V

[72]| En Ting kan jo sjælden blive ved at se ens ud i Sindet ret længe ad Gangen, – selv ikke om det er noget, der har sat sig fast med nok saa sørgelig og stærk en Magt.

Den kan det især ikke for en Flok Smaapiger, der er i Alderen omkring ti og tolv.

Tiden sneglede sig saa langsomt af Sted for dem i det ødelige Hus. Engang imellem var der en Mus, der kraslede, eller lidt andet Knirkeri og Pusleværk. Men ellers var der kun det gamle Slagværk derovre i Krogen at lytte til. Det humpede saa sindigt og monotont af Sted paa sit ene Ben: Hik-hak! – Hik-hak! – Hik-Hak!

Det var alt.

– En lille Afbrydelse i Ensformigheden havde det været, da de efter nogen Tids Forløb havde mærket, at lille Hannes Arme slappede deres Tag i de andre Søskende. Hun var falden i Søvn, og Hans havde ogsaa været nærved at slumre ind. Lise havde da talt dem til Rette og faaet dem frem fra Ovnen. Hun syntes, det var bedst, de blev lagt i Seng her i en af Bedstemoderens Senge.

73| Jamen gik dette da an? Havde de undrende spurgt.

Aajo, det gik nok an.

Jamen, hvorfor var der ingen, der kom herned for at se til dem?

Ja, det maatte vel være, fordi der var ingen, der havde Tid, havde Lise stille svaret.

Og Børnene, som ellers altid var ret uvillige til at gaa til Sengs om Aftenerne, de havde da taalmodigt fundet sig i, at Lise havde hjulpet dem Tøjet af her i dette lille, mørke Kammer og bragt dem til Hvile under Bedstemoderens tunge, uldne Dyne.

»Er Mor saa rask i Morgen?«

»Kommer vi saa straks op til Mor i Morgen?« spurgtes der fra Puderne, da de var kommen til Hvile.

Lise svarede sagtmodigt, at det tænkte hun nok.

»Jamen er mor saadan helt rask i Morgen?«

Dette Spørgsmaal forsøgte Søsteren at undvige ved at føre noget andet paa Tale. Men da de trængte stærkt ind paa hende, svarede hun dem i fortrøstningsfulde Vendinger.

Og i denne Trøst var de to slumrede ind ved Siden af hinanden.

Af de andre var der ingen, der havde mærket noget til Søvnighed. Lise havde spurgt dem, men de havde været enige om, at de kunde ikke sove.

74| De laa da der i Mørket saa tavse og stille og rugede over egne Tanker og Indtryk.

– –

Men efterhaanden som de nu blev ved at ligge der og lytte til Bedstemoderens gamle Urværk og hørte det slaa baade hel og halv, baade ni og halvti og ti – og humpe videre og videre, – efterhaanden som de mærkede, at Tiden svandt, uden at der kom Bud om, at de maatte komme op paa Gaarden, men ogsaa uden at Niels Povlsen kom susende forbi med det forspændte Køretøj, ja, da var det, at tingene ligesom ikke kunde blive ved at se helt ens ud, og at deres Tanker gjorde sig Smaaærinder rundt omkring i forskellige Retninger.

Og lidt efter var de, uden selv ret at vide deraf, kommen til at ligge og smaasnakke om saa meget forskelligt – mærkeligt og trivielt, barnagtigt og dybt alvorligt i tilfældig Sammenblanding.

Og tilsidst skete det, at de kom til at tale om, hvilke Fordele man kunde tænkes at have af, at ens Mor døde.

Det var vist især Kusinerne, Elsbet og Grethe, hvis Fantasier ofte røbede stor Livfuldhed, der førte an med dette Tema. De to havde jo heller ikke den virkelige Udsigt til at blive moderløse saa tæt for øjnene som de andre to.

Kusine Elsbet var ikke saa lidt forfængelig, og hun ønskede altid at gaa fint pyntet i Skole, 75| vilde gerne liste sig til at tage Søndagssløjfer og Selskabskraver paa og forresten ogsaa andre Smaating, som hun kunde træffe at faa fat i. Men moderen lagde sig jo altid i Vejen, ja, klædte vist med Overlæg Børnene i særlig spartanske Skoleklær. Hun har vel villet modarbejde Forfængeligheden, men maaske øgede hun i Stedet deres Længsel efter Stads og Pynt.

Nu var de klare over, Elsbet og Grethe, at hvis deres Mor døde, saa vilde de gaa med Guldsmykker om Halsen til Hverdag, og de vilde gaa med Hattene med de blaa Sløjfer, med de nye laknæsede Støvler, samt de lyserøde Hoser, der var af Hamborggarn.

Om det ogsaa gik an straks at tage de pragtfuldt skotsktærnede Kjoler paa, vidste de ikke. Disse Kjoler var jo ganske usædvanlig fine og flammede af »det mest gloende røde i de store Ruder«. – Det vilde dog maaske vække for megen Misundelse, om de kom i Skole med dem. – Og desuden stod Per Larsens Tyr ogsaa næsten altid saa ækel tæt ved Skolestien.

Om Lise ikke ogsaa vilde pynte sig, hvis hun nu ingen Mor havde til at forbyde sig at gaa med sine fine Klær?

Jo, jo! Naturligvis vilde Lise det. – Men – naaja, – det var nu noget helt andet, hun tænkte paa end de Pillerier, Elsbet og Grethe havde nævnt.

76|Hvad da?

Aa, ligemeget med det, vrissede Lise.

Nej, hun kunde da sige Besked.

Ja, det skulde da være noget med Silke, der kunde knitre og skrasle, og et Par spidsnæsede Sko med vældige høje Hæle ligesom Konsulens Datter inde i Fjordby – og saadan. – Forresten gad hun slet ikke tale med dem om de Ting, endte hun i en overlegen, afvisende Tone.

Aa, sagde Elsbet lidt fornærmet, det var vist ogsaa noget med, at Lise ønskede, hun kunde skrive Breve til hvem hun vilde og staa nede i Humlehaven og pjanke med den kønne Gartner.

Aa Snak! brummede Lise.

Jo, Elsbet vidste nu nok, hvad hun vidste.

Hvad vidste Elsbet?

Jo, hun havde godt nok en Dag set Lise staa ovre i Bedstemoderens Tørvehus og kruse sit Haar med et fire Tommers Søm og spejle sig, som hun var rent tosset. – Og det var, fordi hun troede, Gartneren vilde komme ned og plante Hvidkaal nede i Bedstemoderens Kaalgaard.

Aa, Vaas!

Nej, det var slet ikke Vaas, – for da Lise saa', at det bare var den gamle Havemand, der kom og skulde plante, da blev hun saa rød i sit Hoved af Flovhed, – ja, ogsaa ligesaa gloende rød som den gale Kalkun. – Men det kunde jo forresten gærne være, at Lise for Tiden bedst kunde lide 77| Jens Peter Hjorddreng, tilføjede Elsbet noget efter, da der ikke var nogen, der svarede hende.

»Aa, Elsbet vidste nok, Byen hed Snerpe, men hun vidste bare ikke, hvor den snerpede hen,« svarede Lise i en Vending, der var meget brugt af Tjenestepigerne. – Forresten var det ikke vanskeligt at høre, at Lise var smigret af Elsbets Drillerier.

Efter at de havde ligget stille lidt, gav Lise sig til at drille Kusinen; hun vilde nu paadutte Elsbet en lønlig Elskov til Jens Peter. Ja, Lise var vis paa, hvis det nu skete, at Jens Peter, som Talen havde været, til November flyttede bort fra Broholm og kom væk til en hel anden Egn, da vilde Elsbet sikkert meget gerne, at hun kunde skrive til ham og faa Breve fra ham igen – og saadan.

Disse Tanker lød vist fuldkommen nye i Elsbets øren, var nok ogsaa nærmest fremsatte for at kunne vendes mod deres Ophav; men Elsbet havde ogsaa følt lidt af Smigrens Sødme ved at blive drillet med saadanne mærkelige Ting, som ellers kun de store Tjenestepiger kunde tale med om, og gik ind paa Snakken.

Saa malede Lise videre:

Jo, Elsbet tænkte hver Dag paa saadan noget, – Lise vidste det ganske præcis – gik og ønskede sig at faa Brev langvejs fra, med Frimærker paa og det Hele, – Breve, som ingen vidste, hvem der havde sendt, og som man kunde gemme 78| i et Skrin, der kunde laases, – maaske ogsaa tage dem frem og putte dem under Hovedpuden om Natten. – I alle Tilfælde, Nøglen til Skrinet skulde bæres i en Snor om Halsen.

Det forekom vist Kusinen ret overrumplende ukendt det meste af, hvad Lise snakkede op om; men hun gik dog ind paa Tankegangen.

Ja-ah! trak hun paa det, det kunde være skønt nok med saadanne postforsendte Brevskaber, – og forstaar sig, ogsaa med Skrinet, indrømmede hun.

Javist, sagde Lise, saadan noget var da noget Nyt! – Det kunde være helt spændende, syntes hun. – Ja, hvem kunde vide – kanske kunde det blive til noget, ligesom man læste om i de rigtige Romanbøger.

Ja, det kunde der kanskesens være noget i, mente Elsbet. Hun var bleven helt eftertænksom.

Der blev en Pavse.

En laa og vrikkede lidt med en Fod, en anden pillede med et Par Fingre eller rokkede med Hovedet, men ingen talte.

– »Men saadan noget kan man ikke, naar man har en Mor,« sagde Elsbet. – »Ikke da før man bliver en voksen Pige.«

Det lød, som hun havde ligget og overvejet det godt.

»Nej! – Det kan man ikke!« svarede Lise straks.

79| Hun ligefrem raabte det ud, og Stemmen var hel haard. – Maaske fordi der i øjeblikket var Strid i hendes Sind.

Saa holdt de inde allesammen, Snakken døde bort imellem dem, der blev saa stille i Kamret, og de faldt hen i tavse Drømmerier. –

- Men som der nu havde været Stilhed i nogen Tid, og hver især havde været overladt til egne Drømme og Tanker, blev de med ét gjort lysvaagne.

Det var Helga, der faldt ind.

Til de andres Snak om Flirt og hemmelige Brevskriverier, om Stads og Pyntesyge havde hun ikke mælet et Ord. Nu gav hun sig pludselig til at skoggerle, rigtigt skrattende og haansk og drillende og uden forøvrigt at forklare sig med en Stavelse.

»Ja, dig har vi jo ikke snakket til om de fine Klær – og den Slags,« sagde Elsbet. Hendes Stemme lød saa bønlig.

»Ha-kra-kra-krah!« skranjede Helga. Hendes Latter formelig krattede i Nerverne, saa ætsende lød den.

»Nej, for du bryder dig jo aldrig om hvad Tøj du gaar i,« sagde Kusine Grethe. Ogsaa hun gjorde sig usselig lille.

»Nej! Ha-kra-krah!« – Nej, deres fine Klær og deres Brevskriverier og deres Kæresterier maatte de gerne beholde for Helga.

80| »Nej, dig ved man jo aldrig, hvad der bryder sig om,« fjamskede nu også Lise med for at sige noget.

De tre følte sig pinligt belurede og forraadte af den ironiskleende Helga.

»Ja, da skulde hun saamæn gerne straks sige dem, hvad hun brød sig om, for hvis hendes Mor nu døde og hun kunde købe sig, hvad hun vilde, saa vilde hun købe sig en Jordglobus – og saa en rigtig dævelsk skarp Svanekniv. – Nu vidste de det. »Ha-krah!«

De tre blev jo ikke klogere af den Meddelelse, den vakte bare Uhygge og det endmere, fordi den lød saa sær og saa uforstaaelig, –som hun holdt dem for Nar paa alle Maader.

Det var ikke godt at være for nær ved Helga efter dette, og Lise og Kusinerne trak sig saa langt væk fra hende, som den snævre Plads under Bilæggerovnen tillod.

– –

Kort efter kravlede Lise ud fra Ovnen. Hun rejste sig og gik mod Døren, og da de andre tre saa' dette, gjorde de ligeledes.

Saasnart de var kommen udenfor Huset, styrede de lige op mod Havelaagen; – det var saa selvfølgeligt for dem alle fire, hvor de skulde hen. Angeren over deres vildfarne Tanker fra før drev dem og Længslen efter at fyldes af en Fælles81|følelse, der kunde drive dem sammen i en tæt Klynge i deres Mørkekrog.

De havde da heller ikke staaet der ved Laagen ret længe, før de hørte et af de kvalfulde, jamrende Skrig deroppe fra Sovekamret.

Vinden havde rejst sig nu, og den maatte staa i Syd, for nu kunde man mærke, Klageraabene blev baaret lige ned mod Havelaagen. De hørtes ganske tydelige og som nærved.

Men det var, som Røsten var bleven skrorlende hæs og forskreget. Den lød som et stunget Dyrs, naar det næsten ikke kan holde ud at skrige for Livet længere.

De blev staaende der ved Laagen og stirrede spændte ud i Mørket.

Imellem kom Vinden susende i lange, svøbende Sug oppe fra Tørvehuset i Sydøst, over Hovederne paa de Smaa og nedad Bakkesiderne: Oho-hoh! – O-hoh-hohh! suste det i de svajende Trækroner.

Men imellem kunde den ogsaa holde sig helt stille, holde inde som for at drage Aande og saa tage fat igen af alle Kræfter. – – – Ligesom de klagende Skrig, der trængte igennem Mørket oppe fra Moderens Sovekammer.

En Stund hæftede deres Opmærksomhed sig ved Lyden af en Hest eller to, der stod og skrabede i Stenbroen, prustede og rimmede i Utaal82|modighed og huggede Gang paa Gang Jernskoene skramlende ned i Stenene.

– Ja, saa holdt Niels Povlsen altsaa endnu foran Døren.

– Men saa var han da heller ikke kørt efter Doktoren. – Endnu ikke!

Dette var baade Trusel og Haab.

– Men de blev staaende der ved Laagen paa deres Martyriumsvagt, de fire Smaapiger, lige til Aftenkulden drev dem bort derfra.

Da de var listede tilbage til Bedstemoderens Hus og havde fundet Ly i det lille, trange Sovekammer, vidste de intet bedre at gøre end paany at krybe sammen dernede i deres Kakkelovnskrog.

De var bleven helt forkomne af Kulde, saa de krøb nu tæt ind til hverandre for at faa lidt Varme og maaske nok ogsaa af en anden Grund: Mørket.

»Nu glemmer vi nok ikke mere, det vi har at huske paa,« sagde Lise, da de havde ligget stille sammen i nogen Tid.

»Nej, nej!« svarede Kusinerne som med én Mund.

»Nej, nu skal vi nok lade være at snakke om saadant noget, som det vi snakkede om før, – 83| saadan noget syndigt noget,« kom det atter fra Lise.

»Ja, ja, ja!« lød det straks bifaldende fra de andre. Det var saa selvfølgeligt, slige Ting kom de ikke ind paa mere.

Og saa talte de om lutter tunge og alvorlige Sager, om hvad den gamle Farmor havde lært dem om Synd og Skyld (for det var jo mest fra gamle Kirsten, de vidste Besked om sligt), om hvad der var Synd imod Gud Fader og hvad der kanske mere kunde tænkes at være Synd mod Gud den Helligaand.

Og de talte ogsaa om, hvorledes man ved Anger og Bønner kunde naa til at sone sin Brøde og sine sorte Synder. Indviklet var det, men de gjorde deres Bedste.

Ind imellem faldt der dem ogsaa Skriftsteder paa Tungen eller Brudstykker af Lærebogen og Bibelhistorien. Ogsaa smaa gudelige Vers af dem Bedstemoderen kunde saa mange af og altid havde ved rede Haand.

Og de følte sig helt trygge og paa ret Køl.

Alligevel –

Det mørke Kammer, den sneglende Ventetid og intet andet at lytte til end det gamle Slagværk derovre i Krogen, som blev ved med sit evindelige Hik-hak! – Hik-hak! – Hik-hak!

– Alligevel skete det én Gang til i Aftenens langsommelige Forløb, at de kom ind paa det 84| samme farlige Tema som før: At drøfte de Fordele og Friheder, der muligt kunde opnaas, naar man ingen Mor havde til at holde i Tøjlerne.

Det var jo stadigt mest Kusinernes Fantasier, der tumlede med dette Spørgsmaal, – Kusinerne, hvis Mor i øjeblikket var fuldkommen sund og frisk. Men ogsaa de andre to og især Lise var med om det, og Snakken havde allerede omfattet et Par Tilfælde, i hvilke det kunde anses for meget behageligt, om man kunde smyge Grimen af og ene tee sig efter sin egen ungdommelige Lyst og Trang.

Men det varede dog kun kort, før Lise brat afbrød denne Samtale, brækkede opvaagnende ud af den lille filtrede Klynge og rejste sig op paa Knæene uden for Kakkelovnen, idet hun med graadkvalt Stemme sagde til de andre:

»Vi maa nu ikke snakke saadan! – Nej, det maa vi ikke!«

Og noget efter føjede hun til:

»Det var rigtignok ikke godt, om vor Mor skulde dø fra os! – Nej, det var forfærdeligt, – forfærdeligt! – Kan I ikke nok forstaa det?«

Og hun græd nu helt tydeligt, snøftede og pudsede Næse. Og de andre Børn blev straks tavse.

– Men efter dette var Lise i en stadig Uro. Hun kunde ikke ligge stille igen, flyttede bestandigt paa Benene, famlede febrilsk omkring med sine smaa hede Hænder, og en Gang imellem fòr 85| hun op og satte sig paa Knæene eller rejste sig helt op paa Benene og gik et Par Omgange ude paa Gulvet.

»Hvad skal vi dog gøre?« klagede hun raadvildt. »Kan vi ingen Ting gøre? – Kan vi slet ingen Ting gøre?«

Og det var let at høre paa hendes Stemme, hvor ulykkelig hun var.

Nu brød ogsaa Erindringen om, hvor ofte de havde været plagsomme og ulydige mod Moderen, trodsige og drilagtige, frem hos Lise, og hun gav sig i sin Anger og Ruelse til at fortælle Eksempler herpaa, – bekendte sine smertefulde Minder:

Det var den Søndag, det var Regnvejr, og Moderen vilde have, hun skulde gaa i Kirke med den gamle Hat. – Men det vilde Lise ikke, hun skabede sig, tudede, brugte styg Mund og havde i det Hele opført sig rigtig ækelt og trodsigt.

Da var Moderen bleven meget bedrøvet over hende, fordi hun kunde opføre sig saadan, og hun – Moderen – var kommen til at græde og var gaaet ned bag Hyldehækken nederst i Haven, hvor hun havde siddet alene længe og grædt meget.

Og om Aftenen, da hun kom ind til Børnenes Senge for at sige Godnat, da stod hun saa længe ved Lises Seng: »Aa, lille Børn,« sagde hun til dem, »I faar se at blive gode Børn, – for det er 86| ikke sagt, I altid beholder jeres Mor til at hjælpe jer.« –

- Der var ogsaa en Gang, en Aften Moderen havde lovet at holde Skumring sammen med alle Børnene – hvad de satte særlig Pris paa – naar de saa til Gengæld vilde love hende at være rigtig artige og stille, for hun havde en slem Hovedpine og trængte mere til at hvile lidt inde hos sig selv end at sidde her og snakke og fortælle for dem.

Men de kunde ikke være stille. De blev ved at lave Spektakler og Halløj og le og tumle, lige meget hvor tit hun bad dem være rolige.

Og saa var det, hun til sidst i sin syge, pinte Fortvivlelse sagde til dem:

»Aa, Børn dog! – I er saa trodsige og ulydige mod jeres Mor, saa I fortjente, hun skulde dø fra jer!«

Og Moderen havde taget sig med begge Hænder op om det syge Hoved og ladet sig slippe helt tilintetgjort ned paa en Stol, hvor hun havde siddet og stønnet af Smerte og grædt højt, dér lige midt imellem dem allesammen.

Bagefter var de jo nok bleven stille og angermodige, og Moderen havde kanske ogsaa fortrudt, hvad hun havde sagt. Men – men – – da havde de jo næsten pint hende fordærvet. Og Lise kunde nu i denne Stund se hende ganske tydeligt saa træt og dødsens fortvivlet, hun den Aften var sun87|ken ned i sin gamle Armstol, der stod i Lysskæret fra Kakkelovnslaagen. –

– »Nej, Mor maa ikke dø fra os,« jamrede Lise. »Nej, det var forfærdeligt, hvis Mor skulde dø fra os! – Det er jo vor Mor, der sørger for alting for os, – det er ogsaa hende, der hjælper Far! – Det kan slet ikke gaa uden hende, – ingen Ting kan gaa! – Det siger ogsaa klog' Sine,« klagede Lise og paaberaabte sig derved den største Avtoritet hun kendte.

»Hvad skal vi dog gøre?« lød det saa igen. – »Kan vi da ingen Ting gøre? – Kan vi da slet ingen Ting gøre?«

Og hun kunde ikke faa Ro paa sig noget Sted, men blev ved at fare saa kvalfuld og fredløs omkring i det lille Kammer.

»Vi maa give os til at bede til Vorherre,« sagde hun, paa én Gang inderligt og forlegent. »Ja, det er det, vi maa!«

Og da ingen svarede hende, lagde hun sig paa Knæ henne ved Kakkelovnen, foldede sine Hænder og begyndte at bede »Fadervor«. – Hun holdt sig nærmest til sin Søster Helga, som for at vise, at det var de to, det gjaldt mest for.

»Fadervor, du som er i Himlene,« begyndte hun i skælvende Alvor, »helliget vorde dit Navn; tilkomme dit Rige; ske din Vilje – – ske din – – ske – – ske – – din –«

88| Saa kom hun ikke længere; – hun gik i Staa her, kunde ikke komme frem over den tredje Bøn.

De andre Børn var sprunget op og rykkede spændte tæt til Lise. –Nej, hun kom ikke videre. – Og de forstod hende godt, for de havde netop i Dag i Skolen faaet Betydningen af denne Bøn udlagt saa smukt og tydeligt.

Lærer Bjørkegren havde tilfældigvis netop i Dag forklaret sine Skolebørn, blandt hvilke ogsaa Lise og Helga havde været, hvad det i sin dybeste, kristne Grund vilde sige, at et Menneske af fuldkomment ærligt Hjærte kunde bede: »Guds Vilje ske!« – Og han havde fortalt, at der godt kunde komme de Tilfælde i Livet, hvor det kunde være svært at bede denne Bøn, fordi vi ikke stolede oprigtigt paa Vorherre, fordi vi i Virkeligheden ikke vilde have andet af Gud end det, som let og frydefuldt var, men ikke tillige bære, hvad han sendte os af tungt og sorrigfuldt.

Og Lærerens Ord havde haft noget personligt over sig, han havde talt med en usædvanlig Bæven i Stemmen, der havde bevirket, at hans smaa Tilhørere havde lyttet med mere end almindelig Opmærksomhed.

»Husk paa Jesus i Gethsemane Have,« sagde Degnen, »hvorledes bad ikke han; – »Min Fader, er det muligt, da tag denne Kalk fra mig; – dog ske ikke min, men din Vilje!« – Og Jesus gik bort fra Disciplene, og han bad for anden Gang 89| den samme Bøn. Og da han saa i Dødsangst for tredje Gang bad, da blev hans Sved som Blodsdraaber, der faldt mod Jorden; men han bad endda: »Fader, ske ikke min, men din Vilje!«

– »En, skuld' næsten tro, Degnen selv havde bedet i Gethsemane Have,« havde Kusine Elsbet hvisket, da Timen var forbi. Saa levende havde hans Ord virket. –

- Og nu var Lise gaaet i Staa her ved denne Bøn. Hun kunde ikke faa den over sin Mund.

Hun sad der i Mørket paa sine Knæ, havde atter aabnet de foldede Hænder og famlede raadvildt omkring med dem, rørte saa her, saa der, paa de andre tre Smaapiger med disse urolige hede Hænder og var i Kval og Pine.

»Nej, nej! – Vor Mor maa ikke dø!« udbrød hun med en Stemme, der skjalv af Graad og Sindsbevægelse. Ja, Ordene lød næsten som en Trusel imod Vorherre: »Vor Mor maa ikke dø fra os!«

Og lidt efter bøjede hun paa maa og faa Panden forover mod Klyngen, saa hendes Hoved et øjeblik kom til at hvile mod Elsbet, og da lød de samme Ord, men mere klagende og nedstemte:

»Nej, vor Mor maa ikke dø fra os! – Nej, nej! – for saa gaar det jo for os ligesom for Børnene paa Møllegaarden; de har jo heller ingen Mor, og de har det saa slemt, saa slemt. – Nej, Mor maa ikke dø fra os!«

90| Hun blev ved at lade Hovedet hvile over mod Elsbet, og de kunde høre paa hendes Mumlen, at hun stadig forsøgte at komme i Gang med »Fadervor«, uden at det dog vilde lykkes for hende. Tilsidst rystede hun af et nyt Udbrud:

»Den Bøn er det ikke til at bede!«

»Nej, nej!« ivrede hun og trak Vejret tungt og besværet. Nej, nej! det kom hun aldrig over. Og hun famlede rundt med Hænderne og rokkede frem og tilbage med Hovedet ovre paa Elsbets Skulder.

– »Aa, lad mig være ene,« raabte hun pludselig helt hæst og fortvivlet. »Ene!«

Og saa rejste hun sig og ravede ud gennem Bedstemoderens Køkkendør.

– Der var Stengulv ude i Bedstemoderens Køkken, og de kunde derfor tydeligt høre Lises Trin derude og høre dem videre frem igennem det lille Bryggers og Bagekamret og mærke, at de tabte sig ude i det mørke Tørveskur.

– –

Det kunde jo ikke undgaas, at denne Lises Smerte og Grebethed gjorde et stærkt Indtryk paa de andre tre. Der slog en stor Tyngsel nedover dem, som de laa der i deres Ovnkrog og lyttede til hendes ravende Trampen ud gennem de mørke Smaarum og Kringelkroge, Bedstemoderens Hus havde saa mange af, hørte hende aabne de mange skramlende Klinkefald og febrilsk som i Tanke91|løshed trække Dørene huggende til efter sig uden dog at lukke noget Sted.

Lise var ikke alene den ældste af de fire, hun var ogsaa den ledende iblandt dem, og nu da hun var borte, hvad skulde de tre andre vel saa tage sig til?

»Lad mig være ene!« havde hun sagt.

Ja, saa burde de jo ogsaa lade hende i Fred. – Men nu var der saa langt ud til hende, de kunde dog vist gerne være hende nok saa nær.

De havde ogsaa rejst sig op fra Lejet under Kakkelovnen, og da den første stærke Overraskelse over Lises Bortgang havde lagt sig, listede de af Sted med krogede Knæ og famlende trin i samme Retning, Lise formodedes at være svunden.

Elsbet og Grethe var ikke saa lidt mørkerædde, saa de var stærkt trykkede over Brystet ved denne Tur og følte sig tykke og svulne i Halsen. Helga derimod var vist ikke ængstelig i Mørke. I hvert Fald mærkede man ingen Famlen hos hende.

– Tørvehuset var ikke noget rigtigt Bygningsværk. Det var blot nogle Stolper, der var rejste et Stykke udenfor Gavlen og forbundne med denne ved et lavt Straatag. Somme Steder var der klasket nogle Murstensbrokker op imellem Stolperne, andre Steder var der kun dækket med nogle halvraadne Brædder, der sad på Kryds og tværs, som det bedst kunde falde sig.

92|Da der netop for Tiden var falden et Par af de murede Bindinger ned, faldt der lidt af det Stjernelys, den mørkladne Høstaften gav, ind i det trange Rum.

Og ved dette Stjerneskær skimtede de den lystklædte Lise, saa' hvordan hun flyttede sig omkring i Uro, snart lænede sig op til en Tørvestabel, snart viste sig ovre i Aabningen ved den nedfaldne Mur og snart igen stod og pikkede og pillede med sine urolige Hænder ved de paaslaaede, halvraadne Brædder.

Det kunde ved en anden Lejlighed maaske nok have faldet de tre Tilskuere ind, at naar deres velkendte Legekammerat opførte sig saa aparte, da kunde det være for at gøre sig interessant for dem, – især da Lise ikke var fri for undertiden at have en saadan Tilbøjelighed eller syntes at have den.

Men i denne Stund havde de ingen Mistro. Hendes Stemning var ægte, og hendes raadvilde Omvanken fremtvungen af Pinen i hendes Sind. – De følte det med Vished.

Derfor blev de heller ikke ved at staa og se paa hende, men listede blufærdige væk fra Døren.

Monstro Lise svedte nu? – Monstro hendes »Sved blev til Blodsdraaber, der faldt paa Jorden,« – som med Jesus i Gethsemane Have?

En Tid gik de tre og holdt hverandre i Haanden og vankede saaledes frem og tilbage i en lang 93| smal Gang, der var langs med Bagerovnen og Gruen, og hvorfra de med Mellemrum kunde kaste et Blik over i Tørvehuset.

Og her saa' de da glimtvis Lises lystklædte Skikkelse, der stadigt flyttede raadvildt rundt mellem de mørke Tørvestabler.

Men saa følte de, at det heller ikke var rigtigt at være dér. – Det trak desuden ogsaa saa stygt derovre i Bedstemoderens Udenomsbekvemmeligheder, de kom til at fryse saa slemt deraf.

Omsider famlede de da atter tilbage til det lille Sovekammer.

– –

Og herind kom saa ogsaa Lise, efter nogen Tids Forløb. Da var hun bleven mere rolig.

Nu kunde hun godt bede Bønnen, sagde hun. Nu kunde hun.

Hendes Stemme lød helt fast, og der var kommen noget varmt og kærligt over hende, – saadan som hun i Mørket famlede om med sine Arme, til hun havde faaet rørt ved dem alle tre og faaet dem saa tæt ind til sig, som det var muligt.

De forstod nok, at hun havde »udstaaet Striden« alene derovre i Tørvehuset og havde bedt Bønnen dér, saa de ventede ikke, hun atter i deres Nærværelse vilde bede »Fadervor« højt; men Elsbet spurgte hende, om der alligevel ikke var et eller andet, som hun syntes, de skulde bede Gud 94| om, – »ja, saaden for, at vi kund' be' i Fællesskab?« fuldførte hun.

»Ja, skuld' vi int' be' Vorherre, at han snart vil gør' din Mor rask igen?« spurgte ogsaa Grethe. For hvis nu Lises Mor levede, saa syntes hun ogsaa, det kunde være godt, at hun ikke skulde ligge syg for længe.

Men Lise sagde Nej.

Nu skulde de bare bede: »Ske din Vilje!« – for saa var der ikke andet.

Naa – nej, – det var vel ogsaa rigtigt nok.

Det var jo egentlig nogle sørgelige Ord, Lise sagde, og en opgivende Udvej, hun anviste dem; men der var kommen en mærkelig lys Klang i hendes Stemme, som virkede varmende og løftende, det var vist saadan noget som Haab, og dette vilde de gerne hjælpe hende til at holde fast ved.

Der var ingen af dem, som sagde noget, men Kusinerne tænkte som saa: Nu tror Lise ganske bestemt, at saadan noget forfærdeligt, som at tage deres rare Mor fra dem, det er noget, Vorherre aldrig kan nænne at gøre. – Det var nok derfor, hun kunde bede den tredje Bøn.

De syntes ogsaa det var kønt, hvis de nu kunde tro saa sikkert paa Vorherre i det Stykke – og det kunde de velsagtens nok, tænkte de videre. – Nu vilde de i hvert Fald ikke røre mere ved 95| den Ting, men ligge og tie ganske stille for ikke at forstyrre den gode Stemning. –

- Men saa midt i Hyggefølelsen og Stilheden, saa var Helga igen over dem med sin Uberegnelighed og Forstyrrelse.

De havde godt lagt Mærke til, at hun ikke havde været saa ivrig som Kusinerne for at komme ind i det lille armomslyngede Forbund, og nu blev hun helt stiv og stind i Kroppen.

»Det er altsaa lige godt, enten vor Mor dør eller lever?« kom det fra hende i et haansk og ironisk Tonefald.

»Aa, ti du nu bare stille!« raabte de alle tre lige i Munden paa hverandre.

Det var næsten, som de havde ligget og ventet paa dette Bagholdsstik.

»Ti du nu bare stille!«

»Ja, ti, – din grimme En!« raabte de til hende.

Og hun fik nogle faste Puf og Skub. – Væk fra Klyngen med hende, den ækle En, – den Drillepind!

Og navnlig Kusinerne var rigtigt opirrede. – For nu da de havde faaet Lise herind til sig igen og ikke mere skulde savne hende eller ligge og tænke sig hende vanke fortvivlet om ude i det fæle, sorte Tørveskur, saa var det da ikke nogen Ting lig at give sig til at gøre hende ked af det igen.

Nej, de vilde være rigtigt tæt sammen med Lise, 96| rigtigt saa hun kunde mærke, at de holdt saa meget af hende, – forfærdelig meget. – Og de søgte ved blide Kærtegn at dulme paa Saaret efter det Tvivlens Brodstik, Helga havde givet.

– Men i deres Sind og Tanker var det nok alligevel ikke fri, de gav Helga Ret.

Det var jo ikke muligt at faa det til at være ligegodt, enten Gud lod Moderen dø eller leve. Nej, nej.

Det vilde i hvert Fald være langt, langt lettere at holde af Gud, hvis han vilde lade hende leve.

– –

Og saa maatte de jo snart ydmyge sig for Helga og famle frem til hende. – Det kunde jo ikke blive til Fred og Ro, hverken under Kakkelovnen eller i deres Hjerter, med Følelsen af, at der laa én i Mørket og var forstødt og forskudt, – især hvis det nu var denne Ene, der havde Ret.

Og da Helga ikke gjorde Tegn til at ville søge dem, saa fik de nok krybe ind i Krogen til hende.

Det gjorde de saa.

Da de saa alle fire igen var bleven tæt forenede, da var de saa udmattede af Sindsbevægelser, at de ikke kunde vaage længere. De stærkt spændte Følelser slappedes, deres timelange Uro dæmpedes, og der faldt Træthed over dem og Trang til Søvn og Hvile.

– Lidt efter slumrede de stille ind hos hverandre.