Skønt aldeles forsømt gav Urania dig, gode Tycho,
lov til at vide besked om de hidtil hemmeligholdte
egne af himlen hvor guderne bor, og ætherens mange
ukendte, evige løb; hun åbenbarede for dig
hemmeligheden hvorom de himmelske akser roterer.
Men den formørkede, skinsyge hob tog uden at tøve
mod det hele med hån; de tåber der ingenting fatted,
gennemheglede alt og fandt på intriger og baghold,
udtænkte grov chikane og skød med giftige, onde
pile – men pile der mod et ubrydeligt skjold måtte briste,
skønt de med dem kunne omstøde selv de stolteste værker.
Ét kun har vægt for hende: hun ser på virkelig kunnen
uden at skele til menneskers vrøvl og indbildske tanker.
Her har du nu frembragt instrumenter der svarer til himlens
helligdomme – forunderligt nok – og med hvilke den høje
himmel kan tæmmes af dit geni. Pak jer bort, i profane!
De står mål med virkelig dyd, med et blik fra gorgonen,
ja, de er større end det, for de ænser slet ikke det gustne,
eller de folk hos hvem misundelsen sammen med hadet
vækker fordrejede tanker, for nej, når de rammes af blikket,
står de urokkelig og tavst og fast som de stejleste klipper.
Hvem kalder ikke de folk der foragter så himmelske gaver,
dumme, uvidende mænd, ja, dyr i menneskehylster?
Men, min Tycho, begiv dig op i gudernes gemmer,
hvor du, præcis som du gør, fra det høje kan le ad den usle
verdens naragtighed, smagløse larm og manglende viden
om hvordan guderne viser vor lod ad retvise baner.
Stå i den strømmende flod, og æns hverken regn eller stormvejr.
