||Et andet parallatisk Instrument: Sigtelinealer, som giver baade Højder og Azimuther

Nogle Aar tidligere havde jeg inden i et Taarn opbygget nogle andre Linealer, som, naar de i fornødent Fald blev drejet rundt, fyldte det helt. Og heri fulgte jeg en særlig Fremgangsmaade, som tildels efterlignede Hipparchus’ ældgamle Princip (hvis man kan tro, hvad der er overleveret); men ved Siden deraf var de forsynede med nogle nye Tilføjelser, som jeg selv havde udtænkt, med det Formaal at gøre dem mere stabile og bekvemmere at bruge. Deres Konstruktion kan ses af den vedføjede Afbildning, hvorpaa AD skal forestille den første og fundamentale Lineal, der er stillet horizontalt og kan drejes rundt, hvis det behøves. Den er 8½ cubitus lang [330 cm], og den bærer paa sin øvre Flade Sinustavlens sexcifrede Tal, kunstfærdigt delt efter min Sædvane ved Transversalpunkter, to Gange nummererede. Samme Længde som denne har to andre Linealer tilsammen, nemlig naar de lægges ned paa den; det er AB og BC, der hver for sig er 4¼ cubitus lang [165 cm]. Den forreste AB er fastgjort til Begyndelsen af den lange ved A, saaledes at den kan hæves og sænkes ved den og tillige drage med sig den bageste BC, der er forbundet med den ved et Hængsel ved B. Paa disse to mindre Linealer er der ingen Inddelinger, men kun den forreste AB har Dioptre og Pinnacidier, gennem hvilke man sigter med Benyttelse af Sprækker, i det nederste Pinnacidium ved E, hvor Øjet befinder sig, i det øverste ved F, og de er helt parallele; man kan altsaa, saa vel naar det gælder Højde som Azimuth, i enhver Retning sigte gennem disse. Alle disse tre Linealer er helt af Messing, meget fint glattede og polerede, og er af firkantet Form og passende Sværhed for ikke at skulle bøjes. Men for at de, for de to øverstes Vedkommende, lettere skal kunne løftes og sænkes, er der anbragt ved dem et opad ragende Stativ betegnet ved LNOP, som ogsaa har sine Stivere forneden, betegnede ved PVZ. Ved V er der en Skrue, som ved den cirkelrunde Skive W styrer selve Stiverne frem og tilbage paa det Fodstykke, der er anbragt under hele Instrumentet (hvorom senere), for at det ikke skal tynges af sin egen Vægt. Men det Stativ, der rager op imod Zenith, har den Betydning, at det, som sagt, kan løfte de øverste Linealer og sænke dem, efter som det ønskes, og tillige holde dem fast indenfor deres Plan, for at de ikke skal blive trukket til den ene eller den anden Side. Men de løftes og sænkes ved Hjælp af et Reb KLNM, der foroven ved LN bekvemt kan trækkes over et lille Hjul, og det er fastgjort til den forreste Lineal ved K, hvor et Metalstykke, der findes nedenunder og kan dreje sig om en rund Tap, er saa meget aaben indvendig, at Pinnacidiet ved F, uden at der paa noget Punkt træder nogen Hindring i Vejen, kan skelnes af et Øje, der befinder sig ved Dioptret E. Det er ogsaa hensigtsmæssigt, at Instrumentets Stilling kan undersøges ved Hjælp af en Lodline, som ender ved Q, nemlig om AD er nøjagtigt horizontal, eftersom LNPO er vinkelret paa den; men det kan forresten ogsaa |undersøges ved Lodlinen BR; for den skal i alle Tilfælde være midt imellem A og C. For at endvidere Linealerne lettere skal kunne løftes og blive staaende paa et bestemt Sted, hvor man ønsker det, og for at de desuden ikke skal rokkes til Siderne, men i enhver Stilling være i Plan med den nederste, længere Underdel, hvordan de saa end bliver ført op eller ned, er der ved Siden af dem anbragt to Quadranter IGH, mellem hvilke den forreste Lineal holdes indeklemt og bevæger sig, idet der ved H er anbragt en stiv Fjeder, og disse Quadranter er helt beklædte med Messingplader. De maaler fra Centrum A til Omkredsen I omtrent tre cubiti [117 cm]. Endelig bliver det Punkt, hvor Inddelingerne, naar Observationen er foretaget, skal aflæses, f. Eks. ved C, nøjagtigt angivet ved en Staalviser, og paa begge Sider ved C er der nogle Staalfjedre, som ogsaa tjener til at fastholde Linealen BC, for at den ikke skal synke ned ved sin egen Vægt.

Dernæst skal man ved XW forstaa Fodstykket eller den Basis, jeg før har talt om, hvorpaa hele Instrumentet hviler i den ene Ende, især den bageste, og drejer sig rundt. Paa dette er der foroven ved T en Skrue uden Ende af samme Slags, som jeg har omtalt før ved Halvcirkel-Instrumentet, som, naar den ved Hjælp af Haandtaget ved T hæves og sænkes, styrer ogsaa hele dette Instrument paa rigtig Maade, saaledes at den nederste og længste Lineal er ganske nøjagtigt horizontal. Endelig hviler ogsaa den yderste Ende af Linealen D paa en cirkelrund Mur, der er betegnet ved Bogstaverne Y, og under den paa den samme solide Mur er der en Azimuthalcirkel af Messing, inddelt paa passende Maade og parallel med Horizontens Plan og af samme Højde som det før nævnte Fodstykke; den er tolv cubiti i Diameter [466 cm].

Hele Instrumentets Anvendelse beror paa, at det kan bruges til at vise saa vel Højderne (nemlig ved Hjælp af selve Linealerne, paa Berøringspunktet med den nederste) som ogsaa Azimutherne, paa det Sted, hvor denne Lineals Spids med Viseren ved D berører Azimuthalhorizonten og peger paa et bestemt Punkt. Men med Højderne forholder det sig saaledes: da de to Sider, som betegnes ved Linealerne AB og BC, er lige store, og den tredie AC er bestemt ved Observationen af Aflæsningen, er Vinklen BAC, som angiver den søgte Højde, bekendt. Det samme kan ogsaa opnaas paa en anden Maade, hvis man aflæser det Punkt af Inddelingen, hvor Lodlinen BR berører den nederste Lineal, idet man begynder ved A. Saa er der nemlig givet en retvinklet Trekant, hvis ene Side er kendt efter Instrumentets Konstruktion, medens den andens Længde aflæses efter Observationen. Altsaa er den søgte Vinkel ved A kendt. Men hvortil Højderne og Azimutherne tjener, det maa man lære af den pragmatiske Astronomi, som vi tidligere har udviklet.

Dette Instrument, som i Omfang og Længde overgaar det forrige Lineal-Instrument, viser alting med større Nøjagtighed og er mere stabilt og lettere at anvende, navnlig til at bestemme Højder. Thi naar det desuden gælder om at undersøge Azimuther, frembyder der sig nogen Vanskelighed netop paa Grund af Instrumentets Størrelse og Vægt. Men denne |Vanskelighed kan man dog komme ud over ved at anvende nogen Omhu, idet man før Observationen stiller den nederste Lineal fast ved en eller anden Azimuth, som den Stjerne, der skal observeres, bevæger sig henimod, og saa, før Højden tages, ved Hjælp af Lodlinerne sørger for, at Indstillingen i enhver Henseende, baade horizontalt og vertikalt, er helt i Orden. Saa vil nemlig baade Højde og Azimuth uden kendelig Fejl kunne bestemmes ved dette Instrument ligesaa godt som ved de største Quadranter, som er beskrevne ovenfor.