Nr. 238.
Hvem der havde dog forlaaret
Alting, ja sig selv forgiet,
Og det eene kun udkaaret,
Som kand giøre evig mæt!
2.
O hvem Gud allene kiendte,
Og det andet havde glemt,
O hvad kunde hiertet vente,
Blev det i Guds hierte giemt!
3.
O hvem dog først ret var kommen
Ind til Gud i kierlighed!
Aldrig blev der da fornommen,
At man nogen trængsel leed.
4.
O hvem alting kunde slippe,
At man ret i frihed stod,
Uforandret som en klippe
Mod saa megen korses flod.
5.
O at verdens glands ey mere
Kunde vore hierter naae,
Men Gud eene ret begiere,
Hvor dog alting er at faae.
6.
O at vi Gud maatte finde
I os, o hvad var det sødt,
Og med ham os ret forbinde!
Uden ham er alting dødt.
7.
O var sielens klare øye
Stedse til vor HErre vendt!
At samvittighedens møye
Derved ogsaa vel var endt.
8.
Lær min siel og aand at trænge
Ind i din forening ret,
Lær mig det ved kors saa længe,
Til jeg bliver med dig eet.
