[139]|Efterskrift
til
Antonius' Optegnelser

Hermed standser – tør jeg sige desværre – de Optegnelser, som Antonius selv kaldte sine »naive Breve«, og hvori han fordringsløs udøste sit forundrede Hjærte for nogle danske Venner og Kammerater.

Antonius var allerede ikke helt naiv længer. Da han i Brevet om La Plumes Banket omsider sammenlignede den beundrede Verlaine med de Røvere, der skal arve Himlen, var han kun naaet saa vidt paa Bekostning af Naiveteten. Men Antonius havde endnu en Egenskab – i Mangel af større og betydeligere Dyder – han følte sig beskedent som Kammerat med hele Verden: med Statuerne og med Sporvognskuskene, med Fontænerne, Kvinderne og Børnene, med den bekymrede Verlaine og de sorgløse Viseforfattere.

Og nu, da den naive Antonius ikke er mere, vil i alt Fald de danske Venner, der en Gang i Ny og Næ modtog hans egenhæn140|dige Breve, mindes ham med en Smule Vemod; de har sagt mig, at det stundum gjorde dem Verden ligesom videre og mere farbar: at de i Paris havde en fortrolig Kammerat, der atter var fortrolig med alle de franske Kammerater. Jeg tør mindre end andre dømme i denne Sag. Men Antonius var virkelig en bon garçon, hel og ubeskadiget af det, Franskmændene kalder l'ironie impure.

Af mange Grunde afgik Antonius fra Verden. En af Grundene var Rædslen for det hvide Papir. Vennerne vilde gøre ham til rigtig Forfatter; de forlangte, at han skulde samle sine spredte Optegnelser til en ordnet og samvittighedsfuld Bog. Værket skulde hedde »Mellem Vismænd og Fløjtespillersker«. Men da han havde sammenskrabet sit gamle Materiale og saa, hvor meget der stod tilbage at gøre, hvor mange blanke Blade han endnu skulde udfylde med frisk Naivitet, da skete det med Antonius som med Folkevisernes Helte: »han svalt i den samme Tale«.

Det er med Naiveteten som med andre af Lykkens Gaver: naar den er skønnest, dør den. Antonius har ikke kunnet overleve, hvad han yderligere fik at se i Paris. Med de øvrige Ulykker skulde der ogsaa tilstøde ham en hæftig Forelskelse, som paa ganske kort Tid i Bund og Grund gjorde det af med den arme Fyr. Jeg gemmer endnu et Brev fra vor fælles Ven, Sangeren og Tegneren Cazals, som i Forbigaaende slaar paa, at jeg vel har hørt 141| Tale om l'étrange folie d'Antonius. Antonius' mærkelige Daarskab var nok en koketterende engelsk Frøken, blond og kysk og kedsommelig som en guldbeslagen Salmebog i sort Fløjl. Hendes blege, blodfattige Ynde bortvendte hans Sind fra den aandelige Optagethed og den frie, lette Leven, hvorved han efterhaanden havde fundet sig saa lykkelig til rette i Paris. Hun fordærvede Franskmanden i ham, hjemkaldte ham paa ny til de nordiske Sorgers taagede Intethed. Fi donc l'étrange folie d'Antonius!

Han efterlod sig foruden disse Breve kun nogle løse Udkast, hvoraf de følgende to Skildringer er komponerede – samt tre Soneter til Englænderinden, skrevne paa en Flugt, han foretog bort fra Paris med alle de nordiske Sorger i Kufferten. Læs dem og bliv bedrøvet over spildte Haab, unyttig Elskov!

[142]|Portræt af Foraaret

[143]|Hvide Løgne

[144]|Italien