[125]|La Plumes Syvende Banket

Lidt hovedkuls kom jeg til La Plumes Middag i Forgaars Aftes.

Dagen var gaaet mig af Sinde, men da jeg kom hjem ved Tusmørketid, laa der Brev fra en Ven, som hjemme fra København med sædvanlig Velunderrettethed spurgte mig ud om flere Ting i Paris, end jeg kendte.

»Kender du en ung Digter« – blev der f. Ex. spurgt – »den aldeles henrivende Stuart-Merrill! Jeg har tilbragt en extatisk Time med de Vers.

Bring en dansk Hilsen til M. Paul Verlaine!

126|Efterskrift: Netop nu kommer La Plume ind ad Døren. Skal du med til dens syvende Banket?«

Endogsaa Festmaaltiderne og deres Tal i Rækken husker den, som er bleven tilbage i det gamle Land, i Begivenhedsløsheden, og som sidder hjemme med et sultent Hjærte og drømmer foran Kakkelovnsilden i de nordiske Vinteraftener. Og imens forglemmer man herude i sin gyldne Sorgløshed La Plumes syvende Banket.

... En knap Time efter at dette Brev var modtaget og læst, kørte en Droske nedad Champs Élysées, rullede over Seinebroen ved Palais Bourbon og fortabte sig nede i Quartier Latins regnfyldte Gader. I Rue Bonaparte 31 standsede den endelig, uden for La Plumes Redaktion, og en Herre, inden for hvis Overfrakke man skimtede en sort Kjole og et hvidt Slips, steg ud, trak et Guldstykke op af Vestelommen og rakte det til Kusken, som imidlertid ikke kunde vexle, Herren gik ind i en Guldsmedebutik ved Siden af og bad om at faa vexlet et Tyvefrancsstykke, men da han havde afleveret Guldmønten, fik han den strax tilbage og blev gjort opmærksom paa, at den ikke gjaldt i Frankrig, eftersom det var en russisk Fem-Rubel. Herren ser sig hjælpeløs omkring og tilstaar naivt, at det er hans eneste Pengestykke, og at han er i stor Knibe, da han skal betale Kusken.

(Ak du gyldne Sorgløshed herude i Paris, hvorfor er du ikke mere forgyldt? Hvorfor er 127| Patrioterne derhjemme saa senhjærtede, naar det gælder om at sende den Talisman, som alene aabner alle Visdomskilderne? Hvorfor kan man ikke lade de Børn af Fædrelandet, som er blevne derhjemme paa de daglige Græsgange, nøjes med lidt mindre og ofre lidt mere for de Patrioter, som herude repræsenterer Fædrelandet med Anstand og Værdighed? Det er nedslaaende, naar man i Morgen i sin højre Vestelomme kun skal genfinde den Sou, som en Tigger i Dag med Stolthed har afvist).

»Gaa til en Vexellerer!« siger Guldsmeden til den sortklædte Herre med det hvide Slips. Men en Vexellerer paa denne Tid af Dagen!

Jeg beder Kusken vente, mens jeg løber ind paa La Plumes Redaktion for at sikre mig Billet til Banketten. Redaktionen er allerede lukket. Jeg spørger Portneren om Redaktør Deschamps Privatbolig, og jeg indvier ham i mine Pengesorger.

»Aa – men er det russiske Penge, De har ...?« siger denne garderhøje Mand af Folket i en trøstig, alvidende Tone, som maa gøre den største Tvivler til troende ... »de er gode her hos os; dem tager vi gærne ... Gaa til den første den bedste Marchand de vin!«

Jeg bad ham vise mig en saadan Vinhandler, og efter at han havde udskældt Kusken for et Fæ, som ikke vidste, at Ruslands Penge var gode her i Frankrig, førte han mig til Vinstuen paa det nærmeste Gadehjørne.

»Goddag, gamle Fyr,« sagde han højt og lystig til Værten. »Her er en Herre med 128| et russisk Tyvefrancsstykke. Du vil nok vexle det? Det er et Fæ af en Kusk, som ikke vil tage det for godt; han véd ikke af, at russiske Penge gælder her i Frankrig.«

De lo begge over Kuskens Uvidenhed, og Værten talte tyve Francs op paa Disken for mig.

Jeg havde selv taget Mønten for tyve Francs og var, uden videre Beregninger, fornøjet med at faa det samme. Men jeg gav Portneren halvtreds Centimer for hans Ulejlighed, og jeg takkede i Stilhed den fransk-russiske Union for denne folkelige Sympati, der ved en Slags troskyldig Selvtægt gav russiske Mønter Lov til at være gode her hos os.

... Min Kusk smilte tilfreds og piskede igen paa sin Hest; snart var vi i Rue de Rennes, hvor jeg af Portnerkonen fik at vide, at Redaktør Deschamps var gaaet ud. Men hendes Datter, som blev sendt op i hans Lejlighed, kom tilbage med den Besked, at Fru Deschamps vilde tale med mig. Den unge, nydelige Frue havde da ikke andet at sige mig, end at man havde tænkt paa mig, og der var forbeholdt mig Plads ved Banketten. – Naturligvis!

Atter kørte jeg og befandt mig omsider i Café du Palais, Place de St. Michel.

En Banket i La Plume gaar for sig uden anstrængende Skaaltaler. Henved halvfjærdsindstyve Mennesker, mer og mindre talentfulde, mer og mindre geniale, spiste sammen under officiel Tavshed og med oprømte Indbyrdes-129|Samtaler. Poeter, Malere, Visedigtere, velklædte Mennesker; kun havde ingen ulejliget sig med at trække i Kjole. Salen var ikke overdaadig skøn – men Maden var bedre end min Beskrivelse, Vinen, den røde og den hvide, en rigelig Flod, ad hvilken man flød fra den graa Hverdag over i en mild, aandig Opløftethed; og den gamle Medoc faar mig endnu til at smægte; den var sær og forvirrende som gamle Aarganges Kærlighedsminder. Alt dette for fem Francs! Det er ikke Krøsus'er, men Kendere, der spiser ved La Plume.

Under Bifaldsklap meddeler Hr. Deschamps, at Hr. Stéphane Mallarmé har taget Forsædet ved La Plumes syvende Banket. Det er Mallarmé, der præsiderer ved Æresbordet. En undersætsig, graanet Mand, af Skæg og Bygning som en dansk Skolelærer, livlig i Bevægelser, talende, indladende overfor alle. Til daglig er Mallarmé Engelsklærer, og det vilde vel ikke falde én ind, hvis man mødte ham paa Gaden, at det er ham, der har spændt en af de fineste, om end spædeste Strænge paa det unge Frankrigs Lyre. Mallarmés fine, spædlemmede Muse har desværre ikke været af stor Frugtbarhed og er vel nu i Digterens Manddoms Alder omtrent gold. Det er et Kors, som kan lægges paa dem, der allermest fortjente, at Velsignelsen skulde gro paa deres Agre. Men Mallarmé er ved sin unge, skønne Muses Lig bleven en Tænker og en kyndig, den skarpsindigste Elsker af Poesi i Frankrig 130| nu om Stunder, og mens de unge Mennesker ved alle Lejligheder fremsiger hans Après-midi d'un Faune, er han den lærde Mester, som med øm, forfinet Sans forstaar alle Fostre af den rene Poesi, indtil de yngste, og som ogsaa forstaar at lægge ud, hvori deres Ynde og Skønhed bestaar.

Lige over for ham sidder Paul Verlaine proletarklædt med opsmøget Frakkekrave, jævnaldrende med Mallarmé, men endnu den sødeste Digter i den franske Tunge. Verlaine med stor, skaldet Isse, strittende Fuldskæg – et Karrikatur-Hoved – Verlaine, som en Gang har været rig, men som har sat alt til under sin Søgen efter Idealet. Om Mallarmé har en ung Franskmand sagt mig, at Manden maaske var større end Digteren. Men Mallarmé – den retfærdig følende Engelsklærer – har en Gang og for fuldt Alvor sagt om Proletaren Paul Verlaine, hvis Poesi han højt beundrer, at han følte næsten lige saa høj Ærbødighed for Mennesket som for Poeten Verlaine. Man maa aldrig glemme, at Mallarmé er Skolelærer, og at Verlaine gør et Indtryk som de Røvere, der i Følge Skriften skal arve Guds Rige.

Silence!

Formanden for La Plumes syvende Banket har nogle Ord at sige. Et ganske lille Digt paa otte eller ti Linjer er det, Mallarmé deklamerer ... Det efterfølges af Bifaldsklap som et helt Vandfald, og naar den første Beundringsstorm lægger sig, bryder Braget ud 131| paa ny i Orden og Disciplin fra Bordet bag mig, – fire Gange Haandklap, og atter fire Gange! Derefter tre langsomme Gange – tre langsomme Gange.

Jeg spørger, hvem det er, der klapper saa taktfast, og faar at vide, at det er Stuart-Merrill og hans Venner.

Men nu rejser Hr. Deschamps sig for at meddele, at Banketten er sluttet, og at man skal drikke Kaffe ved Siden af, i Soleil d'or, at Hr. Mallarmé trækker sig tilbage, og at Hr. Verlaine er udnævnt til Præsident for Resten af Aftenen. Ny Jubel, nye taktfasteA Haandklap hilser den nye Præsident. (Herpaa følger der en Aften, som jeg af Hjærtet ønsker unge danske at kunne opleve Magen til der hjemme i vort stakkels indefrosne Land. Vi overlader til mislykkede Skuespillere at oplæse og ødelægge de smukkeste Digte for os, og vi lader de mest intetsigende Chansonetter kvæde os Døgnets Salmer. Her var det unge Digtere, som sagde Vers af sig selv eller af Mallarmé og Verlaine; man begriber, at de ikke rullede unaturligt med Øjnene og Stemmen, og at de ikke gengav den fine, sære Ting, som hedder Rytme, i Lirekasse-Udsættelse. Og det var Visedigterne selv, som sang deres Viser – fornemt tilknappede Herrer med en Intelligens, som spruttede dem ud af Albuerne og Fingerspidserne; man forestiller sig vanskeligt hos os, hvilken forførende Ting fuld af Ondskab og Noblesse en saadan Døgnflue 132| bliver i Canquetos eller Cazals Mund. Salen var fyldt af et stort Publikum, som var forsynet med La Plumes Adgangskort; man sad ved mange smaa Borde og sparede aldrig paa Bifaldsklap. Ingen Poet eller Sanger fik Lov at staa til Skamme under haanende Tilraab eller haanende Tavshed.

Jeg selv var falden ned mellem de taktfaste Klappere, som havde siddet bag mig ved Banketten).

»Hvis Digteren Stuart-Merrill er tilstede, vilde jeg bede Dem forestille mig for ham,« havde jeg sagt til Hr. Deschamps. »Jeg har en Hilsen til ham fra København.«

Den tjenstvillige Redaktør forlod strax sin Plads.

»M. Stuart-Merrill! Et højtideligt Øjeblik! Jeg kan forestille Dem for Hr. Antonius fra København – der kender Deres Vers og skal hilse Dem fra Danmark.«

Stuart-Merrill, en ung, slank Mand med mørkt Haar og Mustache, en fuldkommen smuk og romantisk Skikkelse, i hvis ideale Ansigt, beskyttet af øm Sørgmodighed, ingen Fortrædelighed endnu havde sat sin skæmmende Rynke, kom mig i Møde med udbredte Arme, tydelig meget overvældet og bevæget ved at se sig kendt saa langt uden for sit Land.

Jeg fortalte, hvad min Ven samme Dag havde skrevet om en extatisk Time tilbragt med Les Gammes. Og han gav mig næsten ikke Tid til at tale ud; han førte mig hen i 133| sin Kreds, præsenterede til højre og venstre, og jeg befandt mig imellem fem, sex af de mest lovende unge, mellem hvilke Merrill syntes at raade som en Høvding. Jeg vil nævne nogle Navne: Roland de Marès, Jean Carrère (Journalist ved Le Figaro), Ivan Rambosson, Adolphe Retté. Mellem dem var ogsaa en Belgier, Redaktøren af la Revue de Belgique, som studerer dansk Literatur, specielt Paludan-Müller, og forbereder en Bog om nordiske Forfattere. Det skyldtes formodenlig hans Dansk-Kundskab, naar Stuart-Merrill midt i en Klapsalve efter et Digt tilraabte mig med en Udtale fra Svendborgkanten:

»Forsto' De no'e a' det?«

Det applauderede Digt var for Resten af Gondeau, og hvad der tog disse idealistisksindede, unge Sjæle, var nogle flot formede Linjer, hvori Poeten efter en livsled Skildring af Altings Raahed og Sjælløshed, i en skiden By en Regnvejrsaften, pludselig retter sig og siger: »Men jeg husker, hvem jeg er. Og har Digteren tilsølet sin Dragt i den fællesmenneskelige Gemenhed – han behøver kun at børste sin Kappe en Smule og vende sine Øjne stolt op mod Uendeligheden.«

Pludselig udbryder Stuart-Merrills Venner i nye Haandklap og rejser sig alle ærbødigt for en ung, smuk Kvinde. Merrill gaar hende tre Skridt i Møde. De sidder snart ved Siden af hinanden og ser lige forelskede ud. Hun er elegant, kvik, sød som en af de Vignetter, 134| om hvilke Verlaine har skrevet, at ingen Himmel er saa blaa, som de er uskyldige, men at de stundum føler deres Hjærte banke, forudanende, at de vil blive fremtidige Libertineres Elskerinder.

Stuart-Merrill er ikke Pariser, han er født og opdragen i Amerika. Og naar man saa dette nydelige Par, mente man at se et Syn fra en anden og bedre Verden; man huskede svundne Tider, Poesiens gyldne Dage, huskede den exotiske Parny, der sikkert har været netop saa indtaget i sin titbesungne Kreolerinde.

– – – Men Natten skrider frem. Mallarmé sover forlængst Retfærdighedens Søvn. Stuart-Merrill er ved sin Venindes Arm og omgivet af sine Venner – de taktfaste Klappere – brust bort. Det er Haabet og Ungdommen.

Tilbage paa en Kafé, efter at alle Gæster er gaaede, sidder jeg med den gamle Digter Verlaine og den unge Viseforfatter Cazals ... og vore Hjærter bøjer sig sammen i Fortrolighed.

Vi nynner alle tre paa en Vise af Cazals. Verlaine siger fra Tid til anden Ting, som er henrivende, iblandede med Ord, som er gyselige.

»Vi forstaar hinanden, vi Folk nordfra,« siger han til mig, »jeg er ogsaa nordfra. De fra Syden duer ikke.«

»Ja, Stendhal har sagt noget om det Æmne ....«

Men Verlaine knejser som bidt af en ond Bi og siger med den mest afgjorte Ringeagt:

135|»Stendhal, c'était un ....«

Verlaine skriver endnu Elskovsdigte, naar det kan træffe sig. Han havde samme Dag skrevet et, som han trak op af Lommen og læste. Efter at Cazals havde kopieret det, fik jeg Lov til at beholde den uvurderlige, men noget fedtede Lap Papir med Digterens Skrifttræk.

Det var den idealistiske Digters sidste utrykte Pris til Kvinderne. Desværre vilde Digtets oprindelige Ynde gaa tabt i Oversættelse.

[137]|Den ny Poesi
(Tilegnet Paul Verlaine som Tak for hans Digt.)