III

[42]|For Børnene blev det snart saadan, at de ikke ret vidste, hvor de skulde gøre af sig. –

Da Bedstemoderen havde givet dem noget Aftensmad, skulde hun ud at malke. Hun havde en Ko staaende paa Foder oppe blandt Gaardens Køer, og tre Gange i hvert Døgn kunde man til uryggelig bestemte Tider se hende komme stampende op igennem Haven med sin hvidskurede, blankgjordede Mælkestrippe i Haanden.

Saadan ogsaa denne Aften.

Og da hun gik uden at give nogen Slags Besked, har det sagtens været hendes Plan at vende tilbage, som hun plejede, saasnart Malkningen var besørget.

Men saadan kom det jo ikke til at gaa.

– Saa var Barnepigen og de Smaa borte, og saa var Bedstemoderen gaaet. De fire Søskende og de to Kusiner var nu helt overladte til sig selv dernede i det lille Hus.

Og da var det, at de fik en Følelse, som de ikke ret vidste, hvor de skulde gøre af sig.

43| Inde i Stuerne kunde de ikke holde det ud. Dér var nu næsten hel Aftenskumring, og der var ogsaa bleven saa sært uhyggeligt stille.

Og ude kunde de, med kortere og længere Mellemrum, bestandigt høre de skrækkelige, klagende Skrig.

Det var udenfor Havelaagen og indenfor den, og det var nede ved Bedstemoderens Husgavl, Moderens Skrig naaede dem allevegne; de kunde ikke blive dem kvit.

Det blev da til, at de slog sig sammen to og to og gik og drev omkring uden om Haven, eller de satte sig ind under de sorte, skyggefulde Træer i Udkanterne og ved Diget bagved Bedstemoderens Hus.

Her gik eller sad de saa Parvis og talte sagte og hviskende sammen om alvorlige og mærkelige Ting. Mest noget, der berørte de smaa Børns Komme, som de belagde med megen Mystik.

Ud over Markerne laa endnu det fulde Dagslys og Skæret af den synkende Sol, der var ganske flammende og luerød i sin Dalen.

Dagens Liv og Travlhed var ogsaa i fuld Gang endnu.

Det havde i lang Tid været saadant daarligt og vanskeligt Høstvejr, at man ingen Vegne havde kunnet komme med Arbejdet. Men det sidste Par Dage havde man haft frisk Vejr og Solskin, saa der havde været meget Jag ud over Markerne, 44| og Folk holdt længe ud om Aftenerne for omsider at faa en Ende paa den langstrakte Høst.

Her var der nogle, som stræbte for at faa den sidste Havre hjem, hist gik Rivemaskinerne med rask Fart paa og klappede Rivningen af i lange Striber tværs over Stubbene. Et andet Sted red de hestekobler til Vands, et tredje trak de Køerne hjem, og ind imellem kom der Flokke af Arbejdsfolk drivende og drontende fra Marks i trætte Klynger.

Saadan var der overalt i Byen, og det saa' helt rosomt og dagligdags hyggeligt ud.

Ogsaa Folkene fra Broholm, hvor det dog ellers gik noget strengere, mere herregaardsagtigt til med Overholdelsen af Fyraften, var ude omkring i Markerne endnu. Fra Bedstemoderens Hus kunde Børnene se, at der var et Hold nede ved Havren i Kærene; af Hensyn til det vanskelige Vejr gik de og satte Negene i smaa Stakke. Og oppe fra Havelaagen kunde de se, at der var en to, tre Spand Heste og en Del Folk beskæftigede ved Rivningen i Østermarken.

Et Par af Pigerne maatte sammen med Bedstemoderen være i Gang med Malkningen oppe i Kohaven. Man kunde tydeligt høre deres Stemmer, naar de skændte over, at Køerne ikke vilde staa stille eller piskede for slemt med Halerne.

En Gang paa deres maalløse Trippen rundt kom de seks Børn til at staa i en Klynge oppe ved 45| Hjørnet af Havediget. Der stod de og saa' ud over det travle, bevægelige Liv, som rørte sig omkring i Landskabet, og da fødtes der et fælles ønske hos dem:

At de havde Del i dette.

»Se paa Rivekarlene i Udmarken,« sagde en af dem.

»Se paa Folkene nede ved Havren,« sagde en anden.

»Se paa Jens-Peter Hjorddreng, – nu er han ude ved Faarene.«

»Se paa gamle Væve-Ane, – nu driver hun sine Gæs hjem.«

De nævnede hver enkelt Del med en naadelig Længsel i Stemmen og stirrede vidt ud omkring sig. Det laa i Tonen, at de havde stærk Trang til at gaa hen enten her eller der og være med, hvor Folk gik og puslede saa jævnt og geskæftigt.

Men samtidigt forstod de godt, at naar det kom til Stykket, kunde de alligevel ingen Steder gaa. De skulde blive her, hvor de var, og her, hvor de ikke kunde undgaa at høre Moderens skrækkelige Skrig. De havde ikke Sindsstemning til andet.

»Jamen kan vi gaa hen til nogen af dem?« spurgte lille Hans og nikkede med Hovedet ud i Retning af de forskellige Klynger og Mennesker.

»Nej,« svarede Lise, »vi kan ingen Steder gaa.«

46| Nej, saadan mente ogsaa Hans. – Og saadan mente alle de andre.

Det var afgjort, de kunde ingen Steder gaa hen.

– – –

Som nu Børnene gik her og drev omkring i ængstelse og Uro, saa' de pludseligt, at Gine-Barnepige kom løbende vestpaa fra Gaarden. Hun løb, saa hendes hvide Hovedklæde gled hende ned i Nakken, og Skørterne stod hende op om Knæene, – løb og løb, indtil hun var kommen ud for Lukkeagrene, nogle Markskifter ned ad Kærene til.

Her sprang hun op paa et Digehjørne og vinkede og kaldte over i Kæret, vinkede, saa Armen svingede som en Mølle, og raabte op den ene Gang paa den anden.

Det var Niels Povlsen, hun kaldte paa, den lille lavbenede Forkarl.

Niels kunde nok til en Begyndelse ikke ret høre hende, eller ikke forstaa, hvad hun sagde. Men Børnene deroppe ved Havehjørnet de kunde i den stille Solnedgangsstund høre ethvert af hendes Ord ganske tydeligt:

Niels Povlsen skulde komme hjem og spænde for, han skulde af Sted efter Doktoren. – Og han skulde skynde sig alt, hvad han kunde – komme lige øjeblikkeligt.

Saadan lød den letfattelige Ordre i al sin Knaphed.

47| Straks efter saa' de da ogsaa Niels komme springende i største Hastighed. – Han var en lille førladen Karl og havde ellers Skyld for, det tog ham lidt for lang Tid at flytte sine korte Ben; men de, der saa' ham den Dag, gav ham Lov for, at han kunde bruge Benene godt.

Der gik kun faa Minutter, saa hørte Børnene Hovslagene dundre af det Par Heste, han havde snappet ned ved Kæret, og som han nu kom sprængende paa i susende Karrière ad Vejen op forbi Bedstemoderens Hus.

Aa, dog! – Dette var jo en hel ny Vending.

Børnene havde alle drejet paa Hovederne og stod og strakte Halse imod Syd for med øjnene at følge de sprængende Heste, lige til de forsvandt bagom Ladegavlen.

Saa lod de sig stille dumpe ned paa de fremspringende Knolde, der laa der opad Digesiden. –

– Den næste halve Time blev en underlig Ventetid for dem.

Med den Fart, der havde været over Gines Løb, og det rivende Ridt, hvormed Niels var sprængt forbi dem, faldt det naturligt at tænke, at der ogsaa kun vilde forløbe kort Tid, før Køretøjet kom susende forbi; thi anden Vej ad Fjordby til, hvor Doktoren boede, fandtes ikke. Dermed var de fuldt fortrolige.

Men der kom intet Køretøj.

Straks efter at de galopperende Heste var svun48|det dem af Øjesynet, havde de hørt en Vogn blive trukken frem og rulle rundt over Stenbroen oppe paa Gaarden og ogsaa Lyden af Hestenes raske, travende Fodslag henimod Vognporten, hvor Seletøjet hang og hvor Vognen maatte holde, havde de hørt. – De kendte jo alle Lyde saa vel deroppe og havde let ved at slutte sig til, hvad der foregik.

Men derefter var der bleven helt stille paa Gaarden. Ingen Vognrumlen, ingen Piskesmælden, og Niels Povlsen viste sig ikke.

De gik til Sydgavlen og de gik til Nordgavlen og de kiggede og lyttede og lyttede og kiggede; men der kom ingen Vogn jagende efter Doktor.

Og hvad gik der vel af dem deroppe? – Hvorfor skyndte de sig ikke? – For det var jo klart, at Moderen maatte have det sværere og sværere, – rent utroligt ondt.

For lidt siden havde de ogsaa været en Afstikker oppe ved Havelaagen og de havde hørt, hvor hendes Skrig stadigt tog til i Styrke og Vildhed. – Og ind imellem kom der nu bedende Raab til Gud og Frelseren om at give hende Hjælp og Styrke, thi hun kunde ikke blive ved at holde sin Pine ud.

»Aa, Gud i Himlen hjælpe mig! – Herre Jesus Christ, jeg holder det ikke ud! – Jeg holder ikke Pinen ud! – Hjælp mig! – Hjælp mig!« raabte hun i sin Nød og Vaande.

49| Og Klageraabene skar igennem den smukke Aftenstilhed, som nu imod Solnedgangstid hvilede over den store Have. Gang paa Gang kom disse jamrende, klagende Skrig farende derned til Børneklyngen og sønderrev al Havens, ja, al Høstaftenens Fred og Ro.

Og Vognen kom stadig ikke. –

– Børnene syntes heller ikke, de kunde »holde Pinen ud«.

Hvorlænge havde de nu gaaet her og ventet? – De vidste det ikke. Men det maatte da være en græsselig lang Tid. Derom var de forvissede.

»Vi faar heller slet int' novet og vid',« var der en af Kusinerne, der yttrede.

Nej.

»Bare vi endda havde én af Førfolkene, som vi kunde spørge.«

Ja.

Men de havde ingen Voksne at tale med, og de syntes nu, de maatte se at faa Forbindelse med Folkene oppe paa Gaarden. – De kunde ikke blive ved at gaa der saa helt udenfor det altsammen.

Jaja. – De havde lovet at blive hernede, til man hentede dem. De huskede det nok. – De følte heller ingen Trang til at være enten trodsige eller opsætsige.

Langtfra.

Men alligevel, – det kunde ikke blive ved at 50| gaa, som det gik. – De fik vel saa prøve, om de ikke ubemærkede kunde liste sig til at faa lidt at høre og se.

Og efter en Del Smaasnak frem og tilbage blev de enige om, at Lise og Elsbet, den ældste af Broholmbørnene og den ældste af Kusinerne skulde følges op paa Gaarden. Bagefter skulde de jo saa komme ned og give de andre Besked.

Saadan blev det.

Og derpaa saa' man de to Smaapiger liste sig stille op igennem Haven og henad Bryggersdøren til.

For de vilde gaa Bagvejen ind.