af Tycho Brahe (1573)   Redaktion: J.L.E. Dreyer (1913)  
forrige næste

L1r| In Uraniam
Elegia Autoris.

ESt locus ad Rynæ properantes fluminis vndas,
Aspicies, Musas hîc habitare putes;
Quo non fertilior, quo non iucundior extat,
Qua videt Arctoum SCANIA tota polum;
Scania diues opum, studijsque exercita bellj,
Et decus et Dani gloria prima soli;
Hunc nemus vmbroso circumdans vndique flexu,
Claudit in aprico mollia prata sinu.
In medio spectanda domus, cui prisca Vetustas
Concessit nomen HERRIS habere VADI.
Hanc, olim, vafris turba insignita cucullis,
Incoluit, fingens Relligionis opus.
Dum Romanus, adhuc, populo, sua Sacra, Sacerdos
Venderet, et pretio Tartara clausa forent.
Ast vbi nunc seris, Dijs sic statuentibus, annis,
Dania Pontificum spreuit obire iugum:
Hæc quoque lucriferæ pietati turba ministrans,
Protinus est illo cedere iussa loco.
Nunc tenet antiquo BILDORVM sanguine, cretus
STENO, Prosapiæ gloria magna suæ.
Steno suæ Patriæ decus, et tutator honesti,
Quo fera Barbaries, vindice pulsa, fugit.
Testantur Venetos imitantia Vitra labores,
Quæ Cristallino clara colore nitent.
L1v|Testatur celebris, prius Ars inculta, Papyri,
Culta sub auspicijs reddita Stenotuis.
HAC ego Stenonj, quòd noster Auunculus esset,
Tempore dum longo, iunctus in æde moror;
Fortè per vmbriferæ digressus limina Syluæ,
Solus ad irriguas expatiabar aquas.
Sol erat Hesperias se tunc missurus in vndas,
Lunaque nocturnos accelerauit equos.
En DEA (nescio quæ) cœlo delapsa sereno,
Protinus hîc oculos constitit ante meos.
Extimui, et rigido stabant horrore capillj;
Donec, quos dederat, sustulit ipsa, metus.
Pone metum, dixit, nec nostros effuge vultus,
O Iuuenis, studijs non abigende meis.
Sum Dea, (si nescis) quæ clarum nomen Olympo,
VRANIÆ, quod in hoc sit mea cura, fero.
I.66|Inter Apollineas, suauissima Numina, Musas,
Non me magnanimo charior vlla Iouj.
Qualis enim terræ decliuis, celsior æther,
Immensis superat, iugera parua, vijs,
Sic ego, sic nostras, tollo caput ante Sorores;
Ignoscat dictis, Calliopeia, meis.
Illæ etenim vanos hominum cantare labores,
Regna, Voluptates, Bellaque dira, solent.
Et quæ præterea misero peraguntur in Orbe,
Cuncta per exiguos mox abolenda dies.
Ast ego res sperno Terræque Hominumque caducas,
Scandere in Æthereas stat mea cura Domos.
L2r|Et sublime Polo caput, vltra nubila tollens,
Cum Ioue, cœlestj perfruor Ambrosia.
Illic perpetuos Mundi septemplicis Orbes
Scrutor, et assiduis Sidera sueta vijs:
Sidera diuinj testantia Numinis Artem,
Qua posuit vasto candida tecta Polo:
Sidera venturj iamdudum conscia Fatj,
Conscia sæpè boni, conscia sæpè malj:
Sidera quæ vobis etiam sua iura ministrant,
Multaque per tacitas dantque negantque vias.
Non tamen hæc Animum cogunt ratione fruentem;
Nam facit arbitrio, quæ volet, ille, suo.
At quia perpaucj Rationis tramite currunt,
Cœlica perpaucis flectere Fata datum.
Hinc ego venturas mortalibus indico clades,
Præuisum vt possint arte levare malum.
Talibus oblector, sunt hæc mea maxima cura,
Quæ nec in æternos sunt peritura dies.
Iam puto non quæres quæ sim, quæ munia gestem,
Quamque inter reliquas sim decorata Deas.
Sum tamen his (fateor) re tantum vilior vna,
Culpa sed hanc hominum, non mea culpa facit.
Quod pauci in terris sint, qui mea castra sequantur,
Castra quidem segni non adeunda pede.
Illis Turba frequens, lucro stimulante, dicata est,
Quod faciles habeant in sua castra vias.
Res quoque mortales, mortalia pectora curant,
Cœcaque terrestri puluere corda gerunt.
L2v|At memini antiquum generosi temporis æuum,
Quo meus in terris cultus, honorque fuit.
I.67|Et memini tempus, quo celsa per atria Regum,
Inter honoratas ingrediebar opes.
Tunc etenim solos Reges vel Regibus ortos,
Fas mea (tantus honor) tangere Sacra, fuit
Tu quoque nec nostros olim auersatus honores,
Sæpè dabas aris thura adolenda meis.
Sæpè sub astrifera lustrantem sidera nocte
Vidimus; is fiet, dixit Apollo, tuus.
Dixit, et ingentem mox spem concepimus ambo,
Te fore perpetuò qui mihi thura daret.
Te fore, qui rigidis coleret mea Sacra sub Vrsis,
Redderet et patriæ sidera nota suæ.
Donec in arcanas Vulcanj laberis Artes,
Et peragis Sacro multa paranda Foco.
Protinus incœpit noster vilescere cultus,
Tunc honor, Vraniæ, nullus, vt antè, fuit.
Id potui perferre tamen, namque et sua terris
Sidera, sideribus non inimica meis.
Terra suos Soles, et habet quoque terra Dianas,
Et reliquas Stellas continet illa suas.
Quicquid enim supra, totum quoque clauditur infrà,
Vultus et ambobus Orbibus vnus inest.
Sidera sed terræ quædam tractanda videntur,
His licet igniferj vis patet arte Dei.
Nostra oculis cœlo fulgent spectanda sereno
Vires, non oculis, cernere Mente licet.
L3r|Ergo nec inuideo Vestis sua Sacra puellis,
Sunt etenim sacris sacra propinqua meis.
Sed quòd ab his vacuus vitam nunc ducis inertem,
Nec mea, nec terræ, sidera pluris habes,
Displicet: id propter, Superos delapsa reliqui,
Vt tibi firmarem pectus amore mej.
Turpe est florentem frustrare per otia vitam,
Turpe est, incœptum deseruisse decus.
Ergò age, quid dubitas? nostros nunc incipe cultus,
Sat puto Vulcano temporis esse datum.
Incipe, si quæris, quid sit tibi forsan agendum,
Materiam qua sis ingeniosus, habe.
En noua sublimi spectatur in æthere Stella,
Qua sedet ad boreum Cassiopea Polum.
Hanc non vlla prius longæui temporis ætas,
Stellarum solitis vidit adesse locis.
I.68| Huius in immenso positum metiaris Olympo,
Quamque sit à vobis illa remota, vide.
Demonstrans alijs dirum non esse Cometam,
Sed numero stellas hanc sociasse suo.
Nam quia nil veteres mortalia pectora tangunt,
Hæc noua, quod veteres non monuere, monet.
Insuper Annus adest renouatis orbibus, ex quo
Est Deus è casta Virgine natus Homo.
Huic volo designes labentia tempora cœlo,
Aptabisque suos ad vaga signa dies.
Astrorum positus Solis Lunæque recursus
Lapsaque sub terras, ortaque signa nota.
L3v| Hinc disces, vario quid gignat in aëre cœlum,
Nunc æstus rapidos, nunc boreale gelu.
Quando serena dies læto fulgebit amictu,
Nubibus aut pluuiæ præcipitentur aquæ.
Hæc tentata diu multos pia cura fefellit,
Qui penitus nostra destituuntur ope.
Tu sed ab auspicijs Superum melioribus orsus,
Fac tibi mandatum perficietur opus.
Quo prius exacto, longè ad maiora reducam,
Quæque alijs nec adhuc sunt patefacta, scies.
Te modò non pigeat suaues subijsse labores
Vraniæ, et superas scandere adusque domos.
Hinc (nisi vana fides Diuæ cui Fata ministrant)
Nomen ab æterna Posteritate feres.
HÆC vbi Diua Poli, celsis quæ præsidet astris,
Dixerat, humanos sic imitata sonos,
Protinus ex oculis fugiens repetiuit Olympum,
Ingenio sensi numen adesse meo.
Cumque nefas esset Superum contemnere iussa,
Accipe quod fieri Diua monebat opus.
Accipe tu generosa cohors quæ sacra ministras
Cœlicolæ, vulgo non adeunda, Deæ.
Hæc si grata tibi, quamuis sint vilia, fient,
Forsitan his longè mox meliora feres:
Mox meliora feres, quia nec me risus inertis,
Nec labor à studijs, terret Olympe tuis.
Et placet, et placeat alijs, iactare triumphos,
Celsaque grandiloquo verba tonare sono.
Lr|Vel memorare suam longæua ab origine stirpem,
Atque sibi laudi facta putare Patrum.
I.69|Sintque alijs cordi Regumque Ducumque fauores,
Sint cordi è terra quæ fodiuntur opes.
Quos levis Ambitio, lucrique insana cupido
Vexat, et Officij grandis obire iugum.
Delectent multos furibundi pocula Bacchi,
Pocula per madidos sæpè iterata dies.
Multos blanda Venus lepidis amentet ocellis,
Quos levis, insanj torquet amoris, amor.
Alea sit iucunda alijs, depictaque charta,
Quos Horas et opes perdere sorte lubet.
Nonnullis agitare feras, leporemque fugacem
Prendere veloci, sit sua cura, cane.
Sint quibus egregium est agiles equitare caballos,
Et premere in gyrum terga ferocis equi.
Pluraque delectent alios, si plura supersunt,
More suo ingenuis quæ peragenda viris.
Scilicet his studijs Virtus generosa probatur,
Nobile Nobilitas fortè requirit opus.
Non equidem inuideo, miseret magis ista placere,
His quibus excellens debuit esse decus.
Est tamen his aliquando suus (concedimus) vsus,
Corpus enim, fuerint si moderata, iuuant.
Ipse quoque, et quiuis, cum sic fert tempus, et ista
Possumus, exigua namque opus arte puto.
Et licet ipse etiam, genitus de Gente BRAHORVM,
Nomen ab insigni Nobilitate traham:
L4v|Et licet antiquus materni sanguinis ordo
BILDORVM celebrem me quoque stirpe ferat:
Nil tamen his moueor. Nam, quæ non fecimus Ipsi
Et Genus et Proauos, non ego nostra voco.
At mea Mens ausis operum maioribus ardet,
In quibus excellens cernitur esse labor.
Rebus in excelsis decus est et gloria maior,
Parua leues animos cura mouere solet.
Me iuuat ingenio conscendere tecta Tonantis,
Celsaque stelliferi signa notare Polj.
Me iuuat in toto quæ splendent plurima cœlo,
Miranda artificis cernere facta Dej.
Hoc opus est Hominis, hæc est ea Dia voluptas,
Quæ similes celsis nos facit esse Deis.
Quisquis enim superas animo volitare per arces,
Syderaque ingenio gaudet adire suo,
I.70|Dissimiles hominum curas, similesque Deorum,
Et sua quo terris Mens releuetur, habet.
Promissumque studet prius hîc cognoscere cœlum,
Nec nouus ignotas hospes adire domos.
Siue agat in terris, illum delectat Olympus,
Dum vitæ in fragili corpore gestat onus:
Siue agat in cœlis, illum delectat Olympus,
Cum datur æterna conditione fruj.
Felix in terris igitur, super æthera felix,
Æthera quem terris præposuisse, iuuat.
At quisquis pecudum similis, cœlestia temnit,
Viuit, et est vitæ nescius ipse suæ:
L5r|Tantùm etenim terrena sapit, mortalia tantùm,
Et, quæ cœca potest Talpa videre, videt.
Sed pauci, heu nimiùm pauci, quibus almus Apollo
Hoc dedit, vt videant id quod Olympus habet.
Namque opus est illos, spretis mortalibus actis,
Altius ad Superos exeruisse caput.
Hos non blanda Venus, stolidi non pocula Bacchi
Decipiunt, nec opes, nec fugitiuus honos:
Sed præclara magis, magis his illustria spectant,
In quibus et superis est sua cura Deis:
Vincere sublimj, sublimia sidera, Mente,
Ætheraque Ingenio supposuisse suo.

L1r|Om Urania
Elegi af forfatteren

Se, der findes et sted ved den strømmende Rønneås bølger,
den der ser det, vil tro muserne bor netop dér.
Intet sted er så frugtbart som det, ej heller så dejligt,
der hvor Skånelands jord ser mod den nordlige pol.
Skåne har rigdom og guld og er øvet i krigens teknikker,
Skåne er danskernes lands smykke og fornemste pryd.
Stedet er kranset fra hver en kant af skyggefuld skov der
slutter den dejlige eng fast i sin lysåbne favn.
Midt i alt det vil man se et hus som i hensvundne tider
fortidens slægter gav navn: Herrevad kaldte de det.
Det beboed engang en bande i luskede kutter,
snedige folk der bedrev noget de påstod var kult.
Det var mens paven i Rom endnu lod befolkningen købe
sakramenter, og mens Helved blev låst mod gebyr!
Men da nu, på gudernes bud, i de seneste tider
Danmark bød paverne trods, nægted at ta deres åg,
da fik banden der her forvalted den lønsomme fromhed,
ufortøvet besked om at begive sig derfra.
Nu bebos det af Sten, en søn af den urgamle, ædle
Billeslægts blod, og en stor pryd for sin fornemme slægt.
Sten er sit fædrelands stolthed, enhver anstændigheds vogter,
den ved hvis hævnende hånd grumt barbari slås på flugt.
Det bevidner hans glas, der står mål med Venedigs produkter,
og som stråler med klar, ren krystallinsk kolorit.
L1v|Det bevidner papir, et aldrig før opdyrket håndværk
som under dig, min Sten, er blevet vækket til liv.
Hér, i det hus, i selskab med Sten – han var jo min onkel –
holdt jeg i længere tid til som en gæst i hans hjem.
Og en dag var jeg ude at gå i en skyggefuld skovkant
og gik om for mig selv langs med den rislende å.
Solen var netop på vej til at synke i Hesperus’ bølger
alt mens Månen fik sat fart i sit natlige spand.
Se, da sank en gudinde (men hvem, det vidste jeg ikke)
ned fra himlen så klar, stod i et nu for mit blik.
Jeg blev grebet af skræk og hårene stod på mit hoved,
indtil hun selv forjog frygten hun satte mig i.
»Glem blot din frygt,« bemærkede hun, »flygt ikke for synet,
du, unge mand, som helst ikke skal bort fra min kunst.
Jeg er gudinden ved navn Urania (viste du det mon?)
efter Olympen, for den er hvad jeg arbejder med.
I.66|Blandt de charmerende muser, de ni apollinske gudinder,
elsker den højeste gud ingen så meget som mig.
For som den knejsende æter står højt over Jorden dernede,
og dens mægtige løb overgår få tønder land
således hæver nu jeg mig højt over søstrenes skare
– gid Kalliope må ta sådanne ord med et smil –
for de synger jo kun om menneskers golde strabadser,
nydelser, højhed og magt, og om den grusomme krig.
Og hvad der ellers går for sig på denne ynkværdige klode,
alt det som varer så kort inden det svinder og dør.
Jeg lader hånt om alt der forgår blandt mensker på Jorden,
nej, jeg vil stige til vejrs, op til de himmelske hjem.
L2r|Højt over skyerne hæver jeg stolt mit hoved til himlen,
nyder med Jupiter selv himmelsk ambrosia sød.
Dér studerer jeg himmelens syv bestandige kredse
ser på stjernerne selv i deres vante forløb.
Stjernerne vidner om kunsten hvormed den hellige guddom
satte det skinnende tag over den mægtige pol.
Stjernerne kender til alt hvad skæbnen i fremtiden bringer,
de kender ofte til godt, de kender ofte til ondt.
Også for jer forvalter jo de deres love og regler,
på deres tystladne vej nægter og tilstår de mangt.
Dog, et sind ved sin fulde fornuft kan de ikke betvinge,
for det gør hvad det vil, følger sin dømmekraft selv.
Men da uendelig få lar sig lede på vej af fornuften,
kan kun uendeligt få ændre den himmelske lod.
Således viser jeg menskene hvad der skal komme af modgang,
så de kan være beredt og gøre ulykken let.
Den slags ynder nu jeg, det vier jeg hele min omsorg,
det der nu og for al evighed aldrig forgår.
Nu spør du næppe om hvem jeg mon er og hvad jeg bedriver,
eller min særlige plads højt over musernes flok.
Dog står jeg nok (må jeg vedstå) på ét punkt under de andre,
det har dog mennesker gjort, selv er jeg helt uden skyld:
Der er for få her på jord der har meldt sig til kamp bag min fane,
hvor man ikke når hen hvis man er langsom til fods.
Dem følger talrige skarer af folk som er lokket af vinding
for til deres armé kommer man uden besvær.
Ja, et dødeligt bryst har kun sans for en dødelig verden,
hjertet det bærer omkring nede i støvet, er blindt.
L2v|Men jeg kan huske en ædlere tid i en hensvunden æra
hvor jeg blev mødt med respekt, hvor jeg blev dyrket på jord.
I.67|Og jeg kan huske en tid hvor jeg havde min gang i de høje
sale ved kongernes hof midt i den fornemste pragt.
Dengang fik nemlig kun konger og de der var rundet af konger,
(tænk hvilken ære for mig!) lov til at røre min kult.
Ej heller du sagde nej engang til at vise mig hæder,
mangen en gang lagde du ofre på altret for mig.
Tit når vi så dig udforske himlen en stjerneklar aften,
sagde Apollon til mig: »Han der skal nok blive din!«
Det var hans ord, og et svimlende håb fæsted rod i os begge,
om at du nu var den der ville ofre til mig,
du var den der her under bjørnenes tegn skulle dyrke
mig og give dit land alle dets stjerner igen.
– Indtil du ganske forfaldt til Vulkans fordægtige kunster
og ved den hellige ild fremstilled dette og hint.
Straks begyndte min kult at miste sin vægt og betydning.
Da var Uranias glans ikke den samme som før.
Skønt, det bar jeg dog nok, for Jorden har også sin egen
form for stjerner – en art langtfra i modstrid med min.
Jorden har selv sine sole, såvel som den har sine måner,
og den rummer såmænd stjernernes samlede flok.
Ja, for alt hvad der er foroven, er også forneden,
nok er det hver sin kreds, men deres ansigt er ens.
Stjernerne her på jord kan man tage og føle med hånden
skønt kun ildgudens kunst klart lar os se deres kraft.
Mine kan øjnene se som de funkler når himlen er skyfri.
Øjnene ser dem, men kun tanken kan se deres kraft.
L3r|Så de vestaliske jomfruers kult har jeg slet ikke ondt af,
det er en kult der er tæt knyttet til kulten for mig.
Men at du nu går ørkesløs om og lar kulterne ligge,
værdsætter stjerner så lidt, mine såvel som din jords,
det har jeg noget imod! Og derfor forlod jeg det høje
for at bestyrke dit bryst i at det elsker just mig.
Det er en skam at spilde et liv i sin blomstring på intet.
Det er en skam at gi op midt i et påbegyndt værk.
Nå, hvad venter du på? Tag fat nu, dyrk mine kulter!
Nu har Vulkan bestemt fået den tid han sku ha.
Ja, tag fat – og hvis ikke du ved hvad du nu skal tage fat på,
så skal du få dig et stof hvor du kan vise geni.
Se, en helt ny stjerne står frem i den højeste æter,
hvor, ved den nordiske pol, Cassiopeia har plads.
En som man aldrig, så langt man kan skue tilbage i tiden,
før har set i det så velkendte stjernesystem.
I.68|Dens position på den svimlende vide Olymp skal du måle,
og hvor langt den er væk nede fra jer, skal du se.
Påvis og dokumentér at en grufuld komet er det ikke,
men at stjernernes flok ser den som en blandt dem selv.
Eftersom ingen af dem gør indtryk på menneskers sjæle,
varsler den nye om det de kun forgæves har sagt.
Føj dertil at i år står himmelens kredse nu atter
som da en jomfru så kysk fødte vor gud som en mand.
Fastlæg for netop det år hvordan tiderne løber på himlen,
stedfæst dag for dag alle de vandrende tegn.
Bogfør hvor stjernerne står, hvordan Måne og Sol går i cirkel,
skriv hvilke tegn der går ned, skriv hvilke tegn der står op.
L3v|Lær heraf om himlens effekt på det flygtige lufthav,
nu med brændende glød, nu med den arktiske frost.
Om det blir klart og en strålende dag står i herligste festdragt,
eller om skyernes vand falder som silende regn.
Det har mange forsøgt, men omhu og flid var forgæves,
for de savnede helt støtte og bistand fra mig.
Du, derimod, har med gudernes hjælp et finere afsæt,
så se til at få gjort dette betroede hverv.
Og når dét så er gjort, vil jeg ta dig til det der er større,
da skal du lære hvad slet ingen fik indsigt i før.
Bare du finder dig i at udstå de søde strabadser
for Uranias skyld, helt op til himmelens hjem.
Heroppe fra – medmindre et ord fra skæbnens gudinde
sku tale falsk – vil du så vinde udødeligt ry.«
Det var hvad himlens gudinde, der står for de knejsende stjerner,
sagde i netop de ord, udtrykt på menneskesprog,
hvorpå hun straks forsvandt for mit blik tilbage til himlen.
Men i mit sind havde nu guddommens kraft fået plads.
Og da det ikke er ret at se stort på de himmelskes ordrer,
modtager I her det værk musen formaned mig til.
Modtag den, I, den fornemme flok der dyrker gudindens
hellige, himmelske kult, fjernt fra den menige mand.
Hvis I kan li hvad I får, skønt det ikke er særlig værdifuldt,
vil I måske snart få noget af langt større værd.
Snart vil I få noget bedre, for mig skræmmer hverken den dummes
grin eller arbejdets slid bort fra din forskning, Olymp.
Andre kan lide, og lad dem blot det, at prale af sejre
og med brovtende røst fremsige højstemte ord,
Lr|eller at opremse slægt og æt fra den fjerneste fortid,
selv tage æren for alt det deres aner har gjort.
I.69|Andre kan finde behag i kongers og herskeres nåde,
fryde sig over det guld Jorden har gemt i sit dyb,
plaget af tom ambition og afsindigt begær efter vinding,
og at bære et stort embedes tyngende åg.
Lad blot dem sætte pris på den rasende Bacchus' bægre,
bægre der stadig blir fyldt, fugtige dage på rad.
Mange kan Venus så mild med de yndige øjne bedåre
plaget af flygtigt begær efter begærets mani.
Andre har morskab af spil med bemalede kort og med terning,
alt, både penge og tid, ødsler de væk på hasard.
Slet ikke få har lyst til at jage den frygtsomme hare,
lade den hurtige hund fange det flygtende vildt.
Og der er dem der finder det fint at ride behændigt
og at tvinge en vild hest til at trave i ring.
Andet igen kan andre ha smag for såfremt det er mere
som en fribåren mand per tradition tar sig til.
Den slags er åbenbart det der påviser adelig storhed,
ja, den ædleste rang kræver en ædel bedrift!
Jeg er dog ikke jaloux, jeg beklager kun de interesser
netop hos dem hvis liv burde ha virkligt format.
Dog: de kan have, det indrømmer jeg, deres nytte til tider:
legemet gavner de nok, hvis det blir gjort moderat.
Også jeg selv, ja hvem som helst, kan når tiden er til det,
sysle med al den slags, for det er slet ingen kunst.
Og skønt jeg selv sågar, som en ætling af BRAHERNES stamme,
har mit fornemme navn fra en betydelig slægt,
L4v|og skønt den urgamle BILLEslægts blod på mødrene side
også må hæve mig op mellem de fornemme folk,
rør det mig ikke, for det som jeg ikke personlig har frembragt,
såsom aner og slægt, kalder jeg ikke for mit.
Mit sind brænder af lyst til en større og ædlere indsats,
en hvori mit slid er af en ophøjet art.
I de højeste ting er der langt mere hæder og ære
mens det ydmyge tit griber en svagere ånd.
Jeg holder af med min ånd at bestige den tordnendes tinder
og på stjernernes hvælv mønstre de knejsende tegn.
Jeg holder af at iagttage alt hvad der funkler på himlen,
se den skabende Guds værk, så forunderligt smukt.
Dette er menneskets hverv, dét er en guddommelig lykke
som gør os mennesker lig gudernes himmelske flok.
Den der kan lide med sin sjæl at flyve blandt himmelens tinder,
og at nå med sin ånd op mellem stjernerne selv,
I.70|han har en lyst der er lig med gudernes, ikke med menskers,
én der kan løfte hans sind bort fra det jordiske her.
Himlen der lovedes os, har han lyst til at kende på forhånd
så han kender sit hjem når han skal flytte dertil.
Har han på Jorden sin gang, bereder Olympen ham glæde,
mens han bærer sit livs vægt i en dødelig krop.
Har han i himlen sin gang, bereder Olympen ham glæde,
for da nyder han selv godt af det evige liv.
Lykkelig er han på jord, og lykkelig højt over ætren,
han for hvem æterens hvælv ganske fordunkler vor jord.
Den, til gengæld, der lissom et dyr vil blæse på himlen,
lever, men ret beset uden begreb om sit liv.
L5r|Han har jo kun forstand på det jordiske, det der forfalder,
ser kun det som en blind muldvarp i jorden kan se.
Men det er få, ak, alt for få den milde Apollo
gav den gave at se alt på den høje Olymp.
De må nødvendigvis helt lade hånt om al dødelig gerning
for at få hovedet højt op der hvor guderne bor.
Dem kan hverken en Venus så mild eller Bacchus så tumpet
lure, og ej heller guld eller den flygtige ros.
Nej, de stræber imod noget større og langt mere fornemt,
noget som guderne selv også bekymrer sig om:
nemlig med knejsende sind at bestige de knejsende stjerner
og lade ånden få magt over det himmelske hvælv.
DSL logo

© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright

Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab