[5]|Opvaagnen i den fremmede Stad

Himmel, sikken en Seng jeg vaagner i! ... sikken Himmelseng! – – Nej, jeg er ganske fortumlet, sprogforvirret, og i min Forvirring kan jeg endda sige Brandere. Hvad hedder Brandere paa fransk? Des calembours! – Eh bien – paa dansk: nu vel ... jeg vaagner i en Himmelseng, der er lige saa bred, som den er lang – ganske som der stod i min første tyske Læsebog. Og jeg kigger ud under Gardinerne, paa hvilke Blomster og Grene mørkt og frodigt dækker en bleggul Grund, kigger til det store Spejl over Marmorkaminen, hvor jeg finder mig selv i vellystigt Halvmørke vellystig henstrakt – Himmel, sikken en Seng! Jeg ler højt og fornøjet over min egen Vittighed. Og jeg siger som Jeppe: »Er det jeg, eller er det ikke jeg?« »Jo, det er jeg.« Je le suis.

Altsaa er man i Paris – Peter in der Fremde! Fra Rhinen og til Seinen har jeg 6| ikke bestilt andet end at sige Brandere paa tysk og paa fransk. Det kommer sig af den store Umulighed, som det var mig at sige noget fornuftigt paa de to Sprog. Vittig er man i alt Fald, Peter in der Fremde!

Og jeg har paa Hotel garni lejet mig et Værelse, hvor en Empire-Seng i Mahogni med sine Omhæng alteragtigt som i en fornem Dames Boudoir optager Hovedpladsen: hvor en Marmorkamin vil være hyggelig at sidde ved til Vinter, mens den knitrende Ild i en Knude Træ giver mere Røg end Varme; hvor der er saa højt til Loftet som i to danske Stuer tilsammen, og hvor Vinduet som en Dør behængt med hvide Gardiner naar næsten fra Loftet til Gulvet, aabnes indefter og har en halv Alen Balkon udvendig. Dette Værelse tilfredsstiller alle mine Fordringer til godt Lys og stærk Skygge; og det er i Skyggen forsynet med store Spejle, der uddyber, forstørrer det og gør dets Halvmørke æventyrligt.

»Er De fornøjet, min Herre?« – »Ja, jeg er, min Herre, meget tilfreds.«

Êtes-vous content, monsieur? – Oui, monsieur, je suis bien satisfait (meget mæt).

Alexander den Store sov med Homer under sin Hovedpude. Jeg nøjes med et Lexikon.

Frankrig er et udmærket Land, hvor man uden vidtløftige Forklaringer faar, hvad man ønsker sig og mere til. Et Vidunderland! Man forstaar ikke mere end hvert tiende Ord 7| af, hvad de Folk siger. Men hvor man er glad over dette tiende Ord, som man forstaar. Man gemmer det som en Perle ... une perle. Man taler uforstaaeligt; men man faar dog sin Kuffert besørget, man finder sit Hotel, man bliver barberet, man spiser til Aften – hvad det altsammen koster, véd Franskmændene saa udmærket at sige paa en forstaaelig Maade.

Ak, hvor er Menneskene falske! Og hvor har den tyske Impresario, som rejste sammen med mig, og som først udgav sig for Journalist, skændig skuffet mine bedste Forventninger! Han talte alle Sprog med lige Lethed og jeg med lige Slethed – og vi var Venner, vort Venskab strakte sig fra Rhinen til Seinen, fra Morgenen i Køln til Aftenen i Paris ... Da Laasen paa min Haandkuffert gik itu under Toldvisitationen i Jeumont og de seks Par hjemmestrikkede Strømper, som min Moder havde givet mig med, rullede ud, var han mig behjælpelig og havde strax en Rem, som han spændte om Kufferten. Til Gengæld lod han mig slæbe den Del af hans Bagage, han ikke selv kunde overkomme, og lod mig paa Venskabets Regning, og fordi han ikke selv havde vekslet Penge, betale alt, hvad han nød under Vejs. En sjælden Mand! han talte ogsaa dansk, kunde sige smukke Pike og vidste, at smaa Børn hedder smo Bjarne. Vi indrettede vor Kupé til Sovevaggon, for at han kunde finde den fornødne Hvile, og vi drak Kognak af det samme Glas, endskønt han var kommen fra 8| det kolerafarlige Hamburg. Og jeg, som kunde min Heine, citerede for ham Digtet om de to Polakker:

»De drak af det samme Bæger, sov i den samme Seng. Én Lus og én Sjæl – kløede de sig begge omkap.«

Da vi skiltes paa Pariserbanegaarden, aftalte vi at ses tre Timer senere i Folies-Bergère, som han anbefalede mig meget, da det ligger nær ved mit Hotel, og da det er et Variététeater, hvor jeg strax første Aften vilde faa et dybt Blik ind i Paris.

Der sagde vi altsaa Farvel paa Banegaarden, jeg stod alene, og kun med fortvivlet Anstrængelse lykkedes det mig i denne Travlhed at faa en Drager til at tage sig af mine Kufferter. Men jeg fandt dog én, en flink Mand med tjenstvillige Øjne. Og jeg kom til mit Hotel, og jeg hilste paa saa godt Fransk som muligt fra Hr. Mortensen i Danmark, hvad der gjorde dybt Indtryk. Jeg ytrede Ønske om at blive barberet og at spise til Aften, og den uforlignelige Vært viste mig fra sin Gadedør en Barberstue og et Brasseri.

Det er min første Vandring i den lystindrende Stad og mine første Forsøg i det Sprog, hvis Literatur jeg indbilder mig at kende ret godt. Jeg træder ind i en Barberstue, ikke ret stor, men straalende af Lys og Marmor fra øverst til nederst. Jeg finder to Verdensmænd med velplejet, brunt Haar og Fuldskæg, vandrende om i blændende Skjorte9|ærmer, og en mørkladen Dame noget til Aars, der sidder ved en Skranke og tæller Penge, myndig og elskværdig. Jeg staar stille midt i Stuen og ser mig forladt omkring.

»Men Charles, men tag dog Herrens Hat!« siger Damen let bebrejdende til den ene af de to Verdensmænd.

Nu sættes jeg i en Stol, og der sker en Barbering, hvis Mage jeg ikke før har oplevet. Jeg er endnu saa frimodig at have visse smaa Ønsker, som jeg udtrykker i smaa, veloverlagte Sætninger. Men disse Sætninger afføder smaa Spørgsmaal af den barberende Charles i et altfor uforstaaeligt Fransk. Alt Begreb hos mig hører op; jeg ser mig atter bedende omkring. Og den anden begynder hjælpsomt at tale tysk.

»Ja, men jeg er jo ikke Tysker,« siger jeg paa fransk.

Nu smiler de tre Menneskers Øjne med en utaalelig Finhed.

»Aa, Monsieur, det gør aldeles ikke noget,« siger med uforstyrrelig Elskværdighed han, der før talte tysk.

»De er maaske Englænder,« siger han, som barberer mig, nu paa engelsk.

»Nej, nej,« svarer jeg standhaftig paa fransk. »Nej, jeg er Skandinav. Jeg er fra Danmark.«

Alle tres Øjenbryn løfter sig forbavset og uden Begribelse.

10|»Aa, det er meget langt borte.« – C'est bien loin d'ici. Jeg mistænkte dem for, at de ikke før i deres Liv havde hørt Danmark eller Skandinavien nævne. Men de hilste mig Farvel med det tjenstvillige og hjærtevindende, franske Smil, da jeg, atter med nogen Anstand, gik ud ad Døren.

I Brasseriet den samme Kamp mellem en Opvarter, som vil tale tysk, og mig, som vil behandles paa fransk. En Kamp om, hvilke Retter jeg skal vælge paa den mest uforstaaelige Spiseseddel.

Men velbarberet, mæt og fornøjet begiver jeg mig endelig til Folies-Bergère. Jeg vandrede gennem en elektrisk oplyst Vinterhave med Springvand midt i Salen, ind i Teatret. Men hvad der foregik paa Scenen, véd jeg ikke noget om, endda det meste var Pantomime ... Livet paa Spaseregangene – les promenoirs – holdt mig fast og bortledte med eller mod min Vilje min Opmærksomhed.

Jeg mødte da i Promenoirerne Damer, én og én og to og to, i prægtige Klæder, meget sminkede og ganske gamle, men ogsaa helt unge og overvættes friske. De havde ikke passeret mig tre Gange, før de lagde Haanden paa Hjærtet og sagde i det elskværdigste Tonefald, der lød, som om de skulde neje dybt med det samme:

»Monsieur, vous m'offrez un bock.«

Det betød paa dansk: »Giv mig en Bajer, Herre!« Men hvortil en Oversættelse af et i 11| sig selv velklingende Sprog, naar det dog er Tonefaldet og Mimiken, som det mest kommer an paa?

Min tyske Impresario lod sig stadig ikke se. Jeg vilde ikke nægte mig at tage den første Undervisning i Fransk, som det tales af levende Tunger, især naar det kunde ske ved et Glas Øl.

Der var en blond Dame, som sagde, at hun var fra Lothringen og hed Jeanne, ligesom Jomfruen af Orleans, Jeanne de Lorraine. Hun paastod, at hun vilde holde af at se mig ofte, men jeg sagde, at jeg var kommen til Paris for at sé Louvre og Notre-Dame, og at det ikke vilde levne mig Tid til at se Jeanne af Lorraine. Mit Svar gjorde hende trøstesløs. Hun sad lidt og grublede og fandt endelig en Udvej. Der var den fuldeste Kærlighed i hendes Stemme:

»Ja, men naar De da rejser tilbage til Deres Land, saa tag mig med som Deres Kone.« Man maa tænke sig Folies-Bergère, hvor dette foregaar, mere smukt og straalende end noget københavnsk Teater og Publikum velklædt, taktfuldt og stilfærdigt i sin Opførsel som et ærbart, dansk Teaterpublikum.

Efter Jeanne af Lorraine forsikrede to ejendommelig smukke Damer mig for et Glas Øl om deres Kærlighed. Vor Forstaaelse var den bedste, men da de paa min Regning vilde købe Blomster til otte Francs, blev jeg nødt til at sige:

12|»Mesdames, je ne suis pas né hier.« – Jeg er ikke født i Gaar.

Over dette Slagord faldt de i en ustyrlig Glæde, og de lovede mig, at det ved deres Hjælp skulde blive fin du siècle i Paris.

Endelig var der en fin, skælvende Kvindeskabning, som bar Krigsnavnet Marguerite Faust, og som ikke vilde tro mig, før jeg sagde, at jeg var Tyrk med tre Hustruer og ti Medhustruer og følgelig ikke kunde tage mig af hende ...

Min hamburgske Impresario dukkede endelig op, men da jeg glad ved Gensynet løb ham i Møde, var han fordybet i en fransk Samtale med en lille, uanselig Herre. Og efter at have hilst paa mig vendte han sig til den lille uanselige:

»Ce monsieur làA est bien lapponais.«

Det var mig, som han kaldte »meget laplandsk«. Jeg vendte mig sorgfuld bort. Ak, min kære, tyske Impresario, for hvem jeg har betalt saa meget uspiseligt, fransk Smørrebrød! Saaledes forgaar de skønneste Venskaber – et Venskab fra Rhinen til Seine.

Jeg vendte mig om og gav mig til at tale med den unge Dame, der før fattede Tiltro til mig, da hun fik at vide, at jeg var en Tyrk med 3 Hustruer og 10 Tjenerinder. Jeg havde den Trøst at se hendes Tiltro forsvinde, efter at hun havde gjort mange naive Spørgsmaal og jeg med rig Fantasi havde udmalet hende Livet i Konstantinopel.

13|»Mais Monsieur, vous avez des yeux très polissons.« – Deres Øjne ser saa upaalidelige ud.

Min kære Impresario! Jeg havde glemt og tilgivet ham hans uskyldige Ord om mig stakkels Peter i det Fremmede. Og jeg tænkte, at vi nu skulde tilbringe en Time sammen i skønneste Glæde. Da kom han til mig og sagde med et belevent Smil:

»Véd De, hvad jeg har indbildt den Herre: at De var Impresario for en stor Lappekaravane.«

Ja saa!

»Kære Ven og Impresario,« sagde jeg. »Det var dog knapt saaledes, Ordene faldt. Det var mig, der saa laplandsk ud, og det var aabenbart Dem, der betragtede Dem selv som Impresario i Aften for en laplandsk Monsieur. Men det er jo aldrig værd at tale om?«

Disse Ord sagde jeg og skiltes atter fra ham for et Par Minuter. Men da jeg kom tilbage, var min Impresario ikke mere at finde. Han havde beskæmmet ladt sin Karavane i Stikken.

... Jeg fandt dog til mit Hotel, heldigvis, medens jeg hele Vejen blev ved at gentage franske Sætninger for mig selv, glad over, hvad jeg havde hørt og set.

Jeg vaagnede i min Himmelseng og hørte i Gaderne Sælgeres og Sælgekoners besynderlige Raab paa det fremmede Sprog. Soldater drog forbi med Hornsignaler. Jeg hørte ogsaa trampende Hove og vælig Hestevrinsken, som 14| fyldte hele Gaden. Og ingen Lyd forekom mig mere stolt og lidenskabelig. Jeg mindedes Musset:

Din isabellafarvede Hoppe vrinsker under dine Balkoner! – Op, op! I Gaar mistede du din Impresario, du lod Jomfruen af Orleans og Marguerite Faust med samt deres Hyrdinde-Daarskaber blive tilbage i Folies-Bergère! I Dag skal du se Louvre og Notre-Dame, opsøge det Paris, hvorom Musset har skrevet Vers.

[15]|Romansk Verden