6. Om det evige Liv og Salighed.
Nr. 282.
Mel. Eya! mit Hierte ret etc.
Den elskte Jerusalems længsel mig nøder at
ile
Til JEsum, som duen til Noa i arken at hvile;
Ach havde jeg vinger,
Som ørnen sig svinger!
Jeg vilde opfare fra alt hvad mig tvinger og stinger.
2.
Kom skiønneste, yndigste, sødeste, saligste time,
Af attraa til JEsum jeg færdig nu er at besvime;
Jeg ligger i dvale,
Gud ikke forhale
Den time, da jeg dig min aand skal befale og tale.
3.
Da jeg udi øyeblik skal iblant englernes skare
Med gloende heste og vogne til himlen opfare;
Thi JEsus mig kiender,
Mit aag hand fraspender,
De engle, som mig og skal bære paa hænder, hand sender.
4.
Den store Guds bolig, det prægtigste slot i det høye,
Mig portene aabner, hvorefter jeg længe med møye
Har løbet og higet,
Ja dagligen kriget,
Til Gud mig har evig, som aldrig har sviget, beriget.
5.
See gulven, hvor deylig den den glimrer i englenes stue
Af guldet, der skinner, som ildens den klareste lue;
De spillende rene
Og ædele stene
Dens mure, og perler dens porte allene betiene.
6.
Her finder jeg for mig min salige hustrue (venner) og andre
Gudfrygtige siele, hvis glæde kand ingen forandre.
De Martyrers klare
Guld-kronede skare
Gud priser, og alle foruden al fare kand svare.
7.
Ach glæde! ach sødeste glæde mig gandske beringer,
Hosanna og evig halleluja frydelig klinger,
Her harperne røres,
Og sangerne høres,
Ja alt, hvad formerer min glæde, fremføres og giøres.
8.
Mit hoved en krone af funklende røde rubiner
Bepryder, i silke og stikkede klæder jeg triner
Med palmer i hænder,
Og hvor jeg mig vender,
Mig himlenes salige siele omspender og kiender.
9.
Her seer man de helgenes legemer smukke og mange,
Som mange gang tusinde, tusinde sole at prange,
Som skyggen bortviger,
Naar solen fremkiger,
Saa seer man, de jordiske gyldene riger bortviger.
10.
Hvo kand vel beskrive Guds viisdoms og helligheds gaver,
Vellysternes strømme og andet hvad sielen den haver?
Ey hierte og tanke,
Ey øynene blanke,
Ey ørne, hvad udi Guds rige skal vanke, kand sanke.
11.
For alting at skue Guds blideste ansigt, husvaler,
Hvis lifligste skiønhed sig ziirlig i sielene maler,
Som solen kand nøye
Foruden al møye
Sit deylige billed' det tindrende øye tilføye.
12.
Som moderen barnet, mig JEsus med favnetag møder,
Ach yndigste sødhed! min JEsus mig alting forsøder,
Hvor glæden den flyder,
Som havet udbryder,
Hvor JEsus mig kroner, mig kysser, mig pryder og
fryder.
13.
Bort derfor al vellyst, bort verdens opsvolmende ære,
Bort mammon, som menniskens kræfter saa ilde fortære,
Min riigdom og glæde,
Min herligheds sæde,
At være hos JEsum, hvor englerne qvæde, til stede.
14.
I gierning jeg finder Apostelen sandhed at tale:
Jeg slutter, at dette livs korte piinagtigheds qvale
Ey noget kand veye
Mod himlen at eye,
Om verden end holder os for det, de pleye udfeye.
15.
Syng Amen, mit hierte! syng Amen, mit inderste hierte!
I himlenes salighed endes din vaade og smerte,
Gud lad os tilsammen
I glæde og gammen,
Som Christi bruud prunke med himmelske brammen, syng Amen.
N. B.
