[53]|Blødende Rose

Dette er Historien om Rose, som blødte. Og den er ikke hændet mig, men en Ven af mig, som ogsaa var ny i Paris.

Han kendte endnu ingen i Verdensstaden, og for at vænne sig til Sproget plejede han hele, lange Eftermiddage, i en Kafé paa de store Bulevarder at spille Domino med en ung, enlig Kvinde, der hed Rose og talte fransk som sit eneste Tungemaal, og som havde et godt Hjærte, med hvis Godhed hun ikke aagrede.

Han havde truffet Rose paa hendes Enemærker, boet næsten Dør om Dør med hende i det Hotel tæt herved, hvor han først var taget ind. Et lyst, tilbagestrøget Haar, en ganske fin og virkelig Rødme, en stilfærdig 54| Fylde (uden Overdrivelse) havde været det bedste af hendes Morgendragt, naar hun Klokken halv tolv om Formiddagen lod sig se ved Trappegelænderet for at raabe: »Garçon, garçon!« med sin franske, lidt hæse Stemme. Hvis hun ikke var høj af Vækst, var hun heller ikke fordringsfuld, og da min Ven laa syg i tre Dage, kom hun til ham, som hun var om Morgenen: med Tøfler paa Fødderne og L'intransigeantA i Haanden, og sad ved hans Ild og læste højt for ham af Rocheforts kraftige Artikler, som morede hende. – Siden hen, da min Ven, i den Indbildning at kunne indrette sig endnu bedre var flyttet ud at bo i en anden Bykant, søgte han dog, imellem Stunder, ned til den indre By, til Roses Hotel og til den tvangløse Sprogindvielse paa den lune Pariser-Kafé. Der sad de ofte fra Klokken to lige til Aften Klokken sex. Det var saa hyggeligt, langsomt kom Tusmørket. Rose, der altid modtog ham lige aabent og lod sig hente lige villig, blev da siddende Time efter Time med Fødderne paa den lille Træskammel, som Opvarterne i Paris strax bringer enhver Dame, iagttog en Smule de andre, franske eller fremmede Stamgæster, vendte Dominobrikkerne paa sit eget Marmorbord og lod sin Ledsager nyde saa megen Sprogundervisning, han vilde – uden at tage andet Vederlag end en enkelt Kop Kaffe med et lille, sjælden to Glas Kognak. Ja, hun forbød ham at ødsle. Redebonhed, Uvilje mod ufornuftige Udgifter – franske 55| Dyder! Roses hjælpsomme Hjærte blødte vel altid en Smule for saadan en ung, medgørlig og egen fremmed, som var Mand nok.

De blege, velnærede Parisere, rundt omkring de to, tørrede Øllet af de spidse Henry IV Skæg, blandede Kortene og fortalte, med deres Basstemmer og sonore rr, Anekdoter, som afbrødes af dybe Latter-Udbristninger. De rystede deres Tærninger og vendte Kløver Knægt saa trygt og ubekymret om Tiden, som havde de siddet der saaledes, hver med sine Venner eller med sin Rose, fra den ridderlige Frants den Førstes Dage og skulde sidde der fremdeles til Verdens Undergang, som kun vilde tage dem bort herfra, for at de kunde fortsætte ind i Himlen med at ihjælslaa og fordrive Tiden – Tiden, der (ved et af Guds mange Misgreb) er bleven gjort uden Ende.

Rose, der sagtens havde tilstrækkelig og bedre Sikkerhed for sit Udkomme end disse Sprogtimer, den redelige Rose gjorde slet ingen Omstændighed af, at en Ven nød godt af hendes lange, frie Eftermiddage. Det er endog sket, at hun har savnet ham, naar han i nogen Tid ikke havde ladet sig se, og en ganske enkelt Gang, at hun har spurgt ham om Grunden til Udeblivelsen i et Brev, undertegnet »din lille Rose, som elsker dig«. Han kom naturligvis strax og medbringende les étrennes – en Nytaarsforæring – som han vidste, at selv de uegennyttigste franske Kvinder venter sig. En Hat med røde Fjær var hans Overraskelse 56| til Rose. Og siden – under Dominospillet – havde han Hovedet fuldt af mange kaade Indfald og Griller ud over det sædvanlige.

Saa var det, at min Ven Klokken henad halv sex om Aftenen fik det Indfald, at han vilde køre.

Rose havde sin ny Hat paa med de røde Fjær.

Og min Ven havde just hjemme faaet sit Værelse bragt i Stemning ved nogle ny Gardiner af en forandret Farve. Han vilde gærne en Gang vise hende det, tage hende med under sit eget Tag (en Nordbo ønsker altid at vise sit Hjem). Og han var, da han saa længe havde siddet skilt fra hende ved et Marmorbord, tilmed utaalmodig efter at faa hende ind i Drosken. Rose lo ...

De traadte ud fra Kaféen, ud paa de store Bulevarder – Verdens Hovedgade – hvor Brudstykker af alle Jordens Sprog blander sig med det hjemlige franske, og hvor Hundreder af Drosker piler forbi i Skumringen med Lygtepar som store, luende Øjne paa Stilke.

Under sine røde Fjær var hun den samme taalmodige Rose, som aldrig nægtede ham noget. Og da hun saa' hans Oprømthed, saa', at han ikke tilfreds kunde skilles fra hende – føjede hun sig.

»Ja ja, hvis du vil« – sagde hun – (si tu veux).

Den blide Hæshed i de franske Kvinders Stemmer! – jeg finder den aldeles ikke skæm57|mende. Rose havde ingen Sopran som en Italienerinde, var ikke Heltinde; en drøj, folkelig Spot fornøjede hendes Hjærte mere end det højtravende, og hendes Røst passede til hende, som hun var selv: gallisk og gæstfri – i sit Hotel og paa sin Stamkafé.

De vinkede ad en Fiacre, satte sig ind; han gav Kusken Besked. Danskerens Stuer og Møbler skal endelig modtage Franskmandinden.

Henne paa Stamkafeen, hvis Dør netop havde lukket sig efter Rose og hendes Ven, sad der fire unge Mennesker ved de fyldte Krus og spillede Kort om, hvem der skulde betale. Hver Gang Opvarteren fornyede Krusene, tog han de smaa Porcellænsbakker, hvorpaa de forrige Krus stod, og stablede dem oven paa hinanden – efter fransk Skik, for at kunne holde Regnskab med Fortæringen. Og naar en af de fire unge Mennesker havde tabt en Omgang, blev der raabt: »Denne Fortæring er min!« – cette consommation est pour moi. Det var deres indbyrdes Regnskab.

Søjlen med Porcellænsbakkerne steg og steg. Ti mens de spillede om de Krus, de havde drukket, maatte de have nye Krus at læske sig paa. Og saa hændte følgende, som efter Franskmænds Udsagn ogsaa skal være hændet andre Steder i Paris. Søjlen steg og steg – først i Højde med deres Skæg, saa med deres Næse, saa med deres Øjne; ja den 58| var ved at voxe de unge Mennesker over Hovedet. Og de unge Mennesker spillede af al deres Flid for at komme til Klarhed over, hvem der skulde betale.

En Omgang til! Hele Kafeen morede sig over de vittige, unge Mennesker. Men de spøgefulde Spillere sad pludselig som et Statsraad – intet Smil paa de haanlige Læber, intet Ord! – og sled Kortene med en Telegrafiver, som gjaldt det Udrustningen af en Expedition til Madagaskar i den elvte Time. Inden Rose forlod Kaféen, havde hun lagt Mærke til, at Søjlen næsten var naaet til Lamperne. Og de unge Mennesker spillede bestandig for dog en Gang at se, hvem der skulde betale.

»Denne Fortæring er min!« raaber den, som taber.

»Puh,« siger pludselig én og rejser sig. »Død og Pine, hvor blev Rose af?« Han havde siddet med det ubevægeligste Ansigt og ikke med saa meget som et Blik antydet, at han kendte Rose.

(Søjlen rørte nu ved Loftet, forsikrer Øjenvidnerne.)

»Hun er lige gaaet ud ad Døren,« siger Opvarteren. »Mens Herren spillede, har en fremmed plukket Rosen og til Tak foræret hende en Hat med røde Fjær.«

»Jeg kan ikke for min Død lide røde Fjær,« raabte Mennesket. Latter i Kafeen! Han tog Øjemaal af den fælles Søjle. »Aa Kammerater, vent lidt paa mig! Nu maa Værten 59| dog alligevel have Bud efter en Haandværker, som kan bryde Hul i Loftet« – Latter i Kaféen! – »Før han er færdig, er jeg her igen.«

»Det gale Asen,« sagde de tre og spillede saa videre, om hvem der skulde betale.

Rose og hendes Ledsager havde lige sat sig til rette i Drosken. Det er en Kusk, som giver sig gode Stunder, inden han kommer op paa Bukken.

Pludselig, mens Vognen endnu holder, rækker en lang Arm ind gennem Vinduet og begynder at gramse efter Fjærene i Roses Hat. En ubestemt Kamp med denne fremmede Arm, og den store Forrude i Drosken knuses og rasler ned.

Det er paa de store Bulevarder, hvor alle Jordens Tungemaal summer – det er paa Verdens Hovedgade!

Et sort, tæt Opløb samles; Strid og vrede Stemmer. Kusken holder med den ene Arm fast ved en lang, mager Herre med sort Mustache, som nægter at betale de fem Francs, Ruden koster. Rose svøber et Lommetørklæde om sin højre Haand, som er saaret af Glasstumperne, og vil undvige sammen med sin nordiske Ven; men Kusken beder dem blive og være hans Vidner. Der sidder de. Bestandig større Opløb. En Betjent kommer omsider og tvinger den lange, magre Herre, som ikke vil betale, til at sidde op hos Kusken og køre paa Politistationen for at ende Trætten.

60|Saa danser Vognen paa sine Fjedre, gennem mange indviklede Gader. De to inden i den trykker sig tæt til hinanden.

»Hvem er han?« spørger Danskeren Rose.

Og den gode, gæstfri franske Kvinde, den blødende Rose, trækker paa Skuldrene:

»Aa jeg véd ikke. En Italiener – tror jeg – som er bleven skinsyg, fordi jeg ikke har villet lære ham Sproget ...«

Commissariat! Saa snart Politistationens Skilt i Transparent skimtes lidt borte, holder Vognen brat. Italieneren glider fredelig ned fra Bukken – forsonet med Kusken. Og han standser foran Vogndøren for paa ny at tale med Rose. Men nu bliver min Nordbo ude af sig selv over en saadan fortsat Næsvished hos den uheldigere Sydlænding. Med en tung, dansk Paraply rækker han sig truende ud af Vinduet og søger i Hast at oversætte alle de Ord, som er Skældsord paa dansk.

Døgenigt, Dagdriver – nigaud, vaurien! Kalvehoved – tête de veau.

»Tete de veau« – gentager Italieneren forundret – »testa di vitello«, og sætter sig en Smule i Forsvarsstand.

Da pisker Kusken belejligt paa Hesten. Og min Ven ruller bort med Sejren og med Rose. Han slaar Armen om Rose og raaber ud gennem Vinduet med Stolthed: Denne Fortæring er min!

Hun er rørt, fuld af Medynk med ham, fordi hun har bragt ham i Forlegenhed; gen61|tager kærtegnende: »pauvre ami! pauvreA petit!« og kan ikke forstaa, at han langt fra selv føler sig saa stakkels, ja at han lér og i Grunden er ganske stolt ved én Gang i sit Liv at have samlet Opløb paa Verdens Hovedgade.

Hun kan heller ikke forstaa, hvorfor den Nordbo netop vil køre til sit Hjem med hende. Nu er det Rose, som er bleven utaalmodig. Hun vil gærne som god, fransk Kvinde indvi andre Folk i sit Sprog – paa de store Bulevarder. Men besøge Nordboere eller Sydlændere i deres Hjem ... hvad Morskab var der ved det ...?

Det var umuligt at køre saa lang en Vej – sagde den blødende Rose. – »Mon pauvre ami, er der ikke lige saa godt hos mig?«

Min Ven gav efter. Man opgiver al alvorlig Kørsel i Paris. De kørte hjem til hendes Hotel, hvor han havde gæstet hende paa en tidligere Time af den samme Dag.

Rose blødte – maatte forbindes.

En Spiller og Italiener havde villet plukke Fjærene af Rose! Rose foretrak sin Nordbo.

Nede paa den taalmodige Kafé sad de tre unge Mennesker hjærtenstilfredse og spillede, da den lange Italiener nedslaaet kom vandrende – efter sin uheldige Spøg. Et Øjenvidne siger, at Haandværkeren havde været der; og Søjlen steg og steg. Men de unge Mennesker spillede stadig for at se, hvem der skulde betale.

62|Et Øjenvidne har fortalt, hvorledes de unge Mennesker fordrev Tiden, mens Rose lærte en Nordbo fransk.

De spillede alle fire – den Dag og den næste med, ja hele Ugen. Søjlen strakte sig gennem otte Etager, og omsider krøb den ud af et Hul i Taget. Der var ingen Hindring mere; og de unge Mennesker vedblev at spille for at se, hvem der skulde betale.

De sad der i Maaneder. Og Søjlen steg og ramponerede nogle Slotte i Maanen. Og Søjlen gennemborede Azuren. Aaret ud sad de unge Mennesker paa den taalmodige Kafé og spillede.

En Dag var der Festlighed og Jubilæum i Stamkafeen paa de store Bulevarder. De unge Mennesker havde snoet Skægget endnu spidsere end sædvanlig. Værten serverede dem gratis smaa fine imellem Omgangene. Ogsaa alle Øjenvidner fik smaa fine. Og Kortene fløj som en Dans. Søjlen havde nemlig naaet Himlen; den steg og steg og skød op lige for den almægtiges Fødder. Og de unge Mennesker vedblev ustandselig at spille for at se, hvem der skulde betale.

Da nu Himlens øverste Herre og Dommer saa, med hvilken Taalmodighed og Fortrøstning de unge Mennesker havde søgt en Afgørelse, hvorledes de havde holdt ud, glemt alt, selv deres Nattesøvn, opofret alt, selv deres lille Rose, som elskede dem – alt dette alene for at faa Gælden retfærdig beregnet til sidste 63| Hvid og Styver! – og da han tog i Betragtning, at Livets umaadelige Regnskab voxer os alle over Hovedet, at hver Hvile, hver kort Glemsomhed, hver Frihedsstund med Rose løber paa og evig forøger den endnu uopgjorte Søjle (saa vor eneste Undskyldning, hvad enten vi bevarer vor Tyrketro eller søger Frelsen som gode Katoliker, til sidst bliver vor store Udholdenhed) – da nikkede han mildt til Værten, som havde givet de udholdende unge Mennesker den fornødne lange Kredit, og han udstrakte sin Haand:

»Skriv det paa min Regning« – cette consommation est pour moi ...