[65]|Det Frankrig, som jeg søger ...

Hvem der havde alle Sanser aabne! Ti Gange saa skarpe!

Det er en gal Tro, at Paris lugter af eneste Eau de Cologne.

I denne evige Taage og Regn er Byen baade graa og skiden. Efter en vaad Decemberdag, tilbragt paa Père Lachaise med at lede efter berømte Mænds Grave, gjorde Tusmørket, mens jeg gik hjem, Avenue de la République endnu mere smudsig. Paa et Gadehjørne midt paa alfar Vej viser en Akrobat og hans Kvinde for en tilfældig Sammenstimling af Smaakaarsfolk deres Smidighed. I denne Bydel er der blot en lidt indelukket, sur Lugt af Efteraar og fugtig Jord, som kribler i Næsens Slimhinder. Her lugter ikke anderledes end paa Nørrebro.

Længer inde fylder en sød, opløftende Duft som af en Kirkes Røgelse en halv Gade. Og endelig paa de store Bulevarder er det 66| den tørre, giftstærke Lugt af Moskus, der strejfer én forbi hvert tredje Minut, umiskendelig midt i Trængslen, og stemmer for Aandedrættet som en Støvsky af Pudder. Røgelse for Himmelens Tjenere og for de knælende Guds Lam! Moskus for Mørkets Tærner med Fordærvelsen i Hjærtet og smaa, prydelige Gedehorn i Panden.

Denne Moskusstank i Forbifart under de elektriske Lamper er ikke ubehagelig ene og alene; midt i den ubestemmelige Dunst af tusind slagtede og stegte Okser, Kalve, Faar, Lam, Gæs og andet Fjærkræ, der nu ved Middagstid slaar ud over Asfalten fra alle de brolagte Nabogader, virker den desinficerende, oplivende, næsten aandigt. Dette Pust af Moskus er ikke til at tage fejl af.

Klokken er over sex; man mærker ikke Graavejret for de mange Lys –

Et la prostitution s'allume dans les rues.

... Hvem der havde alle Sanser aabne! ti Gange saa klare! Hvem der havde det hastige Blik, det ubedragelige Øre, som griber og gætter ud, hvad der i denne Tummel og Forvirring er det rette, egenlige Frankrig – Nerven af Frankrig – de store Evners, Historiens og Sangens Frankrig! Jeg kan for lutter Franskmænd ikke finde Frankrig. Og Ørene døves af Avissælgernes forfærdelige Brøl:

»Cinq centimes pour Le Jour! Le Jour, troisième édition, cinq centimes!«

Camelots kalder Franskmændene dem. Og en Udlænding, der ikke vidste bedre Besked, 67| vilde af Navneligheden fristes til at kalde dem Kameldrivere. Deres Raab er ensformigt og umenneskeligt som et Raab i den arabiske Ørken. Og saaledes gaar de, tre efter hinanden, drivende deres Kameler ned ad Asfalten og raabende Bladets Navn hver med sin Dialekt: »Le sjur – le sjyr – le sjøhr!« Jeg har dem i Hælene, de store Bulevarder igennem helt hen til Operaen.

Disse Aviser forstaar at gøre Lidenskab til Salgsvare. Det er Statens dyreste Anliggender, der her raabes ud langs begge Rendestene med den Ild og Hensynsløshed, som kan besætte en stor Nation. Det er Republiken: den store Tro og den store Reklame! intet under Stolen; alt ud over Gaderne, over Bulevarderne!

Disse Aviser – Hævnens Svøber – er Skyld i, at man her i Paris under Republiken føler sig som hensat til Aristofanes' Athen, til et Folkedømme, hvis letlevende, frie Borgere om Dagen beskæftiger sig med Statssager, om Natten med Gæstebud og Fløjtespillersker ...

Jeg kunde den Nat slet ikke sove.

En Absinth, jeg om Aftenen havde drukket foran en Kafé paa de store Bulevarder, mens Regnen dryssede ned i lune Draaber, voldte mig endnu Kvalme.

Paa Gaden under mine Vinduer var en idelig Støj og Skraalen. En stor Sørgmodighed var kommen over mig – mens jeg laa søvnløs 68| paa Ryggen i min Seng, forekom hele Evropa fra København til Paris mig en eneste stor Natkafé .... og Poesien, Sangen, den ædle Kraft, den stræbende Aand, alt det var ikke til uden som sparsomme Glimt i Digteres Fantasi. Ingen Skønhed! ingen Mænd! Kun Natkaféer og Aviser. En Verden af Alkohol og Papir! Voilà Le Jour, quatrième édition, cinq centimes, voilà Le Jour!

I Halvsøvne troede jeg endnu at høre Kameldriver-Raabene ....

Da vækkedes jeg pludselig op ved et Mandskor nede i Gaden. Fire vel sammensungne Stemmer intonerede en Stump af en vidunderlig Sang, som jeg aldrig før har hørt og vel aldrig mere skal høre. Stemmerne blandes, og Sangen stiger, som reves den løs fra Strænge af straalende Guld. Tre, fire Strofer ... man syntes, at man saa' Frankrig hæve sig med skinnende Porte, hvorigennem Trouvèrer og Riddere drog. – Og da standser Sangen pludselig med en høj Latter, som om de fire der nede forbavsedes over, hvor godt de havde sunget.

Jeg var med det samme sprunget ud af Sengen. Jeg vilde ud i den By, hvor man kunde synge saadanne Sange. Jeg vilde se Lys og Mennesker.

Da jeg stod paa Gaden, opdagede jeg, at Klokken desværre var halv tre. Og mærkværdigt! Mens jeg laa i min Seng, lød det som en evig Folkevandring under mine 69| Ruder. Nu var der ikke et Menneske at høre eller se.

Men jeg tændte en Cigar og stak Hænderne i Frakkelommerne. Regnen var helt hørt op. Jeg fandt det morsomt og behageligt at gaa ud at spasere paa denne usædvanlige Tid.

De store Bulevarder var mennesketomme. Ikke en Kafé aaben mere. Ikke længer et Pust af Moskus. Prostitutionen har slukket sine Kærter. Her paa disse Gadehjørner tændte den sin første Brand – unge Arbejdersker kastede sig barho'dede ud i Strømmen for i Hast efter Dagens Slid at finde en Mand. Hvor var de nydelige, mange af disse unge utaalmodige, der smuttede frem paa en Gadekant uden noget over Hovedet og i et Nu forsvandt, spredende sig som en Løbeild fra Gade til Gade over hele Paris! De var som Fordansersker ved den lysprangende Ballet: Paris ved Aften!

Nu tramper kun en enlig Politibetjent frem og tilbage paa det fugtige Fortov. Og de lysende Fakler fra den store Fest er udslukte og skyllede ned i de mørke Kloaker.

Jeg vandrer ned ad Boulevard Sébastopol, stadig søgende en Kafé, hvor jeg ved en Drik kan borttage Smagen af den Absinth, som endnu kvalmer mig. Her og der paa en Bænk sidder en lurvet Fyr og blunder. Længe faar de ikke Lov at sidde paa samme Sted. Politiet jager dem op, for at de ikke skal fryse ihjæl; og 70| de gaar videre og finder paa en ny Bænk nogle Minuters Hvile.

En daarlig klædt, ikke helt ung Kvinde tiltaler mig. Hun er ikke til at slippe; hun bliver ved at følge efter én. Jeg siger til sidst, at den Tjeneste, hun kan gøre mig, er at nævne mig en Kafé, som endnu er aaben . . .

Og med det samme skifter hun Tone. Hun er nu kun den tjenstvillige, franske Kvinde. Hun peger og forklarer, og naar hun har givet mig Besked, rækker hun bønlig Haanden ud:

»Aa, Herre, giv mig et Par Sous!«

Hvor skikkelig, ynkværdig tager hun sig ud; det er en Kvinde, som fægter for Livet. Naar alt andet glipper, beder hun i sin Nød om en Almisse ... et Par Skilling! Nej, den velsminkede og parfumerede Last strejfer ikke om i Gaderne paa denne Tid af Natten. Det er kun Fattigdommen i sin ydmyge og hullede Kjole, uden mindste Tilsætning af Moskus. Og her vandrer ingen syngende Ungdom langs disse Bulevarder. Den Ungdom, der tænker og haaber og synger, har gemt sig godt. Maaske har den gemt sig i et af de Huse der, foran hvis Indgang lange, ligesom forlegne Rækker af stille Drosker holder og venter. Livsglæden er ikke mere højrøstet og pralende. Frygter den maaske for at udæske de husvilde Lazzaroner, den sovende Armod der paa Bænkene?

Et Par hundrede Skridt borte i en Gade nær Hallerne finder jeg den anviste Kafé, som er fuld af politiserende Arbejdere; det er Folk 71| af alle Slags, unge Vittigmagere og støtte Familiefædre, der faar én til at tænke paa Coupeau i Zola's L'assommoir, et Par Soutenører med deres Fruentimmer, og Arbejdere, der er klædt paa som i et Folkeskuespil, sort Bluse, skinnende hvide Flipper, koket bunden Halssløjfe, og som kommer ind for at faa en varm Morgendrik. Klokken er efterhaanden paa Vej til fire, og Livet begynder at røre sig ved Hallerne.

Jeg, som paa alle Punkter har prøvet min fine Hotelværts Uvidenhed, forbavses over den politiske Kundskab, disse Arbejdere lægger for Dagen. Jeg overraskes ved at høre dem bruge Ord, som vore fornemste Parlamentarikere bruger der hjemme, naar de er mest aandrige. Efter at én af dem længe har udviklet sine Idéer, trækker en anden paa Skuldren og siger: »Aa, det er en Utopi?« »Nej, det er ingen Utopi,« siger den anden og begynder for fra paa en ny Maade. Men det er ikke blot Ordvalget og Skælmeriet i deres Vittigheder, som overrasker mig; det er deres Viden om den Forhistorie, som skjuler sig bag ethvert politisk Spørgsmaal, og det er ikke alene Spørgsmaal, som angaar Staden Paris; de véd lige god Besked med fransk Politik i Indlandet, i Udlandet og i Kolonierne.

Og jeg tænker paa, at det er den parisiske Arbejderbefolkning, som har gjort alle Revolutionerne.

72|Mellem arbejdsklædte er jeg den eneste, der bærer høj Hat. Og medens jeg stille lytter til deres Samtale, mærker jeg, at de mer og mer fører Diskussionen for mig og kaster Blikke hen til mig for at se, om jeg giver dem Ret. Hvor god Besked de end véd med deres Sager, føler de dog en vis Lyst til først og fremmest at overtyde et Menneske af et velhavende Udseende, som har slaaet sig ned imellem dem og er deres opmærksomme Tilhører. Og jo mere tavs jeg af naturlige Grunde er, des klogere tror de mig. De véd jo ikke, at jeg er Udlænding. En gammel, tør Fyr, som forgæves har søgt at overbevise andre, slaar Klo i mig og prædiker længe om sin Politik. Til sidst indbyder han mig til at komme hjem og se til ham en Dag, naar jeg gaar forbi. Han bor i det lille Hus ved Siden af den store Kobbersmed paa et Hjørne af Rue Faubourg St. Denis, han er Skomager og hedder Brébant. Om jeg vil skrive det op: Skomager Brébant!

Jeg lovede den gamle, tapre Oppositionsmand og Politikus at se ind til ham. Og jeg gav mig paa Vej til mit Hotel.

Gaden uden for var fuld af Vogne, som bragte Varer til Hallerne. Det var endnu mørkt, skønt Morgentravlheden var begyndt, og under en Lygte saa jeg to ganske friske, unge Piger med Tørklæde over Hovederne som Amagerfrøkner fra Sundbyvester. De første efter denne triste Nat! De var indviklede i 73| en spøgende Samtale med en Herre i sort Balkjole. Og mens Herren begav sig hjem til sin Seng og sin Søvn, begav de sig til Hallerne, friske som to unge Roser.

Morgenens første Roser var de – den rødkindede, blomstrende Morgen, der opstaar lige ren og ung, selv efter den sorteste Nat ... Morgenens Roser!

Og se: Paris begynder at arbejde.

Alt i mig er Jubel og Glæde, mens jeg slentrer hjem og i Mørket hører Travlheden nær og fjærn.

Jeg husker atter nogle Linjer af Baudelaire, et Morgendigt:

Reveillen blæses i Kasernegaardene, og Morgenvinden flakker gennem Lygterne. Det er den Stund, da Lampen aftegner sig som en rød Plet imod Gardinerne, og da Skøgerne sover deres dorske Søvn med aaben Mund. Men Paris, den gamle Arbejder, ifører sig sin Bluse og tager sit Værktøj ...

Og jeg tænkte, at det netop var det sande, det varslende Ord:

Paris, den gamle Arbejder.

[74]|Natten