[41]|Den Nysgærrige

DEN NYSGÆRRIGE

Jeg vilde gærne vide det hele: hvordan – hvad er Paris?

ANTONIUS

Det er et Sted, Frøken, hvor man kan sige al Ting uden at rødme; hvor Ammerne holder deres Børn frem midt paa offenlig Gade; hvor man om Natten Klokken to tør synge af fuld Hals for Næsen af Politiet! hvor man benævner alle Frøkner Madame uden at kunne skelne mellem Jomfruer og Fruer, og hvor Ligheden, Friheden og Broderskabet staar indhugget paa alle Kirker.

DEN NYSGÆRRIGE

Og er der ikke mere? Jeg vilde for Exempel vide, hvorledes det Værelse ser ud, hvor De nu befinder Dem?

ANTONIUS

Parketgulv, Marmorkamin med et Ur, som aldrig gaar, en Alkoveseng, der maaler lige meget paa langs og paa tværs ... Jeg har gjort mig yderste Flid for at opdrive et Værelse med Enkeltseng. Men Pariserne har set uforstaaende paa mig – de begriber det slet ikke.

DEN NYSGÆRRIGE

Og er det det hele?

ANTONIUS

Kære Frøken, da tusind Brevskrivere før jeg har søgt at gøre Folk begribeligt: hvad Paris er! og Folk endda er lige kloge, er det for meget forlangt, at jeg skulde fortælle det hele ...

DEN NYSGÆRRIGE

Da tusind Brevskrivere før De har forsøgt det, kunde De jo ogsaa uden Skade forsøge. Jeg forlanger ikke, at De skal sige mig: hvad er Paris, eftersom De endnu kun har været der fjorten Dage. Men vil De fortælle mig, mens de første Drømme i den fremmede By endnu hænger i Deres Øjenhaar: hvad tænker De ved Paris? Hvad er det, De ser fra Deres Vinduer?

ANTONIUS

Det er Aften, Frøken. Og kigger jeg i Aftenen ud mellem mine halvtaabne Vinduer, ser jeg Gavle og Façader med graa, tilbageslaaede Tremmeskodder, høje som i en Drøm. 43| Det støvregner, og Murene hæver sig i Mørket som uhyre Krypter i en gotisk Kirke.

DEN NYSGÆRRIGE

Er det det hele? Jeg havde egenlig ikke tænkt mig Paris som en gotisk By.

ANTONIUS

Men det er naturligvis ikke det hele ... Nede paa Gaden i det stærke Lys holder en lang Række Vogne, som nu i fem Minuter har været standsede af Trængsel. En Dame, som formodenlig har faaet sine Klæder tilstænkede af en Vogn, raaber ti Gange Svinebæst til en Kusk. Cochon – cochon – cochon!

DEN NYSGÆRRIGE

Men det er vel ikke det hele ...

ANTONIUS

Nej, men det faar mig til at tænke paa den kvindelige Frimodighed, der er saa stor i denne By – une large franchise! Og skulde Kvinderne her ikke ogsaa være frimodige? De er de høfligste, hyggeligste, sagtmodigste, snildeste Væsner, der véd at give den, som spørger dem, ti Raad for ét og oven i Købet er saa omsorgsfulde at følge ham paa Vej, til de ser, at han har fulgt Raadet. Skulde de ikke være frimodige? Det er en Kvinde, Jomfruen af Orleans, der har klædt sit spæde Pigelegeme i Panser og Plade og befriet Frankrig, da det 44| var sejlet halvt i Sænk af udygtige Mænd, og da en dum Klods af en Kronprins hverken vidste ud eller ind. Det er en Kvinde, den hellige Geneviève, som ved sin tidlige og store Fromhed har afvendt allehaande Ulykker fra Paris, og som endnu i sin Himmel er Staden Paris's opretholdende Gudinde. – Skulde Kvinderne ikke være frimodige? Hvor man kommer, i et Hotel eller i et Brasseri, er man udsat for at træffe en Vært, der er stor og grov af Fatteævne som en Transtøvle, men ved Siden af ham finder man Fruens Tøffel, blød og lille; hun véd hastigt og umærkeligt at lægge alle Sager til rette. Og det i en Grad, saa man paastaar, at der i Paris ikke findes nogen Forretning, som gaar godt, med mindre der ved Kassen findes en kvindelig Energi, som kontrollerer den mandlige Enfold. Skulde Kvinderne da ikke være frimodige? Hvorfor skulde de ikke raabe cochon til en Kusk, naar han virkelig er et Svinebæst? De véd, at de i sig selv har visse uvisnelige Dyder, som intet Snærperi kan stille i Skygge. Hvorfor skulde de da nogensinde blive skamfulde paa Naturens Vegne? Nej, de gaar uforskræmt og smilende lige ud, gennem Byens farefulde Gader og – gennem Byens Parker, hvor der findes saa mange herlige, nøgne Statuer, mandlige og kvindelige. De slaar ikke Øjnene ned for de mandlige, og de hilser paa de kvindelige med et lille Nik, som var det Søstre. I Paris maa man være Filosof – 45| som en Sælgekone for nylig sagde til mig – à Paris faut être philosophe.

DEN NYSGÆRRIGE

utaalmodig

Det er vel det hele om Kvinderne? ... Men Parkerne, Statuerne, Mindesmærkerne?

ANTONIUS

Frøken, det drejer sig om en Nation paa fyrretyve Millioner Mennesker, der har haft Ludvig den Fjortende til Konge, Napoleon til Kejser, og som har gjort fire Revolutioner. Man kan ikke røre sig uden at løbe paa Triumfbuer, Obelisker og Søjler, Kirker, store Operaer og Musæer. Parkerne ere oversaaede med Marmor og Bronce. Jeg har i Luxemburghaven gaaet omkring og set den store Bue Skulpturer af berømte, franske Kvinder og Dronninger, alle forskellige i Karakter og Ynde. I Tuilerihaven har jeg midt imellem moderne Kunst forundret mig over den klassiske Smag, som har anbragt Julius Cæsar og Alexander den Store paa hver sin Side af den lange Bane mellem de to Triumfbuer. Betragter Franskmændene Cæsar som en indfødt? tænkte jegA. Er det den galliske Nations romanske Sprog og dens Arv fra Romerne, der saa længe har givet den Forspring for det øvrige Evropa? – Da jeg lidt efter saa Gambetta-Monumentet, flunkende pompøst, med en opsat Plade, hvorpaa der stod: »Hvem der? Frankrig!« løb 46| der mig en kold Rislen ned ad Ryggen. Ja, det er jo fyrretyve Millioner Mennesker! blev jeg ved at sige, uden at vide, hvad jeg mente ... det er jo fyrretyve Millioner Mennesker.

DEN NYSGÆRRIGE

Men de parisiske Kunstværker er dog vist ikke rigtig artige .... jeg mener, de er vel saadan lidt pikante?

ANTONIUS

Aa disse Kvinder, som altid vil vide det hele! De spørger mig, om Kunsten er vovet, skælmsk æggende – det, som Franskmændene kalder gauloiserie. Der staar i Tuilerihaven en Statue af Christophe, kaldet Masken, og da jeg taler uden nogen Sagkundskab, kan jeg dristig sige, at denne Kvindefigur synes mig Symbolet paa fransk Kunst. Set forfra har hun som Ansigt en besynderlig klog og udfrittende Maske; set fra Siden er hun en yppig Kvinde, der næsten med Lede drager Hovedet bort fra den Maske, hun holder op for sig. Det tilbagebøjede Hoved, træt Rynke i Panden og den løftede, lange Næsespids over store Næsebor, en stor Mund. Hun har Herman Wessels Ansigt, blodrig som den nordiske Komedies Muse; den trætte Rynke i Panden skyldes de lidende Mellemrum mellem Festerne. Det er en brav Pige. Hendes Sjæl er urolig, vaklende, alt begærende, men fri for enhver Art Koketteri eller gauloiserie; ægte og sanddru gengiver hendes Ydre det 47| indre. Det er Symbolet paa, hvorledes Aandens Stræben tærer paa et yppigt Legem; det er den menneskelige Stræben med de to Ansigter: – Masken og det virkelige Ansigt, der lider ved at paatage sig Masken, men som dog – for ikke at lide – tager Maske. – – Den franske Muse er en saadan brav, ærlig Pige af lidt kødeligt Naturel, hvad der i denne Verden aldrig kan skade, eftersom vi i hele den næste Verden skal være eneste Sjæl; hun elsker sin Maske, Kunsten, men har for blodvarmt et Hjærte til at hykle under Masken. Frimodighed er hendes Kendetegn, une large franchise. Og ser man de slanke, fyrige Kvindeskabninger paa moderne Marmorværker, forstaar man, at denne Frimodighed og Dristighed ligger himmelhøjt over, hvad de danske kalder det pikante, og hvad Franskmændene kalder gauloiserie.

DEN NYSGÆRRIGE

Men sig mig nu: hvorledes lader det at tale fransk? Er det let?

ANTONIUS

Det er en mysteriøs Evne, som man faar uventet og pludselig mister. Jeg vil fortælle Dem en lille Historie for at vise, hvorledes man kan komme til at tale udmærket fransk, og hvorledes man glemmer det igen. Det er om en Mand af mit Bekendtskab, som en regnfuld Aften havde drukket Strømme af Øl – en Tysker naturligvis – og som i sin Oprømthed 48| havde talt flydende fransk med en Dame fra Normandiet, indtil hun var fuldt og fast overtydet om, at han, som han sagde, var Franskmand, rigtignok fra SavoieA. For endnu at bestyrke hende i Troen griber han et Bind franske Vers, som han ser paa sit Bord, og læser højt for hende. Da den tidlig vaagne, ubehagelig buldrende Hotelkarl næste Morgen banker paa Døren, vækker han hende i Lænestolen, hvor hun er falden i Søvn under Oplæsningen, og ham i Sengen, hvor han, træt af Øl og Læsning, har kastet sig fuldt paaklædt. Ind gennem Døren, der aabnes paa Klem, rækker Karlen en eneste Støvle, som er blanket med stor Flid, og siger: L'autre, monsieur! l'autre! – Den anden! ja, hvor er den anden? Monsieur giver sig søvndrukken og forbløffet til at søge under Bord, under Sofa, under Seng efter den anden Støvle, som han har glemt at sætte udenfor i Aftes, og som Garçonen dér i Døren kræver med en vaagen Mands Energi. »Min kære Ven,« siger Madame, der i Lænestolen vaagner op fra den Søvn, hvortil vi alle trænger, »hvad søger De efter?« L'autre, l'autre! siger hendes Ven fra SavoieA fortvivlet gestikulerende. Han roder under Sengen, han vender sig og vil forklare Sagen, men af hele det franske Ordforraad er der kun blevet ham denne ene Glose tilbage. – Højt forundret siger Madame: »Men De talte jo udmærket fransk i Aftes. Jeg troede, De var Savoyard.« – Endelig kommer Monsieur 49| lidt til sig selv og stammer: » .... Tabt al Ting paa én Nat ... har i Dag kun én Støvle og ét Sprog!« – Damen ser paa sig selv og paa Lænestolen og sætter med et ubeskriveligt Smil Pegefingeren midt i sin Pande: »De var nok lidt Savoyard i Aftes.«

DEN NYSGÆRRIGE

Er den Historie ikke, hvad Franskmændene kalder une gauloiserie?

ANTONIUS

Netop, Frøken. Og deres Blade er fyldte dermed indtil Modbydelighed. Denne lille Historie har kun det beskedne Fortrin, at den er omtrent virkelig.

DEN NYSGÆRRIGE

Nu har De fortalt mig, hvordan De bor, hvordan Kvinderne, hvordan Mindesmærkerne og hvordan gauloiserie er. Men det er vel ikke det hele? Hvorledes befinder De Dem nu for Exempel i alt det?

ANTONIUS

Som om jeg igen var bleven sytten Aar, sad i Teatret og indbildte mig, at dette var Livet og Lykken. Naar jeg ser en Komedie her, hvoraf jeg forstaar den mindste Halvdel, synes jeg, at Skuespillerne taler som Vidundere, og jeg indbilder mig, at Ingenuen altid er saa sød, frisk og rødmusset som for aabent Tæppe 50| i Rampens Skær. Selv om det stadig øsregner, føler man dog en lys, fin Luft omkring sig, blot man er af dem, der kan se og høre sig mæt ... og naar man da ikke i Danmark har efterladt sig noget, der er stort værd at begræde.

DEN NYSGÆRRIGE

Det er altsaa det hele ...

ANTONIUS

Ikke det hele! Men som De sagde: De har hørt saa meget dumt om Paris – saa kan De vel ogsaa tage dette.