||Parallatisk eller Sigtelineal-Instrument

Dette Instrumentum Parallaticum, som ogsaa kaldes de Ptolemæiske Sigtelinealer, har jeg ogsaa ønsket at konstruere, siden det kun behøver et ganske ringe Tilbehør, nemlig tre Sigtelinealer, til paa et Øjeblik at maale Stjerners Zenithdistance og følgelig ogsaa deres Højde. Jeg har faaet et saadant, som helt igennem kun er lavet af Træ, der tidligere havde tilhørt den uforlignelige Copernicus og endda, som det hed sig, var forfærdiget egenhændigt af ham. Det blev sendt mig som Gave af Hr. Johannes Hannow, en Kannik fra Ermeland, hvor i sin Tid Copernicus havde boet, dengang da jeg i Aaret 1584 havde sendt en af mine Medarbejdere [Elias Olsen], der gik mig til Haande ved de astronomiske Arbejder, derhen med en Sextant af samme Slags som den, der er beskrevet af mig ovenfor i tredie Kapitel, i den Hensigt, at han ved dens Hjælp paa det nøjagtigste skulde maale Polhøjden i Ermeland [ved Frauenburg]. Jeg formodede nemlig, at der manglede omtrent tre Minutter i Copernicus’ Observation af denne, hvilket jeg var blevet opmærksom paa derved, at det forholdt sig anderledes med Solens Gang og Eclipticas Hældning, end det fremgaar af hans egne Tal. At det forholdt sig saaledes, bekræftedes ogsaa af Observationer. Det blev nemlig fundet med mit Instrument ud fra en stor Mængde Observationer baade af Fixstjerner og af Solen, at Polhøjden paa det Sted var 54° 22¼′ , saaledes som det udførligere er paavist af os i første Bind af “Progymnasmata astronomica” S. 34 f. [Opera Omnia II S. 30], hvor jeg paapeger Aarsagerne til den Fejl, Copernicus har begaaet ved ikke rigtigt at have bestemt Solens Gang. Men Copernicus gik ud fra, at det Steds Bredde i Følge hans Observation var 54° 19½′ , saa at der efter ham mangler 2¾′ i den nøjagtige Bestemmelse, ganske som jeg forud havde sluttet ud fra hans Data og de deraf afledede Talbestemmelser med Hensyn til Solens Gang. Da saa min Medarbejder kom tilbage til mig, bragte han ikke alene den Sextant, som jeg havde givet ham med, tilbage i fuldstændig ubeskadiget Stand, men medbragte ogsaa dette andet Copernicanske Parallatiske Instrument, som var skænket mig af den omtalte Kannik. Saa snart jeg fik det at se, blev jeg, skønt det var af Træ og ubekvemt at bruge, dog saa glad derover, fordi det mindede mig om den store Mester, der efter Sigende havde forfærdiget det, at jeg ikke kunde lade være med øjeblikkelig at forfatte et Heltedigt, som findes i første Bind af de astronomiske Breve S. 295 f. [burde være 235 f.] [Opera Omnia VI, S. 266 f]. Kort Tid efter lod jeg ogsaa i Lighed med dette Instrument forfærdige et andet, som var beklædt med Messingplader, hvorved jeg, for at det kunde være bekvemmere at anvende, foretog nogle smaa Forandringer og Tilføjelser; og det er saadan et, som vises her. Der er tre Linealer DE & EF & FD, af hvilke den første ED, som er rettet mod Zenith, foroven ved D er forbundet med en anden, der kan dreje sig i en rund Messingfordybning. De er begge lige lange, nemlig hver af dem fire cubiti [155 cm] lang, idet man blot regner den øverste Længde fra |Bogstavet D til F. For det Stykke, der rager ud derover, nemlig FG, er blot tilføjet i den Hensigt, at det skal omfatte og fastholde en anden, fladere Lineal; den første er nemlig spaltet. Men den tredie Lineal EH, som er længere og paa samme Maade ved E forbundet med den første DE, hvor den ogsaa kan dreje sig, har en saadan Længde, som den er nødt til at have, naar de to Sider DE og EF [Trykfejl, skal være DF] danner en ret Vinkel, i hvilket Tilfælde nemlig Linealen DF er løftet saa højt op, at den er parallel med Horizonten. Men de Dioptre, gennem hvilke man sigter efter Stjernerne, findes paa den samme Lineal ved H og I og udretter det fornødne ved Observation gennem Sprækker, der foroven og forneden er parallele med det forreste Pinnacidium, paa den Maade, som er opfundet af os. Paa det Copernicanske Instrument var der i Stedet for disse nogle Huller, gennem hvilke det er meget vanskeligt at iagttage Stjernerne. Hertil kommer ogsaa den Ulempe, at det forreste Hul, som findes i Pinnacidiet I, maa være større end det andet, dersom man bekvemt skal kunne betragte Stjernerne igennem det, og naar det skal gøre det muligt, maa det nødvendigvis omfatte en vis, ikke ringe Del af en Grad, nemlig mindst en Ottendedel eller en Tiendedel. Men under Observationen ved man ikke, om Stjernen ses nøjagtigt i Centrum af dette Hul eller ikke, og saaledes kan der gaa nogle Minutter tabt, saa at man maa undre sig over, hvorledes det er muligt, at ikke alene Copernicus, men ogsaa de Gamle, som benyttede saadanne Dioptre, har kunnet opnaa noget sikkert paa den Maade, selv om det øvrige var indrettet rigtigt. Ligestore Dele er afsatte paa den fladere Lineal ved Hjælp af Transversalpunkter efter vor sædvanlige Fremgangsmaade; og der er saa mange af dem, at de naar det sidste Ciffer i den sekscifrede Sinustavle paa det rette Punkt, nemlig det Punkt, der angiver samme Længde som de to første Linealers, saa at der dannes en ligesidet Trekant. Endvidere maa det bemærkes, at Linealen DK, der peger mod Zenith, indvendig har et Hulrum, hvori en tynd Messingtraad, der hænger ned fra oven, bærer et Blylod forneden ved K, for at ikke Traaden, som bærer det derinde, skal blive bevæget af Vinden. Der er nemlig ogsaa anbragt nogle aflange Aabninger paa dette Hulrum, og de kan aabnes og lukkes, efter som det behøves til det omtalte Formaal. Denne Traad viser ved en passende Afmærkning, som er foretaget dér, naar Siden DE ganske nøje peger mod Zenith; og dette kan man faa den til ved Hjælp af nogle Skruer forneden paa Fodstykket ved A, der drejer sig paa nogle Jernstykker ved L. De tre Linealer er nemlig ophængt paa en Støtte CB, som staar paa det omtalte Fodstykke, saaledes at de kan drejes frem og tilbage paa nogle runde Tappe. Denne praktiske Anordning med Støtterne har jeg føjet til paa dette Instrument; for den fandtes ikke paa det Copernicanske. Jeg har ogsaa tilføjet en lille Fjeder ved G, som bevirker, at Linealen AF [Trykfejl, skal være DF] bliver staaende ved en hvilken som helst observeret Vinkel, indtil Aflæsningen paa Siden af den længere Lineal er foretaget. Jeg har ogsaa gjort nogle andre Tilføjelser, for at Instrumentet kunde blive bekvemmere at benytte og arbejde med; men det vil jeg ikke gennemgaa i Enkelthederne, for at jeg ikke skal gøre Indtryk af at nedsætte mine Forgængeres Opfindelser ved at rette altfor meget paa dem.

Dette Parallatiske Instrument anvendes til at maale Stjernernes Zenithdistance, saaledes som Ptolemæus sædvanligvis gjorde det med Maanen, navnlig for at udfinde dens Maximalbredde, |selv om det ikke lykkedes ham med tilstrækkelig Nøjagtighed og almindelig Gyldighed, som det fremgaar af den Bestemmelse af Maanens Bane, som vi har foretaget i et Tillæg til det første Kapitel af det omtalte Bind af “Progymnasmata” [Opera Omnia II, S. 121 f.], hvor det ud fra nøjagtige Observationer er vist, at Maanens største Bredde ved Fuldmaanetid ikke er den samme som ved Quadraturerne; der er nemlig en tydelig Forskel, som kan beløbe sig til en Trediedel af en Grad, som det kan ses udførligere udviklet paa det anførte Sted med Angivelse af de enkelte Forhold og Omstændigheder. Men Vinkelafstanden fra Zenith FDE kan findes af Tangenstabellen eller Sinustavlen med Benyttelse af Inddelingen paa Linien FE. Der er nemlig i Trekanten givet to ligestore Sider FD og ED, men den tredie FE aflæses i den længste Lineal, naar Observationen er foretaget. Altsaa findes heraf Vinklen FDE, som maaler Stjernens Zenithdistance, hvis Komplement er den søgte Højde. Disse Linealer har ogsaa det Fortrin, at de let kan løses fra hinanden og pakkes sammen og transporteres til et hvilket som helst Sted. Men i Virkeligheden frembyder de, hvor omhyggeligt de end er forarbejdede, ikke paa en tilstrækkelig Maade den Præcision og Sikkerhed som de forhen omtalte Quadranter. Thi det er meget vanskeligt for Linealerne længe at holde sig helt lige. Hvis de er for lange, bøjer de sig ved deres egen Vægt, saa at de kommer til at afvige fra den rette Linie; og hvis de er for korte, er de paa Grund af deres ringe Størrelse ikke i Stand til at udrette det, man venter af dem.