[17]|Kogleriet i Boulogneskoven

Lad mig gentage det for allersidste Gang, og mens jeg endnu tror derpaa:

Alle Franskmænd paa Gader og Stræder er opfyldte af høflig Omsorg for en fremmed; de tillader paa ingen Maade, at han staar forlegen i deres smukke Paris; de ønsker i virkelig Bekymring og Deltagelse, at den Monsieur dog skal komme rigtig af Sted.

En Aften ved Indgangen til et Teater var jeg uden Billet kommen midt ind i en Opstilling af Mennesker, alle med Billetter. Jeg spurgte mig for hos de nærmeste: hvor jeg skulde henvende mig, og tre Herrer og en meget svær Dame med graanende Hageskæg gav sig til at raabe i Munden paa hverandre af lutter Behjælpsomhed, saa jeg ingenting forstod og blev ganske fortvivlet. Jeg fik ikke Lov til at gaa ud af Rækkerne; de greb mig i Frakkeærmerne, snød mig forbi Opsynet ved Ind18|gangen, og sejersstraalende førte de mig til sidst ad forbudne Veje hen til Billetlugen.

»Denne Vej, Monsieur, denne Vej. Følg kun med mig. Følg kun med mig!«

Ak, jeg tænkte paa Hjemmet – hvor langt vittigere man der er, naar man med den godmodig plumpe Ondskab, som er vor sædvanlige, enten spænder Ben for en uskyldig Vejfarende eller dog ganske rolig staar og ser paa, at han gaar vild.

At jeg Dagen efter dette Besøg i Teatret løb vild i Boulogneskoven og længe famlede om i Bælgmørke, kan jeg ikke regne Franskmændene til Last. Thi jeg mødte kun hvert femte Minut et Menneske, og jeg turde af Frygt for Livet og for de Francs, jeg havde i Lommen, ikke røbe, at jeg var en fremmed, som behøvede Oplysning om Vejen.

Jeg var om Eftermiddagen kørt ud til Passy. Inden jeg naaede til Boulogneskoven, blev det temmelig silde. Ensomme Drosker kom mig i Møde op ad den brede Chaussé til Skovsøerne. En fuldstændig Stilhed, en endnu solvarm Høsteftermiddags Fred var det, som ned ad de snorlige Veje rislede imod mig sammen med en enkelt, langsomt glidende Vogn. Træerne var grønne under den parisiske lette, graa Himmel; kun nogle, som stod for sig selv, havde en rødblond Tone, næsten som Kvindehaar. Før jeg var ved Søerne, voksede der i lange, usynlige Traade sød Skumring op af Jorden, fra Plænerne og det 19| rødgule Grus, medens Træerne endnu badede deres Hoveder i gylden Genglans af Dagen. Og op fra Vandspejlene vældede nu hvid Røg, bredte sig i Striber og Lag og tilslørede Foden af de græsklædte Bredder. Mens jeg ved Synet af disse Plæner erindredes om moderne Billeder med det Bellmannske Motiv: en Frokost i Græsset, Rhinskvin i grønne Glas, og i den graa Græsmark en Grisette – hørte jeg en Amme, der pludrede sit Fransk og saa' en pur ung Pige, der var i Selskab med hende, løbe mig skælmsk forbi. Under Træerne tæt ved blev den skælmske staaende, mens Ammen med Barnet rask fjærnede sig ad Stien langs Bredden. Og da Amme og Barnevogn endelig ikke mere var til at se, raabte den unge Pige, som henvendt til mig, pludselig et højt, dansk Godaften, brød ud i en Fnisen og satte i Rend for at indhente hende.

Jeg standsede ikke Skovens flygtende Nymfe med noget Tilraab. Jeg saa mig med tilstrækkelig Selvironi om mellem Træstammerne og var aldeles ikke sikker imod, at Boulogneskoven mulig var befolket med Dryader, som havde mig til bedste, og som hvert Øjeblik ud fra det Usynlige kunde tilslynge mig et københavnsk Godaften, imens de smuttede bort, leende af fuld Hals.

Jeg har før været saaledes til Mode paa min Rejse. Laa jeg om Morgenen i min Seng og hørte Folk gaa samtalende op og ned ad Trapperne, eller spaserte jeg og lidt borte 20| hørte Summen af Mennesker, har det været mig ganske tydeligt, at jeg hørte danske Ord og Vendinger. Jeg har følt det med en Vished, som i alt Fald var mig selv tilstrækkelig, at disse fremmedtalende Mennesker havde en stor Komedie for med mig, gjorde sig al den Ulejlighed med at tale fransk, naar jeg hørte paa dem, og naturligvis indbyrdes for en Nemheds Skyld nøjedes med dansk.

Jeg har været saa mistænksom som en Dame hjemme i Danmark, der en Gang fortalte mig, at hun, fra hun var en lille Pige, stedse har haft den selviske Forestilling, at Verden blot var til for hendes Skyld, og at hendes Fader, hendes Moder, alle Væsner og Skabninger, kun var Figurer af Pap, saa det gjaldt for hende om at kunne overraske dem en eneste Gang, komme »om ved« dem og fatte det nemme Maskineri. Ved de første Skridt i Paris forekom jeg mig som stillet over for en Port, hvor der med kæmpemæssige Bogstaver stod berettet den kæmpemæssige Løgn: »Dette er Paris.« Men bag Bogstaverne tittede næsvise Ansigter frem, som med fiffig Tøsethed og ikke helt uvenskabeligt holdt én for Nar, og som meget godt kunde falde paa at raabe et københavnsk Godaften. Ensom lænet til et Træ i Boulogneskoven søgte jeg nu at titte bag ind i Maskineriet og komme til den rette Betragtning af Tilværelsens uhyre Gøgleværk.

21|Imidlertid faldt Mørket paa. Det var i et Øjeblik næsten dyb Nat. Et Sted inde under Træerne var der tændt et Baal, hvor et Par Mænd gik og stegte Kastanier. I Mulm og Mørke famlede jeg mig tilbage gennem Skoven; jeg er nu oven i Købet vejvild og klatrer op paa snart den ene, snart den anden Vejviser for ved Gløden fra min Cigar at tyde Indskriften. Gøgleriet bliver til sidst meget ubehageligt.

Se, blot for Gøglet og for Narrestregernes Skyld kan der jo pludselig rejse sig en Mand fra en Grøft og sige:

»Uret! Pengene! Livet!«

Denne Begæring falder mig ubekvemt, og jeg tager Hatten af med yderste Høflighed, sigende disse Ord:

»Monsieur jeg er selv Tyveknægt og Halsomdrejer. Tag mig med i Deres Komplot. Mine Par Sous kan dog ikke være Dem til nogen Nytte.«

Men Gud véd, om denne fornuftige Henstilling vil bide paa ham? Nej, for at jeg skal blive i Illusionen, alene for at jeg skal tro, at det hele ikke er en Komedie, skiller han mig her, midt i den sorte Skov, ved min udødelige Sjæl!

– – Endelig opdager jeg Skæret fra mange tændte Lygter, finder en aaben Gitterlaage og hører atter Lyden af Menneskestemmer, der, skønt de taler fransk, klinger saa velgørende hjemligt. Det er igen det stærke, virkelige Liv, der slaar mig i Møde, jeg tvivler 22| ikke mer om, at de Mennesker her i den stille, parisiske Forstad taler fransk som deres naturlige Sprog, og jeg føler mig flov over den Mystik, hvormed jeg med dansk Fantasi har fyldt Boulogneskoven.

Med et Velbehag som en Mand, der er undsluppen fra en stor Fare, sætter jeg mig til rette i en smuk, kun lidet søgt Beværtning, hvis Ejerinde, en Enke, bringer mig Kaffe og veksler nogle Ord med mig, der alle falder mig saa simple og selvfølgelige, som var det hjemme. Jeg ser de Kunder, som kommer til hende, og jeg synes ogsaa, at deres Sprog falder saa let, saa nemt, saa kønt, som kunde de ikke tænkes at tale noget andet. Det gaar op for mig for første Gang. Ikke inde paa de store, de travle Bulevarder, hvor Franskmændene gør deres Sprog indsmigrende for at tækkes et Publikum fra alle Lande, ikke paa Théâtre Français, hvor Molière spilles, og hvor Frøken Reichenberg kvidrer sine Repliker, ikke mellem Sports-Dandyer, Barbersvende og Reportere – men i en beskeden Kafé, langt ude i Forstaden mellem tarvelige Folk, men virkelige, jævne Franskmænd, mærkede jeg for Alvor Lysten til at tale, leve, meddele mig som de.

Og i Velbehaget som Manden, der har udstaaet en stor Fare, men nu befinder sig paa sin kendte, trygge Jord, skrev jeg da, til Straf over mig selv og for at advare andre mod dansk Fantasteri, de følgende

23|Rimerier under Vejs