[1]|Indbydelse til Rejse
Da Verden var dunklere, videre spredt,
da man rejste, dagvis, i Postkarret,
begyndte, naar Solen om Morgenen lo
og naaed ved Aften, omsider, en Kro –
Da Verden var længere strakt og fordelt,
før nogen endnu kom igennem den helt,
førend Møllerskens Kys som det Korn, hun har malt,
blev et ringere Mel, som er bedre betalt ...
man beded en Stund i hver By, hvor man kom,
og i hundrede Byr, før man beded i Rom –
Da den stolteste Stad og den snævreste Krog
var et særskilt Blad af Forundringens Bog,
2|her vildere Bjærge, her yndig Natur,
her Borge, Slotsfrøkner og Hortikultur ...
man opleved Verden til Vogns og pr. Baad
som en indviklet Fabel med endeløs Traad –
Da Slægten bag tættere Skove forladt
var fattig paa Glæder, men haabede brat –
da man vidste, at Døden kan komme hver Stund
og man ofred sit Liv for at dø med en Grund,
da vilde jeg fristet det vovsomme Spil
... i den farlige Fortid, som aldrig var til ...
at elske og vinde min Muse og Mø
i det højeste Taarn bag den dybeste Sø,
for at gemme en Ring, naar hun hviskede: Rejs!
for at vi' hende siden et Vers under Vejs.
I en Verden mer vildsom, men mere beredt
– fra en Nutid med Sindet og Viljerne spredt,
fra en Nutid, mer banet men raadvild af Aand
som en Mø, der vansmægter ved Bejlerens Haand –
i en Verden, hvor intet er Køb eller Salg,
men alt er for den, som er tro i sit Valg –
3|vil jeg rejse ... Rejs med og vær trøstig til Sinds!
Alverden er frisk som en gammel Provins.
De vaargrønne Floder vi spejler os i
og gengiver alt med den første Værdi.
