|||Til hans majestæt kejser Rudolf 2.
Tycho Brahes forord.

Astronomien er en ældgammel videnskab som lige siden første menneske, Adam, er givet til menneskeheden; og den er den fornemste af alle for så vidt som det himmelske og ophøjede står over det jordiske og laverestående. Denne guddommelige astronomi, der hvad det ydre angår, har sin oprindelse i øjnenes sanser, der bemærkede himmellegemernes evigt vekslende vandringer, har i lange tider, lige fra altings skabelse, hjemsøgt de mest fremragende menneskers ånd og begavelse. Så stor er den gode og trefold store Guds højhed at ingen skabninger kan nå til bunds i hans værkers visdom. Eftersom synet alene ikke kunne opfatte alle det overmåde beundringsværdige himmelske teaters hemmeligheder og den komplicerede mangfoldighed der møder synet, med den nødvendige præcision og nøjagtighed, har forskere til alle tider udtænkt redskaber og instrumenter der kunne hjælpe synet med at registrere himmellegemernes gådefulde bevægelser. Det er forklaringen på de søjler som den jødiske forfatter Josephus fortæller at Adam børnebørn rejste i Syrien og skrev deres opdagelser på for at bevare erindringen om dem for deres efterkommere. Hertil hører også egypternes og andre folkeslags høje og overdådige pyramider og mange andre indretninger der er konstrueret af oldtidens konger til samme brug, som man ser det i Indien, Syrien, Arabien, Kaldæa, Ethiopien, Egypten – først og fremmest i den alexandrinske porticus – og andre steder i de omkringliggende lande hvor der levede mennesker der var optaget af videnskaben om stjernerne.

Det vigtigste af alt inden for astronomien er nemlig at man kan foretage mange og jævnlige observationer af himlen med egnede og ikke fejlbehæftede instrumenter. Disse observationer skal så ved hjælp af geometri og ud fra passende hypoteser bearbejdes til sammenhængende størrelser og til en cirkulær og ensartet bevægelse (som himmellegemerne af naturen og uden afbrydelse tilstræber og udfører); og ved hjælp af aritmetik skal de bearbejdes til separate mængder så himmellegemernes baner og positioner stemmer overens med hvert enkelt tidspunkt.

Blandt alle dem der har arbejdet hårdt på dette felt, har vi i dag kun kendskab til det som Timochares, Hipparchos, Ptolemæus, Albategnius, kong Alphonso, og i den seneste tid Copernicus har optegnet, omend overleveringen fra de to første kun kendes fra gengivelsen hos Ptolemæus. Hvilke instrumenter de primært har anvendt til at observere himmelske fænomener, fremgår nogenlunde af deres skrifter. |Blandt dem finder jeg først og fremmest de følgende tre: parallatiske sigtelinjer, zodiakal-armilleinstrumenter og torquetum, som (ligesom flade astrolabier) især blev anvendt af araberne. De øvrige er mindre betydningsfulde. Muligvis fandtes der mange andre, som vi ikke har kendskab til fordi de ikke omtalt i teksterne. Den jordiske scene har set så hyppige omskiftelser og uroligheder, så mange krige og ødelæggelser at de beklageligvis nemt kunne gå tabt. Senere generationer har tilføjet kvadranten, radien og den astronomiske ring, hvortil kommer yderlige nogle der ikke vurderes så højt.

Men når nu himmellegemernes bevægelser i vore dage er blevet undersøgt mere nøjagtigt og på ingen måde viser sig at svare til de beregninger der kan foretages ud fra nogle af de gamles eller de nyere forskeres observationer, vækker det en ikke ubegrundet mistanke |om at de redskaber og instrumenter de brugte ved deres observationer, næppe var helt fri for fejl. Og selv hvis man ser bort fra alt andet, må det faktum at fiksstjernernes positioner i forhold til hinanden adskiller sig klart fra de angivelser fra Hipparchos som gengives hos Ptolemæus og derfra er nået frem til os, overbevise enhver. Manglerne kommer man ikke uden om, hverken hos de gamle, dengang kejsere og konger dækkede udgifterne til den slags instrumenter så de kunne fremstilles prægtigt af solide materialer af metal og i den nødvendige størrelse, eller i nyere tid i de instrumenter som Copernicus lavede for egne midler, som hverken havde den soliditet eller den størrelse der var behov for til de formål de var beregnet til. Det fremgår dels af hans værk De revolutionibus, dels af dem af hans instrumenter der stadig er bevaret. Et af dem, et parallatisk instrument, helt af træ, der slet ikke er egnet til observationer, er i min besiddelse.

Lige siden min ungdom har jeg overvejet om man ikke kunne afhjælpe dette problem, og jeg har derfor efterhånden, med utrolig umhu og store omkostninger, fået konstrueret forskellige astronomiske instrumenter hvormed himmellegemernes observerbare positioner kunne studeres med større præcision end det (med al respekt) er sket hos mine forgængere.

De instrumenter jeg lavede i min ungdom da hverken mine kundskaber eller min dømmekraft var tilstrækkeligt modne, nåede ganske vist ikke nøjagtig det ønskede mål, men efterhånden som jeg er blevet ældre og dermed mere erfaren, har jeg opfundet andre der var større og bedre, og fået dem fremstillet med stor dygtighed – instrumenter som næppe nogen har set før, og som med den største præcision og sikkerhed kan udføre det der forventes.

Jeg har konstrueret mange forskellige af varierende type, hvilket der er indlysende årsager til. For det første for at kunne bevise at en observation var fri for enhver form for fejl, ved at undersøge det samme fænomen på flere forskellige måder. Men også for det tilfælde at et af instrumenterne havde fået en skjult fejl (hvilket også Ptolemæus ser ud til at have klaget over i forbindelse med nogle af de instrumenter helt igennem af metal der dengang stod i portikus’en i Alexandria), kunne man have andre ved hånden, der kunne korrigere fejlen |og nå frem til den fulde præcision.

Dertil kommer at man kan undersøge hvor skarpt observatørerne (som der bør være mindst seks eller otte af) fokuserer, og hvor omhyggeligt de tæller, ved at holde dem op imod hinanden uden at nogen af dem ved hvilket resultat de andre er nået frem til. Og så vil jeg slet ikke nævne at variationen gør observatørerne omhyggeligere og mere opmærksomme og i sig selv er en fornøjelse.

Hertil kan føjes at der er noget af det der skal observeres, der, hvis det skal udforskes korrekt, passer mere til nogle instrumenter end til andre. Der kan være nogle der kun kræver højdemålinger og andre der sammen med dem også kræver azimuth; en del har udelukkende brug for afstande, nogle kræver deklinationer, nogle ækvatorialafstande, og andre egner sig til at finde længe og bredde eller rektascension eller deklination på én gang osv. hvis der er andet der giver mulighed for observation på himlen, hvordan de end udføres. Så alene af den grund er det nødvendigt med at stort antal forskellige instrumenter.

Men eftersom det mennesker udtænker og konstruerer til brug for videnskaben, bør publiceres, både af hensyn til fælleskabet mellem menneskene og for at videnskaben blive formidlet videre til senere generationer, har jeg besluttet ikke at holde disse fremragende og nyttige opfindelser for mig selv, men give dem videre til andre, hvis der (hvad jeg håber) noget steds findes folk der interesserer sig for så vanskelige sager. Derfor har jeg fået de instrumenter jeg indtil nu har anvendt, aftegnet og i det omfang det har kunnet lade sig gøre så hurtigt, gengivet i billedform, trykt og publiceret med vedføjede kortfattede forklaringer, som det kan ses i det følgende. Hvad dispositionen angår, har jeg især fulgt det system at jeg først har anbragt dem der måler højde og azimuth, hvoraf nogle kun måler højde, andre såvel højde som azimuth. Her står også de mindste og de mindst betydningsfulde først. De resterende, mere fornemme, som yder den største præcision, følger efter, og dermed er de første otte instrumenter gennemgået. Dog nævner og viser jeg også til sidst en meget stor kvadrant, kun beregnet til højder, som jeg i |min ungdom for mange år siden brugte i Augsburg. Hvad det skyldes, bliver forklaret bagefter.

Derpå følger armillarinstrumenterne, blandt hvilke de første er zodiakalarmillerne, der viser himmellegemernes længde og bredde lettere og med større præcision end det skete hos de gamle. Men eftersom de af visse årsager, som angives sammesteds, ikke på alle punkter rammer helt i plet (som man siger), følger herefter tre ækvinoctialarmiller, hvoraf den første består af tre ringe og en akse, den anden har fire ringe og en akse, mens den tredje og største klarer sig med halvanden ring og en akse, der som på de andre er glat. Den viser meget detaljeret såvel deklinationer som rektascensioner og samtidig afstande fra meridianen.

I den tredje |afdeling har jeg anbragt de instrumenter der tjener til at måle afstande mellem himmellegemer, det drejer sig både om korte og lange afstande, så længe de ikke overskrider en sjettedel af en cirkel. Der er fire sådanne instrumenter der har med afstande at gøre, selv om jeg har flere ved hånden, som det ikke var muligt på så kort tid at få tegnet og skåret i træ. Blandt dem er et der kan finde afstande mellem himmellegemer langt ud over en sjettedel af en cirkel, helt op til en halvcirkel.

Endelig er der, uden for den hidtidige orden, anbragt et instrument som jeg brugte i forbindelse med den aldeles forbløffende nye stjerne fra 1572 til at måle dens højde især når den stod i lavere positioner, og tilsvarende også den allerede omtalte meget stor kvadrant som jeg for mange år siden fik opstillet nær Augsburg i haven hos den fremragende, nu afdøde borgmester Paul Hainzel, der mens han endnu levede var stærkt optaget af disse videnskaber. Eftersom den ikke findes længere og kun holdt i fem år, ville jeg ikke give den plads mellem de andre instrumenter der måler højder, og i stedet har jeg anbragt i slutningen. Efter den har jeg anbragt en stålkvadrant, som jeg allerede har behandlet blandt de foregående, men dér indrettet på en anden måde. Herefter følger til sidst en kort beskrivelse af andre af mine instrumenter, som jeg ikke har afbildninger af. Her tilføjer jeg også et par bemærkninger om dem jeg stadig har planer om at udvikle. Disse sidste, såvel dem jeg har klar, som dem der skal fremstilles når lejlighed giver sig, vil jeg alle sammen senere give mere udførlig beskrivelse af, men nu hvor der ikke var billeder for hånden, vil jeg fatte mig i korthed og kun med få ord at berøre det der har med sagen at gøre. Sidst, men bestemt ikke mindst, viser jeg den store messingglobus der omfatter 1000 fiksstjerner som jeg i løbet af de sidste mange år med den største omhu og præcision har lokaliseret – i det omfang et så slidsomt arbejde, der kan være til gavn på så mange måder, kan forklares i få ord. Og hermed slutter jeg beskrivelsen af mine instrumenter.

Efter dem har jeg tilføjet en gennemgang af hvad jeg hidtil har udrettet, og om det der står tilbage at fuldføre, vedføjet nogle få breve fra berømte mænd med anbefaling af de opgaver jeg arbejder på. Som et appendiks har jeg besluttet at tilføje nogle gengivelser og forklaringer af arkitektoniske værker, som anskueliggør bygningsværker jeg over en del år har udtænkt og konstrueret til disse formål. Det kan ganske vist forekomme nogle mindre nødvendigt, især da de der agter at involvere sig seriøst i den slags, og som har tilstrækkelige midler til det, uden besvær af sig selv vil finde ud af hvordan bygninger til det formål skal indrettes, og ikke mindst hvordan man udnytter en gunstig placering. |Alligevel har jeg ment at det ikke var irrelevant at tilføje afbildninger af disse astronomiske bygninger som et eksempel til efterfølgelse ud fra det jeg selv har brugt så meget tid på at udtænke i denne forbindelse. Det er så stort set hvad denne bog indeholder, som det også vil fremgå hvis man blader i den. Hvis der er indsat eller tilføjet andet, vil den forstandige læser uden besvær finde ud af det på egen hånd og ikke have behov for min vejledning.

|Til dig, høje kejser Rudolf 2., min nådige herre, tilegner, dedicerer og helliger jeg dette og andre astronomiske værker, i al underdanighed og med et ihærdigt ønske om at tjene det fælles bedste. For ligesom din kejserlige majestæt i et og alt langt overstråler alle andre mennesker af lavere rang, således ved du også at det tilkommer din kejserlige værdighed og dit embede at stræbe mod himlen og det himmelske, der langt overgår det jordiske og ordinære – og dermed at værdsætte og støtte disse ophøjede studier. Det var tydeligvis det den gamle digter Manilius havde i tankerne de han skrev til Augustus, Romerrigets anden kejser, om denne himmelske videnskab og udstyrede den med disse fortjente hyldestord:

Derfor, høje kejser, tvivler jeg ikke på at du vil tage nådigt imod det jeg nu i mange år, næsten fra barndommen, med utrætteligt slid og utrolige udgifter har udrettet for engang at genoprette denne guddommelige og i højeste grad kongelige astronomiske videnskab, den vigtigste af alle videnskaber, og give den videre til efterkommerne i en bedre stand end den nogen sinde har været i, og at du i fremtiden vil værdsætte mig og de berømmelige studier jeg dyrker. Derved vil den gode og store Guds højhed og ære, der fremstår tydeligere i det himmelske end i alt andet på denne vældige jordiske scene, blive bedre kendt og vinde større vægt og værdighed blandt jordens folk. Og når du viser dig villig til at bevare, beskytte og fremme disse betydningsfulde sager, de vigtigste i den jordiske verden, vil din kejserlige majestæts ry og rygte bestå i al fremtid, så længe som selv sol og stjerner, og stråle desto klarere. Kun fra det der er evigt og uforanderligt som det himmelske, kan man opnå evigt og uforanderligt navn og hæder. Det øvrige, det jordiske og sublunare, er underkastet utallige forandringer, og derfor er også al den hæder det kan skaffe, flygtig og upålidelig og ubestandig, og ikke nogen vej til evigheden som det himmelske jeg taler om.

Må den høje og ubegribelige skaber af alt dette skænke dig, kejserlige majestæt, en rask sjæl, et sundt legeme, |fred og et væld af alle denne verdens goder sammen med en rolig og lykkelig regering, til hans ære, hans skabnings berømmelse og dine undersåtters gavn. Det er mit ønske og min ydmyge og dybfølte bøn. Lev vel, majestæt, og modtag nådigt denne nytårsgave, som jeg efter bedste evne, med ydmygt sind og med den største ærbødighed skænker dig.