||En anden Kvadrant af Messing, ligeledes med azimuthal Opstilling

Ogsaa denne Quadrant ABC bestaar af massivt Messing, men den er indrettet saaledes, som det kan ses af Afbildningen. Den har nedenunder en Horizont GHIK, som giver Azimuthen, og som er støbt af massivt Messing. Men hele Instrumentets Dele, som bliver forklaret hver for sig, er indrettet saaledes. Fra Centrum A til B eller C er Længden halvanden cubitus [58 cm]. Herfra strækker sig Omkredsen BC, der ogsaa er inddelt i enkelte Minutter ved Hjælp af Transversalpunkter efter vor sædvanlige Skik, men den har ikke saaledes som den paa det forrige Instrument nogen anden Inddelingsmaade, eftersom dens Rand ikke er saa bred, at der let kan blive Plads til flere. Den er dog omtrent to Tommer bred og er som sagt i Stand til ved Transversalerne at angive de enkelte Minutter. Det Kvadrat ADEF, som man kan se i Quadrantens Plan, og de Stivere, der er sat over Kors ind i den, er kun anbragt i den som Støtte og for større Sikkerheds Skyld; men for Resten kan dette Kvadrat ogsaa gøre Nytte ved geometriske Udmaalinger af Højden og Udstrækningen af Genstande, som ses paa Jorden og er opbyggede paa den ved Menneskers Arbejde, ligesom ogsaa det Instrument, som Peurbach gav Navnet Det geometriske Kvadrat, kan tjene hertil og til lignende Formaal, hvilket den nævnte fortræffelige Mand har forklaret og paavist i en særlig lille Bog, og som ogsaa de, der beskriver et Astrolabium, især dets saakaldte dorsum eller Ryg, angiver med mindre Omstændelighed, men ganske vist ikke med saa stor Nøjagtighed. Det andet tilføjede Stykke, som kan ses ved det nys omtalte, og som man maa tænke sig paa Bagsiden af Quadranten, formet som et Y og betegnet ved de tre Bogstaver WXY, har det Formaal at stille selve Quadrantens Plan vinkelret paa den Horizont, hvorpaa den drejer sig, hvordan den saa end bliver drejet rundt; og desuden skal den med den Ende, hvormed den er forbundet med Horizonten ved Y, ved Hjælp af en lille Skrue, om fornødent, holde den saa fast, at den bliver staaende urokkelig paa sin Plads og rigtigt viser Azimuthalgraderne. Sammesteds forbinder ogsaa en Stang, der gaar fra Centrum L til Skruen Y, Enden af Stiveren med den nederste og midterste Del af Quadranten, for at det altsammen skal kunne holde saa meget fastere sammen og følges ad under Omdrejningerne; og der er ogsaa yderligere anbragt en lille Fjeder forneden ved Skruen, for at Quadranten i en hvilken som helst Stilling kan blive staaende fast uden paa nogen Maade at rokkes. Men at denne Quadrant ikke er massiv i hele sit Plan, men at der findes de for Størstedelen firkantede Mellemrum, som man kan se paa den, det medfører den Fordel, at den vejer mindre og derfor ikke blot er lettere at operere med, men ogsaa kan flyttes fra et Sted til et andet, hvorfor den ogsaa er sammensat af forskellige Dele; men det skal vi senere tale udførligere om. Ogsaa dens Sigtelineal, som bærer Dioptre, skal vi nu om lidt tale om, naar vi først har forklaret lidt om Azimuthalhorizonten; for disse Dioptre tjener ligesaa vel til at observere Højde som Azimuth. Derfor ligger selve Sigtelinealen med sin noget aflange og brede Flade ogsaa overalt tæt op ad Quadrantens Plan, |saa at den ogsaa med sit nederste Stykke AS, der rager ud over den, ganske nøje følger det samme Plan, og Dioptrene med deres Pinnacidier er lige langt fra det og ogsaa danner en ret Vinkel med det; thi ellers vilde man ikke nøjagtigt kunne bestemme Azimutherne, for ikke at tale om Højderne. Men den Azimuthalhorizont, jeg har talt om, som befinder sig under Quadranten og ogsaa bærer den, betegnes ved GHIK og har indenfor sig nogle Stivere, der skærer hinanden over Kors i en ret Vinkel, for at den kan blive liggende saa meget mere fast, og for at Quadranten i sin Helhed kan dreje sig om disses fælles Vinkler, nemlig i Centrum af den omtalte horizontale Cirkel, i et Rør, der er anbragt paa det Sted. Den har ogsaa ved Enderne af disse Stivere fire Skruer MNOP, hvormed hele Horizonten og tilmed selve Quadranten, der staar oven paa den, kan indstilles saaledes, at denne falder nøjagtigt i en hvilken som helst vertikal Cirkels Plan, medens den førstnævnte falder i Horizontens Plan, og de saaledes begge kan benyttes, som de skal, baade til at bestemme Højde og Azimuth. Den Sigtelineal SVT, jeg for lidt siden omtalte, som er anbragt paa selve Quadranten, er med Hensyn til sine Dioptre og Pinnacidier indrettet paa samme Maade som beskrevet ved det forrige Instrument, blot at den forneden ved Dioptret S har to Haandtag, ved Hjælp af hvilke man med Haanden let kan hæve og sænke den, efter som den Højde, der skal observeres, udkræver det; de tjener ogsaa til, ved deres Vægt at holde den anden Ende af Sigtelinealen TA tilnærmelsesvis i Ligevægt. Hele dette Instrument hviler paa en kvadratisk Sten, der for lettere at kunne bruges er noget udhulet paa Siderne; den er betegnet ved Bogstavet Q. Den hviler igen fast paa en Stenstøtte R, som det tydeligt nok fremgaar af selve Afbildningen. Denne Quadrant har fremfor den forrige det Fortrin i sin Bygning, at baade den Horizont, som den hviler paa, og alt det øvrige herhen hørende let kan skilles ad og igen sættes sammen, saa at det egner sig til at transporteres fra et Sted til et andet i et Hylster, der passer til det, tilmed da det ikke er sammensat af saa mange Stykker som det forrige, og disse Stykker ved Hjælp af smaa Skruer, der er anbragt rundt omkring, ikke blot kan skilles fra hinanden, men ogsaa let kan sættes sammen igen ganske paa samme Maade som før. Derfor plejer jeg at kalde denne Azimuthalquadrant den transportable.

Instrumentets Anvendelse stemmer med den forriges, hvad angaar alt det, som skal observeres med Hensyn til Højde og Azimuth og afledes ad matematisk Vej og paa Grundlag heraf udtrykkes ved Tal. Ikke desto mindre maa man vide, at naar der udkræves en helt nøjagtig Observation, hvor det gælder en Brøkdel af et Minut, maa man ikke stole altfor meget paa disse to Quadranter. Jeg mener de Observationer, som tjener til at bestemme Solens Bane, hvor det drejer sig om ganske smaa Størrelser, og hvor der kræves en Nøjagtighed af en Sjettedel eller i det mindste en Trediedel af et Minut, hvilket saa smaa Instrumenter, der kun maaler en eller halvanden Alen, ikke er i Stand til at præstere. Lad os derfor nu gaa over til større Instrumenter, der egner sig bedre til den Slags Observationer, Instrumenter, der ikke blot kan klare den Nøjagtighed, der er nødvendig, hvor det gælder Solen, men ogsaa Udforskningen af ganske smaa Parallaxer og eventuelle Forskelle ved et hvilket som helst Himmelfænomen, og som desuden med den pinligste Nøjagtighed kan aabenbare meget andet ved Observation baade af Planeter og af Fixstjerner. Exempler paa saadanne Parallaxer vil man, hvis man interesserer sig herfor, kunne finde i andet Bind af |vor “Astronomiæ instaurandæ Progymnasmata”, hvor jeg baade i første og i anden Del omhyggeligt behandler de syv Kometer, der har vist sig i Løbet af de sidste tyve Aar, og med største Grundighed undersøger deres Parallaxer, for saa vidt som de kunde konstateres, og leverer et matematisk og uigendriveligt Bevis for, at de alle har befundet sig i de ætheriske Egne langt ovenfor Maanen. Ganske vist mangler der iblandt dem, der er udgaaet fra Aristoteles’ Skole, ikke Folk, som ikke er villige til at slaa sig tiltaals med den Sandhed, som er mere end tilstrækkelig bevist, saaledes som det ogsaa ellers ofte gaar med Menneskenes forskellige Meninger. Men Sandheden maa nu alligevel frem. Saa maa de, der erkender den og er villige dertil, tro paa den.