IX

[157]| Nej, de kom ikke op paa »Salen« mere den Nat.

Maaske havde det nok været Meningen, at de skulde have haft nogle flere Haandklæder med sig; men det var ikke dérom, der blev talt og ikke derpaa, der blev tænkt i den Time, som nu kom. –

– Et øjeblik efter at Børnene var kommen ned i Køkkenet, var det, at Faster Karen kom ud og sagde baade dem og de andre, der var samlede derude, at nu var der intet Haab mere, ikke Skimt af Haab! – Det blev Døden, derved var det ikke muligt at rokke.

Hun sagde det stille og brudt, og da Ordene var kommen frem, tog hun sig med Haanden op til Panden, som kunde hun ikke bære Hovedet oprejst længer.

Og saa gik hun hen og tog Lise og Helga i Haanden og stod saadan ganske stille lidt. – Det saaes, at det var svært for hende at komme læn158|gere, men Meningen var jo, at hun vilde lede dem ind i Sovekamret og som en ringe Hjælp holde dem varmt i Hænderne paa denne tunge Gang ind til deres Mors Dødsleje. Og efter at hun et Par Gange havde sluppet Hænderne for at tørre sine øjne og pudse sig om Næsen, fik hun sit Forsæt udført.

»I Jesu Navn!« sagde hun, »kom da saa med, bitte Børn.«

– Og nu begyndte saa den Time, om hvilken Karen Vældbjerg og den anden Nabokone, der gik til Haande paa Broholm i denne Nat, den lille Bodil Dalgaard, mange Gange siden sagde, at hvad de end glemte af det, som de oplevede her paa Jorderig, den Time glemte de aldrig:

Det var Anne Grams Dødstime.

Lige til de blev et Par gamle, hvidhaarede, krogede Koner blev denne Time ved at staa uudslettelig i deres Erindring og dukkede idelig og idelig op i deres Samtaler, naar de sad hos hinanden.

»Her kan En gaa og trippe og træde og nusle rundt, Tiden skrider og En mærker ikkun littelig til'et,« kunde Karen sige. Den ene Dag kunde synes at glide saadan omtrentlig som den anden, og Aarene ligesaadan. Men saa kunde En opleve noget, som En aldrig kunde glemme igen, ja, som kunde blive ved at staa ligesaa grangiveligt for 159| Ens øjne, saa det var, som man saa' det den Dag i Dag.

»Ja, som nu den Klokkestund, da Anne Gram døde,« kunde saa Bodil svare.

Og saa kom Minderne vældende frem: Saadan som Anders Gram havde set ud i denne Time, saadan som Sovekamret havde set ud, saadan som alle de Mennesker, der efterhaanden samledes derinde, havde set ud, og hvad der skete med dem – og saa saadan som Anne Gram kom til at se ud i denne sene Nattetime, da hun blegnede og stivnede i Dødskulden og for stedse lukkede sine store, ærlige blaa øjne. –

- Det var ikke noget særligt stort eller godt Værelse, dette Sovekammer. Naar Valget i sin Tid var faldet paa dette Rum til dagligt Soveværelse, var det vist sket paa Grund af dets nære Beliggenhed ved Køkkenet; thi i de Aar, Anne Gram levede, var der jo altid smaa Børn til Huse paa Broholm – hyppigt endda to Vugger i Gang paa samme Tid, – og derfor altid Mælkeflasker at opvarme, fugtigt Børnetøj, der skulde tørres, og ofte Brug for varmt Vand og for mange Apparater, som skulde renses og behandles derude i det store, altid opvarmede Køkken.

Sengene stod heller ikke Side om Side, som i de fleste andre Sovekamre, men var stillede ind mod Væggene i to forskellige Kroge for at give lidt mere Gulvplads.

160|I denne Nat var dog Anne Grams Seng flyttet ud fra Væggen, for at der kunde være Adgang til den fra alle Sider. Og her paa dette Leje laa da den døende Mor, da Faster Karen stille traadte ind over Tærsklen med de to Smaapiger ved Haanden.

Hun var nu ligesaa hvid og tavs, som hun for nogle Timer siden havde været rødsvullen og skrigende, Munden, der havde været forvreden og sært af Lave at se paa, var bleven slap og blaableg, øjnene, der havde været opsvulmede af Graad og sygtbedende i Udtrykket, var nu lukkede og ligesom nedsunkne i deres Hulninger.

Kun Panden var som ikke ret kommen i Ro. De Rynker, den udstaaede haarde Pine havde tegnet opover de sammentrukne Bryn, sad endnu som mørke Skygger fra Næseroden og op til Pandeskilningen. – Haaret, der havde staaet saa pjusket og uordentligt ud omkring det ophedede Hoved, havde nu kærlige Hænder ved et Par Strøg glattet ned fra Skilningen og ordnet om bag ørene.

Og Hænderne, de store, hvide, altid virksomme Hænder. – Ja, paa den Side af Sengen, der vendte henimod Døren, laa den ene slapt ned paa Dynen ved Siden af Anne Grams trætte Legeme og den anden, den Højre, den sad Anders ovre paa den anden Side af Sengen og holdt mellem begge sine.

161| Det første, Børnenes øjne søgte og saa', da de kom ind, var vel nok Moderen; men Faderen tog ogsaa Blikket fangen, thi han var jo næsten helt ukendelig.

Han havde endnu ikke efter Hjemkomsten fra Markedet kastet Rejsetøjet. Han sad med den store, tunge kavajagtige Overfrakke paa, som Børnene havde set sluske saa underligt omkring ham, da han kroget og dukket slingrede over Dagligstuegulvet. Dens store Vidde faldt ned omkring den Træstol, han sad paa, og bredte sig langt ud paa Gulvet.

Og heller ikke sin fladpuldede Rejsehue havde han faaet lagt. Den sad endnu trykket ned om hans graa Hoved, som da han var traadt ind ad Døren sammen med Per Solgaard.

At Faderen sad der med disse Klædningsstykker paa, ikke havde sanset noget saa ligefremt, som at krænge dem af sig og kaste dem paa en Knage, bidrog jo sit til at give ham Udseendet af en Mand, der med et pludseligt og uventet Slag var bleven ramt og knust.

Dette Udseende blev yderligere understreget af hans Siddestilling.

Han havde ellers til Dato været en meget stivnakket Mand, – ikke alene af Sindelag, men ogsaa i bogstavelig Forstand. Skønt han var klodset og kluntet af Krop og Bevægelser, Hovedet var højtbaaret og Nakken paa ham stejl, saa stejl, at 162| man godt skæmtevis kunde tænke: Han, Anders Gram, han har vist et Kosteskaft surret fast under Frakken.

Men som han sad der ved Sengen, var ikke alene Overkroppen stærkt ludende fremadbøjet, ogsaa Hovedet var sunket langt forover. Han saa' hverken til Højre eller Venstre, og øjnene stod stive i Hovedet paa ham, men en Gang imellem randt der stille Taarer ned ad hans blaarøde Kinder og dryppede ned paa den tykke Overfrakke.

Heller ikke Hænderne bevægede han. De havde lukket sig om Annes Højre, saa fast, saa det kunde se ud, som han ikke vilde slippe igen.

– Henne ved Faderens Seng kunde man se den lille Bodil Dalgaard gaa og trippe rundt. Sengetæppet var slaaet til Side, og ovenpaa Dynen laa en Bylt indpakket i hvidt Linned og et Par tykke Multoms Svøb, – en Bylt, der en Gang imellem rørte sig lidt og hvorfra der ogsaa nu og da kom nogle smaa Klynkelyde.

Det var den Nyfødte, som i al Forstyrrelsen var bleven pakket herhen, ligesaa blodig og slammet, som den var kommen fra Moders Liv.

Det var en lille Dreng, det havde man hørt, men saa optaget havde alle været paa anden Vis og spændte og forstyrrede, at de næsten helt havde glemt ham. Og han havde da heller ikke kaldt paa dem, eller knyet stort mod Behandlingen. Kun Bodil Dalgaard gik en Gang imellem hen og 163| kiggede efter, om der kom Luft nok ind til ham og passede at samle Svøbene sammen om ham, at han ikke skulde faa det for koldt.

– Og saa den gamle Doktor Lund – –

– – Ligesom Farmoderen bestemt holdt paa Sødsuppe og varme Vafler som eneste rette Traktement efter en Barselsaffære, holdt hun ogsaa paa, at der skulde sættes en Natstol ind i Sovekamret ved en saadan Lejlighed.

Det nyttede ikke, man fortalte hende, at man nu ikke mere anvendte en saadan, at man nu havde en saadan lille bekvem Genstand, som et Stikbækken at bruge i Stedet, o.l. – Gamle Kirsten blev ved sit, og Anne Gram plejede jo altid at give efter.

Følgen var da bleven, at hver Gang, der var skikket Bud for at hente Jordemor til Broholm, kunde man se Kirsten forpustet og overanstrengt komme slæbende fra sit Hus og op igennem Haven med den Natstol, der havde staaet hende selv til Tjeneste ved de fjorten Barnefødsler, hun i sin Tid havde overstaaet.

Gammel var den jo nu og mør og ormstukken, – og brugt blev den jo altsaa heller ikke mere; men baaret op og stillet an paa en fremtrædende Plads imellem Kakkelovnen og Anne Grams Seng det blev den uvægerlig hver Gang, der skulde komme Smaa.

Det var den ogsaa blevet denne Gang.

164|- Og paa denne gamle Natstol havde Dr. Lund taget Plads.

Han var jo en sær gammel halvkomisk Størrelse, den gamle Distriktslæge, der altid byltede sig ind i saa mange gamle Frakker og Halsklude, at han vel knapt selv vidste noget Tal paa dem. Nærsynet var han ogsaa og havde en snurrig Maade at tale paa, idet han bestandig gentog sine Ord, saa hans Tale ofte kom til at lyde noget sludrende og vrøvlevorn.

Man sagde ogsaa, hans Kone sultede ham, eller i hvert Fald ikke tog sig videre omhyggeligt af hans Forplejning. Hun gav ham kun Mad, hed det sig, naar han var hjemme bestemt til Spisetiderne. Og det kunde han saa godt som aldrig være, da han jo næsten altid rullede omkring paa de lange, lange Veje i det udstrakte Hededistrikt.

Derfor vidste man ogsaa mange pudsige Historier at fortælle om hans Sult og Graadighed, naar han kom ud paa Landet, og om den Ugenerthed, hvormed han forlangte Mad, hvor han kom frem paa Sygebesøg, naar han følte, han trængte til den.

Ikke destomindre hængte Almuemennesker fast ved ham med største Tillid og Hengivenhed, mest paa Grund af hans jævne Omgangsformer, men ogsaa fordi han hos Fattigfolk var en overmaade nænsom Betalingsfordrer.

165|Ogsaa ved sin Optræden den Nat, Anne Gram døde, vandt han sig Venner.

Sædvanligvis var han en rastløs gammel Fyr, der altid fo'r saa urolig omkring paa sine tynde, rappe Ben. Hændernes Bevægelser var meget livlige, og Munden løb altsaa ogsaa i ét surrende Sludder.

Men i denne Nat var han saa stille.

Da han havde endt sin grundige Undersøgelse af Anne Gram, foretaget alle sine mange forskellige Forsøg og omsider var kommen til Klarhed over, at der ingen Redning var mulig, saa vendte han sig om mod de Tilstedeværende og sagde til dem – ikke pjæfrende som saa ofte ellers – men sjælden rolig og dybt alvorlig:

»Jeg kan ikke give dem noget som helst Haab, lille Venner!«

Og saa lagde han Lagen og Dyne saa pænt til Rette over den Syge og tog hendes venstre, matte Haand og lagde den ned ved Siden af hende paa saadan en inderlig hjælpeløs og vemodig Maade.

Det var, som han vilde betyde dem: Vi Mennesker formaar saa lidt.

Nu kunde han jo have bedt om at blive kørt hjem med det samme; thi han havde jo ikke mere at gøre.

Men det gjorde han ikke. Han satte sig i Stedet, som alt nævnt, stille ned ovenpaa gamle Kirstens Natstol, lænede sig roligt mod Ryg166|lænet, stak Hænderne over Kors og op i sine vide Kittelærmer og trak sine lange Frakkeskøder varmende sammen om de magre Ben, – altsammen, som om han vilde sige dem: Nu er I bedrøvede og ulykkelige, I Mennesker her, det forstaar jeg saa godt. Derfor skal I heller ikke tænke paa mig eller lade jer forstyrre af min Nærværelse, men bare lade, som jeg slet ikke er her.

Han havde en stor, bred Mund, der i Reglen var saa fast sammenbidt, saa den i sin Tandløshed tegnede sig som en Sprække i en Postkasse. Det gjorde den ogsaa, som han nu sad og hvilte sig der i Stolen.

Aaja, han saa' ikke det mindste forloren eller tillavet ud, den gamle Doktor, men aldeles troværdig. – Ja, her sidder nu jeg paa gamle Kirstens Natstol; jeg er, som jeg er, – og jeg er bleven, som jeg er, fordi jeg er en gammel Ka'l, der har set saa grumme meget af denne underlige Verden.

Og derfor var der som et Strejf af Trøst ved at kaste et Blik derhen i Krogen paa denne gamle, rolige, livsvise Knark.

Dette var der flere, der kom til at føle i Løbet af denne fortvivlede Time.

– Et helt andet Indtryk gjorde Jordemoderen, Madam Iversen.

Hendes Ansigt laa i ret forlorne Folder og bar som altid Præg af Lavhed og Last. – Desuden 167| var hun vist bange for Dr. Lund, for der var i den senere Tid forekommet et Par kedelige Dødsfald i Distriktet i Forbindelse med Barnefødsler. De kunde ikke ret og slet lægges hende til Skyld, men videre sikker eller dygtig eller paapasselig i sit Fag var hun ikke, – og nu døde altsaa ogsaa Anne Gram.

Det saa' ikke godt ud.

Man kunde da ogsaa se Madam Iversen i en stadig Usikkerhed og Uro vimse indsmigrende rundt over det hvide Gulvs mange nyvaskede Fugtpletter med en paaklistret, højst uægte Deltagelse i sit uædle Aasyn og jævnlig skæve lurende henimod Manden paa Natstolen.

De to var fuldkomne Kontraster.

Det var saa pinligt at se paa dette falske Kvindemenneske, saa irrende ubehageligt. – Og alligevel – ja, maaske dog Følelsen af Stundens gribende Alvor øgedes mere derved end ved alt andet: Sindene fik til fulde at mærke Værdien og Højheden i en stor og oprigtig Sorg som Modsætning til hendes Forlorenhed.

– Da Faster Karen var traadt over Tærsklen med de to Smaapiger ved Haanden, havde hun ladet Døren staa halvaaben efter sig. Hun havde vist gjort det i Følelsen af, at der nu ogsaa var andre, der skulde have Lov at komme ind.

Det varede da heller ikke længe, før Pigerne én efter én kom listende gennem Døren. De 168| maatte se deres gode Madmor endnu en Gang, inden hun gik bort fra dem, tage Afsked med hende i et sidste Blik.

Der var jo en fem, seks Kvindfolk derudefra Køkkenet, og der var derfor allerede ved at blive mange samlede i det ikke særligt store Sovekammer.

Alligevel fik man snart Følelse af, at der manglede en Del endnu: Man maatte samle Børnene derinde, alle Børnene.

Det var dog en Stund, højtidelig, som kun faa andre i Livet, og de, der hørte sammen, maatte samles og være i hinandens Nærhed. Maaske kunde det ogsaa tænkes, at den Døende kunde aabne øjnene og komme til Bevidsthed endnu en Gang, og hvis dette skete, skulde hendes Blik ikke forgæves søge nogen af dem, der hørte hende til.

Ja, saadan var det vel, de tænkte, Faster Karen og Bodil Dalgaard og klog' Sine, der snakkede sammen om Sagen.

Anders Gram var det i hvert Fald ikke Tanken om at hente Børnene kom fra, for han sad bestandig i samme stivnede, halvt segnefærdige Stilling derovre paa den anden Side af Sygesengen.

Men Pigerne spredtes nu i forskellige Retninger for at faa de Smaa op af deres Senge og samlede herind til Moderens Dødsleje.

En af Karlene, der tilfældig var ved Køkken169|døren, blev sendt ned til Bedstemoderens Hus for at hente Else Marie og de to Smaa, dér var.

Et Par af Pigerne fulgte med Gine-Barnepige ind i Børnekamrene for at hjælpe hende med de Smaa her. De var jo alle saa smaa, at det kunde tænkes, de vilde give sig til at græde, naar de nu paa denne usædvanlige Tid af Døgnet skulde vækkes og tages op af deres varme Senge.

Det gjorde de ogsaa. Man kunde høre deres søvnige Barnegraad og halvvaagne Klynken over Gangen og ind gennem den halvaabne Sovekammerdør.

Det varede dog ikke længe, før de alle var samlede i Sovekamret. Først kom Else Marie med de to nede fra Kirstens Hus, og siden kom klog' Sine, den høje Kristense og Gine-Barnepige, hver med et lille pylrende, søvndrukkent Væsen paa Armen. Den lille femaarige Bodil trippede bagefter Barnepigen, holdende hende i Kjolen.

Stille kom de listende ind i Sovekamret og tavse og alvorlige stillede de sig op med deres Byrder omkring i Værelset, hvor der kunde blive en Staaplads til dem.

En stod lænet op mod Kommoden, en anden op mod den mærkelige Kakkelovn med de mange Etager. Og Gine-Barnepige, der stod med den mindste – nej, nu var det jo den næstmindste – paa Armen, til hende blev der sat en Stol frem ovre i Nærheden af Dr. Lund.

170| Barnet, hun stod med, var jo kun godt et Aar gammelt, og det klynkede en Del og gned utidigt og fortrædeligt rundt i baade Næse og øjne med sine smaa Hænder. Gine satte sig da og lagde det til Rette paa sit Skød, hvorefter hun bragte det til Ro ved at vugge det frem og tilbage over sine Knæ.

Stine Høstkone kom ogsaa derind. Hun maatte have overvundet Skruplerne over de ildelugtende Strømper; thi Træskoene havde hun da sat. I Stines Kølvand kom de to Kusiner listende. Men med en taktfuld Følelse af, at de nu burde holde sig i Baggrunden, smøg de sig ind i en Krog ved Fodenden af Anders Grams Seng, hvor de i den følgende Tid forholdt sig meget stille, og hvorfra man lige kunde skimte deres Pander og øjne titte op over Fodstykkets svajede, gule Ahorntræ.

– Og hvad skete der saa videre? – Hvad tænkte og følte disse Mennesker, der her var bleven samlede?

Som nu de to Smaavæsner, Hans og Hanne, der samtidigt var kommen derind og blev ved at holde sig i hinandens Nærhed?

De var bleven staaende ved Siden af hinanden henne ved den gule Chifonnière og saa' undselige og benovede ud. Hans stod og drejede sin lille runde Hue mellem Fingrene, og Hanne stod og pillede ved en Nøgle, der sad i en af Skufferne.

De kunde se ud som et Par Børn, der var ble171|ven sendt i et ærinde til et vildfremmed Sted og nu stod og var saa forlegne derved, at de ikke kunde faa sagt, hvad de skulde.

For blot at sige noget til dem, gik Bodil Dalgaard hen og spurgte dem hviskende, om de ikke havde været bange dernede i Bedstemoderens Hus.

»Næhj!« mente Hans, det havde de ikke.

»Vi sov jo,« lagde lille Hanne til.

»Gaa I kun længere frem,« hviskede Bodil igen og lagde blidt Armen omkring dem for at faa dem draget ind i Kredsen af de andre. De stod jo og saa' saa svært naadelige og forladte ud.

De tog da ogsaa et Par Trin fremefter; men da Bodil tog sin Arm væk fra deres Skuldre, gik de tilbage igen til deres forrige Stilling.

At se paa saa' de to Smaafolk ikke ud, som de lagde Mærke til ret meget af, hvad der skete omkring dem i denne Stund, eller havde Forstaaelse af, at de blev moderløse.

Og alligevel havde ogsaa deres øjne været aabne, deres Sind været følsomme og opladte, og ogsaa de havde modtaget Indtryk, som aldrig udslettedes.

Saaledes huskede de altid, at lille Thomas, da han blev baaret ind af den høje Krestense, havde rakt Armene hen mod Moderens Seng og kaldt paa hende:

»Moa! – Mo-ah!«

172| Det lød saa klagende og bedende. Og saa, da man tyssede ham til at lade være at tale, da sad han og hikkede i tilbagetrængt Graad; det lød saa inderlig trist.

Han havde jo dette syge øre, der pinte ham. Det var han vant til, at Moderen altid behandlede og vilde ikke have, at nogen anden rørte det. Det var da ogsaa kendeligt, at Bindet ikke var bleven skiftet den foregaaende Aften, thi det saa' halvsmudsigt ud og sad forkrøllet om Hovedet paa ham.

Derfor vilde han nu paakalde Moderens Hjælp til at faa det gjort i Stand. Det sad han og hviskede om, ind imellem han bestræbte sig for at tilbagetrænge sin Graad:

»Moa stal binde Thomas' øre! – Moa stal døre det!« hikkede han.

Da var Hans og Hanne bleven forknytte af at staa og høre paa lille Thomas, det gjorde dem saa ondt for ham, at han ikke kunde blive hjulpen. Og da var ogsaa den Følelse sunken ned over dem, at Moderen kanske aldrig mere kom til at hjælpe nogen af dem.

En Gang var Faster Karen en Vending henne ved Sygesengen. Hun tog om Anne Grams Haand, som den laa dér, saa hvid og mat ovenpaa Dynen, løftede den et Haarsbred og lagde den stille og varsomt igen, saa hendes Berøring kom til at se ud som et vemodigt Kærtegn.

173| Da hun vendte sig bort derfra, gik hun hen til Gine-Barnepige, som sad og vissede den lille Knud paa Skødet. Hun havde lagt Mærke til, at der paa en stribet Natdragt, han havde paa, sad en Lap nede i Kanten, der kun var halvt paasyet. Nu tog hun i Tøjet og lagde sin ene Haand over Lappens løse Hjørner med en lignende vemodig Bevægelse som den, hvormed hun før tog om den Døendes Haand.

»Ja se,« forklarede Gine, »han havde jo gjort sig vaad i sin Vugge, da A skuld' ta' ham op, og saa tog A, hvad der laa nærmest for mi' Haand, og gav ham paa for itt' at sinkes formeget.«

Men siden havde hun nok lagt Mærke til, at det egentlig var et Stykke Sytøj, der ikke var gjort rigtigt færdigt.

»Ja, det var det sidst' Stykk' Arbejd', Anne Gram havde imellem henneses Hænder,« tilføjede Gine.

Fasteren nikkede, ja, hun havde nok tænkt, at det var Annes Arbejde; Lappen sad saa akkurat, Striberne passede saa nøje.

Og hendes øjne søgte hen til Sengen og til Haanden, der laa saa mat derovenpaa Dynen. – Saa flittig den havde været, den Haand; men i Gaar var den gaaet i Staa – ved Lappen dér paa Barnets Tøj.

»Ja, nu har Annes Haand syet sit sidste Sting,« sagde hun og lod øjnene vandre rundt til Bør174|nene, som vilde hun sige: Hvem skal nu holde Tøjet sammen om jer allesammen.

En anden Gang gik Faster Karen hen til Else Marie, paa hvis Arm lille Inger sad i sin stumpede, lyserøde Nattrøje og missede med de søvnige øjne mod Lysskæret. Og saa tog hun om én af Barnets smaa, nøgne Fødder, idet hun sagde:

»Aa, Herregud! – Det bitte Væsen – Det bitte stakkels Væsen!«

Den dybt sorrigfulde og ømt medlidende Tone, hvori Fasteren sagde disse Ord, saavelsom det lille Træk med den halvtpaasyede Lap, huskede Hans og Hanne altid.

– –

Midt paa Timen var der nogle Minutter, hvor Blæsten havde rejst stærkt paa sig, og bagefter kom der en Regnbyge, som piskede kraftigt i Efeurankerne ude omkring Vinduerne. Og igennem den Rude, der stadigt havde været holdt aabent, strittede Regndraaberne ind paa Rullegardinet og gjorde det fugtigt.

Saa gik Madam Iversen hen og rullede op for at lukke Vinduet. – Hun gav da et grimt Hvin fra sig, og da hun vendte sig om mod Stuen, var hun helt askegraa i sit ellers saa farverige Ansigt.

Hun havde set noget sort staa derude i Haven, og det var nok til at fremmane baade Spøgelser 175| og onde Aander og helt vidskræmme det ellers saa lebendige Fruentimmer.

Men Lise, som ogsaa var traadt hen til Vinduet, saa' straks, at Sagen ikke var saa farlig; det var Jens Peter Hjorddreng, der gik og vankede derude.

Han var Anne Gram saa hengiven som en Søn, fordi hun havde været meget god og hjælpsom mod ham i den Tid, han havde tjent paa Broholm, og været det paa en Maade, saa han, som han sagde, rent havde glemt, at han ikke var andet end en sølle fattig Dreng fra et fattigt Husmandshjem.

En Gang Jens Peter laa og var syg, var hun gaaet ud i det grimme, snavsede Røgterkammer til ham, og da hun saa' ham ligge dér saa ensomt, havde hun straks sørget for, at han kom ind i Stuehuset, og hun havde lagt ham i en af Sengene i Børnekamrene, inde mellem sine egne Børn.

Børnene var bleven glade, for Jens Peter var en Tusindkunstner, der kunde lave de forunderligste Spilopper og altid komme fint fra dem samt efterabe alle de Dyr og Mennesker, han kendte.

Men Jens Peter var alvorlig: »Det er jo næsten ligesom jeres Mor ogsaa er min Mor!« sagde han dybtrørt. Og saa havde han i baade Lises og Helgas Nærværelse gjort det højtidelige Løfte, at han nok en Gang skulde blive til noget stort.

176| Det vilde han vise deres Mor, fordi hun var saa god og venlig imod ham, meget mere end nogen anden nogensinde havde været.

Men i denne Nat, hvor han havde faaet at høre, at Anne Gram skulde dø, var Følelsen af den Armod og Forladthed, han nu igen skulde ud i, brudt saa voldsomt ind over ham derude i det mørke, fugtige Røgterkammer, at han ikke havde kunnet sove eller blive i Sengen. Han var da staaet op og havde en stor Del af Natten gaaet og vanket om baade her og der, men mest derude i Haven langs Rækken af de mange oplyste Vinduer.

Lise var i Forvejen fortrolig med en Del af hans Følelser og Tanker, en Del gav han hende Indblik i sidenhen. Men da hun den Nat saa' den ellers saa vittige og skæmtsomme Dreng staa derude i Mørket i det piskende Regnvejr og stirre derind mod Sovekamret, havde hun selv, uden Forklaringer, anet sig til det meste af Sammenhængen.

Men dette, at Moderens Død betød saa meget for Jens Peter, der jo dog var en fremmed Dreng, gav Lise den stærkeste Følelse af Moderens Betydning for alle dem, der levede paa Broholm.

Ohja! – Det kunde vist godt træffe at gaa galt for dem allesammen, tænkte hun med Klemsel over Brystet, som hun stod dér og saa' ud paa 177| Jens Peter og omsider saa' ham liste sig saa ensomt bort mellem Havens Buske.

– –

Og saa dette lille nyfødte Liv, der laa derhenne paa Faderens Seng, og som ikke en Gang var bleven puslet endnu!

Hvor var det sært forvrænget og pinefuldt altsammen!

Det var ingen lys og hyggelig Familiefølelse eller beskyttende Omhu, der slog dette lille Væsen i Møde. Det var Synd at sige. – Sin Mor fik han altsaa aldrig at se, den lille Dreng, Moderkærlighed kom han aldrig til at kende. – Hvordan mon det skulde gaa for saadant et lille Menneske her i denne brogede, vanskelige Verden?

Der faldt jo jævnligt Ord om ham, især af de to Koner, som selv havde spæde Smaa derhjemme. Og hver Gang et Blik gled fra den Døende og derhen paa Sengen til den bevægelige, hvide Svøbbunke, vendte det mørkt og graadfyldt tilbage.

– –

Der gik nogle Trækninger og Bevægelser igennem Anne Gram, og der gik flere Skælvninger henover det blege Ansigt, ligesom Armen, der laa derovenpaa Dynen, rørte sig.

Da vendte alle øjne sig mod Sengen.

Hun havde intet sagt, siden Børnene kom derind, og ikke aabnet sine øjne. Nu var det, som 178|Læberne bevægede sig, og Fasteren og Bodil Dalgaard bøjede sig for at lytte.

Men de kunde intet høre og intet forstaa.

Jaja. Saa var det vel Dødskampen, der fik hendes Læber og hendes Lemmer til at bevæge sig.

Men dette var altsaa en alvorlig Mindelse om, at Døden nærmede sig mere og mere, og Følelsen heraf tvang alle Tanker til at vandre i samme Retning.

Baade Faster Karen og Bodil Dalgaard gik nu hændervridende rundt mellem Børnene og fik under ynkende Ord og medlidende Kærtegn ogsaa de fleste af dem til at græde. Og de voksne Piger, der gik og bar paa de halvnøgne Børn, kunde heller ikke skjule det stærke Indtryk, det havde gjort paa dem, da de saa' Dødskampen ryste den Syge. De gik ogsaa og rokkede rundt og fældede Taarer, mens de vissede de Smaa paa deres Arme.

De syntes alle at være forenede i den dybe Sorg.

– –

»De er saa grumme sjældne, de Livsens Stunder, hvor alle Tanker og Følelser saadan helt og holdent kan faa Lov at samle sig om det samme.«

Saadan lød én af klog' Sines mange, dybe Livserfaringer, én, hun ofte fremdrog.

179|Hun syntes, at det næsten var ligemeget, enten det var Sorg eller Glæde, der greb En, saa kunde Sindet ikke have Lov at blive ved det ene. – Nej, der kom næsten altid straks noget andet, noget af det modsatte og skurrede i med.

Det var det, som tit kunde gøre Tingene saa underlige og saa svære, syntes Sine.

– Om denne Sammenblanding af forskellige Følelser i det samme Sind, fik Faster Karen nu her i dette Dødskammer en Forestilling.

Som Lise var den ældste af Børneflokken, var hun ogsaa den, der i stærkeste Grad havde vist Tegn paa stor og forstaaelsesfuld Sorg over Moderens forestaaende Død. Hun havde grædt meget, ja til Tider hulket saa helt utrøsteligt, at alle de Tilstedeværende havde været dybt grebne deraf.

Nu skete det, at den gamle Dr. Lund kom til at røre sig, skifte Stilling med en Arm eller kanske flytte om paa Benene; – i hvert Fald, det gav et hjumpende Stød i den mere end halvthundrede Aar gamle Natstol, som haltede fælt paa det ene Ben. Den slog et Slag til den ene Side, og det mærkelige Møbel, som gemtes under dens polstrede Laag – en Mellemting mellem en Syltekrukke og en ølkovs – som var velkendt af alle i Stuen, blev skumplet saa ublidt omkring, at man tydeligt kunde høre det trille rundt fra den ene 180| Side af Stolens Skrinkasse og til den anden, – og en Runding endnu.

Bul – bulle – rulle – rulle – rull! lød det under Doktoren. – Det Løb, Tingesten havde at gøre, kunde ikke være saa langt som en Keglekugles, men Lyden kunde godt minde om den rullende Kugle langs ad Keglebanens Brædder.

Dr. Lund lod sig ikke forstyrre deraf; han sad med Munden klemt ligesaa fast og bred sammen, som han plejede og med Hænderne stukket over Kors op i Kittelærmerne for at lune dem.

Der var heller ingen af de andre, der agtede paa den trillende Genstand, eller selv om de havde lagt Mærke til den snurrige Lyd, fandt Stunden passende til at hæfte sig derved. – Det var en grumme ringe Ting i denne Time.

Men pludselig saa' Faster Karen, at det trak op til et Smil i Lises Ansigt, – midt i Graaden og Sorgen, saa glimtede det frem.

Og da Doktoren i det samme gav endnu et Hjump for at faa sig skubbet i Sæde, som han ønskede, og Tingesten paany tog et Trilleløb: Bul – bulle – rulle – rulle – rull! – Ja, saa fo'r Smilet over Pigens Ansigt med Blink af baade Lune og Vid og tilsidst af en kaad Malice.

»Vi skal se, Doktoren sla'r dem alle Ni,« mumlede hun i Hvisketone og gjorde halvskjult af den høje Krestense et skrømtende Keglekast med Armene.

181| Alt dette blev Faster Karen noget sær ved at se paa. At Tøsen kunde være saa optaget af sligt – i denne Stund. Det stødte hende.

Og saa kom hun til at se over paa Helga, der hele Tiden siden hun kom ind i Sovekamret havde staaet saa stille og temmelig upaaagtet op mod Væggen i Nærheden af Moderens Hovedgærde. Hun havde ikke grædt og ingen Ting taget Del i af, hvad der foregik derinde. Men nu, da Fasteren saa' derover, opdagede hun, at Helga var ligesaa kridhvid i Ansigtet som en kalket Væg.

– Dette kom Fasteren siden til at tænke meget over.

Thi det skete mange Aar efter denne Nat, at de to Søstre blev mødte af megen Modgang og ramte af bitre Tilskikkelser, og da bukkede Helga, som dog legemlig set var langt den stærkeste, hurtigt under, knækkede over som haardt, men skørt Støbestaal, medens Lise var betydeligt sejgere, bedre til at bære de onde Tilskikkelser og slide sig igennem.

Og da mindedes Fasteren det Indtryk, hun havde faaet af de to Søstre paa deres Mors Dødsnat og forstod, at Lises større Udholdenhed kom af, at hendes Sind, ligesom klog' Sines, kunde huse forskellige Følelser paa samme Tid, og at hendes Tanker, selv midt i de tungeste Timer, kunde strejfe lidt omkring, kunde tage sig Hvil 182| ved at hæfte sig til en eller anden lille jævn og gemytlig eller hverdagsagtig Ting. –

- Saadan gled Stunden. Dette er en hel Del af, hvad der skete, og hvad der blev tænkt og talt.

Det var omkring den Tid, det store Urværk, der stod oppe i Vestibulen slog halvfem, at Bedstemoderen, »gamle Kirsten paa Toften«, kom trippende ind i Sovekamret.

Der var nok bleven tænkt en Del paa hende af Kvinderne derinde, og især havde de, der havde lagt Mærke til Faster Karens Bevægelser, set, at hun mange Gange havde kigget langeligt og spændt lyttende henimod Døren.

Hun var ked af, at Moderen ikke kom ind, det var halvt genérligt. Næst Anders maatte den Gamle vel dog være den, der fremfor nogen hørte til her.

Men Kirsten havde, kort før Karen kom ud i Køkkenet for at sige, at alt Haab var ude, faaet baaret Ild over i Folkekøkkenet og herovre givet sig i Lag med at bage Vafler.

Og hvad Kirsten fik begyndt paa, det løb hun jo ikke fra paa Halvvejen.

Man havde da ogsaa stadigt, naar Dørene gik op og i, kunnet mærke Lugten af brunet Smør og varm, kardemommekrydret Bagværk staa ind 183| igennem Stuerne, og dér hang ogsaa noget baade af Osen og Duften i Kirstens Klæder, da hun nu traadte ind over Tærsklen.

Næsten Alles øjne vendte sig mod Døren og saa' hende an, da hun kom stampende, det lille krogede, forslidte Kvindemenneske med det underlige furede og hærdede Ansigt.

Det var som al Bevægelse standsede, al Trippen rundt, al Græden og Snøften, og der blev saa stille i Værelset, saa ganske stille.

Den Gamle var gaaet i Staa lidt indenfor Døren og stod der en Tid og glippede anstrengt med sine sære øjne, der snart kunde være sløvede og udslukte at se paa, og snart igen kunde være saa levende og hvasse, at de borede igennem, der hvor Blikket faldt paa.

Og da hun havde staaet der og glippet lidt, strakte hun paa den senede Hals og med Haanden skyggende over Brynet forsøgte hun at løfte sit dukkede, nedbøjede Hoved.

Paa denne Maade lykkedes det hende at faa Overblik over Stuen og over alle de Forsamlede, og da hun derpaa tog Haanden væk fra Panden, sank Hovedet dybt forover, hun stirrede stift ned mod Gulvet og gav et Par hummende Klagelyde fra sig, mens den knoglede, gigtkrogede Haand viskede et Par Fugtdryp væk fra Næsen.

»Ho-hum!« klagede hun, »Ho-ho-hum! De unge og arbejdsdygtige bliver kaldt væk midt i 184| deres Livsgerning, og en anden gammel opslidt Stymper faar Lov at humpe videre.« – Ho-hum, var der vel nogen Mening i en saadan Ordning, mumlede hun.

»Hun skulde jo have hjulpen En,« nikkede hun henimod den Døende, – »Hun skulde jo have hjulpen En, i Fald det en Dag skulde gaa saa galt for En, at En ikke mere kan selv. – Jaja, – Ho-ho-hum! – men hvordan nu, – hvordan nu?«

»Havde En endda været ti Aar yngre,« fortsatte hun sin mumlende Enetale, og hun knyttede Hænderne og strakte dem ud til Siderne, som for at antyde, at da var der endnu baade Jern og Kraft i Armene paa hende. – »Men nu? – men nu? – Ho-ho-hum!«

Lidt efter tog hun til at dreje sig, langsomt og stift uden at flytte Benene, og kiggede rundt i Kredsen. Hendes øjne søgte omkring, indtil de havde fundet, hvor alle Børnene var, gik saa paa Vandring mellem disse, – fra den ene til den anden, fra den største til den mindste – ogsaa ham i den hvide Svøbbunke derhenne paa Faderens Seng fandt hendes søgende Blik – og da hun havde været rundt med øjnene et Par Gange, faaet set, hvad hun vilde, kom der atter et Par grundende og klagende: Hoh-hum! – Ho-hoh-hum! fra hendes Mund. Til sidst hæftede hendes Blik sig fast ved Lise, der havde 185| staaet og iagttaget Bedstemoderen nøje og interesseret beskuende.

Da den Gamle havde set vist paa Pigen i nogen Tid, gik hun hen til hende og lagde den ene af sine klamme, blaalige, af Slid og Gigt omskabte Hænder op paa hendes Skulder, mens hun med den anden Haand pegede rundt paa Søskendflokken:

»Saa mange er der, Lise,« sagde hun og saa' hende haardt og fast ind i øjnene, »og du er den ældste. – Gaar det nu ikke de andre, som det skal, bliver det dig, der bliver spurgt efter.«

– Der stod en næsten trolddomsagtig Gru ud fra denne gamle Kvinde i dette øjeblik. Den kom baade fra hendes krogede Skikkelse, med det dukkede, fremstrakte Hoved paa den senede Hals og fra hendes haarde, tørre Stemme og de tunge, fastmanende Ord, den udtalte.

Og det var som en Isnen fra den lange, haarde Livsvandring, den Gamle havde bag sig, slog ned over Rummet og mærkede alle de, der var samlede.

Hun havde ramt sikkert.

De Voksne skulede med Skræk hen til hende, og deres Tanker samlede sig i næste Nu i varm og dyb Medfølelse med Lise.

»Aanej dog,« sagde den blide Bodil Dalgaard og kavede ligesom afværgende med Haanden hen mod Bedstemoderen.

186|»Aanej dog – nej dog!« lød det ogsaa uvilkaarligt fra nogle af de andre Kvinder.

Og Faster Karen sagde med bebrejdende Bedrøvelse i Tonen og nedslaaet Hældning med Hovedet:

»Aa, Mor dog! – Hun er da kun et Barn! – Ja, kun et Barn«

Det var, som de anede, de tilstedeværende Kvinder, der var omkring Livets Høsttid, hvor tung en Byrde disse manende Ord sænket ned i Barnets Sind i denne uforglemmelige Stund kunde blive at bære paa.

Og ved et Blik paa Lise var det let at forstaa deres Følelser.

Hun stod med slapt hængende Arme, med vidt opspærrede, stirrende øjne og et underligt stivnet, aabenmundet Udtryk i sit ellers saa bevægelige og intelligente Ansigt.

Næsten ukendelig.

– –

Nogle Minutter efter døde Moderen.

Der var ikke megen Dødskamp at spore, hun havde jo mistet omtrent alt sit Blod, hun var tappet for Livssafterne og gled næsten umærkeligt ind i Døden.

Faster Karen og Jordemoderen var dog klare over Stunden, det skete, og gik fra og til ved Sengen og gav Tegn til hinanden derom.

Dr. Lund vendte ogsaa Hovedet i Retning af 187| den Døende og mærkede nok ogsaa vel, hvad der passerede, men rejste sig ikke, før han saa', det var helt forbi.

Saa gik han hen til Sengen og løsnede i al Stilhed Anders Grams Greb om Hustruens højre Haand.

»Nu er den kold, Gram, – kold!« sagde han.

Intet andet.

Og saa slap Faderen da ogsaa Haanden. En Stund sad han og stirrede frem for sig med uhyggeligt forvredne Ansigtstræk; saa rejste han sig og uden at sige noget tumlede han ud af Stuen.

Og da forstod de, alle de voksne Kvinder derinde i Kamret, at nu var hun død, Anne Gram, den haarde Anders' altid mildnende Hustru og de mange smaa Børns dygtige, gode Mor.

Lidt efter begyndte den store Flok at drysse ud af Kamret.

Langsomt drev de af Sted, Store og Smaa, Gamle og Unge imellem hverandre. Der var jo en Snes Mennesker tilsammen, og varsomme og stilfærdige i Bevægelserne var de alle, – det gik kun smaat fremefter gennem Dørens snævre Karm.

Som de var kommen til Gliden, lød en Barnestemme inde midt i Flokken. Det var den lille femaarige Bodil, der talte.

188| »Er min Mor nu død?« spurgte hun og saa' med store, uforstaaende øjne op paa de Voksne.

»Ja, mi' bitte Pig',« svarede klog' Sine.

Hun famlede frem og fik fat i den ene af Barnets Hænder.

»Naa,« sagde Bodil. Og de trippede videre.

»Jamen hvorfor er min Mor død?« lød det lidt efter atter i undrende Spørgen.

Men herpaa fik Barnet intet Svar.

Og Flokken blev ved at drive fremover Tærsklen og ind i den store blaamalede Spisestue, der mødte saa gruende kold og tom.

– Det var da langt hen paa Morgenstunden, men ude stod endnu den mørke Nat for Ruderne.

Siden lærte Broholmbørnene jo at forstaa, at hele deres Liv blev forandret i denne Dødsnat.