Vi har faret paa alskens Omnibus-Tage
Paris ind og ud gennem otte Dage,
har lukket os op med ungdommelig Iver,
hilst Goddag for hver Lygtepæl,
nikket til Urenes venlige Skiver.
Og hun har forstaaet min skønne Sjæl.
En Dag ... hun var delt mellem mig og Sorgen,
har hun opgivet Pligterne mod sit Land,
en Dag, vor første Omfavnelses Morgen,
blev hun Kvinde, og jeg var dobbelt Mand.
En Verdensstad for os! hun sad ved min Side;
af Solskin og Andagt flød Vejene hvide.
Hun saa – (hendes Klæder i Solluft bruste)
en Tredjes Lykke ... maaske ... hun knuste.
Hun blegned, den blide, hun vidste ej Raad,
men paa mit Haandtryk da blomstrede Rødmen.
Vore Hjærter var vædet af Sødmen,
som gjorde vor Øjerand vaad.
78|En
Aften ... det mørkned i
Luxembourghaven,
vore Hjærter var tyste som Natten og Graven;
vi saa' paa en Sandsten en Bronce-Trold
vældig at lude sig over en Grotte,
hvori to Gudebørn tankeløst blotte
laa brudt af Søvn og forelsket Vold.
Alt var os fuldendt ... En svulmende Frugt!
Men Aftensmaaltidets Spiser og Vine
fandt vore Struber af Kærtegn lukt.
Ingen Chablis kan udslukke vor Pine.
Da hvisked hun Ordet, betvungen og mild:
»Vi vil hjem til din Stue, din Ovn og din Ild.«
Og Længslen løb foran de snøftende Heste –
Til mit Hus og vor Søvn! ... saadan ender det bedste.
Men nu er de otte Dage forbi,
da vi laa ved min Ild og skrev Vers i min Aske.
(Er det mig, hun har elsket og søgt i det raske
Sekund? ... eller var det en ny Poesi?)
En Nat ved Arnen hun løser sit Haar,
(berust af en Duft i sit lange Haar)
og lader Tankerne selvberust vandre:
»Min Ven, jeg maa tænke paa Fremtiden nu,
Gud ved, om jeg elsker dig mer end de andre ...«
Hvor plukked hun sælsomt mit Hjærte itu.
