145|Quartier Latin

[147]|Det var en Februardag med Blæst og Byger, og Himlen syntes endnu tættere graa, fordi det begyndte at blive Aften.

Jeg gik i Luxembourghaven og ventede, paa Spaseregangen omkring det runde Bassin, der ligger foran Slottet. Og med en Urskive midt oppe, der kontrollerede min Venten, laa den stilfulde Bygnings Mure graa som Dagen og Skyerne og Tusmørket og bød sig frem til Beskuelse, saa nøjagtig midt i deres Milieu, som havde Slottet ikke anden Bestemmelse end at ligge der og være Taffelur for Lystvandrende.

Klokken deroppe slog fem. Kolde Vindstød løb hen over Fladen i Bassinet. Og som en Røg vældede Skumringsskyerne fra alle Sider ned over Parken. Over alt, hvor jeg saa hen, tegnede blegt Marmor sig mod mørke Trær, og ude bag ved en saadan Marmorskikkelse, der laa paa Knæ og hvæssede en Segl, steg fra en virkelig Skorsten en Kulrøg til Vejrs, sortere endnu end de bølgende Skyer.

148|Alt var som malet i Bleggraat og Sort, og Modsætningen mellem Marmorets skælvende Bleghed og det stadig tættere Mulm blev efterhaanden større. Billedstøtterne var som hvide, skønne Sjæle, der plettede Natten og hævede sig op mod en Uendelighed, lys som de selv. Og der var faa Steder, hvor det faldt én saa let, eller hvor man mærkede saa lidt til det, at man ventede, som ved dette Bassin med dets Marmorrand. Omgivet af al den Kunst, der syntes anbragt ved et lykkeligt Lune saa nemt og paa sin rette Plads, følte man sig ikke længer under Livets plagsomme Nødvendighed, følte man sig ikke mere besværet af Uro og Ønsker. Hvorfor pine sig med Uvished – naar man jo ganske simpelt kunde lade være med at ønske? Man kunde jo gaa, som man kom, det var jo netop det, man følte her som over alt i Paris – denne By for Frihed og Afvexling. Hvis man havde ventet forgæves – hvad saa? Thi til syvende og sidst beroede éns Lykke jo ikke paa noget ydre, men paa det Spil af sælsomme Instrumenter, som fyldte én.

Og jeg hørte netop her mellem de susende Træer, mens hvide Figurer ragede op i Aftenen, dette Spil af sære Instrumenter om mig paa alle Kanter, var overbevist om, at der skal Vid til at leve i Verden, haveA den sejrrige Følelse af Kunsten, der sparer Mennesket for at løbe lange Veje efter intetsigende Glæder – 149| Kunsten, som kun vil fange det, der er Blomsten af Livet, det, der giver Aand og Tone.

Trrrr – rm! Trrrr – rm! Trrrr – rm!

Det var Buldret af en hastig og utaalmodig Tromme, som nede fra den anden Ende af Haven pludselig meldte med høj Røst, at Parken skulde lukkes, at det var Aften, og at det var Tid for alle og enhver at bryde op fra sine Kunstbetragtninger. Hver Gang jeg hører en Tromme her i Frankrig, er det, som om jeg i mig genfornemmer Pulsslaget fra fortidige Revolutioner og Krige, der har bedækket dette Folk lige saa rigt med Gloire, som dets Anlæg og offenlige Pladser er bedækkede med Marmor og Bronce.

Trrr – rm! I første Nu syntes man maaske, at disse Hvirvler brød lidt plebejisk ind i Idyllen. Et rask, et utrætteligt og ubønhørligt Signal, der forkynder, at nu er der Alvor paa Færde. Trrr – rm! Det er kun en Konge, der skal afsættes. Trrr – rm! det er en Republik, der skal indføres. Trrr – rm! det er Folkets Røst, der byder endelig en Gang at faa lidt Orden paa Sagerne. Trrr – rm! det er kun muntert, resolut; aldeles ikke plebejisk. Et Øjebliks Beslutsomhed – og bag efter kan Kunsten tage fat paa ny og smykke alle Parker og Pladser, og Menneskeaanden kan atter digte og drømme ...

Ti Minutter senere laa Jardin du Luxembourg tyst og lukket bag sit høje, stolte Jærn150|gitter, en fyrstelig Hemmelighed midt i det oplyste og larmende Quartier Latin.

Boulevard St. Michel stiger, mellem sine to Rækker af Træer, fra Seineøen, hvor Justitspaladset, Notre-Dame og mange andre, historiske Ting ligger, mageligt op over Bakke til Luxembourghaven; og paa begge Fortoves Asfalt slentrer i Solskin og Regn, ved Dag og ved Nat det gladeste Proletariat, man i denne Verden kan tænke sig. Hvis de unge Piger, man her om Aftenen hører pludre, raabe, synge med hæse, franske Stemmer, ikke har store Rigdomme at bortødsle paa smukke Kjoler og Hatte og slet ingen Ting har til at købe Sko for, saa véd de til Gengæld at pynte sig paa flatterende Maade med lidt: en original Pibestrimmel, en Sløjfe, en Stump Baand! Og de bærer Stadsen med en stolt Sorgløshed, som om de slet ikke havde Huller paa Skoene.

Sorbonnen suger hver Dag den videlystne Studenterungdom til sig. Odéon og Cluny-Teatret aabner sig hver Aften for skuelystne. Og paa Toppen af sin Bakke troner Panthéon som Midtpunkt for Udødelighedslængslerne hos Kvarterets Ungdom.

Men langs ned ad Boulevard St. Michel hersker Lystigheden uden Forpligtelser og Visdommen uden Anstrængelse. De kønne, unge Mænd drager forbi i Flokke, skraalende af fuld Hals, endnu før alle Lygter er tændte, og 151| slaar Takt paa Stenbroen med deres Stokke. De grimme, men alvorlige, unge Mænd gaar to og to op og ned under Træerne, midt igennem Støjen og Taabeligheden, og filosoferer uanfægtet om de store, evige Problemer. En Bande af de kønne, unge Mænd smider sig pludselig ned paa den bare Asfalt i en Rundkreds som Arabere for med vildt Akkompagnement og for fuldt Orkester at synge Dagens sidste Refrain om igen. Dette sker vis-à-vis Visdomstemplet, Sorbonnen, og lige uden for den Kafé, som hedder D'Harcourt, og som er et Sodoma og Gomorra med aldrig lukte Døre og med en evig Strøm af Øl og af Pigebørn. Imidlertid gaar de grimme, unge Mænd stille ind i D'Harcourt for ved et ensomt Bord at fortsætte deres ophøjede Drøftelser eller skrive et følsomt Digt til én af de smukke, som flaner ud og ind. Visdommen og Daarskaben, Kunsten og Glæden søger altid fælles Kafé her i Frankrig. Og Gud ved, hvor mange dejlige Sonnetter, der er skrevne i Quartier Latin om en letsindig og godtkøbs Skønhed, truffen paa en Kafé eller i en Kælder, hvor Kvarterets Visedigtere kommer for at synge deres Sange.

Unge Digtere, der er graadige efter Mystik og Symbolisme, aflurer her midt i denne Sværm Livet dets mest skjulte og fine Hemmeligheder. Glade Evabørn gaar omkring med Lommerne fulde af deres helligste Poesier – Poesier fra forskellige – og lader én læse dem med stor Beredvillighed.

152|Hullede Sko og Talent i Hjærterne, Kunst og Kvinder, Vers og Kvinder! Og ikke en Tanke paa den tunge Nødvendighed, ingen Bekymring for det samfundsnyttige. Manden, der ikke vil være et Dyr eller en Træl, har kun én Fornødenhed: Kunst, Poesi, som Kvinden kun har én: et broget Baand, en Blomst eller en Sløjfe til sin Pynt.

Alt dette sker med samme Smag og naive Lethed, som da de kastede Konfetti og bedækkede Bulevardernes Trær med blaa, blegrøde, gule Silkepapirsstrimler paa Karnevalsdagen, indtil den hele Stad lignede et Syn fra en anden Verden – en Have, hvis Grene tindrede og rødmede af Frugtblomster.

.... Jeg husker en lille Pariserinde fra Karnevalsdagen. Hun var over sexten Aar og ikke fyldt sytten. Hun vilde være Skuespillerinde og gik paa Konservatoriet, var jomfruelig og fordærvet paa samme Tid. Jeg traf hende paa de store Bulevarder midt i Trængslen, Solskinnet og Konfettien, der dryssede ned over os som en gylden Regn. En ældre, koket og mere verdensbevandret Veninde, ligeledes Skuespillerinde, fulgtes med hende, Veninden nynnede, løftede og sænkede Skuldrene i Takt, og naar hun vadede over Rendestenen, hivede hun med et uforbløffet Tag i begge Sider af Kjolen Slæbet til Vejrs, saa at man saa Strømpelæggen og anede, hvor nemt det gik for hende at klæde sig paa. Den lille havde den samme uforknytte Mine og gled med en let Lige153|gladhed gennem Trængslen; hvis en Mand kom en Smule for nær, vendte hun kun Ansigtet tilbage med en spøgende og ynkelig Tone: »On me bouscule!« Og stadig uantastet, med ufordærvet Glæde bragte hun ved en nem Bevægelse sin krøllede Dragt i Orden. Jeg fulgte hende op ad Boulevard St. Michel, gennem Quartier Latin, til hendes Forældres Hus i Montrouge, og hun citerede Vers for mig af Musset og fortalte mig om sine Planer. Men uden for Luxembourghavens Gitter standsede vi en Stund og talte om Medici-Fontænen, der gemtes derinde i Haven, og som jeg – ved en anden Lejlighed – beskrev med dette Vers:

Da jeg nævnte Fontænen, gjorde den sextenaarige, vordende Skuespillerinde med løftede Arme en Bevægelse bag over som for at eftergøre den legende, unge Kvindes flotte Attitude derinde i Marmorklippen. Uden Gran af Snærperi, med medfødt Naturlighed og Forstaaelse.

De franske er jo virkelig et erotisk Folk.

Men hvad vi andre kalder dristigt, er et Barn fra Quartier Latin fra ganske lille vant til at se. Derfor den Uforfærdethed. Erotiken opløser sig i en Beundring for Kunsten og 154| for Flotheden, hvormed Tingen er gjort. Og Kærligheden selv – med dens Ledsager, Poesien – er som et Baand eller en smuk Blomst, hvormed en sextenaarig Kvinde fra Teatrets Elevskole pynter sig en sorgløs Karnevalsdag.

Den Dag i Februar – da jeg lidt hovedkuls blev overrumplet af Trommen, som meldte Parkens Lukning, og da jeg endnu ikke kendte Quartier Latin og havde Venner der – gik jeg ind til en Boghandler og købte François Villons Digte. Med dette Selskab tog jeg Plads i Concert Rouge, en Kafé, hvor man endnu før Aften kan bade sig i god Musik og opmuntres af Selskabelighed.

Et firehundredaarigt Støv, der har lagret sig paa hver Side af den gode Mester François Villons Digte, har endnu ikke gjort dem ulæselige. Tvært imod udstrømmer der intens Kraft fra dem som fra en Vin funden i dybe, mugne Kælderruiner. Villon er jo, som hver véd, i Frankrig Begyndelsen til den stærkt personlige Poesi, som ordenligvis fortjener Navn af moderne. Og desuden er hans Navn knyttet til Quartier Latin som ingen andens: som den værste Snydenstrup og Stratenrøver af alle de Studenter, der for firehundrede Aar siden laa ved det franske Universitet og, under Paaskud af at studere, forkortede Tiden med Dobbel og Drik og løse Fruentimmer. Denne Ungdom bestod af Folk fra alle Lande, hvad der 155| gjorde en strix Kontrol umulig. Og naar man ser mange krogede Gader i Quartier Latin, opfyldte af Knejper og Logihuse for det mest lurvede og farlige Pak, der findes i vore Dages Paris, synes man, at man endnu staar og stirrer ind i det femtende Aarhundredes Afgrunde. Her var det, at Villon snød Slagterne for Kød, Værtshusholderne for et Maaltid Mad med rigelige Vine, Skrædderen for en ny flunkende Frakke – som skrevet staar i de talrige Vers om hans Bedrifter.

Men Legenden har sikkert udsmykket Mester François' Skikkelse som fransk Uglspil altfor rigeligt. Saa meget er dog sikkert, qu'il faillit être pendu, at han kun (tillad en slet Oversættelse) manglede at blive hængt. Og det er denne Hængningshistorie i hans Liv, som han, dødsdømt, fejrede med et Vers i fire Linjer og af dette Indhold: –

»Jeg er François – hvad der bedrøver mig – født i Paris nærved Ponthoise. – Og snart skal ved Hjælp af et Hampereb min Hals faa vide, hvad min Hale vejer.«

Hans Hals fik dog ikke den Gang gjort slige luftige Erfaringer, men til Løn for sine Fortjenester, fortæller Villon i et andet Digt, blev han »banket nøgen paa Gaden, som man banker Lærred over Rendestenene«.

Og trods alt dette kan man lede Evropas Literatur igennem uden at finde Mage til stærke Vers, fulde af stolt, uforfærdet Skønhed: som dem, den fattige Student Villon viede til »den 156| smukke Vaabensælgerske« eller til »Kvinderne fra fordum«. Germanerne vilde sædelig forskrækkes, skulde de nævne en saadan Vovehals som Begynder af deres Poesi. De unge Franskmænd beundrer og elsker hans Vers den Dag i Dag. Og mere kan man ikke opnaa efter firehundrede Aar.

Men i dette, at deres første Mester i moderne Poesi var en forbrydersk Existens, findes der noget symbolsk for den franske Kunst og Aand:

Det, man her beundrer, er Oprindeligheden og Kraften i sig selv. Ingen regnes – som hos os – for en stor Poet længe efter sin Død, blot fordi han har haft en god Hensigt, har skrevet utrættelig til Held for samfundsgavnlige Fordomme. Fordomme og Samfund forgaar, Kraften bestaar.

Maaske øvede Fortiden Retfærdighed mod Villon ved at udbanke hans syndige Drifter over Rendestenene. Vi – vil tilgive ham.

Der findes til Minde om Villon en Statue i en Gade bagved Panthéon. Og der lever den Dag i Dag en Digter i Quartier Latin, lige saa fattig som han – og som de franske ofte sammenligner med den gamle Mester. Det er Paul Verlaine.*F5 –

157|En gammel Gaard i Rue de Vaugirard, tolv Alen lang, sex Alen bred. For neden et Halvmørke som i en Brønd, for oven den blaa Himmel. Tre Mænd med lange, mørke Skæg frembragte paa Harpe, paa Fløjte og Basviol en besynderlig Musik.

Uden for i Gaderne skinnede Solen og Vaaren. Men jeg steg op ad en dunkel Trappegang med hulslidte Sten og et hundredaarigt Gelænder. Den sære Musik fulgte mig gennem alle Etagerne til den øverste Afsats, hvor jeg igennem Vinduet kunde kige ud paa Tagene.

Jeg bankede paa en Dør, maatte nævne mit Navn; Nøglen blev drejet om indvendig, men man bad mig vente endnu et Sekund, inden jeg gik ind.

Det var Klokken ti om Formiddagen.

Jeg var hos min Ven Cazals – Maler, Tegner, Poet fuld af Haab, men endnu kun kendt som Forfatter til en Række vittige Sange, der alle besynger Digteren Paul Verlaine og det literære Liv i Quartier Latin, Symbolismen, Dekadismen, Jean Moréas, og hvad der inden for denne Kreds er Berømmelse og Spot værd. Jeg havde tidligere kun truffet ham ved La Plumes Lørdagssammenkomster, hvor han alene foredrager sine Viser, og hvor han altid modtages med stærkt Bifald, naar han i en lang, brun, veltilknappet Redingot, i en sort Silkehat og med 158| Spaserestok i Haanden træder op paa Tribunen. Mode: 1830! Holdning: en blid Uforstyrrelighed og Glæde – naar han løfter sin Stok for at dirigere Omkvædet til en af sine Viser, har han en Lethed og Værdighed som en Feltherre, der byder over sine Tropper, og der er da i hans Sjæl ingen Tvivl om, at Tempoet i hans flotte Omkvæd har mindst lige saa stor BetydningA for Menneskeheden som en Flaademanøvre i Kronstadt. Brune Øjne, brun Mustache og Fipskæg. Mange erobrede Kvindehjærter. Men Cazals er fra Naturens Haand skabt for Troskab og Engifte, Ømhed og Poesi.

Jeg traadte ind i et ikke stort Rum, hvor Tegninger, Skitser, Papirer og Bohave i et lykkeligt Hulter til Bulter altsammen tydede paa Beboerens kunstneriske Existens og hans beskedne Maal af jordiske Rigdomme.

I den rummelige, franske Alkovesengs hvide Puder laa Frédéric Auguste Cazals rolig og stolt udstrakt og hilste Goddag med glad Elskværdighed. Poeten, Maleren og Visedigteren tog sig ud til sin Fordel, men – han var ikke alene. En Stemme bag ham hilste mig frisk og frejdig med Accent fra Touraine.

»Bonjour monsieur!«

Jeg vilde med mange Undskyldninger trække mig tilbage, men baade Hr. Cazals og Madame raabte, fortrædigede over en saadan Finfølelse:

159|»Mais non! voyons! qu'est-ce que ça fait?«

Og hvad der gjorde mig endnu mere forbavset, var, at de tilføjede: »Vi staar alligevel op nu!« Fra en Stol foran Sengen snappede Kvinden et Silkeskørt, sammensyet af røde og sorte Bredder, kastede det om sig, og saaledes paaklædt lod hun sig med bare Fødder glide ud paa Gulvet. Altsammen med en saa uskyldig Selvfølgelighed, at man umulig kunde gøre Indvendinger mod Landets Skik.

... Over Luxembourghaven laa den Dag Glansen af en blændende Sol. Alle Træerne var sprungne ud. Og skønt det endnu ikke var den første April, følte man det behageligt at kunne gaa i Skyggen. Jeg husker de tunge, grønne Grene og Madame Cazals, helt klædt i Sort, med det lange, statelige Sørgeslør, som hun bar til Ære for en afdød Broder. Skønt hun ikke havde forlangt Øvrighedens Attester for sin Pagt med Viseforfatteren, var hun i alt sit Væsen gennemtrængt af en borgerlig Tilforladelighed; kun at hendes store, lysende og fixerende Øjne saa' dobbelt saa klart som de fleste Borgerhustruers, og at hendes sunde Sans, utrættelig og morsom som kun hos visse ræsonnerende Kvinder i Moliéres allerbedste Komedier, havde en næsten magnetiserende Nøjagtighed. En otteogtyveaarig Kvinde, uinteresseret hengiven i sit Forhold til en Mand og dog saa praktisk, at hun arbejder de sex Dage af Ugen, en saadan Opofrelse i Forbindelse 160| med en saadan Fornuft syntes mig at høre hjemme i svundne Tider, da alt var bedre. Hendes uimodstaaelige Ræsonnement og hendes letvakte, feminine Interesserthed gjorde vor Underholdning fortrolig som en Samtale med en klog Søster. Da hun havde fortalt mig, hvorledes Digteren Verlaine og Cazals havde skrevet Sonneter til hinanden i La Plume, hvorledes Verlaine ogsaa havde skrevet et Digt til hende, hvorledes Cazals, der holdt mere af at skrive end at tegne, endnu aldrig havde gjort hendes Portræt, – var jeg bestandig saa blændet af at se Aanden fra Molières Komedier vandre levende omkring, at jeg gav et uforsigtigt Løfte:

»Hvis jeg kunde tegne, vilde jeg tegne Dem strax .... Nu er det mig ikke givet – men jeg vil skrive en Sonnet til Dem.«

»Paa fransk?«

»Ja ... naturligvis ... paa fransk!«

Da jeg endelig en Nattetime faldt paa at skrive den lovede Sonnet, var det kun for at udtrykke den Tanke, at Cazals var en af Ideens Tamburer, og:

»At elske en munter Tambur, Madame, især naar han er køn, er slet ingen Fortjeneste. Men det fortjenstfulde er at give ham kærlig Kredit paa hans Berømmelse og afvente Tiden for hans uudgivne Mesterværker.«F6

161|Siden den Dag i Rue de Vaugirard og i Luxembourghaven har jeg ofte deltaget med de to i en fornøjet, men beskeden Frokost i deres lille Værelse, medens den besynderlige Musik nede i Gaden kastede sine fremmedartede Rythmer ind ad det aabne Vindue. Altid møder jeg dem Arm i Arm ved Aften, den muntre, flotte poête chansonnier og den elskværdige, altid sorgklædte Madame Marie – som Ægtepér og hans Hustru. Og naar vi ser hinanden langt borte, rækker vi Armene i Vejret og raaber:

»Tiens voilà! Comment ça va?«

162|Alle Cazals og Madames Sange kender jeg. Og naar jeg om Aftenen nede under mine Vinduer pludselig hører en dansk Folkemelodi, jeg holder meget af, er jeg vis paa at se den unge Franskmand og hans Kvinde staa dernede foran Gitteret, som omslutter Luxembourghaven.

Thi jeg er selv flyttet ud i Quartier Latin og har bosat mig mellem de unge, tilgængelige Franskmænd, hvis kunstelskende Hjærter endnu ikke kender til Madstrævets Fordærvelse. Midt i denne Verden af Muligheder, hvor den beundrede Paul Verlaine lever, bundfattig som en Villon, og ved sin Eugénies Arm halter fra Kafé til Kafé!

Cazals, der i mere end sex Aar uegennyttig har tjent Verlaine som Ven, Hjælper og Sekretær, har i en af sine Viser angivet følgende Aarsag til Digterens Halten: »Han snublede over et hinkende Vers – og siden da trækker han paa Benet.« Det er en Aarsag, en Poet værdig.

Men Paul Verlaine har til Gengæld baade paa Vers og Prosa givet sin unge Ven Beviser paa sin Hengivenhed, for Exempel en lang, yndefuld Beskrivelse af Cazals og af deres gensidige Forhold – udført i nogle ensomme Timer paa Hospitalet og indeholdende Linjer som disse:

»Og Vinternatten, vi tilbragte hos Venner paa Landet, du i en Lænestol, jeg, dødssyg, 163| paa en Sofa med min Haand i din. Og alt – og alt det!«

Heller ikke den lille Le Rouge, som er fra Normandiet og ligner et dansk Bondebarn fra Fyen, bør jeg glemme, naar jeg omtaler Quartier Latin og dem, der omgiver mig og giver mig et Begreb om Kvarteret. Han er blaaøjet, spinkel, lys med rødligt Skæg og saa nervøst livlig, at han ikke kan sidde stille i to Minuter. Og han kommer næsten hver Morgen, taler til mig som en Slags Fætter og ytrer stor Lyst til en Gang at rejse til Danmark, alt medens han udtrykker Ringeagt for sine mørkhaarede, sydfranske Landsmænd. Han modtager maanedlig kun 50 Francs hjemme fra til at fortsætte sine Studeringer for, saa med hans Udenlandsrejse har det endnu lange Udsigter. Men Gustave Le Rouge er en Poet, som stadig har ti Noveller og Poesier under Arbejde, og som aldrig før langt om længe faar Kraft til at gøre dem færdige. De handler næsten altid om Samfundets og Lovenes Uretfærdighed overfor Menneskebørn med smaa Indtægter. Og naar han stundum offenliggør en Novelle i L'art social, foregaar den i en ubestemt Tidsperiode og beskriver f. Ex. en Bloddommer, der er befængt med alle Laster, og hvis helligste Ønske er dette: at Guillotinen maatte antage Form af en Kvinde, for at al den umættelige Elskov, 164| hvormed han omfatter den, en Gang kunde finde Fred.

Nærmer jeg mig ved Frokosttid en Dag, jeg ikke har set ham, det lille Crêmeri med den blaamalte Façade, som ligger i Rue Notre-Dame des Champs, staar L. uden for og vinker ad mig og siger, at vi maa vente lidt, for al Plads er optagen. Det lille Crêmeri har kun tre smaa Borde og er opfyldt af Arbejdsmænd og Kunstnere med deres Kærester og Modeller. L. er Ven med dem alle.

Vil jeg efter Frokost have ham til at spasere lidt med mig, siger han, at han har Visiter at gøre i Eftermiddag:

»J'ai des courses à faire!«

Og det er ham en Ting af Vigtighed som et dagligt Arbejde. Det inspirerer ham.

Han besøger da fire, fem Maleres eller Billedhuggeres Atelierer, og alle Vegne vil de unge Kunstnere, hans Venner, have ham til at sidde for sig, medens de gør hans Portræt. Men L. er en urolig Model, og hans Venner er lyshaarede, nervøse Folk fra Normandiet, stundum lange Kæmper, der er besatte af gammelnordisk Bersærkergang og midt under Arbejdet, bevæbnede med Fleuretter, Stole eller Ildskovle, udfører drabelige Kampe med L., og alle Vægge runger af Raab og Latter. L. siger altid: »dette er ikke Digtere værdigt.« Men hans normanniske Blod løber af med ham.

165|Og jeg har selv maattet udkæmpe mange saadanne Kampe, inden jeg satte mig til at give dette Portræt af den lille Le Rouge, som skriver paa ti Noveller, har tyve Planer og altid »des courses à faire.«

En Aften, da jeg havde drevet igennem Boulevard St. Michels Kældere og Kaféer, vexlet Haandtryk med Venner og diskutteret med katolsksindede, unge Poeter, kom jeg, før jeg gik hjem, endnu ind paa Müllers larmende Natrestauration.

I en Sofa bag et af Marmorbordene sad Paul Verlaine ved Siden af Madame Eugénie. Og i Selskab med dem var P., tidligere Professor ved Sorbonnen og nuværende Journalist ved Le Figaro, hvor han dog kun skriver lejlighedsvis. Jeg satte mig ved deres Bord.

Verlaine drak som sædvanlig Absinth, og paa denne sene Tid fulgte vi andre for en Gangs Skyld Exemplet. Verlaine plukkede en rød Rose itu og lagde et Par Blade i hvert Glas. Hans Sokratesansigt straalede af godt Lune, hans smaa, brune Øjne spillede, den runde Bulehat var skudt tilbage fra den kække Pande. Det er Mme Eugénies evige Sorg, at Verlaine, hvis øvrige Dragt for Resten passer saa slet dertil, aldrig kan bevare en høj Hat. Quand il est furieux, il les casse – siger hun –: naar Digteren er i ondt Lune, kan han ikke udholde Synet af denne sorte, silkeglatte Sam166|fundsløgn: han knuser ganske simpelt sine høje Hatte.

P. gjorde mig et Forslag for at more Digterkongen, der slige Aftener er som et lykkeligt Barn. Vi bad ham i Kraft af sin Majestæt at indstifte en Orden og udnævne os til dens Riddere. P. forlangte Pen, Blæk og Papir og rev af det himmelblaa Hylster, hvori min Tobak var indpakket, sirlige Strimler til at fæste i vore Knaphuller, medens Paul Verlaine med mange store Snirkler begyndte at skrive:

»Ego, πολ I βασιλευς, creavi.« Derefter fulgte i en underbar Blanding af Græsk, Latin og Fransk vor Udnævnelse til Riddere af det grønne (Verlaine vaklede en Stund mellem blaat og grønt, men foretrak det grønne, Absinthens Farve). Han fastsatte endvidere, at vor faste Borg skulde være Müllers Kafé, som han paa poetisk Latin kaldte Taverna mulierum, eftersom der altid er et broget Flor af Kvinder paa dette Sted.

Endelig rejste han sig med sit tunge Egespir i Haanden, og knælende paa Gulvet modtog først P., saa jeg Ridderslaget. Trémouillat, en meget blufærdig og ganske vittig Forfatter af satiriske Viser og for Resten Assistent i et eller andet Ministerium, kom til og maatte ogsaa knæle. Verlaine uddelte Slaget med en Forlegenhed, der viste hans Glæde.

167|Og da nu Ridderskabet var dannet, drak vi Riddere af det grønne med hverandre og med Kong Paul den første – af Glassene med den grønne Drik og de blegrøde Rosenblade.