinem, difficile est inferiorum Astrorum cum superioribus consensum vbique terrarum cognitum habere. Atque hinc non minima difficultas (a paucis tamen animaduersa) in prædictione Metheorologica oritur. Quapropter, non tam hunc laborem suscepimus, vt singulis diebus, auræ mutationes, nos, certo prædicere posse speraremus, quam, vt annotatis, cœli et siderum ad singulas dies, constitutionibus, obseruaremus, quomodo superiora astra hoc in loco cum inferioribus consentirent: qualesque effectus, hic vel ille siderum positus, in hac terræ parte produceret, disceremus: atque per hanc experientiam, in posterum, aliquid certius prædicere de auræ statu possemus. Hortor autem omnes Metheorologiæ deditos, vt simili studio et labore, singulis annis, siderum positus, suis diebus correspondentes, quemadmodum nos fecimus, denotent. Hac enim ratione, obseruatione per aliquot annos facta, discent, quid hi vel illi positus siderum, in sua regione, efficient: et tali modo, præstantissimam hanc Astrologiæ partem, quæ auræ mutationes considerat, recte excolere, G3v|et a vulgi calumnijs asserere poterint.
Vobis autem, inclyti Heroës, Astrorum, quibus in patriam, sedesque beatas os posuit sublime Deus, quocunque sub axe degitis, et cœlo labentia cernitis astra: vobis inquam, hunc nostrum qualemcunque laborem dedicauimus. Vobis enim solis, non imperito vulgo, alijsque huius Scientiæ ignaris, hæc conscripsimus: nec lucri aut nominis gratia, I.44|vt plerique solent, sed vt vos ad diligentiorem huius Metheorologicæ artis cultum excitaremus, hunc laborem suscepimus. Vobis, inquam, viri ingentes, et supra mortalium conditionem nati, hanc nostram sacrauimus operam, de quibus non minus eleganter, quam vere hæc cecinit Poëta.
Confido autem, hunc nostrum laborem, vobis non futurum ingratum, et plurimum adiumenti in restituenda Metheorologia allaturum. Dabo autem operam, vt plura nostri laboris monumenta, aliquando habeatis, et præcipue elaborabo, in restituendis motibus cœlestibus, et fabricandis Tabulis, quarum G4r|beneficio, motus siderum, apparentijs exquisite respondentes, indagari possint: quod nullæ hactenus editæ (ne illæ quidem quas viri illustres Copernicus et Reinholdus posteritati in æternam sui memoriam sacrarunt) ad amussim præstant. In altera etiam parte Astronomiæ, quæ effectus siderum considerat, elaborabo: vt quantum in me est, a mendis et superstitionibus vindicata, suo vigori atque experientiæ restituatur. Spero autem, me, Nutu Dei, hos et alios labores Mathematicos aliquando absoluturum, et gratæ Posteritati consecraturum:
Valete. Ex Musæo nostro Herrizuadensi Anno 1572 Mense Decembri.
Exemplar Diarij, quod hoc loco subijciendum erat, propter multiplex et operosum schematum exprimendorum artificium, desideratur.
Vidt berømte mænd! Intet tænkende menneske kan benægte at hele verdenskonstruktionens omfattende scene – himmelen, Jorden, havene og alt hvad der indeholdes i disse: Sol, Måne, stjerner, dyr, planter og mineraler – af den himmelske magts visdom er skabt og indrettet ikke til nytte og gavn for ham selv, men for mennesket, som han har skabt i sit billede. For eftersom Gud er ulegemlig, umådelig, evig, ubegribelig, overalt og intetsteds, har han ikke behov for en legemlig, afgrænset, tidsfæstet, forståelig og lokaliseret verden. Men på Jorden, i universets midte, har han anbragt mennesket, der svarer til verden på disse punkter, og det har han gjort for at det derfra, som fra et udsigtspunkt, kan betragte hele verdens natur og indretning, og for at det derved i dette dødelige liv ud fra de synlige og skabte legemer kan erkende den usynlige og ulegemlige Guds storhed og visdom.
Efter erkendelsen af den evige og uudgrundelige Gud der er åbenbaret os af ham selv gennem profeterne og sønnen, vor frelser, og efter den åndelige tilbedelse af den åndelige Gud, er der derfor efter min mening intet der er mereE4v|nødvendigt for mennesket, og intet der stemmer bedre overens med det mål mennesket er sat her for, end til stadighed at beskæftige sig med fornøjelige studier i de guddommelige værker der overalt falder os i øjnene i verdens opbygning. Overalt, såvel i den nedre og elementære verden som i den øvre og himmelske verden, findes der strålende monumenter over det guddommelige skaberværk (intet dyr er nemlig så ubetydeligt, ingen plante så lille, intet metal eller mineral så simpelt at man ikke i dem kan se et enestående og ubestrideligt eksempel på den skabende Guds værk).
Alligevel mener jeg ikke man nogetsteds kan få øje på bedre vidnesbyrd om den guddommelige visdom end i den øvre, himmelske verdens opbygning. Bortset fra menneskenes sjæle er det nedre og sublunare nemlig udsat for opløsning og forandring, og her findes intet regelmæssigt og uforanderligt system. Omvendt overgår de himmelske og supralunare legemer ikke alene de nedre i størrelse, lys og udseende, de er også bundet i hvad man kan kalde et evigt og guddommeligt princip hvorefter de udfører de evige omløb i deres kredse og aldrig afviger det mindste fra deres forudbestemte bane eller nogensinde gennemfører deres kredsløb hurtigere eller langsommere end bestemt. I.36|Derfor betragter jeg forståelsen af det himmelske og supralunare som langt fornemmere end udforskningen af det nedre og jordiske. Og jeg mener ikke man kan finde noget i hele verdens forunderlige bygningsværk der kan bringe et menneske befriet for alle jordiske og dyriske bekymringer større glæde og i højere grad vække beundring for og tilbedelse af guddomsmagten end ophøjede overvejelser over harmonien i denne æteriske og himmelske konstruktion.
Nu er menneskene så bagvendt indrettet at jo fornemmere en videnskab er, jo F1r|færre udøvere har den, og jo mere bliver den set ned på af uvidende og ulærde folk, og jo mere kompliceret og ophøjet den er, jo mere bliver den forvansket og fordrejet af udøverne selv. Resultatet er at selv den guddommelige videnskab om den himmelske verden der har fået navnet astronomi, ikke alene dyrkes af ganske få og latterliggøres af den uvidende hob og af mange ellers lærde mennesker, men også behandles forkert og uværdigt af sine egne forskere og tilhængere. Hvad ignoranterne og den vankundige hob, som er undskyldt af deres egen uvidenhed, mener om denne guddommelige videnskab, er efter min mening ligegyldigt og ikke værd at svare på. For det de påviser, er ikke videnskabens værdiløshed, men deres egen uvidenhed. Og man skal ikke bedømme videnskaber ud fra hvad folk der ikke har forstand på dem, mener. Men at dette fornemme studium af himmellegemerne praktiseres forkert og uden den nødvendige omhu af videnskabens egne udøvere, det mener jeg ikke man kan finde sig i. Der er nemlig mange der dårligt nok har hilst på astronomien fra dørtærsklen før de uden at rødme fører sig frem som topforskere og mener at de kan tjene både penge og renommé på for egen vindings skyld at forvanske og forsømme denne (om nogen) frie videnskab.
Jeg vil dog ikke her tale om den side af videnskaben der beskæftiger sig med de himmelske kredses bevægelser og omdrejning (som mange fremragende mænd har arbejdet utrætteligt med uden at der indtil videre er nogen der er nået frem til en nøjagtig og fuldkommen model). Men den anden side, den der med en guddommelig snarere end menneskelig skarpsindighed studerer stjernernes effekt og indflydelse – Vorherre bevares! De fleste behandler den jo i dag aldeles uværdigt og sjusket i et profitjagende og uanstændigt misbrug. Horoskoptolkning, der bygger på stjernernes stilling på det tidspunkt hvor et menneske kommer til verden, er næsten fuldstændig F1v|forvansket, fuldstændig reduceret til misbrug, og dens udøvere praktiserer den ikke, som de burde, på grundlag af erfaring, men efter ubrugelige autoriteter (som ikke hører hjemme i de matematiske videnskaber, præcis som de ikke hører hjemme i nogen anden form for menneskelig tænkning). Meteorologien, der undersøger himmelens forskellige effekter i luftens frugtbare region, er ikke kun utilstrækkeligt udforsket, men i dag ligefrem kompromitteret i en grad så selv den uvidende hob er fuldstændig klar over hvor upålidelige og uvederhæftige de folk er der fremstiller årlige forudsigelser.
Jeg har tidligere skrevet mere udførligt om hvordan begge disse to videnskaber bliver misbrugt og kompromitteret i en bog med titlen Mod astrologerne for astrologien. Men den anden af dem, meteorologien, I.37|har jeg sat mig for – om ikke på nuværende tidspunkt at undersøge hele dens grundlag og systematik til perfektion – så dog (på opfordring fra mine venner) at præsentere et eksempel på til efterfølgelse. Jeg vil nu beskrive det system og den fremgangsmåde jeg har lagt til grund for dette arbejde, for at man bedre kan forstå tankegangen i mit forehavende.
Det er åbenlyst at luftens beskaffenhed ændrer sig mærkbart efter lyskildernes synlige konfigurationer. Derfor har jeg opstillet himmelens og stjernernes positioner efter de enkelte tidspunkter for nymåner, fuldmåner og de mellemliggende kvadraturer; og ikke kun efter dem, jeg har også vovet et forsøg på det samme efter de halve kvadraturer (der ligger en ottendedel af himlen fra hinanden). Det har jeg ikke kun gjort på grundlag af egen og ofte gentagen erfaring, men samtidig også med støtte i de gamles erfaring. Plinius bevidner nemlig i 2. bog af Naturhistorien at de gamle betragtede den fjerde dag efter nymåne og fældede dom efter den. Ptolemaios skriver også at alle tegn på uvejr er at finde omkring tre dage før og nogle gange tre dage efter F2r|at Månen er på linje med Solen. Disse tidspunkter svarer til punkterne i en oktogonal opstilling. Hertil kan man føje at de gamle astrologer fastslog at Månens aspekter og tilstand i særlig grad skulle tages i betragtning når Månen var i athacir, et ord hvormed de betegnede oktogonale aspekter mellem den og Solen – for slet ikke at tale om det tegn på en kritisk fase i en sygdom som han ser i halve kvadraturer ud fra Månens bevægelse. Og selv om nogle læger peger på andre årsager til kriser end Månens bevægelser, nemlig nogle der er at finde i selve mikrokosmossets lavere astronomi, er der ikke tvivl om at den astronomi stemmer overens med den øvre.
Tidspunkterne for disse oktogonale aspekter mellem Solen og Månen har jeg dog ikke hentet fra de sædvanlige tabeller over himmelens bevægelser, hverken de alfonsinske eller de kopernikanske eller nogen andre. I stedet har jeg forbedret dem ud fra mine egne observationer af de to lyskilders baner i løbet af de seneste år, hvorfor jeg ikke er i tvivl om at de tidspunkter jeg har fastsat for syzygier mellem lyskilderne, vil ligge tættere på den himmelske målestoks sandhed end dem man kan finde i nogen tabel eller efemeride. Hvor tydeligt disse afviger fra målet, kan man se af observationerne af formørkelser (for nu kun at nævne dem), der ikke svarer præcist til deres beregninger. Det vil jeg senere gøre klart i en Fortegnelse over himmelske observationer foretaget gennem hele det seneste årti, som jeg (om Gud vil) agter at fortsætte fremover – og jeg vil her påvise at der er meget at være betænkelig ved, ikke alene ved lyskildernes bevægelser, men også ved de øvrige himmellegemers, bevægelige såvel som ubevægelige, først og fremmest Mars og Merkur.
F2v|For disse tidspunkter (for nymåne, fuldmåne og kvadraturer, både de fulde og de mellemliggende) antegner jeg himlens og stjernernes position, I.38|og jeg gør det ikke ved hjælp af en inddeling af den himmelske konstruktion i 12 dele som man normalt gør det. Ligesom jeg har besluttet mig for at undersøge de oktogonale aspekter mellem lyskilderne i dyrekredsen, har jeg ment det var en god ide at anvende en inddeling af hele himlen i otte dele på hver af disse syzygier, og det har jeg gjort på den måde at hver af de fjerdedele af himmelen der opstår når den skæres af meridianen og horisonten, deles i to og ikke i tre.
Jeg har mange grunde til denne inddeling i otte. Ét er at punkterne midt mellem meridianen og horisonten næst efter disse cirkler har størst vægt (de danner nemlig halvdelen af en ret vinkel i universets centrum), men dertil kommer bl.a. at oceanets flod og ebbe tydeligt viser at punkterne midt mellem meridianen og horisonten har stor virkning. For når Månen ved den første bevægelige sfæres bevægelse daglig når dertil, plejer oceanet at opretholde sit niveau. Jeg er klar over at andre regner med andre årsager til tidevandet, nemlig ud fra den nedre natur og den elementare astronomi, men jeg er ikke i tvivl om at disse årsager er i overensstemmelse med de øvre, som de nedre retter sig efter (sådan som jeg har vist det ovenfor i forbindelse med kriser).
Ved denne inddeling i otte har jeg ikke fulgt dyrekredsen ud fra dens poler som de fleste af araberne, eller ækvator ud fra dens poler som Albategnius, og heller ikke ækvator selv ud fra skæringspunkterne mellem horisonten og meridianen som i vor tid Regiomontanus altid gjorde det. Eftersom det er hele himlen F3r|der skal undersøges her, har jeg indført en inddeling der gælder hele himlen ligeligt og ensartet uden hensyn til dyrekredsen eller ækvator som tænkte cirkler på himlen. Jeg har gennemført denne inddeling ved hjælp af to storcirkler på himlen der mødes i rette vinkler i horisontens og meridianens indbyrdes skæringspunkter og deler hver af de områder af himmelen der afskæres af horisonten og meridianen i to lige store stykker. En tilsvarende metode har jeg fulgt ved inddelingen af himlen i 12 dele, bortset fra at man her skal foretage inddelingen af de nævnte afstande mellem horisonten og meridianen ved hjælp af tilsvarende cirkler der falder sammen med horisontens og meridianens indbyrdes skæringspunkter, ligeligt i tre i stedet for to.
Jeg har fremlagt pålidelig og dækkende dokumentation af hele dette emne i en afhandling med titlen Om astrologernes varierende anskuelser vedrørende inddelingen af de himmelske huse og disses utilstrækkelighed, hvori jeg med tungtvejende argumenter har påvist at inddelingen af himlen såvel gennem dyrekredsen på en ensartet måde som på Albategnius’, også kaldet Regiomontanus’ måde, som han kaldte den rationelle måde, på ingen måde er i overensstemmelse med matematisk harmoni. I stedet har jeg fremsat en anden, I.39|underbygget med behørige argumenter og lang erfaring og med beregnede tabeller, hvormed man kan klare dette arbejde aritmetisk.
Under afbildningerne af himlen for hver af disse oktogonale syzygier har jeg vedføjet en kort og klar astrologisk overvejelse for hvert felt. Først har jeg noteret de dominerende himmellegemer, der opnår mange særegenskaber på lyskildernes pladser og det efterfølgende hjørne samt F3v|i ascendanten. Dem kalder jeg ligesom araberne med en samlebetegnelse for almuten. Jeg har også tilføjet den ulige times hersker eftersom de gamle astrologer lagde stor vægt på timernes herrer, i en grad så de ikke tøvede med at hente betegnelserne på dagene fra dem. Men størrelsen på disse timer har jeg ikke konstrueret på den almindelige måde (der giver hver time en tolvtedel af en kunstig dag). Den metode bygger nemlig på svage argumenter og stemmer dårligt overens med erfaringen. Min tilgang til denne inddeling har været mere forfinet og bygget på en særlig metode, og jeg har sammenholdt de enkelte timer på den samme dag og gjort dem ulige. Og denne inddeling bygger både på sikrere argumenter og på større erfaring end den tidligere gængse fordeling af de ulige timer – som jeg udførligt har påvist det i min afhandling Om dyrekredsens ulige timer, som kaldes de planetariske med vedføjede tabeller, hvoraf man nemt kan uddrage de enkelte timers omfang for alle årets dage og udføre denne opgave ved beregning. Efter de planeter der er figurens og timens almuten, har jeg tilføjet hvilke fiksstjerner Månen står ved på tidspunktet for sin syzygi, og hvilke planeters natur disse henviser til. Og samtidig har jeg tilføjet Månens defluxer og applikationer, dvs. hvilken planet den bevæger sig væk fra, og hvilken den nærmer sig til, enten korporligt eller i et andet aspekt.
Endelig har jeg ment at man ikke skulle springe Månens boliger over selv om nogle afviser dem, for de gamle astrologer lagde stor vægt på Månens boliger, som der er 28 af ud fra de enkelte dage i dens omløb. Men jeg har ikke ladet disse boliger begynde fra Vædderen som nutidens astrologer i almindelighed plejer, i stedet har jeg som begyndelse for de øvrige boliger anvendt den første stjerne i stjernebilledet Vædderen, F4r|den som den første bolig har navn efter, og som i dette år ligger 27 5/6 grader fra forårspunktet. Nutidens astrologer tager nemlig fejl når de bruger de samme grænser for boligerne som de gamle, på hvis tid den første stjerne i Vædderen befandt sig i 20 grader Vædder, mens den i vor tid på grund af jævndøgnspræcessionen befinder sig ca. 8 grader fjernere fra Vædderens begyndelse i den niende sfære. Endelig har jeg på grundlag af dette tilføjet en kort forudsigelse af luftens forhold svarende til denne syzygi. Og hermed tror jeg at jeg har givet en fyldestgørende forklaring på hvordan man skal forstå de oktogonale figurer og det jeg har skrevet under dem.
Foran disse oktogonale og ensartede bestemmelser af himlen i forhold til tidspunkterne for de oktogonale konfigurationer mellem Solen og Månen har jeg anbragt otte figurer, I.40|hvori jeg har fremstillet himlens og stjernernes positioner ved solhverv og jævndøgn, såvel som ny- og fuldmåne umiddelbart forud for disse, så man kan forstå den almene tilstand i årets fire dele. I dette afsnit har jeg bibeholdt inddelingen i 12 dele, men foretaget på den måde som jeg ovenfor har anført at man bør gøre det. De tidspunkter hvor Solen træder ind i kardinalpunkterne, har jeg også korrigeret efter mine egne observationer af Solens bevægelse, sådan at jeg med sikkerhed kunne anbringe vintersolhverv ca. 10 timer senere end de alfonsinske beregninger og næsten fem timer før de pruteniske. Forårsjævndøgn har jeg flyttet mere end 4 timer senere end den alfonsinske udregning og ca. 2 timer tidligere end den pruteniske. F4v|Endelig har jeg vurderet at efterårsjævndøgn skulle lægges halvanden time efter de alfonsinske tabeller og ca. en halv time før de pruteniske.
Underinddeling af timerne har jeg bevidst udeladt i disse forskelle. Jeg ville nemlig ønske jeg kendte Solens løb med så stor sikkerhed at jeg kunne være sikker på timerne; om underinddelingen skal jeg bestemt ikke skændes meget med nogen. Men selv om det er særdeles vanskeligt, for ikke at sige nærmest umuligt, at kende Solens løb så præcist og nøjagtigt at man kan vide på minuttet hvornår den når et bestemt punkt i dyrekredsen (selv om Solen er uhyre hurtig, tilbagelægger den på en time dårligt tre bueminutter, hvilket ikke kan måles med noget instrument, hvor stort det end er), så føler jeg mig overbevist om at de tidspunkter for solhverv og jævndøgn jeg har anført, svarer bedre til Solens bevægelse end det man i almindelighed kan finde i tabeller eller efemerider.
Denne tvivl om tidspunkterne for solhverv og jævndøgn har jeg taget som en advarsel, hvorfor jeg heller ikke har foretaget nogen bedømmelse af disse figurer, hverken efter verdenshjørnerne og den første bevægeliges stilling eller efter planeternes egne positioner og aspekter. Alligevel er der en hel del aldeles latterlige folk der vover at slynge om sig med disse tidspunkter helt ned til minuttet, sekundet eller tertsen og endnu længere hvis det skal være – på trods af at de ofte, hvis de havde haft forstand på at betragte himmelen, ville se at de var en halv dag ved siden af. Ja, der er dem der uden blusel forudsiger en konjunktion mellem de øvre planeter, Jupiter og Saturn, på minuttet og ud fra den stilling af himlen der findes på det tidspunkt, udtaler sig om mange år frem til trods for at den alfonsinske beregning ved den seneste store konjunktion mellem Jupiter og Saturn var en hel måned ved siden af, og den pruteniske, som G1r|er mere præcis og tættere på himmelen selv hvad disse planeters bevægelser angår, dårligt nok ramte dagen, endsige da timen eller minuttet, som jeg erfarede det ved en omhyggelig observation i 1563. Sikke nogle brave astronomer! Sikke nogle perfektionistiske og præcise beregnere der dyrker astronomien i skure og beværtninger eller bag kakkelovnen i bøger og papirer og ikke, som de burde, på himlen selv! I.41|De fleste er med skam at melde aldeles uvidende om stjernehimlen selv. Dette er vejen til stjernerne!
Efter himlens og stjernernes positioner på tidspunkterne for Solens og Månens oktogonale konfigurationer har jeg tilføjet ascendantens, nymånens, fuldmånens og de mellemliggende kvadraturers aspekter og antiscier i forhold til planeternes efterfølgende positioner samt direktioner til nogle af de vigtigste fiksstjerner, så man herudfra kan forudsige daglige forandringer i vejret. Jeg tror ikke der er nogen med erfaring i astrologi der er uvidende om hvor stor betydning direktioner har inden for denne videnskab, og hvor centralt de står i den.
I forudsigelser på fødselshoroskoper måler man normalt direktioner sådan at så lang som Solens bevægelse er på en dag (og det er næsten altid i nærheden af én grad), så lang afstand på ækvator giver man et år. På samme måde har jeg her benyttet en afstand på ækvator der svarer til et år, dog ikke fra Solens, men fra Månens daglige bevægelse, omend ikke efter en jævn og forenklet månebevægelse, men efter den sande bevægelse, der er ujævn og afvigende dag for dag så der også opstår ujævne afstande på ækvator for hver dag. Når det drejer sig om direktioner, skal man, hvad enten vi måler tiden ud fra Solens eller Månens eller sågar de øvrige planeters bevægelser, holde sig til deres sande og ujævne bevægelse, ikke den forenklede, som kun er udtænkt af forskerne for at de kan få klarhed over den sande
Efter alt dette har jeg ved hver dag i månederne anført Solens op- og nedgang og de fiksstjerner der går op og ned sammen med den, G1v|hvad enten de går op eller ned om morgenen eller om aftenen. Jeg har heller ikke udeladt planeternes og visse vigtige fiksstjerners heliakiske op- og nedgang, dvs. når de dør – om man så må sige – ved at gå ind i Solens stråler eller når de løslades fra dem igen og atter bliver født. Buerne for stjernernes tilsynekomst og forsvinden har jeg hentet hos Ptolemaios. Selv om jeg ikke er uvidende om at de ikke er tilstrækkelig sikre, og ikke er relevante for alle stjerner, heller ikke stjerner af samme størrelse, på grund af deres forskellige afstand fra ekliptika og den varierende klarhed af deres iboende lys, men på dette punkt har jeg ikke villet afvige fra de gamles mening eftersom jeg ikke selv har konstateret noget sikkert ved observation. Jeg håber dog at de heliakiske op- og nedgange for stjernerne som jeg har anført, rammer om ikke dagen, så dog i det mindste ikke lang tid før eller efter.
Månens op- og nedgang på hver enkelt dag og de vigtigste fiksstjerner der går op eller ned sammen med den, har jeg ikke haft noget imod at anføre. Den side af sagen har budt på ikke så lidt besvær. På grund af sin tredobbelte ustabilitet ved op- og nedgang – nemlig dels affødt af dens egen ujævne bevægelse i såvel længde som bredde og dels af ændringerne i op- og nedgang selv for forskellige buer på dyrekredsen af samme størrelse – gør Månen tidspunkterne for op- og nedgang ujævne og møjsommelige at undersøge. På dette punkt har jeg dog ikke ønsket at afvise opgaven på grund af arbejdets besværlighed. I.42|Det er nemlig klart at ligesom stjernernes op- og nedgang sammen med Solen og de øvrige planeter i høj grad har magt til at påvirke luftens tilstand i forskellige retninger, savner de sammes op- og nedgang sammen med Månen heller ikke tydelig virkning. Månen, der er nærmest ved den elementare verden, har langt mere G2r|magt over det nedre end de øvrige planeter og er normalt den der som en slags formidler bringer de andres instrukser videre til os. Også de øvrige vandrende stjerners op- og nedgange sammen med de ubevægelige kalder vi mange steder for himmelens formidling. For også de har stor magt til at ændre luftens tilstand. Og de vender ikke tilbage på bestemte dage i bestemte år (som det er tilfældet med Solen), ligesom det ikke nødvendigvis sker med Månen på grund af dens ustabile bane.
Endelig har jeg også ved de respektive dage noteret planeternes indbyrdes aspekter, såvel mellem hinanden som i forhold til de vigtigste fiksstjerner. Og heller ikke deres antiscier, som de har to af, har jeg udeladt. For antiscierne har ikke mindre virkning end aspekterne. Eftersom de er steder der ligger lige langt fra solhvervs- eller jævndøgnspunkterne, overholder de nemlig den samme deklination i forhold til ækvator, og de beskriver de samme dag- og natbuer. De antiscier der måles i forhold til jævndøgnspunkterne, kaldte Ptolemaios for befalende og adlydende; det er dem jeg har noterer med tegnet ⦶. De andre, som måles i forhold til solhvervspunkterne, omtalte han som de betragtende; det er dem jeg har noteret med dette tegn: ⦵.
Derfor har jeg også ved Månen vedføjet oppositioner, kvadraturer, konjunktioner og tillige antiscier i forhold til hver enkelt af de fem planeter. Og endelig har jeg på grundlag af alt det foregående noteret luftens tilstand for hver enkelt dag, sådan som jeg har fundet frem til den ved en sandsynlig antagelse.
Til sidst, efter beskrivelsen af måneder og dage, har jeg vedføjet en beregning af en måneformørkelse der sker i slutningen af dette år, beregnet ud fra de pruteniske tabeller 4G2v|for at opfordre dem der er interesserede i denne videnskab, til en mere omhyggelig undersøgelse af denne formørkelse end ud fra efemerider. Jeg har også vedføjet tiderne for denne formørkelse såvel ud fra den alfonsinske som Peurbachs beregning, og også tilføjet min egen mening om tidspunktet for denne formørkelse på grundlag af mine egne observationer af lyskildernes bevægelser. Endelig har jeg vedføjet en kort astrologisk bedømmelse af formørkelsens virkning hentet fra Ptolemaios’ lære.
Alt dette har jeg beregnet for Danmarks, mit fædrelands, længde- og breddegrad. For selv om enhver egn er fædreland for den tapre, som vandet for fiskene, skylder vi alligevel mest til det sted og den stat hvor vi er født og opvokset, og som ernærer os, hvis vi ikke vil forfalde til utaknemmelighedens last. Jeg har forudsat en polhøjde på præcis 56 grader eftersom landets hovedstad, København, efter min observation har en breddegrad på 55 grader og I.43|40 minutter. Længdegraden har jeg fastsat til 35 grader; så mange grader befinder vores meridian sig efter min opfattelse fra vestpunktet.
Den gode læser bør dog være opmærksom på at man ikke skal forstå disse meteorologiske forudsigelser alt for præcist for de enkelte dage, både fordi der stadig er meget der mangler at blive undersøgt vedrørende stjernernes bevægelser og virkninger, og på grund af den nedre materies foranderlighed og usikre omskiftelser, der betyder at de frugter stjernerne slipper, ofte modnes senere end ventet, og af til også tidligere. Men hvis jeg af og til er gået galt i byen (og det kan nemt ske i så indviklet en sag), må man give mig og ikke videnskaben skylden. Hvor vanskelig, hvor dunkel og hvor G3r|uopdyrket den del af astrologien der handler om ændringer i luften, er, ved de der har brugt hele deres liv på det felt – for slet ikke at tale om mig der nu fremlægger de første resultater af et lignende arbejde. Dertil kommer at de nedre, jordiske stjerner, som i lige så høj grad bevirker ændringer i luften (de er som mødre der er befrugtet af de øvre), udviser stor forskellighed fra den ene del af den jordiske sfære til den anden, mens himlen altid er en og den samme.
Derfor må det nødvendigvis være sådan at en og den samme stilling på himlen ikke har en og den samme virkning forskellige steder på Jorden. Og eftersom Jorden alt i alt ikke har en følelig størrelse i forhold til himlen, er det vanskeligt overalt på Jorden at erkende samklangen mellem de øvre og nedre stjerner. Og heraf opstår en ikke ubetydelig vanskelighed ved meteorologiske forudsigelser (som dog bemærkes af de færreste).
Derfor har jeg ikke påtaget mig dette arbejde i håb om med sikkerhed at kunne forudse ændringer i luften for hver enkelt dag. Jeg har snarere ønsket at notere himmelens og stjernernes stilling for hver enkelt dag for derved at kunne observere hvordan de øvre stjerner stemmer overens med de nedre på dette punkt, og for at lære hvilken virkning den ene eller anden stjerneposition har på denne del af Jorden – og for gennem denne erfaring i fremtiden at kunne forudsige noget om luftens tilstand med større sikkerhed. Jeg opfordrer alle der interesserer sig for meteorologi, til med samme omhu at notere år for år hvordan stjernernes stilling stemmer overens med de enkelte dage, ligesom jeg har gjort det. På den måde kan de nemlig med daglige observationer lære hvad den ene eller anden stjerneposition har af virkning på deres egn; og sådan vil de på den rigtige måde kunne opdyrke den vigtige del af astrologien der studerer ændringer i luften, G3v|og beskytte den mod bagtalelse fra pøblen.
Til jer, berømmelige helte, hvis ansigt Gud har vendt mod stjernernes fædreland og de lykkelige boliger, hvilket himmelstrøg I end lever under og betragter himmelens synkende stjerne fra – til jer, siger jeg, dedicerer jeg dette arbejde, hvordan det end er blevet. Jeg har skrevet det for jer alene, ikke for den uvidende hob eller andre uden indblik i denne videnskab, og jeg har ikke påtaget mig dette arbejde for vindings eller ærens skyld, I.44|som de fleste andre, men for at tilskynde jer til at dyrke meteorologien med større omhu. Til jer, siger jeg, jer store mænd, jer der er født over almindelige dødeliges lod, helliger jeg mit værk, jer om hvem en poet lige så elegant som sandt har digtet dette:
Jeg er sikker på at dette værk ikke vil være jer uvelkomment, og at det vil være til stor hjælp i genoprettelsen af meteorologien. Men jeg vil også sørge for at I med tiden får flere resultater af mine anstrengelser, og først og fremmest vil jeg arbejde på at rekonstruere de himmelske bevægelser og fremstille tabeller hvormed G4r|man kan studere himmellegemernes bevægelser nøjagtigt som de fremtræder på himlen, hvilket ingen af dem der indtil nu er udgivet, gør (ikke engang de tabeller som de berømte mænd Kopernikus og Reinhold har skænket eftertiden til evigt minde om sig selv). Også den anden del af astronomien, den der beskæftiger sig med stjernernes virkning, vil jeg arbejde med så den – så vidt er mig muligt – bliver befriet for fejl og overtro og bliver genindsat i sin sande styrke og erfaring. Med Guds hjælp håber jeg at jeg på et tidspunkt kan gennemføre disse og andre matematiske projekter og hellige dem til en taknemmelig eftertid.
Farvel. Skrevet i mit studerekammer på Herrevad i december 1572.
Den kopi af kalenderen som skulle have været vedføjet
her, er udeladt
på grund af den komplicerede og krævende teknik
der skulle til for at trykke skemaerne.