VII

[104]|Haabet – Haabet – hvordan hænger det mon sammen med denne underlige Følelse? – Hvordan?

– –

Det var Tjenestefolkene paa Broholm, der en Dag i en ledig Stund var falden i Forundring og Diskurs over dette Tema og drøftede det baade vidt og bredt og længe.

De kunde imidlertid endikke komme overens om, hvor Haabet havde sit Sæde, – i Hovedet, i Brystet eller kanske andre Steder – og det lykkedes dem derfor ikke at faa Begrebet synderligt klaret.

Men klog' Sine, for hvem næsten ingen af Livets Foreteelser var fremmede, vidste naturligvis ogsaa en hel Del om Haabet, og som det var hendes Sædvane, meddelte hun gerne de andre af sin Viden.

Ligesom det var Vinden, der drev Jens Fiskers det nye Sejlskib dernede paa Hellesøen, forklarede hun og ligesom det var Vandet i Mølledammen, der fik alle Møllerens Kværne til at sigte og 105| male og grutte og alt sligt, saadan var det ogsaa Haabet, der drev Menneskenes Børn og al dereses Værk og Virken.

Haabet kunde ligge saa lyst og fast hos Folk, og det kunde være saa vinkende og opmuntrende, saa alting gik saa frydefuldt og let, ret som Fod i Hose. – Og saa til andre Tider, se, da kunde Haabet være saa sejgt og saa standhaftigt i En, – ogsaa rentud som det næsten ikke var til for nogen jordisk Magt at faa det udryddet.

Ja, naar der f.Eks. kom Modgang, naar det saa' sort ud, – naar det ligefrem kunde staa saadan for En, som Livet ikke var til at bære længere, – hvad var det vel da, der kom og holdt En oppe? Hvad var det, der kom og hviskede om Dit og Dat, saa En alligevel ikke gav helt fortabt? – Haabet var det! – Ja, lige netop det! – nikkede Sine med sit tunge, tænksomme Hoved.

»Jajaja! – A siger Jer for ramme Alvor, at naar En har Haab, saa kan En næsten alt, hvad det skal være,« endte hun og løftede højtideligt den højre Arm i Vejret.

Den store Gaards mange Tjenestefolk modtog sandt at sige ikke altid klog' Sines Visdom med lige stor ærbødighed, og hin Dag, hun talte om Haabet, var der flere, der kom med mindre heldige Bemærkninger.

»Siden Haabet kan udrett' saa grov meget, saa 106| tror A, at A vil tage og haabe paa, min Hytt' én af de første Dage skal bliv' bygget om til et Grev'slot,« snerrede Stine Høstkone.

Kristian Stau vilde derimod have, Haabet skulde hjælpe ham at overvinde al den Modgang, hans »Bjørne« forvoldte ham, naar han skulde have dem trukken over Kibækbakken; – og Jens Hejgut, den næsvise Knægt, forhørte sig om, hvorvidt det kunde tænkes, Haabet kunde skabe den livsprøvede klog' Sine om til en pure og uberørt Ungmø? osv. – osv.

Alt dette Vaas svarede Sine jo ikke paa; hun var ogsaa saa heldig at være noget tunghør, saa der var mange Ting, hun havde let ved at lade glide forbi. Men lidt efter fortsatte hun sin egen Tankegang:

Ja, kunde det egentlig siges, at de Mennesker, der ikke havde noget Haab i deres Hjerte, levede?

Sine mente Nej.

Forstaar sig, »drav dereses Vejr«, som hun udtrykte sig, det kunde de jo nok; men saadan egentlig det, som Sine vilde kalde Liv, det troede hun ikke fandtes i dem, der intet havde at haabe paa.

– Dette var klog' Sines Mening om den Ting.

– –

Haabet kom ogsaa til Broholm i denne underlige oprevne Nat.

107|Det blev ganske vist ikke noget langt Besøg, og det var ikke i nogen straalende eller lysende Form, det kom, ikke heller var det »fast« eller »urokkeligt«, som Sine havde sagt, det kunde være.

Men der var dog et Par Timers Tid midt paa Natten, hvor et Skær af Haab og Fortrøstning var faldet ind over de fleste Sind og sad der og varmede og holdt Modet oppe, til Trods for at Uhyggen trængte paa fra alle Sider, til Trods for at Døden hvert øjeblik dukkede op i Tanker og Tale og Forestillinger.

Det var den Tid, man gik og ventede paa Doktoren.

Man havde jo gaaet der saa mange Timer og set paa dette Køretøj, der holdt der foran Trappen – Forspandet var skiftet flere Gange – og ikke vidst sine levende Raad, vredet Hænder og klynket og klaget. Tilsidst var altsaa Raadvildheden og Fortvivlelsen bleven saa stor, at da man omsider fik Anne Grams Tilladelse og Vognen rullede af Sted, føltes dette som en stor Sejr, der straks strammede Modet og Haabet op: Dette var dog en Handling, det var at foretage sig noget i Stedet for stadigt kun at se ørkesløst og uforetagsomt til.

Nu kom Doktoren, ham de saa længe havde ønsket at faa fat paa. Dette maatte dog give en Forandring paa Forholdene. Og hvorfor skulde 108| det ikke blive en Forandring til det bedre? – Hvorfor skulde de ikke tænke, Doktoren kom som en Hjælper?

Jo, naar nu Doktoren kom, saa blev nok alting godt – dette blev Omkvædet paa al deres Tale. Jo sortere Udsigterne var, jo sværere det blev at naa Haabet, desto fastere holdt de paa det, naar det glimtede frem.

Nu kom Doktoren! – Og naar nu Doktoren kom, saa – –

Saadan tonede det igennem al Ynk og Elende.

– Og denne Haabets Tone naaede ogsaa omsider frem til de fire Smaapiger, der kom skultrende nede fra Bedstemoderens forladte Hus.

De var saa sky og ængstelige for at trænge sig frem og vække Kvindfolkenes Opmærksomhed, hvorfor de længe holdt sig tilbage og stod og dukkede sig i Skyggen derborte ved Indgangen til »dje egen Kykken«.

Den, de først fik øje paa derovre, var Stine Høstkone. Hun stod og hang op mod Væggen med et knækket Tællelys mellem Fingrene og græd med skrækkeligt forvredne Ansigtstræk, – saadan som smaa Børn kunde skære Grimasser i Arrigskab.

Ja, saa var Moderen vel død, – jog det igennem dem. Og de trak sig uvilkaarligt længere tilbage i Skyggen.

109| Men det var ikke Sorg, der havde overvældet Stine, snarere det modsatte.

»Hvor var 'et da godt vi fik Niels Povlsen af Sted!« udbrød hun, da hun kom til Mælet. »Jøsses Ko's, hvor var 'et da godt!« – Og hendes Stemme havde Klang af Befrielse og Glæde, saa Smaapigerne vovede sig lidt frem efter igen.

Noget efter kom den lille Bodil Dalgaard, der gik til Haande derinde i Sovekamret herud og hun gik lige hen til Køkkenbordet og lod sig falde knækket nedover Bordpladen. Man kunde se af Bevægelsen paa hendes opadvendte Ryg, at hun græd.

Og igen jog det igennem Børnene: Ja, saa maatte det vel være forbi da! – og de dukkede sig ynkeligt.

Men Krestense og Sine gik hen til Bodil for at trøste hende:

»Gí dig still' til 'et, bitte du!« sagde de til hende og klappede paa hende.

Nu var Niels Povlsen jo kommen af Sted efter den Doktor og han havde Ordre paa at køre alt, hvad Hestene kunde strække ad Vejen. – Desuden var der nogle af de andre Karle i Færd med at spænde for én Vogn til, – hun kunde jo selv høre, sagde de til hende og gjorde hende opmærksom paa den Klapren af Hestesko og Trampen af Folk, der kunde høres ude paa Gaardspladsen. – Den nye Vogn skulde køre Niels Povlsen i Møde 110| for det Tilfælde, han skulde køre en Hest til Styrt, eller faa Brud eller Bræk paa Seler og Vogn.

Nej, nu var det ikke Tid at græde eller klage, mente Sine og blev ved at staa og dunke Bodil blidt i Ryggen, – kendte hun Niels Povlsen ret, var han ikke den, der tog længere Tid end lige nødvendigt, naar det var den Slags »præcérendes«, det gjaldt.

Og havde de først Doktoren, saa blev der skam nok Raad og Hjælp med alting, det kunde aldrig fejle, trøstede Stine.

Jaja, sagde Bodil og rokkede paa Hovedet. Jaja, det var nok rigtigt altsammen, og hun forsøgte at tørre sine øjne. – »Men, saa var 'et ogsaa ret paa høje Tid, de kom til kørendes!« udbrød hun.

Hun havde været saa langt borte i Fortvivlelsen, at det var svært at faa vendt. –

- Naa, man hentede da ikke Doktor til dem, som var døde, hviskede Børnene til hverandre. Der begyndte ogsaa at tændes et lille Haab hos dem, og de stumlede frem efter paa Køkkenets gule Murstensgulv og kom ind i Lyskredsen til de andre.

– –

Det vakte ikke saa lidt Overraskelse blandt de forsamlede Kvinder, da de saa' de fire for111|frosne og forkomne Smaapiger dukke op iblandt sig.

»Kommer I dér!«

»Men Herregud da!«

»Hvor kommer I dog fra?« – lød Udbrudene fra forskellige Sider.

Og øjnene søgte Gine-Barnepige; thi det viste sig, hun havde ladet sig forstaa med, at alle Børnene var gaaede til Sengs hos Bedstemoderens og sov trygt og vel, medens Sandheden var, at Gine, som var en sølle Skrædder i Mørke, slet ikke havde turdet gaa den Gang derned igennem Haven og ned til det enslige Hus.

»Ja, A troede jo, I laa i Jeres sødeste Søvn,« forsøgte hun at fjotte sig fra det. – Der var dog to Senge dernede, og de kunde sagtens have ligget alle seks i Bedstemoderens Senge, der var saa brede som Ladeporte, snakkede hun undskyldende op.

»Nej, vi syntes ikke, vi kunde gaa i Seng,« svarede Lise stille. Baade hun og Kusinerne stod og hakkede Tænder i Frysning og Graadsvælgning. – Men de maatte ikke blive vrede paa dem, fordi de kom herop til Gaarden, for nu – ja, nu syntes de heller ikke, at de kunde være dernede længere, tilføjede Lise med nedslagne øjne.

– »Der var jo saa grusseligt mørkt,« indflettede en af Kusinerne.

112|- »Ja, og Lise hun hørte jo Vognen,« sagde den anden.

»Jaja, bitte Børn,« sagde klog' Sine i Tysse- og Trøstetone og strøg med en sørgmodig Bevægelse henover Hovederne paa dem. – »Aaja, endda bitte Børn!«

Og saa skyndte hun sig at sende èn af Pigerne, det var den godsindede Else Marie, ned til Bedstemoderens Hus, for at hun kunde være hos de to, der var bleven tilbage. Og samtidig ryddede hun op paa Høkassen og paa Vandspandebænken, for at Smaapigerne kunde komme til Sæde i Nærheden af det varme Komfur.

– Børnene vidste jo endnu ikke ret noget om, hvordan det stod til heroppe paa Gaarden. – Ja, Lise havde altsaa hørt rigtigt med Hensyn til den rullende Vogn, Niels Povlsen var kørt og Doktoren ventedes; men her var meget andet, de længtes efter at faa Besked paa.

Dog kunde de ikke faa sig til at spørge om noget, Emnet var saa vanskeligt. De sad blot stille og lyttede med anspændte øren til den Tale, der faldt mellem de Voksne.

Desværre var Pigernes Ord bleven saa lavmælte og forblommede, siden Børnene dukkede op iblandt dem. Dette var jo helt fint tænkt af Kvindfolkene, de vilde ikke uroe de smaa Piger ved at indvie dem i alt det sørgelige, der kunde være at nævne. Men for dem, der nu i Aftenens 113| Løb havde gennemgaaet saa megen Spænding og Sindsbevægelse, var det ikke godt.

Omsider var der saa ogsaa én af Pigerne, der fandt paa, at de maatte se at tale lidt med dem, saa tavse og stille de sad der ved Komfuret, og hun gik hen til dem for at prate og underholde.

Her var jo kommen en lille Søster til dem, begyndte Pigen at snakke op. De havde jo den hele Aften gaaet og tosset om dernede i Bedstemoderens Hus, langt væk fra Broholm og det altsammen, saa man skulde faa at se, at dette vidste de ikke en Gang Besked med. – Gjorde de vel?

Næhj, svarede de og kiggede med undselig Nysgerrighed paa hende. Nejh, de vidste ikke noget om »en lille Søster«.

Jo, da var det rigtigt nok, sagde Pigen igen. Lidt før Klokken Et var hun kommen; om de ikke glædede sig stærkt til at se hende?

Man saa var der én af de andre Kvindfolk, der afbrød den snakkende Pige: »Det er saamæn vistnok slet ikke nogen Søster,« sagde hun. Hun troede da, det var en Dreng, der var kommen.

Og en tredje, – det var klog' Sine – lod et Par Ord falde om, at de vist hellere skulde vente med deres Snak, for Sandheden var nok, at ingen af dem derude i Køkkenet vidste ret Besked med, hvilken af Delene det var.

Af den Tale forstod Børnene meget godt, at i Aften var den Sag med den Nyfødte ikke den 114| vigtigste. Ellers plejede der jo altid at fare en Befrielsens Jubel over hele Huset, naar man ved Moderens strenge Barnefødsler først var kommen saa vidt, at man kunde fortælle, nu var der kommen en lille ny én.

I Aften interesserede den Ting altsaa ikke saa meget, saa de vidste, om det var en Dreng eller en Pige.

Nej, Moderen – – det var nok hende, de alle sammen tænkte paa, og sagtens var det rent fortvivlet med hende saadan alting stillede sig an. Og de sad og stirrede paa hverandre og kunde ikke faa Snakken i Gang imellem sig.

Men da Børnene havde været heroppe i nogen Tid og forøvrigt blev ved at sidde stille der, hvor man havde anbragt dem, glemte Pigerne deres Forsigtighed og talte baade hørligt og indgaaende om Moderens Tilstand.

Det var Blodet, der var i Færd med at løbe Anne Gram fordærvet, hun havde faaet Blodstyrtning efter Fødslen, og saadan som de skildrede Forholdene, maatte det være forfærdeligt, som det stod til derinde i Sovekamret.

– Barnepigen kom i det samme derindefra med en Gulvspand i Haanden, og nu lod hun de andre voksne Kvindfolk se paa Indholdet. Vaskevandet var saa rødt som det pure Blod. – »Se blot,« sagde hun og holdt Spanden frem.

Og det var kun, hvad der var sivet ned igen115|nem Dyner og Madrasser, forklarede hun. Hvor meget var der ikke opsamlet i Sengeklæderne? Og der stod forøvrigt Pøl ved Pøl derinde under Sengen, og hun skulde ind igen og tørre op, naar hun havde skiftet Vand, for ellers flød det jo ud over Gulvet, saa det ikke var til at flytte Fødderne for det.

Aa, se endda, rokkede Pigerne paa Hovederne. De løftede Gulvkluden op fra Spanden og saa paa Indholdet med opspærrede øjne.

At Blodet saadan kunde tage til at styrtløbe af et Menneske! var der én, der udbrød.

Ja, Jøsses Krist; – Ve, Ve!

– Den Scene glemte de at skygge over, og Børnene hvidnede i Kinderne. –

– Helga havde et stort Hul paa sin Strømpe, det sad hun og kørte rundt i med Fingrene, hvad der ikke saa' godt ud.

En af Kusinerne havde faaet sine Sko halvt fyldte af Muldjord. Hun sad og gravede med Tæerne og pintes i Fødderne.

Lise havde Hovedpine.

De saa' i Tavshed til hverandre.

Aa, der var saa meget, som var saadan saa sær sørgeligt, syntes de, og gussede sig kuldskære.

– Men saa kom Bodil Dalgaard kiggende:

»Du passer vel at blive ved at fyre godt,« henvendte hun sig til klog' Sine. – Enten der nu blev Brug for det eller ej, maatte de se at have 116|rigeligt med hedt Vand. – Sine forstod nok – naar nu Doktoren kom – og saadan –

Bodils Stemme lød saa kvik og opmuntrende.

– Og saa var alles Tanker snart paa Veje med den hastigt rullende Vogn ad Fjordby til. Saadan Fart dog Niels Povlsen havde paa, da han sprængte ud ad Porten. Og de havde kunnet høre ham langvejs væk, han blev ved i samme Dur. – Hvornaar monstro han kunde være tilbage igen, – allertidligst?

Meningerne var delte, Snakken gik frem og tilbage, mens det lysnede over Sindene.

Elsbets og Grethes Mor, Faster Karen, kom noget efter et ærinde derud igennem Køkkenet.

»Mor, bitte Mor!« raabte hendes Smaapiger imod hende, straks de saa' hende.

Det var, som de kaldte fra den anden Side af en farefuld Afgrund.

Og Moderen tog dem begge om Halsen og dukkede et øjeblik sit bevægede Ansigt ned mod deres Haar. – »Lad mig se, I kan være rare og stille,« sagde hun i Forbifarten. – »Bitte Børn! Bitte Børn!« klappede hun dem paa Hovederne og skyndte sig ind igen.

Lise knækkede næsten helt sammen ved Sy117|net af denne lille Scene mellem Kusinerne og deres Mor. Med dukket Hoved og sære forladte Bevægelser gled hun hen og tog fat i sin Søster Helgas Haand. Hun havde i øjeblikket ikke ret Lyst til at være for nær ved de andre to, – – saa rige og ovenpaa, de var. –

– Som Lise stod der i Krogen og dukkede sig med Helga i Haanden, faldt hendes øjne paa Bedstemoderen, og det slog hende, at hun saa' helt anderledes ud end alle de andre.

Paa denne usædvanlige Aften, hvor de alle havde et forandret Udtryk i Ansigtet, hvor der var rendt Taarer ned ad de fleste Kinder, ja, hvor selv de forholdsvis fremmede Karle, der før havde været jaget op af Sengene for at hjælpe til med at spænde for og været ved Køkkendøren et Par Gange for at spørge til deres Madmors Befindende, havde haft et alvorligt og usædvanligt Udseende, – paa denne Aften var der én, der baade af Lader og Ord og Ansigtsudtryk saa' fuldkommen uforandret ud: Bedstemoderen.

Hun var en Kvinde, paa hvem der alle Dage havde været læsset tungt Ansvar og meget Slid, strengt, evindeligt Slid. Og mens nu alle andre tumlede mere eller mindre nedtrykte og betagne omkring, stampede gamle Kirsten noksaa fast og støt af Sted og holdt øje med alle de Ting i det store Hus, hun kunde overkomme.

»Tag og skær den store Klipfisk ud og sæt den 118| i Blød til i Morgen,« sagde hun til én af Pigerne. – Saa var den Ting gjort, nikkede hun, og i Morgen blev der sagtens nok at tage i Hænderne.

»Du, Stine, du kunde ligesaa gerne skrælle os den Balje Kartofler, der staar derovre ved Gruen,« henkastede hun til Stine Høstkone. Der blev jo sagtens ingen Ro til Søvn i Nat alligevel, og saa kunde et voksent Menneske da ligesaa gerne have lidt nyttigt for. Det klædte dog altid ligesaa godt.

Og saadan fandt hun Beskæftigelse til dem alle. En fik en Bindehose og én kom til at pudse Ruderne i Lygten osv. Og naar det alt opfundne Arbejde slap op, fandt hun nyt.

Og selv var hun i uafbrudt Bevægelse.

Hun plejede jo altid at være heroppe paa Gaarden, naar der skulde komme en ny Verdensborger, og hun havde da en Gang for længe siden indført, at Jordemoderen og de Kvinder, der assisterede i Sovekamret og i Køkkenet, de skulde have Sødsuppe og varme Vafler, naar det hele var overstaaet.

Det havde intet frugtet, at der i sin Tid var bleven gjort Indvendinger mod dette Traktement, at man havde ladet gamle Kirsten forstaa, det maatte afhænge noget af, hvilket Tidspunkt paa Døgnet Maaltidet skulde indtages, om netop disse Retter skulde smage o.a.m.

Gamle Kirsten var bleven ved sit: til en Barselsaffære hørte der Sødsuppe med dygtig mange 119| Svedsker og Rosiner og gode smør- og flødetunge Vafler. Saadan havde man altid faaet de fjorten Gange, Kirsten selv havde maattet »lægge ned«, og saa skulde det vel ikke være ringere med hendes Svigerdatter. – Nej, det Traktement hørte sig til, det var en afgjort Sag.

Og da Anne Gram var en forstandig Kone, som mente, at man i saadanne Sager, som hun kaldte »uvæsentlige«, altid skulde føje en gammel Kvinde, der havde de bedste Hensigter, havde Sødsuppen og Vaflerne endnu heller aldrig manglet.

Ogsaa paa denne Aften, hvor der mellem de andre fór saa mange bekymrede og trykkende Tanker omkring, huskede Kirsten paa »Barselsretterne«, og siden det var meldt, at Fødslen var overstaaet, stampede hun – trods alle Eftermeldinger – travlt optaget frem og tilbage mellem Køkken og Spisekammer og kom stadig anstigende med flere og flere Pakkenelliker og Papirposer, som hun stillede fra sig paa Køkkenbordet, og af hvis Indhold hun maalte op i en stor, dyb Bolle: Sagogryn, hel Kanel, Citronskal, et Par Kryddernelliker og øverst et stort Toplag af mange Haandfulde Svedsker og Rosiner.

»Tag saa og sæt den mellemste Gryde paa,« sagde hun kort til klog' Sine.

»Er det nu ogsaa værd?« sagde Sine ligesom bønfaldende henimod den Gamle. – »Er det værd – nu i Aften?«

120| Hun stod saa tøvende derhenne ved Komfuret. Man kunde let mærke, at hun var ilde berørt af den Gamles Iver og Sædvanemæssighed.

Men Kirsten hørte ikke, eller hun lod, som hun ikke hørte. Hun talte æg op og maalte af til Vaffeldejg, og Sine maatte da sætte Gryden over, som der var befalet.

»Ja, det skal jo være Gryden med den gode Emalje,« kastede Kirsten over Skulderen til Pigen og gik videre i sine Forberedelser.

Men at se dette gamle, rundryggede Menneske, med det stærkt rynkede Ansigt og de snehvide Totter ved ørene staa der i denne sære Nat, og stift og støt røre i sin Vaffeldejg, – det kunde ikke undgaa at gøre stærkt Indtryk. –

– Bedstemoderen saa' anderledes ud end alle de andre, dette gik ogsaa op for Lise, som hun stod der i Krogen og dukkede sig med Helga ved Haanden. Og da Kusinerne efter deres Mors Bortgang var krykkede hen til de to Søstre, lod hun et Par Ord falde til dem om sin Iagttagelse.

Den lille Grethe gik da straks hen og stillede sig op ved Siden af Køkkenbordet, hvor hun stod og kiggede betuttet op paa Gamlingen.

»Bedstemor, hvorfor er I ikke ogsaa ked af 'et?« spurgte hun og saa' forskende op i det runkne Ansigt.

»Hvem siger, A ikke er det?« svarede Kirsten kort og piskede stærkere rundt i Dejgen.

121|»Ja, hvorfor kommer I da slet ikke til at græde?«

Da slog Kirsten sine sære stærke øjne op og saa' skarpt og gennemborende ned paa den lille Pige:

»Aa! – Hæ-hæ! – naar En har ti Børn foran sig paa Kirkegaarden og har set baade sin Far og sin Mor og sin Mand – og da saa mange andre – gaa den Vej, saa har En ikke mere saa nemt til Vandet, bitte du! – Hæ-hæ! –« endte hun med et Par haarde, spotske Knist.

Og saa viskede hun sig om sin valne Næse og rørte videre. –

– De saa' til hverandre, baade Børnene og de Voksne, og de fleste skuttede og gussede sig.

»Døren ovre i Tværgangen er vel ikke blæst op?« var der én, der spurgte.

Man kiggede efter.

Nej, den var lukket.

Det undrede, for de fleste følte det, som der strøg et grimt Isnepust igennem det lune Køkken.

Efter dette var der længe meget stille derude i Køkkenet. Man kunde høre Kristenses Strikkepinde klirre, og man kunde høre hver Gang Stine Høstkone lod en nyskrællet Kartoffel plumpe 122| over i den store Gryde; – og saa gamle Kirstens vedholdende Røren rundt og rundt i sin Vaffeldejg.

Bedstemoderens Ord blev ved at svæve om iblandt dem, – »ti Børn, Far og Mor og Mand og mange andre.« – Døde – døde! – – puttet ned i den sorte Jord! – Gamle Kirsten havde selv set det, hun, den haarde, hvidtottede, som stod dér og rørte rundt og rundt.

– Vinden strøg igennem det store Kastanietræ, der stod derude paa Gaardspladsen, Fløjen paa Gavlhjørnet blev svunget omkring og peb fælt. – Blæsten jog over Gaarden, suste forbi og blev borte igen. – Henfarne Slægter gjorde ligesaa: – Dukkede frem, gled forbi og svandt langt bort.

– Døde var de, – dø skulde ogsaa vi! – Ud paa Kirkegaarden og ned i den sorte Jord, – – som den lange Række af gamle Kirstens Familje.

– – Og Moderen, der laa derinde i Sovekamret og havde Blodstyrtning! – Hvad skulde hun?

– Der var bleven saa stille derude i Køkkenet, Hænderne sank i Skødet for dem, og de var alle helt tavse.

Det skar saa grelt i ørene, da klog' Sine gav sig til at purre op i Ilden og kradse med den 123| klirrende Ildtang frem og tilbage over Jernristens Tremmer.

– –

Men saa kom der dog atter noget, der ledte Tankerne ind paa lysere Veje og denne Gang blev det den lille Jette Skrædderpige, som vendte dem.

Hun var et temmelig fremmed Menneske, som bare var kommen til Gaarde for at sy lidt for et Par af Pigerne, og havde hidindtil siddet ret ubemærket oven i den store Tørvekurv. Nu begyndte hun at fundere over, hvor hurtigt det var muligt at tilbagelægge Vejen mellem Broholm og Fjordby.

Jettes Professjon førte hende langt omkring, hun hørte saa mange Ting og hun vidste meget at fortælle om Folk, der havde kørt glubsk Kørsel og faret frem ad Landevejene som en Røg eller et Kanonskrald.

Kristian Koustrup i Damgaard f. Eks. han havde en Gang kørt hjem fra Fjordby paa en god Time. – Han havde faaet formeget at drikke, forstaar sig, saa han havde ingen Forstand paa, hvordan han bar sig til. – Men der var da to Mil til Damgaard, saa Bæsterne de havde jo strakt godt nok ud.

Men Hendrik i Bakken han havde en Gang hentet Jordmor i Fjordby, fordi deres egen var kaldt ud, og han havde kørt de halvanden Mil 124| baade frem og tilbage paa godt halvanden Time. Det var endnu bedre. – Og han var hverken fuld eller gal, men nok en Mand med et voldsk sikkert Tag i Hestetømmen.

Og Jette kendte mange flere Eksempler.

– Ja, der skulde En høre, – saa det kunde virkelig lade sig gøre at køre saa fort?

Da turde de nok love, at Niels Povlsen vilde ikke være længere om Turen end haardt nødvendigt, var der flere af Kvindfolkene, der faldt ind. – De havde jo selv set, saadan Fart han havde paa, da han strøg ud ad Porten. – Den Ka'l skulde nok komme frem i en Snarhed.

De saa' paa Klokken og overtænkte Sagen. – Ja, hvis der ellers var Lid ved Jettes Snak, da maatte Niels jo nu allerede være i Fjordby. – Og var han saa blot heldig og traf Doktoren hjemme, da kunde det vel endog tænkes, at han var ligeved at være paa Veje herhjemad.

Sese! – Det var helt fornøjeligt at tænke paa; thi om dette var Tilfældet, da havde de jo nu allerede den brede Ende af Ventetiden bag sig. De havde nu knapt turdet haabe, Turen kunde gøres saa hurtigt, men siden Jette lod til at vide saa god Besked, saa – –

De kvikkede helt op og blev varme og livlige i Stemmerne. – Kanske det da ikke varede saa farlig længe, før de havde ham, den Doktor. – Og Gud ha' Lov og Tak, hvis det var saa vel! –

125|Jaja, det kunde jo »se sort og blive godt!« – Og »naar Nøden var størst, var Hjælpen nærmest.« – Og »Menneskene de kunde en lille Bit, men Vorherre han kunde alt, hvad han vilde!«

Det fløj omkring dem med Ordsprog og Mundheld. – Og havde de ikke alle hørt fortælle om Folk, der havde været dømte til at dø, ja lige paa Gravens Bred, og saa endda var staaet op som fuldstændig karske?

Jojo – jojo.

De blev helt ivrige og oplagte, snakkede op og tog fat med Hænderne i de Ting, der laa for, ja, ovre i Jettes Krog faldt endog en Bemærkning, der antydede en mulig Sammenføjning af Daabsgildet og det aarlige store Høstgilde. –

– Og da var den gamle Kirstens Dødssang jo skubbet langt til en Side.

Foruden al anden Sorg og Uhygge, der laa paa Lur paa Broholm i denne Nat, var ogsaa kommen det Tilfælde, at Anders Gram ikke var hjemme.

Sagen var naturlig nok: Han var taget til det store Efteraarsmarked i Stiftshovedstaden.

Dette Marked var nemlig det væsentligste for Kreaturhandel, Egnen havde, og da Kreaturhandel var Anders Grams stærkeste Interesse og 126| største Indtægtskilde, var det rimeligt, han daarligt kunde forsømme at give Møde.

Forresten havde hans Kone ogsaa været ved ret godt Helbred, da han om Morgenen tog af Sted, hvad der jo var en Undskyldning mere.

Al Sviren og Sværmen var Anders Gram saa fremmed, som tænkeligt. Alle vidste, han var af dem, der vendte hjemad, saasnart det var ham gørligt.

Naar han da ikke var vendt tilbage til den ventede Tid, var der ingen, der tvivlede om, at han var lovlig undskyldt, – hvordan saa end Sammenhængen kunde være.

Nu var han ikke af de Mænd, der egnede sig for at være ved Haanden i en Barselstue. – Han var som oftest i Fremmedes Nærværelse en mut og tvær Mand, ja, tit rentud hensynsløs og frastødende i Tale og Væsen, (i sin allersnævreste Kreds kunde han være helt anderledes, – til Tider i hvert Fald), og snild eller let paa Taa var han heller ikke, saa oprindelig havde man i Dag været ret velfornøjet med at være ham kvit.

Men efterhaanden som det tegnede til, at Fødselsaffæren kunde tage en sørgelig Vending, tænkte alle jo anderledes.

Da var der Ingen, som ikke med stille Gys og Gru tænkte paa det haarde Tilfælde, der forstyrrede den trofaste, dybthengivne ægtefælle i at være hos sin dødssyge Hustru.

127| Det var saa sært og saa uhyggeligt, syntes alle.

Og ikke en Gang kunde de skikke ham et Bud. Nej ikke det en Gang.

Især omkring ved Elleve-Tolvtiden, da det sidste Tog ventedes, havde de været meget længselsfulde og bestandig lyttet og kigget ud ad den lyse, sandede Stationsvej:

Kom han ikke? – Mon han dog ikke skulde komme?

Men der kom ingen.

Og tilsidst havde et Par forbivandrende Markedsfolk betaget dem al Forventning: Anders Gram havde slet ikke været med Toget, blev der sagt.

Siden havde den Syges Tilstand og Forventningen om Doktorens Komme og Hjælp taget de fleste Tanker.

Man havde ikke turdet sige Anne Gram, at hendes Mand ikke havde været med Toget, og saa lidende, hun var, havde hun ingen rigtig Forestilling om Klokkeslettet.

Derfor havde hun ogsaa Gang paa Gang i sin utaalmodige Spørgen efter Doktoren blandet Spørgsmaal om, hvor hendes Mand var.

»Hvor er Anders?« – »Hvorfor kommer Anders ikke ind?«

Var Toget ikke kommet? – Var han ikke kommen hjem endnu?

Hun havde saa mange fortvivlede Spørgsmaal 128| paa Læben, hver Gang de havde faaet hende banket op af en Besvimelse.

Men Klokken var jo langt over Midnat, og ingen uden Anne Gram ventede hans Komme. – – Og saa kom han dog.

– Henad Halvtre var de fire Smaapiger tyede ind i Dagligstuen for at kunne være nærmere ved Vinduerne og rigtig se, naar Niels Povlsen kom med den ventede Doktor.

Og da, som de sad der med Næserne mod Ruderne, saa' de pludselig Faderen trine ind ad Døren i Følge med en velkendt Handelskammerat.

De havde været med et Ekstratog, som ingen paa Broholm havde vidst noget om.

De to Mænd kom sammen ind over Tærsklen, hyggeligt snakkende om Handel og Vandel og Begivenheder fra Markedet.

»Ah! – Det var godt at komme hjem!« sagde Anders Gram og gned sig velbehageligt i Hænderne. »Nu skal vi have os noget i Livet, vi to!« – inviterede han og gav derved til Kende, at han intet usædvanligt anede.

Den Uro, der var i Huset, mente han sagtens kom af, at man, som man plejede, ventede hans Hjemkomst med et godt varmt Maaltid.

Men saa blev Døren ud til Køkkenet slaaet op, han saa' de mange Kvinder og et Glimt af Ansigternes Udtryk.

129|- Og i samme Stund blev den store, stærke Mand som helt forvandlet.

– –

Da Børnene siden hen i Livet var bleven spredte vidt omkring, og Hjemmet og alt dets stod i Mindeskær, da kom baade Lise og Helga og Kusinerne ofte til at huske paa denne Stund.

I Tankerne saa' de da lyslevende denne tunge, klodsede, kantede Mand, der pludselig knækkede sammen mellem Mave og Bryst og bøjede sin haarde, stædige Nakke.

Hans Hoved duvede langt fremefter og var nær stødt imod en lille Hylde med en Vase, der hang paa Væggen ved Siden af Dørkarmen.

Den fremmede Mand, der havde fulgt Anders Gram – Per Nielsen fra Solgaard var det – var jo ogsaa bleven forlegen over, at han skulde komme i saa ubelejlig en Stund.

»Aa, se, se!« sagde han. Ja, han forstod nok hvordan det var fat, nikkede han. Han vendte sig bleg imod Døren og vilde straks gaa igen.

»Jamen du skulde jo have haft en Bid Mad,« mandede Anders Gram sig op til at faa sagt.

»Aa, tænk da aldrig paa saadant,« sagde Per og lagde bønfaldende og hengivent Haanden op paa Anders' Skulder.

Saa gled han ud ad Døren og lukkede stille efter sig.

– Og Anders Gram kom til Slingren henover 130| Gulvet. Han duvede saa underlig hjælpeløs fremefter i Retning af den Gang, der forbandt Dagligstuen og Sovekamret.

»Jamen Far« – raabte Lise efter ham.

»Jamen Morbror Anders« – raabte ogsaa Elsbet. »Morbror Anders, æ Doktor kommer jo ligestraks!«

De syntes, de havde noget godt at sige ham, noget, der kunde slukke Sorgen.

Men han hørte dem ikke.

Han blev ved at slingre af derhen over Gulvet. Det saa' ud, som han skrumpede helt sammen i sin store, side aabentstaaende Kavaj.

Saadan flimrede der i dette Par Ventetimer et broget Mylder af Billeder frem for Børnenes øjne, smaa og store, mindre væsentlige og skæbnebestemmende imellem hverandre. Dog alle indbyrdes forbundne, thi de var alle tegnede paa den samme sorte Baggrund: Moderens dødssyge Tilstand.

Og saa, hvor triste og tunge de end kunde være, hvor gribende og uhyggelige, det Haab trængte dog stadigt igennem, at nu kom der nok Hjælp, – for nu kom jo snart Doktoren, – og naar først de havde ham, saa – –