Jeg havde sat mig for at skrive dig et brev, min kære Kaas,
og brevpapiret lå parat til pennens skrifttegn,
men netop som jeg sad og tænkte på hvor digtet skulle tage sit udgangspunkt
for at kunne leve op til alt det gode du har gjort
– da kom Urania med ét til syne fra Olympen.
(Jeg kendte hende godt, jeg har set hende før).
Hun trådte nærmere og sagde nådigt disse milde ord:
»Min protegé, hvad grubler du så vældigt over?«
Så glemte jeg min frygt og svarede
(for hun er nem et tale til når blot man kender hende:
»Sig mig, du himmelens gudinde, der bærer Olympens høje navn
du som jeg bruger alle evner, alle kræfter på,
du der har skænket dit ophøjede navn til den nye bygning
som det berømmelige Danmark skuer på det lille Hven
– og selvom Hven er lille, har den helligdomme indviet til dig,
hvis lige næppe findes på hele den store jord –
ja, sig mig, du gudinde der drejer himmelen og stjernerne omkring,
deroppe hvor du ser alt hvad der foregår på jorden:
findes der her i Danmark under bjørnen højt mod norden
mellem adelens fornemme mænd
nogen der støtter studier mere, viser muserne større omsorg,
nogen med større dygtighed, nogen med større kløgt
end ham der hedder Niels med efternavnet Kaas,
efter den danske konge landets næstfornemste mand?
Ham har jeg tænkt mig at sende et digt på tryk
som nu det lille Hven kan gøre det med sine typer.
Men manden har gjort så enorm en indsats og så mange store gerninger,
så hvor skal jeg tage fat, hvad skal jeg helst besynge?
Det splitter mine tanker, river dem i alle retninger,
og har sat mig i stå med mine distika.
Du, venlige gudinde, vis mig vejen for mit digt
så jeg dog i det mindste kan få sagt ham tak for noget.«
Sådan bad jeg med dæmpet røst gudinden,
og hun gav straks fra sine rosenrøde læber dette svar:
»Det er er en glimrende ide du der har fået, kære protegé,
og intet kunne glæde mig mere.
For mig står jo det skjulte klart, jeg ved besked
med hvad du tænker, og støtter derfor ganske uopfordret dine ønsker.
Jeg skal være dig behjælpelig med det du ber om, jeg skal bistå dig:
Min søster Thalia skal diktere digtet.
Jeg selv leverer den venlige muse stoffet,
i mig er der tilstrækkeligt med digt til dine distika.
Men du må huske på hvad der er sket, husk mine kvaler,
fortæl om dem til ham som jeg fortæller dem til dig:
Tænk, jeg der blandt de høje guder er så elsket,
den ældste af muserne, Jupiters førstefødte,
jeg er her på jorden en landflygtig, jages hid og did,
og finder intet sted at sætte mine trætte fødder.
Til æthioperne, til inderne, araberne, Kaldæas riger,
Ægypten, grækerne, Italien,
de spanske, franske folk, til Tyskland flakker jeg omkring,
men finder ingen steder sikkerhed og ro.
Så mægtigt trives griskhed, overfladiskhed, uvidenhed og luksus,
den grumme Mars og barbariet her på jorden.
Jeg er jo den der sørger for at jorden her har nat og dag,
og lader hvert år forløbe delt i måneder,
jeg skænker alting lys og livgivende varme,
og frembringer og hæger om alverdens rigdomme
(for uden mig kan hverken jorden eller havet skabe noget,
alt ville atter blive som de første tiders kaos uden mig
Ikke et eneste levende dyr ville findes på jorden,
ja, selv mennesket ville forgæves hæve sit blik mod himmelens stjerner)
– og dog har man på jorden kun foragt tilovers for mig, menneskene håner
min helligdom, og træder den i støvet. Al respekt er smidt på porten.
Og alt det tålte jeg i lang tid indtil jeg til sidst var led og ked af det
og lidt blufærdigt klagede min nød til Jupiter i disse knappe ord:
»Jupiter, nådige far, åh, hjælp mig i min nød:
For jeg, din datter, døjer med landflygtighed på jorden!
Jeg selv er uden om den ganske jord, og dog blir jeg holdt udenfor på hele jorden.
Hjælp mig så jeg, din datter, ikke skal hånes så groft!«
Med de ord holdt jeg inde og tørrede tårerne bort,
og han gav mig trøst og bad mig fatte mod:
»Vær du kun rolig, mit barn, for nok blir du forjaget
overalt hvor hede egne svides under sydens sol,
men du har ikke undersøgt hvad nordens kulde gemmer på:
Måske du stadigvæk kan finde glans og ære højt mod nord.
Dér har jeg set en ung mand du kan bruge, én der kerer sig om stjernerne,
ved hans hjælp kan din ære blive genoprettet, tro du mig!
Så stor er hans hengivenhed mod dig at han var villig til at rejse væk
fra hjem og fædreland for ikke at svigte dig.
Men jeg har selv påvirket kongen over Norden,
til ikke at lade ungersvenden rejse ud af landet hvis han vil.
For jeg har sat mig for at ligesom mine helligdomme dér, i Norden,
står uantastede, skal også du, min datter dyrkes her.
For ser du ikke – du der ser den hele jord for dine øjne –
dér hvor det vandrige Danmark betragter den nordlige Pol,
at dette land har en begyndelse til noget holdbart
– selvom det lille Hven, midt i det snævre stræde, kun er som en lille prik.
Nok er den ganske lille, men alligevel skal din berømmelse fra den snart vokse
og blive større end hvad sydens lande har præsteret.«
Sådan trøstede Jupiter mig i min sorg med sine venlige ord.
Og han så til at der var vægt bag ordene,
for snart fik Hven opført en bygning, opkaldt efter mig
og fyldt med ting beregnet til at dyrke mig.
Der skabes instrumenter dér som ingen æra før har skænket mig magen til,
så meget håndværk og så stor bekostning er der investeret i dem.
Så fint frembragte du dem aldrig, dygtige ægypter i de fjerne tider,
skønt himlens stjerner altid glimter venligt ned til dig,
hvadenten de blev konstrueret for dig af Timochares eller Hipparchus,
eller den store Ptolemæus lagde sit til værket.
Ej heller Syrien anlagde sådanne veje til stjernerne
skønt det var dér Albategnius fra ar-Raqqah holdt til.
Og heller ikke Syracus opbyggede så høje stiger op mod himlen,
for det går Archimes' anstrengelser uden om.
Rom var jo Verdens hovedstad – men indlod sig ikke på noget så stort,
selv ikke med din bistand, Menelaos.
Skønt kong Alfonso satte maurere, arabere og spaniere sammen
om at beskrive stjernerne med stor bekostning,
lykkedes det aldrig for ham at få stjerner til at stemme overens med tal
– han havde nok ikke den slags hjælpemidler.
Ja, selv den mand der regnes for
at have lagt sidste hånd på vores videnskab, Kopernikus,
en overmåde stor personlighed, der giver dig, Tyskland,
himmelsk ry – selv han kunne dårligt have løftet en sådan byrde.
Men jeg foragter ikke det de gamle har præsteret,
for uden dette kan min ære ikke genoprettes.
Det jeg er ked af, er at stjernerne i gamle dage
ikke blev observeret præcist, men med alt for unøjagtige metoder.
Så da jeg så min bolig rejse sig i Norden,
og så at Nordens lande ikke ville stå tilbage for de sydlige,
men gjorde hvad de kunne, for at overtrumfe dem – da blev jeg glad
og sagde: »Jupiter skal have så mange tak:
han har så meget medynk med sin datter at han gør mig fri
af den foragt der længe har besværet mig.
Og nu får jeg, præcis som jeg er størst blandt muserne,
det største navn på jorden, eller lige så stort som alle andre.«
Ja, sådan nød jeg henrykt udsigten til sikker hæder og respekt,
jeg frydede mig over at min ro og fred var genoprettet.
Men se så hvordan ambition og afsindigt begær efter vinding
lokker misundelsen, det barn af Pluto, frem:
Hun kommer jagende i huj og hast fra underverdenens dybe svælg
og med sig har hun raseri og grusomt had.
Hun følger dygtigheden som en skygge,
plager den med sladder og løgnagtige forhånelser,
og ærgrer sig grusomt når andre har heldet med sig
Derfor er kinderne gustne og ansigtet blegt,
brysterne guldner af galde, tungen dækker over bundløs gift.
Aldrig har hun ro på sig, så ivrig er hun efter ondt:
Hun rakker ned på uskyldige folk, hun gnaver over alt, for alting gnaver ondt i hende,
og når hun ingen skade kan gøre, hun bærer hun sin straf i sig selv.
Værre tortur har selv Siciliens tyranner aldrig fundet på:
hun er som tyren med det ildsprudende svælg.
De ægger hende begge to – selv om hun ganske uopfordret selv
er med på alt hvad der er ondt – og råder hende til jage mig på flugt.
Måske de – eftersom de holder alt for meget af det jordiske –
er bange for at det ikke kan vokse nok hvis jeg er i nærheden.
Derfor truer hun med list og baghold, ikke åben krig,
for hun gør gerne skade under påskud af at gøre godt.
Hun gjorde alt det onde hun kunne komme til, og ville gerne gøre mere
der kunne gøre vejen op til stjernerne besværlig.
Hun bildte andre ind at min opgave var unyttig
og at den var umulig – så urimelig bliver hun!
Hun gav, det må jeg tilstå, min tålmodighed et knæk
Jeg var nær blevet ked af det værk jeg stod i færd med,
og var rejst bort – for jorden strækker sig så milevidt
og overalt kan mine stjerner ses.
Jorden er overalt forneden, himlen overalt foroven.
Hvert land der sætter pris på mine helligdomme, er mit fædre¬land,
og intet ville ændre sig hvis jeg igen drog bort
– at flytte tit og ofte, det er noget jeg er vant til.
Men så kom jeg i tanke om at hun, misundelsen, snart efter i det skjulte
ville triumfere over sådan at have jaget mig på porten.
Nej, skulle hun, der selv er groet frem af dødens dunkle skygger,
forjage mig, en gud, en datter af den store Jupiter?
Mens jeg nu tøvede og overvejede hvad jeg skulle stille op,
kom Jupiter mig nok en gang til undsætning
og på sin egen måde fik han netop ham du nu sat dig for at skrive til,
opmuntret til at afhjælpe mine problemer.
Den mand er nemlig altid rede til at støtte gode planer,
han handler altid kun for landets bedste, ikke for sit eget,
og derfor vil hans hjemland altid stå i gæld til ham
hvor andre står i gæld til deres land – hvem kan vel være mere rig end det?
Så længe han er i sin fulde blomst, så længe, Danmark, vil du blomstre,
og intet kunne skade dig – men når han falder bort, så vár dig!
Han støtter med sit styre alt det bedste, og afværger alt der er ondt.
Han står i faders sted for fædrelandet.
Og efter som han har en stor og omfattende viden om alverden
dyrker han også mine helligdomme med den rette agtelse.
Nok er han ikke opflasket med den slags fra de unge år
(for hvem kan lægge lige vægt på alle studier),
men når han ser tilbage på historien og alt hvad der er sket
fra Verdens skabelse, så husker han på mig.
Det viser ham hvor ivrigt man i gamle dage dyrkede mig,
hvor stor respekt der dengang stod omkring mig
– så stor at konger kun, og ingen andre,
fik lov at underlægge stjernerne deroppe deres ånd.
For kun de kongelige sjæle, der berører himlens tinder,
er stjerner værdige.
Tænk på Alkides, Perseus og den smukke Orion,
Arctophylax, Cepheus, Chyron og Heniocus,
der har givet stjerner navne og opkaldt dem efter sig selv,
så deres ry vil stå sålænge himlen står.
Men da nu statens styre lægger store byrder på en konge,
og krigeriske fjender ofte melder sig,
blev det snart almindeligt, hvis nogen havde lyst og anlæg for
at lægge de svimlende veje til stjernerne bag sig,
at de på eget initiativ hjalp deres fædreland og deres konge
og lagde store summer i at udforske de høje stjerner.
hvis ikke kongerne i gamle dage havde gjort det sådan,
hvordan havde år og måneder så været afgrænset?
Hvor lille en erindring havde vi så ikke haft i dag om fortidens begivenheder?
Hvor stort et barbari, og hvilket kaos hele verden rundt?
Da ville menneskenes ikke være anderledes stillet
end vilde dyr – ja, måske endnu lavere.
De ville se mod jorden, mere krumbøjede end dem
– de som af Gud har ordre på at løfte hovedet højt mod stjernerne.
Disse, og også mange andre ubehageligheder der kunne ramme jorden,
hvis mennesket intet havde vidst om stjernerne,
[…]
Og denne fremsynede mand, han gjorde som erfaringerne sagde ham,
og ville ikke lade sit fædreland gå glip af denne ære,
men lod i stor stil landet hævde sig med fornem kunst og videnskab
som den mæcen for lærde studier han ønskede at være.
Og min kunst – der jo er de andres overlegen –
den lod han heller ikke lide i landflygtighed fra fædrelandet.
Han, ene mand, fik atter mig på fode med sin rådgivning.
Han var den eneste der så hvad vi var ved at miste.
Han slog misundelsen tilbage så den nu beskæmmet
har gemt sig i sin hule og sidder der og græmmer sig i stilhed.
Og han så til at Danmark lod mig få et hjem Norden
og derved vinder sig berømmelse på mine studier.
At Hven har rejst et hus viet til mig
og nu med dygtighed dyrker Uranias kunster,
at Norden nu har bygget instrumenter
som man end ikke kan se mage til i syden,
– alt det skylder jeg ham, for det er først og fremmest hans fortjeneste
at jeg endnu kan nyde ære og respekt.
Hvis mine stjerner i de år der kommer, bliver klarere forstået
– hvad jeg har god forhåbning om –
og hvis engang de dødelige mennesker til bunds får indsigt i
den vej som Phoebus følger, den Diana kredser på,
hvis de engang forstår de øvrige planeter,
og hvad systemet er i deres baners vekslen,
hvis fixstjernerne hele himlen over kommer endeligt på plads
så deres positioner ikke er fejlagtige som før
– så har de én at takke, det er ham, ham skylder de det hele,
de mennesker der drives af en himmelsk kærlighed til bestige himlens stjerner
At Danmark nu til evig tid har vundet sig et navn
ved at have bragt min videnskab på fode,
det kan det tilskrive ham – den hæder havde landet aldrig vundet
hvis ikke han alene havde taget hånd om værket.
Derfor vil hans berømmelse nå ud til hele jorden
ja, overalt hvor klare stjerner glimter ned til verdens folkeslag,
og ikke kun fordi han gavner og besmykker fædrelandet
med råd og planlægning – og derved sikrer alle fred –
også fordi han aldrig føler sig for stor til at hylde mig,
det har han da vist ikke mindre ære af!
For (for så vidt som man kan tro på mig der styrer himlens skæbne):
hans pris vil aldrig nogen sinde dø.
Nej, han vil leve lykkeligt på jorden til sin høje alderdom
og altid være elsket af sin konge og sit folk.
Så længe han lever, vil hans ry bestå, til alles fryd,
og også efter døden vil det leve.
Som gammel mand vil han omsider mæt af dage
gå til Olympen og dér blive gudernes kærkomne nabo.
Det var hvad jeg kunne tænke mig at du skulle skrive
Genkald dig det, send det ud på tryk,
så det kan fæstne sig i mandens sind med eftertryk,
og så hans kærlighed til mig aldrig kan fjernes.
Bring ham min tak på mine vegne fordi han støtter og beskytter mine helligdomme
så ingen kan jage dem ud af hans land.
Nu skal han blive ved som han er begyndt, og fastholde min agtelse
så Danmark stadig ofrer på mit alter
så længe stjernerne på himlen stråler højt deroppe.
Derved vil han få lige så strålende et navn på jorden.
Og når jeg regner ham blandt dem der har sat mine værker højt,
skal han have plads iblandt de allervigtigste.
Ham vil jeg aldrig blive færdig med at takke,
jeg vil hylde ham fra sjælens inderste og støtte ham af hjertets grund.«
Med de ord vendte så Urania tilbage til Olympen i det høje
for at bestyre stjernerne efter de vante love.
Eftersom jeg er gudindens protegé, som hun jo selv siger,
ville det ikke være rigtigt at fortie den besked hun gav mig.
Jeg gengiver alt nøjagtig som gudinden selv fremsagde det.
Guderne give at det ikke vækker anstød!
Og nu, du mægtige mand, har jeg tilbage
at sige dig så stor en tak jeg overhovedet magter.
Og skønt jeg aldrig kan betale dig tilstrækkeligt tilbage, vil jeg huske det
så længe jeg har livet i behold.
Men for at du kan være sikker på at dette ikke har været tomme ord
de ord hvormed Urania har hædret dette sted,
og se hvor store instrumenter der her er konstrueret til at måle stjernebanerne,
her hvor det høje Hven omkranses af det snævre hav,
ber jeg dig gøre mig den glæde at besøge mig
så snart det bliver forår og vinteren er borte.
Det er jeg ikke bange for at bede dig om, for det har du jo allerede har lovet,
og jeg er ganske sikker på at jeg får ønsket opfyldt.
Men for nu ikke at holde dig borte fra mere alvorlige sager
med mine lette distika siger jeg her: lev vel og hav det godt!
