[1]| Udgiverens fortale

»Lauter affectation!« svarede engang en Kunstberider mig, da jeg forsøgte paa at tydeliggjøre ham det Inhumane i, at vedblive at banke sin Kone, naar hun allerede var rørt indtil Taarer. Jeg frygter for, at det intelligente Publicum vil sige noget Lignende, naar det aabner nærværende ikke synderligt volumineuse Bog, og finder en Fortale, og ovenikjøbet en Fortale, hvori jeg siger jeg, og taler om mig selv. Men det faaer ikke at hjælpe. Altsaa:

Paa det Portrait, paa den Buste, den Maske, Medaillon eller hvad det nu er, som den taknemlige Efterslægt i sin Tid opbevarer efter mig, vil den opmærksomme Tilskuer sikkert opdage et ligesaa mærkeligt som særdeles vel udviklet Organ. Man vil muligt uleilige sig med lærde Granskninger og speculative Undersøgelser, for at udfinde, hvilken Evne eller Lyst i en saa overordentlig Grad 2| beherskede mig i levende Live. Jeg iler derfor med at forklare, at hvis et saadant Organ virkelig skulde vise sig, hvorom der iøvrigt ikke kan være nogen Tvivl, da maa dette være et hidtil uopdaget, for Driver-Lysten. Af alle mulige Tilbøieligheder, som pryder Manden, gode og slette, veed jeg mig nemlig ikke at være i Besiddelse af nogen saa prægnant som netop denne Lyst til at drive; jeg er født dermed, og den danner en integrerende Deel af min Characteer, om jeg forøvrigt har nogen. At ligge en Sommerdag paa den nylig slaaede, friske Hø og lade sig gjennemvarme af Solen, at see Skyerne seile i Luften, imedens man lader Cigaren slukkes, fordi det koster formegen Uleilighed, at holde Ilden vedlige, det er en Tilstand, som jeg foretrækker for enhver anden, og jeg reiser mig først, naar Sulten tvinger mig dertil. Om Vinteren foretrækker jeg en Gyngestol; og heri, synes jeg, ligger det bedste Beviis for, at det ikke er Magelighed eller Lyst til et cybaritisk Levnet, der characteriserer mig, men ene, som jeg før havde den Ære at bemærke, Driverlysten; hvilke Begreber man maa vel vogte sig for at forvexle. Tilmed, jeg gaaer meget eller rettere jeg driver gaaende; det er en af mine Hovedbeskjeftigelser, og den er vist ligesaa opvækkende og forædlende for Aanden som den er sund og velgjørende for Legemet.

Og saaledes vil jeg da nu kunne fortælle, uden at behøve at frygte for at blive spurgt, i hvad Ærinde jeg en Aften sidste Efteraar befandt mig drivende langs Husene ved Volden. Veiret var langtfra smukt, thi det 3| var koldt og smaaregnede af og til, men Saadant afficerer ingenlunde en Driver; man er forsynet med en tæt Paletot, og gaaer aldeles ikke tidligere hjem, om det endogsaa øser Skomagerdrenge ned. Tvertimod man befinder sig snarere bedre; man er ikke saameget generet og har ikke saa Mange at gaae af Veien for som i godt Veir; og har man endelig Færre at see paa, saa ere de Faa til Gjengjæld desto interessantere. Dermed være det imidlertid ikke sagt, at jeg ubetinget giver det slette Veir Fortrinet; der kan siges meget baade for og imod, og jeg er stærkt fristet til at troe, at det snarere beroer paa de tilfældige Omstændigheder end paa Veiret, om Aftenen skal bringe noget Resultat. Den omtalte Aften var det saaledes næsten for mørkt, og Regnen blæste mig ovenikjøbet i Ansigtet, saa at jeg med mine forcerede Skridt og nedbøiede Hoved nær var løbet forbi, uden at bemærke hvad jeg nu skal have den Fornøielse at fortælle.

Et Vindue i en Stueetage var lukket paa klem; bag dette stod en ung Dame, og udenfor en ung Herre, der med sin Paraply skjærmede for Damen, som stod ved det aabne Vindue, og som netop sagde idet jeg gik forbi:

Og det kan Du foreslaae mig Georg?

Klangen af hendes Stemme var melodieus og Tonen sørgmodig; jeg skammede mig næsten over mig selv, der uvilkaarlig var standset i Porten tæt ved, for at høre efter; men der var alligevel Noget, der lignede det bekjendte: »De maa ikke troe, jeg er af det Slags,« og som gjorde, at min bedre Følelse forsvandt og gav udelukkende Plads 4| for min Lyst til at gjøre Bekjendtskab med Herrens Forslag. Jeg stillede mig derfor ind i Porten som om jeg traadte i Ly for Regnen, og hørte saaledes Georg sige:

Du maa aldrig have elsket mig, Mary, at Du kan vredes derover. Det er imorgen fire Aar siden, jeg saae Dig første Gang; fra den Dag har jeg ikke havt anden Tanke end Dig, hverken Nat eller Dag. Jeg vilde have styrtet mig ud i Verden og prøvet min Lykke; men Du holdt mig tilbage, og jeg tvang mig ind i disse smaalige Forhold, som have nedtrykt mit Sind. Jeg tvang mig til at læse, fordi Du lod mig haabe, at naar jeg fik den Examen, som vore usle Forholde forlange, jeg da.... Jeg fik den. Jeg er juridisk Candidat med bedste Characteer, Du en Justitsraads Datter; det passer jo sammen i alle gode Romaner. Men Din Fader bad mig igaar forskaane sit Huus for mine Besøg, og Du indvilliger i at givte Dig med denne formaledidede Kammerraad, denne svindsottige Pjalt, som - ja, som eier fyrgetyvetusinde Rigsdaler. Maaskee Du elsker ham?

Georg! lød den smukke Stemme bebreidende.

Men Du har dog forlovet Dig med ham, vedblev Elskeren heftigt, Du har taalt hans Kjærtegn, hans væmmelige Kys, Du har maaskee selv - svar mig, - Du tier. Og mig nægter Du endnu, - mig, hvem Du har tilsvoret Din Kjærlighed, som, saalænge der var det mindste Haab har respecteret Eders taabelige Fordomme, ja, som selv engang, da Du glemte dem, erindrede Dig derom.

Georg!

5| Er det ikke sandt? eller erindrer Du maaskee ikke -?

Jo, men jeg takker Dig evigt, at jeg uden at behøve at rødme, kan række min Forlovede Haanden for Alteret.

Forbandet, skreg Elskeren, men en skraldende Vægterpibe overdøvede i det samme hans Ord

Der er Ildløs, sagde Damen; Gud, søde Georg, skynd Dig bort, at man ikke seer Dig. - Og Vinduet blev smækket i.

Ja, jeg fortjener at pibes ud, sagde Elskeren, der, idet han gik mig forbi, slog sig med den knyttede Haand for Panden, og gav flere lignende Tegn paa en heftig Forbittrelse. Lygtens Skin faldt paa hans Ansigt; det var min Ven Georg Skou.

Den Sygdom have vi alle havt, sagde jeg til mig selv, idet jeg forlod min Port og gik ned ad Gaden, som nu paa engang var bleven oplivet. Folk løb hid og did og satte Vandkar ud; thi Ilden var i et Huus tæt ved Hjørnet. Her var man i fuld Virksomhed med at redde, og alle Meublerne bleve baarne over til Volden, da man der antog dem i Sikkerhed. Jeg fandt Tilfældet saare gunstigt, og satte mig i en reddet Lænestol, for i Mag at iagttage Ildens Fremskridt og senere Aftagen, samt hvad andet Mærkeligt der er at observere ved en Ildebrand. Længe havde jeg imidlertid ikke havt Gavn af min Plads, før en Karl, der bar et Skrivebord, kom hen og læssede dette af ved Siden af mig. Han henvendte sig med megen Omstændelighed til mig, for at forklare, at der laae Penge derpaa og opfordrede mig til at overbevise 6| mig derom, samt om at han ikke havde taget dem. Jeg efterkom hans Forlangende, og fandt ganske rigtigt en Sum af syv Skilling liggende i et Æskelaag.

Nu er De Vidne, sagde han, Pengene er der.

Gudbevares, sagde jeg; men jeg har rigtignok ikke isinde at blive her den hele Nat.

Gjør Ingenting, svarede Karlen, De kan stadigt væk bevidne, at jeg ikke har taget dem.

Jeg beroligede ham, og han løb afsted for at redde mere. I mit stille Sind besluttede jeg, ikke at være mindre samvittighedsfuld end Karlen, og at bevogte den reddede Skat, indtil i det mindste en Anden kom, til hvem jeg kunde overdrage Ansvaret. Men uheldigvis faldt mit Øie paa nogle beskrevne Ark, der laae paa Bordet. Jeg kjender ingen større Fristelse; jeg kan neppe gaae forbi et Stykke skrevet Papir, som ligger paa Gaden, uden først at gjøre mig bekjendt med Indholdet; hvor var det da muligt at lade dette ligge urørt, især nu, da Huset brændte saa klart og Haandskrivten var saa tydelig, at der ingen Uleilighed var forbunden med at kige deri. Jeg saae strax, at det var et Slags Dagbog; Slutningen var endogsaa skreven for kort Tid siden; Blækket var næsten vaadt endnu. Min Nysgjerrighed var stærkt pirret; jeg vil ikke dølge det, jeg er ikke ganske fri for denne Feil; min nys opvakte Samvittighedsfuldhed sov ganske ind alt som jeg læste videre. Jeg skuede omkring. Der var Ingen i Nærheden, som saae ud til at være Eiermanden. Pludselig faldt det mig ind, hvor let Papirer kunne fordærves 7| af Regnen eller spredes for Vindene som salig Trops kritiske Blade. Jeg samlede Manuscriptet sammen. Det forekom mig, at jeg havde seet tilstrækkeligt paa Branden, jeg kunde altid faae Leilighed at levere Eieren sine Papirer, hans Navn vilde vel findes deri; kort, der var altfor mange Grunde for at gaae, til at jeg skulde blive et Øieblik længer. Jeg skyndte mig afsted, og overlod den mig betroede Pengesum til den lunefulde Skjæbne, eller til den Første den Bedste, der kunde have Brug for syv Skilling.

Jeg var imidlertid ikke naaet ret langt med mine fundne Papirer, Luerne af det brændende Huus oplyste endnu mine flygtende Fjed, da min Opmærksomhed blev henvendt paa to Herrer og en Dame, der standsede for at see paa Ilden. Den yngste af Herrerne sagde:

Saa, nu slog Ilden ud af dine Vinduer, Vilhelm; Herregud, vi have dog havt mangen fornøielig Time i det gamle Hummer. - Damen, der holdt den Anden under Armen, græd, og sagde:

Der har jeg levet min bedste Tid

Aa lad det brænde, sagde hendes Ledsager i en ligegyldig Tone; jeg har assureret. Tilmed, vi ere jo gaaet ud for at opsøge os en anden Vigvam, lad saa kun Flammerne udslette Sporet af vor gamle. Men kom, lad os gaae; jeg synes ikke her er fuldkomment comfortabelt.

Ja, lad os gaae, sagde den Yngre; thi som det lader morer man sig med at høre paa os.

8| Da vil jeg paa det Venskabeligste fraraade Enhver at følge efter os, tilføiede den Forrige i en bestemt Tone.

Det var altfor tydeligt, at disse to sidste Replikker gjaldt mig; jeg følte, at jeg lader mig skræmme. Jeg gik derfor hen imod dem, idet jeg sagde:

Uagtet Deres venskabelige Raad vil jeg dog følge Dem, hvis det ikke er Dem beleiligt, strax at forunde mig en Samtale.

Den Yngre foer hen imod mig, saa jeg i en Fart maatte stille mig en garde; men den Ældre standsede ham og sagde:

Stille Felix, jeg kjender denne Herre; han er ikke nogen mouchard. Tilgiv mig, henvendte han sig derpaa til mig, idet han rakte mig Haanden; havde jeg kjendt Dem strax, skulde jeg ikke have sagt disse Ord. Det var ikke vor Hensigt, at fornærme Dem personlig, og saaledes tænker jeg, at De ikke længere har nogen Grund til at forlænge vor Samtale.

Deres Ord er mig tilstrækkeligt, svarede jeg; men da jeg har den Ære at være kjendt af Dem, saa har De vel ikke længere nogen Grund til at fraraade mig at følge Dem. De yttrede før, at her ikke var comfortabelt.

Han var noget forlegen for Svar, imidlertid begyndte han:

Dersom De kjendte de Omstændigheder, som gjør, at jeg ikke gjerne vil være seet af en vis Person -

9| O, jeg er aldeles ikke nysgjerrig, forsikkrede jeg; men da jeg tilfældig hørte en Yttring, hvoraf jeg slutter, at De boer i det brændende Huus -

Ja min Herre, sagde han bestandigt forlegen, men dog i en mere bestemt Tone. Dersom De, som sagt, kjendte de Begivenheder, som netop i Dag ere indtrufne, saa vilde De ikke undre Dem over det Besynderlige, der maaskee var i min Yttring.

O, vedblev jeg, det er aldeles ikke faldet mig ind at tænke over det Besynderlige deri; hvad jeg vilde sige Dem, er blot dette, at jeg ved et Tilfælde, som vil være for vidtløftigt at fortælle, er kommet i Besiddelse af et Manuscript, som er reddet fra Branden, og som jeg tænkte, muligt kunde tilhøre Dem.

Jeg rykkede frem med det; der var jo intet Andet at gjøre, naar jeg ikke vilde blive anseet for nysgjerrig eller maaskee for noget endnu værre. Det var tydeligt at see, at jeg stod fuldkommen retfærdiggjort. Han bladede noget i Manuscriptet ved en Lygtes Skin, og sagde derpaa:

Det er ikke mit, men jeg kjender Eiermanden; og dersom De ønsker det, skal jeg med Fornøielse besørge ham det tilstillet, saameget hellere, som jeg ikke kan nægte, at jeg har faaet Lyst til at læse det, da jeg seer, at han har værdiget os mere Opmærksomhed end han egentligt havde nødig.

Der var Intet derved at gjøre.

Det er Cancellistens Dagbog, vedblev han til de 10| Andre; og af det Par Linier, jeg har læst, seer jeg, at vi ere gaaede i rette Tid. Politiet har været der. Farvel, min Herre, henvendte han sig igjen til mig; jeg er Dem mere forbunden for disse Papirer end De selv troer. Det er en Roman, min Ven Cancellisten har villet lave sammen af vore Historier. Men De veed selv bedst, at man aldrig bør skrive Begyndelsen, før man veed, hvorledes Enden vil blive. Jeg troer derfor det er rigtigst, at dette Værk ikke kommer ud i det store Publicum for det Første; thi vore Affairer ere endnu saa complicerede, at man vanskeligt skal kunne sige hvorledes de ville fortone sig. Det gjør mig ondt, om jeg mulig har spændt Deres Interesse.

O jeg er aldeles ikke nysgjerrig.

Saameget desto bedre, sagde han og trykkede min Haand; saa gjør jeg mig ingen Skrupler over, at jeg muligt aldrig kan give Dem nogen Oplysning om denne Aftens Eventyr. Farvel.

Dermed gik mit Manuscript, som jeg møisommelig havde stjaalet.

Og et halvt Aar gik hen, uden at jeg nogensinde var saa heldig at træffe de to Herrer. Men en Dag bragte Fodposten mig en Pakke og et Brev, underskrevet Vilhelm Flint, hvori han gav mig Fuldmagt til, hvis jeg skjøttede derom, i Trykken at befordre medfølgende Cancellistens Manuscript, som han kaldte det, og Fortsættelsen af de deri begyndte Fortællinger, som han selv havde opskrevet. Jeg kunde udgive det aldeles som 11| det var; thi alle Navnene og øvrige Kjendetegn vare forandrede, saa Fortællingen ikke kunde komme Nogen til Skade paa gode Navn eller Rygte.

Og det er det, jeg herved har den Fornøielse at gjøre. Jeg har Intet forandret og Intet tilføiet. Kun hist og her har jeg oplivet Bogen ved et Par velanbragte Citater, deels for at vise min Belæsthed, deels for visse andre Aarsagers Skyld. Endelig har jeg forudskikket denne Beretning, for at forebygge, at Bladene ufortjent skulle rose mig for en Bog, hvori jeg ikke har nogen Deel.

Lauter affectation - jeg tør parere paa, at det intelligente Publicum vil tale omtrent saaledes - Snak have vi nok af; og om det nu endelig var uomgængelig nødvendigt at fortælle os, at Du ikke er Forfatter, -Du behøver ellers aldrig at være bange for Roes - saa indsee vi alligevel ikke, at Du har nogen Grund, til at komme med al den indecente Passiar om Stevnemødet ved det aabne Vindue.

Jeg veed ikke dertil at svare Andet end at jeg saa ofte har hørt flere af vore yndede og lærde Autores fortælle om alle mulige forskjellige Ting, der slet ikke vedkomme Sagen, saa jeg har troet, ogsaa engang at have Lov til at gjøre ligesaa, især da jeg ved en godhedsfuld Meddelelse fra en paalidelig Haand seer mig istand til at fremkomme med den interessante Oplysning, at cand. juris Georg Skou er en daglig Gjæst hos Kammerraad 12| F...., som i Foraaret havde Bryllup med Justitsraad de V.... s ældste datter Mary.

Og naar jeg saaledes bidrager mit til nyttige Efterretningers Udbredelse, saa haaber jeg, at det intelligente Publicum tilgiver mig, hvis det øvrige Indhold af nærværende Bog ikke saa ganske skulde svare til de Fordringer, som Nutiden gjør til den unge og dannede Forfatter.