[27]|Obeliskerne, Palmen og Fyrretræet

Idet jeg over alt paa Gader, Veje, i Sporvogne og i Teaterloger for en Øvelses Skyld søger Samtale med indfødte og fører et udmærket Sprog med indslyngede Betingelses-BisætningerA og med en Brug af Subjonctif og Conditionel, som er fuld af Finheder ... skal det hænde mig, at det i dette Øjeblik netop ikke vil falde mig ind, hvad et Fyrretræ hedder. Og dog skal jeg bruge det i dette Nu, da jeg sidder i Sporvognen mellem St. Cloud og Louvre og lykkelig har knyttet en Samtale, aabnet mig den allersjældneste Lejlighed til at vænnes til Sproget.

Aa, tro for Resten ikke, at jeg falder Folk til Besvær i Sporvogne eller Teaterloger. Sad jeg ikke i Aftes i Odéon ved Siden af to Pariserinder, som bevogtede mig med forventningsfulde Øjne og siden søgte at tale baade tysk og engelsk indbyrdes for at lokke mig 28| ud af min Tilbagetrukkethed? Forgæves! mine Læber blev stumme.

Men i Dag er det en anden Sag. Med største Mod har jeg sat mig ud over alle Sprogvanskeligheder og det, som er mere. Og nu skal jeg pludselig staa stille i sørgelig Mangel af et Fyrretræ.

Jeg kan sagtens tale om en Obelisk, fordi den er Obelisk paa alle Sprog; men den erstatter mig ikke det Fyrretræ, hvorom jeg vil fortælle den stolte Dame, der sidder lige over for mig i Vognen, kørende mellem St. Cloud og Louvre, og som paa min Udlændigheds Vegne ofrer lidt af sin Grandezza, under mig en fjærn Solstraale af sin Opmærksomhed.

Ak, det er saare langt fra, at hun har gjort Øjne til mig som de to Damer i Aftes, eller at hun nu gør Øjne. Men forunderligt, jeg sætter en uvurderlig Pris paa denne Samtale med en indfødt og lader hende ikke slippe. Kommer vi dog ikke begge to fra den samme mørke Sporvogns-Holdeplads, hvor vi næsten har ventet en halv Time? og kører vi dog ikke begge to til det samme lysstraalende Paris, hvor alt er Fest og Skønhed og Glæde fra Louvre til den store Opera?

Jeg traf hende i Sporvognshallen – rank, fuld af Hast og Utaalmodighed, et helt Hoved højere end mig, og paa dette Hoved, hun var højere, bar hun en Guldlorgnet, hvorigjennem hun studerede Opslagene paa Væggen. Jeg tænkte mig, at hun var en fornem Dame fra 29| St. Cloud, allermindst en højtstillet, engelsk Guvernante – slank som en Obelisk, fyrstelig og kold som et Naaletræ. Hun spankede snart ud paa Skinnerne, snart tilbage til Sporvognshallen og talte af Utaalmodighed halvhøjt med sig selv.

Jeg vovede de fire Gloser:

»Det varer længe, Frue!«

Det vilde over alt i Verden, selv i Kongens Lyngby have medført en Følelse af Samhørighed – Korrespondance – at vi var de eneste ventende. Men disse fire Gloser kan man selv i Kongens Lyngby kun sige én Gang.

Nu kører vi fra Forstadens dunkle Afkrog ind imod Lyset. Damen er ganske tavs og synes mere at tænke paa Stedet, hvor hun skal hen, end det Sted, hvor hun er. Jeg tror, at vi kunde køre saaledes til Verdens Ende uden at mæle et Ord. Men Konduktøren, der taler saa uforstaaeligt, kommer og forlanger 50 Centimer af mig for at køre mig ind til Louvre. Jeg begriber ikke denne Pris, da jeg for nogle Timer siden har kørt oven paa en Omnibus ud til Passy for 15 Ct.

Og nu stikker Damen, der forgæves har ledt efter Smaapenge, rolig sin Portemonnæ i Lommen og siger – ligesom for at forklare mig, at Billetten er saa dyr:

»Vi tager en billet de correspondance.«

Dermed læner hun sig atter tilbage i sin Vognkrog med den allerselvfølgeligste Mine 30| og lader paa ny sine Tanker ile langt forud for Sporvognen.

»Ah saa! en billet de correspondance!« siger jeg forstaaende.

Naturligvis tænker jeg mig ved en billet de correspondance en Billet, som to køber i Fælleskab, og hvorpaa der da muligvis vindes nogen Rabat. Det kan jo være en meget vis Indretning for sparsommelige Naturer. Altsaa, jeg har betalt baade for Damen og mig. Vi er i Korrespondance. Men se hendes majestætiske Ligegyldighed! Det er virkelig en meget ulønnet Post at være i Korrespondance med en fornem Dame fra St. Cloud-Kanten. Dog vænner man sig til det; det maa være en selvindlysende, fransk Skik: Damerne kører, og Herrerne betaler.

Den skæmmende Lorgnet har hun ladet falde ned i sit Skød, og jeg ser et Par ejendommelige, ikke store Øjne, hvorfra der udstrømmer Energi og Mørke, mens hun bestandig stirrer hen for sig med damemæssig Fjærnhed. Det er Damen paa tredive Aar, hvorom Balzac har skrevet: paa denne Kvinde er alt Linjer – ikke Kød – uregelmæssige Linjer, forbundne til en himmelsk Harmoni. Alt bærer Præget af Mod, Beslutsomhed, Forstand. En Skønhed i store Træk.

Nu overgaar min Nysgjærrighed min Sprogskræk. Med et ganske lille Smil spørger jeg:

»Hvor længe kan det vel vare, Frue, inden 31| vi paa vor Korrespondance-Billet kommer til Louvre?« – à ce Louvre.

Hun kan ikke høre for Vognrumlen, bøjer sig naadigt frem imod mig og spørger, hvad jeg har sagt. Jeg gentager da Spørgsmaalet ganske kort: »Naar er vi i Louvre?«

»Aa, det varer en Time,« siger hun.

»En Time! Og jeg, som vilde i Teater! Jeg har været i Boulogneskoven ... blev forsinket, overrumplet af Mørket ... løb vild og troede, at jeg skulde falde i Hænderne paa Tyve og Mordere ...«

Alle mine Ord er klodsede og forkerte, men hun forstaar med et halvt Øre og siger let, med de rigtige Ord: »Aa, De troede, at De var bleven borte« (perdu), og læner sig igen, som om Audiensen var forbi.

»Jeune étranger perdu« – siger jeg utrættelig – en ung fremmed, som er bleven borte.

Et flygtigt Smil, og hun forbliver tavs. Men nu er der lidt efter noget, som jeg maa have Oplysning om, og hun gør sig virkelig Ulejlighed med at forklare det, hun retter sig lidt i Sædet, formaar dog ikke at overvinde min Mangel paa Begreb, slaar endelig over i Engelsk og kommer ganske til kort med sine engelske Kundskaber, hvorefter hun med blid Resignation indrømmer, at det jo egenlig ikke er ret meget, hun kan huske af dette Sprog. Dog nu er det jo ogsaa ligegyldigt, da hun har opdaget, at jeg ikke er Englænder, men dansk.

32|»Undskyld mig,« vover jeg, »men Fruen ved vel i alt Fald, hvor Danmark ligger paa Kortet?«

En umærkelig Hovedbevægelse og et flygtigt Smil i begge Øjenkroge:

»Aa jo.«

»Ja, Frue,« forklarer jeg sørgmodig. »Thi alle Mennesker i Paris antager Danmark for en lille By i Ungarn.«

Naar hun smiler, er det med et Glimt i de brune Øjne, et hastig forbifarende, som lige viser, at hun har forstaaet, og som forbyder vidtløftigere Forklaring.

Men fra nu af har hun paataget sig at give mig Oplysninger, en Gang imellem, om, hvad der kunde tænkes at sætte mig i Forundring. Jeg er under hendes læmpelige, damemæssige Beskyttelse. Det er sagt mig, at Pariserne – og Pariserinderne – egenlig holder en Del af Udlændinge. Og naar nu min statelige Dame fra St. Cloud-Kanten læner sig tavs tilbage i sit Vognhjørne, sker det visselig med et Udtryk af kvindelig Anstand, men jeg finder noget deri, som er endnu mere kvindeligt: hun synes ligesom lidt beskæmmet, misfornøjet med sig selv over, at hun ikke kan være mig til mere Hjælp.

Og det er vel netop Grunden til den store Omstændelighed i hendes Forklaringer. Hun fuldbyrder en Pligt, anstrænger sig, naar vi f. Ex. i flere Minutter holder stille for at lade en Sporvogn passere, samvittighedsfuldt 33| og længe med at gøre mig Kendsgærningen forstaaelig, at det andet Spor er brudt op. Og selv efter at jeg har forsikret, at jeg forstaar, vender hun endnu en Gang Pegefingeren antydende mod Jorden, inden hun slaar sig til Ro.

Der er mellem hver af hendes Forklaringer højtidelige Ophold, hvor hun i sit bekvemme Hjørne giver sig Lov til at tænke paa sit eget. Men vi passerer ingen nævneværdig Gade eller Plads, uden at hun retter sig frem og giver mig Navnet. Jeg havde virkelig ondt af hende. Hvor jeg af Hjærtet ønskede, jeg kunde sige noget, som holdt hende skadesløs for al hendes Umage. Saa bryder jeg ud i taknemlig Erkendtlighed over Franskmændenes Hjælpsomhed.

»Men det er jo ikke noget at rose os for!« indvender Damen sagtmodig. »Det er kun simpel Pligt. Man bør altid være høflig.«

»Det bør man, Frue. Det skal være min Grundsætning fra nu af, og jeg skal erindre mig, at jeg har lært det i en Sporvogn mellem St. Cloud og Louvre.«

Det er en Dumhed, men jeg sagde den af et fuldt Hjærte. Og se, i Damens Øjne lyser det hurtige Smil, som er vor egenlige billet de correspondance. Og nu begynder hun paa ny at forklare:

»Her er Champs-Élysées, og der henne kommer Place de la Concorde.«

34|»Aa, det er dér, Obelisken staar,« udbryder jeg glad. »Kender Fruen et Digt af Théophile Gautier om Obelisken?«

»Af Théo? om Obelisken?«

»Det handler om, hvordan Obelisken keder sig i Paris, mens den staar og betragter sin egen Skygge, der stadig og stadig drejer sig om dens Fod. Den drømmer om sin Søster og Elskede, den anden Obelisk, som er ladt tilbage i Ægypten ... Men jeg taler vel helt uforstaaeligt?«

Atter det lette Smil, som et pludseligt Væld af Lys fra hendes Øjne og et let Nik:

»Aa jo vist, jeg forstaar godt.«

Og hun tilføjer opmuntrende:

»Men De taler meget godt fransk. De taler grammatikalsk rigtigt. De har kun ikke Sprogets daglige Ord (let mots d'usage) paa rede Haand.«

Ak nej, jeg har ikke let mots d'usage, de Ord jeg skal bruge.

For at blive ved Digterne spørger jeg siden som en Examinator:

»Kender Fruen Heinrich Heine?«

»Hvem? Henri Heine? Jeg har aldrig læst Henri Heine.«

»Han har netop et lignende Digt som det af Gautier om Obelisken. Heine skriver om en Palme i Østerland og om et Træ i Nordens Sne – et Træ ...«

Hvem der nu – nu! – ikke pludselig havde tabt det franske Navn paa et Fyrretræ! 35| I Paris glemmer man alt det Fransk, man kunde. – 50 Centimer for et Fyrretræ!

Un Fyrretræ, vous comprenez, madame – De forstaar, Frue – c'est un arbre – er et Træ – aux épingles – med Knappenaale ... Men lige meget: dette Træ er skilt fra Palmen, cet arbre est éloigné du palmier. Og det gaar som med Obelisken, der tænker paa Ægypten ... et comme l'obelisque ... Dette Træ, cet arbre ...«

»Il n'est pas content,« nikkede Fruen hjælpsomt og forstaaende, med sit hastig blinkende Smil.

Han er ikke tilfreds – ja rigtig Frue, saaledes vilde vi ogsaa sige paa dansk, hvis vi kunde sige han om et Træ.

Il n'est pas content! Med hvilken Lethed Kvinderne finder det rette Ord – han er ikke tilfreds, dette Træ.

Og endskønt han, som sidder i Sporvognen og nu nærmer sig Louvre, ikke er af Træ, er han heller ikke tilfreds. Det er jo saa, at han bedre end ude ved Boulogneskoven véd Besked med, hvad en billet de correspondance betyder. Fruen har under Vejs betalt Konduktøren 50 Centimer for sin Billet ligesom jeg, og har udbedt sig en saadan Korrespondance-Billet, hvis Hemmelighed det er, at den giver Ret til at køre videre paa en Sporvognslinje i den indre By. Det er Sporvognslinjerne, der korresponderer, men der er aldeles ikke Tale om Korrespondance mellem Palmen, Obelisken 36| der i det Vognhjørne og Fyrretræet her i dette – ikke Tale om at køre to paa én Billet.

»De fortalte før, at De var i Odéon og saa Le roi Midas og Un mariage d'hier. De var vel meget rørt?« spøgte hun.

Og for allerførste Gang gjorde hun en lille, skælmsk Grimace med Neglene op foran Øjnene.

»Jeg fældede store Taarer, Madame.«

»Men kunde De forstaa det?«

Jeg fik et Anfald af hjærtebankende Frimodighed:

»Omtrent ikke. Men det var dog kønt at høre. Der er noget saa særegent, ufatteligt ved de franske Kvinders Maade at føre Stemmen paa, Frue, og Deres Skuespillerinder taler saa musikalsk, har saa rige Vokaler og Konsonanter – eller hvad Kritiken nu kalder det – at blot det at fornemme denne Virtuositet sætter én i henrykt Spænding. Og naar de rigtig kom i Lidenskab i Odéon, tror jeg, at jeg forstod hvert Ord, skønt jeg ikke véd, om jeg forstod med Øjet eller Øret ...«

Jeg vilde maaske have tilføjet i samme Aandedræt, at man jo ogsaa kunde forstaa, selv om Sporvognstumlen gjorde én lidt døv. Men Damen faldt mig i Talen:

»Jeg har ikke set Un mariage d'hier. Men jeg har læst Kong Midas.«

»Det er vel kønne Vers, det lille Enaktsstykke er skrevet i?« siger jeg. »Jeg kunde kun forstaa saa meget, at Guderne havde ladet 37| fremvoxe lange Æselsører paa Kong Midas' Hoved, fordi han holdt af Fløjtespil og andre smukke, hedenske Kunster. Hvad der rørte mig var hans unge Hustrus Medynk med den hedenske Monark – at hun glemte al sin Forargelse, da hun først fik Æselsørene at se: »Men det klæder dig jo godt!« – den skønne, kvindelige Overbærenhed.«

Alt dette fik jeg sagt paa mer eller mindre slet fransk, ivrig efter endnu at fremlokke nogle flygtende Glimt i disse fremmede Øjne og efter endnu at finde en Gnist af den skønne, kvindelige Overbærenhed.

Nu grublede jeg over, om jeg ved Louvre uskyldig og oprigtig turde sige, at det var mig en douleur at skulle sige Fruen Farvel. Men jeg blev overrumplet Vognen holdt pludselig stille: Louvre! I det samme smuttede Damen fra St. Cloud rank, i hele sin Højde ud: Bonsoir, monsieur! Og mens jeg endnu stod med Hatten i Haanden, saa jeg hende forsvinde hen ad Fortovet for ved Hjælp af sin billet de correspondance at finde Plads i en ny Sporvogn.

Jeg var til Mode, som da jeg i Køln kom en Tiendedel Minut for sent til Pariser-Nattoget, og da en Banefunktionær med et medfølende Skuldertræk erklærede:

»Ja, min Herre, Toget gaar punkt 11.«

.... Noget, der var skønnere, større, stærkere, end jeg kendte til, noget, der svimlende højnede og uddybede alt, hvad jeg havde 38| af Begreb, var brust mig forbi. Hun, der ikke gjorde Øjne som alle Pariserinder, smukke og grimme, hun havde virkelig Øjne; og med et Smil, som kom indefra, forstod hun at smile, naar der i min lange, unyttige Tale tændtes en Gnist – smile punkt elf. Hun var af dem, som vilde have tilgivet Kong Midas hans Kærlighed til Fløjtespil og hans Æselsøren, naar de efter visse hemmelige Skønhedslove, som kun Kvinder forstaar, klædte ham.

(Her følte jeg forsigtig til mine egne Øren, og – Vidunder! – jeg syntes, at de under min festlige Samtale med den aandfulde Dame havde voxet sig utrolig lange, men bløde, lodne, veltilspidsede – al min unge Æselagtighed i dens Blomst og Ynde. En fin Haand havde kærtegnende glattet disse mine Prydelser, og en Mund, der var altfor dannet og for lidt dansk til at kalde mig Æsel, havde paa parisisk udraabt mig som Kong Midas.)

Jeg stak min billet de correspondance i Lommen for at gemme den til evig Erindring. Saa gik jeg gennem Gaderne ensom med mine Midasøren – og ene med min Skygge som Obelisken paa Konkordepladsen. Il n'est pas content.

[39]|Bryllupper og Fester
(Nopces & Festins)