VIII

[131]|Nu, Faster Karen! Nu, Bodil Dalgaard! – Madam Iversen, klog' Sine og jer allesammen, hvorfor bliver I nu saa tavse? – Hvorfor har I ikke mere noget at fortælle?

Ser I da ikke, hvor spørgende og længselsfulde alle øjne bliver vendte imod jer, hver Gang I kommer trippende eller jagende over Tærskelen derinde fra Sovekamret? – Ser I ikke, hvor bønligt Blikkene ber om Besked, om et Par Ord til Trøst og Opmuntring?

Jo, I ser det nok, I ser det altsammen. – Men alligevel – I bliver mere listende og stille i jeres Adfærd, og I bliver for hver Gang, I kommer, mere tavse og tillukkede, – stadig mere og mere.

Men hvordan skal det under slige Forhold gaa for dem derude i Køkkenet med »Haabet«? – Fortæl dem det. –

- Henad Tretiden var Doktoren kommen til Gaarde.

I en Stund, da Tankerne tilfældigt havde været 132| borthæftede andet Steds, var Køretøjet faret ind gennem Porten og hvirvlet rundt paa »Herskabspladsen«. Det lød blot som et Piskesmæld, et svirpende Ratsch, og Niels Povlsen svang sig i en vid Kurve op foran den brede Trappe.

»Nu er han her! – Nu er han her!« raabte Kvindfolkene derude i Køkkenet i Munden paa hverandre. De fo'r overrumplede op fra deres Siddepladser og gebærdede om sig med Armene i Luften.

»Nu kom Doktoren! – Har I hørt det – har I hørt det?« lød det fra Smaapigerne, som ivrige og hæsblæsende kom farende ud i Køkkenet for at forkynde det store Budskab.

Og Kvinderne derinde fra Sovekamret var ogsaa livede op. De kom jagende derud den ene efter den anden med Mundene fulde af raske Ordrer:

»Pas paa at holde fuldkomment friskt Vand i Vandspandene!«

»Hold Fyret ordentligt vedlige under Kedlerne!«

»Hold Stykker til Omslag i Orden!«

Og hold Dit og Dat. – Ingen vidste jo, hvad der kunde blive Brug for, og derfor var det nok det retteste at holde alle sine Ting parate.

Og de havde trippet saa ivrige og hastige ud og ind gennem Sovekammerdøren, saa der næsten havde været som en Dans i deres Bevægelser.

133| Kun gamle Kirsten blev ved at være sig selv lig.

»Ja, – hæ-hæ! – Nu var 'et jo saa En skuld' se, hvad Kunst han kan, han den her Mand med den møgle Lærdom,« ytrede hun og trak skeptisk paa sin brede Mund.

Da dukkede de andre eftertænksomt Nakken: Javelsaa, nu var det jo, det skulde vise sig, hvor stor Hjælp, de havde faaet? –

- Naa, men det var jo aldrig Bedstemoderen, man skulde have sine Opmuntringer fra. Det var en kendt Sag.

Nej, saa var det bedre at lytte til de Beretninger, der nu begyndte at sive ud inde fra Sovekamret, – Beretninger om sjældne Medikamenter, der blev brugt, som Forsøg med Isomslag, med Indsprøjtninger og hvad nu alt det mystiske var, de havde for.

Det lød da af noget og gav i alle Tilfælde en Forestilling om, at derinde der blev ingen Ulejlighed skyet, men enhver gjorde sit Bedste. Og saa skulde man dog heller ikke synes, at saa mange sjældne Handlinger kunde gøres rent omsonst?

– Men det var ogsaa Doktoren, der maatte befri den syge Barselkvinde for »Efterbyrden«; thi det havde den forfjamskede Madam Iversen paa Grund af de mange andre Vanskeligheder nemlig ikke turdet, og under denne Akt havde Anne 134| Gram været ved Bevidsthed og vaandet sig saa jamrende.

»Er 'et Dem, Doktor Lund? – Aa, er 'et Dem!?« spurgte hun. Og det lød paa én Gang saa bævende bønligt og saa hjerteskærende angst.

Og ved at Dørene stadigt gik op og i, hørtes ogsaa baade Ordene og den jamrende Klage ud i Køkkenet og kunde jo ingen Opmuntring bevirke.

Det hørtes ogsaa, at Doktoren gjorde den Syge forskellige Spørgsmaal om hendes Befindende og Tilstand. Men herpaa svarede Anne Gram stadigt kun et: At hun var »saa træt, saa træt!« Bad dem saa mindeligt om at lade hende ligge i Fred, for nu vilde hun »sove – bare sove!«

Bare sove? – Aaja, det kunde jo lyde troligt nok, at hun trængte til det; men hvori det nu laa, det var, som de alle gennem disse to smaa Ord fik en Følelse af, at det kunde blive en farlig Søvn, ja, at det var selve Dødssøvnen, der var i Færd med at overmande Anne Gram.

Og derefter var det, at Kvinderne, der trippede ud og ind mellem Køkken og Sovekammer, blev saa listende stille i deres Færd og saa tavse og tillukkede.

De undveg de stirrende øjne, og de gjorde, hvad de kunde, for at slippe uden om alle Spørgsmaal.

De tav og tav, for de havde intet godt at sige. – Men saa varer det jo heller ikke længe, før den 135| trykkende Stemning naar dem, der er samlede derude i Køkkenet. Ogsaa her lægges der en Dæmper paa Bevægelserne, og de voksne Kvinder færdes saa stille omkring ved deres forskellige Beskæftigelser, medens Smaapigerne trykker sig skræmte og forhutlede sammen henne paa Brandstenen. Kun faa Ord bliver der vekslede derude, og de, der tales, falder saa underligt triste og tunge.

»Ak ja,« sukker én, det var jo i Grunden en underlig Ting, dette med Livet.

»Ja,« siger en anden, »det er jo det, at alting saa snart kan forandres.«

»Ja, ogsaa saadan lige med én Gang helt vende sig om,« siger en tredje.

»Og saa det, at En i Forvejen ingen Ting kan vide om, hvordan det skal gaa, men at Skæbnen og det Hele saadan uden videre kan komme væltende ind over vos.

Det var Stine Høstkone, der talte, og hun illustrerede sin Rædsel med store fægtende Armbevægelser.

Naaja. De vilde ikke snakke mere om det, for hvad kunde det vel nytte at snakke om Skæbnen og den Slags? Det var der jo ikke noget at gøre ved.

Men deres Tanker kunde alligevel ikke slippe dette med Livets gruelige Utryghed og Skæbnens underlige Tumlen rundt med Menneskenes Børn.

Især de mere modne iblandt dem har lagt Mær136|ke til dette og kommer frem med deres Eksempler paa, hvorledes der kan leges Bold med Menneskene og paa, hvorledes lykkelige Forhold tit saa forfærdende bratte kan skiftes om til det modsatte.

»Ja, som nu for Eksempel paa Møllergaarden!« udbryder Krestense.

»Okja, paa Møllergaarden!«

Og saa kommer de til at sidde og snakke om Madmoderens Veninde, den kække, dygtige Kone paa Møllergaarden, der for et Aars Tid siden var bleven kaldt bort paa lignende Vis, som – – naaja, som ogsaa andre kunde træffe at blive det, undviger de med et Sideblik hen til Smaapigerne, – kaldt bort fra en stor Børneflok kort efter at have født sit sidste Barn til Verden.

Og de talte videre om, hvor sørgeligt alting var gaaet paa Gaarden efter dette Dødsfald, hvordan Manden var bleven forfalden til Sviren og Sværmen og nu bestandig tumlede rundt paa Markedspladserne, handlede med Heste og Kvæg, hvad han ingen Forstand havde paa, satte mange Penge over Styr dérved og endnu flere ved Kortspil og Nattelevned.

Imens maatte hans Børn drive om for Lud og Slud.

Tjenestepigerne, de havde, var daarlige og onde, gav Børnene Prygl og slet Mad og lod dem 137| gaa i Skole med hullede Klær og Utøj paa Kroppen.

For kort siden var saa Møllergaarden bleven solgt, for at den ikke helt skulde blive spillet og handlet væk, og Manden boede for Tiden helt alene med de mange Smaa i et lille skaldet Hus oppe ved Landevejen.

Okja, okja! – Saadan kunde det gaa, sukkede Pigerne, og de blev ved at sidde og smaasnakke saa stille og tungt.

– –

Men om alt dette fra Møllergaarden vidste de fire Smaapiger, der sad og krykkede derhenne paa Brandstenen, god Besked. Ja, de havde endda Indtryk, der var langt stærkere og friskere end nogen af de Voksnes.

Det havde nemlig truffet sig saadan, at just den Dag, som Familjen var rykket ud af den store Møllergaard, var Lise bleven sendt derop med et Papir fra sin Far, en Meddelelse, der angik Vandingen dernede i Engene; og da hun var kommen derop, var den tidligere Ejer allerede flyttet bort.

Men Dørene havde de Bortrejste ikke lukket efter sig. De stod aabne i en lang Række den ene bag den anden saa langt, det kunde ses.

Da Lise nu, dreven af sin Nysgerrighed, var gaaet ind i Huset og havde givet sig til at vandre rundt i de mange store, tomme Stuer, hvor Skridtene lød saa hule og dundrende og svarede igen i 138| Ekko fra de nøgne, ramponerede Vægge og Bjælkelofterne, da stødte hun pludselig inde i et af de skrækkelige tomme Rum paa Møllerens ældste Søn, den lille niaarige Kristian.

Han sad paa det bare Gulv i en Krog bag Døren og lænede sig op mod Væggen med Benene strakt lige ud fra sig.

Lise var bleven forskrækket og havde givet et stort Brøl fra sig, der havde skingret græsseligt gennem det gabende tomme Hus.

Men Drengen rørte sig ikke. Han saa' bare saa underlig fortabt op paa hende, og da hans øjne tillige var noget kirtelsvage og betændte i Randene, bidrog ogsaa dette til hans sørgelige, forladte Udseende.

»Sidder du her!?« – Det varede noget, før Lise kunde faa noget sagt.

»Ja,« sagde Kristian og tog øjnene til sig.

»Er du alene i hele Huset?«

»Ja,« det var han.

»Hvorfor er du det?«

»Min Far og de andre er jo flyttede fra mig.« Han klippede stærkt med de betændte øjne, og Trækkene om hans Mund tog til at bæve.

»Hvorfor er du ikke ogsaa flyttet?«

»A skal jo tjen' den nye Mand, der kommer.«

»Hvad Tid kommer han?«

»Det ved A ikke.«

»Tror du i Dag?«

139| »Nej, vistnok ikke før i Aften.«

– Der var et Par Ruder i stykker i det ene af Stuens Vinduer, og dér hang et Par Pjalter, der var stukket i den ene Aabning og slaskede udenpaa Glaret.

Det kunde ikke blive rart at sidde der, hvor Kristian sad, naar det begyndte at blive mørkt, fo'r det igennem Lises Tanker. – Den rustne Vindovn derhenne i Krogen stod da ogsaa og gabte saa fælt med sine aabne Luger og krattede saa grimt i Gulvet med de klørede, knoklede Hjulben! – Huf! –

– »Har du ikke noget, du kan spise?« fortsatte hun noget efter sin Spørgen.

»Næhj,« det havde han ikke.

»Naah! – Har du da faaet noget i Dag?«

»Næ-hj,« trak han paa det. Det havde han heller ikke.

»Hvorfor har du ikke det?«

»Aa, de havde jo saa travlt. – De glemte mig vel?«

»Naah – jah!« henkastede Lise. Hun syntes, det var ligesom det var saa svært at trække Vejret. – En Stund stod hun og overvejede, om hun ikke skulde gaa hjem og hente noget Mad til Kristian.

Men saa kom hun i Tanker om, at da maatte hun jo snakke med sin Mor om Sagen, og det kunde hun ikke. – Hun kunde ikke aabenbare 140| dette for voksne Folk, – for Kristians Skyld kunne hun ikke.

Lidt efter satte hun sig ned paa Gulvet hos ham, hun kunde ikke taale at se, at han sad saa alene. – Men de kunde ikke ret komme til at snakke sammen. Det var bare saadan ligesom blevet mere kedsomt og ødeligt omkring dem derved.

– Da de havde siddet stille og tavse i nogen Tid, havde Lise i sin Beklemmelse foreslaaet, at de skulde gaa omkring i alle Stuerne og give sig til at raabe og synge og saadan noget. Det kunde da vistnok lyde svært kunstigt, nu her var saa tomt, mente hun.

Hun kunde ikke finde paa andet at sige.

Men Kristian undslog sig. Han havde prøvet det, sagde han, men det vilde han ikke gøre mere. Det kunde kanske nok være pudsigt lige en lille Tid; men naar En saa holdt op igen, saa blev der bare endnu mere grusselig stille, forklarede han.

Ja, det kunde ogsaa gerne have sin Rigtighed, indrømmede Lise. Og saa sad de igen i lang Tid ganske stille ved Siden af hinanden.

– Jamen vilde Kristian nu ogsaa hele Tiden blive ved at sidde der paa Gulvet? forsøgte Lise atter at faa lidt Underholdning i Gang.

Jo – oh! – Det troede han nok. Han svarede nølende og vendte Ansigtet bort.

141|»Tror du virkelig, du vil det?« trængte hun paa i sin Undren.

Saa vendte Kristian Hovedet og saa' raadvildt og bedende op paa hende:

»Hvor skuld' A vel hellesens gaa hen?« spurgte han.

Og da tav Lise og slog øjnene ned.

– Pjalterne derhenne i Rudehullet tog atter til at slaske rundt derudenpaa Vinduet, det trak i de opslaaede Døre, og der var et Par af dem, der stod og vrikkede og knirkede og peb imellem saa sært grimt. Huf! – Huf!

Langt om længe havde Lise rejst sig. Hun maatte jo hjem til sin Far med Besked om Papiret. Men da hun bød Kristian Farvel, fik han igen dette graadsvangre, grimede Udtryk i sit kirteløjede Ansigt. Hun syntes næsten, han lignede det sølle graanæsede Vædderlam, der forgangent Aar havde faaet Pandeskindet flaaet paa Svenskharven.

– »Han har ingen Mor! – Han har ingen Mor!« var Lise kommen til at gaa og mumle, da hun gik ud af Huset fra Kristian.

Og under hele Hjemturen tænkte hun stadigt paa ham, som han havde siddet dér paa det bare Gulv med Blusen slaskende nedover den sammenklemte, slunkne Bug.

»Han er saa forladt! – han er saa forladt! – Han har ingen Mor! –han har ingen Mor!« – 142| Dette blev hun ved at gaa og gentage, som en Remse eller en Versstrofe, paa hele Hjemvejen.

– –

Lise havde rejst sig derhenne fra Brandstenen.

Hun stirrede i Angst og Uro derover til Kvindeklyngen, som sad der og smaasnakkede om Møllergaardsbørnenes Skæbne. Scenerne fra den tomme, fraflyttede Gaard stod lyslevende for hende. Og da hun – under Løfte om den dybeste Tavshed – tillige havde betroet sin Oplevelse til de tre Jævnaldrende og berettet om sit Besøg med en udpræget Virkelighedssans, huskede de ogsaa alt med den største Tydelighed.

»Vi ved godt, hvem du tænker paa,« hviskede Kusine Elsbet til Lise.

Men hun havde vendt sig om og stod og trykkede Panden ind mod Væggen og svarede ikke.

»Du tænker paa Kristian,« hviskede Elsbet igen.

»Jah! – Paa ham!« – kom det i dæmpet Udbrud. Og Lise blev ved at vende Ansigtet ind mod Væggen. Hun vilde ikke lade sig se.

»Hvis det er det, Lise,« begyndte Kusinen igen noget efter, – »hvis det er det, at du tykkes ikke, du kan bliv' ved aa haab', ja, saa vil a sig' dig, at det maa du ikke la' vær'.«

Lise svarede ikke.

»A siger, du skal bliv' ved aa haab', Lise. – 143| Du skal bliv' ved lig' til de stor' Folk siger, nu kan det ikke hjælpe længere.«

Nu vendte Lise sig. »Ja, Elsbet, det vil jeg ogsaa,« svarede hun stille og fast.

»Ha! – I tror kanske paa Mirakler!« kom det ironisk skrattende fra Helga. – »Saadan ligesom i jeres Bibelhistorie.«

Det gav et Stød i de andre; men de bed Tænderne sammen og tav.

Inde i Sovekamret havde de imidlertid stadigt fortsat deres Kamp mod Døden og Dødssøvnen.

Hvad enten de nu »haabede« eller ej, opgivet at forsøge, det havde de ikke.

Kvinderne derindefra har stadigt ærinde saa her, saa der i det store Køkken og lister ud og ind mellem de to Rum. Men saa tunge, saa tunge at se paa, og der er ikke det ringeste Skær af en Lysning at hente hos dem.

Hvorlænge mon de alle skulde blive ved at holde denne Tilstand ud?

– –

I denne sære spændte Stund var det, at en forfærdelig Tanke i et Par lynklare Glimt dukkede op hos Lise, – et Syn, en Forestilling, som sidenhen i en aarelang Periode af hendes Liv skulde komme til at forfølge hende og volde hende mange kvalfulde Stunder og søvnløse Nætter.

144|- Den gamle Stine Høstkone, der stadigt sad derovre i Krogen og skrællede Kartofler, havde gentagne Gange i Aftenens Løb ytret Trang til at tale om overnaturlige Ting, som Varsler og Gengangere. Og ogsaa om det Liv og de Tilskikkelser, der kunde vente de forskellige Mennesker i det Hinsidige.

Denne Trang kom især op i hende hver Gang der var lidt Stilstand i Huset, og man kom til at mærke sig den sagte hviskende Tone, hvori der oftest taltes i denne Nat, og de listende Trin, hvormed de bevægede sig; thi da kunde Stilheden i det lange, lange Hus, med de mange store Rum og de endeløse Korridorer føles saa grueligt trykkende og knugende.

Og vendte man saa tillige et lyttende øre ud mod de vidtstrakte Gaardspladser, hvor der altid var saa mange mystiske Lyde at høre paa: Fra Dyrene paa Staldene, fra Lænkehunden og dens skramlende Lænke, fra Luger og Døre, der kunde træffe at staa og smække og klapre, fra gammelt Bindingsværk, der stod og knagede i de møre Sammenføjninger, og Kalksmuler, der løsnede sig og dryssede og stintede, hvor det tilfældigt traf sig, da kunde jo dette alene være nok til at skabe Uhygge paa en raakold og mørkladen Senhøstaften.

Naar saa Tanken paa, at det var Døden, man 145| sad og ventede paa, kom til, – ja, da kunde jo Uhyggefornemmelserne ikke blive mindre deraf.

Nu var saa Stine igen kommen til at sidde og udvikle en af sine uhyggelige Varselshistorier, og den sidste lød omtrent som følger:

En Nat, medens hun tjente hos Kristian Koustrups i Damgaard, var baade hun og hendes Medtjenerinde blevet vækket ved, at det gav et vældigt Brag i Gulvbrædderne. Det lød, som noget tungt blev væltet over Ende og blev liggende.

De to Piger var bleven ganske stive af Rædsel, Lillepigen havde faaet Krimp i Benene deraf, og Stine selv blev slaaet saadan i Sved, at hun den næste Morgen kunde vride sin Særk – rentud.

Siden, da de laa og ikke kunde falde i Søvn igen for den Forskrækkelse, de havde faaet i Kroppen, havde der lydt tre mindre Dump derhenne i Dagligstuens Langbord efterfulgt af en Knirken og Knagen i Bordfjælene, som om de havde faaet en haard Byrde at bære paa.

Bagefter gav Stine dem Varselshistoriens Løsning:

Hendes Husbond kom en Aften sent hjem, faldt da omkuld midt paa Gulvet ramt af et Hjerteslag og var død med det samme.

Og de tre Dump, der fik Langbordet til at knage og brage?

Jo, den Aften, man kom hjem fra Købstaden med Ligklæder og Ligkranse og mange Spiserier 146| til det forestaaende store Begravelsesgilde, da kom den Mand, der bar Tingene fra Vognen og ind i Huset, en Gang saa tungt belæsset ind ad Døren, at han maatte smide nogle af Pakkerne brat fra sig paa Bordet, og da havde Stine ganske grangiveligt hørt de samme tre dumpe Lyd, som havde lydt for hende og Lillepigen i Varselsnattens Mørke.

Men dette var dog endnu ikke det forfærdeligste af, hvad Stine havde at fortælle. – Først da hun gav sig til at fundere over, hvor denne forhenværende Husbond var vandret hen efter Døden, blev hun frygtelig.

Thi kunde det nu tænkes, at denne Mand, der havde faaet en saa brat og uventet Død, havde haft Tid til at berede sig først, – haft blot saa megen Tid, at han kunde faa givet sin Sjæl i Vorherres og hans himmelske Naades Vold? – Eller – var han ikke snarere bleven kaldt bort ganske og aldeles uforberedt, mulig endog fyldt af de sværeste Skrøbeligheder og de syndigste Tanker?

Dette sidste ansaas baade af Stine og af Tjenestepigerne, hun sad og drøftede Sagen med, for det sandsynligste. Thi det var jo en kendt Sag, at Kristian Koustrup bl. a. havde holdt for meget af Spiritus og ogsaa, at han netop den Aften, han døde, havde nydt altfor rigeligt af vaade Varer.

Og som Stine nu med sin Evne til grundig 147| Indtrængen i Sagen udlagde den, da kunde det jo næsten ikke være Tvivl underkastet, at han var vandret lige lukt ned i Helvede til Djævelen og alt, hvad hans var.

– Det skete nu, mens Kvindfolkene sad og var stærkt gennemrystede af disse Spekulationer over de evige, aldrig standsende Pinsler i Helvedes gloende Ildovne, – Stine forstod med overdaadig Fantasi at skildre dette Opholdssted – at der kom Ordre ud i Køkkenet om at skaffe en Del forskelligt Linned til Veje, Lagener, Haandklæder og andre Ting.

Under de Forhold, Affæren i Sovekamret var forløbet, var der jo bleven anvendt en Masse af sligt, og det havde tyndet stærkt ud i de Beholdninger, man havde haft gemt i de nærmest staaende Skabe og Skuffer.

Derimod havde man oppe paa »Salen« – et vældigt, halvmøbleret Rum i den vestre Gavl – mere end Forraad nok. Her stod baade Skabe og Kister og bugnede, og man maatte nu se at faa fat i noget af disses Indhold.

Nu var de voksne Kvinder sikkert i øjeblikket saa mørkerædde, saa spøgelsesfyldte og helvedskræmte, at ingen af dem, selv med Selskab, havde Lyst til at gaa op paa »Salen«, over hvilken der altid hvilede nogen Mystik, ja, som ved sin Størrelse og underlige hvidkalkede Tomhed, kunde vække Stemninger, der mindede om dem, man 148| kan modtage, naar man uden for Kirketiden træder ind i store hvælvede Kirkerum. – De var da, Pigerne, fejge og lumpne nok til at bede Børnene gøre det.

»Smaapiger, kan I ikke besørge det? – I ser, vi har Beskæftigelse mellem Hænderne, vi kan ikke saa godt faa Tid. – I har jo ikke noget at tage jer til, og det er jo hurtigt gjort, – bare et øjebliks Sag!« leflede de.

Stine Høstkone syntes dog vist ikke ret om denne Ordning. Hun sprang op og talte om at gaa, men kom i Tanker om, at hvis hun skulde gaa op »gennem hele den fine Ende« af Huset, da maatte hun sætte sine Træsko, og hun var bange, at hendes Hoser ikke lugtede rigtig godt, for hun havde jo slidt og svedt stærkt paa Rivningsageren om Eftermiddagen, forklarede hun til sin Undskyldning.

Og hendes Generthed var sikkert helt oprigtig.

Heller ikke klog' Sine var blandt de Fejge. Hun var bleven kaldt ind i Sovekamret og derfor helt uden Lod og Del i, hvad der forefaldt i Køkkenet.

Men skønt Børnene ligesaa vel som de voksne Piger havde siddet og hørt paa alle Stine Høstkones uhyggelige Skildringer og Funderinger og derfor var mindst ligesaa rædde som de, var de villige til at gaa.

Baade Lise og Helga traadte straks tjenstvillige frem paa Gulvet, og ogsaa Kusinerne gjorde sig 149| hurtigt beredte. Thi de følte alle, at det var for højtidelig og alvorlig en Stund til at vise barnagtig Vrangvillighed frem og til at opføre sig pjaltede.

»Vi kan godt gaa,« sagde de to Søstre og bød sig frem.

»Ja, lad vos kuns gaa,« sagde ogsaa de to Kusiner.

Saa gav man dem et tændt Tællelys i Haanden, aabnede Døren for dem – og de gik.

– Først kom de ud i en lang Korridor, der gik paa langs af Huset, og ved Siden af hvilken der til Gaarden var Spisestue, Dagligstue og et Par kontoragtige Herreværelser; og mod Havesiden var der Sovekammer, Børnekamre, Systue og Skolestue. Saa kom de til en Forstue, der var saa stor, at den snarere maatte betegnes som en Vestibule. Den strakte sig tværs over Huset i hele dettes Bredde, og der var ogsaa her en anselig og hel stilfuld Trappe, der førte op til de mange Gæsteværelser og Loftsrum ovenpaa. Mange smukke Gevirer prydede Væggene tilligemed et gammeldags, sjældent Spejl og et stort Ur med et meget kunstfærdigt Slagværk.

Saa kom der atter en Korridor paa langs, hvorfra der førte Døre til et Par halvtomme, pulterkammeragtige Havestuer og til et større Gaardværelse, man kaldte »den røde Stue«, nu mest benyttet til Lagerrum for Korn, eller Foraar og 150| Efteraar, naar Hedemarkens store Faareflokke blev klippede, til Opbevaring af Ulden.

Først her for Enden af denne Korridor naaede de endelig til »Salen«.

At Smaapigerne var ilde til Mode ved en saadan Vandring og i denne nat, er let at fatte. Selv ved højlys Dag kunde der være uhyggeligt nok i disse endeløse, skumle Korridorer med Døre paa Klem ind til alle de sære forrevne, halvtomme Rum og med det store Slagurs Kirkeklokkeslag drønende og rungende over sig; – hvormeget mere da i denne mørke og tunge Nattetime.

Og under deres Færd deroppe paa »Salen«, mens de maatte gaa rundt og prøve Nøgler, hive i genstridige Skabsdøre og aabne tunge, jernbeslaaede Kistelaag, – nej, det var heller ikke hyggeligt.

Til alle Sider de hvide, næsten helt usmykkede Vægge, – baade til Gaarden, Gavlen og Haven store, smaarudede, utilhyllede Vinduer, som klamrede og larmede hver Gang et lille Vindstød stod paa, og udenfor, de store, susende Trækroner og de mange svajende og svinglende Buske, hvis uavede Grene hvert øjeblik pikkede og puslede ind mod de klamrende Ruder. Snart kunde det lyde som en hastig, heftig Banken af én, der bad om at blive lukket ind, snart som en forfærdende Skraslen og Skuren, som ledte Tan151|ken hen paa noget stort og tungt, der væltedes ind mod Muren og slæbtes forbi.

De turde ikke godt se paa hverandre, som de trippede om deroppe; blege var de allesammen og skælvende og rystende. Og saa hændte det, der skulde gøre Situationen end mere gribende for dem: Helga tabte Lyset.

Det var ovre ved den store, jærnbeslaaede Kiste fra »Anno 1612«, Lise havde just fundet en hel Stabel af de Lagener frem, hun skulde udsøge, og stod med dem i Favnen, Helga skulde lukke Laaget efter dem; og da, som hun med den frie Haand slog Kisten i Laas, kom Laaget til at røre ved Kanten af hendes Lysestage, Lyset faldt, og de stod alle i Mørke.

Da var det, dér midt i Rædslen, at den Tanke flammede op i Lise, som siden, da hun kom til at gaa til Præsten, og da hun med Konfirmationen og Nydelsen af Nadveren fik de religiøse Spørgsmaal rigtigt levendegjorte i sit Sind, skulde komme til at volde hende den pinefuldeste Tvivl og Uro og forfærdelige Grublerier:

Hvor vilde hendes Mor gaa hen efter Døden, – til Himlen eller til Helvede?

Ja, hvis det nu gik saadan, at Lises Mor døde i denne Nat, var det da saa sikkert, at hun fik Vorherre bedt rigtigt om Syndernes Forladelse forinden? – Kunde man lide paa dette?

Det var jo ikke en Død, saadan som de fleste 152| fik den, med lang Tids Sygdom og Forberedelser. Deres Mor havde ikke haft noget Sygeleje, hun havde ikke talt om, at hun skulde til at forlade sin jordiske Syssel.

Desuden vilde hun slet ikke dø, – nej, efter hvad der var bleven fortalt derude i Køkkenet, havde hun jo hele Tiden bedt og bedt, at man ikke maatte lade hende dø, men at hun maatte blive ved at leve i sit Virke og med sine Børn.

Men hvordan var det mon saa med hende nu? – havde hun da nu faaet bedt rigtigt til Vorherre, faaet »omvendt« sig?

Og hvis ikke.

Ja, hvad var det, Folkene havde siddet og snakket om nu for lidt siden dernede i Køkkenet, – hvad var det Stine Høstkone saa klart havde fortolket og saa indgaaende skildret: Man gik til Helvede!

Jaja! – Djævlen tog En, og man skulde i al Evighed brænde i Helvedes gloende Ildsluer!

Aa-aah! gik det som fortvivlede Støn igennem Lises Bryst, javelsaa, naar man ikke havde været vendt inderligt mod Gud i sin sidste Stund, saa blev man fortabt! – Og naar Moderen saa mindelig havde bedt om at slippe for Doktoren, fordi hun da frygtede, at hun ikke skulde leve, saa var vel ogsaa det et sikkert Tegn paa, hvor hun gik hen, hvis hun døde.

153|Thi Lise vidste jo fra Farmoderen, fra Røgter-Per, fra klog' Sine og den Slags Gamle, der gav sig af med at tale om Døden, at de tænkte paa den som noget rart, noget, man kunde længes efter; – men det var fordi, de vidste med Sikkerhed, at de vilde komme op til Himlen »op til Guds lyse Boliger«.

Dér skulde Moderen altsaa ikke.

Hun længtes ikke efter Døden. Hun frygtede den.

– Kusinerne stod og trak i Lise og klynkede om, at de skulde skynde sig at komme ned til de oplyste Stuer. De vilde ikke længere være heroppe i denne rædsomme »Salen«, hvor det knirkede og knagede, bankede og skruslede til alle Sider, og hvor hvert af deres Barneskridt formelig drønede som Hovslag i det af dybe Kælderhvælvinger underhulede Gulv.

Men Lise var helt stivnet og kom ikke af Stedet. Endda hun stod med Favnen fuld af en altfor tung Byrde af halvklamme lagener, rørte hun sig ikke.

– Jo, naturligvis gik man til Helvede, naar ikke man havde omvendt sig retteligt, før man døde, gik det paany igennem hendes Tanker. Hun vidste det jo saa godt fra sin Børnelærdom, – Røveren paa Korset, han naaede det lige i rette Tid; men den rige Mand?

154| Nej, han »slog øjnene op i Helvede, hvor han var i Pine«, stod der i Bibelhistorien.

Og for Lises Sind og Fantasi, der i denne Nat var saa vibrerende følsomme, dukkede der Syner op, i hvilke hun saa' dette Helvede, hvis gloende Ildovne flammede og luede uden at slukkes, – flammede og luede til evig, evig Tid!

Hun havde en Nat været inde i Fyrhuset ved et Teglværk, følt den brændende, sviende Hede, der var, og set Folkene rage op i de seks gloende Ovnmundinger, ud af hvilke Flammerne stod i én gnistrende og svovlende Brandglød.

Saadan omtrent saa' der vel ud i Helvede?

Og da hun nu i det samme kom til at støde sit ene øje mod en fremspringende Kant paa det store, hollandske Skab – ikke saa det gjorde ondt, men dog saa hun en lille Tid maatte holde sine øjne lukkede – da saa' hun tydeligt sin Mors store, tunge Legeme synke ned i et saadant flammende Baal, – synke, synke, pines, oh! pines og vride sig, mens Ansigtet blev ildrødt og opsvulmet og næsten helt ukendeligt – saadan som hun havde set det i et Glimt i Aften, da Moderen vred sig i Fødselsveer, og hendes Mund var fortrukken i Smerte og Graad og Skrig.

»Lad vos dog gaa, Lise! – Lad vos dog gaa ned!« klynkede Kusinerne.

De kunde ikke begribe, hvorfor hun dog stod dér og ikke var til at rokke af Stedet.

155| »Vi skuld' jo ogsaa stræb',« forklarede Elsbet. »Vi skuld' jo skynd' vos aa komm' ned.«

»Ja,« svarede Lise. »Jah!« Men Ordene kom ligesom langt borte fra, og hun blev alligevel staaende uden at flytte sig.

Hun følte det, som havde hun Bly i Benene, Bly i øjenlaagene og alle Vegne. – Eller var det Ild?

Kna – kna – knak! pikkede det henne paa Ruderne ud til Haven. Det var vel Rosenbuskene, der stod og bankede paa; men det lød imellem saa taktfast, som var det en Menneskekno.

Udenfor Gavlvinduet stod der nogle Syrénbuske med rigeligt blødt Løv. Her kunde Grenene naa at svøbe henover Ruderne, saa det lød som slæbtes et tungt Kjoleslæb forbi.

Og saa det hule Drøn fra Gulvet blot de flyttede Fødderne!

»Men saa kom da, Lise! – Aa kom da – kom!« tiggede de andre igen.

»Ja, hvorfor vil du da ikke gaa med vos ned?«

»Jah!« svarede Lise hen i Vejret. – Hun kunde faktisk ikke flytte sig af Stedet.

Først da Kusinerne gav sig til at græde helt hulkende og i deres Fortvivlelse tog fat i Lise og trak af med hende, kom de alle fire til ramlende fremover det drønende Salsgulv og ned igennem de lange, mørke Korridorer.

– Men paa Vejen ned mod Køkkenet slap Helvedstankerne dog deres Tag i Lise.

156| Hun kom pludselig til at huske paa, at de vist ikke havde faaet Haandklæder nok med ned. De var jo ikke bleven helt færdige med at tage Tøj frem, da Lyset slukkedes.

Sæt de skulde op paa »Salen« én Gang til, gyste det igennem hende.

Denne Tanke var der vel ingen Hygge i; men i denne Stund virkede den dog som en Befrielse.