H1r| DE ECLIPSI LVNÆ ANNI 1573. MENSE DECEMBRJ.

CALCVLVS HVIVS DELIQVIJ LVNARIS EX TABVLIS CŒLESTIUM MOTUUM PRUTENICIS REINHOLDIA.

DE TEMPORIS REDVCTIONE AD NOSTRUM MERIDIANUM.

I1v|ECLIPSIS LVNÆ ANNO A NATO CHRISTO 1573. DECEMBRIS DIE OCTAUO.

Latitudo Lunæ.

Loca Luminarium.

I.53|I2r|TYPVS DELIQVII LVNARIS.A

Figur 5 

I.54|I.55|DE HVIVS ECLIPSIS CALCVLO EX TABVLIS ALPHONSINIS ET PURBACHIJ.

EXHIBUIMUS totius calculi exactam rationem in hac Eclipsi, qualem Tabulæ Prutenicæ, viri de hac Astronomiæ parte optime meriti Erasmi Reinholdi, exhibentA. Sed quia nonnullis magis arridet vetus illa liberalitate Regis Alphonsi constructa Tabularum farrago, nonnullis etiam Purbachiani canones placent, subiungam etiam ex his vtriusque Calculi summam in hac Eclipsis Lunari, tumA vt votis omnium satisfiat, tum vt collatis calculis cum apparentijs in cœli, quis eorum veritati proxime accedat, manifestum euadere possitA.

DE HVIVS ECLIPSIS TEMPORE IVXTA PROPRIAM MOTVVM ☉ ET ☾ OBSERVATIONEMA.

RECENSUI momenta huius deliquij Lunaris iuxta triplicem cœlestium motuum calculum, Prutenicum (qui Copernici hypothesibusA fundatur) Alphonsinum, et Purbachianum. Sed quoniam tam ex aliorum quam proprijs observationibus compertum habeam, nullam ex his omnibus motuum secundi mobilis rationem, exquisite apparentijs cœlestibus correspondere, subiungam meam quoque de temporis momento, quo hanc Eclipsin futuram iudico, ex proprijs in motu LumiI.55|narium aliquot præcedentibus annis, petitam sententiam. Veluti singula quoque quarumlibet ☉ et ☾ configurationum in toto Diario assignatarum, ex hac propria motuum ratione emendauimus.A

Tempora deliquij ex propria Motuum ratione.

DECEMBRIS die 8.

Cœtera se habent fere quemadmodum calculus Prutenicus præbuit. Nunc ostendam quomodo explorari possit, an hæc tempora iuxta nostram sententiam sint Apparentijs consonaA.AI3v|

QVA RATIONE MOMENTVM DELIQVII OBSERVANDVM ERIT: ET QUOMODOA INNOTESCAT, AN NOSTRA MOTUUM RATIO APPARENTIJS CONGRUATANEC NEA.

EXQUISITA momenta deliquiorum, ex Horologiorum sonitu vel clepsydris determinare, impossibile et a Mathematica certitudine alienum esse arbitror. Et licet multæ sint viæ, id aliter etA longe exactius certiusque sciendi, tamen nullaA est commodior et exquisitiorA quam per obseruatam Stellæ alicuius, notum locum habentis, altitudinem supra Horizontem, quam habet tempore, quo Luna vmbram ingreditur et ab ea prorsus liberaturA: præsertim ex ijs Stellis, quæ tunc temporis non longeA ab Horizonte Orientali vel occiduo remouenturA, magnamque habentA Altitudinem Meridianam. Per datam enim Stellæ hoc pacto altitudinemA, beneficio scientiæ triangulorum, ex Sinuum Tabulis, verum temporis momentum indagari potest. Qua autem ratione hæc operatio procedat, nimis longum foret, nec huius loci est, pertractareA: sed apud alios, rudiores passim inuenient. Vt tamen facile et certo experiri liceat, an tempora huius deliquij, ex propria motuum ☉ et ☾ ratione assignata, veriora sint reliquis, et propius HarmoniæA motuumA cœliA accedant, annotabo quarundam præcipuarumA fixarum HorizontiA vicinarum altitudinem, quam meo iudicio obtinebunt iuxta initium et finem huius deliquij. Medium enimA obseruari certo non potest. Has autem Stellarum ab Horizonte remotiones non scrupuAI.56|losius quam in ipsis gradibus et eorum semisse, perscrutariAlibuitA. Maior enim subtilitas hoc in loco otiosa est: tum, quia hæ altitudines solummodo in Latitudine locorum 56. graduum locumA habeant; et Stellæ Horizontj vicinæ vix in duobus Minutis temporis, semisse gradus eleuentur: tum etiam, ob Fixarum, exquisite nondum cognita loca; et Instrumentorum quibus altitudines hæ communiter capiuntur vix præcisiorem quam in ipsis gradibus, vel eorum medietate, certitudinemA.A

ALTITUDINES ALIQVOT FIXARVM AD MOMENTA ECLIPSIS IUXTA PROPRIAM MOTUUM RATIONEM.

• In initio primæ obscurationis Lunæ.
  • Caput Gemi. meridia. eleuatur 13 Grad. ante Meridianum supra Horizontem Orientalem.
  • Caput Gemi. Borealis eodem modo eleuatur 18 Gr.
  • Aquila habet altitudinem pomeridianam, supra Horizontem occidentalem 18 Partium.
  • Lyra supra eundem eleuatur partibus 33½.

• In initio totius obscurationis.
  • Caput Gemi. merid. habet altitu. 21½ ante merid.
  • Caput Gemi. Septe. habet alti. 26 part. ante meri.
  • Canis minor habet altitud. 3½ ante merid.
  • Sinister pes Orionis habet altitu. 10. ante merid.
  • Vultur volans habet altitud. pomerid. 9 partium.

• In fine totius obscurationis.
  • Canis minor eleuatur G 17 ante merid.
  • Canis maior 4 part. cum ¾ ante merid.
  • Cor Leonis eleuaturA 3½ ante merid.

• In vltimoA fine totius EclipsisA.
  • Cauda Leonis habet altitud. P l½ ante merid.
  • Cor Leonis habet altitud. 12½ ante merid.
  • Lucida Hydræ habet 2 Grad. ante merid.

Hinc, facta altitudinis obseruatione alicuius harum fixarum, tempore debito huius deliquij, periculum fieri potest, vtrum nostra motuum ratio, experientiæ consona sit nec neA. Atque hactenus Astronomicam considerationem huius deliquij absoluimus: nunc Astrologicam aggrediemur.A

I.57|I4v|CONSTITUTIO ORBIVM CŒLESTIVM AD TEMPVS MEDII DELIQUIJ LUNARIS ANNJ 1573. DECEMBRIS DIE 8. HOR. 8. MI. 10. P. M.A

Figur 6 

I.58|K1r|IVDICIVMA ASTROLOGICVM DE EFFECTIBVS HUIUSA DELIQUIJ LUNARISA.

QVEMADMODVM inter omnes cœlestium corporum congressus, nulli euidentius oculis incurruntA, quam Solis et Lunæ Eclipticæ copulationes aut diametrationes: Tunc enim clarissima illa mundj Lumina, orbata luce, dirum mortalibus exhibent spectaculum: Ita etiam nullj alij stellarum congressus, vel configurationes euidentiores et certiores producunt effectus, quam Luminarium defectiuæ commixtiones.A Quapropter Ptolomeus, Artis huiusA Monarcha, deliquia inter maxime generales causas eorum, quæ in hoc inferiori orbe fiunt, numerare non dubitauit. Testantur etiam omnium temporum historiæ, eclipses præsertim Solares, aut euidentes et magnas Lunares, nunquam caruisse insigni aliquo euentuum effectuA. Quapropter cum hæc Lunæ eclipsis sit admodum tetraA et magna (Luna enim tempore medij deliquij, tertia fere parte sui corporis eclipticam attingit) non dubium est effectus etiam ingentes et euidentioresA, quam in vulgaribus Lunæ et exiguisA obscurationibus, subsequuturosA.

Subiungam itaque breuesA coniecturas de effectibus huius deliquij, ex PtolomejA doctrina (cuius tanquam optimj Artificis vestigia sequi libuit, cum ipsemet raram hac in parte hactenus habuerim experientiam) quam libro secundo Quadripartitj tradiditA. Dicam autem, ipsius imitatione, primo, de dominantibus stellis. Deinde Quid portendat eclipsis; QuibusA populis et regionibus, et QuandoA effectus venientA.

Beregning af denne måneformørkelse efter Reinholds tabeller over himmelske bevægelser.

Om tidspunktet for den centrale opposition og dennes centrale bevægelser

Tidspunktet hvor måneformørkelsen skal søges, er efter 1572 fulde år fra Kristi fødsel og derudover i november måned. Til dette tidspunkt svarer tiden fra tabellen over middelbevægelserne: Dage 36, timer 1, minutter 56, sekunder 19. I tabellen over omløb er den nærmeste større værdi svarende til fuldmåne: Dage 44, timer 7, minutter 6, sekunder 5. Herfra trækker man det første, hvorefter man kender det sande tidspunkt for oppositionens kulmination, nemlig:

I.46|De middelbevægelser der svarer til dette tidspunkt, er følgende:

Månens middellængde fra Solen udgør på tidspunktet for oppositionen en præcis halvcirkel. Der er derfor ingen tvivl om at dette tidspunkt er beregnet rigtigt.

Om at finde tidspunktet for den sande opposition og dens middelbevægelser og sande bevægelser

Tidspunktet for den sande opposition finder man ved at sammenstille den absolutte korrektion for Solens bane og korrektionen for Månens første epicykel, som vi søger ved hjælp af de allerede fundne middelbevægelser på denne måde:

H2r|Til beregning af korrektionen til solbanen

Til beregning af korrektionen for Månens første epicykel

Sammenstilling af Solens og Månens korrektion

Solen har altså bevæget sig forud for Månen på sin vej gennem dyrekredsen idet dens korrektion skal trækkes fra, og det med så langt et tidsinterval som Månen bruger for at tilbagelægge denne bue fra Solen. Jeg finder at der ved denne anomali for Månen, som I.47|er 239 grader, opstår en elongation i løbet af 9 timer på 4 grader, 53 minutter og 23 sekunder. Og dertil finder jeg Månens bevægelse per time fra Solen til at være 31 minutter og 40 sekunder. Men den tidligere beregnede elongation mangler 6 minutter og 1 sekund i at nå op på elongationen svarende til 9 timer. Efter Månens nævnte time-bevægelse skal der derfor bruges 11 minutter og 2 sekunder mindre end 9 timer til at nå en elongation der svarer til Solens og Månens fulde korrektion for at det er den sande elongation, altså efter en tid på 8 timer, 48 minutter og 58 sekunder. Med så stort et tidsinterval går den sande opposition forud for middeloppositionen, hvorved den sande oppositions tid bliver:

H2v|Middelbevægelserne ved dette tidspunkt for den sande opposition er sådan:

Ud fra disse middelbevægelser vil vi søge de sande bevægelser for Solen og Månen der svarer til den sande tid for oppositionen, således:

Beregning af Solens sande bevægelse

Solens afstand fra den første stjerne i Vædderen:

Beregning af Månens sande bevægelse

Beregning af præcessionens sande bevægelse

Den sande jævndøgnspræcession

Solens og Månens sande bevægelser fra jævndøgnspunktet

Månen er altså gået 40 sek. forbi Solen. Disse skal fordobles og trækkes fra den tid for den sande opposition mellem lyskilderne som tidligere er fundet, hvilket giver den nøjagtige tid for oppositionen.

Det præcise tidspunkt for den sande opposition mellem lyskilderne

Efter midnat ved meridianen for Königsberg i Preussen. De korrigerede positioner for lyskilderne på dette tidspunkt er:

Alt dette efter jævntløbende astronomisk tid, som afviger noget fra den sande og observerbare. For at konvertere dette tidspunkt til det observerbare sammenstiller jeg middelsolens sammensatte bevægelse og rektascensionen for Solens sande position ved tiden for fuldmånen med dem der stemte overens ved tiden for Kristi fødsel, således:

I.49|H3v|Konvertering af tidspunktet til det observerbare og sande

Sammenstilling af differencerne

Denne afvigelse mellem differencerne svarer til 9 min. og 1 sek. af en time, som skal lægges til tidspunktet i middeltid for oppositionen, hvorved det observerbare fremkommer.

Det observerbare tidspunkt for fuldmånen

Eller hvis man (som man plejer) tæller timerne fra middag:

Og nu skrider vi til omregningen af tidspunktet til vores meridian.

Det tidspunkt for den sande, observerbare opposition som vi nu har fundet, svarer til de pruteniske tabellers meridian som Reinhold antog var 44 grader og 15 minutter. Det forbigik han ganske vist i tavshed, men ud fra den afstand i meridianer han fastlagde mellem Königsberg og Krakow eller Alexandria, som var de steder Kopernikus og Ptolemaios brugte, fremgår det utvetydigt at han tildelte den nævnte længdegrad til Königsberg i Preussen, som var den meridian han beregnede tabellerne for. Hvis denne tid skal omregnes til vores meridian, som jeg forudsætter som 35 H4r|grader fra vestpunktet og 9¼ grad vest for Königsberg, skal der trækkes 37 minutter af en time fra det observerbare tidspunkt som vi ovenfor har fundet for Königsbergs meridian, for at nå frem til tidspunktet for den sande og observerbare fuldmåne, reduceret til en meridian der (som sagt) befinder sig 35 grader fra længdegradernes udgangspunkt.

I.50|Det nøjagtige tidspunkt for den sande, observerbare opposition ved 35 graders længde

Hidtil har vi undersøgt det der angår en hvilken som helst fuldmåne. Nu vil vi skride til det der sker ved en opposition mellem lyskilderne der resulterer i formørkelse.

Om Månens og skyggens halvdiametre

At denne fuldmåne medfører en formørkelse, og om Månens skrå længde ved midten af formørkelsen.

Den absolutte korrektion for den 1. epicykel som skal lægges til

Månens sande skrå længde

H4v|Månens sande bredde ved midten af formørkelsen

Eftersom Månens bredde på det sande tidspunkt for oppositionen er mindre end de samlede semidiametre for Månen og skyggen, er det klart at Månen ved tidspunktet for denne fuldmåne går ind i Jordens skygge, og at den følgelig bliver genstand for en formørkelse. Hvor meget den kommer ind i skyggen, viser sig når man sammenholder det foregående.

Om formørkelsens fingre eller måneformørkelsens størrelse

I.51|Formørkelsens størrelse

Om tidsrummet for indtrædelsen og den halve varighed

I1r|Beregning af Månens bredde ved formørkelsens begyndelse og slutning.

Den halve varighed er fundet ovenfor

Ud fra Solens sande bevægelse pr. time svarer dette til:

Men også indtrædelsen og den halve varighed udgjorde

Følgelig er Månens sande bevægelse i skrå længde under den halve varighed af formørkelsen

Månens sande skrå længde ved formørkelsens begyndelse

Månens sande skrå længde ved formørkelsens slutning

Månens sande bredde ved formørkelsens begyndelse

Månens sande bredde ved formørkelsens slutning

I.52|Hidtil har vi undersøgt det der har været nødvendigt for at foretage beregningerne af måneformørkelsen. Nu vil jeg kort notere nogle centrale elementer uddraget af næsten hele beregningen, som sammenfatter hovedtrækkene af den.

MÅNEFORMØRKELSEN UD FRA KONG ALFONSOS TABELLER

UD FRA PEUERBACHS TABELLER

Om de dominerende stjerner

De styrende planeter ved denne formørkelse, sådan som den er beregnet, er Merkur, og i et vist omfang Saturn. Merkur har nemlig flest hovedegenskaber i ekliptika på himlen. Den har sit domicil og sin treenighed på stedet for formørkelsen og har derved sit carpentum der. Og det præcise punkt for Månens formørkelse findes på Merkurs adlydende antiscion og nærmer sig dens opposition. Hertil kommer at den K1v|har sin terminus i det hjørne der følger efter selve formørkelsen. Når jeg har gjort Saturn til deltager i styret, skyldes det at den befinder sig i Merkurs hus, hvorved denne i høj grad forfalder til saturnisk natur eftersom Merkur er bøjelig og mere omskiftelig end Proteus. Samtidig har Saturn sin terminus og treenighed på den præcise grad for formørkelsen, og Månen kommer fra opposition med Saturn til den nævnte opposition med Merkur.

Blandt fiksstjernerne har Propus den vigtigste plads som hersker. Det er stjernen yderst på venstre fod af den nordlige tvilling. Denne stjerne står nemlig temmelig præcist ved stedet for formørkelsen og går samme I.59|dag ned sammen med Solen. Selv om denne stjerne er ganske lille, fremhævede de gamle astrologer den frem for de andre på grund af dens betydelige kraft, og de gav den et særligt navn. Sandsynligvis har den opnået denne større virkning i forhold til de øvrige på grund af nærheden til ekliptika. De fiksstjerner der står nær den forudgående akse, dvs. himlens midte, har en særlig betydning. Den vigtigste af dem er Medusas Hoved (Algol). Men eftersom den ikke kommer i nærheden af meridianens grænser, er dens styre temmelig svagt. Heller ikke dem der befinder sig ved det følgende hjørne, nemlig ascendanten, skal man udelukke. Det drejer sig om Sirius, der findes på selve horisonten, Vandslangens Hoved og Løvens Hjerte. Og det var hvad jeg ville sige om de dominerende stjerner.

Hvad formørkelsen betyder

Denne måneformørkelse, der finder sted sidst i Tvillingerne i det 11. hus, ser på grund af Merkur som den primære hersker med deltagelse af Saturn ud til at fremkalde mange tilfælde af bedrag, svig, listige planer, intriger, illoyalitet og falske venskaber; og forunderlige forvandlinger hos dem der gemmer en listig ræv i et spoleret bryst. Hvad Merkurs særlige betydning angår, er den efter Ptolemaios’ mening, alt hvad der er aggressivt: røveri, tyveri, sørøveroverfald, og Merkur varsler også noget om religionsudøvelse og om kongers indtægter. Men først og fremmest fremkalder den turbulente, modsatrettede og ustabile vinde og tør luft, ligesom den varsler svigtende afgrøder og mangel på alt hvad mennesker skal bruge, hvilket medfører fødevaremangel, hungersnød og andre lignende problemer. Saturn som Merkurs dispositor og samtidig medhersker truer med eksil, fattigdom, sorg, bedrøvelse (især fordi den svigtende Måne er hersker over det 12. hus). Vejrmæssigt forårsager den stor kulde og frost, tåge K2r|og dårlig sigtbarhed, ubehagelige forhold, tykke skyer og generende mængder af sne. På havet varsler den skibbrud, vanskelig sejlads og vældige farer.

Dertil kommer at eftersom Merkur, der er formørkelsens primære almuten og (som sagt) har antaget Saturns karakter og modarbejdes af Mars i kvadratur fra et jævndøgns- og tropisk tegn, står i det 6. hus, som astrologerne regner for sygdommens hus, truer den med forskellige former for farlige sygdomme. Det drejer sig især om dem der kommer af lungeproblemer som hoste, åndedrætsbesvær, svindsot, udmattelse og lignende. Og dertil varsler den også forskellige former for feber og tilsvarende lidelser.

Det jeg sagde ovenfor om at Merkur efter Ptolemaios’ mening peger på kongers indtægter eller lignende, bestyrkes i høj grad af at Merkur alene er dispositor for formørkelsen og det 2. hus (som står for indtægter og lignende) og modarbejdes af Mars i kvadratur.

I.60|Men først og fremmest ud fra denne formørkelse der finder sted i et luft- og vindtegn nær ved fiksstjerner i Tvillingernes fødder, der især ud fra Merkurs natur, er knyttet til vind og uvejr, i særdeleshed (som nævnt) i umiddelbar nærhed af stjernen Propus, der har særlig indflydelse på vind og stormvejr. Og eftersom Merkur samtidig er formørkelsens hersker og betragter den fordunklede Måne i en præcis og nøjagtig antiscion, og samtidig i en opposition (som Månen senere går ind i), mener jeg at der bliver fremkaldt hyppige og kraftige storme, der med stor styrke vil hærge hav og jord.

Merkur har nemlig (som Ptolemaios også anfører) en særlig betydning for vinde og storme, men den tilføjer en vis ustadighed og omskiftelighed, medmindre den på dette punkt bliver stabiliseret og styrket af Saturn, hvis natur den (som nævnt ovenfor) overgår i. Dertil kommer at der i stort set alle hjørner af himmelen på tidspunktet for formørkelsens kulmination findes aggressive og voldsomme stjerner: I Ascendanten den mest lysstærke og samtidig mest voldsomme i Store Hund (Sirius); ved nedgangspunktet Ørnen; ved bunden af himlen den turbulente stjerne Arcturus. Så jeg ved ikke om der kan peges stærkere på vind og stormvejr.

Enhver kan nemt forstå hvor store problemer dette vil medføre til lands og til vands, K2v|især til vands, hvor det varsler hyppige og store ulykker på grund af skibbrud og risikabel sejlads, først og fremmest på grund af Merkurs placering i Stenbukken.

Dette er omtrent hvad jeg mener at denne formørkelse generelt betyder når jeg følger i Ptolemaios’ spor. At forudsige noget specifikt på dette punkt er til gengæld temmelig vanskeligt, og ikke en forsigtig astrologs opgave. Jeg vil dog som afslutning gøre opmærksom på at dette og alt andet som formørkelsen bevirker, kommer til at plage menneskene alene, ikke andre levende væsner, og først og fremmest er varsler for konger og fyrster og andre der står på den menneskelige stoltheds højeste tinde. Og det skyldes at Månen står svagt i Tvillingerne, et menneskeligt tegn med to legemer, og på begge sider af formørkelsespunktet finder man menneskelige stjernebilleder, nemlig Kusken og Orion. Men nok om det; nu går vi videre til det øvrige.

I.61|Hvilke egne og folkeslag retter formørkelsen sine bestemmelser imod?

Det er først og fremmest de egne og landområder der har tilknytning til selve formørkelsens tegn, Tvillingerne, og delvis også Stenbukken, hvor formørkelsens hersker står, der specielt vil opleve virkningerne af denne formørkelse. Til Tvillingerne knyttede Ptolemaios Hyrkanien, Armenien, Kyrene, Marmaria og nedre Ægypten. Senere astrologer har tilføjet Sardinien, en del af Lombardiet, Flandern, Brabant og Hertugdømmet Würtemberg. Blandt de betydelige byer de knyttede til Tvillingerne, er Cordoba, Viterbo, Cesena, Torino, Vercelli, Reggio, Louvain, Brügge, London, Mainz, Kitzingen, Hassfurt, Bamberg og Nürnberg. Men på det område tror jeg ikke astrologerne selv er særlige sikre endnu fordi det ikke vides hvornår riger og byer er grundlagt. Det er også kun ganske få der omhyggeligt søger sikker viden om dette gennem erfaring. Det er dog observeret at Tvillingernes tegn har en særlig betydning over Nürnberg hver gang der forekommer kongresser mellem de yderste planeter eller formørkelser i det tegn. K3r|Derfor varsler også denne formørkelse uden tvivl noget truende for nürnbergenserne i sine bestemmelser, måske ligefrem pest som en virkning af at det er et menneskeligt tegn formørkelsen sker i, og på grund af Merkur i 6. hus, modarbejdet af den kvadratur til Mars som nærmer sig. Men om alt dette er bedømmelsen noget tvetydig indtil den evt. bliver styrket med gentagne erfaringer.

Også de berømte riger og byer hvis konger, hertuger eller andre former for regenter i vor tid ved deres fødsel har haft formørkelsestegnet højt på himlen, også de er efter Ptolemaios’ mening underlagt denne formørkelses indflydelse.

Der findes en apollinsk heros der tre gange modtager den olympiske hærs fører som gæst, der hvor Callisto i erindring om det gamle svigt betræder oceanets bølger med flygtende fod, og de imaviske bjerge præcis ved middag skjuler Solen, de lige dages og nætters ophav. Da han først kom frem i den livgivende luft, så han det højes og det nederstes udsending, den himmelske borg og indgangs vogter og konge, siddende som hersker over de øvrige på borgen selv, på det kongelige højsæde, nær det sted på himlen som Diana nu med skamfuldt nedslåede øjne besudler. Cynthia selv [...]N på det tidspunkt, mens oceanet sænkede Fiskene i de fædrene bølger og betragtede hendes egen gang med grumme stråler i halv opposition. Derfor varsler denne formørkelse en del både for ham og for de folk og byer der er under hans herredømme, men hvad det bliver, vil udfaldet vise – hvis det er sandt, som det er, hvad de himmelske stjerner fortæller.

De mennesker der primært er udsat for de generelle ulykker I.62|som denne formørkelse varsler, er dem der ved deres fødsel havde deres aphetiske steder præcis ved formørkelsens placering, især hvis de opholder sig i de regioner eller byer hvor formørkelsen trækker sin virkning i langdrag. Ellers er de nemlig ikke underkastet de generelle ulykker som formørkelsen peger på, eller kun i mindre fare. Formørkelser har dog (efter hvad jeg selv har observeret) ikke så stor betydning for den brede befolkning eller privatpersoner som for konger og fyrster og andre med en position i statens øverste administration, af den grund at lyskilderne blandt de øvrige stjerner har samme rolle som konger og fyrster og ser ud til at herske over de øvrige og fastlægge reglerne for dem; det gælder først og fremmest Solen, som alle stjerner ser ud til at være bundet til og underlagt. K3v|

Hvornår virkningerne begynder, og hvor længe de varer

Ptolemaios (som jeg har valgt primært at følge i tolkningen af denne formørkelses virkninger) måler virkningens begyndelse ud fra afstanden mellem formørkelsespunktet og horisonten, effekternes varighed afgør han ud fra de timer hvor Månen befinder sig i skygge. Efter Ptolemaios’ mening indledes effekten af formørkelsen således tre en halv måned efter tidspunktet for formørkelsen, dvs. i marts det følgende år, 1574. De kommer til at vare omkring de fire følgende fulde måneder, dvs. til midten af juli i samme år, 1574, eftersom varigheden af den samlede formørkelse efter den pruteniske beregning bliver næsten fire timer.

Selv om jeg ikke er uvidende om at mange anser denne ptolemæiske måde at beregne tiden for formørkelsers virkninger for tvivlsom eftersom den ikke ser ud til at bygge på tilstrækkelig sikre beregninger, har jeg bestemt mig for ikke at forlade Ptolemaios’ autoritet og holdninger på dette punkt. Jeg havde ganske vist i første omgang selv mine tvivl om hvorvidt denne regnemåde var sikker nok og hvilede på fyldestgørende argumentation, men senere er jeg blevet bedre underrettet af hyppige erfaringer, og det har lært mig at Ptolemaios’ mening på dette punkt var i overensstemmelse med sandheden. Så det som Galen siger om Hippokrates, at han ikke har skrevet noget skødesløst og uden dyb forståelse og omhyggelig overvejelse, det kan med fuld ret siges også om Ptolemaios, astronomernes konge og en ætling af den ægyptiske kongeslægt. I astrologien skal man ligesom i andre videnskaber ikke søge årsagerne, men holde sig til gentagne erfaringer, som sjældent slår fejl.

For nu at give et tydeligere bevis for det jeg her har sagt, at den ptolemæiske metode til at finde begyndelsestidspunktet for formørkelsers virkning er i overensstemmelse med sandheden og erfaringen, vil jeg nævne et par særligt illustrative eksempler blandt mine observationer på dette område. Selv om det i et vist omfang kan siges at være uden for emnet, stoler jeg på det vil være kærkomment for folk med disse interesser.

I.63|I 1558, den 3. april, var der en måneformørkelse i 22 grader Vægten, hvis virkninger begyndte i september måned samme år efter Ptolemaios’ metode. Kejser Karl 5. K41|havde i sit horoskop Månen som apheta og livsanviser omtrent ved ascendanten, nøjagtig i kvadratur til denne formørkelse, nemlig i 22 grader Stenbuk. Derfor døde samme kejser Karl d. 21. september, hvilket var netop den dag hvor formørkelsens virkning efter Ptolemaios’ regler skulle begynde ved meridianen for Toledodalen, hvor kejseren på det tidspunkt opholdt sig. Og formørkelsen havde ingen andre dødbringende direktioner i det år fra det aphetiske punkt til nogen anareter, så der er ingen tvivl om at det var denne formørkelse der udpegede hans død. Og revolutionen var ikke rigtig dødbringende, hvis den overhovedet kunne bringe noget positivt eller negativt, hvad jeg tvivler stærkt på, fordi man ikke kan kende det tidspunkt hvor Solen vender tilbage til rodens punkt nøjagtigt, sådan som det er nødvendigt her, hvilket betyder at beregningen ofte er flere timer forkert.

18. april 1558 var der en solformørkelse i syv grader Tyren, som efter Ptolemaios’ holdning udsatte sine virkninger til slutningen af året og begyndelsen af det følgende. Eftersom kong Christian af Danmark, den tredje af det navn, i sit horoskop havde Månen som apheta (fordi den ved denne natlige fødsel stod over Jorden i det 11. hus) i 7 grader Tyren, præcis samme punkt hvor Solen undergik denne formørkelse, blev han alvorligt og dødeligt syg i december måned, og nøjagtig på 1. januar det følgende år omvekslede denne af navn såvel som af gavn kristne fyrste livet med døden, til umådelig sorg både i Danmark og i de omkringliggende lande. Og heller ikke han havde i dette år nogen ildesindede direktioner af aphetiske steder i sit horoskop der kunne pege på hans død. Tværtimod nåede Månen, den primære apheta i sin direktion omkring denne tid stod frem til en konjunktion med Jupiter, der er yderst velvillig over for liv og helbred, og som i sin ophøjelse, så der er ingen tvivl om at denne fremragende fyrste fik de anaretiske signaler fra denne formørkelse på det tidspunkt hvor den efter Ptolemaios’ metode havde sin virkning.

Man kan tilføje at Christian 2., den tidligere konge af Danmark, Sverige og Norge, som dog på det tidspunkt længe havde været holdt i fangenskab for sit voldsherredømme, gik bort kort efter, inden for samme måned, og også det var varslet af samme formørkelse. Han havde nemlig i sit horoskop den syvende del af Skorpionen (som fremkalder grusomhed) i ascendanten. Derved stod denne solformørkelse præcis i opposition til ascendanten, som var hans aphetiske sted, uden at der forekom ildesindede direktioner af aphetiske steder. K4v|

7. november 1565 blev Månen formørket i den 25. grad af I.64|stjernetegnet Tyren nær Plejaderne, de stjerner der fremkalder væde og regn. Derfor blev det utvetydigt påpeget at denne formørkelse var et varsel om høj luftfugtighed og hyppige regnskyl og andre fugtige vejrfænomener, sådan som også jeg, der på det tidspunkt opholdt mig i Leipzig som studerende, forudsagde det. Denne formørkelse begyndte efter Ptolemaios’ lære sin virkning i begyndelsen af juli det følgende år. På det tidspunkt, fra 4. juli 66, begyndte derfor næsten uafbrudt regn, fugtig luft og vådt vejr, og de forhold vedblev i flere måneder derefter, som jeg også på det tidspunkt havde forudset det ud fra Ptolemaios’ tanker.

På samme måde var der det følgende år en måneformørkelse i den 15. grad af Tyren på d. 28. oktober ved ascendanten. Derfor burde virkningen ifølge Ptolemaios’ mening begynde med det samme. Følgelig var hele den vinter der fulgte, fuld af væde og fyldt med vind og sjældent kold, hvilket jeg, der på den tid opholdt mig i Rostock, blandt andet havde forudsagt at denne formørkelse pegede på.

Jeg har her gennemgået nogle tydelige og sikre eksempler som viser at den ptolemæiske metode til at fastlægge begyndelsen på formørkelsers virkning er i overensstemmelse med erfaringen. Derfor vil jeg anbefale den til dem der studerer disse ting, og mene at de ikke umiddelbart skal forkaste den før de kan erstatte den med en bedre, som er mere i overensstemmelse med erfaringen.

Dette var hvad jeg havde sat mig for at fremlægge om virkningen af denne formørkelse ud fra Ptolemaios’ lære, i det omfang det stod klart for mig og tiden tillod det. Men jeg opfordrer alle der er optaget af denne skønne og særdeles nyttige prognostiske filosofi til at arbejde flittigt på at observere stjernernes virkninger og foretage deres domme ud fra erfaring, ikke ud fra andre folks upålidelige autoritet. For på den måde vil de beskytte denne videnskab mod mistænkeliggørelse fra ukyndige mennesker (der søger berømmelse til sig selv ved at tale ondt om andre fordi de ikke selv kan præstere noget fremragende på dette område), og på den måde vil de skabe tillid til videnskaben og berømmelse til sig selv.