[85]|Hyacinterne
eller
De smaa Tidsskrifter

I

Uden for i Natten føg Sneen, piskede mod mine lukkede Skodder, som den havde pisket paa Ruderne i Drosken under min stolte Hjemfart gennem det lysfyldte Paris.

Jeg sov trygt, og jeg drømte, at der atter rullede en Droske for Døren, og at nogen havde rejst sig fra min Side og stod i fuld Paaklædning ved mit Hovedgærde.

Denne nogen talte og lagde rolig et Par Genstande fra sig paa mit Bord.

»Her glemmer jeg (læg vel Mærke til det) mine lyse Handsker, her et Bundt bleggule Hyacinter og her mit lille Visitkort – 'Sylvia Delaplanche' uden Adresse vedføjet. Farvel, Antonius, vort Æventyrbryllup er forbi; sov trygt og bliv ikke altfor bedrøvet, naar du i Morgen opdager, at Fuglen er fløjet. Jeg har truffet dig for at give dig en lille Oplevelse, 86| du kunde drømme om. Glem ikke Duften af mit Haar og mine Klæder. Glem ikke, at der er noget, som hedder Troskab selv i de flygtige Ting. Og begiv dig saa ud for at opleve paa ny. Du vil lære mange Mennesker at kende, og du vil høre flere Navne, end du kan stave. Stav dem saa forkert, som de fremmede staver Navnene fra dit eget Land; gør dig ingen Ulejlighed med at huske dem. Jeg lover dig intet. Men hvis du lader dig føre af din Skæbne, uden at knurre, altid fornøjet som en god Rejsekammerat, (og hvis du ellers selv har et Par vittige Øjne), da vil du midt i Buldret, Røgen og Storstadstrængslen stundum kunne nikke til en blaa Horizont, som du mindst tænkte paa ... Sylvia forlader dig. Og i Morgen opsøger du de unge Digtere og de smaa Tidsskrifter .....«

Saa tav hun. Jeg hørte strax efter en Droske rulle bort. Jeg vaagnede først, da den klare Dag dristig gabede ned imellem mine Skodders graa Tremmer. Jeg fandt paa mit Bord et lille Visitkort, et Par perlegraa, noget forkrøllede Handsker og et Knippe bleggule Hyacinter, allerede halvt visne.

Min Kat sad Dagen igennem og snurrede foran min Kaminild. Og jeg selv laa drømmende paa min grønne Sofa. Mere duftende end alle Hyacinter var der i mig efterladt et Minde, mod hvilket jeg endnu segnede og lykkelig blødte som mod de skarpe Stubber i en mejet Hvedemark. Hendes Ungdom var 87| som den nye, fulde Kærne paa de blanke, soltørre Straa.

II

Da kom min Landsmand og adspredte mig.

»Har De Lyst til at kende nogle unge Franskmænd, som skriver? Lad os gaa til Malaquin!«

Jeg tog mine Støvler paa, min Paraply i Haanden. Min Ven gik foran med lange Skridt. Saaledes naaede vi omsider de store Bulevarder.

»Hvad Malaquin er?« forklarede min Landsmand. »Mellem femogtyve og tredive – ganske som du og jeg – Skuespilforfatter, dyrker mest den politiske Satire, har skrevet to Teaterstykker, opførte af Les Escholiers, og hvoraf det ene, der hudflættede Greven af Paris, gjorde Lykke; har gode Forbindelser ved de unge Tidsskrifter, kender mange literære Folk, baade mellem de unge og de ældre, omgaas endelig hemmelig med Planerne til nye Dramer. Alt dette betyder jo ingen Ting i den borgerlige Verden. Men hans Moder har en Kafé. En Kafé paa Bulevard Poissonnière – paa de store Bulevarder! Og det hæver ham himmelhøjt over de mange fattige Lus, der ligesom han elsker Kunsten for Kunstens egen Skyld.

Som et Marketenderi for Literaturens og Kunstens unge kampgraadige ligger Kafé Gutenberg til højre paa Bulevarden. Og Enken, 88| Madame Malaquin, sidder selv ved Kassen. Det er en fyldig og godlidende Kvinde med et jævnt, folkeligt Udseende – ganske som en Marketenderske for tapre Soldater og ærlige Literater bør se ud. Under hendes Tag og i Legumen fra hendes Køkken græsser Løven og Lammet Side om Side. Politikere som L'intransigeants Redaktør, Henri Rochefort, har her været stadig Gæst, før ublide Omstændigheder tvang ham til at lade sig bespise fra Køknerne i London. Medlemmerne af La Justices og Le Radicals Redaktioner kommer her i trætte Stunder for at hvile ud. Og en hel skrivende Ungdom i pæne Klæder og med anarkistiske Principer kommer her for at se hinanden og tale om Kunst og Literatur. Det er Forfattere, Poeter, Musikere, Anarkismens Girondiner. Man maa ikke i Danmark tro, at de har været Dusbrødre med Ravachol. I Paris findes for Øjeblikket henved 150 Tidsskrifter for de unge; og de allerfleste Skribenter, som tager Del i denne uhyre, literære Bevægelse, Symbolister, Naturalister, Eklektikere, troende og Fornægtere, er anarkistisk sindede. En begejstret og videnskabelig Anarkisme, som pletter sine Fingre med Blæk i Stedet for med Blod, og hvis Tilhængere kan mødes i den smukke Kafé Gutenberg, uden at Madame Malaquin skælver for sine Vægge og Vinduer.«

Saaledes talte min Ven, mens jeg tænkte paa perlegraa Handsker og over alt i Trængslen 89| indbildte mig at skimte et Par mørke, langfrynsede Øjenvipper.

Klokken var mellem to og tre, da min Landsmand og jeg endelig traadte ind i Kaféen paa Bulevard Poissonnière.

III

... Madame Malaquin har to Sønner, en stor og stærk, som ikke nærer nogen Lidenskab for Literaturen, og en lille og svag, der gaar med Krykker, er fin og klar af Aand, og hvis kønne Ansigt med det rødblonde Haar, de blaa Øjne har det stilfærdige Udtryk af øm Fanatisme, som tyder paa, at han i Beskæftigelsen med aandelige Ting har fundet den Fred, der overgaar al Forstand.

Han præsenterer os for to mørkhaarede Franskmænd:

»Hr. Herlé, Komponist. Hr. Alphandery, Sekretær ved La Rampe, en Forening for Opførelse af Skuespil.«

De to Herrer er i Alderen mellem femogtyve og tredive, og vi faar at vide, at Komponisten skriver Musik til en Pantomime af Malaquin, mens Hr. Alphandery er Hr. M.'s Medarbejder ved et politisk Stykke.

Vi sætter os alle fem, slaar Benene over Kors, og hvem der vil ruller sig en Cigaret af sin egen Tobak, for saa vidt han kan finde Alburum dertil.

90|Ingen jordisk Pragt eller Hygge fordærver Simpelheden i Malaquins Arbejdsrum. Det er mørkt og snævert som en Skolediscipels Tagkammer eller som det Hummer af et Kontor, en Bogtrykker eller en Papirhandler og Forlægger kan have ved Siden af sit Pakloft. Paa Bordet en uordenlig Dynge Bøger og Skrivebehov, i to høje, smalle Reoler flængede Bøger hulter til bulter. Ilden er gaaet ud i Ovnen, og Værelset vilde med dets nuværende Temperatur omtrent egne sig for en stor Forfatter, der foragtet af Tiden sidder med kolde Fødder og skriver Bøger for Evigheden.

Elskværdig opfordrende henvender Malaquin sig til os danske:

»Men tal ... De er jo kommen, fordi De har noget at sige os.«

»Vi beder om Forladelse. Vi har ikke opsøgt Dem for at plage Dem med Tale, men for at faa Kundskab om Deres Meninger og Tanker.«

»Aa, de Herrer er altfor beskedne! De har sagt mig, at Folk i København beskæftiger sig meget med den franske Literatur, vi selv sætter mest Pris paa. Ogsaa med Baudelaire?«

»Nogle af vore unge Skribenter har skrevet om Baudelaire og oversat Stykker af ham baade paa Vers og paa Prosa.«

»Aa, men det er meget interessant,« udbryder Franskmændene i Kor.

»De ved vel,« vedbliver Malaquin, »at vi her i Paris for Tiden er stærkt imponerede af 91| Henrik Ibsen og venter os meget af Skandinaverne, August Strindberg f. Ex. Det er altid Kvindeskikkelserne, som river os med i den nordiske Literatur. De staar himmelhøjt over vore smaa, franske Dukker.«

»Mener De virkelig? Og vi, som troede, at man først ved Seinen – i Mussets, Balzacs og Stendhals Fædreland fandt den sande Kvinde – Mandens jævnbyrdige i Aand og alle Ting!«

»Aa, tværtimod,« siger Franskmændene. »Nej, det vilde være interessant at studere Deres nordiske Sæder. Men en Franskmand vilde ikke kunne forstaa den Frihed, man giver de unge Piger.«

Vor Samtale bekræfter den Sætning, at man altid finder Næstens Kvinde skønnere end sin egen.

Og Samtalen skifter fra den nordiske Literatur og Kvinderne til den unge franske, drejer sig en Stund om den talentfulde Prosaforfatter og Symbolist, Remy de Gourmont, der paa alle sine Modtagelsesdage viser sig for sine Besøgere i et klosteragtigt Rum og iført en Munkekutte. Er det atter Utilfredsheden med Hjemmets Kvinder – som har fremkaldt denne Askese? – Saa taler vi om Musik. Komponisten priser i nogen Tid Wagner, og fra Musiken kommer han til at tale om Vellugt og Røgelse. Han fortæller tilfældig om sig selv, at han altid brænder Røgelse i sin Kamin, hvortil Malaquin svarer ved at pege paa sine Reoler og sit 92| fattige Rum, at for ham er Vellugt og ydre Hygge til Besvær, naar han skal arbejde.

Inden vi gaar ud ad Døren, ser jeg mig endnu tilbage, og jeg kan ikke tænke mig noget bedre Ly for den »hellige Bohêmes« Raadslagninger. Ungdommen, »den hellige Bohême«, som til Tidernes Ende vil føle en anarkistisk Lyst til at afsætte alle kronede Poeter, alle anerkendte Smagsdommere, opbrænde de dejlige Musæer, de herlige Biblioteker med de gamles underfulde Værker – og selv at bygge et nyt Bog-Babylon og et nyt Louvre, hvor der skal være Plads til alle de unge og de oprigtige af Hjærtet, og hvor man skal slippe for at beundre de gamle, som er blevne dumme med Aarene. Amen! Det er kun symbolsk.

IV

Vi gaar neden under i Kafé Gutenberg. Og der sidder vi den lange Eftermiddag og taler sammen, unge Franskmænd og danske. Ærlige Hjærter, lystige Ord. Men der er én af os, som bestandig er adspredt og faamælt, én, som har ladet sine Tanker blive bag sig paa et eller andet Gadehjørne og nu ikke kan faa dem hentet hjem igen ....

Fremmede, hvis du ude fra Ternes tager med Omnibus til Madeleinekirken og derfra til Fods gennemiler de store Bulevarder, da kommer du i Nærheden af Carnaval de VeniseA først til 93| en lille Butik paa din venstre Haand. Der ser du, hvis du har bedre Held, end jeg havde den Dag, min elskede – hendes Hænder er hvide, hendes Fødder er smaa, hendes Øjne er store og mørke, som blide Duer. – Naar hun spaserer, hyllet i sit sorte, lange Pariserinde-Slør, der naar hende to Gange om Halsen og Hagen og endda flagrer lystigt frem over venstre Skulder, ligner hun i sin dunkle Formummethed en sort Due; men det er dog Sylvia Delaplanche, det samme nittenaarige Barn, den samme friskafskaarne, bleghvide Blomst, som kigger med store Øjne ud fra en lille Butik ... Paa venstre Haand nær Carnaval de VeniseA. Trappen er lidt høj, Døren lidt smal ... Fremmede, du gaar rolig videre.

Du gaar videre, idet du stadig passer godt paa, hvor du har din venstre Haand, og den næste Seværdighed, du da træffer efter at have gennemstrejfet Bulevard des Capucins, er den store Opera: – Der kan du frit løfte dine Øjne, Statuerne vil ikke rødme eller tilsløre sig for dig, ingen skinsyg Elsker vil disputere med dig om din Ret. Og er du lidt hallucineret, ligesom Ibsens Hilde, vil du midt i Virvaret af tyve Vogne, som krydser hverandre paa den lydløse Asfalt, høre Toner i Luften af Taffanels Orkester, høre Bruset af Wagnerske Lurer eller høre Faust, der synger for Margrete.

Du gaar videre, helt hen paa Bulevard Poisonnière, et Sted paa højre Haand, til Malaquin. Og dér forlanger man af dig, at 94| du, medens du har dine Tanker alle andre Steder, nu ogsaa skal sige et dybt Ord om Henrik Ibsen. (Et dybt Ord om det dybe og vage! og det, mens éns Sjæl brænder i jordisk Erindring om en ung Pige af saa og saa mange Centimeter nøjagtigt Maal ... Ak!)

»I unge Franskmænd er allesammen Fumister,« sagde min Landsmand med nordisk Uforbløffethed til Malaquins Venner, da et Glas Absinth havde gjort ham glad. »Alt, hvad I gør, er Fumisteri, og naar I da kommer til at læse noget af Henrik Ibsen, den største Fumist, vi har hjemme i Norden, bliver I ellevilde.«

En Fumist er jo i det franske Folkesprog simpelthen en Skorstensfejer, men i Kunstnernes Sprog anvendes det om de højrøstede Modegenier, fra hvis Værker der stiger mere Røg og Kvalm end egenlig klar Flamme.

Skuespilleren ved Grand Théâtre, Lugné-Poë,*F1 Instruktøren af Ibsens »Fruen fra Havet«, sad med sit Napoleons-Ansigt, mørk, bleg, glatraget, lige overfor min Landsmand.

»De Skandinaver er frygtelige,« smilte han overbærende.

Men ved min Landsmands venstre Side sad Alcanter de Brahms, l'immense Alcanter ved Ugebladet La nouvelle écho, en Journalist, som paa den ubegribeligste Maade véd alt, kender alt. Tænk ham fyrretyveaarig, høj, mynde95|agtig slank, høj Hat, en uhyre Monocle for det ene Øje, en uhyre høj Flip, der kniber stramt sammen under Hagen med det tynde, lyse Pariserskæg – siddende aarvaagen mellem denne Ungdom.

Saa saare min Landsmand for Vittighedens Skyld og for at drille Pariserne havde kaldt Henrik Ibsen en Fumist, greb den alvidende Alcanter, l'immense Alcanter, ham lempelig ved Knaphullet, fortalte ham, at denne Opfattelse af Henrik Ibsen var yderst interessant og bad ham skrive en Artikel derom til La nouvelle écho.

Min Landsmand lo huldsaligt:

»Ja er nu de Parisere ikke storartede? De synes ganske vist, at det er morsomt, hvis Henrik Ibsen er en stor Mand. Men hvis man fortalte dem, at han var en simpel Fumist, vilde de i Grunden finde, at det var et langt bedre Æventyr.«

V

Klokken var atter ti om Formiddagen, og jeg laa endnu og sov. Mine Skodder var stængte, de tunge Gardiner trukne for det ene Vindu. Gennem det andet Vindues Skodder var den klare Dag trængt ind i mit dunkle Rum, og da jeg lukkede Øjnene op, saa jeg dens Glans paa de hvidmalede Tremmer, en blæsende Januardags tynde, lyse, drømmelette Sol.

96|Men jeg lukkede igen Øjnene for at sætte mig tilbage til mine Drømmes Halvmørke.

»Her løber Seinen,« drømte jeg og antydede med Pegefingeren let og umærkeligt dens Løb i Luften. »Her oppe hæver sig den højre Seinebred med de store Bulevarder, hvor de mange Udlændinge gaar, og hvor de underlige Avissælgere skraaler hele Dagen. Her ... her nede ligger den venstre Bred, og dér bliver Gaderne saa tætte og mørke og bugtede, aa, saa dejlig tætte og mørke og bugtede – og dér bor rigtige Mennesker, og al Ting er billigere. For det er jo det ægte, gamle Paris med Notre-Dame – som har bestaaet siden Middelalderen. Og her bor Folket. Og her er Quartier Latin. Og her lever fattige Studenter paa en Kvist og skriver Vers. Og det er her i de tætte, snavsede Gader, at en ung Pige af Folket ved Foraarstid bliver glad for et beskedent Bundt Violer ... her, at Foraarstankerne i April kryber oven ud af Skorstenene for at flyve med Svalerne. – Dér ovre den høje, højre Bred, hvor alt er saa fuldt af Butiker og Meningsløshed! dér nede den venstre Bred! og her løber Seinen ... midt igennem.«

Klask!

Det er min Værtinde, som slaar Skodderne op. Lyset skærer i Øjnene. Og nu gaar hun ogsaa til det andet Vindu.

Klask!

Revet op fra Søvnen og Drømmens Følelse af sød Almagt stirrer jeg hjælpeløs mod Dag97|skærets brede, kolde Tomhed. Og jeg hader i samme Øjeblik den nøgne, virkelige Verden: det høje, buldrende Paris paa højre Bred, det lave, skidne Paris paa venstre, og Seinen, som løber midt igennem med sine stive, murede Dæmninger. Hvad skal jeg ude i den By? er det værd at gøre sine Sko snavsede for?

Men jeg fik Besøg.

Det var Postbudet. Fra den Dag i Kaféen paa Bulevard Poissonnière, hvor gamle Kammerater og Venner af Malaquin forsamles (mellem dem Forfattere som Jean Jullien og G. Salandri, Tegnere som Willette) modtager jeg med hver Post snart Bøger, snart Tidsskrifter, snart Blade fra franske Forfattere og Redaktioner, der beredvillig yder en Nordbo, der studerer deres Forhold, alle ønskelige Oplysninger.

Kun én Adresse – den, som mangler paa det lille, sirlige Visitkort – vil ikke komme til mig.

En rolig Veninde nordfra, af dem, man glemmer i Lykkens Timer, og som man genfinder i sin Forladthed, gør mig Selskab og beder mig om at vise hende Malaquins Kafé. De unge Franskmænd er begærlige efter at kende en saadan suédoise.

Hun er forstandig, – denne uinteressante Søster – hun paabyder mig, at jeg skal adsprede mig, raader mig, at jeg alene skal søge Mændene og læse i dem som i nye Bøger, jeg skærer op. Og naar jeg da har læst meget og forundret mig meget, vil jeg (hun forsikrer 98| mig det) læse det samme i Øjnene paa den første Sylvia, som jeg møder.

Jeg søger Adspredelse.

VI

Ved en Middag for Nouvelle échos Medarbejdere traf jeg Hr. Gauthiers-Villars, kendt under Mærket Villy, en Mand, fuld af uudtømmelig Glæde, og for hvem hele Verden er bleven til en Vittighed. Og skønt jeg knapt talte med ham i ti Minutter, modtog jeg Dagen efter en nylig udkommen Bog af ham med Paaskrift très-sympatiquement fra Forfatteren. Redaktøren, Hr. Strauss, indbød mig til alle fremtidige Middage, Lugné-Poë bortførte mig efter Soiréens Slutning i Droske til Grand Théâtres Paaklædningsværelser, hvor jeg sammen med Redaktionssekretæren ved Revue moderne, Hr. Cortambert, ventede, medens han udførte det sidste af sin Rolle i Lysistrate.

Hjemme har vi ingen Madame Réjane til at spille Lysistrate. Réjane er dejlig som de syv Dødssynder – ikke den dybt nedringede Synd med de nøgne Skuldre, nej som syv dameagtig højhalsede Dødssynder, Forbrydelse i lang Kjole, og det synes rent kvindelig Glemsomhed, naar den stolte Lysistrate forser sig med sin Elsker i selve Gudinden Artemis' Tempel. Havde København en Réjane og 99| Hjærterne lette nok for den aristofaniske Tøjlesløshed, maatte et Teater dér som her kunne have sine hundrede Aftener med Lysistrate. Men jeg frygter, at det morsomste maatte stryges – og »Landsoldaten« var omend kedsommeligere maaske sundere for Moralen i en befæstet By.

»Rejs til Danmark,« siger jeg til Hr. Cortambert, mens vi to til sidst i fælles Droske nærmer os Place de l'Étoile.

Og jeg gaar Dagen efter til ham og gentager det for ham og for den anden Redaktionssekretær ved Revue moderne, thi jeg har nu lært, at man skal begynde med at fortælle de Franskmænd noget.

»Rejs til Danmark. Det varer halvandet Døgn, to Nætter og en Dag, og De kommer sovende til København, en By paa snart en halv Million, hvor enhver Student næsten véd lige saa god Besked som De selv med alle de franske Forfattere, som De endnu har mest i Tanker. Hold nogle Foredrag, ligegyldigt om hvad, og De vil blive bespist og spist; man har en mægtig Appetit paa Frankrig hos os; Familierne staar Dem aabne.«

»Familierne,« siger de to unge Redaktionssekretærer med store, straalende Øjne. De sidder selv i en pragtfuld Stue med Parketgulv og dekorativt Porcellæn paa Væggen.

»Og Bladene,« fortsætter jeg. »Desværre har vi lige i dette Øjeblik ingen unge Tidsskrifter; ellers vilde de ogsaa have staaet 100| Dem aabne; men det er ingen Flora for vort Klima.«

»Er der meget koldt?«

»Ja, omtrent som i Paris.«

»Læser man ogsaa Baudelaire? ... Aa, det er meget interessant ... Og man bliver modtaget i Familierne?«

De to elskværdige, unge Mænd er begge Forfattere. Cortambert, Søn af en berømt Koreograf, udgiver netop, siger han, en Roman hos Savine; han har i Forvejen skrevet Stykker til flere Teatre. Alick Bollas har skrevet og skriver bestandig Romaner efter det samme Princip, opstiller i hver Bog et realistisk og et idealistisk Element, saasom en Søn og hans Moder, en ung Mand og hans Elskede, fører der efter det realistiske Element mod Døden og viser Idealet i Transparent. En saadan ensformig Metode lader meget fransk. Hr. Cortambert indrømmer, at han følger omtrent samme Principer. Nu vilde det kun være at læse Bøgerne.

VII

Mens jeg saaledes for at adsprede mig vandrede igennem Paris Dag efter Dag, noterede mig alle de Tidsskrifters Navne, som intet vil kunne redde fra Forglemmelse – overskred jeg omsider Seinen.

Paa højre Bred de store Bulevarder, paa venstre Bred Bulevard St. Germain og i Rue 101| Bonaparte, 31, La Plume, den mest omtalte af unge Revuer. Skønt dette Tidsskrift oprejser Monumenter for De onde Blomsters Digter, Baudelaire, er dets Barm altid duftende smykket med friske Violer som en ung Arbejderske i April, og Foraarstankerne i dets smalle Spalter er saa ellevilde, at de kryber oven ud af Skorstenene. Tankegangen i La Plume kan til Tider være lidt katolsk, for saa vidt man er katolsk, naar man taler om Calvinismens og Protestantismens kolde, sortklædte Ensformighed, og naar man lader livsglade Penne for Spøg skrive en Nydelsernes Moral.

Jeg søgte i Gaar Formiddags Redaktionssekretæren, Hr. Croze, en bon garçon paa tre fire og tyve, der saa ud, som om han lige havde sunget af fuld Hals, før han lukkede mig op. Han er Medarbejder ved L'évènement og Le Figaro.

Han gav mig mange Oplysninger, kom til at hoste, mens han skrev mig et Anbefalingskort til La Plumes Redaktør, Hr. Deschamps, og bad mig endelig sige Hr. Deschamps, at han hostede endnu – da han ikke havde været paa Kontoret i otte Dage.

Jeg overskred Seinen med mit Kort i Haanden, og snart stod jeg i La Plumes Redaktion hos Hr. Deschamps.

En blid, dog snarraadig Mand er Deschamps, med sydlandsk sort Mustache, brune Øjne og en omfattende Velvilje. Næppe over tredive. I hans Kontor vrimler det med unge, skæggede 102| Genier, sydlandsk sorte som Sværte. Han samler de unge i store Flokke til sit Tidsskrift, og hans Væg er dækket med Portrætter, paategnede »til Vennen Deschamps«, »til Literaturens Velgører Deschamps«.

– – Hr. Deschamps Samtale har ved et saadant Besøg noget uforklarlig oplivende, og da jeg med en svær Pakke af La Plumes Hæfter besteg en Sporvogn i Faubourg St. Germain, drømte jeg om, hvor glad til Mode Literaturens unge Tilbedere maatte gaa bort fra dette Sted: mit Mod hævede sig i tre Etager. Og da traf jeg paa en Sporvogn en ung Dame med et langt Sørgeslør og et mildt Smil som en bleg Hyacint. Og hun findes atter i en lille Butik nær Carnaval de VeniseA, Trappen er lidt høj, Døren lidt smal. Hun forstaar udmærket at oversætte de tit vanskelige Ord i La Plumes Poesier.

VIII

»Sylvia Delaplanche« – sagde jeg, da vi for at tale mere uforstyrret var flyttet fra Sporvognen over i en Droske – »læg din Arm om min Hals og læg din Ungdom som et Knippe hvide Hyacinter tæt til mit Hjærte og sig mig: hvor har Forsynet haft dig disse lange, fortærende Døgn.«

103|Hun gjorde, som jeg sagde, lagde sin Arm om min Hals og sin Ungdom som et Knippe duftende Hyacinter til mit Hjærte. Men hun smilte hemmeligt og tav. Droskehesten løb godt til. Paa Gaderne tændte man Lygterne. Og det forekom mig, som om hendes Ansigt ved disse blege Strejflys var mere feagtigt, og at Linserne i hendes brune, smilende Øjne tindrede oversanseligt.

»Du udspørger mig,« smilte hun saa, trygt og fjærnt. »Du er bestandig den samme Nordbo. Jeg er fransk Kvinde, og du ved ikke, at de, som gør besværlige Spørgsmaal, keder os.«

»Sylvia, du er Hyacinten, Foraaret, Sorgløsheden. Men nu bliver du altid hos mig –?«

Hun rystede paa Hovedet, smilende:

»Kan ikke, har ikke Tid.«

»Og hvorfor ikke?«

»Du spørger endnu. Saa maa jeg være grusommere imod dig. – Jeg kan ikke blive hos dig, har ikke Tid for de andre.«

»De andre –?«

»Ja, hvorfor beder du om Sandheden, naar det gør dig ondt at høre den (quand ça te fait mal). Jeg er ikke, som jeg angav for at behage din solide Smag, en Person, der har noget fast, staar i Forretning et Sted ved Carnaval de VeniseA. Jeg er en omflakkende, upaalidelig én uden borgerligt Erhverv. Thi vid da, min Antonius, jeg er de unge Digteres, de smaa Tidsskrifters Muse.«

104|Ved disse Ord (parce que sais-tu, mon pauvre Antonius! je suis la Muse des jeunes poétesA et des petites revues, vois-tu) blev jeg mere bedrøvet, end jeg kan beskrive, saa bedrøvet, at hun strax i Medlidenhed lo som en Kvinde og omfavnede mig med Kaadhed:

»Ja, trøst dig, min Ven. Jeg er ogsaa lidt mere.«

»Er du ogsaa virkelig Sylvia Delaplanche?«

»Den rigtige, virkelige Sylvia ... trøst dig ... Men tag mig blot ikke for alvorligt,« hviskede denne letsindige Ting. »For ser du, jeg er dog og bliver dog Muse, forfængelig, forgængelig, og Sporet efter mig, mine Handsker, Hyacinter, er saa noget nær det bedste ved mig ... Det er jo ogsaa blot en Grille af dig: alle disse nye Traade er faldne dig i Hænderne, og i din sædvanlige Æventyrtro vil du da knytte de nye Masker, mens du sidder midt i Spindet. Men en Dag ser du, at du atter kun har knyttet Luftmasker; en Dag kaster du den flygtige Sylvia og alle dine »unge Tidsskrifter« fra dig og vender – trofast som du er – tilbage til en roligere Venindes Fortrolighed og til dine gamle Bøger, hvis Poesi har staaet sin Prøve.«

»Ak, Sylvia, selv om jeg bliver gammel og dum, vil jeg dog altid huske, at jeg i nogle Døgn har huset en Svale under min Hanebjælke.«