En Aften-Psalme.
Nr. 257
Under samme Melodie.
Syng hierte! syng en aften-sang
Om den, der elsker dig,
Lad alting fryde sig.
Hvert suk skal give harpe-klang,
Det mindste aande-drag
Skal giøre cither-slag,
Sind og mood,
Liv og blod,
Og hvad i mig røres kand,
Fryder sig
Inderlig
I den søde Frelser-mand.
Naar jeg kun tænker paa
Den glæde jeg skal faae,
Naar jeg skal JEsum see
I himlene,
Strax utaalmodig er
Min længsel og begier,
At jeg dog eengang maa
Mit ønske naae.
2.
Nu solen bag det mørke hav
Sin gylden straale-pragt
Har ned i dvale lagt;
Nu verden mørknes som en grav,
Og jordens humle-boe
Er stille og i roe,
Er mit muld
Længsels fuld
Efter gravens hvile-stavn,
Thi mit sind
Haster ind
Til sin søde himmel-havn;
Ey, at min verdens trang
Er mig saa tung og lang,
Den jo er honning-sød
Ved JEsu død,
Ey, at den mørke nat
Kand giøre sielen mat,
Saa længe JEsu saar
Mig aaben staaer.
3.
Men jeg vil til min JEsum hiem
I evighed at staae,
Og see hans ansigt paa,
Og skulde ey dit eget lem,
O JEsu! smertelig
Dog længes efter dig?
Seer en bruud
Ynksom ud
Efter hendes hierte-ven;
Skulde da
Jeg ey fra
Verden længes til dig hen?
Jeg bier gierne, til
Du selv mig hente vil,
Den tiid, jeg leve maa,
Skal snart forgaae.
Jeg ved min senge-stok
Har meer end glæde nok,
At jeg kand tænke paa
Mit sidste straa.
4.
Saa leg dig, søvne-tunge krop,
Tak verden gandske af,
Og hviil som i din graf,
Din JEsus dig skal vække op,
Om ey før, dog eengang
Ved Guds basunes klang.
Far og vel,
Du min siel!
I din JEsu søde favn,
Der er trøst,
Der er lyst,
Nu god nat i JEsu navn.
Den tiid er snart forbi,
At du skalt vorde frie
Fra kroppens fængsle-tvang,
At gaae din gang
Til lammets brude-sal,
Til tusind englers tal,
Til din udvalde skat.
God nat! god nat!
