IV

[51]|Broholms Ladebygning og Udhuse var ikke videre forskellige fra almindelige Bøndergaardes. De var bare en god Del længere og større, ellers var de sammenbyggede og slaaet i Vinkel som hos de fleste andre.

Stuehuset – eller »Hovedbygningen«, som man under den tidligere Ejer var bleven vænnet til at sige – var ganske urimelig lang og med et Par pyntelige Karnapudbygninger, der nok kunde tyde paa, at der en Gang havde boet mere fornemme Folk paa Broholm, end der gjorde nu.

Omtrent midt paa Stuehuset var der bygget en Fløj ud mod Syd, der strakte sig mere end Halvvejen ad Laden til. – En mærkelig Fløj med store snirkelprydede Buevinduer til den ene Side og lutter smaabitte Vinduer, hvis Ruder tilmed var baade blændede og tilgitrede, ud til den anden.

Denne Fløj havde delt Gaardspladsen i to Dele, hvorved der var fremkommen hvad man kaldte: »Herskabspladsen« og »Borggaarden«.

52|Det var den over hele Egnen velkendte »Gammel-Fruen«, der i sin Tid havde rejst dette Bygningsværk.

Anders Gram, den nuværende Ejer af Broholm, havde nemlig været gift en Gang før. Hans første Hustru var hans Næstsøskendebarn og en Datter af den fornævnte »Gammel-Fruen«, som var en fornem Dame med mange herskabelige Fordringer og Vaner.

Denne fornemme Dame havde ejet Gaarden, men i en saa uhyggelig gældbunden Forfatning, at hun, for at redde Ejendommen, havde ladet Datteren gifte sig med sin fjerne Slægtning, Anders Petersen, (Gram-Navnet var »Gammel-Fruens«, og det blev først tillagt Anders efter Giftermaalet), hvis Forældre levede som grove Bønder, men var meget rige. – Selv havde han faret meget paa Holsten baade med Heste og Stude og tjent sig mangen god Skilling.

Denne første Kone havde været skæv i Ryggen og meget svagelig, og hun døde barnløs et Par Aar efter Brylluppet.

Da tænkte Moderen, – »Gammel-Fruen« – at der sagtens vilde følge en jævnere Herskerinde efter Datteren, eller at »Bondekrammet«, som hun afskyede, snart vilde tage Styret baade ude og inde, og da byggede hun Fløjen, som delte Gaardspladsen – byggede den som et godt Udtryk for egne Tanker og Følelser: Lutter Blænd53|ruder til Folkesiden og rigeligt med store Buevinduer og mange Snirkelprydelser til den anden Side.

Og her havde hun levet og regeret, stramt og herskesygt, lige til Døden for en tre, fire Aar siden var kommen med Bud til hende.

Men Fløjen blev.

Den stod den Dag i Dag og gjorde sit Skæl mellem »Herskabspladsen« og »Borggaarden«, skønt der nu ikke, hvad Fornemhed og fine Fornemmelser angik, var stort tilbage af det Svælg, der forhen havde skilt Beboerne fra de forskellige Sider af Fløjen.

– – –

Det var ogsaa denne fremspringende Fløjbygning, der nu kom i Vejen for Lise og Elsbet.

De to Smaapiger, der var sendte ud paa Spejdertogt, var nu naaede herop til Gaarden og gik og kiggede om Hushjørnerne nede ved Bryggerset og Folkeindgangen; men de kunde ikke opdage det Køretøj, som de nede ved Bedstemoderens Hus havde ventet saa heftigt og spændte paa.

Det holdt jo ovre paa »Herskabspladsen« paa den anden Side Fløjen.

Borggaarden forekom dem i det Hele at se saa sært forladt ud. Der var hverken Mennesker eller Dyr eller Vogne at opdage, og Lise gik og skuttede sig forsagt og modløs, – næsten som hun 54| havde mest Lyst til straks at vende om og gaa ned til Huset paa Toften igen.

Men Kusinen, som anede Lises Vankelmodighed, drev hende fremefter.

»Vi ved jo, hvad vi er kommen herop efter,« sagde hun med lidt paataget Haardhed, – som om Bemærkningen var beregnet paa at skulle virke som et Albuepuf i Siden paa Lise.

Og noget efter listede de sig saa ind ad Bryggersdøren og kom ind i det store Folkekøkken.

Der var ogsaa tomt.

Grødgryden stod og puttrede over en svag, udglødet Tørveild, og Folkenes Gammeltøl stod skænket i de store, hvide Spølkumskaale, de plejede at drikke af, naar de kom hjem fra Marken. Der var et vældigt Geled langs ad det knastrede, hvidskurede Bord.

Men Mennesker saa' de ingen af.

Saa kom de over i den brede Tværgang, der adskilte Køkkenet og alle de øvrige Stuer og Kamre af Folkenes fra den saakaldte »herskabelige« Del af Bygningen.

Men der var stadigt helt mennesketomt.

Og Lise begyndte atter at skutte paa sig og se saa uoplagt ud. »Skal vi ikke hellere gaa igen?« foreslog hun og kiggede mod Udgangsdøren.

Men Kusinen svarede ligesom før: »Vi ved jo, hvad vi er kommen herop efter,« og hun sagde det i den samme haarde, tørre Tone.

55| De havde jo heller ikke kunnet holde det ud dernede ved Bedstemoderens Hus, naar de slet ingen Rede havde paa Tingene heroppe, forklarede hun for Lise, og hvad kunde det vel saa hjælpe, at de nu løb deres Vej uden videre.

Nej, nej! Det var jo sandt altsammen, indrømmede Lise. De havde jo deres ærinde at udrette og fik vel saa ogsaa se at besørge det, saa godt de formaaede.

Og efter nogen Tid saa' de to da deres Snit til at smøge sig ind i »dje egen Kykken«, (saadan kaldte man det store Køkkenrum, der laa ovre foran Familjens daglige Stuer), hvor de krøb i Skjul i en mørk Skabskrog helt nede ved Indgangsdøren og stod og trykkede sig tæt op til hinanden for ikke at blive sete.

– –

Herinde var der Mennesker.

Her var Gine-Barnepige og den gamle Kokkepige, klog' Sine; herind kom ogsaa Bedstemoderen, gamle Kirsten, efter at hun stik imod sin Sædvane havde siet sin egen Mælk over i Saaen til Broholmsmælken. Og Kirsten gav sig til at strigle de løse Fæhaar af sig udenfor Tærsklen og bagefter til at vaske sine Malkehænder henne ved Vasken, – altsammen Ting, der tydede paa, at hun belavede sig paa at blive deroppe paa Gaarden med det samme.

– Bedstemoderen skulde altsaa ikke ned til 56| Huset paa Toften, flimrede det igennem Smaapigernes Tanker. –

Ligefor havde de, gennem det øverste Køkkenvindu, Synet af Niels Povlsen. Han holdt med det forspændte Køretøj foran Trappen, sad oppe paa Kuskesædet med Tømmen og Pisken i Haanden.

En Gang imellem kom Elsbets og Grethes Mor – Faster Karen, som hun nævnedes her paa Gaarden – eller Bodil Dalgaard, en anden Nabokone, som ogsaa gik til Haande inde i Sovekammeret, herud i Køkkenet. De kom for at hente forskellige Ting, som der var Brug for inde hos den Syge. Og naar da Dørene gik op og i, kunde Børnene se helt over i Sovekamret.

Her saa' de Moderen.

Hun saa' helt ukendeligt ud. Hendes Ansigt, der ellers var smalkindet og blegt, var nu ganske opsvulmet og ildrødt, Munden var helt forvreden i Smerte og Haaret stod ud om Hovedet i en vild Uorden.

Det var kun i korte Glimt, de saa' hende, men nok til at Billedet fæstnede sig ganske tydeligt.

Ogsaa den af Børnene frygtede og forhadte Madam Iversen fik de at se. Hun var et Trip fremme i Døren, men forsvandt straks igen.

– Som der var noget underligt forstyrret over Køkkenets Udseende, hvor en stor Vaskebalje stod og tog Pladsen op midt paa Gulvet, hvor det halve Bord flød med brugte Kaffekopper o.a., 57| og hvor de store Kobberkedler stod og dampede og snurrede og stadigt spyttede af deres spilkogende Indhold ud over de blanke Komfurringe, uden at nogen havde Samling til at forhindre dem deri, saadan syntes Smaapigerne ogsaa, at der var noget forstyrret over alle de Mennesker, der dukkede op for deres øjne.

De saa' saa sær urolige og angstfulde ud allesammen.

Som nu Niels Povlsen, der sad derude paa Kuskesædet: Han havde et fyldigt, næsten kuglerundt Ansigt, i hvilket der ellers ikke var megen Bevægelse at spore; men i Dag jog der stadigt saadanne sære Trækninger op over Panden, og Munden sad i én skælvende Dirr, ligesom ogsaa alle Tag han gjorde med sine brede, kortfingrede Hænder forraadte stærk Sindsbevægelse, – eller som Smaapigerne tænkte: Han kunde se ud, som han sad og pintes af en stærk Tandpine.

En Gang hørte de klog' Sine staa og snakke til Barnepigen: Hun troede, hun vilde skære nogle Stykker Mad og bære ud til Niels, sagde hun; han kunde jo sidde dér i Agestolen og spise dem, for det maatte dog sagtens gaa saadan, at han skulde ud paa den Køring, og da var det jo bedst, han var parat til at lade Dyrene springe øjeblikkelig. – Hun vilde ikke skære saa meget, blot et Par Stykker, at han dog havde haft Brød i Munden, – for stort bevendt med hans Appetit 58| var det sagtens ikke, mente Sine. Det sluttede hun fra sig selv.

Og da Sine lidt efter gik udenfor Døren med et Par Snitter Smørrebrød paa en lille Tallerken, bifaldt Niels fuldstændig hendes Plan. Hun havde tænkt rigtigt i alle Maader, og han vilde ogsaa prøve at smage paa hendes Mad.

Men han sad og bed saa underlig i den; – ja, bevares, den var meget velsmurt, forsikrede han, rigtig lækker rentud, men – ja, alligevel, han troede, det maatte vente til siden med den Spisning.

– Niels Povlsen var en Gang kommen til Gaarde som en sølle forfalden Bisse og skyldte Anne Grams Omsorg og Paavirkning, at der var blevet et ordentligt og dygtigt Menneske af ham. Lise havde jævnligt hørt det fortælle baade af ham selv og de andre Tjenestefolk og stod nu og hviskede derom til Kusinen. –

Som det var med Niels Povlsen, saadan var det ogsaa med klog' Sine og med Barnepigen og alle de andre. De gik og trippede saa underlig vidløse og urolige omkring, og Børnene trak Hovederne til sig derhenne i Skabskrogen og vendte øjnene ind mod Væggen. De syntes ikke, det var rigtigt at blive ved at staa og se paa dem.

Men høre kunde de jo alligevel, om ogsaa de gemte øjnene bort, og her stod de da i deres Krog og blev Vidne til de Ord og Samtaler, der 59| veksledes mellem de voksne Kvinder, som gled ud og ind af Køkkenet, – Ord og Samtaler, der trængte sig ind i deres Sind og Tanker sammen med Moderens vaandende Skrig, der jo ogsaa hørtes herud, – ja hørtes med endnu langt mere gribende Styrke end nede ved Havelaagen, hvor de før havde staaet og lyttet efter dem.

– –

Endnu havde de ikke faaet Forklaring paa den Gaade: Hvorfor kom Niels Povlsen ikke af Sted efter Doktoren?

Men nu begyndte der at naa Ord hen til dem i deres Lønkrog, i hvilke der nok, saa underlige de end lød, fandtes en Løsning.

Faster Karen kom ud i Køkkenet for at hente en Karaffel koldt Vand, og Børnene hørte hende da sige til Bedstemoderen:

»Nej, Anne vil jo stadigt ikke give Lov til, at Niels maa køre efter Doktoren; – hvad mener I, Moer, er det da ikke meget forkert af hende at agte saa meget paa saadan en ringe Ting som en Drøm?«

»Aa – saamæn –« hørte de Bedstemoderen fremstøde paa sin vredagtige Maade.

Det lød, som hun ikke ret vidste, om hun gad tale om det.

»Aa, at kere sig saa stærkt om saadan noget Tøjeri?« – sagde Fasteren igen.

Men saa fik gamle Kirsten rigtig Munden paa 60| Gled: Aa, hun havde nu aldrig haft synderlig Tro paa, at der var megen Hjælp at hente hos de Doktorer. – Det hed sig nok, at de havde gaaet den sorte Skole igennem, og bevares, de havde selvfølgelig læst en farlig Hoben af baade Dit og Dat og kunde skrive saadanne Tegn og Kruseduller paa deres Papirlapper, som det ikke var til for ordentlige Folk at forstaa noget af; men om de kunde gøre nogen egentlig Nytte med al deres Lærdom og alle deres Hundekunster, det vidste hun ikke. – Derimod var det helt sikkert, at de vilde have en grusselig Hoben Penge, og det hvad enten det gik til Helbredelse eller ej. – Og saa forresten, – holde Liv i nogen, naar ikke Vorherre vilde staa Folk bi, det vidste vi jo allesammen, det kunde de ikke. – Og til ham kunde de selv henvende sig, det behøvede de ikke Doktorens Hjælp til.

»Aa-naah!« sagde Fasteren ligesom tyssende. – Men at lade være at hente Doktor for en Drøms Skyld? – henkastede hun spagfærdigt.

»En Drøm – en Drøm! – Ja, ved du, hvad det er for noget?« svarede Bedstemoderen, idet hun vendte sig bidsk om mod Datteren.

Saa fór hun over i Tværgangen og slog Døren haardt i efter sig.

Jaja, Fasteren stod og tænkte over Sagen, det kunde jo nok være, at der var Folk, som gjorde sig egne Tanker om Drømme, hun huskede og61|saa, at gamle Kirsten ved en anden Lejlighed havde fremsat den Anskuelse, at de var »Fingerpeg fra den Højeste«; men hun kunde alligevel ikke føle sig beroliget eller tilfredsstillet ved Moderens Opfattelse.

Og da klog' Sine lidt efter kom ind fra Brønden med den Spand friskpostede Vand, hvoraf Karaflen skulde fyldes, gav hun og Fasteren sig derfor til at drøfte Emnet mere grundigt.

Og under deres Samtale var det først, at Sammenhængen ret blev opklaret for de lyttende Børn: Barselskonen havde en Gang i Sommer haft en Drøm, som hun huskede ganske tydeligt, og hvori de forskellige Enkeltheder ved hendes forestaaende Nedkomst var traadt klart frem, – baade at det vilde blive en meget streng Forløsning, og at denne dog næppe blev det værste, men at de største Vanskeligheder først vilde komme bagefter.

Under Trykket af disse knugende Udsigter var det saa, Anne Gram i Drømmen havde hørt en Røst sige: »Klarer du dig uden Doktorhjælp, da er du frelst! – Men kommer Doktoren, da er du fortabt, og Døden er dig sikker.«

Fasteren gengav Drømmerøsten saa højtideligt, som hun læste op af Bibelen eller Postillebogen. Hun havde vendt sine øjne lukt op i Bjælkeloftet og saa' næsten enfoldig ud i sin grebne Alvor.

62| Nu var jo saa den skrækkelige Drøm for saa vidt gaaet i Opfyldelse, som Fødselsvanskelighederne var sværere end nogensinde – hvad der for Anne Grams Vedkommende sagde meget – og allerede nu kunde Madam Iversen dog med temmelig Sikkerhed forudsige, at det vilde blive værre bagefter. Der var for hende ingen Tvivl om, at der vilde følge en Blodstyrtning efter, og da var det Livet om at gøre.

Derfor var det, at hun og de andre Kvinder nu i mere end en Klokkestund havde holdt paa, at de straks skulde hente Lægen. Saa havde de ham ved Haanden, naar det kritiske Punkt kom, og enten det saa gik paa den eller den Maade, saa havde de gjort, hvad de kunde.

Men dette var det, den Syge satte sig op imod. Hun vilde ikke have hentet Læge – for Drømmens Skyld ikke.

Thi skønt Anne Gram egentlig ikke kunde siges at være anlagt for Overtro, saa havde dog denne uhyggelige Drøm nu i flere Maaneder spillet en skrækindgydende Rolle i hendes Tanker. Bestandig havde den forfulgt hende, i al hendes Færd og i alle hendes Barselsforberedelser havde den spillet ind, – hun havde ikke kunnet blive den kvit.

Og derfor var nu alle de andre fortvivlede Raab, Anne Gram de sidste Timer i sin Nød og Pine havde sendt ud til Gud og Mennesker bleven 63| forøgede og blandede med hendes bønlige Raab om, at de ikke maatte hente Doktoren.

De maatte ikke! – Aa, de maatte ikke! – Hun døde jo, hvis Doktoren kom, jamrede hun. – Det var jo sikkert og afgjort. – Røsten havde sagt det, den skrækkelige Røst. Det var, som hun hørte den ganske tydeligt endnu i denne Stund. – Hun døde! – –

Og hun vilde ikke dø! – Hun kunde jo ikke dø! Det maatte da alle kunne forstaa; – – »Fra saadan en Flok smaa Børn! – Fra alle mine smaa Børn!« lød det klagende Gang paa Gang ud af hendes fortvivlede Mund.

– Saadan stod Fasteren og fortalte, og klog' Sine var dybt grebet af at lytte til hendes Ord. – Aaja, aaja! Som Tingene endda kunde skikke sig her i Verden! – Hm, hm, som det dog ogsaa kunde gaa! – Hun sukkede og rokkede tungsindigt paa sit ærlige Hoved. Det var dog saa haardt at høre om, hvad Sorrig og Quide, der kunde falde over et uskyldigt Menneske.

Jaja, sukkede ogsaa Fasteren. Jaja. – Og hvad skulde de gøre?

Nej, det var jo det, hvordan i Herrens Navn skulde de dog bære sig til?

Men ingen vidste Raad.

Og saadan lød det bestandigt med Kvindejammer og Klynk og Klage ud over Køkkenet; thi saasnart Faster Karen var gaaet ind med sin Vand64|karaffel, kom der andre, der optog Traaden, og Snakken begyndte forfra.

Der kom Bodil Dalgaard, og der kom Gine-Barnepige, der kom Bedstemoderen, og der kom Madam Iversen, og ogsaa Fasteren var en Vending derude igen, og stadigt var det denne samme Snak om og om igen.

– –

De to Smaapiger havde staaet saa stille i deres Krog, ingen havde set dem, ingen vidste af dem.

»Skal vi alligevel ikke hellere gaa?« havde Lise hvisket en Gang.

»Naah – jah – men – –« havde Kusinen famlet til Svar. Det kunde betyde baade det ene og det andet.

Og saa var de bleven staaende.

De stod der tæt op ad hinanden, lyttede og tog imod, – alt, hvad der naaede hen til dem.

En Gang havde de hvisket om, at give sig til Kende, – var det dog ikke mere rigtigt? – Men det vilde vel være flovt nu, de havde staaet skjult saa længe. Og til sidst var det, ligesom de halvsov indvendig og knapt vidste af sig selv at sige.

Det var ogsaa i denne halvvaagne og halvt ufølsomme Tilstand, at de som en fjern Mumlen havde hørt Kvindfolkene snakke om, at nu skulde der tændes Lys derude i Køkkenet. Og da havde de dog sanset saa meget, at de maatte se at kom65|me bort forinden og var dumlede over Tærsklen og ud i Tværgangen.

Og her var de bleven revne ud af Dvalen.

– –

Først var der Folkenes Hjemkomst fra Marken.

Lise og Elsbet havde ikke staaet derovre i Tværgangen ret længe, før den Flok, der havde været beskæftiget oppe i østermarken, holdt sit Indtog.

Disse Mennesker vidste intet om den Dødsfare, hvori deres Madmor svævede, og heller intet om Vognen, der holdt forspændt ovre paa den anden Side Fløjen.

Derimod vidste de helt vel, at deres Husbond, Anders Gram, var bortrejst til det store Efteraarsmarked, og derfor var de meget ugenerte i deres Optræden og støjede og sludrede.

En spankede ind ad Døren med Raab om, at de vilde have »Dobbeltvæge« i Gammeløllet i Aften, en anden raabte op om, at de skulde drive ned til Stationen, naar de havde spist. Der blev nok Sjov og Halløj dernede i Aften, naar Toget kom med Markedsgæsterne.

Jens Hejgut, der i alle Maader var en Skælmsmester, kom ind med Armen om Livet paa den høje Kristense og lagde Kinden ind mod hendes Hoved, mens han hviskede om gale Ting.

Men Kristense var dog ikke mere betaget, end 66| hun fik fundet en kendt Spøg, som hun hurtigt stak ham ud:

»Aa, sig no' sødt, Jens –!« bad hun og gengældte for Spas hans Kælenskab.

»Puddersukker,« sagde Jens.

»Næ – æjh! – Int' saa'nt. – Næ' ømt!«

»Ligtorn.«

Saa smilte de to huldsaligt til hinanden, mens Tilskuerne lo og skogrede den ene højere end den anden.

Især var unge Kristen Stau fornøjet over Indfaldet og kunde ikke styre sin letvakte Latterlyst. Han lo, saa han Gang paa Gang fik de andres hendøende Latter til at bryde frem igen, lo, saa det formelig gjaldede op under Loftsbjælkerne.

Tilsidst syntes dog Folkene, det blev for galt med ham, og bad Kristense tage sig lidt af ham ogsaa.

Hun tog da Kristen op paa sine Arme, som var han et hjælpeløst Barn, og stod og vissede og hurrede for ham, – en Scene, der naturligvis vakte fornyet Latter og Munterhed.

– –

»Det hedder sig, at Glæde avler Glæde, og at En skal søge de Glade, for da vorder En selv Glad,« havde Børnene en Dag hørt klog' Sine sige.

Og skønt de havde fundet Snakken meget løjerlig og i Smug leet deraf, havde Ordene dog bidt 67| sig godt faste, fordi Sine havde talt i et underligt gammeldags Bønnebogssprog.

Men Sine havde forresten bagefter tilføjet, at den Tale slet ikke var rigtig. Man kunde meget vel være saadan tilpas, at det kunde give En stor Bedrøvels' og gøre meget ondt at se paa dem, der var glade.

Dette kom Smaapigerne, der stod derude i Tværgangen, nu til at huske paa.

I flere Timer havde de vanket om i en underlig Tilstand; Indtrykkene var kommen Slag i Slag, ja ligesom vældede ind paa dem. Og da de alle gik i samme Retning – i Retning af Sorg og Angst, saa havde de efterhaanden virket lammende og gjort dem næsten følelsesløse.

Men nu da de havde været Vidne til Høstfolkenes sorgløse, – ja overgivent muntre Indtog og staaet og lyttet til deres Latter og Prat, nu brast denne underlige Skorpe af Sløvhed, og de fornam for Alvor deres svære Forladthed.

»Aa, hvor de endda var glade,« sagde Kusinen, da Folkene var forsvundne ind til Gammelølsskaalene. Og det lød, som hun talte om noget langt, langt borte.

Men Lise brast i stærk Graad og kastede Forklædet op over Hovedet for at dæmpe Lyden af sin Hulken.

»Det er jo næsten, som det er ligemeget med 68| alle Verdens Ting,« sagde hun og blev ved at græde.

– De to blev endnu nogen Tid staaende i deres Krog. Lise skulde se at faa grædt færdig.

De hørte, Drengen ovre fra Vældbjerggaarden kom og spurgte fra Tjenestepigen, om Elsbet og Grethe ikke snart skulde hjem? Det vilde jo ikke vare saa længe, før det blev hel mørk Aften, og hvis det var, at det ønskedes, saa kunde han nu faa Tid at følge dem?

Faster Karen blev da kaldt til, og hun og Bedstemoderen drøftede Spørgsmaalet ovre i Køkkenet, men enedes om, at de to Smaapiger gerne kunde blive.

Nu var de jo, Børnene, kommen i Trit sammen dernede i Kirstens Hus; saa kunde de ligesaa gerne blive sammen. De kunde kanske gaa og have som lidt Ro af hverandre, blev der ræsonneret.

Saa gik Drengen hjem med den Besked.

– Men Døren over til »dje egen Kykken« blev staaende aaben, og derovre blev der nu igen snakket og hvisket saa meget om den Syge.

Hun havde hvilet nu et øjeblik. Efter en usædvanlig streng »Vetur« var hun ligesom faldet i Blund, blev der sagt. Det varede selvfølgelig ikke mange Minutter, det var man klar over; men kanske dog saadan en lille Hvil kunde som styrke hende et Gran.

69| Ordene var imidlertid knapt udtalte, før et forfærdeligt pinefuldt Skrig kom vaandende og jamrende tværs gennem Vægge og Døre. Det mindede om de store Kreaturers Nødraab, naar de sank ned og var i Livsfare i Hængedyndet ude paa Kærene.

Kvinderne ude i Køkkenet gyste og rokkede medynksfulde paa Hovederne, og trods de lukkede Døre, der skilte, og de lange Afstande kunde det høres helt ned i Folkestuen, hvor der straks blev stor Stilhed.

Og saa begyndte de samme hændervridende Klagesange paany at lyde ud fra »dje egen Kykken«, – om Doktor og om Drømmen, om den forspændte Vogn o. a. m. Hvad skulde de dog gøre? – Hvordan skulde de dog bære sig ad? – jamrede de i deres Raadvildhed.

Annes Bønner om at blive fri for Doktoren lød jo saa mindelige og saa gribende. De havde ikke Hjerte til at modstaa dem, og paa Bunden kanske heller ikke Mod.

Og hvad saa? – Hvordan og hvordan? lød det stadigt. En sørgelig Tone, der blev ved og blev ved.

– –

Men nu havde ogsaa Kusine Elsbet omsider faaet nok af Besøget.

»Aa, bitte Lise, skal vi nu ikke gaa?« hviskede hun med rystende Mæle derovre i Tværgangen.

70| »Jo, jo! – Lad os dog gaa!« sagde Lise.

Og de begyndte at famle sig frem gennem den smalle, mørke Gang, der førte henimod Bryggersdøren.

Da de var kommen udenfor, stod de stille lidt, og Lise stod og stirrede mørkt ned for sig.

»Hvornaar tror du, det bliver bedre – – – saadan med det altsammen?« sagde hun.

Hun famlede fortvivlet ud om sig med den ene Haand og saa' ud, som hun hverken turde tænke frem eller tilbage.

– Lidt efter tog de hinanden i Haanden og listede bort fra Gaarden lige saa stille og ubemærkede, de var kommen.

Ude i det Frie var der endnu et Skimmer af Dagslyset.

Aftenen havde nok begyndt at hylle til med sit bløde, dulmende Mørke og det mulmede stærkt i alle Lavninger derned over Egnen; men nærved saa' man helt klart.

Nede ved Bedstemoderens overskyggede Hus var der dog meget mørkt, og de fire Børn, som her gik og ventede, var derfor tyede indenfor, ja helt ind i Bedstemoderens lille, trange Sovekammer.

Her var de paa Barnevis krøben saa godt i 71| Skjul, de formaaede: De laa alle fire i en Klynge under Bilæggerovnen.

Der fandt Lise og Elsbet dem efter nogen Søgen, og efter en lille Betænkningstid puttede de sig uden Ord ned til dem.

De skulde jo have givet Besked om, hvad de havde set og hørt deroppe paa Gaarden. De vidste, at det blev ventet af dem, men de kunde ingen Ting faa sagt, og da de andre Smaa mærkede dette, spurgte de heller ikke.

Saa strakte de blot allesammen Armene ud i Mørket, saa de kom til at røre ved hverandre, og byltede sig derpaa saa nær ind til hverandre, som de kunde.

Det gjaldt jo om at holde saa fast sammen, som de kunde, thi ingen kendte, hvor lang Ventetiden kunde blive.

– Maanen steg frem ude bagved Poplerne, en blank Nymaane, hvis Skær faldt skraat ind gennem Vinduets smaa Ruder, lyste over Simpelfien og Muskaten, der stod i Karmen, og laa med en rudet Trekant ind under Kakkelovnen.

Der var saa dødeligt stille i det gamle Hus.